utils prefix normal JERNESALT - terrrotyskl

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.1.08.

Tysk terror gennem 30 år var ekstremt inkonsistent

Peter Wivels bog om Baader-Meinhof-gruppen
Gruppens historie og meriter
Personernes og deres egenskaber og motivationer
      Ulrike Meinhof
      Andreas Baader
      Gudrun Ensslin
      Horst Mahler
Terrorismens fænomen
Inkonsistensen
Henvisninger


Peter Wivels bog om Baader-Meinhof-gruppen    Til toppen  Næste

Den gamle ungdomsoprører og senere chefredaktør for så forskellige blade som Information, Weekendavisen og Berlingske Tidende og nuværende Berlin-korrespondent for Politiken, Peter Wivel (f. 1943) har udgivet en bog om Baader-Meinhof-gruppen med undertitlen '30 år med tysk terror', nemlig årene fra 1968 til 1998. Og den må siges at komme meget tilpas efter at vi med Peter Øvig Knudsens to bind om < HREF="blekinge.asp">Blekingegadebanden har fået et glimrende indblik i den samtidige, men heldigvis langt mindre omfattende og langt mindre statstruende danske terrorismes historie og ideologi. Man kan lære meget om terrorismens blinde had til demokratiet gennem Blekingegadens inkonsistens. Men det er gennem afdækningen af Baader-Meinhof-gruppens åbenlyse fallit man kommer helt ind til kernen af individualterrorismens absolutte håbløshed. Derfor er Wivels formidling af det omfattende stof særlig værdifuld - også når vi skal bedømme den aktuelle internationale terrorisme af islamistisk tilsnit, således som den helt aktuelt har givet sig udslag i mordet på Benazir Bhutto.

Wivel forfølger i sin bog med fuldt overlæg det individuelle spor i RAF's terrorisme. Meget kan man beskylde samfundet for, skriver han, men mennesket har en fri vilje og derfor er det enkelte menneskes beslutninger og overvejelser altid centrale. Dette har han ret i når det gælder tysk (og dansk) terrorisme, men det holder ikke helt når man taler om islamistisk terrorisme, for her spiller massementaliteten eller massepsykosen desværre også ind.

Rygraden i Wivels fremstilling er iøvrigt fire hovedværker: Stefan Austs 'Der Baader-Meinhof-komplex' (1998), Butz Peters 'Tödlicher Irrtum' (2007), Wolfgang Kraushaars: 'Die RAF und der linke Terrorismus' (2006), og endelig RAF's egen fremstilling som den foreligger i dokumentsamlingen 'Texte und Materialen Zur Geschichte der RAF' (1997). Dertil kommer en række enkeltstudier som Bettina Röhls bog om sin mor Ulrike Meinholf ('So macht Kommunismus Spass'. 2006) og historikeren Gerd Koenens 'Vesper, Ensslin, Baader. Urszenen des deutschen Terrorismus' (2003). Derimod bruger Wivel ikke film som kilde, selvom der findes udmærkede dokumentarfilm om bl.a. Ulrike Meinhof. En filmmand som Fassbinder nævnes for et stykke om jødiske spekulanter, men ikke for sit bidrag til filmen 'Deutschland im Herbst 1977'.


Gruppens historie og meriter    Til toppen  Næste

Baader-Meinhof-gruppen var opkaldt efter sine to ledende skikkelser, Andreas Baader og Ulrike Meinhof, men kaldte sig selv for Rote Armé Fraktion fordi de betragtede sig som en slags selvstændig afdeling af den i deres øjne verdensomspændende Røde Hær, dvs af den militante internationale kommunistiske kamp mod det kapitalistiske system. Kredsen omkring de to personer var fra starten lille og præget af den højt begavede Ulrike Meinhofs mangeårige ideologiske og propagandistiske felttog mod det politiske system i Vesttyskland og dets forbundethed med USA. Men frustrationerne over magtesløsheden førte til et stigende behov for at erstatte ord med handling, hvilket mere præcist vil sige argumenter med vold. Og derfor blev det et afgørende skel i bevægelsens historie, at den alt andet end intellektuelle Andreas Baader sammen med den tredie vigtigste person i bevægelsen, præstedatteren Gudrun Ensslin, og to medhjælpere i april 1968 satte ild til to varehuse i Frankfurt.

Allerede i 1967 var studenteroprøret gået i sving i Tyskland, og situationen blev stærkt forværret, da det under demonstrationer mod den iranske shahs besøg i Vestberlin kom til voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter der bl.a. førte til nedskydning af den fredelige demonstrant Benny Ohnesorg. Det tyske politi var mødt talstærkt op, forberedte på det værste, men ulykken var at politiet i begyndelsen så passivt til, da shahens medbragte og berygtede SAVAK-politistyrker gik løs på demonstranterne uden nogen hæmninger. Hurtigt gik det tyske politi også i hårdhændet aktion - og alt i alt førte begivenheden til en voldsom modvilje mod myndighederne. Studenteroprøret bredte sig omgående til de øvrige universitetsbyer - og førte til demonstration efter demonstration - samt i april 1968 til attentatet på den rabiate studenterleder Rudi Dutschke. Urolighederne eskalerede nu, så Forbundsdagen i maj vedtog undtagelseslove.

Nogenlunde samtidigt kommer der gang i studenteroprøret i Danmark og Frankrig. I vid udstrækning var studenteroprørene rettet mod mere eller mindre forældede undervisnings- og styreformer på de højere læreanstalter, former der slet ikke var egnede til at tage imod det voldsomt eksploderende antal studerende der var resultatet af den stigende velstand. Oprøret i København måtte den daværende rektor Mogens Fog tackle med metoder han havde lært under det illegale arbejde under besættelsen, bl.a. når konsistoriet skulle holde møder på hemmelige adresser og måtte lege kispus med studenterne. Men generelt skete der en radikalisering i store dele af studenterungdommen i alle de vestlige lande. Den indebar bl.a. en marxistisk orientering og ensretning i undervisningen under betegnelsen 'kapitallogik'. Man fantaserede om afskaffelse af det kapitalistiske system og det filosoffen Herbert Marcuse kaldte 'repression' og 'éndimensionalitet'. Man drømte den selvmodsigende drøm om at fantasien kom til magten, og man var ikke fri for fantasier om voldsanvendelse, men i det store og hele afholdt flertallet sig fra vold.


Anderledes med de i forvejen frustrerede enkeltgrupper som Baader-Meinhofs der som nævnt tog skridtet ud i den deciderede og definitive kriminalitet i april 68. Filosofien var at man ved ildspåsættelser af varehuse kunne ramme kapitalen og forbrugerismen og dermed vække til debat - uden at ty til den radikale vold der hedder mord og som de fleste mennesker tager afstand fra. Problemet er bare, at alvorlig kriminalitet retsforfølges og ofte fører til fængselsstraffe for forbryderne, især når disse er meget uprofessionelle og efterlader for mange spor. Andreas Baader og Gudrun Ensslin og bl.a. Horst Söhnlein (fra et teater i München hvor også Fassbinder havde sit arbejde ) blev hurtigt arresteret og sad varetægtsfængslet i 14 måneder, hvorefter de løslodes og gik under jorden for at undgå afsoningen af restdommen. Herefter var banen kridtet af. Baader bliver arresteret ved en simpel trafikkontrol i maj 1970 og sættes i fængsel, men bliver befriet af Ulrike Meinhof under udgangsbesøg på et universitetsinstitut. Sagens alvor var endnu langt fra gået op for myndighederne, selvom regeringen havde fået vedtaget loven om 'Forfatningsbeskyttelsen'. Men nu bliver det alvor, for Meinhof sårer under befrielsesaktionen en af instituttets ansatte livsfarligt - og efterlyses på plakater over hele Vesttyskland for mordforsøg. Dusøren var den klækkelige sum af 10.000 DM.

I September 1970 begår gruppen tre bankrøverier, og da Andreas Baaders advokat Horst Mahler anholdes, rykker Meinhof op i hierarkiet som nr. tre. Ideologisk går de ind for masseterror, som de definerer som terror i massernes navn og til massernes gavn. Og i april 1971 udvikler de konceptet om by-guerilla. Deres skrift 'Om den væbnede kamp i Vesteuropa' oversættes og udgives også på dansk. Det kommer i årets løb til mindre sammenstød mellem gruppen og politiet, hvorunder to politibetjente omkommer tillige med en anarkist fra 2. juni-bevægelsen samt en sagesløs damefrisør.

Den 28. januar 1972 følger Brandt-regeringens bekendtgørelse der forlanger at alle offentligt ansatte skal gå ind for demokratiet og forfatningen (de venstreorienterede bruger med fuldt overlæg det ildeklingende navn 'Berufsverbot' - og selv forfattere som Heinrich Böll protesterer). En meningsmåling viser af 25 % af vesttyskerne under 30 år har sympati for RAF. 20 % mener gruppen handler ud fra en politisk overbevisning, men kun 5 % accepterer at give dem husly. Men RAF har reelt ingen politisk indflydelse. Heller ingen af de ligesindede radikale småpartier kommer nogensinde i nærheden af spærregrænsen på 5 %. I marts dræbes imidlertid endnu et medlem af 2. juni-bevægelsen ved en politiaktion - og herefter tager RAF det afgørende skridt at indlede den deciderede guerillakrig mod Forbundsrepublikken.

Herefter går det slag i slag. 11. maj gennemføres en bombeaktion mod den amerikanske base i Frankfurt. En oberstløjtnant dræbes og 13 andres såres hårdt. Derefter bombes en politistation i Augsburg og et politihovedkvarter i München - med hhv 7 og 10 sårede. og 15. maj forsøges bilbombeattentat mod en forbundsdommer. Han tager dog ikke bilen selv, så bomben går ud over hans kone. 19. maj sprænges der bomber mod Springer-forlaget i Hamburg med 38 sårede som resultat. Og 24 maj bilbombes en militærbase i Heidelberg med 3 dræbte og fem sårede til følge. Internt fører disse aktioner til voldsom kritik fra Baaders og Ensslins side mod Ulrike Meinhof, fordi de rammer tilfældige og sagesløse mennesker. Også almindelige RAF-sympatisører distancerer sig fra aktionerne. Og modviljen mod RAF's terror vokser sig nu så stor at grundlæggergenerationens dage ifølge Peter Wivel er talte.


31. maj 1972 gennemføres den største politirazzia i Forbundsrepublikkens historie. Andreas Baader, Jan-Carl Raspe og Holger Meins pågribes. Ensslin undslipper i første omgang, men arresteres 7. juni i en modebutik, hvis indehaverske nærer mistanke og underretter politiet. 9. juni arresteres Brigitte Mohnhaupt, og 15. juni Ulrike Meinhof, efter tip fra lejlighedsinderhaver. I dagene efter pågribes yderligere tre eftersøgte RAF-folk.

Ulrike Meinhof begår selvmord i sin celle den 8. maj 1976. Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Raspe idømmes livsvarigt fængsel den 28. april 1977.

Kort fortalt har RAF's terrorvirksomhed i Vesttyskland fra 1968 til 1998 ifølge Peter Wivel kostet samfundet 61 døde og 230 svært sårede på begge sider. De materielle skader løber op i omkring 1,9 milliard danske kronet. 280 biler blev stjålet i forbindelse med aktionerne. Politiet fandt frem til 104 hemmelige tilholdssteder (formentlig kun halvdelen af de faktiske). Mere end 500 mennesker blev dømt for at være direkte involveret i RAF, mens små tusinde er blevet dømt for at have støttet gruppen.


Terroren fortsatte i endnu større stil af næste 'generation' af RAF, endda i største spektakulære form, fordi det primære formål blev at befri de nu fængslede 'helte' og modvirke eller undergrave hele det beskyttelsesapparat som koalitionsregering under først Willy Brandt og fra 1974 især Helmuth Schmidts konsekvente ledelse fandt det nødvendigt at opbygge til det tyske demokratis værn. Hertil kommer at RAF dels delte opgaverne med andre organisationer som 2. juni-bevægelsen, dels gik i snævrere og snævrere samarbejde med de palæstinensiske terrororganisationer PLO og PFLP, som også den danske Blekingegadebande samarbejdede med eller tjente. Det var den palæstinensiske terrororganisation 'Sorte september' der den 5.9.72. myrdede israelske sportsfolk under Olympiaden i München.

Aktionerne omfattede: 2. juni-bevægelsens bortførelse 27.2.75. af den vestberlinske CDU-leder Peter Lorenz. Vestberlins regering overtaler Bonn-regeringen til for første og eneste gang at løslade nogle fanger mod frigivelse af den bortførte. 24. april følger besættelsen og bombesprængningen af den tyske ambassade i Stockholm (med Karl-Heinz Dellwo som leder). Og her meddeler Forbundsregeringen utvetydigt at man under ingen omstændigheder vil forhandle om nogetsomhelst. 22.12.75. tages deltagerne ved den store Opec-konference i Wien som gidsler af palæstinensiske terrorister under ledelse af den berygtede 'Carlos' alias Ramirez Sanchez. 27. juni 76 kaprer PFLP-folk et Air France fly fra Tel Aviv til Paris. 7. april 77 myrder RAF den tyske statsadvokat Siegfried Buback. 30.7.77. myrdes den øverste direktør for Dresdner Banken, Jürgen Ponto, af RAF i alliance med hans guddatter, der beder om en samtale med ham i hans eget hjem og bliver lukket ind - med morderne i hælene!

5. september 1977 kidnappes formanden for den tyske Arbejdsgiverforening Hans-Martin Schleyer. Forbundskansler Helmuth Schmidt taler til det tyske folk i tv og understreger, at terroristerne ikke skal bedrage sig selv. "Terrorismen har i det lange løb ingen chancer. For mod terrorismen står ikke bare de statslige organers vilje, mod terrorismen står hele folkets vilje."


Det sidste storstilede forsøg på at tvinge den tyske regering til løsladelse af de prominentet RAF-fangerne i det til disse terrorister særligt opførte og indrettede Stammheim-fængslet sker den 13. oktober 1977, da palæstinensiske folk under ledelse af Wadi Haddas kaprer et store Lufthansa fly med turister - og efter flere mellemlandinger over flere dages flyvning under mere og mere fortvivlede forhold for besætning og passagerer havner i Mogadishu i Somalia. Her skydes flyets kaptajn kynisk ned af de nervøse kaprere. Om natten stormes flyet imidlertid - efter aftale mellem den tyske og den somaliske regering - af tyske elitetropper med brug den allernyeste teknik. Alle gidseltagerne bliver skudt. Ingen passagerer kommer alvorligt til skade. En fantastisk præstation, der ikke alene redder de sagesløse mennesker med undtagelse af kaptajnen, men får hovedpersonerne i Stammheim-fængslet til at indse at spillet er tabt.

Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Carl Raspe begår selvmord den 18.10. og samme dag myrdes arbejdsgiverformanden Hans Martin Schleyer af bl.a. Stefan Wiesnievsky. Schleyer begraves ved en stor statbegravelse, hvor hele det officielle Tyskland er repræsenteret. De tre selvmordere begraves den 27.10. på en kirkegård i Stuttgart under deltagelse af tusindvis af venstreorienterede sympatisører, hvoraf mange bar hætte. Begravelsen blev filmet og indgår som Schlöndorffs bidrag til episodefilmen 'Deutschland im Herbst 1977'. Filmen viser også - hvad Peter Wivel kan bekræfte som daværende rapporterende journalist for Information - at lundene omkring kirkegården var spækket med tysk politi, der også satte vejspærringer op og lod alle kontrollere.

På knap ti år var det frie og demokratiske Vesttyskland af nogle ganske få terrorister uden ringeste partipolitisk indflydelse blevet tvunget til ikke alene sikkerhedsforanstaltninger uden sidestykke i Forbundsrepublikkens historie, men også på grund af terroristernes utallige sympatisører på venstrefløjen tvunget ud i den hårdest tænkelige ideologisk kamp mod demokratiets og retsordenens bevidste undergravere, som intet andet land i Europa blev udsat for og som man skal til tyvernes og tredivernes kamp mellem kommunister og nazister på den ene side og socialdemokrater og borgerlige på den anden side for at finde mage til.

Spørgsmålet er derfor hvordan det kunne gå til og hvem der stod bag denne kæmpemæssige forførelse af store dele af den tyske ungdom og den tyske intelligentsia.


Personerne og deres egenskaber og motivationer    Til toppen  Næste

Dramaets hovedpersoner er ifølge Peter Wivel Ulrike Meinholf, Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Horst Mahler fra første generation, Stefan Wisniewski og Karl-Heinz Delwwo fra anden generation samt Birgit Hogefeld fra tredje generation. Her koncentrerer vi os om de første fire. Men Wisniewski (1953) var en af morderne i det tyske efterår 1977 og Schleyers fangevogter. Karl-Heinz Dellwo (1952) var medbesætter af den tyske ambassade i Stockholm 1975 - og har 30 år senere leveret et gennemtænkt bidrag til en samling af psykologiske analyser af RAF-folkene. Her skriver han bl.a. at der ingen virkelige venskaber fandtes i RAF. "Vi var døde for hinanden". Birgit Hogefeld (1956), der tilhører den 3. generation af RAF der nåede at dræbe ti mennesker inden de blev pågrebet. Under retssagen mod hende oplæste hun en erklæring om RAF's historie, hvori hun bl.a. taler om gruppens tiltagende abstraktion fra det virkelig liv og rammende skriver, at "Vores egen virkelighed i illegaliteten havde skilt sig stærkt ud fra den hverdag, der var virkelighed for de fleste mennsker". Mordet på en amerikansk soldat i 1985 kalder hun #en af de værste fejltagelser i RAF's historie". Det var "et symptom på RAF's selvisolation og katastrofale tab af kontakt til virkeligheden". Hun afsoner stadig sin straf og løslades tidligst i 2011. Så RAF's historie er ikke helt forbi endnu, selvom bevægelsen erklærede sig opløst i 1998.


Ulrike Meinhof (1934-1976) var RAF's ideologiske hovedkraft. - Faderen er kunsthistoriker og museumdirektør i Jena, men dør kun 38 år gammel i 1940. Moderen dør i 1949, og forældremyndigheden over Ulrike og storesøsteren Wienke overdrages Renate Riemeck, der er glødende kommunist og ven af DDR-regimet. Men Ulrike vokser altså fra starten op "i et dannet, åbent og omsorgsfuldt hjem", hvor forældrene deler deres viden og privilegier med børnene. Datteren skriver ironisk, at "Hvis alle de børn der er født eller opvokset i den slags gode borgerlige familier med karrierepotentiale skjuler et terrorpotentiale i sig, ville den for længst være udbombet". Men Renate Riemecks politiske indflydelse er knap så uskyldig. I 1958 holder Ulrike sin første politiske tale, en brandtale for et kernevåbenfrit Vesttyskland. Hun talte som en Rosa Luxemburg, hed det.

Fra 1963 er Ulrike Meinhof chefredaktør og stjernekommentator på det venstreorienterede tidsskrift Konkret. Hun gifter sig med bladets ejer, Klaus Rainer Röhl, med hvem hun lever et decideret luksusliv i Hamburg - og får to døtre, som hun forsømmer mere og mere efterhånden som hun involveres i RAF's arbejde. Hun bliver skilt, og vil langt senere i forløbet have sine piger i en palæstinensisk lejr, hvad der får Röhl til for en sikkerheds skyld at bortføre dem på dramatisk vis. Opgøret med Röhl går ikke helt stille af. Meinhof møder op i redaktionslokalerne i Hamburg sammen med bl.a. Bernhard Vesper og smadrer inventaret og pisser i sengene. En tidligere medarbejder ved redaktionen noterer i sin dagbog, at Ulrike Meinhofs virkelige sår hed Klaus Röhl, men også at denne sandhed ikke passede ind i omgivelsernes vrangforestillinger om helgenbilledet.

Stefan Aust der var medarbejder på Konkret betegner Meinhof som ufattelig arrogant og intolerant over for andre politiske meninger end hendes egne, Men hun blev vitterligt talerør for den fremvoksende udenomsparlamentariske opposition i Vesttyskland. Og hvem finansierede foretagendet? Såmænd DDR - med et månedligt tilskud på ikke mindre end 40.000 DM! Først ved Murens fald blev det klart for datteren Bettina, at hendes mor længe før hun gik under jorden i 1970 og helt frem til sin død frem for alt havde kommunismen som sin store lidenskab. Wivel noterer at Ulrike Meinhols stadigt mere læste og kommenterede lederartikler i Konkret sjældent afveg så meget som en tomme fra det østtyske standpunkt, men blot var mere begavet formuleret. Hun var en blændende skribent, der også forstod kunsten af dække hullerne i argumentationen med løgne og fortielser. Og fx at bruge manipulerende sammenligninger mellem den konservative ministerpræsident i Bayern, Franz Josef Strauss, og selveste Adolf Hitler. Hun levede i overbevisningen om at de frie vesttyske borgere havde en falsk bevidsthed, mens hendes egen altså ikke var det selvom den var betalt af regimet i øst.


Wivel sammenfatter Meinhofs politiske begrebsverden i fire punkter: Hun er erklæret anti-fascist; i praksis stærkt anti-amerikansk; hun udnytter holocaust i sin kamp mod kapitalismen; og hun gør i stigende grad det tyske folk til offer for nazismen og dens forbrydelser. - Historikeren Joachim Fest, der en kort overgang var kollega med hende på Norddeutscher Rundfunk og havde lejlighed til at diskutere med hende, advarede hende mod at bruge for længst aflagte klicheer som begreber, for det indebærer at man kører sin tankeverden ud ad et for længst nedlagt spor. Men advarslen var forgæves.

Meinhof kommenterer også brandstiftelsen i 1968 i sit blad. Det progressive element finder hun i selve lovovertrædelsen, for loven beskytter ikke menneskene, men derimod den private ejendomsret. Hun tager til Frankfurt for at følge retssagen mod Baader og Ensslin. Og hun lærer herunder dem begge personligt at kende. Men det påfaldende - også for redaktør Röhl - er at hun ikke har så meget som én eneste linje at berette om mødet med dem. Tavsheden begrunder hun med ordene: "Hvis det bliver offentliggjort, hvad disse mennesker har fortalt mig, kommer de aldrig ud af fængslet".

Da hun arresteres i sommeren 1972, bliver hun holdt i strengeste isolation i 1½ år, og det er bestemt ikke behageligt for noget mennesket, heller ikke for idealister. Faktisk kræver det største personlige afklaring eller - som i den danske politiker Aksel Larsens tilfælde - største religiøsitet. I Meinhofs tilfælde betød isolationen undergravning af selvtilliden, og da hun senere - under de væsentligt forbedrede forhold i Stammheim-fængslet - også kommer i modsætning til Baader og Ensslin, bukker hun under og begår selvmord i maj 1976. Uden hende var Rote Armé Fraktion intet, er bedømmelsen, for det var hende der i kraft af sin store begavelse havde givet forestillingen om storby-guerillaen konkret ideologisk begrundelse.


Andreas Baader (1944-77) var den formelle leder af gruppen, men var uden begavelse af nogen anden art end forførelsens evne. Faderen var historiker, men faldt i krigens sidste år. Andreas var siden umulig i alle skoler. Han tager aldrig en eksamen, end ikke kørekort. Men han er vild med biler og bliver allerede som 16-årig taget for biltyveri - og forbliver småkriminel de følgende år. Elegant tøj, nattesæde og lummer værthussnak er alt hvad han ønsker sig i livet. Han har charme og kan lyve uden skrupler for at få opmærksomhed. Han er alt andet end intellektuel og fantaserer om at lade skyderen tale, når han kommer til kort i samtaler med studenteroprørerne, hvad han altid gør. Men Gudrun Ensslin får ham til at tro at han er en vigtig person, ikke bare i hendes liv, men i historien. Han forstøder derfor omgående sin daværende, gifte kæreste som han har fået barn med. Ensslin på sin side kalder ham 'baby', mens han kalder både Ensslin og Ulrike Meinhof for 'stuepigerne' efter Jean Genets sadomasochistiske skuespil.

Da et varehus i maj 1967 bliver sat i brand i Bruxelles overhører Baader ikke kommunarden med det sigende navn Fritz Teufels opildnende spørgsmål: Hvornår brænder der stormagasiner Berlin?. Og da han ofte gæster Horst Söhnleins Action-Theater i München, hvor også Fassbinder udfolder sig, sker forløsningen. Söhnlein opdagede at Fassbinder havde et forhold til hans kone, Ursula Strätz, og han gik han fuldstændigt amok og smadrede teatret. Bagefter tog han, Andreas Baader og Gudrun Ensslin til Frankfurt hvor de om natten gennemførte den ildspåsættelse der med Chr. Braad Thomsens ord 'markerede det tyske ungdomsoprørs overgang fra demonstrationer til vold og terrorisme'. Söhnlein betegnede selv sin ødelæggelse af Action-teatret som 'politisk' - det var ikke et jalousidrama, men et opgør med 'den falske bevidsthed' der var det værste ungdomsoprørerne vidste. Jf. artiklen om Fassbinder . - Man kan dog næppe som Braad Thomsen gør postulere at terrorismen som sådan udsprang af diffuse private frustrationer, men man kan let i tilfældet Andreas Baader se en nøje sammenhæng mellem hans private frustrationer eller rettere totale mangel på evne til at løse personlige problemer på konstruktiv vis og så hans valg af formålsløs kriminalitet.

Baader blev under retssagen om brandstiftelsen i Frankfurt i 1968 forsvaret af medsstifteren af RAF, den senere fænglede advokat Horst Mahler, men luftede - i modsætning til den iskolde og rationelle Gudrun Ensslin - udelukkende følelser under sagen. En af de datidige kampfæller, der senere blev dømt til døden for forræderi af gruppens 'folkedomstol', omtaler ham som en kryster uden politik og fuldstændig uegnet til teori. En anden der kendte ham kalder ham en pralhans med brutal opførsel og "meget fantastisk og derigennem i stand til at begå forbrydelser". Ja, hans opførsel karakteriseres som fuldstændigt infantil og hans sprog som fuldstændigt vulgært. Han var en egoist, hedder det i bedømmelsen. - Den rigtige betegnelse er nok simpelthen psykopat. Han er i hvert fald med Wivels ord en ung mand "uden fortid og uden fremtid i en alder, hvor man skal have i hvert fald en af delene, helst dem begge".

Efter flugten i 1970 deltager han sammen med Gudrun Ensslin i et møde i Rom hvor nævnte Horst Mahler stifter RAF som organisation. Derefter går det som allerede opremset slag i slag med aktioner indtil fængslingen i maj 1972. Men som bekendt gik hverken retssagen eller anbringelsen af fangerne i det særligt indrettede og sikrede Stammheim-fængsel stille af. Situationen i fængslet var i høj grad præget af et internt opgør mellem de indsatte, der som nævnt mest gik ud over Ulrike Meinhof. Førende i opgøret var den totalt skrupelløse Andreas Baader og hans iskolde Gudrun Ensslin. Efterhånden som situationen blev mere og mere håbløs - og alle befrielsesaktioner mislykkedes - blev det afgørende for gruppen at få forholdene fremstillet som direkte livstruende. Holger Meins, der gennemførte sin sultestrejke til den bitre ende, skrev til en af sine talrige advokater at hvis han mistede livet i fængslet, så var det mord, uanset hvad 'svinene', dvs myndighederne, påstod. Gudrun Ensslin beordrede ham simpelthen til at sulte videre. Gruppen havde brug for et offer. En anden fange skrev i samme ånd et tydeligt brev: "Vi har brug for en død i spjældet".

Bl.a. på grund af Ulrike Meinhofs selvmord og Holger Meins sultedød i 1974 var der ikke grænser for de venstreorienteredes kritik af forholdene i fængslet, en kritik der også blev kraftigt understøttet af flere forfattere og intellektuelle, herunder ikke mindst Jean-Paul Sartre der besøgte Baader i Stammheim i december 1974. Sartres chauffør var en senere terrorist, hans tolk var den tidligere studenteroprører og senere EU-parlamentariker Daniel Cohn-Bendit. Og med var også den stærkt promoverende RAF-advokat Klaus Croissant. Sartre udtrykte på en pressekonference forfærdelse over Baaders fængselsforhold, men ingen af hans ledsagere havde vovet at fortælle ham at han kun havde været i den spartansk udstyrede besøgscelle. I virkeligheden havde Andreas Baader en luksuriøs fem-mands celle til sin rådighed - ligesom de øvrige indsatte. Og fangerne kunne frit besøge hinanden og modtage besøg udefra. Det mest groteske var at fangerne nok blev omhyggeligt visiteret når de skulle fra cellerne til retslokalerne, da selve retssagen begyndte i maj 1975. Men de blev ikke scannet når de vendte tilbage til fængslet efter at have tilbragt dagen sammen med deres advokater. De kunne uhindret bære store dokumentmapper tilbage, således at både våben og sprængstoffer samt radioudstyr m.m. kunne føres til cellerne - og blev det med advokaternes systematiske hjælp. Der var derfor intet mærkeligt i at de tre mest prominente fanger med Baader i spidsen den 18.10.77. kunne begå selvmord i fængslet, da de indså at spillet definitivt var tabt. Mærkeligt er kun fængselsmyndighedernes utrolige naivitet og mangel på kontrol med hvad der foregik.


Gudrun Ensslin (1940-77) var RAF's egentlige hovedkraft. Hun dannede som nævnt par med Andreas Baader fra 1970. En anarkist beskrev hende i 1973 over for DDR's Stasi-organisation således: Hun er hjernen bag RAF på grund af gode talegaver, skarp intelligens og psykologisk styrke. Hun er de facto den ledende ånd i RAF, meget kold, men modig. Fanatisk, ukvindelig og ikke særlig munter. Hun viser sjældent og nødigt følelser over for andre. Hun er meget flittig og ordentligt. Alt i alt RAFs drivende kraft, også på kursen mod illegale handlinger.

Ensslin var opvokset i en protestantisk præstefamilie i et katolsk domineret område, omgivet af fjender og frafaldne, hvorfor familien i selvforsvar opdyrkede et åndshovmod der kunne løfte den op over gemene folk. Hjemme dyrker familien det musiske, og Gudrun spiller på violin når der koncerteres. Hendes miljø er puritansk. Kristendommen fortsætter i socialt og politisk arbejde blandt dem der skal omvendes.

I første omgang danner Gudrun par med Bernhard Wesper, en smuk ung mand, et følsomt menneske med en ekstremt udviklet sans for at begribe hvad der sker omkring ham, som det hedder. Han kan rumme store og mangesidede problemstillinger i sin bevidsthed og kan se en sag fra andre synspunkter end sit eget. Han er med andre ord et åndsmenneske og forsigtig med at fælde kategoriske domme. Hans sind er åbent. Gudrun bliver intet mindre end hans Isolde. De får et barn sammen i maj 1967, men da Gudrun først involverer sig i revolutionen, lader hun drengen sejle. Lige i starten kommer han med til demonstrationer i barnevogn med faretruende plakater. Men da Vesper får økonomiske problemer, kommer drengen i pleje - og efter 1969 ser han aldrig mere sin mor.

Gudrun Ensslins sans for stil fornægtede sig aldrig. Hun foretrak til hver en tid udsøgte modevarer og var ikke bange for varefetichisme og forbrugerræs. Som nævnt kostede hendes modebevidsthed hende friheden i juni 72. Hendes senere breve fra fængslet rummer lange indkøbslister over parfume og udvalgt tøj med nøje anvisninger på hvilke moderbutikker der fører varerne.

Ensslin fortsatte det snævre samarbejde med Andreas Baader i Stammheim - og tog den fælles konsekvens der hedder selvmordet. Karl-Heinz Delwo forsøger langt senere at forklare disse selvmord som ellers for mange andre på venstrefløjen var blevet tabuiseret til fordel for de tomme postulater om systemets mord på 'heltene'. Dellwo forstår at Ensslin og Baader i efteråret 1977 var kommet til den erkendelse af de havde tabt kampen mod systemet. De kunne ikke længere vise byguerillaen, hvordan man overvandt modsætningerne i samfundet. De var nået til vejs ende, og for dem var der heller ingen vej tilbage. Derfor valgte de døden.


Horst Mahler blev født i 1936. Forældrene var overbeviste nazister og flygtede til Vesttyskland i 45. Faderen skød sig i 1949. Horst blev juridisk kandidat i 1959, og begyndte sin karriere som venstrefløjens advokat, men endte ifølge Wivel som højrefløjens. Han blev smidt ud af socialdemokratiet i 1961 og nærede et blindt had til Forbundsrepublikken. Han gik ind i Vestberlins Socialistiske Enhedsparti. I 1964 fik han eget advokatkontor og blev stjerneadvokat for bl.a. store bygge- og skattefidusselskaber. I årene op til 1968 førte hans kontor små totusinde sager for venstreoppositionens politikere. Og da koalitionsregeringen mellem socialdemokraterne og de kristelige demokrater bliver dannet i 1966, stifter han det hemmelige Novemberselskab, der senere blev til Den republikanske Klub, som også Gudrun Ensslin kommer med i. De ser begge DDR som et alternativ til det kapitalistiske Tyskland.

I 1997 siger Mahler i en samtale at hans ungdommelige studier af marxismen-leninismen gav ham mulighed for at se den nyere tyske historie som 'udtryk for en forrådnelse af den kapitalisme der var dømt til undergang'. Hermed var det tyske folk efter hans mening frikendt for anklagen om at have kollektiv medskyld i Hitlertidens forbrydelse. Skyld havde kapitalismen, ikke det sunde tyske folk.

Allerede i 1980 havde den fængslede Mahler givet udtryk for at han ikke så overbeviste nazister som umennesker, men havde skammet sig over at være tysker siden han blev politisk vakt. Han havde ikke kunnet identificere sig med sit folk, men følte sig splittet i sit sind. "Vi var ikke identiske med os selv", hedder det. "Vi diskriminerede det statslige element i os. Så brændte der noget følelsesmæssigt sammen, og der opstod et fanatisk fjendskab mod staten der også vendte sig mod os selv". - Disse udtalelser kalder Peter Wivel en sludder for en sladder. For som jurist ved Mahler bedre end de fleste at staten er en retlig størrelse! Men så let er det nu ikke. Wivel er ikke nogen stor psykolog og fatter ikke at folkelig eller national identitet ikke falder sammen med den juriske bestemmelse af det statlige tilhørsforhold. Wivel tager også rask væk afstand fra Rüdiger Safranskis ellers tankevækkende forestillinger om romantikkens vækkelse af nationalfølelse i første halvdel af 1800-tallet (denne Safranski vender vi snarest tilbage til her på siderne). Men kendsgerningen er jo at nationen for stort set alle tyskere - uanset partipolitisk eller ideologisk ståsted - var og er noget langt dybere end det statslige eller retlige. Derfor kan man sagtens forstå at det tyske folk efter nazismens udskejelser 1933-45 havde dybe traumer at slås med og i vid udstrækning valgte at fortrænge problemerne fremfor at analysere dem og komme til klarhed over de dybere sammenhænge.

Horst Mahler kommer heller aldrig til klarhed over disse dybere sammenhænge, men dette ses langt tydeligere i en anden af hans udtalelser: "Vi tyskere er i allerhøjeste grad et ideologisk folk. Vi ønsker at virkeliggøre vores idealer ad den korteste vej." For her slår han ned på sagens kerne: at det er trangen til ideologisering eller intellektualisering og dogmatisering der fører på katastrofekurs - ligegyldigt om ideologien hedder kommunismen, nazismen, fascismen, maoismen, venstrefløjsekstremismen, højrefløjekstremismen eller vores dages islamisme. Og grundfejlen er lige præcis at man ikke skelner mellem ideernes logik og den mangel på logik som kendetegner ægte folkelighed og ægte nationalfølelse, fordi denne ikke er sat på begrebernes snævre formler og definitioner. - Der er derfor intet mærkeligt i at en mand som Horst Mahler kan ende som højrefløjsadvokat og endda også som benægter af holocaust.

Og det er heller ikke mærkeligt at Mahler i hvert fald i en vis periode gør gældende at der er en verden til forskel mellem højrevold og venstrevold. Højrevolden vil grundlægge et terrorregime, mens venstrevolden bare er et kampmiddel der ikke må identificeres med målet. Målet er jo en revolution der vil erstatte det fæle kapitalistiske og demokratiske samfundssystem med et ideelt socialistisk eller kommunistisk system af utopisk eller paradisisk tilsnit. Og når kampen med venstrevolden ikke lykkes, er det ikke midlets skyld, men svagheden i forhold til kapitalisme og demokrati. Intet nederlag kan overbevise den ideologisk fangne om at det forholder sig anderledes, endsige om at det demokratiske og kapitalistiske system netop har sit fortrin i friheden og fleksibiliteten, inklusive muligheden for at lære af sine fejltagelser.


Terrorismen som fænomen    Til toppen  Næste

Den personlige motivation for RAF-folkenes deltagelse i en revolutionær virksomhed der hurtigt blev til kynisk og systematisk terrorisme er åbenlys i alle de involverede personers tilfælde. Ind spiller naturligvis i høj grad selve den historiske kendsgerning af det tyske samfund brød sammen i 1945, og at dette var en traumatisk oplevelse for såvel voksne der havde været mere eller mindre medansvarlige for ulykkerne som deres børn der intet kunne bebrejdes, men alligevel sad tilbage med skyld og skam.

Opfattelsen af den nazistiske forældregeneration var delte, som den nødvendigvis måtte være da man heller ikke kan gøre den generation til lutter onde mennesker. Langt mere betænkelig er indstillingen til forældregenerationens katastrofale antisemitisme. Men generelt gælder at den etiske såvel som ideologiske forvirring indebærer at folk bliver ude af stand til at gennemskue fænomenerne. Og da Tyskland politisk bliver delt mellem et demokratisk og kapitalistisk Vesttyskland og et sovjetstyret 'folkedemokratisk' Østtyskland (der reelt er en parodi på demokrati), ligger det lige for at ubefæstede sjæle der frem for alt vil have rene linjer og entydige holdninger vælger det ene land som hadeobjekt og det andet som idealsamfund. Samarbejdet med DDR og hadet til Forbundsrepublikken er dybt afslørende for RAF's politiske forvirring og etiske inkonsistens.

Hertil kommer så - ligesom for Blekingegadebandens vedkommende - behovet for at se den lokale eller nationale kamp som led i en international kamp. Ligesom Appelgruppen i Danmark hylder RAF-gruppen imperialismeteorien, der kort fortalt siger at den revolutionære kamp ikke udkæmpes i metropolerne af arbejderklassen, men af en elite eller avantgarde der har solidariseret sig med befrielsesbevægelserne i Den tredje verden. Og efter seksdageskrigen i Mellemøsten i 1967 ligger det også lige for at solidarisere sig med den palæstinensiske befrielsesbevægelse og indlede praktisk samarbejde med den.


Der er nok af muligheder for at koble sin frustration, fanatisme og idealisme på ydre begivenheder og bevægelser, så man kan slippe for besværet med at rumme modstridende følelser, mangetydige begreber og forskelligartede forestillinger og erfaringer i sit eget sind - og ad den vej være psykologisk tvunget til rummelighed, tolerance og humor og pragmatisme.

Er man ligefrem som Horst Mahler indstillet på "at virkeliggøre sine idealer ad den kortest mulige vej", bliver voldens og terrorismens metoder uimodståeligt fristende. Allerede den russiske terrorismes grundlægger Sergej Netsjajev så klart hvad det drejede sig om: "Den revolutionære er et menneske der er dømt på forhånd", skrev han. "Han må ikke være bundet af hverken kærlighed eller ejendom, eller være elsket af nogen. Han må endog skille sig af med sit navn. Alt i ham må samle sig om én eneste lidenskab, revolutionen." - Derfor ser man altid terrorisme forbundet med fornægtelsen af familien og familielivet. Og man ser i værste fald også at fanatikerne nærer blindt had til omgivelserne og samtidigt illusioner om heltedød eller martyrdød.


Wivel påpeger utvetydigt, at RAF-folkene i Tyskland aldrig nåede i nærheden af deres destruktive mål. Men de bekræftede til fulde, at terror i vores del af verden, og vel alle steder, til syvende og sidst er en væbnet kamp mod folkenes selvbestemmelse og mod demokrati og oplysning. Terror skal forhindre folkestyre og fratage folk modet til at organisere sig og lade sig styre af den offentlige mening.

Terrorisme er derfor i Baader-Meinhof gruppens tilfælde ikke et politisk projekt i normal forstand. Man har aldrig hørt om terroristpartier, skriver Wivel. Der findes kun totalitære partier af forskellig politisk observans. Baader-Meinhof-folkene ville ikke skabe et nyt samfund, de gjorde sig helt bevidst ingen klare forestillinger om et sådant. De ville tilintetgøre og omstyrte det vesttyske demokrati, hvor grotesk urealistisk det end måtte forekomme i dag.

Efter den gamle studenteroprører Peter Wivels mening er det forkert at sige at RAF var en af flere mulige udløbere af det tyske studenteroprør. RAF var, skriver han, et helt selvstændigt projekt, der var bundet til dybt personlige erfaringer og modviljer hos de enkelte deltagere. Dette i virkeligheden radikale brud med studenteroppositionen fremhævede ingen tydeligere end RAF selv i sine tekster. RAF foragtede og hånede den tyske studenterverden fordi den ikke lod handling følge på ord. Men heller ikke i bredere forstand mener Wivel at RAF var et væbnet udtryk for en bare nogenlunde gennemtænkt politisk ideologi eller et mere personligt befrielsesprojekt.

"RAF blev hurtigt en international terrorgruppe. Den svang sig op på solidaritet med det kommunistiske Vietnam, men den endte ret hurtigt som lillebror i et samarbejde med først PLO og siden dens radikale terrorfraktion PFLP". "Uden PFLP havde RAF ikke løftet sig op til en national udfordring i 1970'erne, og gruppen ville være glemt i dag. Og uden et bagland i det socialistiske DDR havde gruppens aktiviteter i Forbundsrepublikken ikke kunnet vedligeholdes helt frem til Murens fald i 1989".


Inkonsistensen    Til toppen   Næste

I disse betragtninger fra Wivels side kan man kun erklære sig overvejende enige. Men når han gør gældende at grundtanken hos RAF er nogenlunde den samme som hos Al Qaeda, så er han efter min mening ude på skråplanet. Og hans begrundelse er da heller ikke psykologisk eller etisk overbevisende. Han påstår nemlig at også den muslimske terror ligesom RAF's langt mere beherskede variant "er en terror udøvet af individuelle fanatikere med så svag en sag, at dens tilhængere må være så meget desto stærkere i troen" (min fremhævelse). Det er ganske vist meget almindelig at se en omvendt proportionalitet mellem en tros og en sags styrke og derfor forudsætte at jo svagere sagen er, jo stærkere må 'troen' være, men det er efter min mening ren og skær udenomssnak - og smager ikke så lidt af rationalistens forsøg på at nedgøre troen som mulig kilde til fornuftig adfærd.

Det der er ulykken og katastrofen i terroristers og alle fanatikeres historie er selve den etiske inkonsistens som bevirker at individerne modarbejder deres egne vitale interesser i retning af overvægt af det gode og konstruktive i livet. De er forvirrede - og det kan der være aldersmæssige, miljømæssige, politiske og historiske grunde til. Og derfor foretager de som unge forkerte valg - og gør det ofte med en forbløffende og farlig logisk og energimæssig konsekvens i kraft af den evne til logik og konsekvens som netop ofte kendetegner unge mennesker. Men de tror på deres egne valg og får dem umiddelbart bekræftet ved at opleve tilslutning fra valgte autoriteter og forbilleder samtidigt med modstand eller kritik fra valgte fjender. De er derfor med Wivels udtryk både uden fortid og uden fremtid i netop den alder hvor man helst skal have begge dele. Men de forstår jo faktisk ikke selv hvad der ligger i udtrykket 'fortid og fremtid man helst skal have'. Udtrykket betyder dybest set at man har sin egen, sin forældres og sit folks historie og erfaringer med sig i den eksistentielle kamp for at få en fremtid der i det lange løb er præget af overvægt af det gode, varme og konstruktive.

Uhyggen ved den udbredte venstrefløjssympati med terroristerne - dengang som nu - ligger ikke mindst i at man heller ikke her forstår at skelne mellem på den ene side en fremtid der både har fortiden med sig og som sikrer overvægten af det gode i fællesskabet med andre mennesker - og på den anden side en fremtid der bryder med fortiden og erfaringen og styrer længere og længere ind i destruktiviteten og isolationen.


Derfor er det af afgørende betydning at det etablerede demokratiske samfundssystem kan fastholde forskellen og som i den tyske forbundsrepubliks og ikke mindst den tyske forbundskansler Helmuths Schmidts tilfælde tør forsvare demokratiet og dettes etiske konsistens. Ikke alene individet, men også samfundet har nemlig forpligtelsen til at sørge for overvægt af det gode og konstruktive i livet for at bevare sin indre konsistens.

I praksis foregår dette ved at det demokratiske samfund sørger for at opretholde den elementære civile orden der er forudsætningen for såvel friheden som freden. Men opretholdelsen af denne civile orden sker ikke af sig selv. Den kræver vedvarende indsats - og særlig indsats når den direkte trues af kræfter der bevidst vil undergrave den, hvad enten motivet er magtbegær eller primitiv ødelæggelses- og hævnlyst.

Stillet over for trusler som terrorisme bliver det demokratiske samfundssystem sat på en alvorlig prøve, fordi truslen kun kan bekæmpes og fjernes ved midler der ikke kan betegnes som hverken ideelle eller ønskværdige. Men de bliver - som historien om bekæmpelsen af den tyske terrorisme fra 1968 til 1998 har dokumenteret - nødvendige, fordi terroristerne er uden skrupler og bevidst forsøger at provokere ordensmagten og det politiske system mest muligt. Forbundsrepublikken Tyskland måtte beskytte sig med uønsket dyre og hårde midler - og blev trods midlernes absolutte nødvendighed mødt med massiv kritik fra såvel terrorister som deres tusindtallige sympatisører. Det tog mange år for demokratiet at komme sejrrigt ud af denne ulige og asymmetriske kamp. Men det lykkedes takket være en forbundskansler som Helmuth Schmidt og hans usvigelig tro på det demokratiske folks vilje.

Det et næsten ufatteligt at den tyske terrorrisme og dens mange sympatisører på venstrefløjen formåede at holde den lovligt valgte og demokratiske sindede ordensmagt skakmat så længe som den gjorde. Det har meget med det tyske folks traumer fra årene 1918-45 at gøre. Men det er fint at have fået det belyst så grundigt som Peter Wivel har gjort. Problematikken er desværre ikke historie, men højst aktuelt på grund af den nye trussel fra islamistisk side.

Jan Jernewicz


Henvisninger:    Til toppen

Litteratur:

Peter Wivel: Baader Meinhof - 30 år med tysk terror (Politikens Forlag. 2007)

Film:

Deutschland im Herbst 1977. Episodefilm fra 1977/78 af instruktørerne Fassbinder, Brustellin, Kluge, Mainka, Reitz, Schlöndorff, Schubert og Sinkel.


Relevante artikler på Jernesalt:

Blekingegadebandens syge idealisme  (30.11.07.)
Terroristerne iblandt os  (21.9.07.)
Blekingegadebanden  (20.03.07.)  - en farlig, men håbløs, moralsk og politisk afsporing
Hvorfor terrorisme?  (20.2.07.)  om de sociale, politiske, religiøse og psykologiske grunde
Terrortruslen i Danmark og 11. september   (11.09.06.)
Hadets tiltrækning og livsløgn    (31.7.07.)
Terrorstatus august 2005  (8.8.05.)
Terroren og dens mangel på fornuft breder sig  (25.7.05.)
London ramt af det islamistiske had  (8.7.05.)
Terrortid  om nyeste terrorudvikling i Rusland og Irak. (4.9.04.)
Spaniens 11. marts 2004 - Rykker terroren nærmere?
11. september  (et-års dagen - 11.9.02.)
Terrorangrebet der satte skel  (artikel 2.6.02.)

Konsistens-etikken eller Kan moral begrundes?
Etik og eksistens
Rainer Werner Fassbinder

Desuden henvises til artiklen om Per Fly's film 'Drabet' der netop behandler en gruppe politiske ekstremisters mord på en politibetjent, men først og fremmest drejer sig om en venstreorienteret gymnasielærers politiske og moralske inkonsistens.


Artikler om Terrorismen
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal