utils prefix normal
JERNESALT - klimatop09ex
ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.12.09.
Klimatopmødet IV: Politiets fornemme indsats
Efter politiets effektive sikring af FN's klimatopmøde i Bella-Centeret i København i går onsdag må det stå klart at selv et lille land som Danmark er i stand til at stable den politistyrke på benene som formår at beskytte et stort, officielt og internationalt topmøde med over 130 staters repræsentationer mod aggressive aktivisters udemokratiske angreb og metoder.
Det bemærkelsesværdige og beundringsværdige er først og fremmest at det har kunnet ske med anvendelse af så minimal vold at det vækker opmærksomhed i udlandet. Her skal vi ikke længere tilbage end 2007, hvor et stort internationalt møde i Gøteborg kom ud af det svenske politis kontrol, så aktivisterne udøvede omfattende hærværk og konfrontationen med det svenske politi derfor blev meget voldelig.
I København er det lykkedes politiet under Københavns Politis dygtige ledelse at holde det destruktive hærværk nede på meget lavt niveau og helt forhindre forsøget på forstyrrelse af mødet i Bella-Centrets med meget lidt egentlig politivold. Og dette skyldtes igen at politiet har været optimalt forberedt på alle eventualiteter gennem effektiv efterretningstjeneste og samtidigt gennemført ekstraordinær grænsekontrol for at forhindre indrejse af aktivister der skønnedes at have onde hensigter. Nogle af disse er jo velkendte af politiet i andre lande, og samarbejdet mellem politiet i de civiliserede lande er heldigvis effektivt i dag.
Men hertil kommer at politiet har været talrigt til stede overalt i København hvor der har været brug for det, og under aktionerne også sørget for klog taktisk opsplitning af demonstranter og aktivister i overkommelige grupper der kunne holdes midlertidigt isolerede. Og endelig har man gjort systematisk brug af den nyhjelmede lov om præventive anholdelser (en del af den såkaldte 'lømmelpakke') og simpelthen fængslet hundredvis af særligt udvalgte, mere eller mindre mistænkelige folk før disse fik mulighed for at gå til yderligheder.
Aktivisternes deciderede angreb på Bella Centret i går var særdeles velforberedt.
Officielt samledes aktivisterne ved Tårnby Station for at bevæge sig mod Centret langs Englandsvej og Vejlands Allé, hvor politiet havde tildelt dem en mødeplads på et grønt areal flere hundrede meter fra Centret. Men der udgik også en større gruppe fra Ørestaden mod Centret langs Ørestads boulevard.
Og aktivisterne nøjedes ikke med at råbe og synge eller vise bannere. De forsøgte at forcere de hegn der var sat op for at beskytte Centret. Ja, de forsøgte endog at forcere en kanal mellem Centret og vejen og hegnet i gummibåde. Men alle steder blev de standset af et massivt opbud af politibetjente, der på et tidspunkt dog måtte bruge såvel knipler som tåregas for at holde aktivisterne tilbage. Forinden var aktivisternes demonstration blevet 'opløst', hvilket i politisprog vil sige 'erklæret ikke længere lovlig', hvad der medfører at demonstranterne skal følge politiets opfordring om at forlade stedet.
Aktivisterne opnåede altså ikke hvad der var deres erklærede mål: at trænge ind i Bella Centret og forstyrre det igangværende topmøde. En række ngo'er der havde fået lovlig adgang til Centret havde ikke held til at kontakte aktivisterne. Så alt i alt må det konstateres at disse ikke havde andet held med sig end at tvinge politiet på arbejde. For som en af deltagerne sagde: Politiet var for talrigt. Demonstranterne for få. Der var dobbelt så mange politifolk som demonstranter, og det var en skuffelse for ham. Han havde håbet på det omvendte.
I bedømmelse af aktivisternes aktion skal man ikke glemme, at selv om hel del af disse kan bedømmes som velmenende og ikke-voldelige, så hører selve hovedaktørerne og bagmændene absolut ikke til denne kategori. En mand som den tyske aktivist Tadzio Müller, talsmanden for Climate Justice Action der er blevet arresteret under aktionen, er slet ikke ude i et konstruktivt ærinde. Han accepterer overhovedet ikke at FN's topmøde kan løse klimakrisen eller overhovedet bringe en løsning nærmere. Han betragter aktionen mod mødet som en del af den globale antikapitalistiske bevægelse han har deltaget i gennem ti år. Han taler om en voksende frustration over sløve processer både hos regeringsdelegater og ngo'er, og han håber på en helt anden dynamisk strategi. Han er således ikke blot en trussel mod COP15 som sådan, men ligger for så vidt på linje med den del af topmødets delegater fra de fattige lande der selv ønsker konfrontation med den vestlige verden og dens kapitalisme. Men hans frustration skyldes at han ikke vil acceptere de gældende spilleregler.
Den yderst effektive taktik har naturligvis medført kritik af politiet for unødig hårdhed og anholdelse af enkelte sagesløse mennesker der blot tilfældigvis har opholdt sig hvor politiet gik i aktion. Den slags er beklageligt, men det ligger i sagens natur at politiet umuligt kan være effektivt i sådanne situationer hvis de skal forholde sig udelukkende til individerne. Man er nødt til at forholde sig til grupper - og så kan man ikke undgå fejltagelser.
Men det skal i denne forbindelse ikke glemmes - hvad Københavns Politis chefpolitinspektør Per Larsen heller ikke har undladt at pointere - at politiet ved at holde aktivisterne i ave faktisk har givet de fredelige demonstranter mulighed for at gennemføre deres lovligt varslede demonstrationer.
Når aktivisternes talsmænd sammen med nogle forsvarsadvokater og retseksperter råber op om overtrædelse af menneskerettigheder, så er det ikke andet end hvad der sker hver evig eneste gang der er politiske demonstrationer her i landet. De fredelige demonstranter, der først og fremmest ønsker på fuldt demokratisk vis at tilkendegive deres mening om aktuelle spørgsmål, prøver i de fleste tilfælde at tage afstand fra egentlige aktivisters deltagelse i demonstrationerne og endda konkret bede dem gå ud af demonstrationerne. Men aktivisterne udnytter menneskerettighederne til forsvar for handlinger der er rettet imod den lovlige ordensmagt uden skelnen mellem brug af retten til ytringsfrihed og forsamlingsfrihed og brug af aktionsformer der har til formål at forstyrre den offentlige ro og orden, herunder andre menneskers ret til uforstyrret forsamling, og derfor er der høj risiko for eskalering til hærværk og vold.
Det er karakteristiske for flere af disse aktivisttalsmænd at de udadtil ser fredelige og velmenende ud, men på grund af deres erklærede hensigter om at forstyrre officielle møder reelt ikke er fredelige eller velmenende. Et par af disse talsmænd ved gårsdagens aktion mod Bella-Centret er da også blevet anholdt og vil blive sigtet for organisering af optøjerne.
Forsvarsadvokater og retseksperter der forsvarer aktivisterne ser stort set bort fra at enhver form for aktivisme er betænkelig hvis den retter sig direkte mod demokratiske myndigheders og repræsentative forsamlingers soleklare ret til at holde møder og arrangementer i fred og ro. De skal naturligvis holde øje med juraen i disse sager, men går de i brechen for forsøg på at forstyrre den offentlige orden og offentlige møder eller begå andre tilsvarende ulovligheder af klart udemokratisk art, så er de kun nyttige idioter for undergravende virksomhed.
Heldigvis bakker et stort flertal af befolkningen op bag politiets indsats såvel som bag den 'lømmelpakke' der giver politiet ekstraordinær mulighed for anvendelse af præventive anholdelser. Disse anholdelser er kommet helt bag på aktivisterne under COP15 (og beviser dermed deres berettigelse og hensigtsmæssighed) - og nogle af aktivisterne spiller naturligvis forargede. Men hvis nogen har grund til at være forargede så er det alle demokratisk sindede mennesker der anser det for en væsentlig del af demokratiet at statsledere, repræsentanter for forskellige nationer og fredelige organisationer samt embedsmænd og erhvervsfolk kan forsamles til internationale møder for at drøfte globale problemer af betydning for alle.
Alt tyder på at aktivisterne for denne gang har indset at de ikke kan opnå nogetsomhelst af hvad de ønsker her i København. Det er blevet endnu mere frustrerede end de var i forvejen - og dybt overrasket over det danske politis effektivitet i forsvaret for demokratiet. Og nu er vejrguderne så også blevet deres modstandere - og får med et godt lag sne lagt en god dæmper på det hele.
Det gør ikke forhandlingerne inde i Belle Centret lettere. De er i krise, fordi afstanden mellem de rige og de fattige lande vitterlig er stor. En klimaaftale er langt fra kommet i hus endnu. Det danske formandsskab er ikke blot i tidsnød, men den åbenlyst frustrerede statsminister Lars Løkke Rasmussen har reelt opgivet at præsentere blot et udkast til en aftale der kan accepteres af de fattige lande som grundlag for videreforhandling - og han formodes at ville tage konsekvensen og overlade formandsskabet til Connie Hedegaard igen, fordi hun har skabt et langt bedre netværk og tillid end han. Det bliver herefter op til de store landes regeringsledere at finde frem til et eventuelt kompromis det sidste døgn.
Måske er det kun præsident Obama der vil formå at skære igennem, når han dukker op i morgen fredag, fordi han er den eneste der kan gøre det klart for de fattige lande at de ikke i denne omgang får bindende aftaler om overførsel af alle de milliarder dollars de drømmer om.
Om der overhovedet kommer en aftale er derfor endnu uvist. Og om det bliver en 'Klimaets Københavnerfortolkning' der på komplementær vis peger på en farbar to spors løsning er endnu mere usikkert.
Jan Jernewicz
Henvisninger:
Links til:
Københavns Politis COP15-site
COP15 Copenhagen
Statsministeriet
Justitsministeriet
Klima- og energiministeriet
Relevante artikler på Jernesalt:
Klimatopmødet VI: Højt at flyve, dybt at falde (19.12.09.)
Klimatopmødet V: De fattiges illusioner (18.12.09.)
Klimatopmødet III: Idealisternes drømme (16.12.09.)
Klimatopmødet II: Skrækscenarier (14.12.09.)
Klimatopmødet I: Problemstillinger (12.12.09.)
Artikler om Klima og miljø
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering
At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
|
|