utils prefix normal JERNESALT - kanel37finans

ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.8.06.

Finanserne og humoren

af Jens Vrængmose

Det årlige finansforslag er ubetinget folketingsårets tungeste sag og største udfordring. At sætte sig ind i dette flerbindsværk er et hårdt arbejde for enhver politiker, journalist og kommentator - i hvert fald indtil de får rutinen og overblikket og lærer kunsten at spore de interessante ting, de mere eller mindre skjulte ændringer, op i noterne. Der er politikere der er gået ned på opgaven, især naturligvis sådanne der ikke er fagøkonomer - som eksempelvis SF'eren Ove Krogh Hansen. Selv for finansministre som socialdemokraten Poul Hansen (1962-65) eller den konservative Poul Møller (1968-71) blev det for meget, men dengang sorterede også skatterne under dem, og det var især kildekatten og Glistrups trækprocent der slog Møller ud. Almindelige mennesker skal være glade for at journalisterne laver det grove arbejde for dem og forenkler loven til overkommelige artikler.

Den nuværende finansminister, venstremanden Thor Pedersen hører tillige med socialdemokrater som Knud Heinesen og Mogens Lykketoft til dem der har kunnet bevare distancen til mylderet af detaljer i finanslovene og bevare det fornødne overblik. Det skal der hoved til, dvs god og sikker talhukommelse, analytiske evner og systematisk sans samt humor. Det sidste er måske ikke det man umiddelbart forbinder med det der foregår i 'Den røde bygning' (Kancellibygningen fra Enevældens tid), hvor Struense i sin tid var reel diktator et års tid indtil han blev halshugget i 1772. Så galt kan det gå den der vil reformere for hurtigt og lægger sig ud med de forkerte!


Thor Pedersen har indtil videre bevaret hovedet og fatningen og forelagde forleden årets finanslovsforslag med et power-point-show og en munterhed der sagtens kunne tages som nonchalance eller frækhed. Men manden har jo lov til at være glad og stolt over at kunne forelægge et forslag der i hvert fald på papiret er det bedste i mands minde. "Vi har den laveste ledighed i mere end 30 år", sagde han og tilføjede: "Om du så går tilbage til Saxos tid i 1200-tallet har vi den højeste beskæftigelse nogensinde".

Og om mellemværendet med udlandet skrydede han: "Lige siden min fødsel umiddelbart efter Anden Verdenskrig har udlandet haft fordringer på Danmark. Det er slut nu. Nu har Danmark så store fordringer på udlandet, at det over tid ender med, at vi kommer til at eje hele verden."

Det er den slags man med et fint ord kalder ekstrapolationer, og når sådanne drives ud i den absurde uendelighed, kan man naturligvis komme til alle mulige resultater, som da den den berømte Rom-klub postulerede at den forrygende økonomiske vækst i 60'erne og 70erne ville fortsætte som eksponentiel vækst og følgelig i løbet af ingen tid gå fuldstændigt grassat og totalt ødelægge miljøet, medmindre man indførte 'grænser for vækst'.


Humor var der ikke meget af i den klub, men humoren er helt åbenlys hos Thor Pedersen. Så når han skal kommentere problemet med kommunernes store besvær med at overholde de aftaler de har indgået med regeringen, så lyder det: "Vi kan jo ikke styre kommunerne med vold. Og jeg bestemmer ikke, hvad landets kommuner vil bruge deres penge til, for vi har jo kommunalt selvstyre i Danmark. Når regeringen indgår en aftale med Kommunernes Landsforening, er der kun én kommune i Danmark. Det er den kommune vi indgår en aftale med." Dermed siger finansministeren, for det første at en aftale er en aftale, og for det andet at han ikke kan rende og lave aftaler med de enkelte kommuner. Flere af dem har vitterligt store vanskeligheder med at få budgetterne for næste år til at hænge sammen, bl.a. fordi folketinget har pålagt dem at overtage opgaver fra de nedlagte amter, men åbenbart ikke har fået fuld kompensation for merudgiften. Men finansministeren har på sin side ret i, at det ikke er et problem der hører direkte under finansloven, for det er noget der er forhandlet på plads med Kommunernes Landsforening inden finansloven kom på bordet. Og dette kan muligvis laves om (hvad Pedersen dog ikke bare antyder), men i givet fald ikke på bekostning af den overordnede målsætning, at skatterne generelt skal holdes i ro. Her hører humoren op. Det véd parterne. Det har de vidst hele tiden. Og det må de regne med at regeringen vil lægge hovedet på blokken på.

Finansministeren er selvfølgelig klar over, at mange mennesker og alle politikere fra Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne hævder at der er skåret ned i velfærden under denne regering. Derfor hævder han for sjovs skyld det stik modsatte, at der er ikke skåret ned, men skåret op. Og han kan konkret henvise til at der nu bruges 22 mia mere om året til offentlig service end under den gamle regering i 2001. Han sammenligner simpelthen kronebeløbene - og det har han lov til. Men det udelukker naturligvis ikke at det kan vurderes på en helt anden måde, nemlig på realvæksten, dvs væksten renset for pris- og lønudvikling. Og her kommer Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til det resultat at realvæksten i det offentlige forbrug i årene 1995-2001 har været 2,1 %, men i årene 2002-05 er faldet til 1,3. Begge har ret - og begge kan for den sags skyld roligt hænges - eller halshugges som Struense. Leg med økonomiske tal er morsommere end som så, for den afspejler altid bagvedliggende ideologi.

Og den slags kan man så forarges over, som SF's formand Villy Søvndal gjorde, da han påstod at regeringen lever i en drømmeverden. "Normalt er jeg jo tilhænger af sort humor, men at betegne det her som velfærdsforbedringer er for meget. Jeg synes ikke at man skal anvende sort humor når det er de mest udsatte grupper der skal lægge ryg til", sagde han til Politiken. Hvad den gode mand så egentlig forstår ved 'sort humor' får stå hen. Almindeligvis forstår man netop humor der overskrider den grænse hvor nogle ikke længere synes den er sjov.


Alvorligt talt kan regeringen være stolt over de resultater den har nået. Økonomien har aldrig været bedre - takket være erhvervslivets evne til at konkurrere, tjene penge, investere og skabe beskæftigelse. Det betyder blot ikke at økonomien tillader regeringen at pumpe flere penge ud til forbrug (gennem øgede udgifter og/eller nedsatte skatter), for eksperterne er stort set enige om at der nu er risiko for overophedning af økonomien, dvs for at vi får endnu større mangel på arbejdskraft med risiko for løntryk og inflation. De offentlige udgifter skal med andre ord holdes i ro. Man kan flytte rundt på midlerne, øge udgifter til specielle formål der ønskes fremmet som fx forskningen og ældreplejen, men så må man skære ned andre steder. Og dette vil altid ramme nogle mere end andre. Her taler vi om en større humor end den finansministre, oppositionspolitikere og kommentatorer tilsammen kan opvise. For her drejer det sig om den humor der kommer af at vi må bøje os for visse økonomiske love på samme måde som vi må bøje os for fysikkens lov. Ressourcerne er nu engang begrænsede - og vi kan ikke bruge pengene to gange, hverken i privathusholdningen eller i nationalregnskabet.

Ideologierne kommer uundgåeligt ind i billedet med deres egne fortolkningerne af mulighederne inden for de givne vilkår. Velfærdsforliget fra foråret skal nu udmøntes i konkret lovgivning, og derfor bliver der mulighed for at sikre at velfærdsniveauet fortsat generelt er så højt som et flertal i befolkningen ønsker. Men det udelukker fortsat ikke uenighed om hvor grænsen skal gå mellem offentligt og privat forbrug eller mellem den offentlige sektors og den private sektors størrelse. Regeringens liberale grundholdning er ikke en undsigelse af velfærd, tryghed eller solidaritet, men en overbevisning om, at disse goder sikres bedst gennem en passende frihed til foretagsomhed og investering. Som påpeget andetsteds på Jernesalts sider er der dyb og afgørende komplementaritet mellem frihed og tryghed (lighed og solidaritet). Det betyder at man aldrig teoretisk eller praktisk vil komme i den situation at man kan finde en passende balance mellem dem. Der vil altid være spænding og dynamik. Og dette er både en stor fordel og udtryk for tilværelsens store humor.

Men det betyder ikke at uligheden i samfundet er uproblematisk - hverken når det gælder indvandrerne eller andre udsatte mennesker. Den kan blive så stor at det kan true sammenhængskraften i samfundet, for denne er aldrig blot et spørgsmål om at alle er lige for loven eller bliver forsørgede, hvis ikke de kan klare sig selv, eller formelt har ret til integration. Den er først og fremmest et spørgsmål om hvorvidt alle føler at de faktisk hører til det samfund vi har. Ét er her selve det problem at der findes mennesker der ikke vil integreres i samfundet. Noget andet er det problem at der findes mennesker så svage at de ikke orker at blive integreret og holde sig integreret. Dette problem skal ikke negligeres. Det gør socialministeren og regeringen heller ikke. Men alt tyder til gengæld på at det kan gå hen og blive et omdrejningspunkt for de politiske forhandlinger, positioneringer og slagsmål der nu er lagt op til med det fremlagte finanslovsforslag.


En netop offentliggjort meningsmåling viser at regeringen fortsat har flertal i befolkningen, og at socialdemokraterne fortsat ligger under valgresultatet fra sidste år. Den skal som alle andre tages med et gran salt - i humorens tegn. Men under alle omstændigheder er der formentlig fortsat så store forskydninger mellem socialdemokraterne, SF, de radikale og DF, at der ikke umiddelbart tegner sig nogetsomhelst alternativ til den siddende regering. Dette vil det for manges vedkommende kræve humor at bære to år mere. Det kan naturligvis hurtigt ændre sig, hvis der tilfældigvis sker noget dramatisk og ekstraordinært. Men foreløbigt sidder regeringen sikkert i sadlen - og kan begynde det hårde arbejde med udmøntning af velfærdsforliget og vedtagelsen af en finanslov.

Humoren vil ikke blive glemt, for humoren er en del af det danske demokrati. Regeringen er ikke dårligt tjent med en finansminister der har humor. Så kan man mene om de konkrete udtryk af hans humor hvad man vil.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose


Henvisninger:

Øvrige udgydelser af Jens Vrængmose: Klik.

Velfærdsforliget i hus  (21.6.06.)
S for skæg, selvmord eller hvad?  (28.4.06.)
DF, K og R på kant - og på spil  (24.4.06.)
Helle Thornings gratisreklame  (12.4.06.)
S, R og Dansk Folkeparti i ombrydning  (9.4.06.)

Velfærdsudspillet  (6.4.06.)

S, DF og Venstre i forskudt spændingsfelt  (21.02.06.)
Pop og politik uforenelige?  (18.1.0.6.)
Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre  (22.9.05.)

Politiske parametre  (6.2.05.)
Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
Politik, magt og afmagt   (30.12.04.)
Den nye finanslov for 2004  (11.11.03.)


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal