utils prefix normal JERNESALT - islamytring08

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.2.06.

Behovet for spring i udviklingen
- Muhammed-sagen i historiefilosofisk perspektiv (4)

Det bliver ved at undre mange kommentatorer at en efter danske forhold harmløs ting som karikaturer af profeten Muhammed (Fred være med ham!) kan udløse så voldsomme reaktioner i de muslimske lande som tilfældet er. Filosoffen Ole Thyssen minder os i en artikel i Politiken 11.2. i forbifarten om 'sommerfugleeffekten' fra kaosteorierne, men ulejliger sig ikke med at forklare, at det er navnet på det fænomen at en eksponentiel vækst af små afvigelser (fx begyndende med en sommerfugls flaksen med vingerne i Amerika) kan frembringe enorme naturkræfter et helt andet sted (fx en orkan i Kina). Og det kan da godt ligne udviklingen i vores store sag. Men man skal jo ikke glemme - hvad han ikke heller selv gør - at der er visse bevidst forstærkende faktorer med i billedet. Ej heller, at det kun er i teorien at eksponentiel vækst fortsætter i det uendelige!

Det der generer den forstandige rationelle Ole Thyssen mest er naturligvis at religion pludseligt bliver blandet ind i økonomi og diplomati, og at de muslimske lande anført af religiøse ledere giver frit løb for smalsporet fornærmelse, mens vi europæere selv reagerer pragmatisk. Så fik de den! Han ironiserer også over statsministerens optræden på arabisk tv, hvor regeringschefen påstod at muslimske indvandrere bidrog til dansk kultur. Utroværdigt, lyder det fra Thyssen. Så fik han den.... men det gjorde de muslimske indvandrere for resten også! Sig ikke at fornærmelser ikke kan siges på en ufornærmelig måde.

Ligegyldigt hvordan man end vender og drejer sagen, så er muslimernes fornærmelighed vanskelig at komme udenom. Kofi Annan siger fy. Vatikanet siger fy. Lech Walesa siger fy. Putin siger fy. Og alle kendere af islam siger enstemmigt, at for muslimer er Muhammed sakrosant, så hans billede og minde eller ære skal man under ingen omstændigheder krænke. Kun islamoprøreren Ayaan Hirsi Ali tør lige ud sige, at krænkelser af Muhammed - og islam i det hele taget - er nødvendigt for at komme videre.


Spørger man almindelige danskere, skal svaret efter visse institutters målinger være, at der er delte meninger om selve Muhammedtegningernes grovhed og tilladelighed, men et flertal forstår godt, at muslimerne er blevet krænket. Til gengæld forstår stort set ingen, at de af den grund går amok rundt omkring - på trods af at psykologien er fuldstændigt klarlagt og har været det lige siden nazisterne gjorde massepsykologien som politisk fænomen til nødvendigt studieobjekt, eller på trods af at det er hundrede år siden Freud beskrev de psykiske grundprocesser.

Mediernes rolle er så påfaldende, at også den analyseres og kommenteres. Blandt andet af forfatteren Lene Andersen som veloplagt ironisk taler om mediernes nye folkedemokrati. Situationen kører i ring. Vi har fået den politiske udvikling som giver flest fjernsynsseere, og det er konflikter frem for løsninger (på dybdepsykologisk sprog: intense, ustabile følelser fremfor svage og stabile). Det er simpelthen befolkningen med deres fjernbetjeninger der styrer verdens gang. Men da det næppe går an at tage fjernbetjeningerne fra folket, ligger løsningen et andet sted, nemlig i at holde debatten om ytringsfriheden i kog på højeste globale blus. For det er jo konfliktstof (og appellerer altså til de stærke ustabile følelser)! Meget morsomt! Næsten lige så morsomt som at anbefale læsning af Jernesalt som medicin.


Det grundliggende problem er jo - som tidligere påpeget her på siderne - at det store flertal af muslimer i altfor høj grad opbygger deres identitetsfølelse omkring en absolut urørlig autoritet og knytter æresbegrebet til følelsen. Det gør disse muslimer til ufrie mennesker der ikke tager ansvaret for deres eget liv i den helt konkrete forstand, at de bruger størstedelen af den medfødte aggressivitetsdrift til at bygge deres tilværelse fornuftigt op så den til hver en tid kan tilpasses udviklingen. I stedet lader de sig styre af religiøse og politiske ledere hvis vigtigste formål er at befæste deres magtpositioner - og derfor at holde befolkningerne nede i afhængighed og uvidenhed. Resultatet er, trods visse begrænsede indrømmelser, opbygningen af en enorm vrede og frustration i befolkningerne. Men netop frustration er det allerbedste grundlag for kanalisering af aggressivitet i destruktiv retning.

Vejen ud af dette demagogiske morads er der objektivt set ikke den mindste tvivl om, det er oplysning, fremskridt, demokrati og sekularisering, men vejen spærres i praksis fuldt bevidst af netop de religiøse og politiske magthavere der ønsker at bevare status quo. Oprør fra neden, kombineret med moralsk, kulturel og oplysningsmæssig støtte og politisk pres udefra er derfor eneste udvej.

Men da den generelle muslimske identitetsfølelse er bygget op omkring autoritære og ukrænkelige følelser og ikoner, så bliver det faktisk også nødvendigt for udenforstående at krænke selve følelserne. Dette er ganske vist, som vi alle i dag kan konstatere, yderst risikabelt, fordi det på demagogernes mindste vink kan åbne alle frustrationsaggressivitetens sluser på én gang. Men det er også risikabelt at lade være, for dette giver ingen garanti for at sluserne holdes lukkede, tværtimod øges presset mod dem, og hvad der er værst, så ville det, hvis det overhovedet kunne gennemføres, lukke ethvert håb for fremtiden ude. Det vil stille menneskeheden som Dante over for indgangen til Helvede. Dér er kun evig pine, og ingen mulighed for befrielse.

Pædagogisk set er det let at sige, at begynder man med krænkelse af følelser, så kommer man ikke videre til muligheden for påvirkningen eller indlæring. Selv i hundedressur gælder at man skal rose hvalpen for alt det rigtige den gør - og lade være med at spilde tid med at skælde ud. Alle ved også at det tager tid og kræver meget energi og indføling at oparbejde tilliden hos et dyr eller et barn, hvis den først er ødelagt, også hvis det er andre der har ødelagt den gennem vanrøgt. Og hvis barnet i værste tilfælde er havnet i en gruppe der står i opposition til samfundet og altså stimulerer alle destruktive sider af aggressiviteten, kræver redningen af det enkelte menneske at man bryder gruppesammenholdet.


Taler vi om afgørende kulturelle forskelle siger det sig selv, at en identitetsfølelse der er uhensigtmæssig og skadelig for dialogen og samarbejdet mellem to kulturer hverken kan eller skal respekteres af den part der har lagt en sådan bag sig som et overstået stadium, men tværtimod må forsøges omformet.

Det er let for alle velmenende idealister, humanister og menneskerretighedsforkæmpere at postulere at muslimernes religiøse følelser ikke må krænkes. Men det er desværre også den sikre vej til fastholdelsen af deres yderst uhensigtsmæssige og utidssvarende identitetsfølelse.

Håbløs er opgaven imidlertid ikke, for muslimerne er heldigvis ikke ét Muhammed-fedt. Nogle er forlængst blevet kritisk indstillede. Mange indvandrere i den vestlige verden er lidt efter lidt blevet så sekulariserede, at de trods alt har sluppet megen binding til deres religion - uden nødvendigvis at være blevet ateister eller religionsfjendtlige. Og endelig findes moderate og moderne folk som Naser Khader eller deciderede oprørere som Ayaan Hirsi Ali. Indtil videre er de få i tal og meget isolerede i forhold til flertallet. Tingene ændrer sig imidlertid.

Men man skal da ikke tro at den øjeblikkelige opstandelse som den påståede og bevidst oppustede krænkelse af muslimerne har rejst, er unyttig på længere sigt. Den er ubehagelig så længe den varer, men den viser da for det første at det Danmark vreden er rettet imod kun holder stærkere sammen. Dernæst at de indvandrere der gerne vil integreres i landet, får alt andet end hjælp til integrationen ved at lytte til de rabiate islamisters prædikener. Og endelig at det også vil gå op for flere og flere almindelige muslimer i de muslimske lande, at reaktionerne mod Danmark ikke alene var helt ude af proportioner, men også skyldes de religiøse og politiske lederes demagogiske ønsker om opretholdelse af alle illusioner og kanalisering af driftsaggressiviteten i en for friheden og demokratiseringen uhensigtmæssig retning.


Det afgørende bliver imidlertid om Europa vågner op af sin dvale og begynder at forstå og værdsætte at sekulariseringen ikke er bare en formel ting, som man lovsynger når man fejrer grundloven, men er en højst reel ting som er værd at forsvare over for alle trusler der måtte dukke op, ja som faktisk også er nødvendig at pointere og føre frem - uanset hvor meget det måtte støde de undertrykte og frustrerede der må lide afsavnet af sekularisering.

Der er ingen tvivl om at oplysningsniveauet generelt er for lavt, når det drejer sig om den psykologiske, etiske og erkendelsesmæssige forståelse af de religiøse følelser og den religiøse eller eksistentielle forståelsesramme. Og dette gælder både i Europa og i Mellemøsten. Men helt galt går det for udviklingen hvis man af ren og skær konfliktskyhed eller menneskevenlighed viger tilbage fra at påpege manglerne i oplysningen.

Det må i dag være klart, at der er behov for en højnelse af oplysningsniveauet, og vel at mærke ikke bare nogle små gradvise skridt af den art der præger den almindelige udvikling og som hænger sammen med videnskabens og teknologiens fremskridt. Der er behov for et decideret spring i udviklingen, det der med et fint ord hedder emergens, og som vil sige at der opstår noget helt nyt i udviklingen, noget som ikke har været set før og som heller ikke er et simpelt og forudberegneligt produkt af de kræfter og årsager der allerede gør sig gældende. Som eksempel kan fra naturvidenskaben tages livets opståen eller menneskets opståen. Og fra kulturhistorien kunne nævnes samfundets og sprogets opståen.

Selvfølgelig kan ingen der ønsker løsninger på de konkrete politiske og kulturelle konflikter sætte sig hen og vente på et eller andet emergent mirakel. Men man behøver ikke at være profet for at kunne se, at der er muligheder for positiv nyskabelse i gang på eksistentielt plan som kunne brede sig i hast og styrke, hvis der blev mere bevidsthed om dem. Et af de væsentligste træk i den vestlige verden er selve stigningen i religiøs interesse kombineret med sekulariseringens relativisering og afdogmatisering; i den muslimske verden er det selve skriget efter frihed.

I religiøst sprogbrug er der tale om folkelig 'vækkelse'. I dybdepsykologisk sprog kan den efterlyste forvandling i udviklingen kaldes 'selvets almengørelse', udbredelsen af selve den kunst at slippe egoet og hele dets snævre identitetsfølelse for at give plads for det der er større, er mere åbent og har den vide horisont (ud over hele det globale samfund) og vertikalitet (op til det evige eller guddommelige), det vil sige totalpsyken eller 'selvet'.

Bevare status quo kan vi ikke.

Jan Jernewicz


Hermed er den lille historiefilosofiske diskurs om virkningerne af Muhammed-tegningerne i Jyllands-Posten til ende. De tre tidligere var:

Fornuftens afmagt over for ufornuften  (III - 10.2.06.)
Symboler er værdikampens omdrejningspunkt  (II - 9.2.06.)
Loven om utilsigtede virkninger  (I - 8.2.06.)

Det gentages endnu engang, at Jernesalt ikke skrives af akademisk, men af eksistentiel interesse og på basis af den tværfaglige, komplementære helhedsrealismes filosofi. Det primære formål er ikke at polemisere, men at vække til eftertanke - og dermed om muligt udfordre den refleksion som den positivt indstillede læser i forvejen måtte have i sin egen eksistens. Den komplementære helhedsrealisme er ikke en ideologi, men en relativiserende fortolkningsramme der omfatter alle dimensioner af tilværelsen i fastholdelse af kravet om etisk konsistens.


Henvisninger:

Jeget og selvet
om skellet mellem det lille, ordinære jeg og det store helheds-selv.

Selvet - sjælen - ånden   (23.12.04.)
om det kollektivt ubevidstes funktion i eksistensen

De psykiske grundprocesser
om forskellen mellem primærprocesserne og sekundærprocesserne.

Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)
- oplysningen beror tværtimod på antastelsen

Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.)
Det er åndsfriheden det gælder  (2.2.06.)
Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation  (31.1.06.)
Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt
- og blokerer dermed sekulariseringen  (29.1.06.)

Muhammed-tegningerne skiller vandene  (4.1.06.)
Danske muslimers reaktion sætter spørgsmålstegn ved deres danskhed

Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme  (7.12.05.)
Reform af islam kræver opgør med absolutismen  (21.11.05.)
Arabisk æresfølelse er utidssvarende   (7.11.05.)

Religionen og sekulariseringen
Afsnit af Værdimanifestet  (17.9.04.)
Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
så den kun verdsliggør selve den politiske magt

Øvrige artikler om Mellemøsten
Artikler om Religion


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal