utils prefix normal JERNESALT - hizbollah06

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.8.06.


Hizbollah, FN, EU og Israel

At diplomati er velegnet til at holde forhandlinger i gang uden praktiske resultater i lange tider er et velkendt fænomen - og på ingen måder at foragte. For dels er tålmodighed og udholdenhed at betragte som rene dyder for diplomatiet, dels kan resultater aldrig på forhånd helt udelukkes ad den vej.

Men at det diplomati i FN's Sikkerhedsråd der efter en måneds hårde forhandlinger og internationalt pres den 11. og 12. august førte til vedtagelsen af resolution 1701 om standsning af fjendtlighederne i konflikten i Sydlibanon var så vagt formuleret at den trods sin længde og detaljer ikke umiddelbart kunne føre videre til etablering af den i resolutionen forudsatte internationale styrke, der sammen med Libanons egen svage hær skulle sikre landets suverænitet og svække Hizbollahs indflydelse, må alligevel betegnes som et for FN uværdigt stykke diplomati. For ganske vist har den franske udenrigsminister Michéle Alliot-Marie ret i at det i almindelighed er lettere for diplomater at nå til konsensus om en upræcis tekst, men da en væsentlig del af den konkrete resolution i dette tilfælde var direkte møntet på oprettelsen af en international styrke, og da militær i felten, som hun understreger, har brug for præcise retningslinjer, så var resolutionen halvgjort arbejde. Og det på et tidspunkt, hvor man forlangte handling hurtigst muligt.

Sådan arbejder FN's Sikkerhedsråd imidlertid af den simple grund at det ofte er uhyre vanskeligt at nå til konsensus. I dette tilfælde var det specielt Frankrig der havde modsat sig de oprindelige formuleringer om krav om afvæbning af Hizbollah og altså fik blødt dem tilstrækkeligt op. Men det uhyrlige er, at Frankrig så efterfølgende lige netop brugte resolutionens upræcise karakter til at undslå sig for at stille med de 5.000 mand til den udvidede UNIFIL-styrke som man havde stillet i udsigt. Man tilbød i stedet for sølle 200 mand - og lagde dermed op til et nyt diplomatisk spil om sammensætningen af styrken og overtalelse af mulige donorlande til at levere bidragene.



Visse muslimske lande som Malaysia, Indonesien og Bangladesh gav hurtigt løfter om store kontingenter, men det huede ikke Israel, da disse tre lande ikke har diplomatiske forbindelser med Israel eller overhovedet anerkender Israel. Under alle omstændigheder var opgaven at sikre en vis balance mellem vestlige bidragydere og andre. USA og Storbritannien var udelukket, fordi de var bundet op i Irak og Afghanistan - og i øvrigt ikke havde libanesernes eller syrernes tillid. Nato var tidligere bragt på bane af EU's udenrigskoordinator Javier Solana, der ikke forsømmer nogen lejlighed til at fremme sin position. Men det endte med at blive EU's udenrigsministre og FN's generalsekretær der fik skabt den fornødne præcision af den militære opgave - og ganske specielt slået fast så det ikke kunne misforstås, at det ikke ville blive den internationale styrkes mission at afvæbne Hizbollah, og at Hizbollah iøvrigt ikke skulle eller kunne afvæbnes med magt. Hizbollahs afvæbning skulle være forbeholdt Libanons regering som politisk opgave.

Udenrigsministermødet endte med at Frankrig bidrog med 2000 mand udover dem de har i UNIFIL i forvejen, og Frankrig bevarer overkommandoen over den samlede UNIFIL-styrke indtil næste år. Italien bidrager med 3000 mand og overtager kommandoen efter Frankrig næste år. Spanien yder et pænt bidrag. Andre lande leverer mindre bidrag, Polen således 1000 mand. Tyskland og Danmark bidrager med flådeenheder, Storbritannien med en luftstyrke til at overvåge området.

Frankrig får fra starten hovedrollen, hvad der må betegnes som en fjer i hatten på Chiracs ellers falmede helteskikkelse, mens Italien med Prodi i spidsen som noget nyt har placeret sig helt i front.



Det vil tage endnu nogen tid, inden den internationale styrke kan være helt på plads, så Israel kan rykke ud af Sydlibanon. Og det står fuldstændigt hen i det uvisse, om Hizbollah overhovedet bliver afvæbnet. Nylige udtalelser fra Hassan Nasrallahs næstkommanderende tyder på at en vis realitetssans mod alle odds er trængt ind i Nasrallahs system. I hvert fald har talsmanden offentligt tilkendegivet, at Israels hårde og resolutte reaktion på Hizbollahs eget angreb er kommet bag på Nasrallah. Det ser derfor ud til at bevægelsen vil undlade militære provokationer i den nærmeste fremtid og koncentrere sig om at styrke sin politiske position, bl.a. ved hjælp af et omfattende - af Iran betalt - økonomisk og socialt hjælpeprogram. Ja, det ser endda ud til at våbnene indtil videre bliver gemt væk. Men afleveret bliver de ikke. Afvæbning af Hizbollah er der slet ikke tale om. Kun skinmanøvrer. Og da Syrien også nægter al medvirken til kontrol af grænsen til Libanon, bliver der heller ingen garanti mod våbensmugling fra den kant. Alle har fået tid til at sunde sig og positionere sig. Kun tiden vil vise, om våbenhvilen holder og Libanon vender tilbage til noget der ligner suverænitet. Den libanesiske regerings løfter om at kontrollere grænserne for at forhindre våbensmugling er ikke mere værd end hærens militære formåen og regeringens politiske evner til at styre Hizbollah som koalitionspartner.

Israel er havnet i indre splid på grund af hærens åbenlyse mangel på effektivt sikkerhedsarbejde forud for regeringens beslutning om hurtig reaktion. Ehud Olmerts regering er følgelig blevet alvorligt svækket i meningsmålingerne, men dels bliver der ikke valg medmindre regeringskoalitionen mellem Kadima og Arbejderpartiet bryder sammen. Dels kan det hidtidige forløb af FN's og EU's tackling af problemerne, kun bekræfte, at Israel gjorde ret i hurtig reaktion, og at landets forsvar fortsat fuldstændigt afhænger af den til hver en tid siddende regerings vilje til resolut handling på baggrund af USA's støtte. Det er fortsat den israelske regering der skal vurdere Hizbollahs planer og handlinger i nord og Hamas' planer og handlinger i syd - og i givet fald reagere.

I dette perspektiv er det fortsat en ynk at se FN og EU åbenlyst udstille sine egne svagheder. Det er isoleret set værd at notere at to svage instanser ved at gå sammen får det til at virke som om Europa kommer til at udgøre den rygrad i den internationale Libanon-styrke som FN's svage generalsekretær Kofi Annan så inderligt har bedt om. Men om det virkelig bliver det afgørende vendepunkt som visse iagttagere har kaldt det, får stå hen indtil resultaterne eventuelt kan ses. Umiddelbart får et enigt EU en større rolle at spille end det har haft i det palæstinensiske spørgsmål. Men det må ikke glemmes, at både i Libanon, i Gaza og på Vestbredden er man længere fra muligheden for fred end man har været i årtier. Uanset om Hizbollah skulle få en mindsket rolle i Libanon - hvad intet tyder på - så er det lykkedes bevægelsen med Irans moralske og økonomiske hjælp at skabe den nye destablisering i området, som Irans atomvåbentrussel også indebærer, og som fortsat er den store trussel mod Israels eksistens.

Våbenhvile og diplomati er bedre end krig og terror, men fred i Mellemøsten kræver forsoning mellem parterne, hvilket i praksis først og fremmest vil sige ekstreme muslimers definitive opgivelse af drømmen om Israels udslettelse, altså opgivelsen af deres egen livsløgn. Og denne er hverken FN eller EU så meget som begyndt at tage stilling til. Her svigter de to organisationer fortsat totalt.

Jan Jernewicz



Henvisninger:

Hizbollahs ekstatiske triumf og Israels tunge forpligtelse  (17.7.08.)

Kampene standset i Sydlibanon -
men Hizbollah fortsat den store trussel mod stabilitet
  (16.8.06.)
Dansk Mellemøstpolitik for militaristisk?  (5.8.06.)
Israel og Verdenssamfundet i moralsk dilemma  (2.8.06.)
Hadets tiltrækning og livsløgn    (31.7.07.)
Hizbollah hindrer Nyt Mellemøsten  (27.7.06.)
Hizbollah destabiliserer Mellemøsten   (18.7.06.)



Artikler om   Mellemøsten
Artikler om   Terrorismen
Artikler om   USA
Artikler om   Samfund



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal