utils prefix normal JERNESALT - gazaisrael10a

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.6.10

Gaza - Israel - Verdensopinionen

Palæstinenserne hader jøderne. Flertallet af muslimer over hele verden hader jøderne. Det gælder ikke mindst iranerne (perserne), men det nye er at også tyrkerne er hoppet på vognen - eller skal vi sige konvojen.

Palæstinensernes venstreorienterede venner i Europa hader også jøderne og deltager mere eller mindre aktivt i palæstinensernes befrielseskamp, for den opfattes både som en kamp mod Israel og en kamp mod USA samt de vesteuropæiske lande der støtter begge stater og som alle er bygget på kapitalismens og markedsøkonomiens præmisser. Til palæstinensernes uforbeholdne venner hørte eksempelvis medlemmerne af den danske Blekingegadebande, der som bekendt lavede røverier for at skaffe midler til palæstinensernes befrielseskamp. Men vennekredsen omfatter også aktuelt den succesrige svenske krimiforfatter Henning Mankell.

Udgangspunktet er naturligvis den uretfærdighed som FN begik i 1948 da det oprettede staten Israel som en jødisk stat i det gamle Palæstina og fordrev de daværende arabiske palæstinensere fra området - uden dengang eller siden at drage omsorg for oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk stat i naboområderne. Palæstinenserne blev henvist til en kummerlig tilværelse som uønskede flygtninge i forskellige lejre i forskellige lande, og de har lige siden forsøgt at bekæmpe Israel skånselslåst og skruppelløst og med alle midler, dvs gennem primitiv og rent destruktiv terror.

Palæstinenserne fik dog i 1994 deres selvstyre i Gazastriben under Yassir Arafats og Fatahs ledelse. Israels regering under Netanyahu lukkede gradvist grænsen til Gaza, så færre og færre palæstinensere kunne skaffe sig arbejdsindkomst i Israel. De israelske bosættelser i Gaza blev på Sharon-regeringens ordre definitivt forladt i 2005 - og jævnet med jorden. Og året efter led Arafats efterfølger Mahmoud Abbas ved parlamentsvalget et sviende nederlag til den islamistiske Hamas-bevægelse, der ellers hidtil havde boykottet parlamentarismen, og nu simpelthen militært nedkæmpede det mere eller mindre korrumperede Fatah i Gaza.

Israel indførte en økonomisk blokade af Gaza, der forhindrede forsyninger til Gaza af stort set alle varer, dvs ikke blot våben, men også fødevarer og byggematerialer. Blokaden skulle ses som en regulær straffeforanstaltning der havde til formål at underminere Hamas-styret og tvinge det til at løslade en israelsk soldat der havde siddet fanget siden krigen mellem Israel og Hizbollah - jf. artiklen Hizbollahs ekstatiske triumf og Israels tunge forpligtelse  (17.7.08.). - I sig selv er det en forståelig, men problematisk holdning i Israel at man i den uhyggeligt asymmetriske krig med omverdenens terrorister fastholder princippet om ubetinget gensidig forpligtelse mellem regeringen og forsvarets soldater, så regeringerne føler sig så tvungne til byttehandler med fanger at det udnyttes kynisk af Israels fjender.

Men når tidligere premierminister Olmert kaldte forpligtelsen "den lim, som holder vores samfund sammen og sikrer vores overlevelse, selvom vi er omgivet af fjender og terroristiske organisationer", så ligger det temmelig klart, at man næppe fraviger princippet - men derimod vedblivende vil være genstand for modpartens udnyttelse.


Blokaden af Gaza har medført etableringen af 'The Free Gaza Movement' der er en sammenslutning af propalæstinensiske menneskerettighedsorganisationer og -aktivister og angiveligt har til formål at sejle humanitær hjælp til Gaza. Bevægelsen har ifølge Wikipedia mere end 70 kendte støtter, herunder den sydafrikanske biskop Desmond Tutu og den amerikanske sprogforsker Noam Chomsky.

I de sidste dage af december 2008 gennemførte den israelske regering under Sharons efterfølger Ehud Olmert en massiv bombning af såvel Gaza by i det nordlige Gaza, hvorfra der var blevet sendt raketter mod israelerne, som af grænseområderne til Egypten i det sydlige Gaza, gennem hvis hundreder af skjulte underjordiske tunneller der førtes og stadig føres varer og våben ind i Gaza.

Ydermere stødte den israelske landhær ind i Gazastriben med et massivt opbud af kampvogne. Dele af Gaza by blev jævnet med jorden. Tabene og ødelæggelserne på palæstinensisk side var enorme. Forværringen af forholdet mellem israelerne og palæstinenserne nåede et højdepunkt.

Israel lod i 2008 nogle få gange Free Gaza's skibe passere kontrollen, men nægtede i 2009 tre gange skibe at komme frem. Og mandag den 31. maj i år blev endnu et skib ved navn 'Mavi Marmara' nægtet adgang til en havn i Gaza, ja, det blev faktisk - efter advarsler fra regeringen, der nu igen havde havde Netanyahu som chef - bordet af israelske kommandosoldater mens det endnu befandt sig i internationalt farvand. Ni aktivister blev dræbt. Og så var fanden løs.


Der var selvfølgelige stor opmærksomhed i alle medier om den israelske militæraktion allerede fordi aktivisterne på forhånd havde blæst sagen op og fået støtte af visse 'mediestjerner' som fredsprismodtageren Mairead Maguire og nævnte krimiforfatter Henning Mankell. Desuden var Free Gaza gået i tæt samarbejde med den radikale islamisk-tyrkiske IHH-bevægelse, hvis mange aktivister på skibet (mindst 40) ifølge tyrkiske aviser på forhånd var indstillet på at sætte sig voldeligt til modstand mod de israelske soldater. Og det gjorde de så eftertrykkeligt at de første soldater der havnede på skibet blev overmandet og gennembanket. Men israelsk forstærkning lod ikke vente på sig. Og den var også effektiv, og endte som nævnt med drab af ni aktivister. Alt foregik i internationalt farvand og var derfor i strid med internationale konventioner.

Mange vestlige medier fordømte den israelske reaktion på linje med de islamiske medier og ikke mindst Tyrkiets. Her blev aktivisterne nemlig bakket helhjertet op af ministerpræsident Erdogan, der ellers hidtil havde holdt sig på den venlige vestlige linje over for Israel, men nu var slået om - i en påfaldende alliance med Iran. Årsagen skal have været, at den tyrkiske regering følte sig dårligt behandlet af Ehud Olmert, da denne indledte sit angreb på Gaza i 2008/09 uden at give Tyrkiet besked og kun få dage efter at han havde ført forhandlinger med Erdogan i en positiv atmosfære.

Erdogan på sin side er som bekendt rykket nærmere de mellemøstlige muslimske lande i frustration over afvisningen fra europæisk side i spørgsmålet om optagelse i EU. Han omsving bekræfter egentlig kun at Tyrkiet hverken har haft reelle hensigter med sin ansøgning om optagelse i EU eller overhovedet hører hjemme i EU. For her kan man trods alt ikke spille om sin holdning til Israel eller Iran.

FN var ikke længe om at reagere med en afstandtagen til israelerne i sagen, og FN's generalsekretær Ban Ki-moom har foreslået at lade FN stå for en international undersøgelse af sagen, og det har premierminister Netanyahu formelt taget venligt imod, men både han og udenrigsminister Liebermann lægger ikke skjul på at den israelske regering som alle tidligere israelske regeringer er imod internationale undersøgelser af israelske sikkerheds- og forsvarsaktioner. Man skal nok undersøge sagen selv, men vil - er det underforstået - forsat handle ud fra Israels egne nationale interesser.


Det hører i høj grad med til sagens dimensionering i medierne, at en populær forfatter som Henning Mankell vidt og bred har støttet den antiisraelske aktivist-aktion og bl.a. har fået lejlighed til at redegøre detaljeret for hele affæren og de israelske kampsoldaters hårdhændede behandling af ham selv og de andre aktivister, og dette vel at mærke i dagbladet Politiken, der ellers dækker Israel-stoffet glimrende med journalist Hanne Foighels pålidelige reportager og redaktør Herbert Pundiks mere subjektivt-personlige, men vidende og kompetente kritik af det sidste årtis israelske politik.

Så det retter lidt op på Mankells påfaldende fornemt placerede 'skævheder' i bladet, at redaktionen har ladet både Bo Tao Michaëlis og Peter Wiwel bedømme Mankell. Den første lægger ikke skjul på at Mankells skriverier altid er et led i hans socialistiske og ideologiske projekt. "Henning Mankell er en ægte 68'er med en motivkreds omkring kolonialisme, kapitalisme, antiimperialisme, ja, hele den vestlige verdens hykleri og kynisme i holdningen til den tredje verden", skriver Michaëlis. Der går derfor "en lige linje fra hans forfatterskal til han går ombord på et nødhjælpsskib 31. maj og bliver taget til fange som fredsaktivist under et israelsk flådeangreb".

Og Peter Wivel kan tilføje at det ikke var nogen ren tilfældighed at Mankell var med i den islamisk anførte konvoj. Den tidligere maoist nærer nemlig et uudslukkeligt had til den hebræiske stat. I fjor var han gæst ved en palæstinensisk litteraturfestival og her docerede han bl.a. at staten Israel ikke har nogen fremtid i sin nuværende form. "Staten Israel kan kun vente på nederlaget, ligesom alle besættelsesmagter."

Men spørger man hvorfor i al verden Mankell har følt sig forpligtet til at deltage i den islamistiske 'nødhjælp' til palæstinenserne, så skal man nødvendigvis over psykologien. Hans had til jøderne er indlysende og udtalt, men afgørende turde være at han på yderst primitivt fundamentalistisk tankeplan fuldstændigt identificerer sandheden om objektive historiske og politiske kendsgerninger med sin helt subjektive opfattelse af venner og fjender. De der ikke deler hans mening, er fjender - og dem hader han. Som alle fundamentalister gør. Men had fører altid til inkonsistens hos et menneske og et folk. Det udelukker at mennesket eller folket kan kan have held med at skaffe sig overvægt af det gode i livet. - Jf. artiklen om Konsistensetikken.


Det hører med til sagens udvikling, at Free Gaza efterfølgende sendte endnu et nødhjælpsskib - Rachel Corrie - til Gaza, og at dette selvfølgeligt også blev standset af israelske marinesoldater og ført til en havneby (Ashdod) i Israel. Men denne gang foregik alt fredeligt. Ingen af aktivisterne satte sig til modværge, da de blev anholdt. Skibets last blev omladet i Ashdod og vil her blive undersøgt af såvel en israelsk embedsmand som en repræsentant fra FN og derefter transporteret videre til Gaza. Premierminister Netanyahu udtrykte denne gang tilfredshed med forløbet - og havde ligefrem ros tilover til de aktivister på Rachel Corrie som undlod voldsanvendelse.

Til gengæld har det iranske udenrigsministerium givet Irans Røde Halvmåne til opgave at skaffe hjælpearbejdere der frivilligt vil gå om bord på to skibe til Gaza, og disse skibe vil få eskorte af marinestyrker: "Den iranske revolutionsgardes marinestyrker er rede til at beskytte freds- og frihedskonvojen til Gaza", sagde en talsmand for Ali Khamenai.

Her kommer USA's problem ind. Barack Obama har ikke haft det store held med sig i Mellemøsten, ja, han og vicepræsident Joe Biden er faktisk kommet på kant med Netanyahu - og dette samtidigt med at de synes magtesløse over for Iran og Irans aggressive atompolitik. Det er ikke mindst med Ruslands hjælp lykkedes at få vedtaget nye sanktioner mod Iran i FN's sikkerhedsråd, men ingen tror at de vil virke. Sikkert er kun at tiden løber, og i denne situation er det ikke godt, at Iran og Tyrkiet støt og roligt har ændret mulighederne for en løsning til det værre.

USA's rolle er mærkbart svækket, og verdensopinionen bevæger sig imod Israel.


Det er derfor godt at have en Herbert Pundik til at forklare os de overordnede perspektiver - således som han gjorde i Politiken den 8. juni med et større essay med overskriften 'Derfor isolerer Israel sig i mistro'.

Pundik der jo er israelsk statsborger og har været med som soldat i forsvaret af sit land påpeger helt korrekt, at det for den israelske regering var vigtigere at forhindre at blokaden af Gaza blev brudt end at pleje forholdet til USA og Europa. Den radikale muslimske bevægelse Hamas har magten i Gaza og ligger i krig med Israel, ja har fortsat Israels udslettelse på programmet og ønsker oprettelsen af en shariastat i hele Palæstina. Hamas er endvidere en del af den proiranske alliance der også omfatter den fundamentalistiske libanesiske Hizbolla-bevægelse. Israel frygter at Iran skal etablere en base i Gaza - og det gør den ægyptiske præsident Mubarak såmænd også. For en iransk base kun 100 km fra Tel Aviv og 200 km fra Kairo vil totalt ændre magtforholdene i den arabiske verden og bringe de provestlige arabiske magthavere i farezonen.

Problemet med den israelske blokade er imidlertid at den både er en sikkerhedspolitisk foranstaltning for at forhindre indsmugling af våben, herunder raketter og andet krigsudstyr fra Iran, og en straffeforanstaltning mod Hamas der skal tvinge denne radikale bevægelsse til at løslade den tilfangetagne israelske soldat ved at forhindre ubegrænset indførsel af varer i almindelighed. Men denne del af blokaden rammer selvsagt den palæstinensiske befolkning, ja, den er en kollektiv afstraffelse af uskyldige der end ikke sikrer disse mod underernæring og ledsagende mangelsygdomme. Og den lider af den indlysende fejl alle blokader nemt kommer til at lide under. Hvis ikke de der beslutter at lave blokade - ligesom folk der beslutter at gennemføre en strejke - på forhånd gør sig klart hvordan man kommer ud af den i tide uden at tabe ansigt, så går det galt.


Den israelske regerings kommandoaktion mod Free Gaza skibet 31.5. lykkedes militært, men blev en fiasko politisk og diplomatisk idet den gav både Hamas og Tyrkiet den propagandasejr de var ude efter. Israels position i internationalt omdømme er derfor ringere end før aktionen. Og selve 'den kollektive israelske bevidsthed' er ifølge Pundik også blevet påvirket negativt, fordi det billede der frem for alle andre har ætset sig ind i befolkningen er en scene hvor en tyrkisk aktivist råber til en israelsk soldat: "Skrub tilbage til Auschwitz". Israelernes slutning er uundgåelig: Verden hader os fordi vi er jøder. Det har vi altid vidst.

Pundik fremhæver at israelerne er sikkerhedsnarkomaner og fikserede på militære løsninger (alle problemer ser ud som søm, og er en lille hammer ikke nok, rækker man ud efter en større!). Men nu i det nye årtusinde har verden stort set glemt holocaust, og det betyder at Israel ikke længere kan påregne sympati for alt hvad det foretager sig, men må stå til ansvar for sine handlinger. Problemet er imidlertid at Israel har isoleret sig. Landet har ifølge Pundik udviklet en økultur, der er karakteriseret ved indadvendthed, isolation, mistro til omgivelserne og en ikke ringe portion selvretfærdighed. Mange mennesker i Israel er dybt traumatiserede af både personlige og kollektive erfaringer, og som traumatiserede mennesker husker de, hvor det måske ville være bedst at glemme. Israelerne anser sig for ofre, og de tænker og handler derfor efter Pundiks mening mere irrationelt end godt er i det nationale konflikter. Og specielt i forhold til konflikten med palæstinenserne, kan de ingen udvej se. Jo mere udlandet og verdensopinionen vender sig mod Israel i de konkrete tilfælde af nationalt og sikkerhedspolitisk forsvar, jo mere isolerer Israel sig.


Nu har den gode Herbert Pundik under de sidste mange års forskellige Likud-regeringer i Israel holdt på at man har forsømt mulighederne for at føre reelle fredsforhandlinger med palæstinenserne med henblik på en endelig aftale om en palæstinensisk stat. Pundik har hele tiden ment, at disse muligheder har været reelle, skønt selve udviklingen i det palæstinensiske selvstyre dog mest peger på det modsatte, at de moderate palæstinensere under Mahmoud Abbas ikke har kunne beholde magten endsige fået tilslutning til bindende fredsaftaler med Israel. Alle véd desuden at det fortsat er et springende punkt, at hverken palæstinenserne eller magthaverne i Libanon, Syrien og Iran vil acceptere Staten Israels fulde eksistensberettigelse, og at palæstinenserne heller ikke vil fravige kravet på Østjerusalem.

Så under alle omstændigheder skyldes israelernes mistro mod omverdenen ikke ren og skær paranoia, men i allerhøjeste grad også en nøgtern, rationel konstatering af, at israelerne ikke kan stole på palæstinensernes eller de øvrige muslimers gode vilje og hensigter. Det er meget nemt for udenforstående - herunder den såkaldte arabiske kvartet - at postulere at en fredsaftale så at sige kan komme i hus nårsomhelst parterne vil skrive under. Men faktum er at det bliver helt afgørende for Israels fremtid, hvordan den kommer til at se ud, dvs om de nævnte problemer løses på forhånd eller ej.

Og her gælder nu som før - i dag som for ti eller femten år siden - at den eneste sikre vej til fred i Mellemøsten er at palæstinenserne og alle andre involverede muslimer flytter sig mentalt så langt at de holder definitivt op med at hade jøderne og staten Israel. Indtil dette måtte ske, vil israelerne være tvunget til for selvopretholdelsens skyld at forsvare sig med de militære, politiske og diplomatiske midler der er nødvendige. Og det sidste de skal give slip på er sandelig de militære midler. Det er den ubehagelige sandhed.

Derfor hører det med til bedømmelsen af den nye situation i Mellemøsten, at ansvaret for Israels stigende isolation ikke kan lægges alene på israelerne selv, men også må lægges på amerikanerne og vesteuropæerne der i årevis har gjort alt for lidt for at fortælle palæstinenserne og de øvrige muslimer dernede, at de skal holde op med at hade jøderne og solidarisere sig med venner, aktivister og nødhjælpsarbejdere der hader jøderne - og i stedet begynde at tænke i konstruktive baner. Had fører - som allerede fremhævet - altid til inkonsistens hos et menneske og et folk. Det udelukker fuldstændigt enhver mulighed for at mennesket eller folket kan kan have held med at skaffe sig den nødvendige overvægt af det gode i livet. - Jf. artiklen om Konsistensetikken.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Links til:

The Free Gaza Movement
Israelian Government Portal
Det Hvide Hus
FN's sikkerhedsråd


Relevante artikler på Jernesalt:

Det jødisk-muslimske grundproblem  (2.4.10.)
Israels tunge forpligtelse - og Hizbollahs triumf  (17.7.08.)
Israel: Staten Israel 60 år  (7.5.08.)

Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
Mellemøstlig destruktivitet  (18.6.07.)
Det altødelæggende palæstinensiske had  (25.5.07.)
Nye Mellemøst-strategier  (02.5.07.)

Fred på jorden og krig i menneskene  (24.12.06.)
Israel og Verdenssamfundet i moralsk dilemma  (2.8.06.)
Hadets tiltrækning og livsløgn   (31.7.06.)
Global borgerkrig eller global inkonsistens?  (21.5.06.)


Artikler om Mellemøsten
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal