utils prefix normal JERNESALT - aeresdrab

ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.06.06.

Mødet med primitiviteten

- om æresdrabet i Slagelse

Drabet på den 18-årige Ghazala Khan på banegårdspladsen i Slagelse i september sidste år er nu efter hårdt opklaringsarbejde fra politiets side og mange retsmøder endt med at nævningene har kendt alle ni anklagede skyldige. Strafudmålingen ventes senere på dagen og vil givetvis indebære lange fængselsstraffe til flere af gerningsmændene samt sluttelig udvisning af dem der ikke har opnået dansk statsborgerskab.

Det er en vigtig dom, fordi den sender alle indvandrere med rod i kulturer der ikke alene sætter familien over individet og det civile samfund, men gør familieæren til det centrale moralske kriterium det utvetydige signal at æresdrab på et familiemedlem der tillader sig at afvise tvangsægteskab og i stedet følger sit hjerte i kærligheden er absolut uacceptabelt her i landet.

Det er også en vigtig og 'historisk' dom, fordi den gør alle de familiemedlemmer der på forskellig vis aktivt har taget del i forbrydelsen skyldige - og altså ikke blot ham der foretog selve likvideringen. Man taler i denne forbindelse om en kollektiv dom, fordi forbrydelsen er udført af et kollektivt der arbejdede nøje sammen om det fælles projekt, men man må lige huske at det er de enkelte medlemmer af kollektivet der har fået en dom. Der er med andre ord ikke tale om en 'kollektiv afstraffelse', hvor man giver en gruppe mennesker straf for noget et enkelt medlem af gruppen har gjort, men hvor de dækker over hinanden, så man ikke kan afgøre hvem der har gjort hvad. Den slags anvendes undertiden som pressionsmiddel for at få den skyldige til at melde sig, men det er ikke en metode der er tilladt i dansk strafferet eller i det hele taget blandt civiliserede mennesker. Da eksempelvis Blekingebanden i sin tid blev dømt for postrøveriet i Købmagergade der kostede en politibetjent livet, blev banden netop ikke dømt for drab, da man ikke kunne bevise hvem af de fire sammensvorne der havde affyret det dræbende skud.

Men i Slagelse-sagen ved man præcis hvad de enkelte dømte familiemedlemmer har foretaget sig. De kan derfor dømmes individuelt - og de vil også få individuel strafudmåling. Men det nye i denne sag er at det er en hel familie man dømmer.


Der er ingen tvivl om at dommen vil få virkninger udover straffen til de dømte. Indvandrerkonsulent Manu Sareen der er den der bedst kender problematikken om tvangsægteskaber blandt indvandrere har ligeud erklæret at dommen sender chokbølger gennem alle i miljøet. Og det må man da også håbe, men samtidigt står det fuldstændigt klart, at dommen ikke vil forhindre fremtidige æresdrab i den slags familier. For som Sareen siger, så kommer presset mod de enkelte familier for at få dem til at tage affære ofte fra familiemedlemmer der ikke bor her i landet, men måske flere tusinde kilometer væk, fx i Pakistan, og derfor reelt ikke har noget kendskab til danske forhold. Og derfor kan man sagtens forestille sig at æresdrab fremover vil blive forsøgt eksekveret i disse lande ved at offeret simpelthen bliver lokket til hjemlandet. Den slags kendes allerede fra tilfælde med indvandrerpiger der vokser op i andre europæiske lande, men nægter at følge familiens påbud.

Det er i sig selv oprørende, at unge kvinder der er vokset op i Europa overhovedet udsættes for den slags, eftersom det forlængst er blevet gældende norm i det meste af Europa, at romantikken går forud for familiehensyn og -handeler. Når de unge når myndighedsalderen har de ret til at gifte sig med hvem de vil. Der må naturligvis gerne være fornuft i foretagendet, ikke mindst af hensyn til forholdets varighed og eventuelle børns tarv, men det er nu engang som hovedregel forelskelsen og dermed den irrationelle romantik der afgør hvem der tiltrækker hvem. Andre hensyn må gerne spille ind, men det enkelte menneske er vigtigere end familien. Vi synes desuden at det genetisk set er ganske fornuftigt at man så vidt muligt undgår for megen 'indgiftning' i familierne.

Men det er også oprørende, at indvandrere der bosætter sig eller vokser op her i landet, blive danske statsborgere og nyder godt af det danske samfunds økonomiske, sociale og retslige goder og beskyttelse ikke i så høj grad accepterer den danske kultur, at de bevidst og aktivt fjerner så megen af deres identitetsfølelse fra deres oprindelseslande at de kan blive fuldt integrerede i det danske samfund. Det kræver ekstraordinær sproglig indsats og indsats for uddannelse og beskæftigelse, herunder at forældre undlader at sende deres børn på koranskoler i oprindelseslandene. Men specielt kræver det fuldstændig emancipation fra oprindelseskulturens familienormer.


Unægteligt er dette lettere sagt end gjort, for når forældregenerationen fra barnsben selv er blevet opflasket med den gamle kulturs familienormer og -traditioner, så er det indlysende, at de bærer dem med sig, hvor de end siden havner. Men havner man i vestlige, sekulariserede samfund med klare individuelle rettigheder og med høj grad af kvindefrigørelse, så stilles man automatisk over for den udfordring at lade sig integrere ved at løsne båndene til oprindelseskulturens normer. Det umuliggør simpelthen al integration at lade stå til og tro at man kan klare sig igennem alle problemer ved at lukke øjnene. Og det umuliggør nye generationers muligheder for at blive integrerede.

Et familiemønster og en familienorm som den Slagelse-sagen har afdækket viser med al ønskelig tydelighed, hvor primitivt eller ensporet disse mennesker tænker og føler. Det er ikke væsentlig anderledes end den måde europæerne selv tænkte og følte på i middelalderen, men der er jo netop sket en udvikling af det europæiske samfund der er nøje forbundet med individualiseringen og frigørelsen fra familiebåndene. Det kan siges at have haft nogle omkostninger, men ingen ønsker udviklingen skruet tilbage - og ingen kan acceptere at indvandrere ikke fuldtud accepterer udviklingen.

Der ligger intet politisk, kulturelt eller religiøst hovmod i denne holdning, men først og fremmest en praktisk erkendelse af, at det er umuligt at integrere folk i den europæiske kultur med mindre de vælger at bryde med oprindelseslandenes snævre normer og med åbne øjne at gå ind i moderniteten.

For god ordens skyld skal det understreges at den primitivitet der ligger i begrebet æresdrab ikke har noget med islam at gøre. Der er tale om kulturmønstre der er ældre end islam og som har vist sig forenelige med islam. Men de er altså ikke identiske med islamiske normer.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Litteratur:

Manu Sareen: Når kærlighed bliver tvang. (People's Press. 2003)
Naser Khader: Ære og skam (Gyldendal. 1996)

Artikler:

Slip dogmerne - og gør jer frie!  (14.02.06.)
- Opfordring til unge muslimske indvandrere der ønsker integration

Køn, identitet, partnervalg og humor  (7.5.06.)

Familien er død! Familien leve!  (16.6.05.)

Etik og eksistens


Veje til livskvalitet og mening   -    artikelserie
Afsnit I:    Fra tidsfordriv til engagement
Afsnit II:   Fra tryghed til frihed
Afsnit III:  Fra rutine til intensitet
Afsnit IV:  Fra funktion til proces.   


Artikler om  Etik
Artikler om  Eksistens
Artikler om  Sekularisering


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal