utils prefix normal
forlag - 2009isamfundet
KAPITEL AF 'JERNESALTS 2009-FILOSOF'
Samfundet
Indledning
Arbejdet som kilde til kultur
Etik og politik
Nationalt og internationalt
Klassesamfund og velfærdssamfund
Demokrati og sekularisering
Folk og elite
Dansk partipolitik
Kunst og kult
Henvisninger
Indledning Til toppen Næste
Samfundet er en elementær kendsgerning. Samfundet er hverken en simpel sum af individer eller en strukturel orden af enkeltelementer, men en irreducibel kendsgerning som levende 'organisk' fænomen. Det kan derfor lige så lidt som livet, sjælelivet eller åndslivet lade sig entydigt bestemme med naturvidenskabelige metoder.
Samfundet er ganske som naturen en fundamental forudsætning for alt menneskeliv og derfor subjektivt at betragte som en fundamental værdi og forpligtende gave.
Samfundet er et fællesskab omkring familie, produktion, fest, kult og historie - og i nyere tid også omkring politik, statsdannelse og national bevidsthed. Men grundlæggende er det at opfatte som selve forudsætningen for specifikke, historisk bestemte samfundssystemer og statsformer.
Der må skelnes skarpt mellem samfundet som denne generelle forudsætning og de specifikke statsformer eller samfundssystemer der er dannet i historiens løb.
Det er muligt at gøre oprør mod og ændre historisk bestemte statsformer (fx en feudalstat eller et diktatur), men ikke at gøre oprør mod samfundet som sådant.
Heri ligger helligheden ved samfundet som fænomen.
Samfundet som sådant er grundfaktoren i menneskelivet. Det er mere end den ydre organisation i statsform, myndigheder, partier, organisationer, erhvervsliv mv. Det er dybest set et kollektivt ubevidst fænomen, som ikke kan krænkes eller hånes uden at det medfører etisk inkonsistens hos den enkelte og kollektivet.
Folkeligheden er det subjektive udtryk for at der med romantikkens friheds- og nationalfølelse dukker et begreb om 'folket' op som modsætning til stænder, klasser og elitære magtinstanser. Tilsvarende tales om 'folkeviljen' eller 'almenviljen' til forskel fra enkeltmenneskers eller enkeltklassers vilje.
Romantikken opererer også med begrebet 'folkekarakter' eller 'nationalkarakter' i analogi med individets karakter. Begrebet er ikke anvendeligt i de samfundsvidenskaber der kun anerkender naturvidenskabelige arbejdsmetoder. Begrebet svarer derimod til hvad de fleste mennesker subjektivt-intuitivt opfatter som et folks sjæl. Begrebet er en selvfølge i dagligsproget, der netop er kendetegnet ved at dække hele virkeligheden, men det udstødes af fagvidenskabernes specialsprog der kun dækker udvalgte områder af virkeligheden.
Samfundsfællesskabet giver i almindelighed social tryghed og sikkerhed mod såvel indre som ydre farer og fjender såsom forbrydere og gale mennesker eller fjendtlige, ekspanderende stater og fanatiske ideologisk/religiøse bevægelser. Men der er samtidigt muligheder for dynamik, udvikling, transcendens og emergens, omend disse muligheder i lange perioder kan være begrænset af individers, klassers eller generationers vilje til dominans eller modvilje mod forandring.
Arbejdet som kilde til kultur Til toppen Næste
Kulturen har tre kilder: forskningen, arbejdet og religionen.
Forskningen får mennesket til systematisk at skaffe sig indsigt i fysiske, sociale, psykiske og historiske lovmæssigheder og tildragelser der igen påvirker arbejdet og religionen; og religionen sikrer en systematisk fastholdelse af den grundlæggende forbindelse til det irrationelle som er komplementær til arbejds- og forskningslivets snævrere rationalitet. Begge felter behandles senere.
Arbejdet for føden har alle dage fået mennesket til - i modsætning til dyrene - systematisk at gribe ind i og omforme naturen. Arbejdet har personlighedsværdi og ikke bare lønværdi. Det skaffer ikke blot brød på bordet, men sætter også sit dybe præg på det enkelte menneske.
Gennem arbejdet udvikles og opdyrkes nyttige og effektive færdigheder til sikre rutiner som skiller professionelle folk markant fra amatører eller lægfolk. Dette muliggør arbejdsdeling og specialisering på stadigt højere niveau og danner dermed fundamentet for hele det rigt varierede og komplekse moderne erhvervs-, forsknings- og administrationsliv som kendes i dag og som alle direkte eller indirekte nyder godt af.
Arbejdets personlighedsdannende værdi gælder allerede for det oprindelige hårde håndens arbejde i landbrug og håndværk, som kombineres med relativt enkle redskaber, men gælder også for moderne erhvervsvirksomhed, administration, forskning og politisk og organisatorisk arbejde. Det stillesiddende intellektuelle eller administrative arbejde - i dag forbundet med computerens muligheder og tvang - sætter et andet præg på et menneske end det gamle fysiske, håndværksmæssige arbejde. Det giver som regel ikke samme sunde kropsudfoldelse, ro og tålmodighed, men tværtimod ofte stress og legemsskavanker.
Gennem sit erhvervsarbejde får det enkelte menneske et fællesskab og socialt netværk som den arbejdsløse må savne. Specielt hvad angår integration af indvandrere gælder, at erhvervsarbejde er den eneste sikre vej til social, økonomisk og sproglig integration. En væsentlig grund til den store desintegration af indvandrere og flygtninge er manglende eller ineffektiv indvandrerpolitik.
Generelt er længevarende arbejdsløshed noget af det mest ødelæggende for et menneskes sociale integration, sociale netværk og hele selvværd.
Et specielt problem i vore dage er tendensen blandt unge til at betragte arbejdet som en forbandet nødvendighed som kun weekendernes mere eller mindre løsslupne orgier giver kompensation for. Men dybest set er arbejde en betingelse for fuld etisk konsistens for alle i den erhvervsaktive alder.
Produktionsforholdene er i vid udstrækning bestemt af privatejendommen: den enkelte familie, stamme eller klan sikrer sig overlevelsemuligheder ved at skaffe sig jord, bygninger, redskaber, våben, inventar og andre værdier i tilstrækkeligt omfang samt vedligeholder og værner det.
Med urbaniseringen sker der en betydelig arbejdsdeling, så der opstår klasser af fyrster, sheiker, godsejere (adel), almindelige bønder, håndværkere (delt op i laug) og handelsfolk, og senere borgerstand eller tredjestand samt arbejdere og funktionærer. Dertil præsteskabet. Allerlavest befandt sig indtil nyere tid tyendet og slaverne.
Med pengeøkonomiens indførtes kapitalismen der fra starten blev identisk med privatkapitalismen. Jordbesiddelse og besiddelse af bygninger og produktionsanlæg gøres op i pengeværdi og danner basis for magt, ekspansion, investeringer og lånemuligheder samt frie transaktioner på pengemarkedet.
Det blev muligt at låne penge ud mod renter og få sin opsparing forrentet. Bankvæsenet opstod og har siden været forudsætningen for kapitalismens økonomi. Men udviklingen i Europa blev også stærkt præget af den sparsommelighed og opsparingsvilje der kendetegnede de opadstræbende mindretal i Nordeuropa og som har givet navn til det noget vildledende begreb 'protestantisk etik'. For det er ikke protestantismen som sådan, men mindretalsviljen til overlevelse der var og er udslaggivende.
Det er heller ikke - som den aktuelle finanskrise kunne give anledning til at formode - en 'dødssynd' som grådighed der er den primære årsag til privatkapitalismens ekspansion, men derimod ordenssans, sparsommelighed og 'rettidig omhu'. Det var disse karaktertræk der drev amerikanske John D. Rockefeller eller danske A.P. Møller frem til at kunne etablere finansimperier.
Det har heller ikke primært været grådighed der har drevet nykapitalistiske spekulanter som Bernard Madoff eller Stein Bagger frem til uoverskuelige eventyr og svindlerier, men simpel gamblerlyst og dumdristighed. Og problemet med den slags er ikke at de eksisterer og misbruger deres charme og evner, men at for mange banker og investorer hopper på limpinden - og måske har for grådige direktører der ser mere på kortsigtet vækst og bonus end på langsigtet sikkerhed!
Bankkrisen forsøges nu løst gennem 'bankpakker', 'kreditpakker' eller 'samfundspakker', og dilemmaet er at bankerne har brug for statshjælp for at genvinde modet til at give tilstrækkelig kredit til sunde erhvervsvirksomheder, men samtidigt står over for en massiv folkelig kritik af deres aflønnings- og bonussystemer. Det er risikabelt for regering og folketing at gribe direkte ind i bankernes dispositionsfrihed, men det er omvendt nødvendigt at regulere markedsøkonomien på en sådan måde, at bankledelserne nu tvinges til den optimale rettidige omhu de åbenlyst har forsømt i flere år og som markedsmekanismerne lige så åbenlyst har været for simple til at kunne fastholde dem i.
Regering og folketing burde finde en holdbar løsning der også på dette vitale område gør den danske model for velfærdssamfund forbilledlig.
Privatejendomsretten er iøvrigt så gammel som lovgivningen selv. Den er allerede kanoniseret i Moseloven, nærmere betegnet i forbudene mod at stjæle eller begære andres hus og ejendom. Sådanne bud går igen i alle samfunds love og har i tidligere tider været håndhævet med største strenghed og ofte også grusomhed - og bliver det stadigt i visse samfund som vi af samme grund betragter som primitive.
Den danske grundlovs § 73 fastslår ejendomsrettens ukrænkelighed, ligesom FN's erklæring fra 1948 om menneskerettighederne fastslår at ethvert menneske har ret til at besidde ejendom.
Der er stadigt mennesker der principielt betragter al privat ejendom som tyveri og roden til alt ondt, og som følgelig drømmer om et samfund, hvor ejendomsretten er ophævet. Men de fleste betragter den som et gode, fordi den synes at være selve den psykologiske forudsætning for at mennesker omgås materielle værdier med respekt og vilje til værn.
Dette turde være grunden til at ejerboligen i dag er så eftertragtet og almindelig som den er. Da den kræver mere jord, er den dyrere i anskaffelse og drift end den almene bolig, men den tjener dels som opsparingsform, dels som det bedste værn om privatlivets fred og muligheder for selvstændig indretning.
Boligejere nyder i høj grad retten til at bygge om og til på deres boliger - ofte uden ringeste hensyn til arkitekters og byplanlæggeres fornemmelse for stil. 68-ungdomsoprørets modvilje mod 'ligusterfascismen' er i dag stort set afløst af udbredt forståelse og respekt for ejerboligen og dens særlige værdier. Socialisterne blev selv småkapitalister ('kystbanesocialister'). Den systematiske udbredelse af ejerboligen siden 1960 (via lave renter og særlige rentefradrag) har da også ændret den partipolitiske vælgerfordeling markant. 'Småborgerne' blev flere og flere og mere og mere formuende, og de blev mobile som vælgere, men de blev ikke mindre foragtelige i elitens øjne.
Etik og politik Til toppen Næste
Det for homo sapiens specielle, men fundamentale krav om indre konsistens giver mennesket den bundne opgave at sørge for overvægt af det varme og kærlige i tilværelsen, og denne indre forpligtelse gælder ikke kun for mennesket som individ, men i allerhøjeste grad også for mennesket som medlem af samfundet.
I menneskets realitetsprøvelse både på individuelt og samfundsmæssigt plan er etikken bindeleddet mellem den praktiske virkelighed på den ene side og de dybdepsykologiske og de spirituelle funktioner på den anden side. Og derfor kommer historien ind i billedet.
Der er i al samfunds- og kulturudvikling et historisk perspektiv der skyldes at både samfundet og kulturen til stadighed undergår forandring. Udviklingen styres ikke rationelt af mennesket, hverken af noget enkeltmenneske eller af nogen bestemt gruppe af mennesker som en supermagt eller en verdensorganisation. Samfundet er ikke nogen konstruktion, men et fællesskab der er groet og bliver ved med at gro organisk frem. Og udviklingen er ikke deterministisk, men præget af tilfældighed og uigennemskuelighed. Den er endda underkastet 'loven om utilsigtede virkninger', dvs den lov der - baseret på erfaring - kan fastslå at enhver tilsigtet virkning som de politiske eller religiøse ledere iværksætter vil blive ledsaget af utilsigtede virkninger, netop fordi de historiske kræfter er uigennemskuelige og enhver tilstand i samfundet er så kompleks at ingen med sikkerhed og ned til mindste detalje kan forudberegne virkningerne af bestemte beslutninger og handlinger. Kompleksitetsgraden gør enhver 'begyndelsestilstand' uhyre følsom.
Helt konkret betyder det lange perspektiv i historien at alle konkrete og kortsigtede politiske beslutninger uanset formål og midler rækker ud over de enkelte år og de enkelte valgperioder - og ofte ud over de enkelte grænser.
Det påhviler derfor alle ansvarlige statsledere at se ud over deres egne landes snævre økonomiske, magtmæssige eller sikkerhedsmæssige særinteresser, ja, endda at tage de overordnede og langsigtede interesser for hele verdenssamfundets udvikling i betragtning i det omfang det er muligt.
Betragtningerne må ske i fuld erkendelse af at ingen nation, ingen statsleder og ingen verdensorganisation er i stand til at designe fremtidens nation eller verdenssamfund. Historien er altid åben. Ansvarlige statslederne må se deres begrænsede magt i øjnene. Det er forbeholdt diktatorer og tyranner at dyrke uansvarligheden - og dermed gøre deres landes historie lukket og mere deterministisk end frie landes.
Ganske som det enkelte menneske er de enkelte lande og kulturer præget af tendensen til transcendens eller overskridelse af egne grænser og begrænsninger. Heraf både den magtmæssige og kulturelle ekspansion og de konflikter disse kan medføre. Men befolkningerne og kulturerne er også præget af immanens, tendensen til at leve videre på vaner, rutiner og traditioner.
Dette er der intet uheldigt i. Tværtimod må vaner og rutiner anses for det sundeste i et folk. En dansk historiker har endda defineret kultur som vaner. Men vanerne brydes nu engang med mellemrum, enten fordi ændringer i vilkårene gør det nødvendigt eller fordi folk og ganske særligt de unge og mest oprørske eller kreative ønsker forandring og somme tider gennemtrumfer fremskridtet støjende og voldeligt. Sker der aldrig brud på vanerne, bliver et givent samfund stillestående og får forringede muligheder for tilpasning til nye vilkår.
I nyere tid er samfundsudviklingen gået stærkt i de mest oplyste dele af verden, bl.a. takket være de teknologiske fremskridt. Stigende oplysning har generelt fremmet tendensen til transcendens. Det i gangsættende eller udviklingsforcerende 'syndefald' er blevet bevidstgjort og systematiseret. Moderniteten i et samfund er nærmest lig med en konstant progressivitet, og omvendt er primitiviteten ensbetydende med stilstand eller modvilje mod forandring.
Traditioner får under disse omstændigheder tvetydig karakter. På den ene side er de helt centrale for al kultur, for uden videreførelse af tidligere vunden erfaring og indsigt ville hver generation skulle begynde forfra. Kun tradition sikrer kulturel kumulation og fremskridt. På den anden side kan brud på traditioner give rodløshed, som når relativt primitive folkeslag i nyere tid på ganske få år er blevet underkastet teknologiske, sociale og økonomiske reformer så alle gamle vaner og rutiner er blevet overflødige eller ligefrem hæmmende, men til gengæld al sund sikkerhed er gået fløjten. Sjælene har ikke kunnet følge med den voldsomme udvikling - og resultatet bliver stigende sygdom, alkoholmisbrug, løse sæder og decideret kriminalitet.
Dette sås bl.a. da de nordamerikanske indianere eller australske aboriginaler blev berøvet deres gamle hævdvundne territorier og levevis og blev henvist til reservater med minimale livsmuligheder. Men det sås også - omend i ringere omfang - inden for det danske rigsfællesskab da Grønland fik selvstyre. Men det uhyggeligste eksempel i nyere tid turde være udviklingen i Zimbambwe, det gamle Rhodesia, hvor en hensynsløs tyran som præsident Mugabe brutalt har taget jorden fra de tidligere engelske kolonialister, som var de eneste der havde forstand på at drive landbrug. Omfattende hungersnød og epidemier blev den uundgåelige følge. Og ingen skal komme at fortælle Mugabe hvad der er galt, for det er i hans øjne vestlig imperialisme at påpege kendsgerningerne og sige sandheden.
Men tradition som helt naturlig forankring af et folk i dets historie støder også i civiliserede lande på betydelig foragt fra de modernister der er forkæmpere for størst muligt og hurtigst muligt fremskridt. I så fald ses ofte en lidet frugtbar kamp mellem modernister og traditionalister, og de sidste ender ofte i positionen som traditionspukkende håndhævere af alt det gamle, mens modernisterne modsvarende ser ned på alt det der for dem blot er nostalgi.
En speciel konfrontation mellem traditionalister og modernister er opstået i kølvandet på den omfattende indvandring af fremmedarbejdere i de europæiske lande siden det økonomiske opsving fra slutningen af 1950'erne. De nationalt sindede har følt indvandringen som en trussel mod de nationale værdier. Og efterhånden som generationerne af andet led voksede frem forstærkedes problemerne, fordi de unge indvandrere belastede systemerne samtidigt med at en ikke uvæsentlig del af dem aldrig blev ordentligt integrerede. Mange af dem gennemførte aldrig en uddannelse og fik aldrig arbejde, men blev sociale tilfælde, og i flere tilfælde endog kriminelle.
En væsentlig skyld i problemerne havde manglen på en klar indvandrerpolitik fra starten. Der blev ikke stillet præcise krav til fremmedarbejderne om tilegnelse af det danske sprog. Der blev rask væk givet tilladelse til familiesammenføring uden sprogkrav til de sammenførte. Resultatet blev en generation af førsteindvandrere der enten slet ikke kunne tale dansk eller kun talte det dårligt. Indvandrerbørnene kom i danske skoler og modtog dér undervisning på dansk, men da de talte deres modersmål hjemme, blev deres danskkundskaber kun sjældent tilfredsstillende. Mange af dem blev og bliver reelt funktionelle analfabeter - og bliver derfor tabere i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.
Reaktionen lod ikke vente på sig. Den kom kulturelt med stigende aversion mod indvandrerne fra jævne mennesker der mere eller mindre ubevidst var bange for de fremmede og misundelige over hjælpen til dem, og den kom politisk med stigende tilslutning til to partier der efter tur kom til at stå for modstanden. Og tilslutningen endte i midten af 90'erne med gennembruddet for Dansk Folkeparti under Pia Kjærsgaard der siden valget i 2001 har været fast parlamentarisk støtte for VK-regeringen.
Dansk Folkeparti betragtes med stor foragt af det bedrestillede og bedreuddannede borgerskab. De regnes for fremmedfjendske småborgere, og selv den daværende leder af det socialdemokrati der har leveret mange stemmer til DF tillod sig fra Folketingets talerstol at stemple DF som ikke-stuerent. Andre dele af VK-regeringens opposition afholder sig fra en sådan sprogbrug, men er principielt enige fordi de som velmenende humanister anser det for en dyd at tage mod flygtninge og fremmedarbejdere med åbne arme. Og endelig er der erhvervsfolk der efterlyser kvalificeret arbejdskraft fra udlandet - og ikke tager det så nøje at uhyggeligt mange herboende fremmedarbejdere savner de kvalifikationer der er brug for.
For de velmenende humanister og erhvervsfolk gælder generelt, at de ikke fatter almindelige jævne menneskers nationale sindelag, men betragter det som et primitivt og reaktionært levn fra nationalromantikkens dage, der på grund af fremmedangst er endt i decideret fremmedhad.
Humanisterne forstår tilsyneladende ikke at det nationale sindelag kan være dybt forankret i sjælen som en helt selvfølgelig del af alt det den enkelte lever og ånder for i sin egenskab af at være fuldgyldigt medlem af samfundet og dets sprogfællesskab. Og derfor kan disse humanister optræde som selvretfærdige mennesker der går i fakkeltog til Rådhuspladsen med miner der giver det indtryk at de inderst takker deres Gud for at de ikke er som Dansk Folkepartis vælgere.
Reelt er det genuine nationale sindelag imidlertid ikke en intellektuel konstruktion som kan ændres vilkårligt og påvirkes gennem moralisme, men et af det kollektivt ubevidste organisk fremvokset og båret helhedssyn som giver de pågældende selve identiteten, fællesskabsfølelsen og den frie kreativitet - og netop derfor må og skal værnes af disse mennesker.
Nationalt og internationalt Til toppen Næste
Dansk ulandsbistand har ændret karakter gennem et stykke tid, idet der nu lægges større vægt på politisk-økonomiske forhold der kan få betydning på et udviklingslands evne til at få sat gang i en økonomisk og politisk vækst som skaber stabile forhold for såvel landet som befolkningen.
Sidst er dette set i forhold til Tanzania som i flere årtier har været højt prioriteret i dansk ulandsbistand. Dette land på 945.000 km² og knap 40 mio indbyggere, blev uafhængigt i 1961, men trods gode ansatser og forsætter kørt ned af en præsident der var socialistisk idealist og derfor nærmest bandlyste den private ejendomsret og det dertilhørende private initiativ.
Den bitre erfaring for landet blev at økonomisk vækst ikke er mulig uden en markedsøkonomi der er forbundet med den private ejendomsret. En sådan stimulerer den nødvendige iværksætterånd, men medfører selvfølgelig også den ulighed der følger af alt privat initiativ.
Tanzania er som store dele af Afrika ramt af hiv/aids-sygdommen. I 2003 skønnedes 8-9 % af Tanzanias befolkning ramt, og det betød en overgang reduceret befolkningstilvækst.
Det helt store problem for udviklingslandene er og bliver imidlertid en befolkningstilvækst der er langt større end landenes egne muligheder for at brødføde befolkningen. Jordens samlede befolkning forventes fra 2000 til 2050 at stige fra ca. 6 til ca. 9 milliarder, og hele stigningen vil finde sted i udviklingslandene der på disse 50 år vil forøge deres befolkningstal med ikke mindre end 75 %. Men i det hårdt sygdomsramte Afrika ventes befolkningstallet fordoblet på disse år.
Den høje befolkningstilvækst i udviklingslandene skyldes både et relativt højt fertilitetsniveau og en stærkt faldende dødelighed. Og dødeligheden er faldet på grund af stigende hjælp fra vestlige lande i form af teknik og medicin til sygdomsbekæmpelse, herunder massevaccinationer, antibiotikabehandlinger, antimalariakampagner og desinfektionsforanstaltninger m.m. Men landenes sociale og økonomiske strukturer har med markante undtagelser som Kina ikke ændret sig så meget af det har motiveret til fertilitetskontrol eller - som i de rige lande - til selvvalgt fertilitetsbegrænsning.
Den høje og meget problematiske befolkningstilvækst i de fattige lande må altså ses som resultatet af en humanitær indgriben fra vestlig side som har tilsidesat hensynet til befolkningernes muligheder for at overleve ved egen hjælp. Denne humanitære indsats er et skoleeksempel på at behjertede mennesker ser bort fra at deres handlinger ved siden af de tilsigtede virkninger får højst alvorlige utilsigtede virkninger. Disse virkninger kan i det lange løb blive katastrofale fordi man også ser bort fra at påvirkninger af meget følsomme begyndelsestilstande i meget komplekse systemer kan få enorme, næsten eksponentiale effekter.
Resultatet af denne blåøjede godhed er ikke alene en mangedobling af mennesker der skal have bistand fremover, men hungersnød, sygdomsepidemier, krige, kriminalitet og flygtningestrømme, som giver stigende problemer i verden.
Dette øger de sociale og politiske spændinger, men går også ud over klimaet. Det største problem for klimaet er nemlig ikke CO²- udledningen og den globale opvarmning, men den enorme befolkningstilvækst der medfører behovet for og kravet om øget økonomisk vækst og dermed uundgåeligt resulterer i et øget forbrug af jordens ressourcer.
Der er i disse år voldsom fokus på og debat om den globale opvarmning og dens årsager. Der holdes store internationale konferencer om sagen, og Danmark skal til december være vært for FN's store klimamøde i København. Forberedelserne er i fuld gang, og der vil fra dansk side blive gjort hvad der er muligt for mødets succes. Men to forhold betyder en bremse: de store lande er i forvejen dybt uenige om målene og forpligtelserne, og den aktuelle finanskrise og recession gør kun landene ekstra uvillige til at påtage sig forpligtelser.
Hertil kommer imidlertid det forhold at der fortsat er dyb uenighed om hvor risikabel den globale opvarmning er og hvor stor indflydelse den menneskelige udledning af CO² egentlig har. Der kommer hele tiden modstridende teorier og beregninger fra forskellige forskere, herunder fx påvisning af indflydelse fra sollyset og jordens magnetfelter samt understregningen af naturlige variationer og periodicitet i temperaturen på kloden.
Givet er imidlertid at risikoen for alvorlige følger af den globale opvarmning må tages alvorligt og naturligt føre til en reducering af CO²-udledningen gennem øget anvendelse af grøn energi og grøn teknologi. Men udfordringen fra udviklingslandene bliver enorm.
Det må understreges at alle målinger og prognoser er behæftede med meget stor usikkerhed, fordi vi med klimaproblematikken ganske enkelt har at gøre med det nok mest komplekse system på kloden overhovedet. Og begyndelsestilstanden af sådanne komplekse systemer kendes aldrig. Den eksakte virkning af forskellige tiltag heller ikke.
En 'bæredygtig udvikling' i verdensøkonomien er fortsat anbefalelsesværdig. Den bliver bare aldrig en folkesag nogetsteds på kloden.
I hele Europa har der lige siden 2. verdenskrigs afslutning været en skillelinje mellem tilhængere og modstandere af et organiseret Europæisk Fællesskab der kunne forhindre ødelæggende krige mellem de enkelte lande og samtidigt sikre størst mulig frihandel. Skillelinjen er af nogenlunde samme art som skillelinjen mellem de nationalt sindede og deres modstandere.
Lige siden Danmark ved folkeafstemningen i 1972 blev medlem af det Europæiske Fællesskab (EF), som det hed dengang, har den danske vælgerbefolkning været delt mellem tilslutning og modstand eller skepsis. Ved folkeafstemningen var der et flertal af ja-stemmer på 63,3 % mod nej-sidens 36,7 %, men da en ny EU-traktat skulle tiltrædes i 1992 blev den forkastet med 50,7 % mod 49,3 % således at traktaten måtte genforhandles.
Under navnet Maastricht-traktaten sendtes den til ny afstemning i 1993. Her blev den vedtaget med 56,7 % mod 43,3 %, idet Danmark fik accepteret fire forbehold om hhv. unionsborgerskab, forsvarssamarbejde, retspolitik og ØMU ('Euro'), hvad der var betingelsen for 'det nationale kompromis' mellem alle folketingets partier med undtagelse af Fremskridtspartiet.
I 2002 blev EU udvidet med flere østlande og har nu 25 medlemmer, men en ny 'forfatningstraktat' af 2004 blev forkastet ved folkeafstemninger i Frankrig og Holland samme år. Og derefter måtte et nyt forslag forhandles på plads.
Der pågår stadig debat om de danske forbehold i forbindelse med denne nye Lissabontraktat som blev forhandlet i stand i 2007, men faldt ved en folkeafstemning i Irland i juni 2008. Men generelt gælder at der både i befolkningen og blandt folketingets partier fortsat er flertal for medlemsskabet som sådant.
Om Lissabontraktaten nogensinde bliver godkendt er uvist, men VK-regeringen har aldrig lagt skjul på at den ønsker de eksisterende fire forbehold afskaffet ved en ny folkeafstemning så hurtigt som muligt, dog ikke før et ja er sikkert!
Specielt har finanskrisen sat fokus på forbeholdet om Euroen, fordi dette forbehold har betydet at den danske nationalbank for at beskytte kronen har måttet sætte renten væsentligt op i forhold til den Europæiske Centralbanks rente. Det koster erhvervslivet mange penge, og dette bevirker at tilslutningen til forbeholdet viger. Men fortsat er der modstand mod at opgive dansk suverænitet når det gælder valutaen - også fra dele af erhvervslivet. Og da regeringen ønsker samtlige partier fra det nationale kompromis fra 1993 med i en tilslutning til Euroen, har såvel Socialistisk Folkeparti som Dansk Folkeparti fået mulighed for at sætte en høj pris på deres deltagelse.
Set i et større - helhedsrealistisk - perspektiv er det ikke afgørende om den danske nationalbanks rente i en periode er større end den Europæiske Centralsbanks (det er kun en overgang), men derimod at Danmark på vigtige områder bevarer en suverænitet som ellers er ved at blive systematisk undergravet af EU-flertallets og EU-kommisionens overformynderiske tendenser.
EU's udvidelse mod øst har været et væsentligt bidrag til at genforene det Europa der var blevet splittet af den kolde krig, men den har været dyr for alle både økonomisk og organisatorisk. EU er blevet en meget tung organisation, og der er intet at sige til at de professionelle EU-embedsmænd ønsker den moderniseret og regelsættet forenklet. Sagen er blot at Lissabon-traktaten ikke blev den forenkling lederne havde stræbt efter og drømt om. Landene holder i vidt omfang på deres ret som selvstændige nationer med behov for egne løsnigner - og det er de i deres gode ret til. For den oprindelige tanke med EF/EU har aldrig været unionstanken, men tanken om et fædrelandenes samarbejde.
EU bliver aldrig en folkesag. Fællesskabet er en nødvendighed, men bør fortsat kontrolleres skarpt af medlemslandene og deres skeptiske borgere.
En total fejltagelse har det været at EU efter Murens Fald og invitationerne til de østeuropæiske lande om medlemsskab også stillede det muslimske Tyrkiet et medlemsskab i udsigt. På EU-topmødet i København i 2002 blev EU endog udsat for en særdeles aggressiv optræden fra den tyrkiske ministerpræsidents og udenrigsministers side. Optagelsesforhandlingerne kom i gang og blev intensiveret, men må i dag betragtes som spildte. Tyrkiet er ikke længere interesseret, og det redder Europa fra et enormt problem med over 80 mio muslimer som nye borgere.
Europa går unægteligt geografisk til Bosporus-strædet, men Istanbul er trods sin forhistorie som Byzans ikke længere kulturelt en europæisk by. Det var en skandale at globalistisk indstillede EU-politikere og -embedsmænd overhovedet kunne finde på tanken om tyrkisk optagelse. Det er det stærkest tænkelige bevis for at disse politikere og embedsmænd ikke har føling med Europa som et historisk sammenhængende hele der skal værnes mod fremmed ånd for at bevare sin identitet og sine helt unikke kvaliteter.
For Danmarks vedkommende gælder specielt at nationen har noget at byde på som ingen andre medlemslande kan byde på og som de ikke selv vil kunne opretholde uden at bevare en høj grad af selvstændighed. Dette gælder i særdeleshed rets- og udlændingepolitikken, hvor den såkaldte Medock-dom fra EU-domstolen i sommeren 2008 viste at medlemslandene ikke længere suverænt kan bestemme deres indvandrerpolitik, men må tage hensyn til konventioner der er udarbejdet af universalistisk indstillede jurister, og de fatter i realiteten ikke hvad sund nationalfølelse er i kraft af at den trækker på det kollektivt ubevidste.
Synspunktet er ikke meget fremme i debatten af den gode grund at følingen med det kollektivt ubevidste er stærkt svækket i den almene bevidsthed - også hos de to partier der kalder sig folkepartier og som har været hårdest i modstanden mod afgivelse af dansk suverænitet. Men synspunktet er centralt i anden henseende.
Dansk udenrigspolitik har siden VK-regeringens dannelse i 2001 været markant og udtrykkeligt aktivistisk, og det betyder at den baseres på forpligtelsen til at tage aktivt del i internationale foranstaltninger af såvel diplomatisk som militær art som tjener ikke blot Danmarks egne snævre interesser, men det europæiske fællesskabs og hele det vestlige demokratis interesser.
Holdningen er direkte afledt af erfaringerne fra 2. verdenskrig, hvor kampen mod den tyske besættelsesmagt og den udemokratiske nazistiske ideologi førtes overvejende passivt fra den daværende regerings side, og nationens ære som et suverænt folkeligt fællesskab måtte varetages af en illegal modstandsbevægelse.
Denne modstandskamp opnåede at Danmark blev betragtet som allieret med de engelske, amerikanske og russiske styrker som befriede Europa. Den er gennem årene blev hyldet for sin indsats, men tendensen i de sidste årtier har været at bagatellisere indsatsen og anfægte selve modstandsåndens validitet.
Da regeringens aktivistiske holdning har medført et engagement i to krige uden for landets grænser som både har kostet menneskeliv og skattekroner og været politisk kontroversielle, benyttes den negative holdning til modstandskampen under besættelsen også som argument for en passivistisk og til en vis grad endda pacifistisk politik. Trods sin lidenhed har Danmark dog ikke alene muligheder for at føre en aktivistisk udenrigspolitik. Landet har i dag samme forpligtelse som modstandsbevægelsen til at solidarisere sig med magter uden for landet som bekæmper ideologier eller bevægelser der er antidemokratiske og som truer Europa og Israel såvel som de befolkninger i Mellemøsten der drømmer om demokrati og hvis flygtninge strømmer til Europa.
Den aktivistiske udenrigspolitik blev allerede indledt i 1949 med Danmarks indtræden i Atlantpagten/Nato der var den militære og politiske alliance mellem USA og vesteuropæiske lande der skulle danne bolværk mod den kommunistiske trussel fra Sovjetunionen og dets lydstater, som alle efterfølgende blev tvungt ind i Warszawapagten. Atlantpagten/Nato udvidedes senere med Tyrkiet, og efter Murens Fald med flertallet af de østeuropæiske lande.
Natos strategi blev ændret, så den bl.a. tillader aktiv indsats i krigen mod terrorismen så langt væk som Afghanistan, men organisationen har også blandet sig i Ruslands forhold til sine nabostater og er dermed kommet på tværs af Ruslands gamle hævd på en naturlig og ukrænkelig interessesfære der omfatter hele Kaukasus-området såvel som Ukraine og Hviderusland.
Modsætningen mellem Nato og Rusland under Putin/Medvedev er blevet skærpet, fordi Nato har givet Ukraine og Georgien håb om medlemsskab. Det er yderst følsomme emner, da et dårligt forhold til Rusland hverken tjener Natos, EUs eller Europas sikkerhedspolitiske og almenpolitiske eller kulturelle interesser.
Kulturelt går Europa til Ural. Rusland er en del af Europa, selvom landet også er asiatisk og går til Vladivostok og Beringsstrædet. Men Rusland er en væsentlig del af kristenheden. Europa har i religiøs forstand to lunger: en østlig og en vestlig. Russisk litteratur og musik er ligeledes væsentlige dele af europæisk kultur. Og det burde til hver en tid afspejle sig i de politiske relationer.
Om krigen mod Taliban i Afghanistan gælder, at den er helt central for den vestlige verdens bestræbelser på at dæmme op over for islamistisk diktatur, primitivitet og terrorisme. Ironien ligger i at Vesten var med til at hjælpe Taliban til magten i kampen mod Rusland. Vesten fejler ofte, når det gælder at bedømme hvem der er fjende i den langsigtede kamp for demokrati. Og Vesten (Nato) har, indtil Obamas nye politik, fejlet alvorligt i Afghanistan ved ikke at kæmpe mod Taliban med tilstrækkeligt store og effektive styrker der tager højde for at krigen er asymmetrisk. Men Danmark gør en forholdsmæssigt stor og påskønnelsesværdig indsats - og satser også på væsentlige bidrag til den civile genopbygning ved siden af den militære kamp. De danske soldater der er faldet i Afghanistan har gjort Danmark ære.
Men ingen kommer uden om at den største skillelinje i dansk aktivistisk udenrigspolitik har været deltagelsen i USA's kamp mod Saddam Hussein-styret i Irak. USA invaderede Irak i marts 2003 i koalition med bl.a. flere europæiske lande, herunder Storbritannien og Danmark, samt Canada og Australien. Men det skete uden om FN.
Grunden var ligetil. Den amerikanske regering satte Saddam Hussein i forbindelse med terrorangrebet på USA 9. september 2001; USA havde ikke fået styrtet Saddam Hussein efter dennes invasion af Kuwait i 1991; Saddam Hussein havde brugt masseødlæggelsesvåben mod kurderne i Nordirak; og FN havde påbudt landet at destruere disse farlige våben, men FN's våbeninspektion var vedblivende blevet holdt for nar, således at FN måtte gennemføre en embargo mod Irak. Men den tilladte indførsel af fødevarer og medicin gik ikke videre til civilbefolkningen, der følgelig blev alvorligt ramt af hungersnød og sygdomme. FN besluttede derfor i november 2002 at give Saddam Hussein en definitiv frist til at give FN's våbeninspektører mulighed for fri kontrol. Fristen blev udsat, men aldrig opfyldt. Og da FN's sikkerhedsråd ikke kunne blive enig om at tage konsekvensen af Saddam Husseins fortsatte vægring, besluttede den nu afgåede præsident Bush at tage sagen i sin egen hånd under påberåbelse af doktrinen om at forsvare USA's interesser hjemme og ude - om nødvendigt alene.
Det springende punkt blev Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben. Den daværende amerikanske udenrigsminister Colin Powell forsøgte at overbevise FN's sikkerhedsråd om eksistensen af masseødelæggelsesvåben i Irak, men hans beviser blev ikke accepteret af flertallet. Beviser var i virkeligheden heller ikke nødvendige, men hele den efterfølgende debat om og modstand mod USA's krig kom udelukkende til at dreje sig om disse beviser eller mangel på samme. Og da USA senere måtte vedgå at Saddaum Hussein ikke havde haft disse våben, da USA gik i krig med ham, kom både Colin Powell, State Department, Pentagon og præsident Bush himself til at fremstå som vildledere. Ja, de blev i den offentlige debat i årevis stemplet som løgnere, uanset at de bedyrede at de havde været i god tro, da beslutningen om krig blev taget.
Den danske regering kom langt bedre fra begrundelsen, for den henholdt sig strikte til FN's resolution nr. 1411 af 8.11. 2002, der gav Hussein en præcis frist for at dokumentere at han ikke havde masseødelæggelsesvåben, og da fristen var udløbet, ville en beslutning om militære sanktioner fra FN's sikkerhedsråd have været den eneste følgerigtige. Denne resolution holdt den danske regering sig til - og derfor har det ikke været muligt at bruge samme skyts mod Anders Fogh Rasmussen som mod George W. Bush.
Den fundamentale fejl i USA's officielle begrundelse var og blev henvisningen til masseødelæggelsesvåbnene. Og fejlen ligger ikke i at regeringen mente at have efterretninger om at våbnene faktisk eksisterede, men i at man tillagde Efterretningstjenesternes forsøg på beviser afgørende værdi.
Problemet omkring Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben har nemlig været en 'strid om kejserens skæg' - og intet andet. Den kejser der er tale om er Karl den Store (død 814), og problemet var om alle mønter med hans portrætrelief var ægte eller ej, for på nogle havde han skæg, på andre ikke. Men med skæg forholder det sig sådan at en mand kan lade det gro og han kan lade det rage af. Den samme mand kan i peroder have skæg, i andre ikke.
Sagen i Husseins tilfælde var - som bl.a. påpeget af den svenske FN-våbeninspektør Rolf Ekéus - ikke om han på en bestemt tid havde lagre af masseødelæggelsesvåben eller ej. Men at han havde haft dem, havde brugt dem, og til hver en tid kunne fremstille dem igen til direkte brug hvis han ønskede det. Det var dette der gjorde ham farlig, og dette der var den rette grund til ikke at tøve med at gå i krig med ham, når han nægtede våbeninspektørerne fri adgang.
Hele blæsten i USA og Europa om Husseins våben, har været ødelæggende for den amerikanske mission i Irak. Men det har ikke gjort sagen bedre, at den amerikanske regering, og især Pentagon, lavede omtrent alle de fejl i krigsførelsen og den efterfølgende administrative og politiske opbygning af Irak som kunne laves. Hjemsendelsen af den irakiske Nationalgarde, den totale udelukkelse af det gamle Baath-parti, den manglende kontrol med shiismen, den brutale adfærd mod befolkningen, den skændige tortur af fanger i Abu Ghraib-fængslet er bare nogle af de fatale fejl der skete i begyndelsen af krigen. Og de betød en både politisk og moralsk undergravning af såvel den vestlige som den mellemøstelige tillid til USA. Supermagten kom igen til at fremstå som 'de grimme amerikanere' der ikke havde føling med de fremmede folk - og det vil igen sige at de kom til at stå som imperialister i stedet for som de befriere de var i 1945.
Og måske allerværst: Splittelsen i den vestlige verden førte til en politisk polarisering med konstante beskyldninger fra den ene side mod de ansvarlige regeringschefer for bevidste løgne. Venstrefløjen gik betydeligt under demokratiets lavmål og accepterede ikke længere at politiske modstandere overhovedet kunne handle efter bedste overbevisning og i god tro - og iøvrigt som beslutningstagere i en asymmetrisk krig måtte tage alle nødvendige beslutninger på højst ufuldstændige efterretninger og med risiko for dybt beklagelige fejl. Splittelsen blev så dyb og stor at den totalt svækkede den vestlige verdens sammenhold over for den islamistiske og terroristiske trussel og gav såvel Al-Qaeda, Hizbollah og Hamas som præstestyret i Iran urimelige fordele.
Dette har ikke gjort kampen mod terrorismen lettere. Og det har heller ikke lettet mulighederne for at løse den grundliggende konflikt i Palæstina.
Problemet i konflikten mellem israelerne og palæstinenserne er den asymmetriske krigsførelse der bevirker at Israel forsvarer sin suveræne nation der kun ønsker at leve i fred med og i sikkerhed for sine naboer, mens palæstinenserne har et selvstyre med to adskilte landområder og en tæt befolkning i det ene område der ikke er i stand til at brødføde sig selv eller konstruktivt bygge en velfungerende stat op. De hengiver sig derfor til et 60 år gammelt had til israelerne og lader - fuldstændigt forblændet af dette had - sine terrorister angribe Israel.
Den terroristiske del af palæstinenserne, primært samlet i Hamas-bevægelsen, der også har opbygget en betydelig social organisation, benytter vel at mærke civilbefolkningen til at huse og skjule sine militser og våben.
Dette sætter Israel i den situation at det for at forsvare sig mod terroren er nødt til at bombe de tætbefolkede områder der huser terroristerne. Det har de ret til fordi enhver nation har ret til at forsvare sig og sin integritet, men de kan ikke undgå at ramme den palæstinensiske civilbefolkning - herunder uskyldige kvinder, børn og gamle - hårdt, og dette medfører igen kritik fra omverdenen, inkl. beskyldninger om overtrædelse af internationale konventioner.
Omverdenen kender omstændighederne, men lader sig alligevel påvirke af de stærke billeder af dræbte kvinder og børn som Hamas bevidst sørger for at distribuere til medierne. Og Israel har kun ordets svagere kommunikationsform at forsvare sig med. Igen asymmetri. Resultatet er at vestlige regeringer nok vedblivende fordømmer Hamas' terror mod Israel, men samtidigt også tager afstand fra Israels påstået overdrevne eller proportionsløse bombninger af Gaza.
Israels kritikere ser imidlertid konsekvent bort fra at Israel ikke alene er i sin gode ret til at forsvare sig mod raketangreb fra Hamas, men også ifølge konsistensetikken kan forsvare sin ret til at bruge de midler de faktisk anvender, selvom dette uundgåeligt medfører lidelser for den palæstinensiske civilbefolkning. For kravet om overvægt af det gode forhindrer ikke lejlighedsvise, nøje overlagte handlinger der medfører lidelse for andre, når og hvis overvægten af det gode skal bevares. Og det er tilfældet her.
Grunden til at den palæstinensiske civilbefolkning rammes og nødvendigvis må rammes af de israelske bomber er at Hamas' militser benytter denne civilbefolkning som skjul. Hamas kæmper ikke med åben pande eller med fair metoder, men med de mest beskidte midler der tænkes kan, og de gør det med fuldt overlæg og vel vidende at det påfører deres egen civilbefolkning store lidelser. De spiller bevidst på den propagandamæssige fordel. Det er simpelthen at vende al moral på hovedet at klandre Israel for noget Hamas bærer skylden for.
Sagen afslører også det utidssvarende i snævre juridiske, sofistiske og universalistiske konventioner om krigsførelse der ikke tager hensyn til den asymmetriske krigs beskidte metoder, men tværtimod giver terrorister samme beskyttelse af konventionerne som terroristernes ofre. Juristerne sætter i misforstået hensyn til det enkelte menneske konventionerne over hensynet til et folks og et samfunds integritet, indre konsistens og ret til og muligheder for at forsvare sig. De undergraver dermed i realiteten frie, demokratiske og fredselskende folkefærds ret til at eksistere.
En fransk politolog taler om at Vesten i dag generelt præges af frygt, mens Mellemøstens befolkninger er præget af følelsen af ydmygelse. Frygten skyldes naturligvis terrorismen, som følelsen af ydmygelsen angiveligt er baseret på. Men karakteristikken rammer ikke det centrale. For muslimerne i Mellemøsten kan ikke give Vesten skylden for deres følelse af nederlag og afmagt. Den hænger tværtimod sammen med deres manglende evne og vilje til at finde en vej ud af nederlag og afmagt.
Fornuftige, afklarede og harmoniske muslimer kan udmærket begå sig i den vestlige verden og være ligeberettigede partnere med vestlige politikere, erhvervsfolk, kunstnere og forskere. Men i samme øjeblik de isolerer sig, vender ryggen til liberal vestlig kultur, tager afstand til liberale vestlige normer, stempler kristne, jøder og ateister som vantro mennesker der er dømt til fortabelse, mobber skolekammerater der spiser leverpostej, bliver medlemmer af bander der øver hærværk mod vestlige institutioner, og i værste fald hengiver sig til decideret had til Vesten og vestlige værdier, demonstrerer mod vestlige karikaturtegnere, brænder vestlige landes nationalflag af, giver sig i islamistiske demagogers vold, melder sig som selvmordbombere og martyrer, og gør forsvaret for deres egen tro til en hellig krig mod andres religion - så vælger de af egen fri vilje nederlagets og afmagtens vej.
Når palæstinenserne på denne måde selv vælger offerrollen og ydmygelsen, så kan de ikke forvente overbærenhed eller eftergivenhed fra den sekulariserede og demokratiske verdens frie borgere - uanset hvad de iøvrigt har gennemgået af uretfærdigheder fra vestlig side.
Og det gør naturligvis ikke sagen bedre, at muslimerne drømmer om indførelse af sharia eller kalifat - eller at de i deres form for gudsdyrkelse fastholder dybt antidemokratiske og antisekulære tilbedelsesformer der hører hjemme i primitive sheikdømmer.
For den vestlige frygt for terrorisme gælder omvendt, at den ikke er identisk med en dybere livsfrygt eller mangel på livsmod, men er en konkret frygt for en dybt primitiv og irrationel modstander hvis uberegnelighed netop kommer af at den har valgt hadets, terrorens og den asymmetriske krigsførelses vej. Over for en sådan modstander må Vesten forsvare sig med de militære midler der nu engang er til rådighed. Men samtidigt må Vesten naturligvis også gå diplomatiets veje såvel som den kulturelle og eksistentielle påvirknings vej.
Vestens frygt i dag er dog ikke blot et simpelt produkt af truslen fra den islamistiske terrorisme, men ligeså meget et produkt af den manglende tro på egne værdier og egne værdiers overlegenhed.
Denne manglende tro kommer igen i høj grad af de intellektuelle og ufolkelige forestillinger om pluralisme, globalisme, universalisme, kulturrelativisme og multikulturalisme. Og den fjernes kun ad én eneste vej: den komplementære helhedsrealismes fulde forståelse for de grundlæggende værdiers dybe forankring i de arketypiske forestillinger som er uforenelige med enhver dogmatisk indstilling.
Klassesamfund og velfærdssamfund Til toppen Næste
Klassekampen har fuldstændigt ændret karakter i det moderne vestlige samfund. De laveste sociale klasser, om man vil 'underklassen', og de lidt højere klasser, under ét 'middelklassen', ser sig ikke primært modstillet den økonomiske overklasse - de rigeste - men modstillet en kulturel elite, som ikke alene er højtlønnet, men som først og fremmest er blevet mere og mere dominerende og nedladende.
Socialisten Jørgen S. Dich påpegede i 1974, at 'den herskende klasse' ikke længere var privatkapitalisterne, men klassen af professionelle samfundsforvaltere og pædagoger, der havde udviklet deres egen formynderideologi og gjort socialhjælpen til et kulturfænomen. Denne klasse blev i de følgende år selv til en 'behersket' klasse, nemlig da økonomer og jurister (djøf'erne) tog over.
Arbejderklassen og venstrefløjen fik aldrig øje på komikken. Tværtimod fokuserede de begge på lønmodtagernes påståede klasseforræderi. Flertallet af lønmodtagerne var ikke længere arbejdere, men funktionærer, og det betød en ændring af deres bevidsthed fra en decideret arbejderbevidsthed til en uklar lønmodtagerbevidsthed med hvad deraf følger af ringere og ringere tilknytning til de gamle klassepartier og disses sproglige normer. Uden klassebevidsthed ingen klassekamp. Klassekampen er ophørt, fordi klassebevidstheden har haft sin tid.
Følgen er at den politiske kamp fundamentalt har ændret karakter. Den angår i dag i langt højere grad de langt mere komplekse sociale og kulturelle relationer samt kampen om den såkaldte 'kulturelle kapital'.
I 1970'erne påviste den engelske nationaløkonom og nobelpristager John Hicks at markedsmekanismerne i vid udstrækning er blevet sat ud af spillet når det gælder arbejdslønnen, fordi priserne her fastsættes ved særlige procedurer som aftaler og overenskomster, hvor andre forhold end udbud og efterspørgsmål indgår. Bl.a. andet begyndte forhandlerne for de enkelte lønmodtagergrupper at påvise og inddrage lønefterslæb i forhold til andre. Hovedresultatet blev at det sociale pres for at skaffe sig lønforhøjelser fra midten af 60'erne blev det altdominerende i den økonomiske udvikling i de vestlige lande.
Jo mere lønmodtagerne imidlertid skaffer sig af lønstigninger der ikke er en direkte følge af produktionsforøgelsen, jo mere vil arbejdsgiverne for konkurrenceevnens skyld blive tvunget til rationaliseringer og effektiviseringer der hele tiden støder de svageste ud. Det samme gælder i princippet for systematiske skattestigninger der ikke har basis i øgede indkomster.
Fagbevægelsen fejler hvis den bliver ved med bevidstløst at presse lønningerne op i stedet for at gøre det til en målsætning at få lønningerne løbende tilpasset både vareproduktionen og konjunkturerne i deres op- og nedgange såvel som arbejdsmiljøet og de psykiske hensyn. Den bør også tage højde for at stigende pres på lønningerne i den offentlige sektor kan tvinge ringere normering igennem.
Tingene hænger sammen. Ulighed og lønforskelle kommer velfærdssamfundet aldrig til livs, fordi en liberal økonomi der bygger på frihedsprincippet hele tiden vil give de dygtigste og flittigste og mest kreative fordele som andre ikke får.
Udstødelsen af de svageste fra arbejdsmarkedet er en anden problematik - og bør ikke ses i lyset af frihedsprincippets konsekvenser, men i lyset af et misforstået lighedsprincip. Ikke alle er lige - hverken fra naturens eller samfundsudviklingens side - og lige bliver alle heller aldrig nogensinde med udviklingen i almindelighed eller den økonomiske vækst i særdeleshed. En differentiering i samfundet er til en vis grænse både uundgåelig og sund. Men det vil venstrefløjen ikke rigtigt indse. Den har ikke forstået komplementariteten mellem friheds- og lighedsprincippet.
Velfærdssamfundet kræver både en god offentlig sektor og en god privat sektor. Men den offentlige sektor kan ikke udbygges endeløst, fordi ressourcerne er begrænsede. De rækker ikke til udbygningen af fx sygehusvæsenet i den takt den teknologiske og medicinske udvikling muliggør.
Det gør ikke sagen bedre at lægelønningerne efterhånden har nået et urimeligt niveau, og at presset på sygeplejerskernes løn har været voldsomt stigende, så der også er blevet mangel på kvalificeret arbejdskraft i sektoren.
Befolkningens forventninger kender ingen grænser, og politikerne føler sig tvunget til at give behandlingsgarantier der er alt for kostbare og i længden uholdbare. Tilsyneladende nærer alle illusioner om at alt kan lade sig gøre i et velfærdssamfund. Men da selve mulighederne øges med al økonomisk og teknologisk vækst, så øges også forventningerne og presset på yderligere vækst.
Velfærdssamfundet trues i dag ikke af nogen større bevidst modstand fra nogen del af befolkningen, men af sin egen succes. Den generelle opfattelse er blevet at det er den økonomiske vækst der skaber velfærdssamfundet, og at velfærden derfor automatisk øges med velstanden - uden hensyn til psykiske mekanismer. Men dette er ikke tilfældet.
Daværende chefredaktør for Aktuelt og senere økonomiminister Ivar Nørgaard skrev i 1962 et 'Forsvar for velfærdsstaten', hvor han naturligvis gik ind for en rimelig fordeling af de materielle goder og en ordentlig varetagelse af folks sociale tryghed, men hvori han om kulturen ordret skrev disse afslørende og foruroligende ord: 'Når velfærdsstaten har afskaffet frygten for materiel nød og har sikret fordelingen af en højere velstand til alle, bliver der flere kræfter og mere tid til åndelig aktivitet og kulturelle sysler.'
Formuleringen ligger på linje med den ryggesløse Macheaths i Bert Brechts 'Dreigroschenoper': "Erst kommt das Fressen, dann kommt die Moral". Og det er jo netop en rystende livsløgn! Hverken moralen eller kunsten kommer efter fortæringen af den nødvendige føde, men er samtidige med den. Og det har været tilfældet så længe der har været kultur på jordkloden.
Den materialistiske filosofi påstår ganske vist at kulturen er en overbygning på den økonomiske basis, og grundlæggeren af den humanistiske psykologi Abraham Maslow påstod i 1954 i samme bane at de menneskelige behov kan opstilles i en pyramide, der sætter de fysiologiske behov nederst, efterfulgt af de følelsesmæssige, og sikkerhedsmæssige og sociale behov, behovet for selvrespekt og anerkendelse samt behovene for selvaktualisering og selvrealisering øverst. Men begge påstande er uholdbare.
Ethvert spædbarn har brug for at få dækket samtlige behov fra første færd. Når det lægges til moderens varme bryst og får både føde, kærtegn og kærlige ord, får det dækket samtlige eksistentielle behov på én og samme gang - og spædbarnet er endda på grund af sin bundethed til de primære psykiske processer ude af stand til at skelne mellem gaverne og deres kilde.
Og på samme måde med samfundslivet i de oprindelige kulturer.
Alle de menneskelige behov har været dækket ind ved enhver form for menneskelig aktivitet der har tjent til livets opretholdelse. Det er moderne mennesker der til analysebrug og ideologisk brug laver teoretiske sondringer mellem gaverne og udspecialisering af aktiviteterne. Men det får katastrofale eksistentielle konsekvenser for samfunds- og kulturudviklingen når og hvis det ensidige materialistisk-økonomiske syn i længden vinder over det komplementære helhedsrealistiske.
Det enkelte menneske er intet uden samfundet, men heraf følger ikke at det kun er bestemt af sin samfundsfunktion. Det er aldrig kun et lem af det samfundsmæssige legeme, således som det opfattes i de ideer om den korporative stat, som bl.a. de italienske fascister under Mussolini forestillede sig. Individet vil vedblivende have sin egen identitet, sit eget behov for udfoldelse og 'selvrealisering' samt sit eget forhold til det evige eller guddommelige. Men det eksisterer ikke uden for samfundet, men derimod inden for samfundet med alle de udtalte og uuudtalte bånd og forpligtelser dette indebærer.
Der er imidlertid indbygget en klar konflikt mellem individ og samfund på det logiske plan, idet man her må konstatere at det ikke er muligt at få individets interesser og samfundets interesser til at gå op i en entydig harmonisk helhed eller syntese der vil kunne fastlægge de to parters interesser på en afbalanceret måde så konflikter undgås.
Når et bestemt problem anskues fra individets synspunkt vil resultatet blive et andet end hvis det anskues fra samfundets. Eksempelvis forekommer det umiddelbart oplagt at borgerne må kræve ubetinget behandlingsgaranti for enhver sygdom når den medicinske og teknologiske udvikling gør det muligt. Men lige så indlysende forkommer det at samfundets ressourcer altid er begrænserede og nødvendiggør prioritering. En regering kan give behandlingsgaranti der viser sig ikke at kunne holde på grund af finansforholdene. Men patienter gør oprør og får som hovedregel medierne med sig. Presset på politikerne vil stige - og enten må regeringen bøje sig, opgive prioritering og lade overordnede økonomiske hensyn i stikken, eller også må den lade prioriteringen ske skjult (af lægerne) - eller i værste fald se sig væltet ved valget. Ingen kan på logisk plan sige hvilken løsning der er den rigtige, men det øjeblikkelige pres kan blive - og bliver i realiteternes verden ofte - så stort at det går ud over økonomien, således at der må skæres ned på budgettet andre steder end planlagt.
Da prioriteringer aldrig er en rent rationel sag, men led i den politiske kamp, så kan oppositionen til hver en tid udnytte presset fra almindelige mennesker mod en regering, region eller kommune til partipolitiske formål.
Da medierne i dag er uhyre stærke i kraft af udnyttelsen af den billedeffekt der appellerer mere til primærprocesserne end til sekundærprocesserne, så hviler der et konstant pres på alle offentlige budgetter og politikere. Presset bliver igen et led i den politiske kamp. Dette er altsammen en del af det politiske spil i et demokrati, men det er kun sjældent fremmende for rationaliteten.
Det er derfor væsentligt at alle demokratiske partier og politikere accepterer den grundliggende komplementaritet mellem individ og samfund, for det er forudsætningen for at acceptere at der slet ikke gives absolut rigtige eller optimale løsninger på de opståede problemer. Der findes kun relativt fornuftige løsninger på dem. Men komplementariteten bevarer den dynamiske spænding.
Derfor er det også et væsentligt træk ved det moderne demokrati at regeringsmagten med mellemrum går på omgang mellem de forskellige partier og koalitionspræferencer.
Demokratiet kræver også at regeringsskiftene respekteres, og at regeringspartier der tvinges i opposition optræder fornuftigt og konstruktivt - som "Hendes Majestæts loyale opposition" - i stedet for at føre obstruktiv eller destruktiv politik.
Det danske demokrati er et samarbejdende folkestyre. Alle demokratiske partier har forpligtelse til at medvirke konstruktivt til at løse landets politiske problemer, herunder tage medansvar for finansloven og alle store reformer.
Demokrati og sekularisering Til toppen Næste
Demokrati betyder folkets medindflydelse og deltagelse i debat og valg. Demokrati forudsætter højt oplysningsniveau og stor integration. Det er for simpelt at bestemme demokrati som debat eller samtale. Skal demokratiet fungere tilfredsstillende i et velfærdssamfund hvor det store flertal har nem og billig adgang til at deltage i debatten, kræver det både et højt oplysningsniveau og et højt debatniveau.
Især er det afgørende at folk forstår den store forskel mellem de psykiske grundprocesser og specielt forstår at hverken debat eller samtale kan være givende, medmindre parterne begrænser brugen af udtryk og udtryksformer der følger lovene for de intensiverende primærprocesser. Frugtbar og givende bliver debatten og samtalen kun ved anvendelse af de vage og stabile sekundærprocesser.
Debatten skal ikke være kedelig ved at den holder sig fra kontroversielle emner eller fra afspejling af deltagernes ægte engagement, tværtimod, men den polemiske facon der er det snævre jegs foretrukne måde at markere sine egne synspunkter på og lægge afstand til modpartens fremmer aldrig bestræbelsen på at nå frem til fælles dybere erkendelse. Og netop denne bestræbelse er forudsætningen for demokatiets udvikling.
Den polemiske facon har bredt sig med uhyggelig kraft i de senere år, bl.a. takket være internet, mobiltelefon og sms. Det er uhyre let at komme til orde og at svine andre til og endda at gøre det i massemålestok. Samme facon ses også i folks almindelige adfærd når de overfalder hinanden verbalt eller korporligt på grund af stridigheder om fx bilkørsel. Værre er det naturligvis når unge mænd begynder at stikke andre med knive på grund af forskellig holdning til det ene eller andet af en art der forekommer voksne bagatelagtig.
Miseren ses også på fodboldbanerne og andre sportspladser, der ellers skulle være stedet hvor man lærer forskellen mellem spil og alvor - og specielt lærer at tabe med samme sind som man vinder. Men muligvis som følge af at konkurrencemomentet er blevet væsentligt forstærket gennem mange år på grund af professionaliseringen og pengefikseringen, så hidser spillerne hinanden så stærkt op at de glemmer leg og fairness. De mister beherskelsen og farer i totterne på hinanden eller kommer med racistiske eller andre nedladende bemærkninger. Og desværre smitter tendensen også af på børn.
Problemet er at et stigende antal mennesker i vore dage er uvante med at skulle udskyde deres behovstilfredsstillelse eller kanalisere deres vrede og aggressive følelser over på fornuftige og konstruktive gøremål. Mange tolererer ikke svigt, nederlag eller irettesættelser, og mange end ikke altid henstillinger eller ironiske bemærkninger. Tolerancetærsklen er uhyre lav - og det tyder på svigt i opdragelsen og i høj grad på manglen på kendskab til elementær psykologi.
Folk finder sig ikke i noget, men vil have ret og medhold. Mange har en personlig æreskodeks der udelukkende går på at opretholde den snævre identitet med alle midler - uden hensyn til eller kendskab til en større og friere identitet. Flertallet kender ikke den simple forskel mellem 'jeget' og 'selvet' eller helhedspsyken - og véd heller ikke besked om at man kan relativisere det altid selvhævdende 'jeg' i og med at man styrker det større 'selv' der åbner sig over for andre og tillader anerkendelsen og kærligheden at gå ud mod andre.
Denne fatale mangel på kendskab til elementær dybdepsykologi hænger uden al tvivl sammen med den materialistiske og rationalistiske nedvurdering eller direkte benægtelse af det irrationelle, det sjælelige, åndelige eller 'evige'.
Demokrati betyder ikke at alle er lige, men at alle har ret til at deltage i de politiske afgørelser, lokalt, regionalt og på landsplan - og gøre sig gældende efter evner, lyst og vilje. Men da det allerede på grund af borgernes antal er nødvendigt på alle niveauer at de lader sig repræsentere ved valgte personer, opstår der både problemer med repræsentationens fulde gyldighed og med deltagelsen i debatten mellem valgene af disse repræsentanter.
De moderne medier giver også her mulighed for en langt større indblanding fra meningmands side end førhen. Man behøver ikke være medlem af en partiforening, fagforening eller anden interesseorganisation for at kunne ytre sin mening om alt muligt hurtigt og kontant. Og mange udnytter det i fuld målestok - ofte i en af medierne forstærket tendens til at udstille sig selv mest muligt - 'være på', komme i fjernsynet, få et læserbrev i avisen eller en kommentar på bloggen.
Det fremmer ikke nødvendigvis kvaliteten af offentlige ytringer eller af den egentlige demokratiske debat, men det tager folks tid, det forhindrer eller hæmmer omtanke og eftertanke - og det forstærker den manglende respekt over for de kvalificerede og ansvarsbetroede.
Men demokrati er fuldt foreneligt med såvel social stratifikation (lagdeling) som med lederskab og førerskab. Ja, det kan ikke opretholdes uden lederskab.
Demokrati er endeligt fuldt foreneligt med et konstitutionelt monarki, selvom det umiddelbart lyder selvmodsigende at folkestyre og monarki passer sammen. Men grunden er at monarkiet netop kan være folkeligt i og med at det repræsenterer arketypiske forestillinger som folket har dyb føling med og betragter som selvfølgelige. Forudsætningen i vore dage er naturligvis at monarkiet ligesom kirken holder sig uden for ethvert forsøg på at spille en politisk rolle. Det skal være hævet over politik - og har netop sin berettigelse i det moderne samfund ved at kunne samle folket uden hensyn til politisk anskuelse. Det bliver på denne måde et folkeligt monarki.
Demokrati forudsætter sekularisering og omvendt.
Sekularisering betyder ikke adskillelse af politik og religion endsige religionens forvisning fra det offentlige rum.
Sekularisering betyder derimod verdsliggørelse af magten, således at forstå at den politiske magt ikke kan varetages af nogetsomhelst præsteskab.
Sekularisering betyder adskillelse mellem politisk magt og religiøs magt.
Sekularisering udelukker ikke religion eller kult i det offentlige rum, for religion er ikke en privatsag, men en helhedsrealistisk sag der indebærer at alle mennesker - også de irreligiøse og de ateistiske - lader deres politiske og kulturelle stillingtagen præge af grundholdninger der angår tilværelsen som helhed.
Sekularisering udelukker heller ikke statsstøtte til folkekirken, for folkekirken er ikke - og har ikke siden oprettelsen ved Grundloven af 1849 været - en magtinstans i landet, men en åndsfaktor og kulturfaktor. Den er folkelig i og med at den rummer det store flertal af befolkningen. Ingen bortset fra monarken er tvungent medlem. Ingen udover dens præster er forpligtet på dens læresætninger. Ingen af dens medlemmer behøver at acceptere dens forkyndelse som dogmatiske sandheder. Det står faktisk enhver frit for at udlægge kirkens basale tekster - bibel og salmebog - som mytiske fortællinger der primært trækker på arketypiske forestillinger.
Bøn hører privatlivet til og bliver en pinlig affære i offentligt regi, ikke fordi religion som sådan er pinlig, men fordi der altid er sider af den der er et rent anliggende mellem Gud og den enkelte, herunder den direkte henvendelse.
Sekularisering udelukker religiøs indoktrinering i skolerne. Fadervor og trosbekendelsen er dogmer der ikke hører hjemme i folkeskolen som andet end lærestof på linje med andet lærestof i religionsfaget.
Morgensamling med salmesang og fædrelandssange er derimod væsentlig i folkeskolen, for her er der tale om mytisk stof der trækker på arketypiske forestillinger af største almenmenneskelige værdi. Det har været ødelæggende for almindelige menneskers føling med det kollektivt ubevidste, at morgensangen stort set blev udryddet i skolen efter ungdomsoprøret i 1968. Og den burde genindføres.
Meditation kan indgå i morgensamlingen, hvis den ledes og opfattes som udogmatisk træning i stilhed.
Kirkebesøg/gudstjenester for skolerne fx ved juletid er på samme måde en indføring i myter og ikke i dogmer, og er altså ikke indoktrinering, men den skal være frivillig, så længe nogen opfatter den indoktrinerende. Den normale indføring i det mytiske stof skal ikke - som nogen hævder - ske for kulturkristendommens skyld, men for de folkereligiøse energiers skyld. Den nuværende undervisningsministers snak om forældrenes frihed til at fritage deres børn for religionsundervisning er i denne sammenhæng sofistikeret udenomssnak, der viser at han ikke har bevidsthed om følingen med det kollektivt ubevidste. Ingen bør kunne fritages for undervisning der er udogmatisk.
Muslimers brug af tørklæder fremmer ikke integrationen, da tørklædet (til forskel fra fx. diskrete emblemer eller halssmykker) er et yderst demonstrativt signal om et bestemt religiøst tilhørsforhold.
Folk og elite Til toppen Næste
Integrationen af de muslimske indvandrere kan ene og alene ske ved deres systematiske inddragelse i den danske monokultur og folkelighed.
Fremtidens oplysning skal være en vækkende folkeoplysning der inddrager alle lag, alle generationer og alle minoriteter i det monokulturelle fællesskab og dets skabende og forenende arketypiske forestillinger. Og derfor bliver holdningen hos såvel minoriteterne som flertalskulturen og holdningen hos såvel eliten som folket afgørende for den nationale kulturs fremtid.
Indvandrerne er blevet et stort problem fordi de i vid udstrækning ikke har ladet sig integrere fuldt ud, men bevaret deres modersmål som omgangssprog indbyrdes tillige med omgangsformer og skikke fra deres hjemlande. De første indvandrere - gæstearbejderne - gjorde det bl.a. fordi deres indstilling var at vende hjem, når de havde tjent tilstrækkelige penge, men de forblev af forskellige grunde i landet - og fik deres familier bragt hertil i kraft af meget liberale regler for familiesammenføring. Oven i disse problemer kom der mange flygtninge til landet bl.a. gennem internationale kvoteordninger - og flertallet af disse flygtninge havde slet ikke noget ønske om at integrere sig.
Resultatet blev en ghettoisering af store dele af indvandrerne - og en voksende modstand mod dem hos den jævne dansker der så hvordan de fremmede modtog pengeoverførsler, boliger og boligtilskud og skoleundervisning m.m. uden at bidrage nævneværdigt til statskassen - samtidigt med at de lavede parallelsamfund og i stigende omfang gav problemer i skolen og fritiden i form af sammenstød med danskere. Der er endda en voldsom stigning af decideret kriminalitet blandt unge indvandrere. De samles i bander der tiltrækker de små brødre og kun forværrer det generelle problem.
Fra indvandrerkonsulenternes side rettes kritikken mod danske borgere, myndigheder og medier der beskyldes for at 'stigmatisere' de unge indvandrere ved at afvise dem som fuldgode danskere og kalde dem fremmede. Men ganske som med de unge palæstinensere i Mellemøsten gælder at stigmatiserings- eller offerrollen er den mest sikre vej til en fastholden af desintegrationen.
Uanset hvor megen uret der er begået mod palæstinenserne i Mellemøsten, og uanset hvor mange fejl der er begået imod indvandrerne her i landet, så er der kun én vej til integration, og den hedder vilje til integration.
Ingen bliver integreret der ikke vil integreres.
Ingen bliver integreret der ikke ser det både som en helt naturlig opgave og en helt naturlig forpligtelse for en fremmed i et nyt land at gøre alt hvad han eller hun kan for at tilpasse sig, lære det nye lands sprog og skikke og samtidigt få deres hjemlands kultur og religion så meget på afstand at de ikke spærrer for tilegnelsen af det nye lands demokratiske og sekulære monokultur.
Den indfødte befolkning i Danmark - de etniske danskere - bør være imødekommende og hjælpsomme mod indvandrerne, men det er ikke dem der er forpligtet til at yde selve tilpasningsarbejdet. Det er ikke de etniske danskere der skal tilpasse sig fremmede kulturer, men indvandrerne der skal tilpasse sig den danske kultur. Det betyder ikke at de skal bryde alle bånd med deres egen oprindelige kultur, men at de skal flytte deres identitet lige netop så meget at dens tyngdepunkt kommer til at ligge inden for den danske kulturs vide grænser.
Denne indstilling har hverken indvandrerne, deres konsulenter eller de humanister blandt de etniske danskere som er kulturrelativistisk eller multikulturelt indstillet, og derfor bliver integrationen en svær eller uløselig opgave for de fleste.
Indvandringen førte allerede i begyndelsen af 1990'erne til en politisk modstand der navnlig ramte Socialdemokratiet og i 2001 førte Dansk Folkeparti frem til en position som parlamentarisk støtte for en VK-regering der lige siden har regeret landet med en stram udlændingepolitik. Regeringens samarbejde med DF førte til reaktioner fra såvel de radikale som dele af Venstre og Konservative, men problemet stikker dybere. Det hænger sammen med den for Danmark specifikke kulturradikalisme der opstod i 1930'erne omkring modernistiske arkitekter som Poul Henningsen.
Denne kulturradikalisme allierede sig før 2. verdenskrig med den leninistiske del af arbejderbevægelsen, dvs med kommunisterne, og det førte den i kampen mod nazismen ud i en kompromitterende overbærenhed for Stalinismen og en voldsom anklage for socialfascisme mod det reformistiske Socialdemokrati.
Efter 2. verdenskrig opstod der ikke desto mindre en alliance mellem kulturradikalismen og socialdemokratiet, hvis centrale formål var at bekæmpe uligheden og 'småborgerligheden' i landet. Den fik ikke held med nogen af delene, for både uligheden og småborgerligheden blev faktisk større med den stigende velstand. Den økonomiske vækst førte ikke automatisk arbejderklassen frem til den 'åndelige aktivitet' og de 'kulturelle sysler' Ivar Nørgaard havde forestillet sig, snarere tværtimod.
Velstandsstigningen indebar at flere og flere almindelige lønmodtagere fik mulighed for at købe eget hus. Parcelhuskvartererne på Hovedstadens Vestegn og efterhånden også ned langs Køge Bugt og utallige andre storbyområder i landet skød op, og her foldede ejerne sig ud med en fri bolig- og haveindretning der ikke svarede til modernisternes stilidealer. Parcelhusejerne i sovebyerne blev foragtet af de rige i Hellerup, Gentofte, Holte og Hørsholm. De blev betragtet som ligusterfascister der måtte skærme sig mod nysgerrige naboer med store hække og hegn om deres små grunde. Senere byggede ejerne til og om i en syndig stilforvirring. Men de trivedes udmærket på deres små territorier hvor de kunne passe deres hobbies, haver, hunde og biler.
I de samme år opstod der en massekultur og underholdningsindustri via radio, fjernsyn og popmusik. Den blev bl.a. latterliggjort i et teaterstykke som 'Gris på Gaflen' (1962), men det prellede af på den. Og midt i hele opsvinget - i 1965 - kom en lagerforvalter i Kolding med et generalangreb mod kultureliten der kom fuldstændigt bag på alle. Peter Rindal angreb den voldsomt stigende statsstøtte til kultureliten med en kraft der førte til 'Rindalismen' som bevægelse.
Senere gik den socialdemokratiske borgmester Erhard Jakobsen i felten mod 'de røde lejesvende' i Danmarks Radio. I 1973 fulgte det massive vælgeropgør mod de gamle etablerede partier med Jakobsens Centrumdemokraterne og skattemodstanderen Glistrups Fremskridtspartiet. Tyve år senere præsterede den ambitiøse hjemmehjælper Pia Kjærsgaard at forvandle Glistrups splittede og hensygnende parti til et levedygtigt Dansk Folkeparti der fik afgørende indflydelse.
Den entydige reaktion fra socialdemokraterne, de radikale, folkesocialisterne og kommunisterne (under forskellige navne) og hele den humanistiske kulturradikalisme var hån og foragt - og et håbløst forsøg på parlamentarisk boykot. Hele denne sammensværgelse kom til at stå som en dominerende og nedladende elite der kun havde hån til overs for almindelige mennesker. 'Folket' vandt, men modsætningerne og uforsonligheden består.
Fejlen går tilbage til de kulturradikales bevidste forsøg på at sammenkoble finkultur (i første omgang arkitektur og møbelkunst) med moral og menneskelige karaktertræk. De kulturradikale satte det moderne og progressive over det reaktionære og bagudrettede, og modstillingen blev standard i akademikerverdenen og blev en fast del af foragten for massekulturen og pop'en. Selv i socialdemokratiet kom der modsætning mellem akademikere og arbejdere. 'Småborgeren' blev ikke som tidligere betragtet som en samfundsstøtte og en klassefælle, men som en snylter på fællesskabet. Kultureliten fattede ganske enkelt ikke at den jævne mands kultur er nøjagtigt lige så meget kultur som de riges og fines. Kultur er nemlig ikke alene et spørgsmål om at forstå avantgardekunst, men i allerhøjeste grad et helt elementært spørgsmål om hvordan man behandler hinanden, sine børn, sine gamle, sin familie, sin bolig, sin have og sine arbejdspladser og virksomheder.
Der er absolut intet underlødigt i almuens eller småborgernes kultur og intet underlødigt i såkaldt dårlig smag, underholdning eller massekultur. Den er ganske vist ikke grænsesprængende, progressiv eller modernistisk, men den er betryggende og bekræftende - og derfor til dagligt helt uundværlig for flertallet af mennesker. Derfor havde lagerforvalter Rindal en brølende kronhjort over sin sofa. Derfor har folk potteplanter i stuerne og blomsterkummer i forhaverne. Derfor læser de ugeblade og trivialllitteratur i tonsvis, og derfor ser de tv, fodboldkampe, Dallas- og andre underholdningsserier, inklusive nutidens 'Forbrydelser'. Derfor fester de med lejlighedssange og 'Vi sejler op ad åen'. Og derfor betyder det sociale samvær mindst lige så meget som den faglige undervisning på landets aftenskoler.
Intet af alt dette udelukker finkultur, smalle film og bøger, modernistisk kultur eller dybt seriøse studier for de særligt interesserede. Men for flertallet er det fundamentet for familielivet, hverdagslivet og dermed samfundslivet. Og flertallet af både voksne og børn har det udmærket under disse vilkår.
Det helt fatale i kulturelitens holdning var at den i 30'erne stemplede småborgerskabets modstand mod al påtvungen modernisme som kulturfascisme - og 60 år senere, da indvandrerproblemet kom ind i billedet, ydermere stemplede folkets modstand mod opløsningen af monokulturen som ren og skær racisme.
Den kulturradikale og 'humanistiske' fløj i dansk kultur og politik mærkede ikke selv indvandringens problem, men stemplede overlegent dem der mærkede den på deres egen krop eller frygtede den som moralsk anløbne eller folk med fobier. Humanisterne forargedes over dem der skelnede mellem 'os' og 'dem', skønt det er hvad alle mennesker af psykologiske grunde gør og er nødt til at gøre - og hvad humanisterne selv fremturer i! Skellene går bare andre steder.
Men kulturpolitik der sætter kultur lig med finkultur og ringeagter det store brede flertals helt normale og jævne former for kultur vil altid blive opfattet som nedladende og elitær. Foragten kommer fra en elite og en overklasse der ikke kender almindelige menneskers vilkår, men håner dem alligevel.
Venstrefløjens og kulturradikalismens forargelse over de jævne danskere der helt naturligt skelner mellem fødte danskere og tilkomne indvandrere eller nydanskere af vidt forskellig art kender ingen grænser. Men foragten synes at have én hovedkilde:
Elitens foragt kommer af den totalt manglende forståelse for hvad folkelighed og folkelig kultur overhovedet er. Og denne manglende forståelse ligger igen i den totale uvidenhed om sjælelivets selvfølgelighed, art og dybder, om det underbevidste og det ubevidste, og navnlig om det kollektivt ubevidste.
For akademikerne eksisterer det irrationelle nærmest kun i eventyrbøger, myter og folks fantasier, og ikke hos dem selv. De fleste af dem har ingen bevidst eller opdyrket føling med det irrationelle, og derfor griber de i deres bestræbelser på at få alle menneskelige fænomener - fra økonomi og produktion til kultur og politik - ind under rationalitetens relativt velbelyste, overskuelige og velbeskrevne rammer og begreber til den udvej at negligere det irrationelle, udefinerlige og uberegnelige og foragte alle dets jævne bærere.
Reelt er det folket der bærer kulturen i kraft af følingen med det kollektivt ubevidste. Folket lader sig heldigvis ikke tyrannisere af eksperter og smagsdommere, men den akademiske foragt for det folkelige er katastrofal, fordi den skærer kulturen og befolkningen over.
Dansk partipolitik Til toppen Næste
I krisetider hvor problemerne tårner sig op og ingen synes at kunne pege på ideelle og hurtige løsninger dukker håbet om den stærke mand ofte op. Den stærke mand er jo - ligesom prinsen på den hvide hest - en arketypisk forestilling. Den går på helten der kan skære igennem alt vævet af dybe, uafklarede og uigennemskuelige modsætninger.
I nyere europæisk historie er der talrige eksempler, men også eksempler på mænd der nok udadtil virkede stærke, men ikke levede op til alle forventninger.
Kæmperne er først og fremmest efterkrigstidens tyske kansler Konrad Adenauer og det tyske Wirtschaftswunders arkitekt Ludwig Erhard samt den musiske kansler Helmuth Schmidt der havde stilfærdig styrke nok til at modstå undergraverne og morderne i Rote Armé Fraktion. Andre levede ikke helt op til forventningerne. Helmuth Kohl fik Murens Fald forærende, men kiksede genforeningen med Østtyskland og faldt for fristelsen til korruption. - General de Gaulle fik som præsident Frankrig ud af Algier-konflikten i 1962, men kunne slet ikke tackle ungdomsoprøret i 1968. - Winston Churchill førte Storbritannien sikkert gennemt 2. verdenskrig, men tabte valget i 1945, fordi briterne havde fået nok af 'blod, sved og tårer'........
Premierminister Tony Blair fik definitivt Labour væk fra en håbløs marxistisk socialisme og valgte den socialliberale 'tredje vej', men han faldt på engagementet i Bush's Irakkrig. - Og denne præsident George W. Bush reagerede på terrorangrebet 11.9. 2001 med nogen tøven i starten, men derefter indledte han den systematiske krig mod terror, som med bred amerikansk tilslutning førte til Irakkrigen i 2003. Det har ændret hele situationen i Mellemøsten og sat et dybt skel mellem demokratiske og antidemokratiske kræfter, men desværre begik præsidenten og hans stab - navnlig Pentagon - en række utilladelige fejl der undergravede supermagtens moralske ret til at vise vej.
Både Blair og Bush henførte deres afgørende beslutninger til en overordnet historisk og religiøs instans, hvad der ikke længere er almindeligt blandt statsledere. Historien har endnu ikke afgjort om de overordnet havde ret eller ej - det kan først afgøres om 20-30 år, men deres fatale fejltagelser på det operative plan viser at deres indsigt i de historiske, etiske og religiøse lovmæssigheder og energier ikke var tilstrækkelig til at vise den vej der kunne føre alle Mellemøstens parter på rette spor.
Den nyvalgte præsident der indsattes i embedet den 20.1.09. er uden tvivl den rigtige mand til at føre USA fremad igen. Barrack Obama vandt på løfterne om forandring, men udstrålede også en styrke der gør håbet realistisk. Han har det personlige format til opgaven - og han vedkender sig klassiske amerikanske værdier som tro, frihed og patriotisme - og er også 'religiøs', hvad europæerne ikke kan lide. Men han har brug for en dybere indsigt i historien end forgængerne havde. Og en sådan har han foreløbigt ikke røbet. Det er derfor givet at heller ikke hans politik vil lykkes uden hjælp udefra - fx fra Danmark med en højere indsigt.
Mænd af format har Danmark også haft i nyere tid.
Thorvald Stauning førte med sikker hånd dansk arbejderbevægelse og Socialdemokratiet ind på den demokratiske reformismes vej. Socialreformen og Kanslergadeforliget i 1933 var vigtige skridt til overvindelse af depressionen der fulgte på det store børskrak i Wall Street i 1929. Staunings kampfælle, grundtvigianeren F.J. Borbjerg var afgørende for at den moderate reformlinje blev fastholdt. Socialdemokratiet gik i alliance med Det radikale Venstre under historikeren og pacifisten P. Munch, og dette indebar en eftergivenhed over for den stigende nazityske fare som blev dyr for Danmark, ikke mindst moralsk.
Efter intermezzoet med Scavenius-regeringen, måtte embedsmændene tage over i august 1943 og føre dansk centraladministration videre, mens modstandsbevægelsen samlede befolkningen til aktiv kamp. Kommunister og nationalt-konservative var de mest aktive, men den bevidst kristne socialdemokrat Frode Jacobsen blev afgørende for at modstandsbevægelsen i 1945 accepterede en tilbagevenden til normale parlamentariske tilstande.
Kommunisten Aksel Larsen, der blev arresteret allerede i 1942 og kom til at sidde i tysk tugthus resten af krigen spillede en central rolle i overgangstiden og truede i høj grad socialdemokraternes position i 1945, men han tabte opgøret fordi han gav Sovjetkommunismen sin ubetingede støtte - også efter det kommunistiske Prag-kup i 1948.
Det blev den svage socialdemokratiske leder Hans Hedtoft der måtte tage kampen op mod de borgerlige partier. Socialdemokraterne fandt igen frem til et nært samarbejde med Det radikale Venstre under høvdingene Jørgen Jørgensen, grundtvigiansk bonde fra Lejre, og Bertel Dahlgaard, nationaløkonom med rod i Salling. - Hedtoft døde af et hjerteanfald; efterfølgerne H.C. Hansen og Viggo Kampmann døde også i utide; og den udprægede akademiker Jens Otto Krag overtog roret. Han vil primært gå over i historien som den der førte Danmark ind i EF i 1972, men hans betydning er iøvrigt overdrevet.
Krags skæbne blev afgjort hin novemberdag i 1966, da det af Aksel Larsen i 1959 dannede Socialistisk Folkeparti fordoblede sit mandattal fra 10 til 20, mens socialdemokratiet mistede syv og tilsyneladende stod uden chance for at beholde regeringsmagten. Til alles overraskelse og de flestes forargelse valgte Krag at tilbyde socialdemokratiets ærkefjende gennem fyrre år forhandlinger om et samarbejde. Larsen sagde ja - og resultatet blev det såkaldte 'Røde Kabinet' der på det formelle plan betød en ren socialdemokratisk mindretalsregering, men reelt en samarbejdsform hvor alle aftaler blev indgået i et uofficielt udvalg med topforhandlere fra begge partier.
Krag blev naturligvis bedt om en forklaring på at han havde brudt med årtiers indiskutable holdning i socialdemokratiet. Hans svar lød som bekendt. "Man har et standpunkt til man tager et nyt". Og dette svar har historikere og andre uden videre accepteret som retfærdiggørende, eftersom det jo formelt er uimodsigeligt.
Men reelt er det udenomssnak. Det var Krags blanke afvisning af at han skulle have nogensomhelst forpligtelse til at redegøre for grundene til at han skiftede et hidtil afgørende partistandpunkt ud med det stik modsatte. Og den slags er opportunisme.
Det er naturligvis helt i orden at skifte standpunkt - endda at 'omvende sig' - hvis der er gode grunde til det, dvs hvis man har indset og kan redegøre for at det gamle standpunkt er forkert og det nye beror på en ny og endnu dybere indsigt. Men det var ikke tilfældet hos Krag. Og det betød heller ikke at han slap for problemer, men derimod at han blev ude af stand til at løse dem. Han blev fældet ved en afstemning i folketinget i december 1967 og måtte udskrive valg i januar 1968, og her tabte han til de borgerlige der dannede en VKR-regering under Hilmar Baunsgaard. Den holdt til slutningen af 1971. Krag kunne med et par nordatlantiske mandater stable en ny socialdemokratisk mindretalsregering på benene, men var blevet træt af politik og overlod roret til fagforeningsformanden Anker Jørgensen efter at EF-afstemningen var afgjort. Krag døde få år efter som en skuffet og desillusioneret mand. Han prøvede uden held at indfri kunstneriske forventninger, men han prøvede ikke i selve skæbneåret at forene det politiske med det eksistentielle.
Krags afmagt skal ses i sammenhæng med udviklingen i SF. Aksel Larsen blev på denne ene nattetime hvor Krag tilbød ham samarbejde ramt af psykisk inflation uden sidestykke i dansk politik. Larsen må betragtes som den største politiske begavelse Danmark har haft i hele det 20. århundrede og ville utvivlsomt være blevet Socialdemokratiets leder efter Stauning, hvis han efter den russiske revolution i 1917 havde valgt dansk arbejderbevægelses reformistiske linje i stedet for den uforsonlige og absolutistiske sovjetkommunistiske. Han blev bevidst holdt uden for enhver indflydelse af Stauning og efterfølgere, men han bar umiskendeligt på drømmen om at blive accepteret og anerkendt.
I 1966 skete det - og manden blev aldeles overmodig og fuldstændigt overbevist om at han vidste hvad der var bedst for både partiet og landet. Han afviste alle indvendinger fra de mange nye og unge folketingsmedlemmer partiet havde fået - og han trumfede en tilslutning til det socialdemokratiske forslag om indførelse af moms (merværdiafgift) igennem skønt han selv havde tordnet imod det forud for valget. Han gjorde sig dermed skyldig i regulært vælgerbedrag.
Men det virkeligt fatale i hans tilfælde var præcis det samme som i Krags: han afviste blankt at beskæftige sig åbent og ærligt med hvilke grunde han havde til at skifte standpunkt og bryde sit afgørende valgløfte. Han svigtede dermed både vælgerne og de unge i partiet - og han gav aldrig nogensomhelst begrundet redegørelse for hvilken historisk betydning han forestillede sig det kunne få at bryde det gamle fjendskab mellem SF og S og indlede et nyt samarbejde. Han satte sig heller ikke for at tvinge socialdemokraterne Krag og Hækkerup til at fordybe sig i de dybere og afgørende historisk-eksistentielle spørgsmål.
Successen i november 1966 gik ham til hovedet. Han glemte hvor meget bruddet med Danmarks kommunistiske parti i 1958 kostede ham i form af tvivl om evnen til at holde en moralsk ret kurs. Han privatiserede sin regulære religiøse erfaring fra den strenge og årelange isolation i tysk fangenskab - og holdt den for sig selv, selvom den var vital. Han glemte med ét sin gamle indsigt om at 'vi føres' - og skal lade os føre - når vi er i dybeste overensstemmelse med os selv - og han blev nu ført direkte mod sit livs nederlag. Han var en færdig mand i dansk politik da han tabte valget i 1968. Og han døde som en slagen og skuffet mand i 1972. Inkonsistensen havde indhentet ham.
Historien er derefter kort fortalt. Danmark har ikke haft en statsminister af virkeligt format før 2001.
Hilmar Baunsgaard var en velmenende, handelsuddannet og praktisk politiker. Anker Jørgensen en særdeles sympatisk mand med begge ben på jorden og hjertet på rette plads. Poul Hartling var og blev en velmenende, men kedelig teolog. Poul Schlüter var en glimrende taktiker der formåede at holde sammen på sine koalitioner overraskende længe - indtil en helt misforstået hensyntagen til justitsminister Erik Ninn-Hansen førte ham i Tamil-sagens fælde. Og socialdemokratiets næstformand, LO-økonomen Poul Nyrup Rasmussen fik chancen da han med Niels Helveg Petersens hjælp fik fældet Svend Auken som partiformand, og han var dygtig, men blev fældet på en tåbelig efterlønsgaranti og en lige så tåbelig erklæring om afsky for den Pia Kjærsgaard der huggede hans vælgere.
Mogens Lykketoft var ikke bedre end Nyrup, som han selv fældede. Og hvad angår Det Radikale Venstre der siden sin oprettelse har stået for det samarbejdende folkestyre og til og med Jørgen Jørgensen også har haft dyb føling med det folkelige i grundtvigsk forstand gælder at det kørte af sporet da skolemanden Kristen Helveg Petersen gik i samarbejde med Niels I. Meyer og Villy Sørensen om at skrive 'Oprør fra Midten'. Dette skrift, der kom i 120 tusinde eksemplarer, plæderede for et humant ligevægtssamfund, men blev dybt præget af Sørensens kierkegaardske sofisteri der ligger uendeligt langt fra Grundtvigs forståelse for det folkelige.
Helvegs søn Niels, af uddannelse jurist, blev partiets politiske leder fra 1978 og trak partiet klart mod Socialdemokratiet. Han slog sig sammen med Poul Nyrup og fik fældet Svend Auken som socialdemokratisk formand på en bagatel af en bommert fra Aukens side under valgkampen i 1990 der ellers gav socialdemokraterne fremgang. Svend Auken havde lige det format der kommer af at forene solide administrative evner og oplagt politisk talent med et eksistentielt udsyn der skyldes forankring i grundtvigianismen.
Situationen efter Venstres og Dansk Folkepartis sejre i 2001 og dannelsen af en VK-regering med DF som fast støtte har først og fremmest - med skelen til Tony Blair - været kendetegnet af det bevidste valg af den 'Den tredje vej'.
Den tredje vej betyder socialliberal midterpolitik med definitiv afsked med klassekampen og det fra denne afledte skarpe dualistiske skel mellem socialismen og liberalismen.
Ønsket fra statsminister Anders Fogh Rasmussen var også det definitive farvel til den gamle blokpolitik. Dette ønske blev der grinet af fra oppositionens side, der var fuldstændigt fikseret af Foghs og VKs samarbejde med det foragtede DF.
Oppositionen har foreløbigt ikke haft held til at vælte VKO. Og selvom der kan stilles spørgsmålstegn ved Fogh Rasmussens personlige format, fordi han af væsen er et kontrolmenneske, så er der vitterligt sket et gennembrud for den opfattelse at midterpolitikken er vejen frem.
Der er i dansk politik ikke længere brug for ekstremistiske partier på hverken venstrefløj eller højrefløj. Der er ikke brug for et utal af borgerlige eller socialliberale småpartier på midten. Der er ikke brug for et liberalistisk eller nyliberalistisk parti. Og der er ikke brug for utidssvarende tænketanke som det yderst liberalistiske Cepos.
Men der er fortsat brug for ledere med et betydeligt format. Og derfor står Fogh uanset svagheder fortsat stærkere end nogen af oppositionens ledere. Alt yder på at det hænger sammen med at han er mand og har en passende alder. Men det er politisk ukorrekt at sige det højt.
Da enhver regering i et demokratisk styre har en begrænset tid og da den nuværende dybe krise af både økonomisk, politisk og eksistentiel art kræver særlige løsninger, bliver spørgsmålet om ledernes format til opgaven uundgåeligt.
Venstre har i den nuværende situation kun chance for at bevare sin position som førende regeringsparti, hvis Fogh Rasmussen fortsætter som partiets leder. Hverken næstformand eller andre ministre og ordførere har format til opgaven.
Hos de konservative har partiet umiddelbart vundet ved at den sympatiske, men visionsløse Bendt Bendtsen overlod roret til den yngre og skrappere Lene Espersen. Hun suppleres af den dygtige, energiske og målrettede Connie Hedegaard som klimaminister. Men ingen af dem har udsyn ud over det politiske. Udenrigsminister Per Stig Møller er det eneste medlem af folketinget der er solidt filosofisk orienteret. Han er ægte humanist og ægte oplysningsmand, og han har gjort et fornemt diplomatisk arbejde i forsøget på at få en fredsproces i gang i Mellemøsten. Men han er ikke på bølgelængde med statsministeren, hans tid er ved at løbe ud - og så er han som typisk konservativ aldeles uden føling med folkelige kræfter i landet.
Det radikale Venstre lider under den ubetingede afvisning af enhver nøgtern anerkendelse af Dansk Folkeparti som et folkeligt parti der har krav på indflydelse. De radikale er under Marianne Jelved og Margrethe Vestager havnet i en humanistisk idealisme som er rørende, men ikke hører hjemme i praktisk og pragmatisk politik.
Socialdemokratiet lider fortsat under de hyppige formandsopgør, der også gennem flere år har kostet mange folketingsmedlemmer lysten til genopstilling. Men Helle Thorning Schmidt har dog formået at skabe ro og stabilitet i partiet. Hun er ung og smuk og dygtig, og hun har flere unge og dygtige medarbejdere i sin stab. Men sandt format har hun ikke vist. Hun mangler lige præcis den transcenderende evne som mænd har i kraft af deres kønshormoner, og som er nødvendig for gennembrud af de visionære ideer der trækker på dyb historisk indsigt og rækker langt ud over taktik og strategi.
SF har fordelen af at have et par mandlige ledere af passende alder og modenhed. Efter stabile, men alligevel ufrugtbare år under 'den store rorgænger' Gert Petersen og den lidt mindre Holger K. Nielsen har partiet med Villy Søvndal fået en markant formand der har vovet at bringe det ind i realpolitikkens fulde ansvarlighed og med den jævnaldrende og partipolitisk bevidste tidligere formand for DKP Ole Sohn som væbner formentlig også formår at lægge de gamle revolutionære drømme bag sig. De har allerede udkonkurreret de radikale som socialdemokraternes selvfølgelige regeringspartnere.
Dansk Folkeparti har fuldtud udnyttet de muligheder den parlamentariske situation har givet dem som eneste sikre støtteparti for VK-regeringen. De har ministermodne politiske ordførere som Kr. Thulesen Dahl og Peter Skaarup, men har i høj grad lidt under tidehvervspræsterne Krarups og Langballes ideologiske førerskab og skoleridt. Pia Kjærsgaard har klaret opgaven ualmindeligt godt som partileder i kraft af sin instinktive folkelige føling, men hun savner større eksistensfilosofisk vingefang og indsigt. Den findes måske hos Søren Espersen, der kunne blive en god efterfølger. Men generelt savner partiet filosofisk afklaring - nøjagtigt som Venstre. Og med filosofisk afklaring tænkes her ikke på snæver akademisk indsigt, men på den dybe eksistentielle og historiske indsigt der svarer til helhedsrealismens.
En outsider i hele spillet er udbryderen fra Det radikale Venstre Naser Khader som i samarbejde med den konservative Gitte Seeberg og den radikale Anders Samuelsen stiftede Ny Alliance og fik dette nye parti i folketinget ved valget i november. Men valgresultatet var langt under forventning og siden er partiet blevet splittet. Det er blevet overtaget af en frustreret tidligere venstremand og nogle ærkeliberalistiske erhvervsfolk og har skiftet navn og politik - med det resultat at Khader har valgt at gå. Men denne karismatiske indvandrer kan næppe betragtes som en færdig mand i dansk politik.
Problemerne for både regering og opposition er åbenlyse - og den aktuelle krise sætter dem i skarpt relief. Anders Fogh Rasmussens store problemer er kontrolindstillingen, ledelsesstilen og religionsholdningen. Kontrolindstillingen er i strid med sund liberal indstilling i Venstre. Ledelsesstilen blokerer for frugtbar intern debat - ikke mindst om det uafklarede spørgsmål om modsætningen mellem frihedsprincippet og lighedsprincippet. Og hans religionsholdning blokerer for enhver føling med de folkelige og religiøse kræfter der ligger i det kollektivt ubevidste og dettes umådeligt energiladede arketypiske forestillinger.
Fogh kan på grund af svagheder i oppositionen måske få chance for en periode mere som regeringschef, men den største mulighed ville ligge i at han gør op med sine tre grundfejl og begynder at tænke i nye koalitionsbaner hen over midten. I stedet skaber han usikkerhed om sin forbliven i dansk politik. Rygterne går om hans tilbagetræden i og med en mulig udpegning til ny generalsekretær for Nato. Skulle denne post virkelig være Foghs ambition, må det tages som tegn på at han ikke fatter hvilke store udfordringer den danske statsminister står overfor i de kommende år - eller hvor langt de går ud over det økonomiske.
I givet fald vil Venstres næstformand, finansminister Lars Løkke Rasmussen overtage posten som statsminister. Dette vil formentlig medføre en snarlig regeringsrokade med en vis foryngelse af regeringen til følge, men det vil samtidigt undergrave Venstres muligheder for at vinde et valg mere. Lars Løkke behersker unægteligt det politiske håndværk, men han har ikke Anders Foghs format, og intet tyder heller på at han eller hans nyudpegede rådgiverstab kan præstere virkelig nytænkning. Han er som Fogh et umusisk menneske.
Musiske mennesker er der kun én af i Venstre og han hedder Jens Rohde. Han kunne være den oplagte kandidat til posten som kultusminister, dv,s som minister for en ny kombination af kulturministeriet og kirkeministeriet med den klare hensigt at få en udogmatisk kult opprioriteteret i regeringsførelsen og det politiske og kulturelle liv. Kun en sådan vil gøre en storstilet, men nødvendig integration mulig i den kommende tid. Men det kræver at politikerne forstår hvad kult og kunst er.
Kunst og kult Til toppen Næste
Kunst er en nødvendig del af kulturen og burde være selvfølgelig. Kunst i alle dens former er så gammel som kulturen selv.
Kunsten i dens meget udtalte specialisering og opdeling i arter er et mere moderne fænomen, men oprindeligt har den været tæt knyttet til den almene menneskelige udfoldelse. Den helt elementære sondring mellem smukt og grimt har sat sit stærke præg på arbejde, håndværk og produktion såvel som på udsmykning, morskab, fest og kult.
Billeder og farver har altid haft sin særlige fascination for øjet.
Rum og linjer får et eller andet til at vibrere i sindet.
Musikken har til alle tider fascineret både øret og kroppen gennem toner, klange, melodier og rytmer.
Ordet har haft sin magi på linje med billedkunsten og musikken gennem sine toner, klange og rytmer, sine evner til at danne associationer til farver, billeder og rum samt sine evner til at sætte tanker, følelser, fantasi og det store udsyn i sving.
Alle kunstarter har gennem tiderne udviklet sig til finere og finere former, men dog aldrig mistet deres elementære fascinationskraft.
I modsætning til udviklingen i den videnskabelige og teknologiske kultur, er der i kunsten ikke tale om lineær fremadskriden eller progressivitet.
Det er meningsløst at postulere at klassisk græsk kunst er bedre eller ringere end moderne kunst, eller at Bachs musik skulle være af en anden karat end Stravinskys. Det er meningsløst at hævde at moderne teater som Becketts eller Brechts skulle være kommet op på et højere niveau end Shakespeare eller Sofokles. Det nye er bare anderledes, og udviklingen består blot i at det nye ikke bliver ved bevidstløst at gentage gamle mønstre, men hele tiden går nye veje, overskrider gamle grænser og skaber emergente værker. Og dog bevarer nye værker samme evne til at fascinere og åbne for følingen med det kollektivt ubevidste.
Der kan opstilles nogle æstetiske parametre der i princippet gælder for alle kunstarter. Sådanne parametre er ikke en facitliste der giver det rigtige svar på en bestemt opgave, men påpegning af en række fællestræk som kan bruges som praktisk indfaldsvinkel til de enkelte værker, forudsat at det fastholdes at værkernes kvalitet altid afhænger af flere faktorer, og at det skønne eller smukke aldrig er en absolut størrelse, men afhænger af hvem der ser og hører.
Parametrene kan deles i nogle rent æstetiske, nogle udstillings- og opførelsesmæssige, og nogle ekstra-æstetiske, psykologiske eller eksistentielle.
De rent æstetiske parametre
(1) Harmoni/disharmoni i billed- og lydkomposition (kvalitet i begge dele). (2) Harmoni/disharmoni i farve- og klangsammensætningen (kvalitet i begge dele). (3) Linje- og rumvirkning, herunder perspektivering eller brud på perspektivering. (4) Teknisk beherskelse (forskellig for de forskellige arter af teknik) - herunder også beherskelse af evne til at skabe lighed eller illusion. (5) Integration: alle dele indgår i helheden på en sådan måde, at ændring af én del vil medføre ændring af helheden. (6) Enkelhed/mangfoldighed (kvalitet i begge dele).
De udstillings- og opførelsesmæssige parametre
(7) Kunstværket kan være del af en happening eller en social begivenhed, der igen kan spænde fra provokation til simpel udfoldelsesglæde. (8) Kunstværket kan være provokerende ved at sprænge hidtidige rammer for smag, konvention, tabuer, ideologier, samfundstilstande. (9) Kunstværket kan indgå i en udstilling/opførelse som komponent i en direkte bevidstgørelse. (10) Kunstværket kan udfordre selve den attitude som tilskuerens eller tilhørerens subjektivitet indebærer. Det at gå på udstilling eller til koncert er da ikke blot et uskyldigt tidsfordriv, men en aktivitet der tvinger til stillingtagen. (11) Kunstværket kan direkte eller indirekte være relateret til en modestrømning, enten ved at ride med på en modebølge eller ved at gå imod den. (12) Kunstværket kan bevidst markedsføres og dermed heldigt/uheldigt spille særligt på den markedsværdi ethvert kunstværk uundgåeligt får, hvor der er markedsøkonomi.
De ekstra-æstetiske parametre
(13) Kunstværket kan have appel til følelse, intellekt eller arketypiske forestillinger, herunder appel der går helt på tværs af almindelige forestillinger om det skønne, som fx hæslighed, angst, fremmedgjorthed. (14) Kunstværket kan rumme uudsigelighed: Det kan i særlig grad ramme noget der subjektivt opfattes som 'oversanseligt', 'spirituelt', 'kosmisk', 'musikalsk' eller 'tidløst'. (15) Kunstværket kan have personpræg: Det har ikke alene det personlige præg som allerede en håndskrift har, men i videre forstand en personlig stil, der gør det kendeligt fra andre kunstneres værker. Desuden kan det være kendetegnet af særlige egenskaber ved kunstneren, såsom en særlig psykisk konstitution, eller en særlig problematik i forhold til miljø, samfund, filosofi eller religion. (16) Kunstværket kan have miljøpræg: Det kan have præg af netop det kunstnermiljø eller netop den periode det er udsprunget af. (17) Kunstværket kan besidde gentagelighed: Det kan tåle at blive set eller hørt gang på gang, bl.a. i kraft af de tidligere nævnte kvaliteter. (18) Kunstværket kan være emergent: Det kan bane vej for noget nyt i æstetisk eller tematisk henseende. Om dette nye er bærbart vil ofte kun tiden kunne vise. Meget nyt skal have en vis modningstid for at blive forstået og accepteret. (19) Kunstværket kan og bør være konsistent: Da mennesket psykologisk set er bundet af den opgave at sørge for overvægt af det gode i livet, så er det også et krav til kunsten, at denne aldrig må modvirke denne opgave. (20). Kunstværket kan være præget af en særlig alvor: Det kan få en etisk eller religiøs dimension der går langt ud over den rent æstetiske dimension. Det kan i sidste ende få en decideret kultisk funktion.
Symptomatisk for det store tidehverv vi befinder os i netop nu er, at Danmark i løbet af få år har fået tre nye ikke-religiøse kultsteder af allerstørste arkitektonisk værdi. Først Henning Larsens Opera på Holmen - skænket af A.P. Møller og Mc-Kinney-Møllers fond. Dernæst Boje Lundgaard og Lene Tranbergs Skuespilhus på Kvæsthusbroen og nu til sidst Jean Nouvels Koncerthus i Ørestaden - begge for skatteborgernes penge.
Der er tale om markante og vitale arkitektoniske perler der både rykker København op på den internationale rangliste som kulturby og giver danskerne tre nationalscener som ved siden af den gamle, smukke og stadigt vigtige scene på Kongens Nytorv nu udgør hjertet i dansk teater- og musikliv, og som - hvis de udnyttes optimalt efter deres muligheder - vil kunne give kulturlivet den placering i samfundslivet som er helt nødvendig for at samle nationen på ny.
En sådan samling kræver kult - og derfor også at de nye scener betragtes og benyttes som deciderede kultsteder.
Den kongelige Ballet lever op til fordringerne, men det kniber for operaen og skuespillet. Ikke fordi det kongelige kapel, operakoret, operasangerne eller skuespillerne ikke er dygtige nok; ej heller fordi der mangler egnede værker, men fordi iscenesætterne vælger den ensidige æstetiske vej med opdyrkelse af sceniske effekter og specialiteter der ofte svigter værkernes ånd og mening. Shakespeare, Ibsen, Tjekhov, Beckett og Brecht forfladiges tillige med Mozart, Verdi og Wagner. Den store stil, den tragiske dimension og følingen med de allerdybeste arketypiske forestillinger forsømmes eller skyes bevidst. Det kan der godt komme teater ud af der trækker et ungt og æstetisk indstillet publikum til. Men det kultiske element forsvinder - og de nye bygninger kommer aldrig til deres fulde ret.
Teatrets specielle magi - til forskel fra fx filmens - ligger i rummet og rummets muligheder. Et teaterrum har lige fra det græske teaters opståen været et rum for kult. Den græske tragedie trak på de gamle religiøse ritualer og udnyttede eksempelvis korsangene med deres ophøjede sprog til på tilskuernes vegne at pointere menneskelivets skæbnebestemmelse. Amfiteatret viste sig særligt anvendeligt til at understrege det eksistentielle fællesskab.
For musikkens vedkommende fik korsangen direkte betydning fordi den kom til at indgå i kirkemusikken via den enstemmige gregorianske sang, der er karakteriseret ved udeladelse af den rytmiske betoning som kendetegnede den gamle ekstatiske kult ved Dionysos-festerne. Ekstasen faldt bort til fordel for spiritualiteten eller den meditative gudhengivenhed. Dermed knæsattes også opsplitningen mellem den seriøse og den folkelige musik som siden har hersket i Europa. Den folkelige musik er primært rytmisk og kropslig. Den seriøse primært spirituel, hvad der ikke betyder at rytmen kom til at mangle i den senere udvikling af den seriøse eller klassiske musik, men at den fik en mere raffineret funktion.
Den seriøse musik var fra starten identisk med kirkemusikken og fik sit bredere 'verdslige' gennembrud med adelens og borgerskabets private og offentlige koncerter. Og den er i dag overvejende kammermusik eller koncertsalsmusik.
Den folkelige musik var knyttet til landsbyens bondegilder med deres spillemandsmusik og de store byers fester, baller og karnevaller med optog og løjer. Og den levede sit eget liv ved siden af kirkemusikken og uafhængigt af 'højere' formål. Kirken kunne se skævt til den og forsøge at bekæmpe den, men uden held. Den jævne musik var lige så svær at komme til livs som påstået 'dekadent' vestlig rockmusik i kommunistiske eller islamistiske diktaturer. Alle moralske domfældelser kommer til kort, fordi mennesker til alle tider vil nyde at kunne give sig hen til tonernes, rytmernes og dansens sanselige og kropslige tillokkelse som alternativer til hverdag, arbejde, pligt og nytte.
Den rytmiske musik er en væsentlig del af den menneskelige kultur og er også i dag blevet en central del af ungdomskulturen. Jazzen har både sin seriøse side som koncertmusik og en folkelig side som underholdningsmusik og 'swingmusik'. Den foragtede pop er en del af den kommercielle underholdningsindustri, men er uudryddelig. Folkemusikken med folkesange, arbejdersange, børnesange og mere specielle kompositioner kan også indeholde samfundskritik. Men det var rockmusikken der i sidste halvdel af 1900-tallet blev en bred strømning der fra begyndelsen nærmest blev identificeret med ungdomsoprøret, men udviklede en bred vifte af idoler og subkulturer. Den var i høj grad præget af kropslig frigørelse, den var ofte meget støjende og ofte knyttet til narkotika. Den blev nært knyttet til plademediet og senere de digitale muligheder. Og den havde faktisk også en klar overvægt af mandlige udøvere. Men den er i dag en musikkultur for alle aldre.
Den klassiske musik uden for kirkens regi fornægter ikke den elementære spilleglæde, men den orienterer sig klart mod det sublime. Det musikantiske fornægter sig ikke, for så bliver musikken uinspirerende. Men den seriøse musik udviklede sig efterhånden på en sådan måde at det sublime kom frem gennem en opbygning af værkerne i større sats- eller aktopdelte helheder som fx symfonier eller operaer. Den slags kræver et overblik af lytteren som den folkelige musik normalt aldrig forlanger. Og overblikket er både af formel og mental eller psykologisk art. Lytteren eller tilskueren skal være tunet ind på værkernes opbygning i retning mod det sublime eller ophøjede.
Ved at henlægge de store seriøse musikværker til store rum - kirker, koncertsale, operascener - understreges deres alvor og ophøjethed. Det forventes at tilhørere og tilskuere forholder sig stille, andægtigt lyttende og koncentrerede. De må ikke snakke, spise, drikke, ryge eller danse. Publikum tunes direkte ind på det spirituelle - og får intet ud af værkerne uden at gøre det. Og det er naturligvis en væsentlig grund til at mange almindelige mennesker står af. Er de ikke gennem opvæksten vænnet til klassisk musik eller har de ikke senere ved et tilfælde fået øre for den vil den være et lukket land og i værste fald forekomme dræbende kedsommelig - eller komplet latterlig.
I bedste fald kommer de rigtigt indstillede tilhørere derimod til at opleve en 'kommunion' - en fælles åndelig forening med arketypiske forestillinger der svarer til den kirkelige kommunion der kaldes nadveren. Der åbner sig i koncertsalen en musikalsk enhed med en åndelige dimension som går langt ud over hverdagen og langt ud over det enkelte menneskes normale psykiske felt. Og dette er netop hovedgrunden til at koncertsalen - ligesom en operasal - kan betragtes som et kultsted. Koncert- eller teaterrummet er et 'selvets rum' der ligesom en katedral åbner de enkelte menneskers sind mod noget højere og fælles.
Danmarks Radios nye perle af et koncerthus er i realiteten en katedral - og derfor er det beklageligt at kulturministeren i sin indvielsestale karakteriserede det som et 'ambitiøst amfiteater'. Det er ikke i sig selv forkert, men det helt centrale er katedralfunktionen. Huset er netop et kultsted der skal bruges til formålet. Derfor må det ikke glemmes at den store koncertsal (Studie 1) primært er skabt til den klassiske musik, for det er denne der har kulten med sig fra kirkemusikken. De store symfonier, messer, requiemer og passioner bliver centrale. Værker som Handels 'Messisas', Bachs 'Matthäuspassion', Verdis 'Requiem' eller Pendereckis 'Polsk requiem' bør gå igen og igen.
Kult hører oprindeligt det religiøse liv til i og med at religion betød direkte føling med det kollektivt ubevidste eller det evige og guddommelige. Men da denne føling til alle tider og i alle kulturer vil være central for alle mennesker, bliver kulturen også vital - uanset forholdet til dogmer. Den må nødvendigvis finde sin form, hvis den officielle religion svigter. Og det er tilfældet i dag på grund af konfessionernes dogmatiske bindinger som flere og flere vender ryggen.
Religion kan imidlertid aldrig reduceres til dogmatiske religionssystemers eller kirkelige organisationers måde at forvalte menneskets forhold til de overordnede magter på, for disse specielle forvaltningsmåder er altid magtorienterede. Religionens inderste væsen er åndsorienteringen, og dette indebærer at religionens afgørende mening og formål gennem alle tider har været og er at varetage den direkte føling med de arketypiske forestillinger der danner basis for de historisk og socialt konkrete former for religionsudøvelse.
Religion i denne forstand er uundgåeligt en væsentligt kilde for al kultur, fordi den direkte føling med de arketypiske forestillinger er uafladeligt inspirerende, kreative og energigivende.
En kultur uden religion gives ikke. Og den ville i givet fald være tom og gold.
Det kan derfor fastslås at en folkekirke der pukker på dogmer og forsømmer den direkte føling med grundlæggende arketypiske forestillinger og den hertilhørende kult er utidssvarende. Kulten hører samfunds- og folkelivet til, og hvis folkekirken ikke forstår dens nødvendighed, vil folket finde den andre steder.
Politikerne kan under ingen omstændigheder være ligeglade med kulten, men har en forpligtelse til at genindsætte den direkte og regelmæssige offentlige føling med det kollektivt ubevidste på sin rette plads i samfundslivet. Ikke for at redde folkekirken eller musik- og teaterlivet, men for at samle nationen og for at give politikken en nødvendig åndelig dimension og udviklingen en nødvendig åndelig retning.
Politikerne må påtage sig et lederskab der ikke kun omfatter økonomiske, juridiske og sociale anliggender, men eksistensen som helhed.
Politikerne skal ikke være en akademisk elite der føler sig højt hævet over jævne mennesker, men skal udgøre et sandt folkeligt førerskab, der i fuld forståelse for opgavens alvor formår at lede folket frem til en nyt niveau af samfundsliv og kulturliv.
Et sådant lederskab kræver klare overordnede retningslinjer.
Henvisninger Til toppen
Link til Indholdsfortegnelsen
Link til Forord
Link til Begreber og aksiomer
Link til Krisen ved årsskiftet 2008/09
Link til Eksistensen
Link til Verdensbilledet
Link til Livet
Link til Mennesket
Link til Sjælen
Link til Sproget
Link til Overordnede politiske parametre
Link til Udfordringen
Link til Helhedsrealismens advarsler
Link til Helhedsrealismens anbefalinger
Link til Efterskrift
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
|
|