|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
REPLIK FRA JERNESALT - 14.4.10.Hvad skal historiske mindedage gøre godt for?Flykatastrofen i Smolensk i lørdags ramte Polen hårdt, fordi alle 90 omkomne passagerer med det polske præsidentpar i spidsen var på vej til mindehøjtidelighed i den vestrussiske Katyn-skov i anledning af 70-året for den sovjetiske massakre i 1940 på flere tusinde polske officerer. En stor tragedie blev føjet til en endnu større historisk tragedie, og man kan stille spørgsmålet hvorfor et folk absolut vil blive ved med at fejre gamle begivenheder der er uafvendelige. Svaret i det polske tilfælde er ligetil. Massakren i 1940, der ved sit omfang ramte tusinder af polske familier, fandt sted et halvt år efter at Polen uden grund var blevet invaderet af Hitlers hær og delt midt igennem, da Stalins hære svarede igen på den tyske provokation ved at invadere Polen østfra og postulere at formålet kun var at beskytte polakkerne. Sandheden var at Moskva dels ville sikre sig en stødpude mod Hitlers tropper som led i ikke-angrebstraktaten mellem Tyskland og Sovjetunionen, dels ville uskadeliggøre det uafhængige, frihedselskende polske folk som nærede lige så stærke antikommunistiske som antinazistiske følelser. Massakren på de polske officerer var alligevel et chok i sin kynisme. Og det kom til at bestemme polakkernes forhold til østmagten alle årene frem. Det kunne senere ses som det første af en lang række led i Moskvas systematiske forsøg på at knægte Polens nationale stolthed og uafhængighed. Et andet sigende bevis var de russiske hæres totale inaktivitet da tyskerne nedkæmpede den polske Warszawa-opstand i august-oktober 1944, skønt russerne stod opmarcheret lige uden for byen og sagtens kunne have hjulpet polakkerne. Men allerede i juli 1944 var der i Moskva dannet en kommunistdomineret komité der skulle overtage magten i et befriet Polen, så ægte polske modstandsfolk havde man mindst af alt brug for. Det endelige bevis var naturligvis den stalinisering af det polske kommunistparti der begyndte med valgsvindel og endte med magtovertagelse i 1947-48. Polen blev en sovjetisk lydstat, og genvandt først friheden og uafhængigheden i 1989/90 takket være den religiøst bårne, antikommunistiske Solidaritetsbevægelse. Men sårene var dybe og ulægte - lige til i lørdags, hvor der fra begge sider var lagt op til en begyndende forsoning, og hvor flykatastrofen paradoksalt nok - men egentlig på ægte tragisk vis - sandsynligvis vil afføde en forsoning. Dybest set består det tragiske nemlig ikke i den definitive afslutning, død og nederlag, men i det der opstår af sorg og nederlag.
Den varme krig og modstandskamp var slut, men Den kolde krig og modstandskampen mod den nye fjende Sovjetkommunismen begyndte. Jerntæppet mellem Øst og Vest sænkedes sig over Europa - som Churchill erklærede i en tale i Fulton 5.3.46. Stalin var blevet en nødvendig allieret i kampen mod Hitler, men havde ikke reelle hensigter med på Jalta-konferencen i februar 1945 at få tildelt Østeuropa som naturlig geopolitisk interessesfære. Vestmagternes aftale med Stalin i 1945 kan sammenlignes med deres aftale med Hitler i München 1938: den var naiv. Kommunistiske kup i de østeuropæiske lande begyndte med Tjekkoslovakiet den 28.2.48. 23.6. fulgte den sovjetiske blokade af Vestberlin. Vestmagterne oprettede Atlantpagten, der undertegnedes 4.4.49. af Danmark blandt ialt 12 lande med USA, Storbritannien og Frankrig som de førende (senere udvidet og ændret til 'Nato'). Forbundsrepublikken Tyskland (oprettet 1949) kom med i 1955 - og svaret fra Moskva var oprettelsen af 'Warszawapagten'. Den hårde politiske og ideologiske deling af Europa fik først sin ende med 'Murens Fald' den 9.11.89. der bogstaveligt betød den forhadte Berlinmurs fald og betød fri udrejse for østtyskerne til Vesttyskland - med hvad deraf fulgte af sammenbrud af hele det sovjetiske lydstatssystem og til sidst også Sovjetunionens opløsning 8.12.91. Der er med andre ord nok at fejre for alle der har oplevet disse begivenheder og dybt i sindet fornemmet deres betydning. Det er imidlertid her spørgsmålet melder sig om relevansen. For tiden går. Folk bliver ældre med årene. Færre og færre kan huske de gamle begivenheder - og hvorfor skal de unge generationer så absolut trækkes med dem? 
Da undertegnede personligt tilhører en generation der har tydelige minder om både 9. april 1940 og 5. maj. 1945 og får begivenhederne frem i erindringen jævnligt og ikke blot fordi de pånødes gennem medieomtale, bør det retfærdigvis nævnes, at også jeg i skoletiden under 2. verdenskrig kunne trættes af de uafvendelige gentagelser af fortællingerne om Danmarkshistoriens dengang stærke minder fra krigene mod Tyskland i 1848 og 1864. Vi hørte dem gang på gang i både dansk- og historietimerne. Og vi fik vel også en slags forståelse for at især et nationalt nederlag som det i 1864 kan få meget store og langvarige virkninger, når resultatet bliver afståelse af store landområder. Afståelsen af Holsten var ikke det værste, men tabet af både Syd- og Nord-Slesvig helt op til Kongeåen var et forbryderisk overgreb mod folk der var danskere og forblev danskere. Forbrydelsen blev først gjort god igen med Genforeningen 1920, der udelukkende kom i stand som følge af det tyske kejserriges fald efter 1. verdenskrig 1918. Man kan af den ene eller anden grund - navnlig familierelationer - bevare interessen for Slesvigs og Sønderjyllands historie (undertegnede har et gammel rustent sværd hængende som min ægtefælles oldefar brugte i 1864). Men perspektivet forskød sig unægteligt med 2. verdenskrig. Dybbøldagen (18.4.1848 efter tyskernes storm på Dybbøl-befæstningen) blev fortsat mindet i mange år ved flagning og salg af Dybbølmærket. Dybbøl Mølle er blevet et nationalt symbol, og i 1992 blev det fortrinlige Historiecenter Dybbøl Banke etableret. Men det er af gode grunde ellers 2. verdenskrig der er i fokus. Men nu er så tiden kommet hvor vi må stille spørgsmålet: Hvorfor i al verden skal vi blive ved med at fejre den 9. april, når flere og flere vitterligt ikke forbinder nogetsomhelst med dagen? En rundspørge har således vist at det er under en fjerdel af de helt unge der overhovedet kan svare på hvad der skete den 9. april 1940. Så hvorfor ikke blot sløjfe dagen. Svaret er naturligvis, at sålænge der fortsat lever danskere der har oplevet dagen og i allerhøjeste grad forbinder noget væsentligt med den, så bør den markeres - ligesom 5. maj 45. Dagen er iøvrigt nært knyttet til den 16. april 1940, hvor den nuværende dronning blev født - og hendes fødsel kom rent faktisk til at blive en national opmuntring midt i tabet af friheden. Ja, monarkiet som sådant blev betydeligt styrket under besættelsen, takket været kong Christian X's ranke holdning. Monarkiets problematik vender vi tilbage til i en efterfølgende artikel, men her skal det slås fast, at sålænge dronning Margrethe lever, vil både 9. og 16. april 1940 blive mindet. Historiske mindedage fejres, fordi de betyder noget ikke blot for enkeltpersoner, men for folket. De er så at sige med til at konstituere folket - og når det overhovedet kan anfægtes at de skulle have særlig betydning, synes det i virkeligheden at være udtryk for anfægtelse af selve begreberne 'folk' og 'folkelighed'. Generelt kan det derfor spørges, hvorfor vi ikke lige så godt kan afskaffe historien og på ungdomsoprørernes vis lade hver generation starte på en frisk fra deres eget 'År Nul'? Skal man tro filosoffen Peter Kemp, så kan 1968-ungdomsoprørets filosofi kort og godt udtrykkes med seks ret enkle slogans: Alt er muligt; borgerskabets bevidsthed er falsk; politisk engagement kræver handling; fantasien skal til magten; vi skal tilbage til naturen; og paradiset skal laves her og nu. - Det følger næsten af sig selv, at alle gamle forestillinger, ideer, idealer, vaner, traditioner og historiske bindinger må være løgn og bedrag, og at ungdommen kun kommer videre ved at forkaste det altsammen som overtro og falsk bevidsthed. Alle der kan huske udviklingen efter 1968 vil imidlertid vide, at sådan gik det slet ikke og så nemt var det heller ikke. Meget blev ændret, også på centrale punkter, men andet stod fast - og besynderligt nok vendte 68'-generationens børn sig efterhånden mod deres forældre, da deres tid kom. Udviklingen forløber aldrig ad en lige vej, men svinger fra side til side. 68'erne begik just den fejl at se bort fra at historiens gang ikke er underlagt menneskets absolutte kontrol, men foregår i en højst ejendommelig blanding af kamp og vekslen mellem bevidste målsætninger og ubevidste forestillinger, der endda i sidste ende ikke kan forklares på rimelig vis som andet end kollektivt ubevidste. Og da alle mennesker uundgåeligt bliver ældre med årene, vil de som hovedregel også få større bevidsthed om at deres forældre og bedsteforældre ikke nødvendigvis er håbløse idioter og bagstræbere, men faktisk i mange tilfælde selv har været oprørske og formået derigennem at skabe en vis fornyelse - samtidigt med at de har fået større forståelse for såvel de historiske realiteter som den historiske træghed. Historiske mindedage er et enkelt led i den historiske bevidsthed, og denne er igen et helt nødvendigt led i den kulturelle, nationale og personlige forståelse for at udviklingen ikke er en konstruktion af den menneskelige bevidsthed (magthavernes eller elitens hjerner), men en langt mere kompleks historie, hvis motiver og årsager i sidste ende fortaber sig i det dunkle vi kalder det kollektivt ubevidste. Nogle frygter og fornægter dette skabende dyb; andre ser noget afgørende positivt og kreativt i det. Fornægtes kan det ikke. Jan Jernewicz Illustration af Bente Buck - jf. Kunstblade Henvisninger: Relevante artikler på Jernesalt: Polens nye Katyn-tragedie (12.4.10.) Det kollektivt ubevidste og dets fundamentale eksistensværdi Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt Humor og tragedie Jf også kapitel om Samfundet i med afsnit om: Etik og politik Nationalt og internationalt Klassesamfund og velfærdssamfund Demokrati og sekularisering Folk og elite Rubrikken: Replikker Forrige replik: Skal Udkants-Danmark blot afskrives? (8.4.10.) Artikler om Danmark Artikler om Samfund Artikler om Psykologi Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |