utils prefix normal
JERNESALT - ulighed
ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.9.05.
Uligheden i Danmark -
og uafklaringen i Venstre
Socialministeren rejser debat
Det delte Danmark
Komplementariteten mellem friheden og ligheden
Venstres manglende afklaring
Henvisninger
Socialministeren rejser debat
Der er ingen tvivl om at der hersker social og økonomisk ulighed i såvel Danmark som hele den øvrige verden. Der er heller ikke større tvivl om at uligheden øges inden for de fleste lande og imellem landene indbyrdes i takt med den økonomiske vækst.
Spørgsmålet er alene om det gør noget.
Socialminister Eva Kjer Hansen (V) har her vakt en del furore ved til Jyllands-Posten 18.9. at erklære at hun ikke ser ulighed som noget problem i sig selv, for den er en følge af en ønskelig dynamik. Ordret siger hun: "Lad de rige blive rigere, så det kan skabe dynamik og komme hele samfundet til gode. Min socialpolitik handler om at folk der kan og vil, skal tjene gode penge, for det kan skabe arbejdspladser og skatteindtægter. Hvis det betyder at skellet bliver større, gør det ikke noget."
Tilsvarende har skatteminister Kristian Jensen for et stykke tid siden sagt til Weekendavisen at "vi må gøre op med det dogme at øget ulighed nødvendigvis er et problem."
Selvsagt bakkes synspunktet op af den liberale tænketank Cepos, hvis cheføkonom 21.9. til Politiken siger at problemet er at ulighed er blevet et tabu, og at debatten er kørt fuldstændigt af sporet, for man ser bort fra pointen: at bedre økonomi - herunder nedsættelse af marginalskatten og fjernelse af formueskatten samt stigende aktie- og huspriser - gavner alle selvom den også øger uligheden.
Det er og bliver en liberalistisk tankegang, som ikke alene socialdemokraterne og SF må tage afstand fra, men også den konservative Tom Behnke og Dansk Folkepartis formand Pia Kjærsgaard. Sidstnævnte efterlyser et socialt bankende hjerte hos socialministeren. Kjærsgaard mener ifølge Berlingske Tidende 20.9. at en socialminister skal stå vagt om de svage i samfundet og komme med initiativer der udjævner stigende uligheder. Og hun forlangte at statsministeren kommer ud af busken og sætter sin minister på plads.
Og det gjorde Anders Fogh Rasmussen så samme dag ved at pointere, at det ikke er et mål for regeringen at skabe større ulighed i samfundet, for det skaber ikke mere dynamik. Målet er det dobbelte at det skal kunne betale sig at arbejde, og at de svageste i samfundet har det godt.
Fuldstændig klarhed skabte statsministeren nu ikke, for Eva Kjer Hansen kunne bagefter gå ud og sige, at hun og statsministeren var enige. Og til TV2-brunch 21.9. kunne hun nok en gang slå til lyd for sit hovedsynspunkt: Det drejer sig om at gøre lagkagen større, for så bliver der mere til deling!
Et meget naivt synspunkt må man sige, men når det kommer fra en socialminister må man kalde det utilladeligt naivt. Og det er fuldstændigt ubrugeligt til at angribe det sociale hovedproblem som statsministeren ellers ikke lagde skjul på: at bevare sammenhængen i samfundet. Han veg tilbage for at sige det ligeud, men det der burde siges lyder, at der simpelthen må være grænser for uligheden, hvis samfundet fortsat skal hænge sammen.
Når Venstre-folk udtrykker sig uklart om sagen - og nogle endda kritiserer deres leders milde irettesættelse af socialministeren med flosker som 'Vi vil gøre op med ligemageriet', så viser det en meget stor mangel på afklaring af partiets grundlæggende principper. Statsministeren burde derfor benytte lejligheden til at skære igennem og forklare grundigt og omhyggeligt, hvad Venstre mener om uligheden i samfundet set i forhold til det overordnede princip om frihed.
For kendsgerningen er ikke blot at der eksisterer ulighed i samfundet i vort rige og velfungerende danske velfærdssamfund. Den vil heller aldrig blive afskaffet, og den er derfor ikke isoleret set nødvendigvis et problem. Men den bliver et problem i samme øjeblik det må konstateres, at uligheden på visse områder er blevet så stor at den truer sammenhængen. Og dette er hvad der sker når uligheden fører til en økonomisk, social, moralsk og kulturel marginalisering af dele af befolkningen som det er så godt som umuligt at bryde.
Derfor var det en rigtig dårlig taktik af socialministeren at fremture i sine udmeldinger og så at sige bagatellisere statsministerens korrigering. Hun har da også onsdag middag udsendt en kortfattet pressemeddelelse, hvori hun trækker sine oprindelige udtalelser tilbage, fordi de har rejst tvivl om regeringens politik. Efter sigende skal hun være stillet over for valget mellem at udsende denne tilbagekaldelse eller at gå af som minister. Men når Jyllands-Posten, der lagde spalteplads til rådighed for ministerens luftning af sine liberalistiske grundtanker, i dag torsdag i sin leder postulerer, at statsministeren inderst inde er enig med Eva Kjer Hansen, så driver man spøgen lige lovligt vidt. For det første er det urigtigt, for det andet viser det at redaktøren nægter at acceptere, at Anders Fogh Rasmussen for længst har skippet de gamle rendyrkede liberalistiske synspunkter han plæderede for i 'Minimalstaten'. For det tredje afspejler det mange liberale menneskers store frustration over at Venstre er slået ind på en anden - eller rettere tredje - vej: vejen mellem socialismen og liberalismen.
Socialministeren kan ikke tillade sig som medlem af VK-regeringen at så tvivl herom. Men når hun nu har fået rejst debatten, må det til gengæld være et krav til statsministeren at han ikke blot sætter sin minister på plads, men sætter tingene og ideerne på plads, så Venstres egne regeringsmedlemmer og tillidsfolk såvel som landets avisredaktører og kommentatorer samt almindelige vælgere kommer på det rene med hvad Det liberale Venstre egentlig mener om lighed og frihed.
Det delte Danmark
Journalisten Lars Olsen har fornylig udgivet debatbogen 'Det delte Danmark', hvor han hævder at netop det danske samfunds sammenhængskraft for øjeblikket er under voldsomt pres, fordi der både i toppen og i bunden af samfundet er opstået ghettoer. I bunden er der opstået destruktive subkulturer, og i toppen forskanser de velbjærgede sig i deres egne enklaver. Og i midten har vi den store, brede middelklasse der har sit på det tørre, sørger omsorgsfuldt for deres egne børn, og som alle partier der vil til magten appellerer til. Disse gode borgere mener det så godt, har de korrekte meninger om indvandrere og andre sociale tilfælde, ja stempler i vid udstrækning liberalisterne som kynikere, men i praksis ser de mest på egne interesser.
Lars Olsen, der har boet i mange år på Nørrebro og derfor har de store sociale problemer på nært hold, er ikke i tvivl om, at kerneproblemet er ghettodannelserne fordi disse bevirker to ting der undergraver sammenhængen i samfundet: en koncentration af socialt svagt stillede mennesker, herunder mange indvandrere, i særlige byområder og en samtidig koncentration af disse svagst stillede menneskers børn i lokale skoler der får overvægt af to-sprogede børn og børn der har andre handicap. Det sidste punkt er i de fleste tilfælde en følge af det første, men bliver ekstra uheldigt, fordi den danske folkeskole dermed mister lige præcis den force der har gjort den til en central sammenhængsgivende faktor i det danske samfund i mere end halvandethundrede år, nemlig at være socialt integrerende i kraft af at den enkelte lokale skole rummer alle sociale lag og helt af sig selv lærer alle elever at omgås, acceptere og i bedste fald respektere kammerater fra andre lag og kulturer.
Men virkeligheden i den danske folkeskole er i dag den modsatte, nemlig at de socialt svage børn - og navnlig flertallet af indvandrerbørn - koncentreres på nogle få skoler i så høj grad, at middelklassen i de samme skoledistrikter flytter deres børn over i privatskoler for at give dem optimale udviklingsmuligheder. Niveauet daler følgeligt yderligere i skoler med mange tosprogede og får endnu flere danske forældre til at fravælge dem som folkeskole. Det er kort sagt den onde cirkel uden ende. Resultatet er flere og flere tabere, socialt svagt stillede børn fra indvandrerfamilier eller andre svage familier der ikke får tilstrækkelig, endsige optimal udvikling af deres sprogfærdigheder eller almindelige sociale kompetence. Den sociale arv bestemmer negativt deres fremtid.
Lars Olsen har selvfølgeligt et konstruktivt bud på hvad der er at gøre for at rette op på denne ulykkelige udvikling. Folkeskolen skal igen gøres til en socialt integrerende faktor i samfundet og blive bedre til at bryde den negative sociale arv og sikre svage elever et ordentligt fundament. Det kræver stop for opdeling i 'velhaverskoler' og 'ghettoskoler'. Dernæst skal integrationen gøres til en borgeropgave i stedet for en offentlig opgave således at nydanskerne kommer ud i gammeldanskernes skoler og boligområder. Dette kræver en ny by- og boligpolitik, der gør den almene boligsektor til en bred sektor der også kan tiltrække de ressourcestærke. Og endelig skal middelklassen høre op med at forskanse sig i egne boligområder og skoler. Det gør den ikke frivilligt, så det kommunale selvstyre skal slagtes, så kommunerne forpligtes til at blande boliger og skoler socialt.
Alt sammen lyder det godt - og er hørt før. Men det er ren og skær utopi. Man kan ikke - ud fra helt almindelig menneskepsykologi - fortænke nogen middelklassedansker i at søge hen til boligkvarterer uden større sociale problemer eller sætte deres børn i skoler med overvægt af dansktalende og fuldtintegrerede elever. Man har ansvar for sit eget og sine egne - og ikke for utopiske forestillinger om at alle er eller skal være lige. Man kunne selvfølgelig ønske sig en større åbenhed over for indvandrere og andre ikke-integrerede eller direkte udstødte mennesker, men hverken forlange det eller tvinge det igennem. En netop offentliggjort undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet har afsløret at de fleste danskere ikke er specielt interesseret i at have kontakt med indvandrere. Og det er ganske selvfølgeligt. For det er meget godt med alle de velmenende forestillinger om at man kan lære af hinanden, men når det kommer til praksis så er der i de fleste tilfælde uoverstigelige afstande helt nede på samværsplanet mellem dem der er hjemme i dansk sprog, kultur og mentalitet og dem der ikke er det. Sproget er afgørende, men allerede kønsopdelingen sætter et markant skel.
Men det mest utopiske i Lars Olsens forslag er naturligvis at det kræver det kommunale selvstyre sat ud af kraft til fordel for en centralistisk by-, bolig- og skolepolitik. Det betyder ikke at der ikke kan hentes ideer på det praktiske plan hos Olsen, men at disse ideer jo allerede praktiseres mange steder i landet, hvor man på lokalt plan har taget problemerne alvorligt og sat sig for at gøre noget ved dem. Når problemerne er størst i Odense, Århus og København skyldes det naturligvis at disse byer har fået hovedparten af indvandrerproblemerne, skønt de havde sociale problemer nok i forvejen. Problemerne i dag skyldes jo ikke manglende vilje til at forsøge at løse dem, men at de har fået lov at hobe sig op gennem 30-40 års forfejlet og mangelfulde indvandrerpolitik, hvor navnlig de oprindelige familiesammenføringsregler har været katastrofale, fordi de har medført overtal blandt indvandrerne af næsten håbløse sociale tilfælde.
Men Lars Olsens påpegning af problemet er ikke destomindre vigtig. Det er ikke noget nyt at Danmark er et opdelt land. Det har det altid været. Det vil det altid forblive. For der er nu engang forskel på folks indstillinger og evner til at klare sig i tilværelsen. Men en social lagdeling er ikke i sig selv ødelæggende for sammenhængen i et samfund, for denne sammenhæng beror på andre ting end ligheden (bortset fra den lighed der hedder lige ret for alle og som er en formel ting). Først og fremmest er den af sproglig, mental, identitetsmæssig og dermed historisk art. Fremmede mennesker der kommer til landet vil forblive fremmede, hvis de ikke lærer sproget, normerne og historien, men bevidst sætter sig uden for fællesskabet, dyrker oprindelseslandets kultur og i værste fald ligefrem afskyr normerne i deres nye land. Indvandrere der vil integrere sig selv og deres børn, gør klogest i at lære sproget, få uddannelse og arbejde og efterhånden glide ind i fællesskabet. Det kræver ikke nødvendigvis at folkeskolen skal laves om af hensyn til de tosprogede og privatskoler afskaffes. For jødernes Carolineskole, der netop har haft jubilæum, er en fin dokumentation for at det er muligt for en minoritet at integrere deres børn i det danske fællesskab uden at sætte egne religiøse normer og mønstre eller historiske og religiøse erfaring over styr.
Folkeskolen skal naturligvis se det som sin opgave at integrere indvandrerbørnene i det danske fællesskab. Det kræver særlige ressourcer, men det kræver også en indstilling fra lærer- og ledelsesside der ikke lefler for kulturromantiske forestillinger om parallelkulturer, men fastholder dansk kultur som fælleskulturen.
Tilbage af Lars Olsens påpegninger står dog det faktum, at der uden at nogen har villet det er skabt en destruktiv subkultur af indvandrerbørn, som stort set må afskrives som ikke-integrerbar. Den vil formentlig i flere årtier forblive en udfordring for såvel de sociale myndigheder som for politi og kriminalforsorg. Det er ulykkeligt, men også uløseligt. Det gør det selvsagt til en vigtig opgave at gøre hvad der gøres kan for at forebygge tilgangen til denne subkultur. Den er udtryk for en ulighed i samfundet som er en vedvarende trussel mod vores fælles velfærdssamfund. Men hele det danske samfund skal ikke indrettes på denne specifikke delopgave. Det er derimod en del af viljen til at drage omsorg for sammenhængen i det danske samfund, at opgaven fastholdes i socialpolitikken.
Komplementariteten mellem friheden og ligheden
'Frihed, lighed, broderskab' - det gamle slogan fra den franske revolution - står for mange som udtryk for en ideel treklang i samfundslivet. Men det bør betænkes, at den såkaldte 'Velfærdskomité' med Danton og Robespierre i spidsen allerede i 1793 gjorde den ændring af devisen som blev grundlaget for 'Rædselsherredømmet' og den revolutionære terror: 'Frihed, lighed, broderskab - eller døden'. Værsgo, den der ikke er enige med os, bliver guillotineret!
Men idealiteten ligger naturligvis i at frihed og lighed trods deres positive sider er hinandens modsætninger i et sådant omfang, at det kræver vilje til afbalanceret pragmatik at holde dem i skak, og det vil igen sige en grundliggende følelse af fælles ansvar for helheden - eller 'broderskabet'. Og selvom ordet broderskab i disse ligestillingstider lyder lidt gammeldags, kloster- eller logeagtigt, så gælder trods alt stadigt, at det ægte demokrati er kendetegnet af at frihedens og lighedens udøvelse ikke går over den streg der ville ødelægge fællesskabet.
Friheden vil ikke blot sige retten til at tænke, tro og tale frit, men også retten til at eje og værne om ejendommen. Den indebærer altid retten til at tage initiativer og sætte i værk - og er dermed ensbetydende med dynamikken i samfundsudviklingen. Uden friheden ingen dynamik overhovedet. Hvad dynamikken mere specifik vil indebære af motivation hos den enkelte initiativtagende er dermed ikke afgørende. Det kan være pengene, æren, kreativiteten, lysten eller magten. Det afgørende er udfoldelsen - og virkningerne. Der skabes arbejde, virksomheder, forskning, kunst, politik, dvs sociale, kulturelle og politiske strukturer. Med andre ord social stratifikation eller - ulighed.
Uligheden er en simpel følgevirkning af friheden. Men det er friheden der er drivkraften og ikke uligheden. Men da uligheden kan gå hen at blive et socialt eller kulturelt problem og skabe øgede sociale eller etniske og religiøse spændinger i et samfund, ja i værste fald ende i deciderede klassekampe og religionskrige, så er det naturligvis blevet en del af den demokratiske selvforståelse, at det civile samfund skal holde spændingerne og ulighederne inden for de rimelighedens grænser der forebygger destruktiv adfærd.
Modsætningsforholdet mellem friheden og ligheden har dog også tidligt givet næring til naive forestillinger om at det var nødvendigt eller formålstjenligt at vælge mellem de to ting. Frihedens forkæmpere har troet på den absolutte frihed som eneste vej til den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker. Overklassen gjorde liberalismen til en ideologi der efterhånden udartede og med evolutionslæren ligefrem blev synonym med ideen om de bedst egnedes overlevelse (den vulgære socialdarwinisme som Darwin ikke har skylden for).
Modsat gjorde lighedens forkæmpere ideen om lighed til drivkraften for et retfærdigt samfund, hvor goderne var ligeligt fordelt, friheden og ejendomsretten under kontrol og statsmagten gjort til en afgørende instans for al fordeling. Socialismen i såvel rabiat revolutionær form (kommunismen, bolsjevismen, maoismen) som i moderat reformistisk form (socialdemokratismen) er opstået ud fra disse grundtanker, og havde oprindeligt afskaffelsen af kapitalismen på dagsordenen, men blev med den økonomiske og uddannelsesmæssige vækst efterhånden afløst for forståelsen af den kontrollerede kapitalisme som forudsætning for det ønskede velfærdssamfund. Friheden kunne trods alt ikke undværes.
Socialismen afslørede sig navnlig i 1900-tallet som en håbløs samfundsideologi, fordi den hvor den blev praktiseret endte med en planøkonomi og åndsundertrykkelse der var ensbetydende med stagnation. Liberalismen afslørede sig allerede i slutningen af 1800-tallet som en ligeså håbløs ideologi, fordi den medførte en social ulighed der skabte stigende social uro. Begge ismer har altså for længst afsløret sig som grundlæggende uholdbare som basis for ideelle samfund. Men dette betyder selvfølgelig ikke, at de ikke fortsat i sig rummer forestillinger der er vigtige for meningsdannelsen og samfundsdebatten. Socialismen vil til alle tider pege på ideen om social retfærdighed og navnlig tryghed som vigtig for et demokratisk samfund, mens liberalismen tilsvarende vil fastholde frihedens nødvendighed for al kreativitet og dynamik.
Tilsyneladende er modsætningerne uforenelige. Men dette gælder kun for den snævre logiske betragtning der tænker i enten-eller-baner. Modsætningerne er ganske vist uforenelige i den betydning at de ikke kan bringes til at gå op i en højere logisk enhed, en egentlig syntese, af den simple grund at de til syvende og sidst er bestemt af psykologiske indstillinger.
Socialisterne prioriterer ligheden og trygheden over friheden og dynamikken, mens liberalisterne gør det modsatte.
Vejen ud af dette logiske dilemma hedder komplementariteten. Det er muligt at betragte friheden og ligheden (trygheden) som komplementære fænomener, der aldrig kan bringes på fælles kompatibilitetsformel, men de kan til gengæld bibeholdes som forskellige, hver for sig nyttige og nødvendige betragtningsmåder der aldrig ophæver modsætningerne, men tværtimod sikrer deres spænding og dermed dynamik.
Det er socialisternes grundfejl at de har så svært ved at acceptere friheden fordi de drømmer om lighed og tryghed, og det er liberalisternes grundfejl at de drømmer om at alle begrænsninger af friheden vil bortfalde, så initiativet kan få fulde udfoldelsesmuligheder uanset følgerne for fællesskabet eller de svage.
Venstres manglende afklaring
Det er karakteristisk for de moderne velfærdssamfund i Europa, at den politiske kamp foregår på midten af det politiske spektrum, fordi den gamle klassekamp er afløst af gode og store udviklingsmuligheder for det brede flertal, dvs den store middelklasse af veluddannede, velintegrerede og velfungerende borgere. Alle partier, bortset fra det 'yderste venstre' og det 'yderste højre' (de dogmatisk revolutionære og de dogmatisk konservative), appellerer til midtervælgerne. Socialdemokratiet er rykket til højre, markant og bevidst i Storbritannien med Tony Blairs 'Tredje vej', mens Venstre med Anders Fogh Rasmussen i spidsen er rykket den modsatte vej med en klar og umisforståelig opgivelse af gammelliberalistiske tanker om en minimalstat. Men forskelle er der dog stadig. Socialdemokraterne herhjemme under Helle Thorning Schmidt og i Norge under Jens Stoltenberg ønsker på forskellig vis at fastholde deres traditionelle værdisæt fra arbejderbevægelsens dage - 'den røde tråd' - og Venstre regner sig stadigt for et liberalt parti der lægger vægt på 'det frie valg' på så mange områder som muligt.
Socialdemokraterne har været igennem flere års formandskrise og har ikke progammæsigt fundet sine egne ben igen efter valgnederlaget i 2001. Man er tilsyneladende havnet i valget mellem tradition og populisme - uden at kunne bidrage med tilbundsgående, ajourførte og fremtidsorienterede samfundsanalyser.
Venstre har fået lagt en sikker kurs af Anders Fogh Rasmussen. Og der bliver med ham som partileder og statsminister ingen slinger i valsen. Sidste år satte han eftertrykkeligt den liberale kreds omkring Søren Pind på plads. Debat om principper er velkommen, men et nyt partiprogram kommer først efteråret 2006. Men også i dette parti kan man konstatere en mangel på idémæssig afklaring, hvad hele debatten om socialministerens uheldige udtalelser umiskendeligt har afsløret.
Nok siger Anders Fogh Rasmussen at det ikke er ulighed der skaber dynamik i samfundet, og at målet for regeringen ikke er at skabe ulighed. Men da ingen politiker og intet parti kunne finde på at gør ulighed til sit mål - det har heller ikke Eva Kjer Hansen gjort - så mangler vi fortsat det helt centrale, at få en ordentlig forklaring på, hvordan statsministeren dybest set sammentænker begreberne frihed og lighed.
Statsministeren har taget konsekvensen af at den ensidige appel til liberalistisk tankegang ikke førte til regeringsmagten i 1998, men at den tredje vej mellem liberalisme og socialisme tværtimod har vist sig gavnlig i henseende til at bringe det moderne velfærdssamfund ud over den nytteløse og opslidende klassekamp. Målet for Venstre under Fogh Rasmussen er altså ikke at lade liberalismen vinde som ideologi, men at bringe velfærdssamfundet videre til gavn for flest mulige.
Det ligger naturligvis i kortene, at friheden under ingen omstændigheder skal forrådes. Den skal fortsat være prioriteret over ligheden og trygheden, fordi det er den der sikrer dynamikken og væksten og dermed grundlaget for trygheden. En undsigelse af lighedstanken ville derfor være lige så forkert og uheldig som en undsigelse af frihedstanken. Men en forståelse af den principielle modsætning mellem friheden og ligheden (trygheden) gives der ikke udtryk for. Man kan måske ane en eller anden underliggende accept af de to begrebers komplementaritet, men accepten kommer ikke til klart udtryk. Og det er beklageligt, for så vidt dette ellers ville være den eneste mulighed for én gang for alle at få de dogmatiske liberalister til at forstå at tiden er løbet fra deres gamle tanker, både erkendelsesmæssigt og praktisk-politisk.
Statministeren kunne passende benytte lejligheden til at bruge åbningen af det nye folketingsår til at røbe det principielle synspunkt om begreberne. Det ville være en udmærket optakt til det kommende års debat om velfærdskommissionens rapport og vel også til partiets interne debat om et nyt principprogram.
Henvisninger:
Klar besked fra Fogh Rasmussen om Venstres fremtidsvisioner (30.11.05.)
- men endnu ikke tidssvarende afklaring af den grundliggende filosofi
Komplementaritetssynspunktet er alternativet til såvel den absolutte dualisme som den absolutte determinisme. Det gør mennesket frit, for så vidt det bryder 'forstandens forhekselse' af dual-tænkning og årsagsloven, og dermed dualismens og determinismens tvangspræg, og således muliggør accept af tilværelsens usikkerhed, uberegnelighed og mangetydighed.
(jf. Aksiomer)
Komplementaritetssynspunktet generelt
Kvantemekanikkens erkendelsesteoretiske erfaring
Niels Bohrs Filosofi
Individ og samfund som komplementære fænomener
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener
Øvrige henvisninger
Hvad skal vi med tænketanks-tanker fra Cepos? (17.3.05.)
Politiske parametre (6.2.05.)
Fogh og liberalisterne (4.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner (30.11.04.)
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
|
|