ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.12.04.

Den rene kanonitis?

af Jens Vrængmose

Kulturminister Brian Mikkelsen har netop søsat sin idé om en bred kultur-kanon som en slags supplement til den litterære kanon for folkeskolen og gymnasiet. Og den har allerede medført hvad der synes at være hovedmotivet til lanceringen, nemlig endeløse kommentarer i alle medier. Heldigvis er de ikke alle lige kedelige. Nogle er faktisk opmuntrende spydige.

Allerede på søsættelsesdagen blev ministeren konfronteret med statsministerens gamle frontalangreb på smagsdommerne i landet og spurgt om den påtænkte kultur-kanon ikke netop var udtryk for selvmodsigende smagsdommeri. Men, nej, det han ønskede var en debat om vores kulturarv. De udvalg der i løbet af foråret 2005 skulle komme med deres anbefalinger om en kanon på 12 værker inden for kulturområderne billedkunst, arkitektur, design, musik, scenekunst, film og litteratur ville kunne modsiges. Det vigtigste for ministeren var debatten. Det var jo ikke engang sikkert, at han selv ville dele anbefalingerne.

Han forbigik det forhold, at udvalgsarbejdet skal ende med en samlet udgivelse af indstillingerne i én bog med tilhørende cd og dvd. Den kan man så mene om hvad man vil, men vel ikke se totalt bort fra som særlig autoritativ anbefaling fra højeste eller næsthøjeste sted, medmindre udgivelsen omgående lider samme skæbne som mange videnskabelige rapporter og ekspertudtalelser og bliver gemt behørigt væk i skufferne hurtigst muligt. Vi risikerer i hvert fald at få noget der grangiveligt ligner smagsdommeri: Her finder I de værker, vi udvalgte kulturpersonligheder anser for de bedste. I kan mene noget andet, eftersom vi lever i et demokrati, men ved at afvise vore valg dømmer I jer selv ude fra det pæne selskab.

Naturligvis ville hverken ministeren eller nogle af de kulturpersonligheder han udvælger vove at ytre sig på denne måde. Det er heller ikke sikkert at de overhovedet tænker sådan. De er sikkert allesammen velmenende, ja måske ovenikøbet sande og ydmyge tjenere for folket. Men det hele lugter af gammeldags konservativ, delvis elitær tankegang.

Og ideen tager slet ikke højde for selve denne hovedindvending der automatisk melder sig hos enhver der hørte statsministerens første nytårstale - og troede der var mening i den. Det forlyder da også, at kulturministerens udspil er kommet bag på såvel regeringens top som Venstre.

Dansk er de fleste danske statsborgeres modersmål. Det bruges derfor af disse mange mennesker til al tale, dvs såvel ydre kommunikation som indre dialog, om eksistentielle anliggender. Det er derfor ubetinget en meget stor fordel at beherske dette sprog, og omvendt et meget stort minus i eksistensen at have et unuanceret, stereotypt sprog af den art der for eksempel for øjeblikket er på mode blandt de unge som rappersprog, mere eller mindre sexistisk og vulgært slang.

En bred kulturkanon på 7 gange 12 værker vil ikke indgå i nogen skolemæssig, faglig sammenhæng som andet end værker lærerne kan tage op, hvis de har lyst og det tilfældigvis passer ind i deres projekter.

Men kan man forstå kulturen uden at forstå hvordan sporten fungerer, for den er jo ikke blot motion og fysisk leg på den ene side og hård, kommercialiseret konkurrenceidræt på den anden side. Den er også folkelig og festlig som samling og kult. Et helt undervurderet aspekt af sagen.

Og kan man forstå et lands kultur uden at kende madkulturen? Denne er jo ikke blot 'nationalretter' eller 'egnsretter' som måske er ved at være en saga blot på grund af udbredelsen af fastfood. Her går der vitterligt noget tabt, fordi tilknytningen til den basale produktionen fra jorden går tabt. Og her går også bunker af nuancer tabt. Men der sker også en indskrænkning i kulturen omkring bordets fællesskab.

Stadig ser det ud til at være sådan, at det er ved måltiderne familien samles, og det er vigtigt for stressede børnefamilier at prøve at holde dette fællesskab i hævd. Men tiden var måske inde til at ophøje problematikken til en mærkesag for kulturministeriet.

Et helt specielt problem med hensyn til madkulturen i Danmark og alle ikke-muslimske lande er naturligvis den rolle svinekød, øl og spiritus har. Det er heldigvis utænkeligt, at det skulle blive stillet som betingelse for integration i Danmark, at man lærer at spise flæskesteg og drikke øl og snaps med eller uden velbehag.

Men det er ikke til at komme uden om, at muslimer (og jøder) uundgåeligt sætter sig selv uden for fællesskabet, når de er nødt til altid at fastholde deres spise-restriktioner. De kan end ikke deltage i en normal dansk julefrokost - uden på en eller anden måde at komme til at føle sig som outsidere! Det er ikke mere end fjorten dage siden undertegnede selv ved en julefrokost sad ved siden af en muslim der holdt sig til dansk vand og måtte lade to af tre retter passere.

Og nu humoren. Kan man virkelig lære et lands kultur og sprog uden at tilegne sig fortrolighed med det pågældende lands og sprogs humor? Nej, det er faktisk umuligt, og derfor er det et udmærket kriterium for ens sprogkundskaber, om man er i stand til at fange humoren i det fremmedsprog man prøver at lære.

Dansk humor er forskellig fra andre landes humor. Den har meget til fælles med engelsk humor og dennes specielle 'understatement'. Men den er meget forskellig fra norsk, svensk og tysk. Dette betyder ikke, at nordmænd, svenskere og tyskere eller andre savner humor, men at denne ofte ytrer sig markant anderledes. Bevares, visse stereotype fordomme spiller ind, så vi fx ofte, helt uretfærdigt tillægger tysk humor en grov karakter, som den kan have, men fx slet ikke har hos Thomas Mann, Heinrich Böll eller Günther Grass.

Men enhver der vil lære dansk og dansk kultur, må prøve at lære at forstå ikke blot moderne dansk revykunst eller satiriske tv-programmer, men også den mere stilfærdige slags som udfoldes i bøger og tegninger. Eksemplerne er legio, men Storm P. og Bo Bojesen er slet ikke til at komme udenom. Klaus Albrectsen efter min mening heller ikke. Og går man lidt tilbage, må både Alfred Schmidt og Fritz Jürgensen nævnes. Men man kan jo altid begynde med Blæksprutten og Svikmøllen.

En fjerde ting bør tages med, nemlig det danske landskab. Der findes endnu provinsboere, i hvert fald jyder, der aldrig har sat deres ben i København. Men der findes tusind gange flere københavnere der aldrig har sat deres ben i Jylland, mange end ikke vest for Roskilde. Men allerede litteraturen afspejler stor fortrolighed med landskaber over det ganske land. Det samme gør naturligvis malerkunsten og mad-kulturen.

Selvom dannelsesbegrebet er lidt forkætret, tør jeg roligt påstå, at det hører med til dansk dannelse at have rejst rundt i landet på en sådan måde, at man er blevet fortrolig med hvor forskelligt landskabet er i de forskellige dele af riget.

De fleste har sikkert oplevet inspirerende lærere der udover at formidle den faglige kompetence de er sat til at formidle gør noget ekstra, og vel at mærke ikke gør dette af pligt eller hensynsfuldhed, men fordi de selv er optaget af et emne. Sådanne lærere er guld værd for en elev, en skole og et samfund. De vil måske i det enkelte tilfælde kunne gøre brug af den generelle kanon, men det er andet der driver dem. Og det stimuleres næppe af kanoniseringen.

Den subjektive vinkel kommer frem når enkelte kulturpersonligheder fremsætter deres mening om hvilke værker inden for en bestemt gren af kulturen eller inden for den nationale kultur som helhed folk i almindelighed bør skaffe sig kendskab til, og en sådan uautoriseret 'kanon' kan være udmærket som kriterium for om man selv har sprunget noget væsentligt over.

Et eksempel på en sådan udmærket subjektivitet var dagbladet Politikens store serie om dansk kultur for nogle år siden. Her fik forskellige mennesker mulighed for at udvælge ti forskellige værker, et for hver gren, de fandt særligt vigtige og som de så beskrev og illustrerede over to hele sider. Et andet eksempel er den film-kanon som filmmagasinet Ekko kom med i sit jubilæumsnummer for nylig. Den vender jeg tilbage til i en særskilt artikel. (Hvorfor nu en filmkanon?   - 15.12.04.)

Et tredje eksempel er Jernesalts lille bud: Danmark ifølge Jan Jernewicz.

Der er ingen modsætning mellem bevidstheden om og rodfæstetheden i dansk kultur og så det internationale udsyn. De bør tværtimod ses som komplementære størrelser. Men verden er blevet større med årene, selvom det undertiden påstås at den takket være internettet er blevet mindre. For kontakt- og kommunikationsmulighederne er blevet mange gange større.

Dansk kultur er derfor også at forstå udvekslingen eller samspillet og modspillet med andre kulturer, herunder at forstå at det nationale ikke behøver at blive svækket ved mødet med den anderledeshed der findes uden for grænserne - eller gennem integrationen af indvandrere også inden for grænserne.

Anbefalingerne fra kanonudvalgene vil heldigvis ikke gøre skade. Om de overhovedet gavner må vi vente at se. Men i hvert fald tør det siges, at det er andre ting der trænger sig på.

Da valget nærmer sig, og da det sandsynlige udfald bliver at VK-regeringen kan fortsætte under Anders Fogh Rasmussens ledelse, så bør det siges ligeud, at hvis kulturen og værdidebatten skal opprioriteres, så vil det ligge lige for at finde en ny kulturminister - samt en ny undervisningsminister og en ny kirkeminister. Ikke fordi Brian Mikkelsen, Ulla Tørnæs og Tove Fergo ikke kan klare deres opgaver - de behøver ikke nødvendigvis træde helt ud af regeringen, for de kan sikkert gøre fyldest på andre poster - men fordi de tænker for snævert. De to første tænker for juridisk, den sidstnævnte for teologisk.

Hvis vi tænker ud over førstkommende valg, kunne det komme til at afgøre de kommende fire års kultur- og værdidebat, om vi får en undervisningsminister der tænker i højskolebaner og en kultusminister der får samlet alt religiøst og alment kulturelt fællesskab og kult under ét og givet dette et tiltrængt pust af fri ånd.

Den konkrete idé om en kultur-kanon ligner desværre et udslag af kanonitis med henblik på at gøre sig bemærket som opfindsom minister. Den forekommer at være i direkte modstrid med statsministerens opfattelse af smagsdommeriet. Og den er alt andet end visionær.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Kulturministerens drabelige kamp mod vejrmøller  (27.8.03.)
om den konservative kulturkamp mod spøgelserne på venstrefløjen.

Dannelsens hemmelighed og udfordring  (20.9.04.)

Er der brug for en litterær kanon?  (30.9.04.)

Danmark ifølge Jan Jernewicz.

Om humor, se:

Robert Storm Petersen
om den mangesidige og højt skattede tegner, maler, forfatter og livsfilosof.

Livstegn fra Klaus Albrectsen
om den venstreorienterede bladtegners liv og tegninger

samt kort karakteristik af Bo Bojesen

Humor og tragedie  (om Vilh. Grønbechs 'Livet er et fund')

Se iøvrigt artiklen om

Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger  (3.12.04.)
med tanker om fremtidens politik

samt Det eksistentielle værdimanifest
med særskilte afsnit om kunst, musik og religion

Andre udgydelser af Jens Vrængmose: Klik