utils prefix normal JERNESALT - japan01

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.3.11.

Japans tredobbelte katastrofe

Japan er ikke uvant med jordskælv, men fredag den 11. marts kl. 14.46 lokal tid ramtes landet af et skælv med epicenter 178 km fra østkysten omkring Sendai og Fukushima og med en styrke på 8,9 eller 9,0 på Richterskalaen samt mange efterskælv. Jordskælv i den størrelsesorden giver betydelige skader på selv jordskælvssikrede konstruktioner og medførte faktisk store rystelser selv i hovedstaden Tokio (på videooptagelser sås højhusene svaje). Men det værste var at jordskælvet medførte en tzunami på 8-14 meters højde der med rasende fart væltede ind mod kysten og lagde hele byer eller bydele langs kysten i ruiner og gjorde tusindvis af beboere til hjælpeløse ofre.

Ramt af de høje bølger blev også atomkraftværkerne ved Fukushima, og resultatet her blev bygningsbeskadigelser der medførte eksplosioner og dermed også skader på selve reaktorerne. Samtidig blev al strøm afbrudt i hele området - og de vitale køleanlæg ved reaktorerne gik i stå. De ansatte gjorde hvad de kunne for at forhindre nedkøling af reaktorerne - bl.a. ved at lukke havvand ind og senere sprøjte det ind med vandkanoner, men de kunne ikke forhindre flere eksplosioner eller udslip af radioktivitet. De måtte endda i perioder forlade værkerne på grund af for stor radioaktivitet. Og problemerne er endnu langt fra løst i skrivende stund 11 dage efter.

Alle indbyggere i 30 km radius fra kraftværkerne måtte evakueres - og da tusinder af mennesker var blevet hjemløse ved selve tsunamiens ødelæggelser, medførte evakueringerne alt i alt at flere hundredetusinder havnede inde i højlandet hvor der hverken var el, vand eller intakte veje. Men tværtimod vinter og kulde. Da der stadig kom eksplosioner i kraftværkerne, steg befolkningens nervøsitet. De ellers ret autoritetstro japanere stolede ikke på oplysningerne fra myndighederne. Det moderne, veldisciplinerede og stolte Japan magtede med andre ord ikke situationen fuldtud, og har nu efter flere dages afmagt valgt at bide i det sure æble og bede udlandet om hjælp. Dødstallet er af gode grunde ikke gjort endeligt op, men frygtes at komme op på mindst 24.000. De materielle ødelæggelser er enorme. Et foreløbigt skøn lyder på over 1600 mia kroner i ekstraudgifter - oven i landets andre økonomiske kriseproblemer.


Der er naturligvis hurtigt rejst kritik af sikkerheden på kraftværkerne, og specielt er det blevet fremhævet at de japanske myndigheder allerede i 2008 af det Internationale Atom Agentur fik besked på at stramme op på sikkerheden netop med henvisning til at atomkraftværkerne ikke var rustet til de mange voldsomme jordskælv i landet. Bl.a. er det sluppet ud at flere jordskælv i årene forud for 2008 var stærkere end hvad der var taget højde for ved udformningen af nogle af værkerne. Desuden er retningslinjerne for såkaldt seimisk sikkerhed kun revideret tre gange på 35 år.

Konkret er der også rejst kritik af ledelsen af de ramte kraftværker, herunder deres rapportering til regeringen. Premierministeren blev bl.a. rasende over at han først fik besked om de første eksplosioner to timer efter at de var sket. Og uanset om det lykkes at forhindre total nedkøling af brændselsstavene i reaktorerne, er det givet, at der er sluppet så megen radioaktivitet ud i området - i havet og over land - at det får følger for mennesker, fiskeri, gartneri og landbrug.

Men den tredobbelte naturkatastrofe har åbnet gamle sår i Japan fordi dens sidste del involverer menneskets fredelige udnyttelse af den fundamentale naturkraft vi kalder kerneenergi og som japanerne i 1945 oplevede fra den mest destruktive side gennem atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. Denne kraft (der egentlig er to forskellige slags) kan tæmmes og gøres til nyttigt middel i den fortsatte vækstøkonomi, men utæmmet bevarer den en uhyggelig risiko for udslip af livsødelæggende radioaktivitet. Og den stiller derfor umådelige krav til sikkerhedsforanstaltninger. Ikke alene atombomberne (og de første prøvesprængninger ved Bikini) viste hvor galt det kan gå. Også katastrofen på det russisk/ukrainske atomkraftværk i Tjernobyl i 1986 har manet til fortsat eftertanke. Den japanske katastrofe har allerede fået Tyskland til midlertidig lukning af flere gamle anlæg og til at tage hele sin energipolitik op til revision.


Dagbladet Politiken har i en artikel af Asien-korrespondenten Nis Olsen sat to sigende beretninger op over for hinanden. 6. august 1945 hed det om Hiroshima efter bomben: "Fra murværkets svedne ruiner rækker forvredne ståldragere mod himlen, som var de arme, løftet i bøn. Rundt omkring er tusindvis af huse jævnet med jorden, og tusindvis af mennesker er dræbt øjeblikkeligt eller ligger døende efter at være blevet ramt af verdens første atombombe, kastet i krigstid."

Og fra marts 2011 hedder det om Fukushima: "Ud fra itusprængte betonmure rager ståldragere, som eksplosioner har vredet rundt i groteske knuder. Under dem kæmper brandfolk i beskyttelsesdragter desperat for at forhindre at uranholdige brændsleselementer skal smelte, så den dræbende radioaktive stråling vil brede sig endnu mere og gøre et større område ubeboeligt i generationer fremover."

Men artiklen kan også påpege forskelle i synspunkterne hos ældre mennesker der kan huske Hiroshima 1945 og yngre mennesker der er mere fokuserede på fremtiden. En mand der oplevede Hiroshima kan ikke slippe billedet: "Jeg var kun fire år, men jeg kan stadig huske, hvordan himlen først lyste op i et hvidt lysglimt, og så blev den rød". En rund bygning med forvredne ståldragere står tilbage i byens centrum der er omdannet til mindepark. Jævnfør iøvrigt artiklen om filminstruktøren Akira Kurosawa og hans betagende film fra 1991 om Nagasaki-ulykken og dens eftervirkninger Rapsodi i august.

I artiklen påpeger en kvinde på 58 at japanerne i dag vitterligt får besked om katastrofen - omend forsinket og ufuldstændigt. Dengang gik der på grund af den amerikanske censur syv år inden de blev orienteret om de grufulde følger af atombomben. Men hendes ingeniørstuderende datter har bevaret troen på det moderne samfund: "Jeg tror på at myndighederne får reddet atomkraftværket i Fukushima, og så må vi lære af ulykken og forbedre de andre atomkraftanlæg. For Japan kan ikke klare sig uden atomkraft i fremtiden. Vi har ingen naturlige ressourcer; hvordan skal vi så holde gang i fabrikkerne? Nej, vi må forbedre teknologien, så vi kan udbygge atomkraften og samtidig være trygge."

Diskussionen vil blusse op over hele verden, også i Danmark, og det kan i denne sammenhæng nævnes, at civilingeniør Peter Schouby, der er bestyrelsesmedlem i atomkrafttilhængernes forening for Reel Energi Oplysning, er af den overbevisning at frygten for atomkraft er et resultat af frygt for atombomben og ikke en rationel tilgang til hvordan energi bliver til. Og han gør ligeud gældende, at "Selvom der skete et Tjernobyl hvert tiende år, er det da bedre end at køre videre med olie- og kulkraft der dræber en million mennesker om året". - Undertegnede tror nu ikke et øjeblik på at ret mange mennesker vil acceptere et Tjernobyl med års mellemrum. Tværtimod vil de fleste forlange at en ulykke af det omfang må undgåes med alle midler og foranstaltninger. Og sammenligningen med antallet af de fossile brændstoffers ofre er misvisende og virker umiddelbart kynisk.

Schouby understreger dog at Tjernobyl-ulykken var helt unødvendig, idet myndighederne var advaret, og at den i Fukushima kunne været undgået, hvis myndighederne ikke havde overset risikoen. Frygten for strålefaren er i Schoubys øjne ikke ubegrundet, men den er vildt overdrevet. Men, fortsætter han, A-kraft har en særlig aura, den er noget specielt som fører til nogle frygtassociationer.


Sådanne associationer præger en helt aktuel refleksion hos den japanske forfatter og nobelprismodtager Kenzaburo Oe (f. 1935).

I et interview med Le Monde (gengivet i Politiken 21.3.11.) konstaterer Oe at risikoen fra atomkraftværkerne er blevet en realitet, som uanset det videre forløb af katastrofen peger på én ting: "Japan er gået ind i en ny historisk fase, og endnu en gang er det som om atomofrene holder øje med os".

Forfatteren understreger at vi må sørge for at erfaringen fra Hiroshima bliver mejslet ind i menneskehedens bevidsthed. Det er en endnu større katastrofe end naturkatastroferne, for den er skabt af menneskehånd. Udviser vi med atomkraftværkerne den samme tankeløshed over for menneskelivet, er det et massivt forrædderi mod mindet om ofrene for Hiroshima.

Oe taler om Japans tvetydighed. På den ene side gav Japan efter nederlaget i 1945 løfte om forfatningsmæssig pacifisme, afståelse fra brug af magt og tre antiatomare principper (ikke at besidde, fremstille eller bruge atomvåben). På den anden side har Japan efterhånden opbygget en væbnet styrke og med hemmelige aftaler med amerikanerne åbnet op for indførsel af atomvåben på de japanske øer. Og netop i oprustningen og militæralliancen med USA ("et pacifistisk land under den amerikanske atomparaply") ser han tvetydigheden i det moderne Japan, ligesom han specifikt betegner de amerikanske militærbaser på Okinawa-øerne langt mod syd (halvvejs mod Taiwan) som en uholdbar situation. "Japanernes blinde tillid til amerikanernes afskrækkelse gjorde det muligt for Japan at gøre denne tvetydighed til selv omdrejningspunktet i det diplomatiske arbejde", pointerer han.

Oe nævner ikke udtrykkeligt, hvad der ellers hører med til billedet, at de amerikanske militærbaser var et uomgængeligt led i aftalen af 1952 der forpligtede USA til at beskytte Japan i tilfælde af krig. Der var altså dengang nøje sammenhæng mellem forpligtelsen til beskyttelse af Japan og kravet om fuldstændig afrustning af landet. Men det er rigtigt at Japan siden har fået opbygget en 'national selvforsvarsstyrke' og stadig er under den 'amerikanske atomparaply'. Blot skal det i den forbindelse ikke glemmes, at Japan i mange årtier blev sparet for militærudgifter og kunne koncentrere sig om opbygning af en konkurrencedygtig (og forurenende) industri. Det Oe kalder tvetydighed, skulle han måske hellere kalde komplementaritet. For den kan nok, som han selv gør, ud fra en gængs enten-eller-tænkning opfattes som en logisk modsigelse, men omvendt kan den også ud fra komplementaritetssynspunktet ses som en praktisk acceptabel modsætning der omslutter to ligeberettigede muligheder og nytteværdier.

Men Kenzaburo Oe udtrykker med sin kritik utvivlsom en gængs forestilling om disse modsætningers absolutte karakter. Og via den frie primærproces-association mellem det militært afskrækkende atomvåben, der i værste fald unægteligt kan være frygteligt destruktivt, og den fredelige udnyttelse af en kernekraft, der kan være betryggende ved optimal sikkerhed, men unægteligt risikabel ved alvorlige sikkerhedsbrist, kobles den irrationelle atomangst helt tæt til den rationelle omgang med fredelig atomenergi, så der også skabes frygt for denne. Og det vil utvivlsomt påvirke debatten om atomenergi i mange år frem.


Det ligger i sagens natur at atomkraftværker i et land der som Japan jævnligt udsættes for jordskælv af betydelig styrke er mere risikable end i andre lande og derfor kræver ekstraordinært skrappe sikkerhedsforanstaltninger, men det er også tankevækkende, at det netop skulle blive et så højtteknologisk udviklet og velfungerende land som Japan der skulle rammes af en stor katastrofe der får alle de gamle sår fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki til at bryde op igen.

Sagen viser at det er yderst stærke fundamentalkræfter der er på spil i både fysisk og psykisk forstand, således som også de aktuelle revolutionære begivenheder i Nordafrika og Mellemøsten viser, og som på det filosofiske plan har givet anledning til systematiske analogier her på siderne. Men det må ingensinde glemmes i diskussion og refleksion over disse fænomener, at der er tale om to vidt forskellige slags fundamentalkræfter, nemlig den svage kraft og den stærke kraft. I både kernefysikken og 'kernepsykologien' giver den svage kraft forudsætning for konstruktiv udnyttelse af energien, mens den stærke kraft rummer størst risiko for voldsom destruktivitet, men ingen af dem kan undværes. - Jf. afsnittene i Jernesalts 2009-filosofi om hhv. de fysiske og de psykiske fundamentalkræfter (hhv. afsnittene om 'Verden' og 'Sjælen').

Udviklingen bekræfter at de stærke fundamentalkræfter i naturen og menneskelivet er vanskelige at komme udenom, ja, den peger på at det ikke er tjener noget formål at prøve at vige uden om dem. Selve livet er et problematisk og risikofyldt projekt der skyldes et emergent fænomen i biologien. Og det samme gælder den menneskelige bevidsthed der muliggør indgreb i naturen og teknologiske fremskridt der har både fordele og ulemper.

Det mest fornuftige og rationelle turde i dette menneskelige grundvilkår for liv og kultur være at lære de stærke og risikable fundamentalkræfter ordentligt at kende, både når det gælder fysikken og psyken, og derudfra tage de rimelige risici der gør nødvendige fremskridt og forandringer mulige i en verden der præges af en voldsom overbefolkning og derfor stiller stigende krav til såvel bekæmpelse af miljøforurening som tackling af social uro.

Hvis man vælger den rent idealistiske vej at undgå enhver risiko for forurening, vælger man i realiteten at skrue tiden tilbage - med det resultat at den sociale uro vil stige voldsomt. Vælger man den pragmatiske vej og prøver at forene forureningsbekæmpelse med rimelig økonomisk vækst, vælger man chancen for at få vækst tillige med socialt fremskridt og dermed undgå ødelæggende social uro.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Links til:

Den japanske ambassade i Danmark
Den japanske premierministers hjemmeside
Foreign Press Center/Japan
CNN


Relevante artikler på Jernesalt:

Fred og fare - ifølge Sven Burmester  (19.7.07.)
Akira Kurosawa (herunder om filmen 'Rapsodi i august')

Jernesalts 2009-filosofi, afsnittet om universet og de fysiske fundamentalkræfter
De psykiske fundamentalkræfter  (2.4.09.)
De psykiske grundprocesser

Gaddafi står stadig for fald  (21.3.11.)
At være revolutionær - apropos oprøret i Egypten   (31.1.11.)


Artikler om Miljø og klima
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal