utils prefix normal JERNESALT - islamdialog

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.2.06.

Dialog med muslimerne?

Det er ganske karakteristisk for den situation Danmark er havnet i som følge af Muhammed-tegningerne, at et møde på Marienborg mellem statsminister Anders Fogh Rasmussen og det nystiftede netværk Demokratiske Muslimer afstedkommer skarp kritik fra såvel muslimer som såkaldte religionsvidenskabsmænd. Muslimer med anden mening end Demokratiske Muslimer og Naser Khader føler sig tilsidesatte, det gælder fx Sherin Khankan fra Kritiske Muslimer og Tanwir Ahmad fra The Network, for slet ikke at tale om folkene fra Hisb-ut-Tahrir. De peger på at Demokratiske Muslimer med foreløbigt kun 300 medlemmer lige så lidt repræsenterer de ialt 200.000 muslimer i Danmark som imamerne gør. Imamernes monopol må gerne brydes, men det skal ikke være med anerkendelse af et andet monopol, der skiller de moderate muslimer fra de radikale eller ekstremistiske. Men også etnologen Thomas Høyrup siger fra. At invitere folk som Naser Khader til møde vil blot splitte muslimerne, for mange af dem betragter denne mand som danskernes kæledægge eller darling og ikke som en der siger fra over for den krænkelse muslimerne føler de har været udsat for.

Problemet er jo bare at de organiserede muslimer her i landet for det første ikke har en fælles organisation eller en fælles tillidsmand, og heller aldrig får det. For de er lige så forskellige som de etniske danskere, dvs nogle er religiøse i snæver forstand, men de fleste er sekulariserede og kan derfor acceptere demokratiet uden forbehold. Set ud fra dette synspunkt er Demokratiske Muslimer uanset sit foreløbige medlemstal langt mere repræsentativt end trossamfundene eller Kritiske Muslimer og andre specielle netværk. En mand som Naser Khader er desuden personligt i langt højere grad rollemodel for unge muslimer der ønsker fuld integration. Der er altså god mening i at regeringen mødes med netop seriøse repræsentanter for den del af de muslimske indvandrere der betragter sig som danskere og skal vide at de er velkomne i Danmark. At Khader er folketingsmedlem for Det Radikale Venstre er helt underordnet, men vil selvfølgelig plage de partimedlemmer der står i uforsonlig oppositionen til VK-regeringen.

For det andet er selve Muhammed-tegningernes krænkelse af muslimerne en sag der kan diskuteres. Muslimer af fanatisk tro opfatter tegningerne som en utilgivelig krænkelse af deres religion og vil have hævn - og de har såmænd støtte hos en del politikere der af frygt for den muslimske vrede nærmest forfægter det synspunkt at islam skal have en særstilling som ingen andre religioner har. Moderate eller sekulariserede muslimer som Khader bryder sig heller ikke om tegningerne, men accepterer at de kan offentliggøres i Danmark, hvor ytringsfriheden er lovfæstet. Og for flertallet af etniske danskere hører tegningerne ind under almindelig dansk humor og bør som sådanne kunne tolereres af alle muslimer der bor her i landet og ønsker at blive fuldgyldige danskere.


Diskussionen viser med al ønskelig tydelighed at dialog med muslimer er problematisk allerede af den grund at der blandt muslimer hersker dyb uenighed om de religiøse dogmers og følelsers ukrænkelighed i forhold til sekulariserede samfunds demokratiske frihedsrettigheder. De mest højrøstede muslimer i Mellemøsten - stærkt styret af de religiøse ledere - forsvarer islam som absolut indiskutabel og ukrænkelige sandhed, og får naturligvis følgeskab af de mest islamistiske grupper i Danmark, mens mere moderate muslimer i Vesten mere eller mindre modvilligt kan forstå og acceptere relativiseringen af deres religion som forudsætning for at leve i de vestlige samfund - i fred med andre religioner og med ateismen.

Dialog med Demokratiske Muslimer er mulig fordi de grundliggende deler synet på demokratiet med regeringen, oppositionen og flertallet af befolkningen. Den er derimod udelukket med Kritiske Muslimer, fordi disse trods navnet fastholder absolutismen og ønsker Sharia-loven indført. Sherin Khankan er en dygtig, veluddannet og veltalende muslim, men hun er fuldstændigt blottet for forståelse for såvel relativistisk tankegang som psykologisk indsigt - og humor! Bevares, hun er kritisk indstillet over for rigoristiske fortolkninger af islam og skelner specielt mellem sharia'en som lov og sharia'en som vejledning. Og som det fremgik af diskussionen for nogle år siden om hendes uenighed med Det radikale Venstre i fordømmelsen af sharia, så hylder hun en yderst idealistisk opfattelse af islam, som ikke har meget med virkeligheden at gøre, men får hende til at drømme om et samfund der er ren utopi i Danmark, fordi det udelukker sekulariseringen. - Jf. artiklen Sharia, Sherin og sekulariseringen.

Og dialog er tilsvarende fuldstændigt udelukket med Islamisk Trossamfund, fordi disses ledere og medlemmer heller ikke under nogen omstændigheder vil acceptere sekulariseringen, men tværtimod satser på indførelse her i landet af et kalifat, et decideret muslimsk præstestyre. Folk som Abu Laban og Ahmad Akkari der har rejst rundt i Mellemøsten for at præparere de religiøse ledere dernede til aktioner mod Danmark, er ikke alene modstandere af demokratiet, men fjender af dansk kultur, og sådanne kan der naturligvis ikke føres dialog med. De er jo at regne for pseudodanskere og falske profeter med skjult dagsorden. De er fanatikere og fundamentalister der vil have den politiske magt tilbage til præsterne (imamerne) og til dette formål allierer sig med religiøse ledere i Mellemøsten der foragter de vestlige værdier. Disse folk er dygtige og veltalende advokater for deres fanatisme, ja, er ligefrem demagoger på højt plan. Og de vil i den nuværende situation gerne have rollen som forhandlingspartner med regeringen - og tilbyder helt latterligt at optræde som en slags mæglere mellem Danmark og de muslimske ledere i Mellemøsten de har vakt til kamp mod Danmark. Men de taler med to tunger. Alle har gennemskuet det - trods deres eget forsøg på at se uskyldige ud. Danskerne stoler simpelthen ikke på dem over en dørtærskel. Det ville være vanvid - for ikke at sige politisk selvmord - af regeringen at indlade sig i forhandlinger med disse foragtelige repræsentanter for muslimske indvandrere. De er uønskede i landet. Og burde smides ud, hvis der ellers var lovhjemmel til det.


Fordelen ved den nye skærpede situation i Danmark er ganske afgjort at skillelinjerne er blevet trukket utroligt klart op. Nok er der fortsat et stort tavst flertal blandt muslimerne, men det er blevet meget nemmere at se hvem af de talende muslimer der er fjender af demokratiet og sekulariseringen og hvem der er venner af det. Det gør det også nemmere for unge muslimer at vælge. For vælger de fjenderne af demokratiet, bliver de med garanti tabere i samfundet. Vælger de demokratiets tilhængere, får de derimod samme chancer for at vinde som de etniske danskere har. De unge kan i kraft af friheden i vort land vælge deres tilhørsforhold og identitet som de vil, men de kan ikke længere være i tvivl om hvilke konsekvenser valget får for dem og deres fremtid. Det er slet ikke usandsynligt at flere af dem allerede er så marginaliserede, at hele affæren kun vil inspirere dem til forstærket identifikation med fundamentalisterne og yderligere afstandtagen til vestlige værdier, men endnu flere vil forhåbentligt få øjnene op for hvilken loyalitet de skal vælge for deres egen frigørelses skyld.

Med hensyn til dialogen med de muslimske lande står det også klarere at ægte dialog ikke kan være baseret på blåøjethed, smukke ord og erklæringer eller ønske om fred. Generelt gælder at dialog med absolutistisk indstillede mennesker er selvbedrag. Vestlige forhandlere kan udveksle ord og erklæringer med muslimske forhandlere af denne type, men alle gode hensigtserklæringer fra sådanne mennesker er intet værd. I værste fald - som fx i spørgsmålet om Irans atomkapacitet - forhandler muslimerne åbenlyst på skrømt, bare for at vinde tid. I andre tilfælde - som fx Arafats - tales med to tunger, en over for Vesten, men en helt anden over for araberne. Det samme sker nu muligvis i Hamas' tilfælde. Det kommer til at bestemme om den vestlige verden fortsat vil kunne give økonomisk støtte til bevægelsen, der jo er en køn blanding af humanitær organisation og militant, ja terroristisk kampenhed. Det er rigtigt at den først bør dømmes endeligt på den kommende regerings fremfærd, men det må stå klart for bevægelsen at Vesten må forlange terrorens ophør og anerkendelsen af Israels ret til at eksistere. EU lader sig narre i spillet på grund af ledernes naivitet, men det gør hverken USA eller Israel.


De øvrige regimer i Mellemøsten, der ikke har holdt sig tilbage når det gælder den aktive eller stiltiende accept af de religiøse lederes hidsen pøbelen op mod Danmark, har i disse dage travlt med at stikke blår i øjnene på EU's såkaldte udenrigsminister Javier Solana. Selvfølgelig vil alle dialog, for det er ganske enkelt utænkeligt at nogen skulle være så dumme at stå offentligt frem og sige at de ikke ønsker dialog.

Men dialogens kerneproblem er ikke de kønne ord, men ægtheden af viljen til dialog. Og den kan faktisk nu som altid bedømmes på, om man overhovedet er i stand til at bevæge sig i sine standpunkter eller ej. Har man absolutte sandheder i bagagen er viljen reelt ikke til stede, for absolutte sandheder ændrer man ikke, dem forsvarer man med alle midler ud fra det hovedsynspunkt at man har ubetinget ret og vil have sin vilje trumfet igennem. Flytte sig kan man ene og alene, hvis man har relative sandheder at forsvare, for disse forstås principielt som tidsbestemte og kan altså til hver en tid justeres ud fra de hensyn udviklingen måtte kræve.

Den vestlige verdens synspunkter er forlængst relativiserede og dermed sekulariserede i den betydning kun relativiseringen kan give. Det betyder at man kan leve side om side med andre synspunkter, ja at man kan respektere dem, men forudsat at modparten ikke gør krav på at have ret. Den muslimske verdens synspunkt er stadigvæk absolutistisk - og dermed netop uløseligt forbundet med kravet om at have ret. Identiteten ligger i æresfølelsen. Den respekt der kræves af modparten er respekten for absolut ukrænkelighed. Der er derfor reelt ikke nogen mulighed for ægte dialog mellem dette hovedsynspunkt og det vestlige. Der er tværtimod tale om et kultursammenstød der vil forblive et sådant sammenstød lige indtil den dag relativiseringen breder sig til de muslimske lande og medfører sekularisering.

Moraliseren er det sidste der hjælper på dialog. Velmenende mennesker der skyr al konflikt og helst vil lukke øjnene for faktiske modsætninger er der nok af. Sidst har forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen meldt sig i det moraliserende hylekor i EU-parlamentet. Det skal nok gavne socialdemokraterne i de hjemlige meningsmålinger der er dykket påfaldende i forhold til Dansk Folkepartis tal. Men Nyrup er uforbederlig - og forstår fortsat ikke en pind af hvad der foregår i den brede danske befolkning, endsige hvad der vil gavne muslimerne på længere sigt.


Man kan sammenligne debattens problematik med demokratiets, og som udgangspunkt have det smukke Hal Kochske synspunkt at demokrati er samtale. Det er jo ideelt set meget rammende, for hvis vi både skal dele os efter anskuelser og bevare fællesskabet eller vort samfunds sammenhæng, så må det være klart at vi skal kunne debattere vore synspunkter offentligt i fordragelighed. Men samtale eller dialog er alligevel noget mere, for den forudsætter at man ikke nøjes med at udveksle monologer, men faktisk tør lytte til modparten og åbne sig for de argumenter, indsigter eller perspektiver som modparten er i stand til at bringe på bane. Bedømmer man debatniveauet i dagens Danmark ud fra læserbrevene i aviserne eller de gængse debatudsendelser på tv, så kommer man til det resultat at der kun yderst sjældent er tale om ægte dialog. Parterne venter kun på stikordet til at aflevere deres i forvejen indstuderede monologer.

Dialogen på internationalt plan følger ofte samme mønster. Det er da altid en fordel at parterne kan mødes frem for at føre krig. Det er også en fordel at møderne forløber fredeligt med anvendelse af sober eller diplomatisk tale. Heldigvis kan ofte også opnås konkrete resultater på delområder af praktisk betydning. Men når det virkelig gælder de afgørende modsætningsforhold, så kommer man stort set ingen vegne, men ender med udvandede fælleserklæringer der understreger den gode vilje og de gode slutmål, men udskyder realløsningerne på ubestemt tid. Fredsprocessen i Mellemøsten, inklusive det arabiske initiativ med velvillig dansk deltagelse, har stået i stampe i årevis. For visse af parterne vil ikke give bindende indrømmelser - fordi de ganske enkelt ikke har baglandet med sig. Politikerne der forhandler gør det på baggrund af en folkestemning de selv har været med til at rejse og vedligeholde og som vender sig indædt og konsekvent imod indrømmelser. Ægte dialog findes ikke.

Efter disse sidste ugers triste udbrud af demagogi og folkelig fanatisme i de muslimske lande er der endnu ringere mulighed for dialog end før. Det kan de vestlige lande tåle, selvom visse erhvervsmæssige og kulturelle interesser er blevet alvorligt skadet. Men de muslimske lande selv har lidt et alvorligt tilbageslag som det i bedste fald vil tage år at rette op på. Kendsgerningen er nemlig, at varigt fremskridt i disse lande kun er muligt gennem en modernisering der betyder demokratisering og sekularisering. Identificerer befolkningerne og lederne i disse lande sig ensidigt med en absolutistisk og ukrænkelig religiøs ære, er fremskridt ganske enkelt udelukket. Og det samme er al ægte dialog med de vestlige lande.

I denne situation er det værste Vestens ledere kan gøre at fortie sandheden og give muslimerne ret i at islam er ukrænkelig. Ægte dialog er kun mulig med muslimer der opgiver absolutismen.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Det Arabiske Initiativ forfejlet?  (31.5.06.)

Slip dogmerne - og gør jer frie!  (14.02.06.)
- Opfordring til unge muslimske indvandrere der ønsker integration

Behovet for spring i udviklingen  (Historiefilosofi IV - 12.2.06.)
Fornuftens afmagt over for ufornuften  (Historiefilosofi III - 10.2.06.)
Symboler er værdikampens omdrejningspunkt  (Historiefilosofi II - 9.2.06.)
Loven om utilsigtede virkninger  (Historiefilosofi I - 8.2.06.)

Religiøse følelser ikke uantastelige  (6.2.06.)

Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.)

Det er åndsfriheden det gælder  (2.2.06.)

Forklaringsproblemerne i den aktuelle politiske situation  (31.1.06.)

Den arabiske fanatisme suspenderer fornuften effektivt
- og blokerer dermed sekulariseringen  (29.1.06.)

Muhammed-tegningerne skiller vandene  (4.1.06. + 9.1.06.)
Danske muslimers reaktion sætter spørgsmålstegn ved deres danskhed

Afdankede ambassadører blander sig i politik  (21.12.05.)
- uden at begribe hvad tegne-sagen dybest set drejer sig om

Muslimerne må gøre op med al islamisk absolutisme  (7.12.05.)
Det må være svaret på kritikken af Muhammed-tegningerne

Reform af islam kræver opgør med absolutismen  (21.11.05.)
Kommentarer til forestillinger hos Tariq Ramadan og Ayaan Hirsi Ali

Muslimerne, ytringsfriheden og følsomheden  (20.10.05.)


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal