ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.2.03.

FN's dilemma

Skal FN lade sig nøje med fortsat diplomatisk og inspektionsmæssigt pres på Saddam Hussein og Irak lige så længe våbeninspektørerne vil være i stand til at rapportere om beskedne, men langtfra afgørende indrømmelser fra irakisk side - eller skal sikkerhedsrådet nu én gang for alle give Saddam Hussein det absolut definitive ultimatum.

Dette sidste vil - hvis det skal have nogen mening - indebære, at FN forlanger resolution 1441's krav om "øjeblikkeligt, aktivt, ubetinget og fuldt samarbejde" og om afvæbning opfyldt inden en bestemt, nærmere angivet og meget kort frist som fx 1. marts - og at sikkerhedsrådet samtidigt giver USA og Storbritannien bemyndigelse til at træffe de nødvendige, tvangsmæssige forholdsregler over for Irak til at få gennemført den krævede afvæbning, hvis den fastsatte frist ikke overholdes - eller i det mindste accepterer disse landes brug af militær magt over for Irak som liggende inden for "de alvorlige konsekvenser" som resolution 1441 talte om, men ikke specificerede nærmere.

Hvis sikkerhedsrådet bliver ved med at udskyde en afgørelse, fx med den begrundelse, at ikke alle diplomatiske muligheder er udtømt, og en militær løsning på problemet ikke bør anvendes før dette vil være tilfældet, så er det i realiteten ensbetydende med, at FN fortsat er indstillet på at stå model til Saddam Husseins kyniske forhaling på ubestemt tid, og at FN således vil demonstrere sin magtesløshed for hele verden.

Det er ubestrideligt, at der er endog meget stærke kræfter der ønsker den diplomatiske vej fulgt til den bitre ende, fordi visse politikere principielt er imod krig eller - som Frankrig - anser krig som en stadfæstelse af et nederlag for FN's forsøg på at løse konflikter ad fredens vej. Og det er også ubestrideligt, at lande som de arabiske stater har særdeles gode grunde til at frygte den uro i hele Mellemøsten der givetvis vil blive følgen af et militært angreb på Irak.

Neutrale lande som Kina og Rusland ønsker derfor også alle alternative muligheder prøvet først, selvom dette reelt vil indebære, at man aldrig når til problemets løsning. De menes dog på den anden side i sidste ende at kunne acceptere en aktion fra USA's side.

Saddam Hussein er ekspert i forhalingstaktik - og vil sagtens i det uendelige kunne give sådanne små indrømmelse til våbeninspektørerne, som vil kunne vise hans påståede gode vilje, men reelt aldrig føre til den krævede afvæbning. Og våbeninspektørerne er villige til at gå med på legen og vil under ingen omstændigheder tages til indtægt for en krigserklæring mod Irak. Saddam Hussein er netop blevet opmuntret til at fortsætte sin forhaling gennem spliden i Nato og EU om opbakningen til USA og gennem de kæmpemæssige demonstrationer der fandt sted verden over den 15. februar imod krig mod Irak. Saddam Hussein tager naturligvis demonstrationerne til indtægt for sin modstand mod USA.

USA, Storbritannien og Australien er nået så langt i den militære opbygning af et angreb på Irak, at dette vil kunne iværksættes umiddelbart efter den 1. marts, men af flere forskellige - strategiske, klimamæssige, logistiske såvel som psykologiske - grunde også helst skal iværksættes og efter al sandsynlighed også vil blive iværksat hurtigt efter 1. marts.

Der er intet til hinder for at USA vil kunne acceptere en forlængelse af våbeninspektørernes arbejde endnu fjorten dage, eftersom det ikke rykker noget i forberedelserne. Det gavner ganske vist heller ikke, udover måske at styrke Saddam Husseins illusion om, at det kan lade sig gøre at forhale et angreb. Men formentlig får Saddam Hussein en stakket frist til den 1. marts.

Den franske udenrigsminister gik ikke alene ind for mere tid til våbeninspektion, men understregede, at ingen kan hævde at krig mod Irak vil føre til en mere retfærdig, sikker eller stabil verden. Og det har han da ret i. Sagen er blot, at vi heller ikke i dag befinder os i en retfærdig, sikker og stabil verden, men tværtimod i en verden der just gennem de former for foragt for andre menneskers liv som kendetegner Saddam Hussein og de muslimske fundamentalister og terrorister dag for dag bliver mere og mere usikker og ustabil.

Det er derfor ejendommeligt og ganske tankevækkende, at den folkelige modstand mod krig mod Irak i såvel den vestlige som den muslimske verden er steget uge efter uge gennem de sidste måneder - bl.a. takket været den tyske kansler Schröders brug af krigsmodstanden i den tyske valgkamp - og at den lørdag den 15. februar kulminerede i protestdemonstrationer verden over der ikke er set så omfattende før. Bl.a. skønnes der at have deltaget en halv million i Berlin og en hel i Rom. Saddam Hussein jubler over deltagelsen, selvom den på ingen måde var en støtte til hans regime. Men det blæser man naturligvis på i Bagdad, hvor man har mere brug for løgn end sandhed. Men deltagelsen er trods alt et tegn på stor splittelse i den vestlige verden. Rent pacifistiske motiver blander sig med rent antiamerikanske. Derfor kan demonstrationerne misbruges.

Under alle omstændigheder må man naturligvis respektere deltagernes udnyttelse af deres demokratiske ret til at tilkendegive deres mening. Det er og bliver et sundhedstegn for demokratiet at demonstrationer af denne art finder sted, når sagen drejer sig om et så vitalt spørgsmål som krig eller fred. Men der er megen naivitet med i billedet, fordi mange af demonstranternes banale slogans mest af alt afspejler en total blindhed over for den kendsgerning, at verdens usikkerhed blev fundamentalt ændret med terrorangrebet på USA den 11. september 2001. Og det kan også umiddelbart undre, at dette kommer frem så kort tid efter denne begivenhed, der trods alt rystede mange. Men forklaringen skal naturligvis søges i antiamerikanismen og afskyen for præsident Bush personligt og for hans udenrigspolitiske doktrin.

Dette betyder imidlertid, at kampen mod terrorismen i dag gør de gamle folkeretlige bestemmelser om nationernes suverænitet delvist forældede og utilstrækkelige og derfor i realiteten også tillader en supermagt som USA at føre sin kamp mod terrorismen igennem ud fra en doktrin der hævder retten til om nødvendigt at komme fjenden i forkøbet med præventive foranstaltninger.

Problemet er naturligvis, at denne ret kan fortolkes, og at det altid vil indeholde et element af betydelig usikkerhed at afgøre om en given stat falder inden for eller uden for kategorien af ondsindede slyngelstater.

I Iraks tilfælde burde der efterhånden ikke være tvivl, eftersom Saddam Hussein så sent som i interviewet med Tony Benn i britisk fjernsyn (jf artiklen:  Saddam Hussein, USA og FN) direkte koblede sin modstand mod FN og USA sammen med sin kamp mod Israel. Den uretfærdighed som blev begået mod de palæstinensere der i 1948 måtte forlade deres hjemstavn er fortsat det følelsesmæssige grundlag for såvel hadet til Israel og USA som hadet til den vestlige verden og dens værdier og opbakningen til den terrorisme der retter sig mod Israel, USA og den vestlige verden i det hele taget.

Demonstrationerne mod en USA-aktion mod Irak er meget tæt forbundet med det skred der er sket i store dele af Europa når det gælder konflikten i Mellemøsten. Flere og flere er blevet skeptiske over for Israels kamp for overlevelse og derfor mere og mere forstående over for den palæstinensiske terror mod Israel samt den stigende antiamerikanske holdning i de arabiske/muslimske lande.

Dette har en mand som Gerhard Schröder desværre udnyttet til egen partipolitiske fordel. Det har ikke reddet hans nedtur i de tyske meningsmålinger, hvor det er økonomien og arbejdsløsheden der tæller, men det gør ham urørlig i den negative holdning til USA, og det vil formentlig få langvarige konsekvenser i relationen mellem USA og Tyskland. Bl.a. kunne man forestille sig, at USA trækker alle sine tropper hjem fra Tyskland. Men afgørende i en bedømmelse af Schröder turde også være, at det er en ringe statsmand der lader sig styre af strømninger i vælgerbefolkningen, fremfor at føre en ansvarlig langsigtet politik og få vælgerne til at bakke den op.

Striden i Nato om hjælpen til Tyrkiet skal dog næppe tages så tungt endda. Nato er betydeligt svækket som organisation, men det har længe stået klart, at den nødvendigvis måtte ændre karakter med den fundamentale ændring af den europæiske sikkerhedssituation. Striden i Nato blusser op nu, men ville være kommet under alle omstændigheder på et eller andet tidspunkt.

Striden i EU er nok på mange punkter værre, men afspejler trods alt også kun det forhold, at der er dybe uoverenstemmelser mellem de enkelte landes interesser for at få skabt en fælles udenrigspolitik for EU. De små lande har hele tiden frygtet Tysklands og Frankrigs dominans på dette område. Og det er derfor skæbnens ironi, at netop Tysklands og Frankrigs holdning i Irak-spørgsmålet kun vil bidrage til at forstærke kampen mod tyske og franske ønsker fremover. Det er i denne forbindelse værd at notere, at forhenværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i et indlæg i Berlingske Tidende 12.3. har røbet, at han principielt har været tilhænger af en fælles udenrigspolitik i EU, men aldrig har troet på den! Ingen der foretrækker, at EU forbliver en fri sammenslutning af suveræne nationalstater, kan tro på en fælles udenrigspolitik for EU!

Men dermed står det klart, at USA endnu i overskuelig tid vil fremstå som den eneste supermagt, der har det i sin magt at blande sig i fremmede landes indre anliggender, hvis disse lande åbenlyst udgør en trussel eller fare for USA's indre sikkerhed! Man kan beklage, at det er kommet dertil, men ikke bestride kendsgerningen. Og det er derfor denne kendsgerning man burde forholde sig til - også i Irak-konflikten - og ikke idealistiske, mere eller mindre utopiske forestillinger om, at diplomati og fredelige midler såsom argumenter eller økonomiske sanktioner skulle kunne være tilstrækkelige til at bremse folk som Saddam Hussein i deres udskejelser.

Der vil være forbundet meget stor risiko med enhver militær indgriben mod Saddam Hussein, men pacifister og andre fredselskende personer stikker hovedet i busken, hvis de tror, at der ikke er risiko forbundet med at lade manden bliver siddende som diktator i Bagdad. Der kan tværtimod være endnu større risiko forbundet hermed end med en krig.

Der er ingen som helst tvivl om, at USA er klar over risiciene ved krig med Irak og derfor vil gøre alt for at afslutte den så hurtigt og effektivt som overhovedet muligt. Og USA er efter alt at dømme indstillet på at tage risiciene, fordi man anser risiciene ved at vente for større.

Men FN sidder tilbage med dilemmaet: Skal sikkerhedsrådet give USA mandat til at styrte Saddam Hussein og afvæbne Irak og løbe risiko for uro i Mellemøsten - eller skal sikkerhedsrådet lade være og dermed radikalt undergrave sin egen autoritet ved at gøre det nødvendigt for præsident Bush at handle på egen hånd uden om FN?

Afgørelsen er ikke let. Uanset udfaldet vil FN, Nato og EU, ja hele verden være forandret bagefter.

Saddam Hussein, USA og FN
Afgørelsen nærmer sig
Krig mod Saddam Hussein?
FNs resolution mod Irak
Bush-doktrinen
USA's dominans