ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.10.04.

Optakt til fortsat arbejde for velfærden

Valg kom der ikke tirsdag den 5. oktober, selvom både Mogens Lykketoft og Marianne Jelved havde håbet det. Men hvorfor skulle der dog også være valg nu?

Statsminister Anders Fogh Rasmussen kunne slå fast, at det går godt i Danmark og at optimismen blomstrer:

"Vi har en solid økonomi. Én af de stærkeste i Europa. Vi har et rekordstort overskud på betalingsbalancen. Overskuddet på de offentlige finanser er blandt de største i Europa. Den offentlige gæld er nedbragt med over 17 mia. kr. siden 2001. Og renten er meget lav. Solide overskud. Nedbringelse af gæld. Samtidig med, at skatterne er blevet sat ned. Vi indførte et skattestop fra regeringens første dag. Og det har vi overholdt. Der har nu været skattestop i 1043 dage. Ja, vi er endda gået videre. I år har vi givet skattelettelser for næsten 10 mia. kr. Skattestop og skattelettelser. Og det har vi præsteret samtidig med, at der er gennemført forbedringer af velfærden. Siden 2001 er det offentlige forbrug vokset med 13 mia. kr. Penge der især er brugt på øget velfærd. Og der er også blevet flere medarbejdere til at yde velfærd. I dag er der 14.000 flere ansatte i den offentlige sektor end for tre år siden. Ledigheden er begyndt at falde. Beskæftigelsen er stigende og vil næste år være højere end nogensinde før. Regeringens politik med skattenedsættelser og Forårspakke virker. Vi er på rette spor. Det går godt. Og det kommer til at gå endnu bedre, hvis vi fastholder regeringens kurs. Forventningerne til fremtiden er lyse. Flere og flere virksomheder ser positivt på de økonomiske udsigter og beskæftigelsen. Og danskernes tillid til den økonomiske udvikling er i top. "

Selvros kaldte kritikerne det straks. Blot konstatering af kendsgerninger, svarede statsministeren. Og derved bliver det nok. Regeringens tilhængere giver statsministeren medhold, mens dens modstandere hæfter sig ved det negative.

En åbningstale i folketinget er først og fremmest en status over den politiske og økonomiske stilling i landet. Den er sjældent om nogensinde egentligt visionær, men til gengæld altid reklame for den til enhver tid siddende regering. I dette tilfælde var den også en opsummering af de planer regeringen har for sit sidste normale arbejdsår inden næste folketingsvalg. Detaljerne findes i det egentlige lovkatalog (se  statsministeriets hjemmeside). Men statsministeren ridsede selvfølgelig nogle hovedpunkter op og undlod ikke at fremhæve vigtigheden af uddannelser på alle niveauer. Et løft i forskning og uddannelse er forudsætningen for at bevare landets konkurrenceevne og forbedre beskæftigelsen - især når udfordringerne fra globaliseringen tages i betragtning.

Sidste år hed det, at vi må give mere frihed og ansvar til den enkelte, stille krav til den enkelte og vise konsekvens overalt i samfundet. Specielt blev nævnt, at kravene til indvandrerne skulle skærpes. Til gengæld skulle de der gør en ekstra indsats for at blive integreret belønnes. Og til sidst understregede Fogh Rasmussen, at der ikke er nogen modsætning mellem at stille krav om konsekvens og at give plads til kreativitet, og ikke nogen modsætning mellem ansvar og frihed.

I år var trygheden en vigtigt gennemgående tema.

I gamle dage var tryghed på arbejdsmarkedet forbundet med fast job og lange opsigelsesvarsler. I vore dage handler tryghed på arbejdsmarkedet også om viden, kvalifikationer og evnen til at omstille sig til nye tider. - Kommunalreformen påvirker mange tusinde medarbejdere. Til dem ville statsministeren gerne understrege, at alle medarbejdere følger med opgaverne over i den nye struktur. Der er brug for deres kompetencer og motivation til at løse de mange vigtige opgaver. Regeringen lægger afgørende vægt på tryghed for de ansatte. - Også familiernes tryghed skulle sikres, nemlig gennem ordentlige pasningstilbud. Der vil blive lovgivet på området, fordi kommunerne ikke gør nok.

Tryghed og velfærd hører sammen. Derfor var også velfærden et gennemgående tema.

Udfordringer er der nok af, fastslog statministeren. "Men netop, når det går godt, skal vi tage fat på at sikre det danske samfund, så de kommende generationer kan opleve fortsat fremskridt, tryghed og velfærd." - "Siden regeringsskiftet i november 2001 har regeringen gradvist fornyet og udviklet det danske velfærdssamfund. En forandring, som er gået hånd i hånd med tryghed. Nu fortsætter regeringen sit arbejde med at forny, udvikle og skabe vækst og velfærd i det danske samfund."

Statsministeren slog også fast, at regeringen har præsteret skattestop og skattelettelser samtidig med, at der er gennemført forbedringer af velfærden i form af 13 mia kr mere til det offentlige forbrug siden 2001. Og så kom ellers en passus der var bemærkelsesværdig - og som blev fulgt op af helsidesannoncer i dagbladene: "Og der er også blevet flere medarbejdere til at yde velfærd. I dag er der 14.000 flere ansatte i den offentlige sektor end for tre år siden. Det danske samfund står stærkere end nogensinde til at møde fremtidens udfordringer."

Dette lyder jo umiddelbart ikke særligt liberalistisk, og bl.a. beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen fik omgående bemærkningerne stukket i næsen, men parerede med at sige, at velfærden på flere områder som fx ældrepleje kræver flere offentligt ansatte. Den slags udtalelser kan give bekymring internt i Venstre. Der findes jo liberale folk som Søren Pind eller David Gress der forlængst har efterlyst mere traditionel venstre-liberalisme. De har svært ved at tage til efterretning, at Venstre under Anders Fogh Rasmussen bevidst og utilsløret har lagt afstand til den snævre fortolkning af liberalismen, som hverken fører til et udbygget velfærdssamfund eller til magten i dette!

Det er der straks nogle der kalder populisme, fordi de - helt udokumenteret - hævder at Anders Fogh og Tony Blair skeler mere til meningsmålingerne end til principperne. Man tror ikke, at disse politikere faktisk har indset at højre-venstremodsætningen er håbløs, og af hjertet føler den nye vej som den rigtige.

Det turde i denne forbindelse være ganske typisk for reaktionerne på statsministerens åbningstale, at socialdemokraternes leder Mogens Lykketoft straks påstod at han kunne genkende flere passager fra sin egen tale på socialdemokraternes kongres. Eller at Politiken i sin leder 6.10. påstod at talen kunne være skrevet af Poul Nyrup Rasmussen. Det påstodes endvidere, at "Den kyniske vinkel på åbningstalen er, at statsministeren gerne vil genvælges, og at en succesrig valgkamp skal forberedes gennem midtsøgende og tilforladelige signaler, der gentages over flere måneder."

Disse iagttagere kan ikke forestille sig, at Anders Fogh Rasmussen er en politiker der mener hvad han siger. De tror at socialdemokraterne har patent på midterpolitikken. Begge dele er håbløst naive. Det danske samfund har på 40 år udviklet sig på en sådan måde, at det store flertal i dag befinder sig på midten og ikke længere har et snævert tilknytningsforhold til et enkelt parti med rødder i det gamle klassesamfund. Det er kun ekstremister som Enhedslistens folk og idealister som Det Radikales Venstres folk der har problemer med realpolitikken på midten. Både Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti hører med dér - tillige med socialdemokraterne, Venstre, Konservative og Kristendemokraterne.

Generelt fremhævede statsministeren netop, at regeringen siden regeringsskiftet i november 2001 gradvist har fornyet og udviklet det danske velfærdssamfund, og at denne forandring er gået hånd i hånd med trygheden. "Nu fortsætter regeringen sit arbejde med at forny, udvikle og skabe vækst og velfærd i det danske samfund". Herunder hører arbejdet med kommunalreformen. Regeringen ser over hele landet en vilje til forandring og til at tænke nyt. "Det er en bølge af forandring, som viser, at kommunalreformen er den rigtige løsning på det rigtige tidspunkt."

Hvorfor deltager vi så aktivt i bekæmpelsen af terrorisme?Hvad skal danske soldater i Afghanistan? Hvorfor er Danmark stadig i Irak?, spurgte statsministeren og fortsatte: "Jeg forstår på sin vis godt de spørgsmål. Det ville jo umiddelbart være nemmere, at vi holdt os væk. Blev hjemme. Og passede vor egen have. Men det ville være den forkerte vej. Tag ikke fejl. Situationen i fjerne lande påvirker også vort liv i Europa. Demokrati i Irak vil vise de arabiske folk, at der er en anden vej end undertrykkelse, terror og tyranni. Demokrati i Irak vil derfor bidrage til mere sikkerhed i Europa. Fred i Irak vil bidrage til tryghed i Europa. - Hvis den frie verden giver op i Irak nu, vil det give ekstremister og terrorister frit løb. Og de vil ikke stoppe ved Iraks grænser. Derfor skal vi hjælpe det irakiske folk med at bygge et frit og fredeligt og moderne Irak. Derfor skal vi hjælpe den irakiske regering med at skabe mere ro og sikkerhed. Derfor skal vi sammen med FN sikre og beskytte processen frem mod demokratiske valg i Irak. Og derfor er jeg glad for, at der i Folketinget er bred opbakning til at forlænge den danske styrkes indsats i Irak."

I mellemtiden har der været afholdt de første frie valg i Afghanistan. Ikke uden problemer. Og ikke uden modstand. Men trods alt gennemført på en sådan måde, at der kan tales om et demokratisk gennembrud i landet. Der er lang vej igen. Og der er formentligt også meget lang vej tilbage i Irak, hvor det endnu er et spørgsmål, om det overhovedet bliver muligt at afholde de planlagte valg i januar. Men håbløs er situationen ikke, og det er også bemærkelsesværdigt, at chefen for de danske styrker i Irak efterlyser større civil indsats. Der er - trods alle gruopvækkende beretninger om det modsatte - fortsat gang i genopbygningen af landet.

Danmark kan være tilfreds med sin indsats og sin indstilling - og bør naturligvis gøre arbejdet færdigt, ligeyldigt hvor lang tid det vil tage, og ligegyldigt hvem der vinder præsidentvalget i USA om nogle uger.

"Vi skal bruge kræfterne på at gøre Danmarks indflydelse i det nye EU så stor som mulig. I stedet for de evindelige skænderier for og imod EU. Vi skal selv komme med forslag og udspil. Vi skal ikke nøjes med defensivt og bag ud skuende at trække 10 eller 20 procent fra det, andre har foreslået. Vi skal skabe alliancer med andre partnere om at fremme forslag og synspunkter, der kan føre EU og Europa i den retning, som vi gerne vil.Den linie har regeringen fulgt fra første dag. Og det har virket. Under det danske EU-formandskab fik vi udvidelsen i hus. Vores forslag om en samlet og aktiv EU-politik over for de nye naboer er også blevet vedtaget. Og vi er i forreste linie, når det gælder om at reformere og styrke europæisk økonomi, så Europa fremover kan skabe job og sikre borgernes velfærd. "

Og det blev naturligvis også nævnt, at regeringen vil arbejde for bred aftale om den nye EU-traktat. Men at Tyrkiet har trængt sig stærkt frem på EU's dagsorden frem til topmødet i december, blev forbigået i tavshed - på trods af at spørgsmålet optager sindene mange steder i Europa, herunder Frankrig, Tyskland og Danmark. Befolkningerne er delte i spørgsmålet, for på den ene side ser de fleste naturligvis gerne, at demokratiserings- og sekulariseringsprocessen i Tyrkiet fortsætter. På den anden side frygter mange for den europæiske identitet, hvis et så stort muslimsk land som Tyrkiet optages i EU.

Statsministeren slog fast, at han gerne vil have "en positiv dialog med de grupper af indvandrere, som respekterer de værdier, det danske samfund bygger på. Som ønsker integration, uddannelse og arbejde." Han vil derfor tage initiativ til at samle repræsentanter for disse grupper af indvandrere til et møde på Marienborg her i efteråret. På dette møde vil regeringen drøfte med repræsentanter for indvandrerne, hvordan man kan forbedre mulighederne for arbejde, uddannelse og integration i det hele taget.

Men statsministeren måtte med beklagelse konstatere, at der findes en anden kilde til dårlig integration. "Der er visse åndelige ledere, imamer og muftier, som bekæmper integrationen med deres kvindeundertrykkende udtalelser, deres lovreligiøse krav til den opvoksende generation og deres forstokkede forkyndelse. Jeg ved, at de færreste muslimer i dette land deler disse imamers og muftiers middelalderlige livssyn. Men det bekymrer mig, at de fanatiske religiøse ledere er med til at skabe skel og konfrontation i Danmark."

Heldigvis er det rigtigt, at kulturkampen er strandet, for det gjorde den få måneder efter at statsministeren havde lagt op til den i sin nytårstale 2003 og et efterfølgende interview i Weekendavisen. Og grunden var især kulturministerens og de berlingske blades afsporing af den gennem totalt forfejlet hetz mod venstrefløjen. Jf. artiklen  Kulturministerens drabelige kamp mod vejrmøller  (27.8.03.).

Men at kulturkampen er strandet er jo ikke ensbetydende med at værdidebatten er afsluttet, tværtimod. Det fremgår allerede indirekte af åbningstalen. Og det ligger i selve det forhold, at den slet ikke kan afsluttes. Den vil ligge eksplicit eller implicit i enhver debat der omhandler andet end økonomi og teknik. Ja, selv dér kan man ikke totalt abstrahere fra den.

Noget helt andet er, at man sagtens kan beklage, at statsministeren ikke mere direkte gik ind i en tydeliggørelse af værdidebattens kernespørgsmål, nemlig spørgsmålet om hvad værdier egentlig er eksistentielt set, og hvordan de skabes og opretholdes som sådanne. Man kan gisne om, at grunden nok er statsministerens tilbageholdenhed når det gælder filosofiske og psykologiske spørgsmål, og en sådan deler han i givet fald med langt de fleste politikere. Men i sidste ende er dette beklageligt, fordi der netop i disse år er brug for en filosofisk og psykologisk afklaring der rækker langt ind i det politiske og det visionære felt.

Historikeren Søren Mørch har netop udgivet en lille bog om Poul Nyrup Rasmussen, hvor denne får det skudsmål, at han var mere funktionær end politiker, det vil med andre ord sige mere administrator end statsmand. Administreres (eller regeres) skal der som bekendt, som også Viggo Kampmann i sin tid konstaterede. Men i visse perioder er det nødvendigt med statsmænd der kan hæve sig op over det økonomiske, sociale og juridiske - og føre an i udviklingen. En sådan periode oplever vi i øjeblikket. Derfor er fortsat værdidebat og fortsat bevidstgørelse omkring værdierne nødvendig. Og derfor ville også Anders Fogh Rasmussen gøre en endnu større forskel, hvis han førte værdidebatten videre klart og eksplicit.

Enhver statsminister og regering nærer et helt naturligt ønske om genvalg. Men ønsket må især være kraftigt for en statsminister der har sat sig for at skabe store og varige forandringer i det danske velfærdssamfund.

Anders Fogh Rasmussens chancer for genvalg må for tiden bedømmes som ganske gode. For dels mener et flertal af befolkningen faktisk at det går ganske godt i Danmark. Dels mener et flertal også at Anders Fogh Rasmussen vil være den bedste statsminister til at føre udviklingen videre. Hverken Marianne Jelved eller Mogens Lykketoft har tilsvarende opbakning. Deres respektive partier er endda blevet meget uenige om udlændingepolitikken. Omvendt har Dansk Folkeparti under Pia Kjærsgaard bevæget sig sikkert ind mod midten og realpolitikkens ansvarlighed. Det giver også Anders Fogh Rasmussen større chancer for genvalg end modkandidaterne. Holdes tungen lige i munden, går det næppe helt galt.

Men intet er afgjort før stemmerne på valgdagen er talt op.

Åbningstalen på statsministeriets hjemmeside: Klik

Valgoptakt i Danmark  (14.9.04.)
Fogh's rokade  (3.8.04.)
Kommunalreformen på plads  (25.6.05.)
Artikel om åbningstalen 2003

Se endvidere den forkortede udgave af  Værdimanifestet