ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.2.04.

Demokratiet og den muslimske verden

For øjeblikket er det koalitionsstyrkerne og den amerikanske administrator Paul Bremer der har den militære og civil-administrative kontrol over landet med uddelegering til et imidlertidigt irakisk regeringsråd af stadig flere administrative og sikkermæssige opgaver. Pr. 1. juli etableres en overgangsregering der skal forberede forfatning og frie valg, men irakerne selv - og ikke mindst dets shiamuslimske befolkningsflertal - er stærkt utilfredse med, at der ikke bliver frie valg inden 1.7. Det er dog hverken teknisk eller sikkerhedsmæssigt muligt, hvad også FN's udsendte forhandler, Kofi Annans rådgiver Lakhdar Brahimi, har måttet erkende - i modsætning til shiamuslimeners leder stor-ayatollah al-Sistani.

USA er i den særlige klemme, at man på den ene side ikke ønsker at forblive i Irak med store militære kontingenter længere end højst nødvendigt (man vil tværtimod gerne have inddraget Nato og FN i missionen). Men på den anden siden heller ikke ønsker at opgive kontrollen med Irak og dermed risikere at landet ender som et typisk muslimsk land uden ægte demokrati og uden accept af vestlige værdier.

Det skal i denne forbindelse huskes, at USA og Storbritannien ikke primært gik i krig med Irak for at finde masseødelæggelsesvåben, men for at afvæbne Irak totalt ved at fjerne Saddam Hussein fra magten og skabe et samarbejdsvilligt styre der kunne overflødiggøre fortsatte FN-sanktioner mod landet, give den irakiske befolkning sin frihed og sikkerhed tilbage og endelig gøre Irak til en demokratisk medspiller i Mellemøsten-politikken.

Problemerne knytter sig af gode grunde navnlig til de sidste to punkter, 1) fordi Saddam Husseins tilhængere i alliance med terrorister fra udlandet af al magt bekæmper det nye styre, 2) fordi selve besættelsen af Irak naturligvis vækker modstand mod koalitionsstyrkerne og især forstærker amerikanerhadet, og 3) fordi Iraks kommende suverænitet ikke automatisk sikrer et demokrati.

Bekæmpelse af terrorismen i Irak bliver en langvarig affære der slet ikke vil kunne løses uden en fortsat kamp mod terrorismen i andre dele af Mellemøsten - og specielt ikke uden en demokratiseringsproces i andre muslimske lande.

Den irakiske befolkning og de shiamuslimske ledere såvel som det provisoriske regeringsråd ønsker selvbestemmelse hurtigst muligt, og derfor har den fungerende irakiske udenrigsminister Hoshyar Zebari på det regionale udenrigsministermøde i Kuwait forleden bl.a. bedt sine naboer Syrien, Jordan, Saudi-Arabien, Iran og Tyrkiet om at stramme grænsekontrollen for at standse terrorgruppers indtrængen i Irak. Men typisk for stemningen på mødet afviste Syriens udenrigsminister helt problemet.

Til gengæld kunne de arabiske udenrigsministre sagtens blive enige om at kræve USA ud af Irak hurtigst muligt - og overlade ansvaret for Iraks videre skæbne til først FN og siden irakerne selv.

Amerikanerne mener, de er nødt til at blive i Irak mindst to år endnu, omend med gradvist reducerede styrker. Risikoen for en decideret borgerkrig ved for hurtig amerikansk tilbagetrækning er vel ikke stor, men dog til stede. Og det samme gælder risikoen for en opsplitning af landet, hvis kurderne i nord sætter sig for at rive sig løs.

Men stadigvæk hedder det grundlæggende strategiske problem demokratiets opbygning og stabilisering. Uden dette vil USA's krig mod Saddam Hussein ikke kunne betegnes som vellykket. Præsident Bush har da også gentagne gang bedyret, at demokratiet i Irak vil lykkes, og at amerikanerne bliver i Irak til demokratiet fungerer.

Ret har de foreløbig kun på ét punkt. Demokrati lader sig under ingen omstændigheder eksportere som en vare. Det er noget der skal udvikles gradvis og tålmodigt i tråd med, at der opbygges et civilt samfund af passende oplysningsgrad og samtidigt med at der sker en varig principiel adskillelse mellem politik og religion som accepteres af det overvældende flertal af befolkningen.

Demokratiseringens værste hindring er ikke modsætningen mellem den folkelige og den elitære faktor, for disse to størrelser må betragtes som ægte komplementære således at forstå, at de skal opfattes som sideordnede faktorer der hver har deres berettigelse og nødvendighed, men blot aldrig vil kunne gå op i en højere enhed.

Det folkelige krav om frihedsrettigheder er en selvfølgelig del af enhver demokratiseringsproces, fordi demokratisering ideelt set gror nedefra - fra et folk der vågner til oplysning, medbestemmelse og medansvar.

Men den elitære faktor er lige så selvfølgelig, fordi det kun er ansvarlige og oplyste ledere der er i stand til at sikre de juriske, forfatningsmæssige, parlamentariske og praktisk-administrative regler og rammer der kan blive garanten for de enkelte borgeres frihed.

Det er de politiske ledere der må udarbejde, gennemføre og sikre en forfatning der kan garantere borgernes ret til fri menings- og foreningsdannelse, ret til at danne partier, ret til at få afholdt frie valg, ret til at kunne kontrollere og eventuelt afsætte regeringsmagten samt respekten for mindretallene.

Det er de politiske lederes afgørende ansvar, at disse rettigheder ikke kan fjernes ved en forfatningsændring, hvis et enkelt parti (eller en koalition) får parlamentarisk flertal til det. Demokratiets grundlæggende idé er og bliver - som påpeget af filosoffen Karl Popper - altid at begrænse magten, aldrig at monopolisere den.

Det er præcis her faren ligger i Irak, og det af flere grunde. For det første er landets befolkning stadig overvejende lidet oplyst og modstandsdygtigt over for politisk og religiøs demagogi. For det andet føler muslimerne generelt modstand mod skarp adskillelse mellem politik og religion. Og for det tredje er shiamuslimerne en klar majoritet, der har lidt under årtiers undertrykkelse fra den religiøse minoritet der var forbundet med Saddam Hussein, og som derfor kan befrygtes at ville gøre gengæld.

Shiamuslimerne presser på for at få frie valg hurtigst muligt, så de kan komme til magten. Deres ledere viger ikke tilbage for at hidse tilhængerne op til demonstrationer mod amerikanerne, ja til det had mod amerikanerne som er farligt, fordi alt had er uforeneligt med demokrati. Stor-ayatollah Ali al-Sistani siger nok, at han vil adskille politik og religion, men han går - som flere i det provisoriske regeringsråd - ind for sharialovgivningen, og denne kan vel ikke siges principielt at udelukke adskillelse mellem religion og politik, men dog at tendere mod en farlig sammenblanding, og hvor den praktiseres også rent faktisk at sammenblande tingene. Endelig gælder, at al-Sistani er godt oppe i årene, og at ingen kan vide hvem der bliver hans efterfølger, dvs om det bliver en moderat eller fundamentalistisk muslim. Der er altså grunde nok til at være bekymrede ved frie valg for hurtigt.

Når hertil kommer, at muslimer, men især de arabiske muslimer opretholder en kolossalt nærtagende værdighed, der indebærer at de ikke vil belæres af andre og ikke vil acceptere andres værdisæt, men tværtimod betragter enhver form for forsøg på påvirkning som udtryk for arrogance og nedladenhed, så turde det være indlysende, at USA og hele koalitionen er oppe mod meget stærke mentale kræfter, der for alt i verden vil undgå at opgive egne værdier og positioner eller blot så meget som 'relativere' dem.

Det skal i denne forbindelse noteres, at udenrigsminister Per Stig Møllers nylige rejse rundt til flere arabiske lande for at snakke demokrati med kollegerne stort set var resultatløs. Han blev naturligvis modtaget venligt og korrekt, men lydhørheden for hans ideer om dansk hjælp til demokratiseringsprocessen var meget lille.

Man forstår på denne baggrund også filosoffen David Gress' store skepsis som han bl.a. røbede i Deadline's 2. sektion søndag den 8. februar, hvor han gjorde opmærksom på, at demokratiet historisk er knyttet til den europæiske udvikling, og hvis det overhovedet skal fremmes i de arabiske lande, må det knyttes til tilsvarende værdier i disse lande - og de er svære at få øje på! Udefra kan man støtte de grupper i de arabiske lander der går ind for demokrati og frihed, men så vil man få problemer med magthaverne.

Hertil bemærkede Conni Hedegaards gæst i studiet, professor i international ret Mogens Kelstrup, at man ikke blot skal støtte demokratiet, men også demokratiets mange forudsætninger, dvs den almindelige udvikling, oplysningen, tilliden, den indre sikkerhed og det internationale samarbejde. Og her skal man anlægge det lange perspektiv.

Samme Kelstrup, der udtrykkeligt gjorde opmærksom på, at han ikke var specialist i Mellemøsten, mente også, at man fra vestlig side måtte være ærlige i processen og sige, at hvis landene vil have selvbestemmelse, så må de også selv bestemme, hvordan de vil indrette styreformen og definere demokratiet!

Dilemmaet er der, sagde han, uden at hverken han eller Connie Hedegaard fandt det påkrævet at tilføje, at ingen fra vestlig side kan være interesseret i at give Irak en selvbestemmelse der ikke er under en sådan demokratisk kontrol at en snarlig opløsning af demokratiet udelukkes, hvis fx shiamuslimske fundamentalister får absolut flertal i et kommende parlament. Noget sådant ville højst sandsynligt være blevet konsekvensen, hvis FN fra starten havde stået med det fulde ansvar for krigen mod Irak, men er stik imod hvad USA og Storbritannien gik i krig for.

Paul Brenner har da også netop tilkendegivet, at han i givet fald vil nedlægge veto mod en irakisk forfatning der fx indfører islamiske begrænsninger af kvinders frihed.

Vesten må følgelig have modet til at holde fast i en ægte demokratiseringsproces dér hvor de har valgt den militære indgriben i et land for at komme af med et terrorunderstøttende diktatur. Modstanden mod de vestlige værdier skal overvindes ved en passende blanding af kontakt med og støtte til demokratiske grupperinger eller fora, fortsat kamp mod terrorister og terroriststøtte, fortsat oplysning om demokratiets væsen, funktioner og fordele, og endelig fortsat diplomatisk og eventuelt økonomisk pres på regeringer der er tøvende over for en demokratiseringsproces.

Man vil i hele denne proces næppe kunne undgå at støde folk der opretholder en lukket og meget ophøjet arabisk værdighed med dyb foragt for alt ikke-arabisk, på samme måde som man ikke kan undgå at støde en afrikansk diktator som Mugabe der i sin store opblæsthed udtrykkeligt frabeder sig enhver form for vestlig kritik, fordi han pr. definition betragter den som kolonialistisk. Men omvendt må man kunne få kontakt og samarbejde med alle der allerede er tilhængere af de universelle menneskerettiheder og som allerede er kommet til det resultat at de vestlige værdier er ikke blot forenelige med fundamentale muslimske værdier, men værd at indføre og kæmpe for, hvis man vil videre i sin udvikling.

I denne proces vil det derfor være absolut påkrævet, at ingen forestilling om en kamp mellem religionerne eller mellem kulturerne løber af med følelserne, tankerne og fremtidsplanerne. Strategien må tværtimod defineres som en langsigtet integration af muslimerne i den vestlige verden - ganske som det gælder integrationen af muslimske indvandrere i de vestlige lande.

Men skal man her tale om ærlighed fra vestlig side må den bestå i at erklære uden mindste omsvøb, at integration af muslimer ikke er mulig uden at muslimerne definitivt opgiver deres gamle æresbegreber som stammer fra feudaltiden, men er helt utidssvarende i moderne, sekulariserede samfund.

Modernitet og sekularisering udelukker hverken moral eller religion, men det primitive æresbegreb udelukker demokrati og udvikling.

Irakkrigen en fejltagelse?

Bush's vision om Mellemøsten
om den amerikanske præsidents tale den 6. november

Terrorismens sande ansigt
om situationen i Irak efter terrorbomberne 25.-27. oktober

Sikkerhedsrådet enige om Irak
om den nye FN-resolution og udsigterne til fred i Mellemøsten

Eksistens på søndags-Deadline
om debatter om islamisme, tro og kulturkamp
på den nye 2. sektion af Deadline 31.8., 7.9. og 14.9.03.

Had og demokrati
I lys af Eriksens og Stjernfelts bog "Hadets anatomi"
analyseres forudsætningerne for at skabe demokratisk kultur
i lande der er blevet ødelagt af diktatur og trues af hadets vanvid.