ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.9.03.

Bush, FN og Europa

Såvel den mere almindelige lovløshed som følge af kriminelle banders hærgen i et land hvis politi først er under opbygning som den veltilrettelagte terrorvirksomhed som følge af modstanden fra det gamle regimes fanatiske folk og deres venner fra udlandet koster næsten dagligt menneskeliv blandt irakerne, besættelsestropperne og folk fra FN og internationale hjælpeorganisationer foruden plyndringer af private og offentlige ejendomme og sabotage af olie-, vand- og el-ledninger m.v.

Der sker vitterligt fremskridt i udbedringen af den ødelagte infrastruktur, opbygningen af hospitaler og skoler og opbygningen af lokale, civile og politimæssige myndigheder - men det går langsomt og skaber forståeligt nok både megen utålmodighed, frustration, bitterhed og had mod især amerikanerne i den lokale befolkning.

Og hele operationen koster store summer som i øjeblikket overvejende må udredes af USA's regering og i sidste ende af de amerikanske skatteydere.

De økonomiske konjunkturer skal vende, så der for alvor kommer gang i amerikansk økonomi igen. Mange tegn peger i den rigtige retning, men er trods alt usikre. Egentligt udslaggivende resultater ses slet ikke i horisonten.

Opbygningen i Irak af lov og orden, grundlæggende infrastruktur, stor olieproduktion, mærkbar forbedring af den almindelige befolknings arbejdssituation og økonomi samt isolering af modstandslommer til få afgrænsede områder skal være effektiviseret inden for et halvt til trekvart år.

Omkostningerne ved engagementet i Irak skal andre lande end koalitionen bag den militære operation være villige til at være medbetalere af, hvad der vil sige, at FN på en eller anden måde skal medinddrages i såvel opgavernes løsning som medansvaret for løsningen.

Colin Powell har netop røbet, at den amerikanske regering har bedt en række irakiske ledere om at fremlægge en slagplan for demokratiseringen af landet, herunder udarbejde forslag til en ny forfatning for landet. Og de får foreløbigt en frist på kun seks måneder.

Strategien er nu som før at rive Irak ud af terrorismens magtgreb og få skabt en demokratisk-sindet og ikke-teokratisk styre til såvel den arabiske verdens inspiration som den almindelige befolknings gavn, hårdt prøvet som den er, ikke blot gennem de sidste måneders militær operationer, men også gennem de urimeligt langvarige FN-sanktioner. Men det overordnede mål er også at bryde muslimernes og arabernes illusioner om at kunne knække USA's magt og indflydelse gennem fortsat terror og således stække den uundgåelige påvirkning af vestlige værdier og idealer.

Med den seneste tids udvikling i den israelsk-palæstinensiske konflikt tyder alt på, at køreplanen for fred forbliver reelt suspenderet indtil forholdene i Irak er bragt nogenlunde på plads og Yassir Arafat er afgået ved en naturlig død. De åbenlyse israelske trusler om at dræbe Arafat har naturligvis ikke gjort sagen bedre. Og de er også inkonsekvente. For hvis Sharon virkelig anser Arafat for irrelevant - hvad han har gode grunde til - så turde det også være irrelevant at nogen udefra skiller sig af med ham. Han er irrelevant som forhandlingspartner, fordi han i bund og grund er utroværdig. Men han er og bliver symbolet på palæstinensisk hadefuldhed og modstandsvilje og er ikke irrelevant som sådan, eftersom det til syvende og sidst er symboler eller kampen om symboler der afgør historiens gang. Løsningen her hedder palæstinensisk opgør med eget had.

Intet tyder på, at palæstinenserne efter Abu Mazen får en troværdig og autoritativ regeringschef, der vil kunne hamle op med Arafats myndighed og popularitet, så han vil have en jordisk chance for at få bremset terroraktiviteterne og trække i en anden retning end Arafat. Og intet tyder heller på, at USA har kræfter eller lyst og vilje til på denne side af en afklaring af situationen i Irak at skære igennem over for palæstinenserne og israelerne. Både Colin Powell og Condoleezza Rice har været forbløffende inaktive i fredsprocessen, siden det lå klart, at Abu Mazen ikke havde held med sit regeringsarbejde.

Præsident Bush må altså noget mod sin vilje ty til 'den tredje vej' for at komme et nødvendigt skridt videre i strategien, dvs inddrage andre lande end koalitionens i genopbygningen af Irak, hvis denne skal komme op i de nødvendige omdrejninger tidsnok.

Derfor det store diplomatiske arbejde fra Colin Powells side med konsultationer med lande der er medlemmer af sikkerhedsrådet - især Tyskland og Frankrig - og derfor præsident Bush's appel til FN's generalforsamling tirsdag den 22. om at påtage sig de nødvendige forpligtelser i Irak.

Navnlig er konklusionen forhastet, fordi FN-problemet i allerhøjeste grad er uløst som følge af den dybtgående splittelse i Sikkerhedsrådet om Irak-krigen.

Generalsekretær Kofi Annan er fuldstændigt på det rene med dette forhold og brugte da også sin tale ved åbningen af generalforsamlingen i FN 22.9. til at understrege situationens alvor, idet han dog klogeligt undlod at angribe enkelte lande.

Kofi Annan påpegede bl.a., at den hidtidige verdensorden som har været gældende fra oprettelsen af FN i 1945 er i opløsning, idet samarbejdet mellem verdens lande om fælles ansvar for løsningen af de globale problemer er ved at blive afløst af jungleloven og den stærkeres ret. FN står derfor nu ved en korsvej lige så afgørende som i 45.

Specielt satte Annan spørgsmålstegn ved enkelte nationers ret og pligt til at anvende forebyggende magt, idet sådanne præventive angreb foretaget af koalitioner der har fundet sammen til lejligheden kan føre til "unilateral og ikke-legal magtanvendelse", dvs magtanvendelse uden hjemmel i den artikel 51 i FN-pagten som giver alle stater ret til selvforsvar.

Hidtil har stater der går ud over denne ret til sædvanligt selvforsvar været enige om, at de skal have støtte fra FN. Og når enkelte lande nu siger, at dette ikke længere skal gælde, så er der tale om en fundamental udfordring af det fundament som verdens fred og stabilitet har hvilet på siden 1945, nemlig FN-pagten, lød det fra generalsekretæren.

Men Kofi Anna var ikke den kloge og besindige generalsekretær med den ranke ryg, han vitterligt er, hvis han ikke også kunne se problemer i kritikken af USA. Derfor tilføjede han de følgende bemærkninger, som ejendommeligt nok ikke er kommet med i ret mange gengivelser i aviser eller tv-nyheder, men som ikke destomindre er meget vigtige:

"Det er ikke nok at fordømme unilateralismen, med mindre vi også ser direkte på de problemer som får visse stater til at føle sig særligt sårbare og derfor driver dem til at gå enegang. Vi bliver nødt til at vise, at de bekymringer kan og vil blive tacklet effektivt gennem fælles handling."

Det er fortsat fuldstændigt forståeligt at lande som Frankrig, Tyskland og Rusland og mange andre var yderst betænkelige ved en krig mod Irak, selvom alle gerne ville af med Saddam Hussein, og alle også var enige i at han ikke havde opfyldt FN's krav om afvæbning. Der indgik i betænkelighederne både principiel uvilje mod og stor tilbageholdenhed med magtanvendelse, og både taktisk bestemt uvilje imod at rode sig ind i noget, hvis konsekvenser ikke var fuldstændigt overskuelige, og strategisk bestemt uvilje mod at rage uklar med gode partnere i det storpolitiske spil.

Og måske indgik der også fra en enkelt europæisk nations side lidt for stor lyst til at genere USA og præsident Bush og skaffe sig billig applaus fra arabiske og afrikanske lande. Det er i hvert fald ikke underligt, at dagbladet Le Parisien forleden med en bevidst brug af forsvarsminister Rumsfelds egne ord deklamerer, at "Det gamle Europa tager revanche". Eller at den udenrigspolitiske analytiker Pascal Boniface skrev: "I dag kan Jacques Chirac læne sig tilbage og afvente begivenhedernes gang. Det er Bush som er presset." Men en vittig kommentator ved Financiel Times, Gerard Baker, har ikke kunnet dy sig for at tale om "chiraceri" som "pompøst, selvdisciplineret krakileri der er skjult som principielt afvigende mening"! - Tror man, at Chirac er den der har fat i den lange ende, glemmer man vist den lidt større kontekst.

Reelt er splittelsen i FN nemlig så dybtgående, at den forbliver uløst, selvom Sikkerhedsrådet i løbet af nogle uger - som de fleste forventer - skulle nå frem til et eller andet tåleligt kompromis om en ny Irak-resolution, der vil åbne for flere landes deltagelse i genopbygningen i Irak uden ultimativt at forlange USA's afgivelse af den militære kontrol over landet foreløbigt.

Splittelsen drejer sig nemlig fortsat om, at FN ikke er i stand til at blive enige om et effektivt og kompromisløst forsvar af de vestlige værdier som organisationen blev etableret på i 1945. FN vil og kan ikke påtage sig effektivt forsvar af USA's integritet og kan derfor ikke forhindre USA i at drage omsorg for sit eget forsvar, fastholde Bush-doktrinen - og fortsat have den allerstørste skepsis over for FN.

Kofi Annan har ganske vist ventileret den tanke, at sikkerhedsrådet kunne revidere sine regler om medlemslandenes muligheder for at føre præventiv krig som legal FN-krig. Det ville i så fald være en skelsættende begivenhed, men det er mere end tvivlsomt om ideen går igennem. For det vil i praksis betyde samtlige FN-landes anerkendelse af at USA siden den kolde krigs ophævelse og Sovjetunionens opløsning er blevet en supermagt med ikke alene militær, men også politisk-moralsk særstilling. USA har ikke alene ret til at forsvare sig selv, men vil i så fald også få FN's ret til at føre præventiv krig i tilfælde af konkrete trusler mod sig selv fra fjendtlige stater. Og endelig er USA fortsat det eneste land som er stærkt nok til at træde til, hvis FN skulle anmode om effektiv tackling af trusler mod de demokratiske idealer.

Desuden er fattigdoms- og aids-problemet, ikke mindst i Afrika, nu af så faretruende omfang, at det ikke er uvæsentligt hvad Sydafrikas præsident Thabo Mbeki ildevarslende sagde på generalforsamlingen, selvom det omtrent druknede i andre udtalelser: "De fattige vil ikke acceptere opretholdelsen af status quo, som blot fører til fortsættelse af fattigdommen. Hvad vi har sagt i dag, risikerer ikke at blive hørt. Mens ilden brænder, risikerer FN at dø."

Hertil kommer en sådan alvorlig hurdle som den at få reformeret Sikkerhedsrådet, så det bliver mere repræsentativt for de 191 medlemslande. For det er temmelig usandsynligt at rådets hidtidige fem permanente medlemmer med deres fulde vetoret skulle acceptere en ændring. Man kunne give nogle flere medlemmer sæde i rådet, men giver man dem også vetoret, havner man let i en total handlingslammelse. Men kerneproblemet i en reform af Sikkerhedsrådet turde være et helt andet, nemlig at de vestlige lande ikke vil og i deres værdiers interesser ikke kan opgive en vetoret der som det eneste middel kan forhindre et muslimsk-afrikansk flertal i at trumfe deres vilje igennem imod dem.

Kofi Annan kan have megen ret i, at historien er en hård dommer, og at den næppe vil tilgive FN's medlemslande om man forspilder chancen for en reform. Men kendsgerningen er - og så kan man lide den eller ej - at der står andre interesser på spil for medlemslandene end hensynet til et ideelt fælles ansvar for klodens problemer, der står et særdeles jordnært og national ansvar for egen overlevelse og forsvar for egne værdier på spil.

Schröder mindede om, at Tysklands historie havde vist hen til den vej som det intensive internationale samarbejde under FN's skærm er og som vi yderligere må styrke gennem modige reformer. Det er vejen til en universel orden af menneskerettigheder og menneskeværd, til ansvarlig regeringsform og til delagtighed for alle mennesker i denne verdens velstand. Og det er vejen til sikkerhed og fred gennem omfattende forebyggelse.....

Og præsident Bush's vision for engagementet i Irak var også klar: "Successen for et frit Irak vil blive iagttaget og bemærket over hele regionen. Millioner vil indse, at frihed, lighed og materielt fremskridt er mulig i hjertet af Mellemøsten. Lederne i regionen vil stå over for det klareste bevis på at frie institutioner og åbne samfund er den eneste vej til langsigtet national lykke og værdighed. Og et omdannet Mellemøsten vil være til gavn for hele verden ved at underminere de ideologier der eksporterer vold til andre lande."

Man skal aldrig se bort fra de visionære perspektiver i ansvarlige magthaveres politik. Det gælder Schröder og Chirac såvel som Bush, Blair eller Putin. Men kendsgerningerne er hårdere. Så selvom visionerne og drømmene er vigtige - og næres af alle befolkninger og alle ansvarlige ledere i hele verden - så tvinger de hårde kendsgerninger alle nationale regeringer til realpolitikkens seje og nøgterne arbejde og kalkulationer.

Dybest set er der et udpræget komplementært forhold mellem de ideale, universelle eller visionære perspektiver på den ene side og de jordnære, realpolitiske og nationale interesser på den anden side. Man kan i sin analyse forskyde vinklen fra det ene til det andet aspekt, men må medgive at begge perspektiver er berettiget og ansvarlige, men aldrig forenelige så de vil kunne gå op i en højere enhed.

FN's nuværende krise ligger også i den manglende forståelse for hele denne komplementaritet.

Irakkrigens mål og midler  (7.4.03.)

Irakkrigens første uge  (27.3.03.)

Fra snak til aktivt indgreb  (Mellemøsten)
om præsident Bush's ultimatum til Saddam Hussein 17.3.03.

FN's dilemma  (16.2.03)
Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.)
Midtvejsvalget i USA  (USA - 5.11.02.)

Bush-doktrinen 2002

USA's uafhængighed