utils prefix normal forlag - 2009hsproget

KAPITEL AF 'JERNESALTS 2009-FILOSOFI'

Sproget

Bevidsthed og erkendelse
Dagligsprog kontra specialsprog
Samtale, debat og medier
Sprogregler
Det dybe sprog og det høje sprog
Henvisninger


Bevidsthed og erkendelse    Til toppen  Næste

Sproget er en elementær kendsgerning. Det er sproget der holder samfundet sammen. Det er 'vort fælles spil imod forvirringens kræfter'. Men sproget rummer også muligheder for misforståelser og fejltagelser mellem mennesker, både på bevidst og ubevidst plan, og er derfor både en forudsætning og et problem.

Sproget adskiller os for alvor fra dyrene. Disse har et signalsprog der kan angive elementær fare, angst, glæde, sult og længsel efter tryghed eller brunst. Det kan endda blive nuanceret og udtryksfuldt som fuglesang, men det er bundet til den konkrete stemning og situation i tid og sted.

Menneskenes sprog er kendetegnet af at situationsafhængigheden er brudt, således at det kan bruges såvel konkret som abstrakt og om både nutidige og fortidige situationer, ja, om fremtidige eller tænkte situationer

Sprogets tegn er med andre ord 'symboler' i bredeste forstand. Hvad enten det er et lydtegn, et skrifttegn eller et billedtegn kan det bruges som forkortet eller overført kendetegn for et begreb, et sagforhold, en følelse, en handling eller en adfærdsmåde, enten umiddelbart eller middelbart, beroende på vedtægt og indlæring. I kunst, religion, politik og humor kan tegnet bevidst eller ubevidst være forbundet med associationer der gør det flertydigt Og sådan har det været fra 'tidernes morgen'.


Sprogets uforklarlige opståen i evolutionen - som et elementært og emergent fænomen - er ikke alene det afgørende punkt i menneskeslægtens udvikling, men selve det kulturigangsættende.

Ved at spise af bevidsthedens træ blev de første mennesker bevidste om deres situation i forhold til ophavet og kønnet. Dermed forlod de den paradisiske tilstand af kronisk uskyld - ligesom ethvert ungt menneske gør det i puberteten. Mennesket begyndte at kunne se forskel på godt og ondt og fik dermed valgmulighedens frihed og ansvarlighed.

Skabelsesmyterne lader de første mennesker bruge sproget til at navngive dyrene, men dette var slet ikke det udslaggivende. Afgørende blev først den dybere indsigt i tilværelsens mysterier der er forbundet med bevidsthed om kønsforholdet og autoritetsforholdet. Først denne indsigt giver friheden.

Sprogets flertydighed og valgfrihed giver mennesket en betydelig uafhængighed i forhold til virkeligheden i og med at denne bliver fortolkelig og mulighedsrig, Til gengæld bliver mennesket dybt afhængigt af sproget. I forståelsen af virkeligheden kommer mennesket aldrig bag om sproget, for virkeligheden eksisterer ikke for menneskene uafhængigt af deres relationer til den.

En absolut og uforanderlig verden uden for vor bevidsthed eksisterer kun i teoretiske spekulationer. Vore sansers nøgne virkelighed er ikke eksistensens ærkerealitet. Den eneste virkelighed der kan tages som objektivt sand er den levende og organisk groende virkelighed som takket være sproget er fælles for mange og kunne være fælles for alle. Sproget er udtryk for selve vekselspillet mellem mennesket og den virkelighed der omfatter mennesket selv.


Lingvistikken der beskæftiger sig med sproget som system eller som formel struktur, kommer heller aldrig - som teoretikerne postulerer - bag om sproget og reducerer ikke mennesket til et simpelt opbevaringssted for matematiske systemer. For dekonstruktionen er selv sprog og hæver sig aldrig over sprogets yderst komplekse samspil med den øvrige virkelighed.

Talesproget er helt fundamentalt i menneskets sproglige udvikling. Ingen véd hvornår det er opstået, men det antages at sprog i nutidig forstand går omkring 40.000 år tilbage i tiden.

Mennesketsproget er primært et akustisk-auditivt system, og heri ligger overlegenheden. Den lydlige kommunikation er simpelthen bedre end den visuelle ved at kunne bruges i mørke og på større afstande. Og sammenkoblingen af lydforskelle og nuanceret indhold er den store gevinst, således som det også kan iagttages i børns sprogudvikling.

Der findes omkring fem-seks tusinde forskellige sprog i verden, men halvdelen er dem tilhører den indoeuropæiske sprogæt. Her og i den semitiske sprogæt har der været tilbøjelighed til at fokusere mere på lydelementet end på tegnelementet, og det har ført til en form for generalisation af sproget som har gjort alfabetskriften mulig - til forskel fra det skrifttegnssprog som bruges i den sino-tibetanske sprogæt, og som er meget vanskeligt at tilegne sig for børn.


Skriftsproget har ikke alene den praktiske fordel at man kan nedfælde hvad der bliver sagt og tænkt, men også at man kan videregive det til efterlevende mennesker. Dette ændrede menneskets tidsopfattelse, så historien ikke længere var synkron og cirkulær, men blev diakron og lineær.

Samtidigt fik 'skriverne' en betydelig rolle i samfundet og gjorde dette til et embedsmandssamfund (på kinesisk et 'mandarinsamfund'). Senere gjorde bogtrykkerkunsten læsningens kunst stadigt mere udbredt. Oplysningen var ikke længere forbeholdt klostrenes lærde, men bredte sig til frie universiteter og til sidst til folket.

Groft sagt skabte håndskriften bystaten og bogtrykket nationalstaten. Nutidens computere og internet undergraver hverken urbanisering eller nationalisme, men bliver i hvert fald en kraftig trussel mod alle former for lukkede samfund og diktaturer, og samtidigt en bét for alle totale eller funktionelle analfabeter. Endelig bliver de også en fantastisk, men ikke helt problemfri mulighed for fri, uformel og uhæmmet kommunikation mellem mennesker verden over på tværs af landegrænser, tidszoner, religion, etnicitet, klasse, køn, alder, erhverv og fag.

Mobiltelefonens opfindelse og udbredelse genindfører ydermere gennem den frie og uformelle samtale og small-talk talesproget som det umiddelbart foretrukne kommunikationsmiddel på tværs af alle former for takt og tone. Det private synes at vinde over det faglige og saglige, og selskabeligheden over ensomheden.


Sproget har flere dimensioner. Pragmatikken undersøger forholdet mellem ord, sætninger og referencer, herunder sprogets forhold til handlingen. Semiologien handler om forholdet mellem struktur, realitet og engagement, herunder forholdet mellem sprog og tekst. Fænomenologien beskæftiger sig med forholdet mellem sprog og 'mening', taget som noget før-sprogligt. Og hermeneutikken sætter fortolkningen af tilværelsen eller eksistensen i centrum ud fra den grunderfaring at sproget dækker mere end hvad den rationelle erfaring siger.

Det er dog ikke alle hermeneutikere der er på det rene med at den diametrale forskel mellem den før-sproglige mening og den sproglige analyse af samme mening ikke kan opløses med sprogteori, da den beror på forskellen i de to diametralt forskellige psykiske grundprocesser. Kun komplementaritetssynpunktet hæver modsætningen. Den her foreliggende eksistensfilosofi er således hverken rent fænomenologisk eller rent hermeneutisk, men er komplementært helhedsrealistisk og dækker som sådan både det mytiske og det rationelle sprog og deres samspil.

Symbolsproget er et alment sprog der er en forudsætning for dynamik i historien. Det mytiske sprog er uundværligt for menneskets forståelse af sig selv og af sit forhold til naturen og samfundet, fordi myterne refererer til eksistentielt afgørende 'urbegivenheder' i menneskets historie, det vil sige til de begivenheder i udviklingen, der har gjort og til stadighed gør mennesket bevidst om tilværelsens subjektive virkelighedskarakter - individuelt som kollektivt.

Men den stærke og vedblivende anvendelse af det mytiske sprog afspejler også at det er afgørende for den menneskelige helhedspsyke at forbinde den ydre verden og dens hårde kendsgerninger med den indre verdens og dennes eksistentielle hensyn og krav på mening. Et godt eksempel er ordet 'salt'. Det dækker det kemiske produkt der hedder natriumklorid og indeholder et smagselement der er uundværligt i madlavningen såvel som det psykiske fænomen der forbindes med en særlig kraft der regnes for lige så uundværlig i andre sammenhænge. I ingen af tilfældene er det heldigt hvis saltet mister sin kraft. I folketroen er salt forbundet med lykke: når man i gamle dage flyttede ind i et nyt hus, medbragte man salt og brød. Men at spilde salt på bordet varslede ulykke.


Vore dages store uvidenhed om det mytiske sprog er en alvorlig barriere for den fulde oplysning. Men også den udbredte vanskelighed ved at tænke i komplementære baner er en barriere. Dels er det betydeligt nemmere at tænke i dualistiske baner, fordi dualistiske begrebspar er meget anvendte i den gængse udvikling af sproget der bygger ensidigt på sekundærprocesserne og disses sondringer. Dels er det mytiske sprog i høj grad blevet nedvurderet på grund af dets brug og misbrug i dogmatisk religionsdyrkelse.

Netop den indbyggede risiko for dogmatisering af meninger og standpunkter er nok den mest skæbnesvangre egenskab ved sproget. Den betyder at løsrevne sætninger kan ophøjes til absolutte, eviggyldige sandheder som i værste fald ydermere kan forfægtes med de hårdeste magtmidler.

Den dogmatiske interesse som sådan er knyttet til selve bestræbelsen på at sætte tankerne i system og undgå selvmodsigelser, men interessen kan tage overhånd således at systemet bliver absolut og lukket. Og dette fører til skolastiske, fundamentalistiske eller ideologiske systemer som magthaverne benytter til undertrykkelse af det frie ord, den frie forskning og de anderledes tænkende.

Endnu en barriere for tidssvarende oplysning ligger i sprogets manglende præcision når det gælder følelser. Sproget mangler ikke præcise ord for emotioner og affekter, men bruger i vid udstrækning samme ord for mere sammensatte fænomener der følelsesmæssigt er skruet forskelligt sammen. Fx kan tolerance dække over en genuin forståelse for at modsatrettede synspunkter kan være berettigede og i den forstand lige gode, men ordet kan også dække over den betænkelige opfattelse at synspunkter er så forskellige og uforståelige at man lige så godt kan lade være med at beskæftige sig med dem. Eller ordet underkastelse kan betyde at man bøjer sig for kendsgerninger eller synspunkter man ved nærmere eftersyn finder rigtige eller i det mindste ærlige og acceptable, men kan også betyde at man bøjer sig for dem fordi man frygter konsekvensen af ikke at gøre det.

Ordet ydmygelse kan betyde at man objektivt set bliver ydmyget, nedvurderet eller forurettet - måske i andres påhør og påsyn. Men det kan også dække at man vælger at se en vurdering eller handling fra en andens side som en krænkelse, selvom den måske blot er udtryk for vedkommendes faktiske overlegenhed, bedre dømmekraft og bedre handlekraft og mod. Eller ordet offer kan betyde at man objektivt set udsættes for tab, nederlag eller krænkelse, men også at man vælger offerrollen selvom et tab, et nederlag, et svigt, et forræderi, en forbrydelse eller en anden krænkelse hverken gør det hensigtsmæssigt, endsige nødvendigt at påtage sig offerrollen.

Betydningen vil oftest fremgå af omstændighederne eller konteksten, men ordene er som gloser betragtet ikke entydige. Deres tydning afhænger af hvem der udtaler dem og hvordan vedkommende opfatter dem, herunder om vedkommende er et nøgternt menneske med stor realitetssans eller er bragt ud af fatning af den ene eller anden grund eller eventuelt er neurotisk. En kendsgerning er det at mennesker der fx gennem terapi er kommet fri af eventuelle neurotiske træk begynder i højere grad at bruge ordene på en og samme fornuftige måde.

Det er derfor på sin plads at pointere at sprogets fornuftige brug fremmes ved en dybdeerkendelse der går så dybt ned i den personlige forståelsesstruktur at den bliver en modsætning til overfladisk intellektuel indsigt - den bliver en forpligtende erfaring.

I etikken og eksistensen betyder dybdeerkendelse en dyb personlig erfaring der får uundgåelige følger for både handlemønsteret og tankemønsteret.


Dagligsprog kontra specialsprog    Til toppen  Næste

Dagligsproget adskilliger sig væsentligt fra såvel fagsprog som jargon og slang. Det er fællessproget for en befolkning, hvor de andre arter er gruppesprog forbeholdt segmenter af befolkningen.

Jargon er som gruppesprog ofte præget af det sociale tilhørsforhold. Den kan i høj grad bruges til markering af sociale skel, dvs både til at give folk følelse af tilhørsforhold og til at holde andre udenfor. Men jargon har ligesom slang en fornyende betydning for sproget - og fornyelsen kommer overvejende nedefra, dvs fra de lavere sociale lag. De højere lag er fattige på jargon.

Slang er stiltræk ved sproget. Det er ikke et selvstændigt sprog ved siden af normalsproget, men et indslag i det. Slang er udtryk for stor sproglig kreativitet, men den trækker niveauet nedad i den forstand at samtalesituationen bliver mere uformel eller afslappet.

Slang kan bruges for sjov, for at lette det sociale samvær, for at fremme forståelsen ved forenkling eller forstærkelse, for at markere brugerens følelser, erfaringer og holdninger, for at provokere, for at få afløb for indestængte følelser, tanker, fantasier eller for at skabe distance eller markere tilhørsforhold.

Der laves slang om det der vedkommer os mest, dvs menneskets helt elementære kropslige behov og funktioner. Alle bruger slang i et eller andet omfang, nogle dog væsentligt mere end andre, og mænd åbenlyst mere end kvinder. Slang er mandesprog og afspejler i høj grad mandens aggressivitetsprægede og seksualiserede opfattelse af verden. Seksuel slang er en mandlig og uhyre varieret genre. Men generelt bruges slang i alle sociale lag - også i magtens inderste korridorer.

Slang udgør en sproglig legeplads. Slang er et smugkig ind bag pænhedens kulisser, bag forbud og snerperi. Slang er politisk ukorrekt. Den kan være smuk, spidsfindig og fremsynet, men lige så ofte plat og reaktionær. Den kan være drilsk og tankevækkende, men også ondartet satirisk. Med slangord kan man prale og provokere, lyve og lege, fornærme og forføre, være nedrig og opfindsom på skift. Derfor bruges den flittigt af børn og unge. Og børnene nemmer allerede kunsten i børnehavealderen - ofte til forældrenes store bekymring. Men slang skal tages i sin dobbelttydighed: den er både udtryk for stor sproglig kreativitet og for effektivt oprør mod autoriteter og snæversyn.


Lidt for sig står rappersproget der bruges i den populærmusik der hedder rap og som opstod i New York i 1970'erne og har rødder i afroamerikansk kultur. Selve ordet 'rap' er slang og betyder 'at snakke'. Det karakteristiske er netop den ekvilibristiske sproglige udfoldelse der har forbindelse til rytmisk prædiken, 'talt blues' og talekonkurrencer samt discjockey'ers endeløse kværnen hen over musikken. Sproget virker aggressivt og nedsættende, ja sexistisk. Det er klart polemisk - og så at sige beregnet på at udelukke nuancering og eftertanke. Men rytmen kan man ikke se bort fra.


Fagsprog er den naturlige konsekvens af arbejdsdelingen i samfundet. Det at beherske et fag kræver viden om en lang række detaljer som har sine egne betegnelser som følgelig må læres. Der er visse fællestræk inden for fagsprog for bønder, andre for håndværkere og atter andre for embedsmænd og funktionærer. Men grundlæggende er fagsprogene specielle for hvert fag og hvert speciale inden for de enkelte fag.

Når det gælder videnskabelige discipliner blever udviklingen af specialterminologi endnu tydeligere. Akademikere får et særdeles rigt og nuanceret fagsprog der først og fremmest gør det muligt for forskerne at gøre landvinding efter landvinding i forskningen, men samtidigt gør det sværere og sværere for udenforstående at begribe resultaterne. I naturvidenskab og økonomi benyttes matematikken i så stor specialiseret udstrækning, at det stort set er umuligt for lægfolk at følge eksperternes udredninger og argumentation. Der skabes allerede her betydelig afstand mellem eliten og folket.

Specialterminologien tenderer imidlertid også mod uafbrudt knopskydning, således at det ikke blot bliver sværere og sværere for forskerne - især inden for naturvidenskab og økonomi - at formidle forskningsresultaterne for almindelige mennesker, men også sker en beklagelig indavl, hvor fagfolk skriver for fagfolk i et stadigt mere indforstået sprog. De meriteres fagligt gennem afhandlinger der er skrevet for fagfolk på et for andre uforståeligt mandarinsprog.


Det mest beklagelige er dog at tendensen smitter af på de humanistiske fag, hvor hensynet til menigmands forståelse ellers burde være vigtig. Modeprægede analysemetoder med et væld af særlige termer kommer i centrum, så almengyldigheden går fløjten. Dette ramte eksempelvis litteraturfagene og religionsfagene i 70'erne, da de marxistiske teorier blev altdominerende. Og desværre bringer de færdigtuddannede universitetskandidater unoderne videre til gymnasiet, hvor de i vid udstrækning giver sig til at undervise i metodelære i stedet for substans.

For meningmand betyder denne udviling, at eksperterne ofte kommer med råd og anbefalinger der er intetsigende eller ubrugelige, men alligevel får mediernes opmærksomhed. Kloge politikere undlader at tage eksperterne alt for alvorlige. Teoridannelser gror ofte vildt - og fjerner sig mere og mere fra dagligsproget og dagliglivet.

Fagsprogene er helt nødvendige i udforskningen af verden, naturen, samfundet og mennesket, fordi forskningen afhænger af stadigt finere nuanceringer og sondringer i begreberne og af en stadigt højere grad af matematisk generalisation.

Men for fagsprog såvel som for jargon og slang gælder at ordene - bortset fra de matematiske begreber - i vid udstrækning er tidsbestemte og i den forstand flygtige.

Det stabile sprog er og bliver dagligsproget - og det er stadig også dagligsproget der er det nødvendige fundament for alle specialiserede sprog, men dagligsproget optager dog efterhånden de begreber fra fagsprogene der viser sig mest holdbare og almengyldige. Disse begreber 'domesticeres', bliver gjort hjemlige og dagligdags af almindelige mennesker, ofte naturligvis i mere upræcis betydning end i fagvidenskaberne.


Det væsentligste kendetegn for dagligsproget i forhold til de specialiserede fagsprog er netop manglen på præcision og graden af vaghed. Det er vagheden der gør dagligsproget stabilt - så mærkeligt det måske umiddelbart kan lyde.

En af den moderne fysiks vigtigste erfaringer er ifølge atomfysikeren Werner Heisenberg at dagligsprogets begreber ser ud til at være mere stabile end det videnskabelige sprogs begreber når vor viden udvides. Grunden er at dagligsprogets begreber er vagt definerede, mens det videnskabelige sprogs begreber er præcist definerede, og dette kommer igen af at det videnskabelige sprogs begreber er idealiseringer der stammer fra en begrænset gruppe fænomener, mens det daglige sprogs begreber er dannet i umiddelbar forbindelse med virkeligheden og skal dække bredt. Det fremstiller virkeligheden som den er uden teori og uden at abstrahere fra de faktiske usikkerhedsmomenter i tilværelsen.

Dagligdagens sprog afspejler meningmands fulde og hele erfaring. Ethvert ord har hele det menneskes kultur i ryggen som udtaler det, og det vindes kun af den bejler der har tilkæmpet sig samfundets goodwill - for at citere Grønbech.

Dagligsproget har bevaret mangetydigheden, mangfoldigheden, usikkerheden, uforudberegneligheden og humoren i livet. Kun i dagligsproget kommer undertonerne og overtonerne, underfundigheden og spidsfindighederne til deres ret og forhindrer den elitære censurering og ensretning fra magthaveres, eksperters og smagsdommeres side.


Dagligsproget er det sprog vi taler til daglig - uanset tungemål eller dialekt, og det vil igen sige at det er bundet op på modersmålet.

Modersmålet besynges direkte eller indirekte på næsten alle sprog. Sproget er udtryk for 'folkeånden' som det hed i romantikken med et ord moderne videnskab forlængst har prøvet at mane i jorden. Men digtere som Grundtvig har aldrig været i tvivl om dets betydning.

Modersmålet er ethvert menneskes førstesprog, og det har for de allerfleste mennesker den særstilling at det er det eneste sprog de kan udtrykke nuancerede tanker og følelser på fuldstændigt frit og ubesværet. Det er derfor en væsentlig del af såvel den personlige som den samfundsmæssige identitet. Det er så at sige arketypen for det sprog der er fælles for en sproggruppe, en nation eller etnicitet. Dansk er fællessprog for alle danskere, fransk for alle franskmænd, kinesisk for alle kinesere og arabisk for alle arabere.

Alle kan lære fremmedsprog, men det er sjældent at folk kommer til at beherske et andet sprog lige så godt som førstesproget. Tosprogede indvandrere der lærer forældrenes sprog som modersmålet i deres hjem og anvender dette til daglig i de hjemlige omgivelser, men kun lærer og bruger andetsproget i skolen og det offentlige liv, er handicappede i brugen af andetsproget, medmindre de gør en ekstra indsats for at lære det. Og netop graden af denne indsats vil bestemme deres integrationsmuligheder.

Modersmålet er for så vidt helligt for ethvert menneske, og derfor bør indvandrerbørn af 2. generation have ret til modermålsundervisning i skolerne i form af ekstratimer. Men dette må under ingen omstændigheder gå ud over undervisningen i eller tilegnelsen af deres nye nationalsprog.


I Danmark er det fortsat det danske sprog der er samfundsbærende og selvom der er gruppesprog og specifikke sprogkoder for de forskellige generationer, så gælder fortsat at danskerne har et fællessprog der gør det forholdsvis uproblematisk at kommunikere på tværs af generationerne. Det største problem er de funktionelle analfabeter blandt indvandrerne.

Dansk sprog er endnu også en selvfølge som hovedsprog på langt de fleste skoler og læreanstalter, lærepladser og offentlige kontorer samt medier i Danmark.

Det er på grund af internationaliseringen i nogen grad truet af engelsk, men foreløbigt er der ikke her nogen alvorlig fare. Mange fagfolks engelskkundskaber er for ringe til undervisningsbrug. De kan læse engelske afhandlinger inden for deres fag, men ikke nødvendigvis tale engelsk frit. Desuden gælder at selv fagfolk må kommunikere med indfødte hvor de nu befinder sig. I Danmark kan fagfolk ikke slå igennem med deres synspunkter medmindre de kan udtrykke sig umisforståeligt og nuanceret på dansk.

Hertil kommer at dansk sprog i virkeligheden indtager en særstatus i international sammenhæng i kraft af at essentielle eksistenstekster er affattet på dansk - og kun fuldtud kan forstås på dansk. Typisk gælder det tekster af Blicher, Kierkegaard, H.C. Andersen og Grundtvig fra 1800-tallet. Men også tekster af Niels Bohr, Vilh. Grønbech, Storm P. og Erling Jacobsen fra 1900-tallet. Og disse tekster er essentielle fordi de på udogmatisk vis peger på tilværelsens fulde kompleksitet og røber direkte føling med den fulde, ucensurerede og uredigerede virkelighed. Nærværende tekst fra 2009 forsøger at lægge sig i samme spor - og kunne ikke være skrevet på andet end dansk.


Samtale, debat og medier    Til toppen  Næste

Samtalen er er et væsentligt bindemiddel i samlivet mellem mennesker såvel som i samfundslivet i videre forstand.

Mennesket bekræfter sin personlige identitet, sit fællesskab med familie og nærmiljø og sit tilhørsforhold til samfundet og dettes historie, relationer og bånd gennem de sproglige udvekslinger af følelser, tanker og helhedssyn.

Samtalen er også forudsætningen for udviklingen af samfundet og kulturen i retning af den fredelige og fornuftige civilisation. Den er en del af den civile orden. Den er i form af ordnet debat en forudsætning for demokratiets opståen og opretholdelse.

Kun samtale på åbent plan med åbenhed for undren, ny indsigt og en ny dyberegående erfaring giver mulighed for konstruktiv ændring af samfundet.


Retorik opfattes i almindelighed som kunsten at overbevise, men er retteligt at opfatte som den mest hensigtsmæssige måde at fremstille en sag på, hvad enten fremstillingen er mundtlig eller skriftlig, og den indgår derfor i snart sagt alle menneskelige eller kulturelle sammenhænge.

Som veltalenhedsbegreb er retorikken for snæver, fordi det nok er afgørende for den der har noget på hjerte at kunne udtrykke sig godt, men veltalenhed kan udarte til et overfladisk æstetisk træk der går på den formsikre måde der kan læres og både bruges og misbruges.

Misbruget sker i forførelseskunsten og demagogikken.

Forførelse sker gennem appel til følelser og fordomme, dvs intense primærprocesser, og er for så vidt et naturligt element i alt samkvem mellem mennesker, men den kan føre hen til handlinger og ytringer af forskellig art som de forførte ikke ville gøre sig skyldige i hvis de havde bevaret nøgternheden.

Drives forførelseskunsten ud i ekstreme handlinger og ytringer af politisk, ideologisk eller religiøs art taler vi om demagogik. Ordet demagog betyder egentlig folkefører i positiv forstand, men fik efterhånden betydningen folkeforfører, fordi evnen til at føre folket blev misbrugt til negative eller direkte destruktive formål. Det var hvad der skete i Hitlers og Mussolinis tilfælde i Tyskland og Italien fra 1920 til 1945. Men det er hvad der sker den dag i dag i alle diktaturer, og ikke mindst i befolkninger med ringe oplysningsniveau, for de er lette ofre for fundamentalisme og fanatisme.


Overbevisningskraften i ordene kan teoretisk inddeles på tre måder. Den intellektuelle form appellerer til forstanden og den fornuftstyrede logik, hvad der igen vil sige til de relativt vage, men stabile sekundære psykiske processer. Den patetiske form appellerer direkte til tilhørerens lidenskabelige sider og kan derigennem vække sympati eller antipati, glæde eller vrede, opstemthed eller sorg, begejstring eller frygt, hengivenhed og beundring eller ligefrem had. Den appellerer til de intense og ustabile primærprocesser og er følgelig den form demagoger betjener sig af. Ender den i salvelsesfuldhed kan den dog vække irritation og latter.

Den etiske form for overbevisning appellerer til den sunde dømmekraft og velvilje. Der indgår både appel til de vage sekundærprocesser og til de intense primærprocesser, men formen styres af hensynet til overordnede formål og må derfor regnes for en helhedsrealistisk form for henvendelse og overbevisning som er bundet af konsistensetikkens krav om overvægt af det gode i livet.

Det ligger i hensigtsmæssighedens natur at retorikken eller fremstillingskunsten ikke kommer uden om nødvendigheden af at påkalde sig tilhørernes opmærksomhed, for uden den er henvendelsen spildt. Derfor betjener såvel reklamen som propagandaen sig af stærke direkte appeller til primærprocesserne. Men risikoen er at sådanne appeller i længden kan blive trættende eller ligefrem irriterende. Og dette bliver et problem for såvel reklamebranchens forsøg på at overdøve konkurrenterne som de politiske eller ideologiske systemers ensretning.


Et specielt problem er i vore dage dukket op med internettets udbredelse, fordi det på den ene side giver uanede muligheder for let og fri kommunikation og på den anden side åbner op for alt andet end oplysningsfremmende henvendelser - så som reklamer, massemails, spam og den vildtvoksende skov af hjemmesider, 'profiler' på Facebook m.m.

'Spam' er et af de sjove ord i sproget der har vundet blivende hævd, selvom det er et slangudtryk. Det betyder egentlig blot 'spaced ham' (krydret skinke) og var et varemærke for dåseskinke. Men det blev internetslang for uopfordret spredning af et stort antal enslydende elektroniske meddelelser til et stort antal ukendte modtagere. Det er en primitiv form for markedsføring af produkter, men vækker i allerhøjeste grad irritation på grund af sin hensynløshed og påtrængenhed, og bekæmpes derfor både med spamfiltre og retsforfølgelse.

De mange 'profiler' på Facebook er et udtryk for behovet for social kontakt. Facebook er det mest benyttede sociale netværk på internettet og havde i juni 2008 over 132 millioner selvstændige besøgende med over 110 mio deciderede profiler. Ordet 'facebook' refererer til de bøger med portrætter som bruges på amerikanske universiteter for at give studerende orientering om medstuderende. På Facebook skaffer man sig 'venner' ved at lægge sin egen profil ud. Men udbredelsen viser netop at begrebet ven er devalueret. Der er tale om så mange i tal pr. profil at det intet har med genuint venskab at gøre. Men behovet for uformel og uforpligtende kontakt er i dag blevet uendeligt stort. Risikoen er at de kontaktsøgende går glip at den ægte kontakt alle dybest set har eksistentielt behov for.


Hjemmesider eller websites kan bl.a. være såkaldte blogs eller weblogs med korte, personlige og dagsbogsprægede meddelelser der opdateres med korte mellemrum. De er igen udtryk for det store behov for social kontakt, men tilfredsstiller ikke nødvendigvis det egentlige eksistentielle behov.

Hjemmesider i almindelighed tjener alle mulige fornuftige og mindre fornuftige formål. Alle offentlige institutioner og nyhedsmedier har deres hjemmesider, der opdateres løbende og i de fleste tilfælde er gratis. De fleste virksomheder, politiske partier, religiøse organisationer og kulturelle foretagender har deres egne hjemmesider. Og de er alle af værdi for enhver der ønsker direkte information uden nogen form for censur. Men de skal selvsagt bedømmes kritisk.

Også mange private mennesker har hjemmesider - og her dukker problemet op for alvor, for mange ønsker i vore dage at give deres uforbeholdne mening til kende om alt muligt og at polemisere mod alt og alle de ikke kan lide. Det er en del af det moderne demokrati. Det har blot ikke meget med egentlig demokratisk debat at gøre.

Uhyre mange af de eksisterende hjemmesider af privat art er desværre skæmmet af den polemiske tendens, hvad der igen betyder at de er udtryk for tendensen til at hævde egne meninger uden ringeste hensyn til modpartens. Alle går ud fra at deres egne meninger er lige så gode som alle andres, hvad der indebærer illusionen om at der ikke er forskel på om en mening er fremkommet som resultat af et dybere studium og i dialog med vidende mennesker eller om den blot er en spontan ytring af fordomme, sympatier og antipatier. De sidste årtiers skoleundervisning er næppe uden skyld i at folk som flest i vore dage tror at det er demokratisk at ytre sig uden hensyn til validiteten af ytringen og uden hensyn til at sætte sig ind i modpartens synspunkter.

Men trods alt er der seriøse hjemmesider på nettet - som prøver at holde oplysningsideens og den demokratiske samtales fane højt. De kendetegnes - som Jernesalt - af en etisk retorik der konsekvent appellerer til den sunde fornuft og dømmekraft og som er styret af konsistensetikkens overordnede hensyn.

De har afgørende værdi for folkeoplysningens videre fremskriden, men betingelsen for at denne værdi forstås er at internettets brugere sætter sig ind i konsistensetikkens og helhedssynspunktets nødvendighed. Den meget udbredte selektive læsning der dømmer andre på detaljen - og den impulsive ytring der er motiveret af forargelsen over denne detalje - er skadelig for folkeoplysningen.


Sprogregler    Til toppen  Næste

Det enkelte menneske kan være sikker på at der eksisterer andet i verden end dets egen bevidsthed allerede derved at spørgsmålets stillelse forudsætter et sprog der igen forudsætter et samfund af andre mennesker såvel som spørgerens legeme med sanser, bevidsthed og sprogevne.

Mennesket kan ikke tale om psykologiske eller fysiske iagttagelser uden at forudsætte eksistensen af fysiske genstande.

Det enkelte menneske kan afgøre om det drømmer og fantaserer eller om det er vågent og nøgternt, fordi det på én og samme tid har en krop og en bevidsthed.

Vil man undgå den solipsistiske fejltagelse at tro eller hævde at det eneste der eksisterer i verden er ens egen bevidsthed, skal man følge tre sprogregler:

1) Betegnelser for handlemuligheder kan ikke anvendes uafhængigt af elementære tingsbetegnelser. Eksempelvis hører 'flytte' sammen med 'skab'.

2) Psykologiske udtryk kan ikke anvendes uafhængigt af de personlige stedord. Ex: 'føler' refererer i sidste ende til en han eller hun der føler.

3) De personlige stedord kan ikke anvendes uafhængigt af kropsbetegnelser og dermed af tingsbetegnelser. Ex: 'Han tænker' refererer til en bestemt, angivelig mands aktivitet og dermed til en fysisk realitet.

Ud fra disse regler vil det enkelte menneske korrekt kunne slutte: "Jeg har en krop, en bevidsthed, et sprog og medmennesker, altså eksisterer jeg".

Men eksistensfilosofisk må tilføjes et par regler mere:

4) Komplementariteten mellem den rationelle tilgang til virkeligheden og den irrationelle tilgang må accepteres.

5) Den fulde virkelighed omfatter både den rationelle og den irrationelle dimension.

6) Det må accepteres at den irrationelle del af virkeligheden ikke sprogligt kan dækkes af det videnskabelige sprog med dets præcise og idealiserede begreber.

7) Prøver videnskaben at dække det irrationelle, vil dette blive forrådt.

8) Sjælelivet og det folkelige hører til den irrationelle del af tilværelsen der ikke kan indfanges af præcis sprogbrug, men kræver umiddelbar føling af helhedsrealistisk art. Dette udelukker dog ikke at man kan se lovmæssige sammenhænge i det irrationelle, eller at man må tage hensyn til dem i praksis.

9) Der er komplementaritet mellem det nomotetiske (der søger lovmæssigheder) og det idiografiske (der beskriver det individuelle).

10) Korrespondensen mellem det rationelle og det irrationelle erfaringsområde må sikres sprogligt gennem accepten af dagligsproget som det sprog der har umiddelbar føling med den hele virkelighed og samtidigt er forankret i tingsverdenen i og med at hver af sprogets brugere har såvel en krop som et omgivende samfund.


Det dybe sprog og det høje sprog    Til toppen  Næste

Såvel kunstnere som forskere har indsigter af speciel art. Kunstnere får i inspirerede øjeblikke mere eller mindre tydelige visioner eller auditioner af enkeltheder eller helheder som de kan omsætte til konkrete kunstværker af billedmæssig, tonemæssig eller ordmæssig art.

Forskerne får tilsvarende åbenbaringer eller 'heureka'-oplevelser af sammenhænge de ikke tidligere har set, men søgt mere eller mindre systematisk på grundlag af dyb viden om et bestemt videnskabeligt emne eller problem.

Filosoffer og politikere får undertiden visioner om fremtidige samfund eller samfundsudviklinger.

Og religiøse ledere får åbenbaringer af eksistentielle sandheder af højere art.


I de gamle religioner fandtes folk med særlig indsigt, folk der kaldtes profeter og som undertiden var kaldet af en bestemt konge eller religiøst overhoved eller optrådte som ukaldede kritikere af de politiske og religiøse ledere og magthavere.

Undertiden forkynder disse profeter sejr for den konge de tjente, undertiden dom eller frelse over folket.

Nogle profeter var ekstatikere og magikere - og kan som sådanne sammenlignes med shamaner - men den typiske profet i vor kulturkreds bragte bud fra særlige visdomskilder (orakler). De var sommetider, men ikke altid knyttet til kult eller særlige profetlav.

Af de israelitiske profeter er allerede nævnt overgangsprofeterne Elias og Elisa samt de store skriftprofeter Esajas, Jeremias og Ezekiel, hvis budskaber eller skrifter findes i Det gamle Testamente.

For islams vedkommende gælder at profeten over alle profeter hedder Muhammed, og at han netop var en ægte ekstatisk profet, der modtog åbenbaring af Koranen i en helt unormal psykisk tilstand med høre- og synshallucinationer. Det han hørte og så og skrev ned, blev som bekendt kanoniseret som den absolutte sandhed for de mennesker i den arabiske verden han fik overvundet.


På dybdepsykologisk plan er de gamle profeter kendetegnet af dyb føling med arketypiske forestillinger der kan give energi til forandring, men da en sådan føling ikke hører fortiden til, er folk med 'profetisk indsigt' heller ikke fortid.

I nyere tid har der med mellemrum optrådt profeter der forudsagde bestemte begivenheder i den nærmeste fremtid, oftest katastrofer som jordens undergang. Profetierne er aldrig gået i opfyldelse, og profeter af denne type er derfor altid blevet uhjælpeligt til grin. Fx. Profeten Mikkelsen fra Ålborg der i 1943 forudsagde at jorden ville gå under den 1. marts.

Men der findes også folk der har indsigt i de allerdybeste historiske lovmæssigheder og derudfra kan advare mod uheldige eller fatale strømninger med henblik på at rette folket og udviklingen op inden det bliver for sent, dvs inden udviklingen for alvor går galt.

'Profeter' af denne slags kan være særdeles nøgterne. De får ikke deres indsigt gennem ekstaser eller direkte guddommelige åbenbaringer, men ved at forfølge tråde i den føling med virkeligheden som følingen med det kollektivt ubevidste giver dem.

De hovedinspiratorer der er forudsætningen for nærværende eksistensfilosofi har alle tilhørt denne kategori. Det gælder altså Niels Bohr, Vilh. Grønbech, Erling Jacobsen, Konrad Lorenz, Jes Bertelsen og Robert Storm Petersen. Men det gælder også folk som William Blake, N.F.S. Grundtvig og Steen Steensen Blicher, Martin Buber eller Marc Chagall.

Til forskel fra de gamle religioners profeter har de nævnte mennesker fra nyere tid ikke udformet budskaber eller hele dogmatiske systemer som de har påberåbt sig guddommelig sanktion for.

En for vore dage tidssvarende eksistensfilosofi der bygger på såvel fuld føling med det kollektivt ubevidste som solid og nuanceret viden om samfundets indretning og problemer og menneskets væsen og relationer kan selvsagt ikke udformes som et dogmatisk system der påberåber sig guddommelig sanktion. Men den kan og må påpege de farlige tendenser og risici i tiden såvel som de konstruktive og positive muligheder, og den må gøre det i et sprog der som dagligsproget afspejler den umiddelbare føling med den hele virkelighed og dog har en form og et tonefald der afspejler situationens alvor og kompleksitet uden at forråde tilværelsens grundliggende uberegnelighed eller store humor.

Den egnede form og sprogtone for tidssvarende eksistensfilosofi i dag må med andre ord afspejle den menneskelige tragedie: at vi ikke er fuldstændigt herre over vores situation eller skæbne, men må affinde os med ikke at få vores vilje som vi ønsker det.

Jan Jernewicz


Henvisninger    Til toppen

Link til Indholdsfortegnelsen
Link til Forord
Link til Begreber og aksiomer
Link til Krisen ved årsskiftet 2008/09
Link til Eksistensen
Link til Verdensbilledet
Link til Livet
Link til Mennesket
Link til Sjælen
Link til Efterskrift


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal Opdateret d. 22.3.2009