ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.9.04.

Terrortid

Dagen efter at en militant gruppe irakere lod 12 tilfældige nepalesiske arbejdere myrde for åbne kameraer, og dagen efter at to palæstinensiske selvmordsterrorister udløste deres bomber i Hebron og dræbte mindst 16 buspassagerer, kom de rystende meldinger om tragedien i Beslan i Nord-ossetien.

Den tjetjenske terroraktion, der indledtes onsdag den 1. af en større gruppe selvmordsbombere og endte fredag den 3.9. i et kaotisk blodbad der kostede mindst 300 børn og voksne livet og sårede måske det dobbelte antal, heraf mange alvorligt, viser endnu engang terrorismens blinde kynisme og totale mangel på andre hensyn end hævn, død og ødelæggelse.

Aktionen faldt i ugen efter præsidentvalget i Tjetjenien og tre andre terroranslag, de samtidige sprængninger af to russiske passagerfly den 24.8. og en bilbombe i Moskva den 31. med i alt 100 dræbte og mange sårede. Beslan-aktionen, hvis formål angiveligt var at få tjetjenske oprørere frigivet, fandt ydermere sted på selve den 1. september der over hele Rusland fejres som en normalt meget festlig første skoledag for tusindvis af børn. Skolen i Beslan har over 800 elever, og man skønner at et sted mellem 1200 og 1400 børn og forældre befandt sig på skolen og blev taget som gidsler da aktionen gik i gang.

Gidseltagerne truede fra starten med at sprænge hele skolen, alle gidslerne og sig selv i luften, hvis de blev angrebet. De underminerede bygningerne og hængte bomber op forskellige steder, bl.a. under loftet i gymnastiksalen. Desuden brugte de børnene som skjolde ved vinduerne. Til gidselstagernes hensynsløshed hører yderligere, at de efter den første dag nægtede børnene drikkevand fra hanerne med den begrundelse at det var forgiftet af myndighederne.

Det lykkedes den fra Teater-gidselstagningen i Moskva i oktober 2002 kendte læge at skaffe nogle få børn fri, men han lagde efterfølgende ikke skjul på, at gidseltagerne var nogle grusomme mennesker, der ikke ville give efter.

Det er endnu ikke fuldtud opklaret, hvordan opgøret mellem gidselstagerne og de russiske styrker tog sin begyndelse. Meget tyder på, at det nærmest var ved et uheld; måske ved at en af gidselstagernes bomber i gymnastiksalen blev udløst ved en fejltagelse. Men der lød i hvert fald nogle eksplosioner, og da det fik nogle af skolebørnene til at flygte fra stedet blev de beskudt af gidselstagerne, hvorefter russerne indledte beskydningen af terroristerne. Der opstod heftige kampe, og på et tidspunkt styrtede taget over gymnastiksalen sammen over hovedet på de mange gidsler, og kampene udviklede sig herefter hurtigt.

Alt kunne følges på afstand verden over via tv-selskaberne og deres fotografer og kommentatorer - med CCN som uovertruffen tv-station. Og hovedindtrykket var totalt kaos. Soldater og redningsfolk samt civile mennesker fra byen løb frem og tilbage og bragte de flygtende, halvnøgne børn i sikkerhed, men så også ud til at gå i vejen for hinanden.

Det blev hurtigt understreget fra officiel side, at stormløbet mod terroristerne ikke var planlagt, men fremkaldt af skyderiet. Og TV2's tilkaldte ekspert på området, fhv. oberstløjtnant og jægersoldat Paul Dahl, var da heller ikke sen til at opregne russernes mange fejl: De så ikke ud til at være forberedte på aktionen. Deres indsats var fuldstændigt uden koordination. De lagde ikke nogen ring om området, så flugt af gidseltagere kunne forhindres. De skød vildt omkring sig ved stormløbet på den brændende gymnastiksal, skønt denne var fuld af gidsler, osv.osv. Men Paul Dahl var dog også forudseende nok til før aktionen at indrømme, at som selve gidseltagningen var forløbet, ville resultatet af en eventuel befrielsesaktion uden tvivl blive mange dødsofre.

Det er efterhånden sivet ud fra de ellers meget tilbageholdende russiske myndigheder, at der var over tyve gidseltagere om aktionen, 23 skal være blevet dræbt og tre fanget i levende live, men muligvis er tre eller fire undsluppet. Blandt de dræbte terrorister skulle 10 være af arabisk herkomst. Om det er en holdbar påstand, får stå hen, men den bruges til at underbygge præsident Putins påstand om at der er tale om en terroraktion med forbindelse til al-Qaeda.

Udenrigsminister Per Stig Møller, der ellers har været kritisk over for den russiske politik over for Tjetjenien, sagde utvetydigt, at der ikke gives nogen undskyldning for at tage børn som gidsler, og at en sådan aktion kun skader enhver sympati for den tjetjenske sag.

Jyllandsposten gik så vidt som at kalde den tjetjenske sag stendød. "Den smule sympati der måtte have eksisteret er med et slag borte. Tilbage er kun foragten og frygten."

Politiken karakteriserede katastrofen i Beslan som en i sig selv ubærlig tragedie, der i hvert fald på kort sigt er egnet til at fastlåse Putin i en fornyet stejlhed. Men hvor vigtig en konsekvent og effektiv international bekæmpelse af terroren end er, så må den dog efter bladets mening "ikke sløre, at Rusland først og fremmest er fanget i en kaukasisk fælde der mere minder om en forgiftet og fornægtet kolonikrig end om en del af opgøret med al-Qaeda."

Men den 4.9. - efter blodbadet - får tonen en lidt anden lyd fra Sperlings side. Hun påstår stadig at der er en forhandlingsvej som alternativ til den hidtidige russiske krig mod terroren. Men hun indrømmer, at valget af den af Putin støttede præsident Alu Alkhanov ikke er det værste den russiske præsident kunne træffe, eftersom hans klan ikke er en del af den omfattende korruption og kriminalitet som Moskvas satsning på tjetjenske marionetter ellers har styrket. Og omvendt indrømmer hun også, at den tidligere moderate præsident Maskhadov, som hun vil have med til en rundbordskonference om en fredelig løsning, har mistet indflydelse som følge af radikaliseringen blandt oprørerne.

Men en fredsproces er ikke desto mindre vejen ud af det tjetjenske drama, selvom den kræver et radikalt kursskifte af Putin, påstår hun.

Det kan ikke undre, at også udenrigsminister Per Stig Møller bliver ved at hævde noget lignende, at vejen ud af terroren i Tjetjenien ganske som i Mellemøsten hedder politisk løsning og fredsproces.

For så vidt har Sperling og Møller ret, for vejen væk fra terroren er sprogligt set identisk med en fredelig politisk løsning. Det er egentligt det banaleste af alt banalt. Med en omskrivning af gamle Clausewitz' påstand, så kan politik simpelthen defineres som den magtkamp der føres med andre midler end krigens, nemlig forhandlingens. Sagen er blot, at det er noget alle civiliserede, demokratiske og moderate mennesker har indset og er villige til at følge, men noget som terrorister under ingen omstændigheder vil indlade sig på. Det er forskellen mellem moderate folk og terrorister.

Hun understreger naturligvis at nordossetiske børn ikke skal bøde for Ruslands synder i Tjetjenien, men hun betragter professionen af hævnende, hellige Allah-krigere som det efterhånden eneste ærefulde erhverv der er tilbage for fattige arbejdsløse nordkaukasiere. Og dem nytter det ikke at bekæmpe med midler der blot udklækker nye generationer af endnu værre forbrydere. Ikke et ord om, at det heller ikke nytter noget at give efter for terroristernes krav, for det vil heller ikke føre til den fornødne selverkendelse hos terroristerne, afsløringen af de illusioner de nærer og som gør dem fuldstændigt umulige at få bragt ind i en konstruktiv reform- og fredsproces.

Weekendavisens chefredaktør Anne Knudsen, der er uddannet antropolog og derfor gerne vil grave et spadestik dybere end som så, gør i sin samtidige leder gældende, at den islamiske fundamentalisme trods sine mange specifikke rødder (tjetjenske, palæstinensiske, afghanske, iranske m.v.) og sine mange konkrete, lokale forurettelser og berettigede klagemål i dag har foretaget et regulært kvantespring: de repræsenterer tilsammen en central politisk nydannelse, en verdensrevolutionær bevægelse med en decideret politisk ideologi der kan samle alle ulykkerne og indordne dem som drivkraft i en større sags tjeneste.

Hun sammenligner udviklingen med de revolutionære bevægelser i Rusland, Kina, Cuba, Algeriet, Nicaragua og Indokina, og mener, at alle disse lokale anliggender blev bragt sammen i én revolutionær bevægelse af en bestemt sammenhængende politisk ideologi, som gav den enkeltes lidelser overordnet mening. Den definerede kerneproblemet som kapitalismen og løsningen som socialismen! Hun forbigår totalt, at det just var i selve denne forenkling at katastrofen lå.

Men som om dette ikke allerede var nok, påstår Knudsen, at socialismens grundtanke - som revolutioner og krige byggede på og utalte millioner døde for - takket være Karl Marx var en nationaløkonomisk vision og netop derved gav den revolutionære kamp et (jordnært) politisk sigte! Her forbigår hun totalt, at Karl Marx selv forbandt den nationaløkonomiske vision med den katastrofale idé om 'proletariatets diktatur', som indebar at der ikke kunne ske afgørende ændringer i samfundssystemet, medmindre privatkapitalismen blev afskaffet til fordel for massernes diktatur. Demokrati og reformer blev udelukket - og dermed hele den udvikling der førte til den moderne vestlige velfærdsstat.

Det bliver derfor helt hen i vejret, når Anne Knudsen postulerer, at vi efter det 20. århundredes økonomisk begrundede politiske konflikt skulle have svært ved at genkende en politisk ideologi som ikke har det mindste at sige om samfundets økonomiske indretning. Ja, hun kalder det paradoksalt. Men det er ikke spor paradoksalt, det følger af selve begrebernes definition, at en revolutionær bevægelse og en ideologi der udtrykkeligt undsiger den demokratiske og pragmatiske løsning af samfundets konflikter gennem retlige, sociale og økonomiske reformer, har diktaturet som endemål og konsekvens.

Da den islamiske fundamentalisme har sin samfundsvision i sharia'en, og da denne er antidemokratisk og totalitær - som hun selv fremhæver - så er det ligeledes hen i vejret i denne forbindelse at snakke om politik som modstykke til vold og terror. Det faretruende er netop at der er tale om en ideologi der med alle midler styrer mod diktaturet - og som oven i købet - og allerværst - via shariaen forbinder sig med religiøs begrundelse og retorik.

Hvordan vesten og demokratiet kommer denne trussel til livs, er næsten samme spørgsmål som, hvordan det normale civile samfund kommer det fænomen til livs, at stadigt flere unge løser deres ofte helt bagatelagtige konflikter ved at trække kniv og slå hinanden i hjel i stedet for at finde mindelige og fredelige løsninger. De er uden for pædagogisk rækkevidde, ligesom terrorister er uden for diplomatisk rækkevidde. Det betyder ikke at pædagogikken eller diplomatiet skal opgives, men at man ikke skal gøre sig illusioner om at komme ret langt ad den iøvrigt meget ressource- og tidkrævende vej. Den kan til nød bruges i det lille lokalsamfund, fordi den her kan klares ved mandsopdækning. Men hvem har nogensinde hørt om mandsopdækning af terrorister?!

Den sidste uges terror i Rusland, Irak og Israel giver ingen basis for at drage den slutning, at civiliserede, demokratiske retssamfund skal give efter for terroristernes krav. Tværtimod skal de stå fast på demokratiet og retssystemet - og samtidigt med hård hånd bekæmpe terroristerne hvor de prøver at gøre sig gældende. Og det skal de vel at mærke blive ved med, lige indtil terroristerne kommer på andre tanker og begynder at indstille sig på forhandling og konstruktivitet.

Noget sådant har terrorister - ad som regel uransagelige veje - faktisk ind imellem gjort mange steder rundt omkring i verden - fx i Vesttyskland i 1970'erne og 80'erne - specielt når de bliver ældre og opdager at de ingen vegne kommer med deres terror. Her kan pædagogik og diplomati samt økonomisk og social udvikling naturligvis hjælpe lidt på vej. Men udslaggivende er det psykologiske: selverkendelsen, opgøret med eget had. For det er hadet der umuliggør positive og konstruktive handlinger i politik, ligesom det er hadet der ødelægger muligheden for at modtage og give kærlighed i privatlivet.

Derfor går kampen mod den internationale terrorisme naturligvis videre i den kommende tid, ja de kommende år. Den er ikke forgæves, men det er en illusion at tro at den slutter foreløbigt - eller kan klares med aldrig så velmente opfordringer til rundbordskonferencer. Den har tværtimod meget lang vej igen. Den sidste uges begivenheder i Nordossetien, Israel og Irak tyder på at terrorismen i sit grænseløse og fuldstændigt ukontrollerede had til vestlige værdier er gået helt grassat og kræver endnu mere standhaftighed fra vestlig side.

Den kaukasiske fælde, den irakiske fælde, den kurdiske fælde og den palæstinensiske fælde hedder først og fremmest had og terrorisme, at ville nå sine fundamentalistiske og absolutte mål med hensynsløs terror i stedet for at søge pragmatiske mål med fredelige, reformvenlige og demokratiske midler.

11. september  (11.9.02 - på et-års-dagen)

Terrorismens sande ansigt  (30.10.03.)

Spaniens 11. marts 2004 - Rykker terroren nærmere?

Terror på Bali og i Moskva  (oktober 2002)

Se også:

Had og demokrati  (Eksjugoslavien/Mellemøsten - 30.4.03.)

Arrestationen af tjetjeneren  (31.10.02.)