utils prefix normal JERNESALT - sende10hellig

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.2.06.

Hellig krig eller hellig ånd?

Da tilsyneladende alle verdens muslimer føler sig dybt krænkede over visse tegninger i Jyllands-Posten af profeten Muhammed (Fred være med ham) og lader deres vrede og frustration gå ud over sagesløse danske handelsvarer, flag og ambassader (Fred være med dem), er det nærliggende at se på en anden af de muslimske profeters syn på den slags. jeg tænker naturligvis på Jesus der ikke blot er de kristnes mytologiske frelserskikkelse, men også en profet ifølge koranen.

Han har faktisk som jordisk skikkelse, som menneskesøn, udtalt sig om sagen, nemlig da han engang blev beskyldt for at drive onde ånder ud af en psykisk syg mand ved hjælp af Beelzebul, dvs de onde ånders fyrste, også kaldet Djævelen. Ifølge evangelisten Mattæus (kap. 12,31-32) svarede Jesus: "Al synd og bespottelse skal tilgives, men bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives. Den der taler et ord imod Menneskesønnen, ham vil det blive tilgivet; men den der taler imod Helligånden, ham vil det ikke blive tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende."

Helt bortset fra hvad kirkefædrene og senere tiders teologer har lagt ind i begrebet Helligånden - det blev jo på et tidspunkt ophøjet til den ene 'person' i Treenigheden: Fader-Søn-Helligånd - så er det en særdeles påfaldende bemærkning af Jesus selv, fordi han altså skelner skarpt mellem sig selv og denne ånd og - ikke mindst - gør bespottelse af den jordiske eller timelige manifestation af det guddommelige tilgivelig.


Dette tør i hvert fald i første omgang siges at være en opfattelse der adskiller sig fundamentalt fra det islamiske forhold til profeten Muhammed, ja, direkte peger på at man i islam slet ikke har et tilsvarende skel.

Men dernæst tør det kaldes en væsentlig indsigt af dybdepsykologisk art, fordi udtalelsen præcist bestemmer den timelige manifestation af det guddommelige som noget fra den hellige, dvs ukrænkelige skabende åndskraft væsensforskelligt. Det synes at ligge implicit i udsagnet at de jordiske manifestationer af det guddommelige ikke er og ikke kan være hævet over kritik eller bespottelse. Hævet herover er kun Helligånden selv.

Og grunden turde igen være ligetil set fra et dybdepsykologisk eller helhedsrealistisk synspunkt, nemlig at det at bespotte selve Helligånden, det er i virkeligheden det samme som at bespotte selve grundlaget for al skabende kraft, dvs den kraft der er kilden til al kreativitet i alle mennesker. Eller med andre ord at synde mod Helligånden er utilgiveligt fordi det er nøjagtigt det samme som at undergrave sin egen indre konsistens. Man bliver uundgåeligt inkonsistent af at bespotte Helligånden.


Den tyske mystiker Meister Eckehart (eller Eckhart; 1260-1327), der færdedes ubesværet mellem den timelige verden og den evige eller guddommelige verden, brugte den katolske teologis lære om Treenigheden fuldstændigt frit og udogmatisk til at forklare sine egne erfaringer om den skabende Guds evige fødsel af Sønnen i Helligåndens kærlighed. Selve livet bliver sig ved denne skabelse bevidst som fryd og glæde - eller som fylde, for at bruge et gammelt godt ord, der desværre er faldet ud af dagligsproget.

Dette er - som Vilh. Grønbech betoner i sin bog om Eckehart - vel at mærke ikke teologiske spekulationer fra Eckeharts side, men genuine og simple mystiske erfaringer af livets enhed eller helhed, sådan som den udmøntes i timelighedens eller 'tidens spind'. Eckehart brugte altså blot datidens teologiske begreber til at forklare den alt anden end teologiske dybdepsykologi, og han blev da også indstævnet for inkvisitionen, anklaget for kætteri. Han døde før sagen var færdigbehandlet, men pave Johannes 22. dømte efter hans død 28 af hans erfaringssætninger for kætterske. Dermed blev det endnu engang demonstreret at kirkens dogmer er til for at tjene magtapparatet som redskab for undertrykkelse af kreativitetens uudtømmelige energikilder.


Ser man nu i stedet på muslismernes begreb djihad (eller jihad) vil man se at det egentlig blot betyder kamp eller anstrengelse, men fra profetens tidlige åbenbaringer fra Medina kom de til at gå på den specifikke anstrengelse det var at etablere islam som øvrighed. Senere blev kalifatets årlige militærtogter mod det kristne Byzans udlagt som konkrete eksempler på djihad.

Først i nyere tid er begrebet blevet brugt i betydningen radikale islamiske gruppers konfrontation med eller decideret krig mod Vesten i almindelighed og Israel og USA i særdeleshed - eller for den sags skyld mod muslimske ledere der laver fredsaftaler med fjenden. Anwar Sadat blev i 1981 myrdet af en terrorgruppe der kaldte sig al-Jihad. Og i Palæstina har Hamas og Islamisk Jihad siden intifadaen i september 2000 konkurreret om overtaget i den uforsonlige kamp mod fjenden.

Den klare forskydning af begrebet hænger i realiteten nøje sammen med udviklingen af en islamistisk tankegang. Krige har alle dage kunnet betragtes som retfærdige og blev af en kristen kirkefader ganske simpelt defineret som krig mod en uretfærdig handling fra modpartens side, fx en besættelse. Her taler man følgelig også om frihedskrige. Hellige bliver krige først når en religiøs anskuelse, gud eller profet påberåbes eksplicit. 'Bellum justum' bliver til 'bellum sacrum', når en krig føres i profeten Muhammeds navn.

Dette skete flere steder og flere gange i islams historie. Her skal som eksempel blot nævnes Stormogulrigets voldsomme ekspansion under Awrangzib (eller Aurangzeb; 1658-1707). Han tog den fulde konsekvens af opdelingen af verden i 'Islams område' (Dar al-Islam), hvor islam var enerådende - og 'sværdets område' hvor kampen endnu stod mellem islam og de vantro. Jes P. Asmussen skriver i sin bog om Islam, at fred med ikke-muslimske stater ud fra muslimernes synspunkt dybest set kun kan være provisorisk, for djihad skal vare ved, indtil islam hersker overalt. Dét tør man kalde 'hellig krig'.

I nutidens vestlige tænkning er begrebet Hellig krig blevet et decideret skældsord, og det bliver flittigt brugt om netop muslimsk jihad, fordi blind fanatisme er karakteristisk for islamisk terror. Sprogbrugen kan man sige er uretfærdig, eftersom der fortsat - bl.a. i sufismen - vitterligt eksisterer en jihad der betyder anstrengelse for indre religiøs hengivelse. Men sådan virker de psykiske grundprocesser nu engang på sproget. Det der særligt intenst karakteriserer en given del af en religion påduttes hele religionen. Helheden identificeres med delen. Islam med terroren.


Helt uden grund er kortslutningen dog heller ikke, eftersom det er særligt påfaldende for islam i moderne tid at jihad - kampen for islam - overhovedet kan føres med en hellig fanatisme eller hellig frustrationsaggressivitet der totalt udelukker hvad man fra en nøgtern dybdepsykologisk betragtning vil kalde ægte religiøs hengivelse.

Iagttages de seneste ugers massive demonstration af ustyrlig muslimsk fanatisme på gadeplan, kommer man ikke uden om at den driftsaggressivitet der kunne kanaliseres ud i konstruktive åndelige eller praktiske øvelser er blevet forbundet med en sådan utæmmelig vrede og frustration at resultatet er blevet ren destruktivitet. Det svarer til en decideret rå og voldelig baggårdsvoldtægt sammenlignet med varm erotisk leg mellem frie og jævnbyrdige mennesker i behagelige omgivelser.

Når driftsaggressiviteten udvikler sig på denne negative måde bliver den bespottelse af Helligånden, fordi den lige præcist ædelægger selve den kanalisering af ånden som muliggør indre konsistens.

At anledningen til vreden er ikke-aggressive humoristiske tegninger der udelukkende retter satiren mod misbrug af en profets navn til terror viser kun hvor lidt muslimer - fra laveste til højeste rang - er i stand til at skelne mellem Helligånden og de timelige manifestationer af den.

Men skellet er afgørende for forståelsen af hvad der skiller islam og vestlig sekulariseret kultur af kristen oprindelse. Psykologisk set er der intetsomhelst mystisk i forskellen. Det er kun når man laver akademiske analyser af kultursammenstødet - eventuelt sociologiske eller rent teologiske - at man kommer til at savne den dybdepsykologiske indsigt der er ndøvendig for den fulde forståelse.

I al enfoldighed

Peer Sendemand


Henvisninger:

Kravet om etisk konsistens

Religion på dagsordenen  (24.2.06.)

Nej til mægling og nej til undersøgelse  (23.2.06.)

S, DF og Venstre i forskudt spændingsfelt  (21.02.06.)

Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)

Dialog med muslimerne?  (15.2.06.)


Artikler af Peer Sendemand:

Religion, humor og tragedie  (19.02.06.)

Slip dogmerne - og gør jer fri!  (14.02.06.)

Humor og religion i værdikampen  (4.2.06.


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal