utils prefix normal JERNESALT - sende05barne

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.12.05.

At blive som barn påny

- Er forestillingerne om barnesjælen blot romantik?

Uanet graden af afkristning af landet, målt på udmeldelser af folkekirken, og uanset den betydelige indvandring af muslimer, så er julen fortsat årets største højtid og familiefest. Og med hele batteriet af julekalendere, julehilsener, juleshov, julemusik og julestemning, juleindsamlinger, julebag og julemad og julebryg samt julegaver er julen i høj grad også fokuseret på børnene, selvom i hvert fald firmaernes julefrokoster oftest trækker den anden vej. En tydelig kommercialisering er ubestridelig - og dermed også automatisk en klar jule-påpegning af den sociale ulighed i landet. De fattigste, herunder lavtlønnede enlige forsørgere, må have julepakker fra hjælpeorganisationerne for overhovedet at få råd til julegaver til børnene, men de fleste andre boltrer sig i indkøb til mange hundrede eller endog flere tusinde kroner. Indkøb og forberedelser giver hastværk, tidnød og stress. Og julegavehalløjet spænder ofte forventninger for højt og udløser skuffelser.

Men fast står at det store flertal med fuld musik går aktivt ind i den månedlange opbygning af mad-, gave- og festkulminationen den 24. december. Kun få vælger ræset fra og rejser på ferie langt væk fra det hele. Og kun få holder sig udenfor af principielle grunde, fordi højtiden enten forkommer dem for religiøs i sin tradition eller er blevet for hedensk i sin kommercialisering.

De sidste bør betænke at julen som kristen højtid fra kirkens side bevidst blev lagt på den tid af året hvor folk i forvejen havde deres hedenske skikke omkring vintersolhvervet. Julen er med andre ord både en hedensk og en kristen tradition, hvad der også viser sig hos en salmedigter som Grundtvig, der udnytter alle de muligheder solhvervet giver for at understrege julens glade budskab. Han forstod nemlig de arketypiske forestillingers umådelige kraft. Og det burde de ateister, agnostikere eller religiøst indifferente mennesker der findes i landet også blot gøre. For folkereligiøsiteten lever fortsat i allerbedste velgående på tværs af alle religiøse systemer og antireligiøse holdninger - og kan ikke andet, for den er af udogmatisk, ja, før-sproglig art.


Noget andet er at oplevelsen af julen som højtid dog forudsætter at man i det mindste er i stand til overhovedet at se højere dimensioner i tilværelsen end selve den fysiske overlevelse, den sekuelle tilfredsstillelse og den arbejdsmæssige nytte. Højtid er - uanset den specifikke tilknytning til bestemte religiøse forestillinger af udpræget dogmatisk art - først og fremmest en midlertidig tilsidesættelse af det snævert borgerlige, praktiske og nyttige. Man gå her fra den normale dagligdag ind i en særlig tid, hvor man - sædvanligvis i familiens eller slægtens skød - skaber et højt eller intenst energiniveau via særligt god mad, vin, kager, sange, dans og lys. Det kan i værste fald udarte til ædegilder, abefester, jalousidrammaer og skuffelser eller depressioner. Men normalt holdes energiforøgelsen på et niveau hvor freden og glæden ved samværet og glæden ved at opleve børnenes glæde overskygger alt andet.

Barnet er i virkeligheden i centrum på to ledder. For det første i skikkelse af personer under myndighedsalderen, men for det andet også i form af barnet i de voksne.

Salmedigtere som Grundtvig og Ingemann har ligesom forfatteren H.C. Andersen haft et sikkert blik for de uskyldige børns spontane glæde over livet og verden. Salmer som Grundtvigs 'Et barn er født i Bethlehem' eller 'Dejlig er den himmel blå' har indtil afskaffelsen af morgensangen i skolerne været meget populære, fordi sproget er ganske enkelt - ligesom iøvrigt melodierne.

Men B.S. Ingemann, der i 1835 skrev sine også meget yndede 'Morgensange for børn' til et asyl, kunne også finde den rette tone i en salme som 'Julen har bragt velsignet bud', hvor der bl.a. er strofer som disse:

"Det barn som sig glæder fromt og kønt
skal aldrig den glæde mister....."

"Dans, lille barn, på moders skød
en dejlig dag er oprunden....."

eller

"Himmerigs konge blandt os bor
han juleglæden os bringer
han favner hver barnesjæl på jord
og lover os englevinger."


Men det må siges at være karakteristisk for vor tid at strofer som disse ikke længere er selvfølgelige og ikke længere kan forstås af yngre mennesker uden forklaringer. De ikke alene afvises af rationalistiske grunde - alt det dér med himmerigs konge, juleglæden og englevinger er overtro eller sludder. Nej, de gøres også til genstand for videnskabelige afhandlinger der finder det nødvendigt at placere talen om barnesjælen som en romantisk forestilling.

Det sker bl.a. i litteraturforskeren Nina Christensens bog om 'Barnesjælen. Børnelitteraturen og det romantiske barn' (2005), der primært beskæftiger sig med B.S. Ingemann. Hun siger mange fornuftige ting, men det påfaldende er, at hun tilsyneladende ikke kan forestille sig andet end at begrebet 'barnesjælen' i sidste ende bygger på mere eller mindre rousseauske forestillinger om barnet som et naturligt og uspoleret væsen som nok har sine kvaliteter, men som må og skal opdrages til voksenlivet. Herved går det barnlige tabt for stedse og står blot tilbage i erindringen som en paradisisk tilstand den voksne kan længes efter på nostalgisk vis uden nogen sinde at kunne komme i nærheden af den igen.

Nina Christensens bog skal naturligvis ikke gennemgås her - det ville føre for vidt. Men hovedindvendingen skal rejses - endda med afsæt i en betragtning om H.C. Andersen af Klaus P. Mortensen som citeres i bogen. Mortensen har nemlig fundet ud af, at Andersen gang på gang fremhæver sin naivitet som et kvalificerende træk, men samtidigt er påfaldende bevidst om denne sin naivitet. Mortensen forsøger sig med at forklare fænomenet som en "skyggeagtig bevidsthed om det naive og barnliges fascinationskraft."


Men dybdepsykologisk er der absolut intet mystisk ved fænomenet. For her bliver ethvert menneske ved med at være barn på bunden - uanset hvor voksent, ansvarligt, bevidst, oplyst, veluddannet og borgerligt det end siden bliver. Det havde Andersen ingen problemer med, selvom han af gode grunde ikke kunne give nogen psykologisk forklaring på det. Det var der ingen der kunne dengang. Men forholdet er i virkeligheden enkelt.

Den menneskelige sjæl fungerer ved fødslen uden genstandsbevidsthed, jegbevidsthed, sprog og logik. Der findes ingen sondring mellem fortid, nutid og fremtid, ingen sondring mellem fantasi og virkelighed, og ingen sondring mellem subjekt og objekt. De 'kvanter' eller mindstestørrelser af psykiske processer som via hjernens net af dendritter forbinder følelser, billeder og tankemæssige tilløb med kroppen og omgivelserne er ustabile, men kan til gengæld være meget intense. Disse psykiske grundprocesser kaldes primære, fordi de i tid kommer før de sekundære.

De sekundære processer er vage, men til gengæld stabile - og det er stabiliteten der bevirker at der ved hjælp af disse processer lidt efter lidt kan opbygges genstandsbevidsthed, jegbevidsthed, sprog og logik, herunder de nævnte sondringer. Der opbygges med andre ord støt og roligt en stadigt mere nuanceret opfattelse af den fysiske og sociale virkelighed, så individet kan indgå i fællesskabet som ansvarlig person.

Det er imidlertid helt forkert at tro, at de primære processer langsomt ophører eller overhovedet kan undværes. Det kan de ikke, fordi det er dem der i kraft af deres intensitet rummer alle oplevelser og erindringer, billeder og begreber som har værdi- eller kvalitetspræg. Alle værdier i tilværelsen og dermed al mening med tilværelsen beror på de primære processers aktivitet. Og de fortsætter naturligvis deres aktivitet livet igennem. I dagliglivet har vi mest anvendelse for sekundærprocesserne, men alle højdepunkter i tilværelsen, al ekstatisk glæde, al entusiasme, al lidenskab, al orgasme, al kunstnerisk nydelse og al religiøs mystik beror på de primære processer.


I barndommen er de store og intense oplevelser ifølge sagens natur flest, og derfor vil barndommen naturligvis i den voksnes senere erindring komme til at stå med en særlig glans, en glans af en paradisisk lykke. Derfor vil længslen tilbage i tiden ofte være stærk. Men den kan somme tider også rettes fremad som en længsel efter det fuldkomne samfund. Det er alle utopisters naive, men farlige metode.

Det afgørende er imidlertid at vejen til den intense oplevelse absolut ikke er spærret for den voksne, men tværtimod til stadighed vil være åben uden at kræve regression af nogen art. Det kræver blot, at den enkelte lærer sig kunsten med passende mellemrum og ved passende lejlighed at suspendere de sekundære, logiske, rationelle, analyserende og kontrollerende funktioner. Det er hvad der kræves for at møde kærligheden, kunsten, musikken, naturen og de religiøse oplevelser med åbent sind. Og det er faktisk også hvad langt de fleste mennesker er i stand til - uden at gøre sig de psykologiske mekanismer klart. Kun de mennesker der efterhånden har opbygget et strengt bornert, blasert, moralsk dømmende og på anden vist evigt kontrollerende borgerligt jeg vil have svært ved det.

Tidligere har det dog været svært for mange, simpelthen fordi skolekulturen navnlig siden oplysningstiden satsede så ensidigt på opdragelse, dannelse, dyd og nytte at det spontane, musiske og legende blev undertrykt. Men det er heldigvis blevet anderledes med årene. - (Om 'børnekultur' contra 'skolekultur', se Det musiske menneske).


Barnet skal naturligvis ikke opfattes som uskyldigt i den betydning at det ikke kan finde på gale streger eller finde på at insistere på at få sin vilje. Tværtimod. Nysgerrigheden og eksperimenterelysten findes fra starten - og modsvares ikke af overblik over konsekvensen af handlingerne. Viljen er til stede fra første færd og begynder hurtigt med stemmens og kroppens brug at kunne komme til udtryk. Og allerede i 3-års-alderen gør den sig meget stærkt gældende. Barnet vil have sin vilje - og kan skabe sig hysterisk, hvis ikke det får den. At acceptere at man ikke får sin vilje eller at man må udskyde tilfredsstillelsen af sine pludselige indskydelser læres kun lidt efter lidt. Og den er altafgørende for et tilfredsstillende fællesskab med andre.

Men fortsat gælder at barnet indtil det virkelige afgørende 'syndefald' i puberteten er ansvarsfrit og helhedsopfattende og i den forstand kan siges at befinde sig i paradiset. Men som bekendt forgriber ethvert barn sig på et vist tidspunkt på frugterne af 'kundskabens træ' med det resultat at det både opdager det andet køns fascination og ophavets fejl og begrænsninger - og dermed kan indlede den nødvendige frigørelsesproces. Her kræves først og fremmest fortsat opbygning af de stabile og nuancerende sekundærprocesser. Og denne opbygning er langvarig og kan være træls. For stadigt gælder, at de store oplevelser i liver beror på primærprocesserne. Derfor fristes de unge ofte til at springe over hvor gærdet er lavest og skaffe sig de intense oplevelser ad kunstig vej. Det kan ende galt.


Fast står, at ingen kommer ind i himmeriges rige uden at blive som barn påny.

Påstanden er fremsat af Jesus og er i tidens løb som hovedregel blevet udlagt på den måde, at ingen kan komme ind i salighedens rige efter døden med mindre de barnligt tror på opstandelsens sandhed. Men det er en rigtig dårlig udlægning, og der er ikke belæg for den i noget som helst Jesus selv sagde, da han gik på jorden.

Dybdepsykologisk set er påstanden såre letforståelig og sand. For ingen kommer ind i det rige, hvor det trælse jordeliv med dets mange små gøremål og kedelige opgaver erstattes af den mening, fylde og intensitet der overstiger al forstand, medmindre han eller hun formår ved passende lejligheder midlertidigt at suspendere de sekundære grundprocesser til fordel for de primære.

Og dette har ikke det fjerneste med romantik eller nostalgi at gøre, men er tværtimod en uundværlig kunst for den der overhovedet vil åbne sig for den livsbekræftende oplevelse af helhed.

Derfor ønskes alle barnlige sjæle hermed 'Glædelig jul!'.

I al enfoldighed

Peer Sendemand


Andre artikler af Peer Sendemand:

Mariadyrkelsen - en katolsk specialitet
der vidner om kønsulighed i de religiøse grundforestillinger  (17.12.05.)

Troen på det ubevidste i mennesket som noget godt  (11.12.05.)

Er der en idé med at holde hviledag?  (4.12.05.)

Er der en mening med tilværelsen?  (27.11.05.)


Andre artikler:

De psykiske grundprocesser

Det musiske menneske
om Jon-Roar Bjørkvolds bog om leg og læring gennem livets faser.


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal