utils prefix normal
JERNESALT - requiem
ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.4.06.
Requiem på Operaen
Endelig skete miraklet, at Operaen på Holmen for første gang siden sin åbning blev benyttet til det fornemme formål den egentligt er bygget til, nemlig at give en totalteateroplevelse der åbner for indsigten i det guddommelige. Musik, sang, dans, lys og kostumer gik op i en højere enhed der gjorde begivenheden sakral og rummet til en kirke. Det er hvad operaer af Mozart, Verdi og Wagner kan gøre når de får optimal udførelse efter deres dybeste hensigt, men som ledelsen på Det kongelige Teater desværre endnu ikke har vist de kan præstere på operaplanet. Men balletten kunne!
Begivenheden var Tim Rushtons helaftensballet 'Requiem', som var bestilt af balletchef Frank Andersen til den nye operabygning - med Steven Scott som scenograf og lysdesigner og Mia Steensgaard som kostumiere. Dramaturg Gerd Schottländer. Musikken er ikke almindelig requiem-musik som Mozarts, Fauré's eller Verdis, der følger den katolske dødsmesses faste opbygning, men derimod 'Symfoni nr. 3' med sopransolo, også kaldet 'Sorgfulde sanges symfoni' (1976) af den polske komponist Henryk Górecki, (f. 1933; navnet udtales Guretski) og 'Stabat Mater' (1926) af en anden polak Karol Szymanowski (1882-1937). Sopransoloerne i begge værker synges af Aileen Bramhall Itani, partierne for mezzosopran og baryton i Stabat Mater' af Elisabeth Jansson og Per Høyer. Desuden medvirker det kongelige kapel og operakoret (på scenen) under sikker ledelse af Graham Bond.
For en ikke-fagmand er det umuligt at vurdere enkelthederne i dansernes præstationer. Trinene ser kolossalt komplicerede ud, men gennemføres - som sædvanligt for et korps med høj standard - så alt ser let ud. Men den forbliver lidt af en gåde, at danserne overhovedet kan huske dem, selvom man selvfølgelig ved, at de dels er blevet dansere fordi de kan huske den slags, dels øver sig indtil trinene sidder i kroppen - og udløses bare musikken lyder. Forbløffende også at koreografen på samme vis er i stand til at huske i alle detaljer hvad han selv har skabt. Der er i hvert fald noget at holde styr på i hovedet.
Det man kan bedømme er helhedsindtrykket, og her gælder for 'Requiem', at der findes en utrolig smuk balance mellem mangfoldigheden af detaljer og de store bevægelseslinjer i dansen. Når det hele så igen som nævnt går op i den allersmukkeste enhed af dans, musik og lys, kan man ikke forlange mere. Blot ønsker man snarest at se balletten igen, og derfor er det godt den kommer op i næste sæson. Den skal formentligt ses mindst tre gange, før man kan påstå at man kender den.
Det har for mit eget vedkommende været en stor fordel at høre og se introduktionen til balletten på Takkelloftet, hvor balletchefen spurgte såvel koreografen som kostumieren og dramaturgen ud om stykket, og hvor et par dansere viste et lille udsnit af dansen, med og uden musikledsagelse. Dramaturgen har været tidligt inde i billedet, for en helaftensballet må nødvendigvis have en eller anden form for handlingsforløb for at komme til at hænge sammen. Men en handling i sædvanlig dramatisk forstand har denne ballet ikke. Den handler om død og ensomhed, og om angst og bøn, og munder ud i et håb om overlevelse og frihed. Perspektivet er klart eksistentielt - som i sin tid i Flindts 'Dødens Triumf'. Ja, den får en religiøs dimension i kraft af 'Stabat Mater-musikken' og især denne musiks sidste led, det utroligt smukke 'Christus niech mi bedzie grodem' (på latin: Christem, cum sit hinc exire) med både kor og tre sangsolister. Den danske tekst lyder: "Kristus, når jeg skal vandre herfra, giv mig da ved din moder at nå sejrens palme". Ved udgangstonerne dannedes et lysende kors på scenen.
Men en af ejendommelighederne ved balletopførelsen var, at vi ikke tvangsindlægges til disse ord eller overhovedet nogle af teksterne i musikværkerne. Alt synges på polsk - men der vises ikke distraherende oversættelse på tekstanlægget. Vi skal koncentrere os om det visuelle og auditive - og lade begreber og trossætninger ligge. Dog gengives i programheftet hele teksten til 'Sorgfulde sanges symfoni', herunder ikke mindst den korte tekst til 2. sats der spilles som første led efter pausen, dvs før Stabat Mater. Men teksten til Stabat Mater gengives ikke. Den må man opsøge i en katolsk salmebog, hvis man er interesseret. Jeg mener det er en fordel at kende teksten, og ved ikke hvad der ligger til grund for ikke at bringe den i programmet. I det hele taget ville det have været bedre at få mere konkret viden om Tim Rushtons brug af teksten som inspiration for koreografien. Tor Nørretranders' artikel om balletten er for alment causerende til at vise vej. Men det får være. Helhedsindtrykket er stærkt.
Teksten til andensatsen af symfonien stammer fra en 18 år gammel pige der sad fængslet i Gestapos hovedkvarter i Zakopane i det sydlige Polen, og den var kradset ind i muren i cellen. Ordene lyder: "Nej, Moder, græd ikke. Ubesmittede Himmeldronning, stå mig bi. Ave Maria." Af et gammelt interview på fjernsynet med Górecki, klippet ind i en gribende film om symfonien, hvor den spilles i fuld længde, fremgår at komponisten har hæftet sig særligt ved at en så ung pige, stående foran døden, kunne sige 'Græd ikke!' til sin moder. Forklaringen er naturligvis hendes tro på Jomfru Maria, en tro også Górecki har, og som kun kan karakteriseres med ét udtryk: barnetro. Det må derfor betegnes som en meget virkningsfuld løsning på de dramaturgiske problemer i balletten, at denne andensats, meget smukt sunget af sopranen Aileen Bramhall Itani, placeres efter tredje sats og pausen og umiddelbart før Stabat Mater. Sopranen synger partiet fra balkonen.
I Stabat Mater er sopran og mezzosopran placeret tilhøjre på 1. etage på scenen, mens barytonen er placeret i modsatte side. Det er fint så længe de synger hver for sig. Men efter min mening uheldigt i sidstesatsen, fordi stemmerne her flettes tæt sammen på smukkeste vis og gør deres fysiske adskillelse malplaceret. Men det er småting i det store indtryk. Stærkt virker korets placering i munkekutter på to etager på scenens tre sider. Satsen hvor der synges rent a capella, altså uden orkesterledsagelse, blev fremragende gennemført.
Alt i alt en stor totaloplevelse, både koreografen og Det kgl. Teater kan være stolt af, men som også burde inspirere teatret til at lave operaopsætninger på samme spirituelle niveau. Publikum var mærkbart påvirket af den intense oplevelse. Kun begyndte det at klappe for tidligt efter både 1. afdeling og 2. afdeling. Et moderne publikum er ikke vant til andægtighed efter en spirituel oplevelse.
Jan Jernewicz
Henvisninger:
Om 'Requiem' på Det kgl. Teaters hjemmeside (med billedgalleri)
Henryk Góreckis 3. symfoni - jf. Den polske komponist Henryk Górecki er dřd fås i en særdeles fin cd-udgave med London Sinfonietta under David Zinman og med Dawn Upshaw som sopran. (Plademærket Electra).
Den nævnte film med symfonien spillet af ovennævnte og med indflettet samtale med komponisten selv blev vist på svensk tv i 1993.
Szymanowskis 'Stabat Mater' fås bl.a. i en Naxos-udgave fra 1988 med den Polske Stats Philharmoniske Kor og Orkester (Katowice) under Karol Stryja og med Jadwiga Gadulanka, Krystyna Szostek-Radkowa og Andrzej Hiolski som solister.
Relevante artikler på Jernesalt:
Siegfried og operachefen som ungdomsoprørere (9.6.05.)
Rhinguldet 'kaspereret' på Det kgl. Teater
om Kasper Bech Holtens opsætning af
Wagners opera på Det kongelige Teater 2003/04
Valkyrien kongeligt vulgariseret
om Kasper Bech Holtens iscenesættelse af
Wagners opera på Det kongelige Teater maj 2003.
Operaen, pengene, kunsten og myterne (15.1.05.)
Rubrikken Musik
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|