ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.3.05.

Hvor kommer det onde fra?

Endnu et tilfælde med en amerikaner der har myrdet løs på en skole må naturligvis give debat om det ondes natur. Den 16-årige, vistnok Hitler-begejstrede elev på en skole i et indiansk reservat dræbte grinende syv tilfældige elever, en lærer og en vagt med sin fars pistol og skød til sidst sig selv. Og forinden havde han dræbt sine bedsteforældre i deres hjem. Lignende tragedier er sket flere gange i USA, men også for nogle år siden i Tyskland.

Herhjemme kender vi fra de senere år flere tilfælde af kyniske mord eller grove og helt meningsløse overfald på sagesløse mennesker. Mange unge mennesker har en ekstremt lille tærskel for voldsomme hævnaktioner eller for simpelthen bare at afreagere et eller andet uforløst i deres psyke. Hævnaktioner kan som bekendt udløses på minimal foranledning som en tilfældig bemærkning. Dette medfører helt selvfølgelig at folk bliver yderst tilbageholdende med at gribe ind, hvis der er optræk til ballade, for de véd ikke hvad de udsætter sig selv for. Og afreagering er endnu mere uberegnelig.

I den store målestok kender vi folkedrab eller masseudryddelser i koncentrationslejre eller i borgerkrige. Eller vi hører om kyniske gidseltagninger og terroraktioner. Men sandelig også om religiøse fanatikere der går amok eller om systematiske overgreb mod fjender eller fanger fra demokratiske og civiliserede staters side som fx amerikanske troppers adfærd i Vietnam eller i Irak.

De fleste mennesker betragter den slags som væsentligt mere uforståeligt end eksempelvis affektmord, foranlediget af jalousi. Og derfor rejses spørgsmålet naturligvis om der kan gives en forklaring på fænomenet, eller om man må opgive at søge en sådan og blot med beklagelse konstatere, at mennesket fra naturens side er ondt, og at ethvert menneske følgelig under uheldige omstændigheder kan gør sig skyld i handlinger som stort alle andre mennesker er enige om at betegne som onde.

Spørgsmålet kompliceres af den kendsgerning, at vi i det moderne civiliserede og endda humaniserede samfund i stigende grad kommer ud for tilfælde af kriminelle personer som kriminalforsorgen og dens behandlingssystem må opgive som håbløse. Flere og flere unge kriminelle - mange desværre af anden etnisk oprindelse end dansk - er ganske enkelt 'uden for pædagogisk rækkevidde'. Hverken opmærksomhed, samtaler, behandling eller straf hjælper på dem. De skal simpelthen bare opbevares i fængslerne - og mellem fængselsopholdene passes op døgnet rundt af politiet.

Det lyder rigtigt amerikansk og nærmest populistisk. Det er ganske vist rigtigt, at begreberne 'ond' og 'ondskab' er så moralsk og religiøst betonede, at det for en overfladisk betragtning kunne være en fordel at få dem gjort lidt mere veldefinerede, men Welners metode duer ikke, for meningsmåling kan ikke afgøre hvad der er ret og ikke ret. I nævningeting er det et flertal der afgøre skyldsspørgsmålet, men et sådant flertal har ikke nødvendigvis retten på sin side. I sidste instans undgås hverken spørgsmålet om skylden eller grovheden i disse sager. Og langt mindre berettigelsen af dødsstraf.

Man kan - som i Danmark - undgå begreberne 'ond' og 'ondskab' i retssalene og nøjes med at finde ud af om en konkret handling er en forbrydelse i straffelovens bestemmelser. Og man skal naturligvis ved vurdering af den kriminelles strafværdighed prøve at finde ud af om han var utilregnelig i gerningsøjeblikket, og om han er påvirkelig for straf eller må regnes for psykopat. Og det lader man psykiatere tage sig af. Men ligegyldigt hvordan man forholder sig straffemæssigt, vil man aldrig kunne fjerne selve det moralske og religiøse aspekt fra folks almindelige indstilling til forbrydelserne.

Spørgsmålet står altid tilbage hvad det onde kommer af. Og hvad dette angår er det mere hensigtsmæssigt at se på psykologien end på det biologiske, kulturelle eller sociale i snæver forstand.

Det såkaldt onde eller umenneskelige hænger grundliggende sammen med den almene menneskelige aggressivitetsdrift, men denne er vel at mærke ikke ond eller uhensigtsmæssig i sig selv, men tværtimod absolut nødvendig og overvejende gavnlig. Den er nemlig en drift der er nødvendig for den menneskelige udfoldelse, ekspansion og transcendens - herunder opretholdelsen af samfundsordenen, den seksuelle udvælgelse og frigørelsen fra forældreautoriteten - og den giver en række gevinster som vi overhovedet ikke ville kunne undvære.

Mennesket er udstyret med et betydeligt aggressivt adfærdspotentiale som i sit udspring tjener den biologiske tilpasning, ganske som hos andre arter. Og den aggressive adfærd belønnes både med ydre sejre i form af arbejdsmæssige, forskningsmæssige og teknologiske, økonomiske og magtmæssige gevinster og med indre tilfredsstillelse i form af simpel glæde eller ægte stolthed eller endog særlig begejstring. Helt elementært nyder mennesker den oplivende virkning af alle former for aggressiv udfoldelse, herunder også vrede og forargelse.

Det problematiske ved denne på engang nødvendige og dybt tilfredstillende adfærd er at den kan gå ud over andre både på det jævne og det helt ekstraordinære plan og derfor blive et både moralsk, socialt og religiøst problem.

Men der er altså ikke i dette hovedsynspunkt grundlag for at undre sig over at aggressiv adfærd af endog udtalt negativ art - grusomhed, mord, massakrer, ydmygelser af andre - ofte kan være forbundet med nydelse og stolthed, for dette ligger i tilfredsstillelsen af driften som sådan - jf. at den 16-årige morder i den aktuelle sag rendte grinende rundt og dræbte. Hvad der afgør om en aggressiv adfærd er ond eller ej, kan slet ikke bedømmes på den mentale tilstand hos den aggressive i gerningsøjeblikket. Det må bedømmes på virkningerne på såvel ham selv som andre - på både kort og langt sigt.

Decideret kold kynisme fra en forbryders side eller hans henvisning til at handle efter ordre fra andre - som i tilfældet Adolf Eichmann - eller efter ordre fra 'indre stemmer' kan virke ekstra rystende, men viser først og fremmest en dybtgående svækkelse af forbryderens bevidsthed, moralske dømmekraft og følelsesmæssige sensibilitet. Afstumpetheden kommer ikke af sig selv, men følger af uheldig opvækst, disciplinering og fortrængning. Eichmann var faktisk ved at besvime første gang han så en udryddelseslejr med egne øjne, men han lagde låg på væmmelsen for at kunne leve op til sin forpligtelse. Og dét blev hans og mange andre bødlers skæbne. Menneskets evne til rimelig indordning i hierarkiske systemer (subordination) er en forudsætning for en stabil samfundsorden, men blind lydighed over for magthaverne er katastrofal, for den tilsidesætter den livsvigtige personlige moralske dømmekraft. - [En læser har venligt gjort mig opmærksom på, at Eichmanns afgørende første ubehag ved nazisternes fremfærd i den praksis han ellers var forskånet for at se med egne øjne ikke fandt sted ved et besøg i en udryddelseslejr, men ved et besøg ved en henrettelsespeloton på Østfronen som de mobile Einsats-grupper stod for. - Tilføjet 4.2.07.]

Vold og grusomhed kan dernæst være forbundet med seksuel ophidselse som det ses i sadomasochismen. Generelt gælder at jo mere neurotisk et menneske er, jo mere vil det være optaget af status i forhold til andre, dvs af svagheds- eller underlegenshedsfølelse. Men forbindelsen mellem vold og seksualitet er ikke simpel eller entydig. Det er værd at huske at der er mennesketyper for hvem magtudøvelsen giver større glæde end seksualiteten. Storr undlader ikke at antyde, at dette måske er en af grundene til at så mange politikere tilsyneladende har et utilfredsstillende privatliv.

Afstanden mellem gerningsmand og offer betyder meget. Fysisk afstand gør det lettere at dræbe andre mennesker. Derfor fjerner de langtrækkende moderne våben ofte kæmpende soldater fra synet af kampens direkte følger. Det er dog stadigvæk en triumf for såvel regulære som irregulære enheder (fx terrorister) at kunne se deres ødelæggelser på tv. Ligesom det er vigtigt for hærværksudøvere at få optaget deres bedrifter på video. Der kan gå sport i ondskaben.

Den psykologiske afstand bidrager også til menneskets destruktivitet. Det er lettere at øve vold mod fremmede eller mod mennesker som betragtes som underlødige, som da nazisterne rykkede frem mod jøderne og slaverne, eller amerikanerne mod vietnameserne.

Værst er den egentlige paranoide indstilling, der bevirker at enkeltmennesker eller grupper eller hele samfund føler sig forfulgt af andre og derefter giver sig til at forfølge disse andre som forbrydere, kættere, hekse, korsfarere eller folkefjender. Hitler udnyttede i sin tid de paranoide tendenser i den almindelige befolkning med største held, men i nyere tid ses fænomenet tydeligst i Afrika og Mellemøsten.

Storr gør opmærksom på, at grusomhed og destruktivitet i denne målestok er enestående for mennesket, fordi de forudsætter den menneskelige forestillingsevne. At være i stand til at se andre mennesker som mindreværdige, foragtelige, farlige og absolut onde kræver en projektionsevne som andre arter ikke har. Det er derfor nytteløst på moralistisk vis at prøve at appellere til voldsmænds medfølelse med andre mennesker. Medfølelsen kan virke mod hensigten, hvis motivationen for volden er simpel hævntørst eller frustration.

Skal både kærlighedsbehovet og aggressivitetsdriften tilgodeses i det lange løb, er det nødvendigt at forhindre at eventuel frustation og vrede udvikler sig til had og hævntørst, for hadet er således indrettet at det udelukker eller reducerer muligheden for at modtage den fornødne kærlighed.

Generelt kan den onde aggressivitet opfattes som den uheldige og ofte skæbnesvangre kombination af frustration og naturlig aggressivitetsdrift. Ondskaben kan følgelig kun undgås eller mindskes ved at hvert enkelt menneske lærer at reagere hensigtsmæssigt på frustration, dvs lærer at undgå de neurotiske eller paranoide projektioner.

De fleste lærer det heldigvis i tide gennem den normale socialisering og med passende vejledning fra forældre og pædagoger, men desværre må det konstateres, at der findes nogle der aldrig lærer det i tide og derfor ender som problembørn og i værste fald uhelbredelige forbrydere, som samfundet kun kan beskytte sig imod ved at spærre dem inde.

Storr er overbevist om, at størstedelen af alle ødelæggelser i verden skyldes mennesker der er dogmatisk overbevist om at de har ret. At have absolut ret indebærer nemlig at folk med en anden mening har absolut uret. Og sådanne folk regnes for farlige for samfundet. De må elimineres eller pålægges begrænsninger. Her begynder, siger Storr, vejen til pinebænken og gaskammeret - eller vejen til terrorismen, må man tilføje i dag.

Storr påpeger, at det mest skræmmende er de problemer der skyldes religiøs fanatisme. Så længe store skarer militante fanatikere kan bringes til at tro at de alene kender sandheden og lever efter sandheden, mens alle andre er vantro og lever efter løgnen, så eksisterer der efter hans mening en alvorlig trussel mod det civile samfund.

Heri kan man kun give ham ret. Men det skal tilføjes, at der i henseende til risikoen for ondskab ikke er nogen forskel mellem religiøs og ideologisk fanatisme. Kernen i begge er overbevisning om at besidde den absolutte, indiskutable sandhed som alle har at rette sig efter. Andres divergerende meninger tages ikke som udtryk for sund og inspirerende mangfoldighed, men som en direkte trussel mod egen overbevisning og sjælefred.

Storr omskriver ud fra dette synspunkt Lord Actons berømte formulering om magt og korruption, så den kommer til at lyde: Dogmer korrumperer; absolutte dogmer korrumperer absolut.

Det modsatte synspunkt af den absolutte dogmatiske sandhed hedder relativisering. Men den har mange mennesker - og især de autoritært opdragede - det meget svært med, fordi de uden videre tror at den indebærer at alle moralske forestillinger kommer til at flyde, så alt bliver tilladt. Men dette er ikke tilfældet.

Ud fra denne opfattelse er det meningsløst at postulere at mennesket er ondt af natur. Det er derimod nødvendigt til stadighed at holde sig for øje at den menneskelige aggressivitetsdrift med alle sine store og uundværlige fordele heller ikke i sig selv er god, men altid i sit dobbeltaspekt må underkastes en kritisk bedømmelse.

Den uafladelige kritik skal ikke komme fra en ydre autoritet, men tværtimod fra den overordnede - om man vil religiøse - instans i mennesket som forpligter til overvægt af det gode på langt sigt.

Denne instans må ikke forveksles med det man i almindelighed kalder samvittigheden, for denne er ofte blot et 'overjeg' der er opbygget gennem ydre autoriteters indoktrinering af dogmatiske sandheder og følgelig er den dummeste del af menneskets personlighed.

Nej, den instans der kan sørge for den uafladelige selvkritik kommer fra sider af det psykiske som ligger uden for jegets og det eventuelle overjegs kontrol. Det er sider som skyldes det kollektivt ubevidste. Og det er derfor det dybest set må regnes for en religiøs instans.

Litteratur:

Konrad Lorenz: Det såkaldt onde (Schultz. 1965)
Anthony Storr: Det aggressive menneske (Reitzel. 1972)
Anthony Storr: Det umenneskelige menneske (Reitzel. 1991)
Erling Jacobsen: Godt og ondt (Centrum. 1983).

Link til   Welners 'depravityscale'

Artikler på Jernesalt:

Konrad Lorenz
Det aggressive menneske
Kan moralen begrundes
Etik og eksistens

Se iøvrigt rubrikkerne:

Etik
Psykologi
Sekularisering