ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.4.03.

Den muslimske desintegration i Danmark

Bogen er egentlig skrevet med det formål at vække den venstrefløj forfatteren selv tilhører, men som han mener har glemt sin historie og sine visioner, og som derfor ofte er mest "til gavn for de sorte". Det generer ham nemlig, at disse ‘sorte' har vind i sejlene og kan godte sig over de rødes blindhed over for problemernes omfang og vanskelighed, for højrefløjen er jo for forfatteren på forhånd defineret som reaktionær.

Men om bogen virkelig skulle være i stand til at vække venstrefløjen turde dog være mere end tvivlsomt, al den stund dennes blindhed når det kommer til stykket ikke skyldes fejl ved sanseapparatet, men derimod ved ideologien, herunder allerede den fejl Bluitgen selv begår, at stemple store dele af den danske befolkning som sorte eller reaktionære, blot fordi de læggger vægt på deres danskhed og historie.

Han kan fortælle at lærere med indvandrerbaggrund har måttet opgive deres stillinger på Nørrebro, fordi deres muslimske elever mobbede dem, hvis deres koner ikke gik med tørklæde eller hvis de selv drak øl.

Den religiøse mobning er i stigning på Nørrebro i takt med det stigende antal indvandrere, må Bluitgen konstatere. Eleverne fra hans egen skole har oplevet at få halskæder med kors revet af og blive truet til ikke at bære dem mere.

På de muslimske friskoler er det endnu værre, her er uundværlige danske ord som gris, kys og Gudenåen (!) tabu, fordi de set med muslimsk bogstavtro er i konflikt med islamiske begreber. Dansk forfattede lærebøger censureres brutalt ved at tabuord eller -emner males over med sort eller sider simpelthen rives ud. Elever oplever aldrig i undervisningsøjemed at sætte deres ben i en almindelig dansk kirke, for dér dyrkes Satan, får de at vide. De opfordres til gengæld til at spytte på kors og gravsten på ture på Assistens kirkegård.

Da kunstneren Jens Galschiøts skulptur ‘Min indre svinehund' blev opstillet ved Blågårds plads som en slags protest mod intolerancen over for samfundets mindretal blev den stenet af unge muslimer. En afbildning af et svin kunne ikke tolereres i et boligkvarter domineret af muslimer. Budskabet forstod de ikke. Eller rettere de var inderligt imod det.

Det var - og er - for muslimer vigtigere at protestere mod svin end mod den svinske underbevidste tankegang der ligger i alle former for intolerance, og som dybest set udtrykker en simpel projektion: man projicerer sine egne instinktive impulser ud på andre for at bevare det nemme fjendebillede man har i forvejen og således undgå besværet med at se egen primitivitet i øjnene.

Det skriver Kåre Bluitgen bare ikke med rene ord, dertil ligner han den venstrefløjstype han selv angriber alt for meget. Den undgår påfaldende systematisk den psykologiske analyse, velsagtens fordi denne kunne rokke alvorligt ved fordommene.

Mange muslimer foragter danskheden dybt, og de hader - som deres brødre og søstre, fædre og mødre i Mellemøsten - de værdier den vestlige kultur er præget af på godt og ondt og som er selve forudsætningen for den udvikling de vestlige lande har gennemgået de sidste to hundrede år, men som de muslimske befolkninger stort set har måttet savne totalt i deres hjemlande. Og de ønsker absolut ikke at blive integreret i det danske samfund i den eneste form en sådan integration kan finde sted, nemlig ved at overtage de grundliggende normer som gælder for dette frie og demokratiske samfund. De fastholder tværtimod normer og skikke som er fuldstændigt uforenelige med danske normer og drømmer for nogles vedkommende som fx imamen Fatih Alev om ad åre at islamisere landet.

Dette ses især på religionsdyrkelsen og opdragelsen, men også på visse muslimers indstilling til arbejdet.

Især afrikanske muslimer (somalierne) har den grundopfattelse at arbejde dybest set er slaveri. Idealet er arbejdsfrihed, og dette ideal har de her i landet mulighed for at realisere takket være generøs dansk kontanthjælp. De kan ikke umiddelbart skaffe sig arbejde fordi de hverken uddannelsesmæssigt eller sprogligt kan klare sig på arbejdsmarkedet. Men der bliver sørget for dem i alle ende og kanter og de kan derfor leve som grever sammenlignet med hvad de kunne i deres hjemlande. Den slags betragter almindelige danskere ganske vist som det rene samfundsnasseri, men det får afrikanerne aldrig at vide - de lever stolte i den tro, at de har ret til den ideelle arbejdsfrihed, og de savner følgelig enhver motivation for at skaffe sig sproglige og uddannelsesmæssige kvalifikationer der kunne få dem i arbejde.

Hovedlinierne i den traditionelle muslimske børneopdragelse er, at den førstefødte dreng skal være faderens stedfortræder i beskyttelsen af familien og dens ære. Drengen bliver overforkælet af både faderen og moderen, og der sættes foreløbigt ingen grænser for hans adfærd. Dette sker først i fasen fra fem til ti år, hvor forældrene indprenter drengen hvad der er islamisk og ikke-islamisk, hvilket først og fremmest vil sige hvad der er ærefuldt til forskel fra det skamfulde. Herunder hører at barnet lærer absolut lydighed over for faderen, at han aldrig siger faderen imod og at han aldrig taler om sex. Hvis barnet overtræder disse strenge regler, afstraffes det fysisk.

Igen savner man en psykologisk betragtning fra Bluitgens side, for det vi her er vidne til er i realiteten en så primitiv opbygning af det Freud kaldte ‘overjeget', at vi skal flere generationer tilbage i danskernes og øvrige europæeres opdragelse for at finde tilsvarende, og at vi kan konstatere samme katastrofale skader: Børn der udsættes for denne form for opdragelse får placeret hele deres moralske dømmekraft i ydre realiteter (fædre, imamer og politiske førere), de er ude af stand til at bruge fornuftige og rimelige skøn i deres valgsituationer - for slet ikke at tale om sund skepsis - og de betragter det at have magt og at kunne udøve magt som det centrale i alle spørgsmål om ret og moral. Vold bliver simpelthen indpodet som en helt igennem korrekt måde, ja som selve den korrekte måde at løse uoverensstemmelser på.

Derfor er det naturligvis ikke underligt, at en relativt stor del af ungdomskriminaliteten i lande med mange muslimske indvandrerbørn begås af disse børn, ofte i meget tidlig alder og ofte i pædagogisk håbløs stand. En tysk undersøgelse af sammenhængen mellem voldskriminalitet og tyrkisk baggrund - som Bluitgen refererer - konkluderer, at volden ikke var socialt, men kulturelt begrundet. Unge tyrkiske mænd opdrages til decideret macho-kultur og vænnes til vold hjemmefra.

I 10-15-års-alderen sker der i den muslimske opdragelse ifølge Bluitgen en indprentning af familiens, loyalitetens og kollektivets betydning samtidig med at kønsadskillelsen indtræder. Den ældste søn skal nu værne om familiens ære. Selvglæde, stolthed og aggressiv adfærd er i højsædet, skriver Bluitgen, der i denne forbindelse taler om indvandrernes ‘loyalitetsmoral', hvad der tør kaldes et usædvanligt pænt ordvalg for det der rettelig burde hedde kadaverdisciplin, for der er som han selv gør opmærksom på tale om at indordne sig i et familiehierarki uden at stille for mange spørgsmål.

I disse år glider indvandrerbørn og danske børn for alvor fra hinanden, selv hvor de som på Nørrebro har gået i skole sammen. Tonen og omgangsformen bliver simpelthen for rå for de fleste danske drenge. Den muslimske æresopfattelse bliver udslaggivende i konflikter. Venskaber på tværs af de kulturelle og religiøse grænser kan kun sjældent opretholdes. Og kønnene skilles, vel at mærke på muslimsk indvandrervis: muslimske drenge må gerne komme sammen med danske piger, men muslimske piger er udelukket fra kontakt med drenge.

Pigerne må vente på ægteskabet for at få social identitet og blive fuldgyldigt medlem af familiehierarkiet. Men jævnbyrdige med ægtemændene bliver de aldrig. Ifølge Bluitgen udkæmper mange muslimske piger hver dag forgæves en kulturkamp på hjemmefronten for at blive ligeberettigede med deres brødre og med danske piger. Men den sociale kontrol med pigerne kan være altomfattende. Derfor er der i skolerne problemer med så dagligdags ting som badning, lejrskoler, fest, adgang til idrætsklubber, fødselsdage, fællesspisningsarrangementer m.v., altså alt det som er med til at give danske børn gode sociale kompetencer og erfaringer som de får brug for resten af livet, men som indvandrerbørnene stort set udelukkes fra på grund af forældrenes forbud.

Bluitgen møder flere og flere muslimske piger som ikke alene reagerer mod dette, men som er rasende over, at de ingen som helst hjælp får fra de danskere som ellers officielt går ind for ligestilling mellem kønnene. Ifølge Bluitgen synes heller ikke den danske kvindebevægelse at interesse sig for sagen. Emnet er for farligt - og man vil jo nødigt gå højrepopulisternes ærinde ved at kritisere muslimerne!

Det arabiske skolesystem er karakteriseret ved:

kollektiv ensartethed, formel og højtidelig stil, udenadslære, lydighed, tilpasning, forventning om passive elever, pligter, hård og synlig disciplin, fysisk afstraffelse, kontrol oppefra, metodestyring, autoritær og konservativ tradition.

Det danske skolesystem er karakteriseret ved:

individuel forskellighed, uformel og afslappet stil, forståelse, medbestemmelse, stillingtagen, forventning om aktive elever, frihed, skjult disciplin, straf i form af udelukkelse fra fællesskabet, selvkontrol, metodefrihed, individualistisk og folkelig tradition.

Hertil kommer forskellen mellem religiøs ensretning i det første system og selvstændig udvikling i det andet.

Disse modsætninger betragter Kåre Bluitgen med rette som uovervindelige. De kan ikke integreres. Ja, han skriver ligeud, at det første system passer til et Danmark uddødt for generationer siden, det andet forsøger at gøre sig parat til en stadig mere omvæltende morgendag.

Det hele hænger naturligvis til syvende og sidst sammen med religionen.

Bluitgen citerer som optakt til sit forord imamen Fativ Alev for følgende, desværre udaterede udsagn:

"Der er kun én sandhed. Og der er tale om et budskab på verdensplan. Islamismen er på fremmarch i verden og er nu også i Vesten. Vesten hjælper selv til ved ikke at have sørget for at reproducere sig nok, så man må åbne dørene. Men det er ikke tilfældigt. Det hele er et led i Guds plan."

Så kan det egentlig ikke siges meget tydeligere. Der er her ikke tale om en naturlig tro på at den Gud man selv tror på og dyrker, for én selv er den rette og eneste sande, men om et postulat om en for alle gældende objektiv sandhed og gudsplan med verden. Der er ikke plads for anden respekt for andre religioner eller andre gudsopfattelser - endsige respekt for ateistiske opfattelser - end den der følger af at man i demokratiske samfund som det danske er afskåret fra at bekæmpe dem direkte. Inderst inde og ofte også udtalt foragter man disse andre opfattelser.

Bluitgen lægger ikke skjul på sin afstandtagen til en sådan religiøs tro, men vel at mærke afskyr han alle former for religion, som han ud fra et snævert diderotsk oplysningssynspunkt betragter som overtroisk. Igen går han uden om psykologien der ellers kunne gøre det begribeligt for ham, at det lige så lidt er religionen som sådan som ideologien som sådan der rummer risiko for farlig fundamentalisme og ekstremisme. Det er altid menneskets trang til at forstærke deres svage ‘jeger' med absolutter der gør dem farlige. Og absolutter kan knyttes til alt - også fx kunstens ismer eller videnskabens uafklarede hypoteser.

I virkeligheden er der intet til hinder for - uanset hvilken religion eller ideologi man dyrker - at man kan opnå en helt anden slags sjælsstyrke end forankringen i absolutte dogmer gennem en ‘relativisering af jeget' og den hertil hørende opbygning af et ‘selv' der står over jeget. Det kræver imidlertid at man begynder at forstå alle religioners og ideologiers historiske betingethed og dermed indser, at de dybest set er relative og aldrig absolutte. De har altid konkrete, bestemte historiske forudsætninger, som igen altid er knyttet til konkrete mennesker af kød og blod og med konkrete nationale eller etniske referencer. Først herudfra kan man lære andre religioner og andre ideologier at kende indefra og blive beriget ved det man erfarer. Og først herudfra kan man lære i ordets egentlige forstand at respektere andre religioner og ideologier, selvom man ikke er enige med dem.

Den personlige sandhed som det relativerede jeg således vil nå frem til er stærk, fordi den er gennemtænkt og gennemprøvet og alene støtter sig på den indre dømmekraft der er betinget af at jeget altid er stillet over for noget udefinerligt der er større end det selv. Jeget behøver ikke længere at bygge på eller pukke på hvad ydre autoritetere som hellige bøger, hellige mænd eller fædrene påstår, men må til gengæld også give afkald på at støtte sig på enhver form for ydre magt.

Og her kommer forskellen mellem islam og gængs sekulariseret europæisk religions- og kulturopfattelse stærkt frem, for den første bygger (med hæderlige undtagelser) i praksis på den styrke der hviler på magt, allerede i kraft af dem muslimske opdragelse i hjem og moské. Men det gør den anden ikke.

Bluitgen gør et stort nummer ud af at fremhæve, at kristendommen for ham som ateist er lige så intolerant og ondartet som islam, ja den er efter hans mening en historisk verdensforbrydelse som enhver anden religion! Han omfatter nemlig ligesom sin franske oplysningsfilosof Denis Diderot religiøs tro som overtro og regner følgelig vantro som en absolut betingelse for tolerance.

Men det er ateistisk absolutisme at sætte al religiøs tro lig med overtro, og denne absolutisme viser blot, hvor lidt dens dyrkere fatter af åndens væsen. De er især totalt uvidende om, at der er noget der hedder helligånden, og at denne faktisk er karakteriseret ved at den udelukker at nogen person eller nogen instans af kirkelig eller verdslig art tager patent på sandheden, det vil sige, at den netop udelukker absolutisme.

Venstrefløjen har aldrig tillagt det åndelige nogensomhelst forståelse eller eksistensberettigelse. Man har på marxistisk vis holdt sig til det økonomiske og sociale og betragtet alt det kulturelle og religiøse som en såkaldt 'overbygning', som naturligvis kunne give sine dyrkere visse adspredelser, fornøjelser og illusioner, men som egentlig ikke har nogen eksistentiel betydning eller kan aftvinge nogen respekt. Og man har slet ingen forståelse kunne vise for den folkelighed der er knyttet til det åndelige.

Derfor kan venstrefløjen og dele af den liberale eller 'radikale' midterfløj dyrke universelle menneskerettigheder, universel tolerance og globalisme på højt intellektuelt og abstrakt plan, dvs totalt løsrevet fra al forankring i det folkelige, nationale og personlige. Derfor kan de tro på det abstrakte multikulturelle samfund, mens Bluitgen dog mere eller mere nødtvunget er blevet klar over at denne tro er tro på balkanisering, dvs splittelse.

Resultatet har vist sig katastrofalt hvad angår troen på det socialistiske idealsamfund, opgøret med det kapitalistiske samfund, flirten med den antikapitalistiske terrorisme, men aktuelt først og fremmest i troen på en absolut tolerance og humanisme over for ekstremister der åbenlyst udnytter de vestlige demokratiers frihed til at kæmpe for udemokratiske og intolerante fundamentalistiske styreformer af værste skuffe.

Spørgsmålet blev også drøftet af den muslimske Naser Khader og den jødiske Bent Melchior i Deadline hos Martin Krasnik 19.4., og begge var enige om, at islam i det lange løb ville kunne forenes med demokratiet her i landet, fordi de kommende muslimske indvandrergenerationer efterhånden ville acceptere demokratiet. Islam er som enhver anden religion underkastet menneskets fortolkninger - og fortolkningerne ville på vore breddegrader langsomt bevæge sig i demokratisk retning. Og det er troligt nok. Der er intet i islam som sådan der vil kunne forhindre en sådan udvikling. Det kan kun muslimerne selv.

Men en interessant forskel mellem muslimen og jøden gjorde sig gældende. For Naser Khader, der ikke selv er teologisk uddannet som muslim og derfor i muslimske kredse ikke bliver regnet for noget, men tværtimod hånet og bandlyst og truet på livet, var overbevist om at kun muslimske teologer der ville gå ind for demokratiet ville kunne vende udviklingen. Hvorimod Bent Melchior holdt på det modsatte, at kun en folkelig rejsning mod teologerne ville kunne gøre udslaget.

Sådanne rejsninger er set inden for alle religioner og politiske bevægelser. Og det er egentlig sigende, at Khader som samfundsforsker med sikker opfattelse af begreberne ære og skam i islam ikke har øje for denne folkelige mulighed. Men den er der som overalt hvor der er mennesker. Og den vil uden tvivl også slå igennem blandt unge muslimer i Danmark og andre vestlige lande inden for overskuelig tid. Ellers så det også rigtigt skidt ud for både dem og os selv. Uden en folkelig rejsning vil unge muslimer vedblive med at blive tabere, og samfundet vedblive med at skulle løse deres sociale problemer for dem.

Man kan kun give Bluitgen ret i, at offentlig modermålsundervisning må afskaffes, fordi den fastholder indvandrerbørnene i taberrollen, at omskæring af piger må forbydes, så muslimske piger ikke nægtes normal seksualitet, at ligestilling af kønnene må ske af samme grund, og at muslimerne må forkaste forestillingen om at islam kun kan udfolde sig i en islamisk stat styret i henhold til islamisk lov (sharia), fordi denne forestilling umuliggør en ægte demokratisering.

Kåre Bluitgen prøver i sin bestræbelse for at skære problemstillingen ud i pap at lancere udtrykket multitidssamfund som erstatning for det multikulturelle samfund, som for ham står som det negative 'balkaniserede'. Hans tanke er, at vi i lande med mange muslimske indvandrere dybest set befinder os i et opgør mellem fortid og nutid eller grovere talt mellem middelalder og modernitet.

Udtrykket er ikke heldigt og vil næppe slå an. Men rigtigt er, at de vestlige samfund med alle deres kristne forudsætninger er sekulariserede i lige præcis det omfang der muliggør demokratiet og udviklingen. Lige netop på dette punkt mangler muslimerne at tage det afgørende skridt mod demokratiet - hvis de vel at mærke overhovedet vil undgå at blive tabere også i fremtiden, hvis de vil leve i fred med vesten (og Israel!) og hvis de vil integreres i de samfund de er blevet indvandrere i.

Kåre Bluitgen: Til gavn for de sorte. Om tilslørede øjne i den danske indvandrerdebat. (Centrum. 2002).

Links:

Jeget og selvet - i den analytiske psykologi
Naser Khader om skam og ære
Sharia, Sherin og sekularisering  (Danmark/Religion - 29.9.02)
Sekularisering og religiøs krise  (Verdsliggørelse - 2.6.02.)

Afdogmatisering - ikke afmytologisering  (Afdogmatisering -18.6.02.)
Myte, ord og billede  (Afdogmatisering - 13.7.02.)
Muslimsk humor

Jævnfør også:

Arabisk desillusionering  (16.4.03.)
Irakkrigens mål og midler  (7.4.03.)

Læs også den helhedsrealistiske novelle Spillet ude?
der foregår på Nørrebro og beskæftiger sig med forholdet til muslimerne.