utils prefix normal
JERNESALT - malmros
ARTIKEL FRA JERNESALT -
Nils Malmros - en kort karakteristik
Nils Malmros (f. 1941) force som filminstruktør har altid været den indtrængende skildring af børns og unge menneskers udvikling - menneskeligt og erotisk.
I ‘Lars Ole, 5.c' (1973) følger vi en 12-årig drengs kamp for at blive accepteret, finde lidt selvværd, og forsøge at finde ud af det med pigerne. - ‘Drenge' (1977) skildrer en dreng som 5-årig i spillet med en fætter, en storesøster og forældrene, og senere som 17-årig gymnasiast i det drilske forhold til piger og senere som student på mere sikker pigejagt med en kammerat. - ‘Kundskabens træ' (1981) handler om en hel skoleklasse fra 2. til 4. mellemskoleklasse (7. til 9. kl.) , dog med fokus på Elin der i begyndelsen er den mest modne af pigerne, men som efterhånden får problemer både læsemæssigt og socialt. Hun fryses ud af hele klassen - uden at forældrene gør sig nogen anstrengelse for at forstå årsagen. Barndommens tryghed er tabt for stedse, således som det altid går når mennesket spiser af Kundskabens træ. Jf. artiklen om Myte, ord og billede.
I ‘Skønheden og udyret' (1983) skildres en unge pige i forholdet til et par kærester og sin far, der bliver jaloux, da han er ved at miste hende. - ‘Århus by Night' (1989) følger en ung, i flere henseender usikker århusiansk filminstruktør i hans indspilning af sin første film i samarbejde med et københavnsk filmhold af noget anden støbning end han selv. Og vi indvikles i hans forhold til den kvindelige hovedrolleindehaver, hvis kæreste insisterer på at følge optagelserne, også i de intime scener. - ‘Kærlighedens smerte' (1992) handler om pigen Kirsten i 3.g der på en lejrtur flirter voldsomt med en af sine lærere, selvom hun har en jævnaldrende kæreste. Et par år senere får hun problemer med sin pædagog-eksamen. Den tidligere lærer påtager sig at hjælpe hende, men på et tidspunkt, hvor han selv har problemer med sit parforhold. Pigen bliver gravid med en anden - og forsøger at begå selvmord, men får igen hjælp af læreren.
‘Barbara' (1997) falder lidt uden for mønsteret, idet den er en filmatisering af Jørgen-Frantz Jacobsens roman fra 1939 om den livsglade, letantændelige og forførende færøske pige der forelsker sig i stedets unge, uerfarne og naive danske præst, men ikke kan holde sig fra andre mere tiltrækkende og levende mænd. - Og 'At kende sandheden' fra 2002 handler om Nils Malmros' far, overlæge Richard Malmros (1905-2000), der var en højt respekteret neurokirurg ved Århus Kommunehospital 1941-75 og professor ved Århus Universitet 1952-75, men som livet igennem gjorde sig mange selvbebrejdelser for anvendelsen af det kræftfremkaldende stof thorotrast, der indtil 1947 brugtes som kontraststof ved røntgenfotografering af hjernebeskadigelser. Og netop disse samvittighedskvaler er den indtrængende films hovedtema. - Jf. At forfølge sandheden.
- For mig personligt har Malmros' film fra starten været en utroligt fint indfølende og ægte skildring af børn og unge mennesker på deres udvkling mod at blive voksne. Jeg genkender i vid udstrækning miljøet og problemerne - og bliver direkte berørt af personskildringerne.
Malmros har siden 2004 arbejdet på filmen 'Kærestesorger' der er en slags opfølgning af 'Kundskabens Træ', idet den følger nogle gymnasieelever gennem tre gymnasieår og bliver optaget over tre år, så amatørskuespillerne får lagt årene til alderen på naturligvis vis. De første to år er afsluttet - og Malmros kunne på Filmhøjskolen i Ebeltoft vise første delen færdigklippet på et kursus i 2006. Jf. artiklen Film og forførelse. 'Kærestesorger' ventes at få premiere efteråret 2008.
Jan Jernewicz
Artikler om Samfund
Artikler om Film
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering
At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
|
|