ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.1.03.

Krig mod Saddam Hussein?

Skal Saddam Hussein fjernes med magt af USA og enkelte allierede, eller bliver han fjernet ved et kup af nogle af sine egne sunnimuslimske fæller?

Bliver den eventuelle krig kortvarig - og rettet direkte mod Saddam Hussein og hans base i Bagdad, eller bliver den af længere varighed - og opdelt i etaper med besættelse af oliefelterne omkring Basra som første mål og erobringen af Bagdad som sidste?

Vil USA blive udsat for modstand i form af veto i Sikkerhedsrådet fra Frankrig og/eller Rusland, eller vil Colin Powell formå at samle enighed om en ny definitiv FN-resolution, der vil tillade USA at gå til angreb på Irak på given dato i marts måned?

Vil Tyrkiet under den nye muslimsk-orienterede regering i sidste ende give USA grønt lys til brug af baserne, eller skele mere til den arabiske liga?

Vil Saudi-Arabien og Egypten øge presset på Saddam Hussein for at undgå krigen længst muligt eller på et eller andet tidspunkt acceptere USA's aktion?

Vil Tyskland under sin populære udenrigsminister Joschka Fischers forsæde i Sikkerhedsrådet i februar løbe linen ud i modstanden mod en krig og yderligere forværre forholdet til USA, eller vil man i sidste ende bøje af for en accept af et USA-angreb på Irak?

Spørgmålene er mange, men sammenhængende, og svaret kendes formentlig først i begyndelsen af marts, for før er USA efter militæreksperternes vurdering selv i bedste fald ikke fuldt ud klar til at slå til.

Det omtrent eneste sikre synes at være, at USA's beslutning ikke vil afhænge af FN-inspektørerens rapport, der afgives til Sikkerhedsrådet mandag den 27. januar. Rapporten er nemlig ikke endelig som opgaven og tidsfristen ellers lød på i FN-resolutionen af 9.11.02. (se  FN's resolution mod Irak). FN-inspektørerne er på den ene side utilfredse med irakernes egen redegørelse og med deres manglende samarbejdsvilje, men har på den anden side ikke fundet direkte beviser for Iraks besiddelse af de forbudte kemiske, biologiske og nukleare masseødelæggelsesvåben. De har ikke opnået at få de ønskede fortrolige samtaler med irakiske atomforskere, men hvordan i alverden har man kunnet forestille sig sådanne i et diktatur som Saddam Husseins? Våbeninspektørerne ønsker altså mere tid til at gøre deres arbejde færdigt.

Det er ikke udelukket, at de tildeles denne ekstra tid - på måske to eller tre uger - men det vil for så vidt også kun være en gratis gestus fra amerikansk side, eftersom USA, der har en månedstid at løbe på, allerede har sådanne efterretninger om irakernes ulovlige besiddelser og potentialer, at det for dem er fuldt tilstrækkeligt til at fastslå, at Irak ikke overholder FN-resolutionen, og at Saddam Hussein er for farlig at have siddende som diktator.

USA vil efter alt at dømme betragte enhver udskydelse af en definitiv afgørelse i FN udover 1. marts som en opmuntring til Hussein om at fortsætte sin djævelske leg med FN. USA vil naturligvis helst have FN bag sig i tilfælde af krig - det vil have klare fordele mht verdensopinionen - men har på den anden side ikke den store tiltro til FN's vilje til at tage de logiske konsekvenser af sine tidligere beslutninger.

Megen tvivl er der ikke om, at USA under præsident Bush, udenrigsminister Powell og forsvarsminister Rumsfeld tager FN-resolutionen af 9.11. alvorligt og bogstaveligt - og i realiteten har besluttet sig for at sørge for afvæbning af Irak og fjernelse af Saddam Hussein, uanset hvad våbeninspektørerne måtte komme frem til. Spørgsmålet for amerikanerne er kun, om de arabiske lande får held til at fremskynde et kup i Irak, inden det er for sent, om FN's sikkerhedsråd vil godkende en konsekvent aktion fra USA's side, inden USA mister tålmodigheden, og om de allierede i Nato - specielt Tyskland og Frankrig - vil fastholde deres modstand mod en krig og dermed for alvor anfægte USA's moralske ret til at forebygge krig, således som denne ret blev formuleret i præsident Bushs doktrin fra september måned om præventiv-krig (se  Bush-doktrinen).

Sikkerhedsrådets debat mandag vil nok give et fingerpeg herom - ligesom præsident Bushs tale tirsdag den 28. til kongressen om nationens tilstand nok vil løfte sløret for hans hensigter og navnlig hans begrænsede tålmodighed.

Præsident Bush har for øjeblikket ikke blot helt naturligt den arabiske verden, men også den vestlige opinion imod sig. De arabiske lande frygter stor og helt uberegnelig ustabilitet i deres region. Og de vestlige lande er vendt tilbage til deres naturlige halv-pacifistiske holdning der ikke totalt afviser krig som mulighed eller nødvendighed, men gør den til den dårligst tænkelige løsning og den allersidste udvej.

Præsident Bush har også vigende tilslutning i sit hjemland, ikke mindst blandt demokraterne. Men han vil omvendt næppe kunne holde til at skulle kæmpe for genvalg i november 2004, hvis Irak-spørgsmålet til den tid fortsat er uløst. Dertil har han selv satset alt for meget på dets løsning i lys af 11. september. Problemet er, at en krig mod Saddam Hussein som tiden går får en stadig løsere tilknytning til krigen mod terrorismen - i almindelige menneskers øjne. Den offentlige mening er ligesom folkegunsten en flygtig størrelse. Amerikanerne kan som englænderne lide handlekraft og militærsejre, men vil også se hurtige resultater.

Frankrig og Tyskland spiller deres eget spil - og har på det sidste demonstreret en forbrødring der umiddelbart kan virke overraskende, fordi den ene part er stærkt borgerlig og den anden stærkt socialdemokratisk, men de rider begge to på forståelige og dybe krigsfjendtlige stemninger i deres lande og på en stærk fælles interesse i at vise dominans i EU-regi og dermed en så kraftig afstandtagen til Storbritannien, at det næsten ligner skadefryd. Gerhard Schröder har store problemer som kansler hjemme, men vandt formentlig nogle afgørende stemmer på sin afstandtagen fra krigen mod Irak og sin læggen luft til USA. Det tror han muligvis kan hjælpe ham ved de forestående to delstatsvalg søndag den 2. februar, men vil ellers komme til at svie til ham.

I Danmark er der heller ingen begejstring at spore for krig mod Irak eller i det hele taget for støtte til USA. Statsministeren og forsvarsministeren synes at ligge tættest på USA's linje, men udenrigsminister Per Stig Møller er idealisten i regeringen der både i Palæstina-konflikten og Irak-spørgsmålet vil lade sin afgørelse bestemme af muligheden for enighed i FN. Det sikrer indtil videre regeringen opbakning fra socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, men lægger op til senere problemer.

Ingen europæere ønsker krigen. Alle er enige om, at en politisk løsning altid vil være det bedste. Mange intellektuelle har ytret sig uforbeholdent imod krig mod Irak - ikke blot af frygt for de uberegnelige konsekvenser som i værste fald kan få form af total politisk, økonomisk og olieforsyningsmæssigt kaos i regionen - men også principielt. Den amerikanske sikkerhedsdoktrin anfægtes ud fra folkeret og menneskerettigheder. I Tyskland er det folk som Günther Grass og Jürgen Habermas der tager til orde. I Frankrig bl.a. Régis Debray og Jacques Derrida. Særligt er de blevet provokeret af forsvarsminister Rumsfelds ord om de 'gamle europæere' der har anfægtelser. Og det er jo heller ikke uden grund. For hvis ikke europæiske intellektuelle skulle have skrupler over krig på menneskerettighedernes grund, ville Europa ikke være det moralkritisk reflekterende kulturområde det har været i årtusinder. Rumsfeld har glemt hvor amerikanerne kommer fra.

Men omvendt kan det heller ikke nægtes, at flertallet af europæere - ligesom i trediverne - har en tendens til af godtroenhed og konfliktskyhed at lukke øjnene for den kendsgerning, at visse magthavere som Saddam Hussein er af en type der styres af alt andet end humanistiske og rationelle hensyn. Hussein er tværtimod en mand der kynisk vil holde sig ved magten længst muligt med alle de magtmidler der nu engang er i hans besiddelse. Og som vil gøre det i overbevisningen om, at det er det eneste rigtige for hans land. Han identificerer sig fuldstændigt med Irak og Iraks skæbne. 'L'Iraq, c'est moi!' som man lader ham sige med en omskrivning af Solkongens ord.

Den mulighed, at Saddam Hussein skulle kunne lokkes til at opgive sin magt ved tilbud om sikkert eksil et eller andet sted i den arabiske region, er teoretisk. Han vil hellere dø med sit regime end overleve uden. Den brændte jords taktik er hans mest sandsynlige valg, hvis det først går løs. Skal han overhovedet forhindre krig, må han formentlig vælge et spil man kunne kalde "Nu visker vi tavlen rent og begynder forfra", dvs et narrespil der består i at indrømme eksistensen af visse beklageligt 'oversete' lagre af våben - og dermed vinde ny tid. Dreven er han som spiller.

Mest hold er der dog formentlig i de arabiske lederes ønsker og skjulte bestræbelser på at få nogle af Saddam Husseins egne sunnimuslimske støtter til at falde fra og på et eller andet tidspunkt gennemføre et kup mod Hussein inden krigen bryder ud. Det vil på den ene side forhindre USA's uønskede indgriben og besættelse af de irakiske oliefelter og på den anden side sikre disse Hussein-støtters magt i landet, en ny politik og ikke mindst FN-sanktionernes ophævelse. Det vil alt i alt forebygge den umiddelbare ustabilitet i området som både Saudi-Arabien og Egypten frygter mere end noget andet. De skal efter sigende have bestukket flere af Saddam Husseins folk med klækkelige summer. Men det er og forbliver naturligvis indtil videre blot rygter.

Et rygte er det derimod ikke, at et kup formentlig er det eneste der vil kunne forhindre en krig mod Saddam Hussein fra amerikansk side, inden for de næste to-tre måneder. Så det haster. De muslimske landes møde i Istanbul var udadtil et forsøg på at fortælle de muslimske befolkninger, at deres ledere er imod USA's planer, men indirekte også tegnet på, at Tyrkiet, Iran og de arabiske lande efter al sandsynlighed vil acceptere amerikansk indgriben, når det nu ikke kan blive anderledes, og man har gjort hvad man kunne for at undgå den. Ingen ønsker Saddam Husseins forbliven som Iraks diktator, men ingen ønsker heller at komme til at stå som ven eller allieret med de fleste muslimers ærkefjende.

De scenarier der herefter tegner sig som mulige er fire:

1) Der vil foreligge beviser mod Irak som vil medføre en FN-resolution for krig og USA's udførelse af aktionen. Beviserne vil næppe foreligge allerede mandag den 27. januar. Og de skal i sidste ende være meget overbevisende for at udløse blank tilslutning til en USA-aktion.

2) Der vil foreligge beviser mod Irak nu eller lidt senere, men der vil alligevel ikke kunne opnås enighed i Sikkerhedsrådet om en resolution. USA vil ikke desto mindre tage sagen i sin egen hånd, støttet af Storbrittanien og enkelte andre lande, herunder flere østeuropæiske. Polens præsident Kwasniewski har netop været på besøg i Washington og gav her præsident Bush fuldstændig opbakning. Frankrig vil formentlig acceptere en aktion, men ikke aktivt deltage. Tyskland vil sidde tilbage med et stort problem.

3) Der vil ikke foreligge beviser mod Irak og følgelig heller ikke blive vedtaget en FN-resolution. USA vil beslutte sig for at gå i krig alene eller eventuelt sammen med Storbrittanien. Der vil rejse sig heftig kritik i de vesteuropæiske lande, navnlig i Tyskland. Og det vil i årevis kunne komme til at påvirke relationerne mellem USA og Vesteuropa, Nato og EU - naturligvis ikke uafhængigt af aktionens varighed og udfald.

4) Saddam Hussein vil blive styrtet ved et kup. De nye magthavere vil samarbejde med FN, lade landet afvæbne, nyde godt af FN-sanktionernes ophævelse og få gang i Iraks olieeksport og økonomi. Om det vil ændre Iraks støtte til den palæstinensiske kamp mod Israel får stå hen. Men dette spørgsmål ligger under alle omstændigheder og lurer under alle scenarier.

I alle fire tilfælde vil udfaldet af Irak-konflikten være bestemmende for præsident Bush's muligheder for at blive genvalgt i november 2004. Hans far tabte genvalget i 1992, selvom han vandt den første 'puniske' krig. Hvordan vil det gå sønnen, hvis han vinder den anden?

Det sidste scenario vil forekomme de fleste mennesker som det mest ønskværdige - både for fredens og det irakiske folks skyld. På lidt længere sigt vil det blive afgørende, hvor meget FN og Vesten vil kunne stole på de nye magthavere - ikke mindst med hensyn til den internationale kamp mod terrorismen.

Men det vil igen sige, at selv den ideelle løsning på kort sigt, vil have problemer på langt sigt. Ganske som de øvrige scenarier. Det vil for lange tider forblive et uløst problem, hvordan den arabiske terrorisme og forholdet mellem de arabiske lande og USA vil udvikle sig. Men det vil også være et problem, hvordan relationerne mellem USA og Europa vil udvikle sig, specielt forholdet mellem USA og Tyskland. Bush-doktrinen om præventiv-krig er ikke europæernes kop te, men omvendt kan man fra europæisk side ikke stille andet op over for den end de intellektuelle humanistiske argumenter, som verdens eneste supermagt ikke totalt vil ignorere, men som den vil vurdere lavt, når tingene går i hårdknude.

Dét er imidlertid vilkårene i en verden der er fuld af had, fanatisme og terror og uløst konflikter i mange regioner, og som domineres af en enkelt stat, hvis magtudfoldelse af mange anses for at være imperialistisk, og som under alle omstændigheder savner et alternativ.

FNs resolution mod Irak
Bush-doktrinen
USA's dominans