utils prefix normal JERNESALT - fogh37nato

ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.4.09.

Fogh og hele den tyrkiske musik

'Tyrkisk musik' er et gammelt folkeligt udtryk for larmende janitschar-musik udført af det tyrkiske janitsharkorps på pauker, trommer, bækkener og skingre blæseinstrumenter samt en lang stav med tyrkisk halvmåne, ringlende bjælder, klokker og flotte hestehaleduske. Genren blev populær i Europa i 1700-tallet og indgik som 'eksotisk kolorit' i seriøs europæisk musik, bl.a. hos Gluck i 'Pilgrimmene fra Mekka' eller hos Mozart i 'Bortførelsen fra Serailet' og klaversonaten i A-dur (KV 331 - med rondosatsen 'Alla turca'). I Wien huskede man endnu larmen fra den osmanniske belejring i 1683. Herhjemme tog man det roligere. Når de kongelige herskaber på Chr. VII's tid spiste deres måtider, lød der uafladeligt 'tyrkisk musik', bl.a. ofte ved Lysthuset i Frederiksberg have.

Men det hører med til historien at de osmanniske sultaner skabte deres janitsharkorps af kristne krigsfanger allerede i 1300-tallet og efterhånden gjorte det til et eliteinfanterikorps der simpelthen blev den osmanniske hærs kernetropper på bekostning af rytteriet. I 1600-tallet blev korpset en politisk pressionsgruppe der tyranniserede såvel magthaverne som civilbefolkningen - og som sådan først blev slået ned (skånselsløst massakreret) og opløst som korps af Mahmud 2. i 1826.


Tyrkerne har dog ikke glemt at føre krig med larm. Heller ikke når det gælder storpolitik og kulturkamp.

Tyrkiets aktuelle kamp mod statsminister Anders Fogh Rasmussen til ny generalsekretær for Nato turde været et næsten grotesk, for ikke at sige surrealistisk eksempel på at dele af det mellem modernitet og primitivitet dybt splittede land lader sig rive med af had og frustration og forsøger at larme sig til at forhindre en konsensus-afgørelse mellem de 28 Nato-lande.

Presset på Tyrkiet og navnlig landets premierminister Erdogan fra de store Nato-landes side er meget stort. Præsident Obama, præsident Sarkozy, premierminister Gordon Brown og kansler Merkel skal alle have talt indtrængende til den tyrkiske præsident Gül, der i modsætning til Erdogan ikke har været totalt afvisende over for valget af Fogh. Men Gül kan naturligvis ikke gå ud og tale Erdogan midt imod, selvom den endelige afgørelsen er hans.

Erdogan har ikke lagt skjul på at han finder Anders Fogh fuldstændigt uacceptabel, og det fremgår at han nærmest hader Fogh. Erdogan er også udsat for et stort pres fra såvel sine egne landsmænd som fra de muslimske landes regeringer. Alle råder de ham til at stå fast på modstanden, fordi Anders Fogh Rasmussen i disse lande står som eksponent for mangel på respekt for muslimer. Hertil kommer sagen om den tyrkiske tv-station Roj der sender fra Danmark, men af den tyrkiske regering betragtes som en terrororganisation. Fogh kan lige så lidt forhindre Roj i at sende sine udsendelser fra Danmark som han kunne forhindre JyllandsPosten i at bringe Muhammed-karikaturerne. Men Tyrkiet er trods sin lange sekularisringsproces helt tilbage fra Ata Türk i 1922 stadigt ikke kommet fri af magthavernes drømme om at begrænse ytringsfriheden.


Om det efter yderligere pres på Tyrkiet lykkes Nato at nå til enighed om Fogh allerede i dag lørdag, får stå hen. Tyrkiet har udtrykkeligt fremhævet at sagen ikke haster mere end at en afgørelse kan vente flere dage. Og specielt vil man fra tyrkisk side gerne have det kommende møde mandag i Istanbul mellem Nato og de muslimske lande inddraget i beslutningsprocessen, fordi Anders Fogh Rasmussen her vil få muligheden for at holde en tale, hvor han kunne vise tilstrækkelig imødekommenhed over for muslimerne.

En egentlig undskyldning fra Foghs side kan man umuligt forestille sig - selvom man måske inderst inde drømmer om den. Men en tyrkisk journalist der var i DR2's Deadline i aftes påpegede at der er brug for en erklæring der i hvert fald af tyrkerne og de muslimske lande kunne udlægges som en slags undskyldning. Men det viser lige præcis dilemmaet.

Premierminister Erdogan har været ude med en erklæring om at man ikke kan acceptere en generalsekretær for Nato der ikke har kæmpet for fred med muslimerne, når Nato netop skal kæmpe for fred i verden. Man har med andre ord ikke glemt de danske Muhammed-tegninger, der i den muslimske verden blev opfattet som udtryk for mangel på respekt for den muslimske religion. Og man har ikke glemt at Anders Fogh som statsminister afslog at mødes med de muslimske landes ambassadører i Danmark med den begrundelse at han ikke kunne blande sig i danske mediers ytringer. Resultatet blev som bekendt at de fundamentalistiske organisationer i de muslimske lande - mere eller mindre bistået af de muslimske regeringers stiltiende accept - angreb danske ambassader, boykottede danske varer og brændte Anders Fogh Rasmussens portræt og Dannebrog af under deres demonstrationer.

Anders Fogh Rasmussen blev gjort til syndebuk for noget han principielt ingen indflydelse havde på. Ja, han blev - som det ses af Erdogans retorik - gjort til en foragter af muslimsk kultur og en modstander af fred med muslimerne, skønt der intetsomhelst belæg er for nogen af delene.


Man kan - som det bl.a. blev gjort her på Jernesalts sider - dybt beklage at Anders Fogh Rasmussen på højdepunktet af konflikten på muslimsk fjernsyn forsøgte at glatte en smule ud ved at pointere at han på den ende side ikke havde legale juridiske beføjelser til at skride ind mod Jyllands-Posten, men på den anden side personligt var imod tegningerne.

Fejlen her var lige præcis at han over for det stærke muslimske pres viste fatal svaghed når det gjaldt forsvaret af ytringsfriheden netop ved at sondre mellem hvad der var jurisk muligt og hvad han personligt mente. Formuleringen viste nemlig at ytringsfriheden i et demokratisk land som Danmark efter Foghs mening var et rent formelt juridisk anliggende som alle måtte bøje sig for, mens karikaturer af den store muslimske profet var et konkret udtryk for denne ytringsfrihed som man kunne være imod af den ene eller anden grund.

Anders Fogh Rasmussen forsøgte på intet tidspunkt at gøre gældende at karikaturer af religiøse skikkelser - selv af religionernes helligste skikkelser - aldeles ikke er en underordnet side af ytringsfriheden som man kan være imod af forskellige personlige grunde så som utilpashed med den forargelse de kan vække, men tværtimod må anses som en helt central del af demokratiet og sekulariseringen.

Karikaturer af religiøse skikkelser er en vital del af demokratiet og sekulariseringen af den ganske bestemte grund af demokrati og sekularisering principielt og på afgørende vis adskiller den politiske magt totalt fra indblanding fra religiøs side. Derfor er det helt uacceptabelt at de muslimske lande har forsøgt at få FN's menneskeretsorganisation til at indføje et forbud mod kritik af religioner i bestemmelserne. Religioner skal netop i en fri verden kunne kritiseres alt det folk vil, ikke for at krænke de religiøse mennesker personligt, men for at fortælle at religioner bliver en trussel mod friheden, demokratiet og sekulariseringen i samme omfang de bliver magtorganisationer.


Anders Fogh Rasmussens store fejl i hele denne sag ligger i forlængelse af hans ofte udtalte standpunkt at religion er en privatsag - Jf. artiklen Fogh, religion og sammenhængskraft. Det er religion netop ikke. Det viser først og fremmest de muslimske fundamentalisters forsøg på i deres religions navn at indskrænke ytringsfriheden. Men det ses skam også af det forhold at religion aldrig kan defineres som et dobbbeltfænomen der på den ene side resulterer i opbygning af deciderede religiøse magtorganisationer og på den anden side i en åndsform af privatart. Religion er et langt dybere, helhedsrealistisk fænomen.

Religion er - som det har fremgået af flere artikler her på Jernesalt og som det især fremgår af Jernesalts 2009-filosofi - dybest set et udslag af det kollektivt ubevidste uhyre stærke fundamentalkraft i kulturen, og den kan simpelthen ikke henvises til privatlivet på den ene side og de officielle religioners magtpolitik på den anden side. Religion bestemmer dybest set alle menneskets handlinger, følelser, mål og forhåbninger - på såvel personligt som kollektivt plan. Og fænomenet skal tages alvorligt som sådan.


Hvad Anders Fogh Rasmussen vil sige i Istanbul på mandag er ikke til at vide. Han vil uden al tvivl belægge sine ord så godt, at de ikke kan støde muslimerne, men om hans ord vil overbevise den hadefulde og af sit muslimske folks og sine muslimske kollegers opbakning berusede Erdogan er et helt andet spørgsmål.

Muhammed-sagen har indhentet Anders Fogh Rasmussen og Nato, hedder det i bulletinerne. Det vil begge beklage - mange af Natolederne var jo klart imod Foghs linje dengang. Men i virkeligheden er det en gevinst. For Muhammed-sagen var en konfrontation mellem modernitet, demokrati og sekularisering på den ene side og larmende primitivitet, diktatur og religiøs fanatisme på den anden side. Og det bør under ingen omstændigheder forties, blot fordi Tyrkiet er medlem af Nato og skal være med til at vælge generalsekretæren.

Nato står over for store udfordringer i den kommende tid - ikke mindst i Afghanistan. Og dermed også over for den muslimske verden. Mange interesser er på spil. Men hvis Nato som en organisation der skal forsvare freden, bøjer sig for muslimske (og russiske) krav om en direkte eller indirekte begrænsning af ytringsfriheden, så vil den miste sin betydning og konsistens.

En organisation som Nato skal naturligvis vise respekt for enhver religion og en hver kultur der ligger uden for den europæiske tradition og den moderne udviklingshistorie, men respekt betyder at acceptere de andres forskellighed og anderledeshed, ikke at bøje sig for deres krav om ukrænkelighed.


Anders Fogh Rasmussen vil være en udmærket generalsekretær for Nato, fordi han har tilstrækkelig ledelseserfaring og international erfaring til at bestride posten. Man kan undre sig over at han overhovedet er interesseret i posten, og kunne såmænd let få det indtryk at grunden må være hans træthed over småtterierne i dansk politik, herunder karikatur-striden! Det vender vi tilbage til. Men man skal huske at han i givet fald kun bliver den højststående embedsmand i den politiske afdeling af Nato. Han får ingen magt. For den ligger hos regeringscheferne, navnlig hos Obama, Sarkozy, Brown og Merkel.

Og hvad Tyrkiet angår, så holder den 'tyrkiske musik' nok op efterhånden. Erdogan har haft brug for den for at markere sin rolle i tyrkisk indenrigspolitik og i muslimsk sammenhæng. Men Tyrkiet kan ikke holde til at isolere sig ved at nedlægge veto mod Fogh. Erdogan har kun opnået at gøre sig grundigt upopulær i Europa ved at vise at hans land er godt i gang med at undergrave det sekulariserede demokrati i landet. Det gør kun hans land endnu mindre egnet som kandidat til optagelse i EU.

Jan Jernewicz


PS! - Midt på eftermiddagen - lørdag den 4.4. kl. ca. 15.22 - blev det officielt meddelt at Anders Fogh Rasmussen er blevet valgt til Natos nye generealsekretær, efter massivt pres mod Tyrkiet fra præsident Obamas og kansler Merkels side.


Henvisninger:

Artikler på Jernesalt:

Muhammedkrisen

Fogh Rasmussen dæmper den tyrkiske larm i Istanbul  (7.4.09.)
Tyrkiet: valget, religionen og fremtiden  (24.7.07.)
Tyrkiet og EU-traktaten lagt på hylden  (29.9.05.)
EU, Østudvidelsen og Tyrkiet  (18.12.04.)
Tyrkisk storoffensiv  (16.12.02.)

Danmark er blevet en central fjende for islamistiske terrorister  (3.6.08.)
Muhamed uden humor - islam en religion uden humor  (2.3.08.)


Artikler om Danmark
Artikler om Europa
Artikler om USA
Artikler om Samfund
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal