ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.10.04.

Danmark i FN's sikkersråd fra nytår

I anledning af valget udtaler udenrigsminister Per Stig Møller:

”Det er en stor dag for dansk udenrigspolitik. Danmark er blevet valgt ind i FN’s sikkerhedsråd med et meget stort antal stemmer. Dette har skiftende regeringer arbejdet for, og arbejdet er nu kronet med held. Valget af Danmark vidner om respekt for Danmark og for dansk udenrigspolitik. I FN er Danmark kendt og respekteret for aktivt at arbejde for større social og økonomisk lighed i verden, for en fredelig og retfærdig verdensorden og for respekt for menneskerettighederne. Der er klart en forventning om, at vi også i Sikkerhedsrådet vil værne om disse værdier. Samtidig giver sikkerhedsrådsmedlemskabet Danmark en enestående mulighed for at yde vort bidrag til, at FN står rustet til at møde det 21. århundredes globale udfordringer. Det bliver uden tvivl en stor og udfordrende opgave, som jeg glæder mig meget til at være med til at løfte.

Sikkerhedsrådets hovedopgave er at opretholde international fred og sikkerhed. Som medlem af Sikkerhedsrådet vil Danmark således få medindflydelse på Sikkerhedsrådets ofte afgørende beslutninger i spørgsmål af betydning for fred og sikkerhed i verden.

Danmark har klare prioriteter for sikkerhedsrådsmedlemskabet. Hovedopgaven bliver først og fremmest at arbejde for fredelige løsninger på de mange konflikter på Sikkerhedsrådets dagsorden. Men som medlem af Sikkerhedsrådet vil Danmark også arbejde for at styrke FN og den internationale retsorden, at bidrage til den internationale indsats mod terrorisme og mod ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben, at styrke FN’s evne til krisestyring og koordination af indsatser samt arbejde for en særlig indsats for de konfliktramte lande i Afrika”.

(Kilde: udenrigsministeriets hjemmeside)

Som bekendt var den danske regerings begrundelse for at gå med i krigen mod Irak, at det internationale samfund ikke vedblivende kunne sidde Saddam Husseins vægring ved at opfylde Sikkerhedsrådets krav overhørig, men burde lade den få præcis de alvorlige konsekvenser som resolution nr. 1441 af 9. nov. 2002 indebar. Sikkerhedsrådet svigtede i realiteten sit ansvar. USA og koalitionen måtte selv drage konklusionen. Og resultatet blev en alvorlig splittelse af organisationen, som det vil blive en stor opgave at prøve at få helet.

FN og mange af de lande der i marts 2003 var modstandere af eller tøvende over for USA's beslutning om krig mod Irak er stadigt tilbageholdende med at gå aktivt ind i genopbygningen af Irak. Man afventer ganske øjensynligt såvel det amerikanske præsidentvalg som det bebudede første parlamentsvalg i Irak. Til stor skade for Irak og FN's prestige. Uanset udfaldet af det amerikanske præsidentvalg, bliver det en meget stor udfordring for det nye Sikkerhedsråd at få bragt FN på banen igen.

En af grundene er skævheden i Sikkerhedsrådets sammensætning. Hverken Sydamerika, Afrika eller de muslimske stater er permanent repræsenteret i rådet. Asien er ikke fuldgyldigt repræsenteret ved Kina, og Europa ikke ved Frankrig og Storbritannien. Verden i dag er ikke den samme som verden efter 2. verdenskrig. De gamle kolonimagter har en anden status i dag. Og Japan og Tyskland er ikke længere besejrede magter, men fuldgyldige og vigtige medlemmer af det internationale samfund. EU er på tale som europæisk repræsentant, men er jo ikke nået til enighed om en fælles udenrigspolitik. Det er alt i alt langt fra sikkert at skævhederne i Sikkerhedsrådet bliver rettet op.

Det paradoksale er også, at det skæve system med de fem permanente medlemmer og deres vetoret stadigvæk er garanten for den såkaldte magtbalance mellem de stærkeste militære magter i verden. Systemet vil derfor næppe blive grundlæggende ændret. Enkelte nye lande kan eventuelt få status som permanente medlemmer, men de får næppe vetoret. En virkelig omfordeling af magten i FN-systemet er simpelthen utopi. De 189 medlemslande er på ingen måde homogene hvad angår demokrati, økonomi, oplysning eller militærmagt.

Det kan ikke nægtes, at FN har vist sig magtesløs, når det gælder at gribe ind til forsvar for folkeretten imod diktaturer i en lang række vanskelige og kontroversielle tilfælde, hvor andre interesser end de folkeretlige og demokratiske principper spiller ind. Det viste sig i Rwanda i 1994, i Kosovo i 1998, i Irak i 2003 og i Dafur i år.

I Kosovo greb Nato ind. I Irak USA og dets koalition. Men i Afrika lader man stå til, fordi de mulige militære aktører der kunne stille tropper til rådighed for FN har nok at se til andre steder - og iøvrigt anser opgaverne for så komplicerede, at en indgriben ikke vil skønnes at komme til at stå i forhold til omkostninger - set ud fra en rationel, nogen vil sige kynisk kalkule. Der sker mord og folkemord, men der er ikke som i Kosovo eller Irak ringeste udsigt til at bane vej for en demokratisk proces, der kunne føre til ordnede forhold og stabilisering i de berørte lande eller regioner.

Med Bush-doktrinen har USA tydeligt tilkendegivet, at det for sit eget vedkommende under ingen omstændigheder vil forlade sig på FN i beskyttelse af egne interesser, det være sig på kort eller langt sigt. Og selvom demokraternes John F. Kerry skulle gå hen at vinde præsidentvalget - hvad der her fjorten dage før valget synes en helt realistisk mulighed - så har han også udtrykkeligt slået fast, at USA aldrig vil overlade sin skæbne i FN's eller nogen anden organisations hænder. Kampen for landets sikkerhed er og bliver USA's egen hovedopgave.

Hvordan man end vender og drejer spørgsmålet om Irak-krigens berettigelse og gavnlighed, så ligger det klart, at FN ikke vedblivende kan henholde sig til rigoristiske fortolkninger af den gamle folkeret og de gamle konventioner om krig, for de er ganske enkelt ikke tidssvarende i vore dage hvor terroristerne arbejder på tværs af landegrænserne og har midler i hænde der gør dem farligere end nogensinde. Folkeretten og konventionerne må opdateres til tidens krav, hvad der igen vil sige til krav der i langt højere grad imødekommer USA's behov for sikkerhed.

Danmark arbejder for at overtage formandsskabet efter Rusland engang i det nye år, og vil i givet fald have gode muligheder for at sætte sit præg på bestræbelsene i kraft af sit solide og energiske diplomatiske arbejde og sin vilje til at omsætte principper til virkelighed.

Men Rusland har allerede sat spørgsmålstegn ved Danmarks kandidatur formelt på grund af den danske Guantanamo-fanges provokerende tv-optræden, reelt på grund af den to år gamle konflikt mellem de to lande om Tjetjenien og udleveringen af den tjetjenske eksilpolitiker Zakajev.

Danmark har hele tiden været kritisk over for russernes politik i Tjetjenien, og selvom denne kritik i nogen grad er nedtonet efter gidselsdramaet i Beslan tidligere på året, så har russerne ikke glemt Zakajev-sagen, hvor Danmark nægtede at udlevere Zakajev, som russerne betragter som terrorist. Og hvor Danmark iøvrigt tillod afholdelse af en forud berammet tjetjensk kongres i København.

Rusland er ikke et demokrati af samme slags som Danmark og de vestlige lande. Det er fortsat - trods kommunistsystemets sammenbrud - et land hvor lederne kan sætte deres vilje igennem uden om parlament og domstole. Og hvor de jævnligt gør det. Dette gælder også Putin. Russerne har derfor ingen forståelse for det dobbelte hensyn et land som Danmark nu engang må tage i bekæmpelsen af terrorismen, at det både skal være effektiv i bekæmpelsen og respektere oprørernes elementære menneskerettigheder.

Det er i realiteten to hensyn der er så vanskeligt forenelige at der er al mulig grund til at holde hovedet koldt, når en afgørelse skal træffes. Men omvendt gælder også, at det fører til alt for stor ineffektivitet i terror-bekæmpelsen at sætte hensynet til den enkelte terrorists rettigheder over hensynet til samfundets. Der burde efter udviklingen i den internationale terorisme i de seneste år ikke kunne herske tvivl om, at mulighederne for effektiv bekæmpelse af terroristerne bør forbedres væsentligt, og at konventionerne om menneskerrettighederne og folkeret bør tilpasses denne kamp.

Russerne havde ingen som helst ret til for to år siden at kræve Zakajev udleveret. Men de har i dag i allerhøjeste grad ret til at anse en mand som den danske Guantanamo-fanges frie bevægelighed her i landet som en risiko, når bemeldte muslimske fanatiker åbenlyst har erklæret sig interesseret i at komme til Tjetenien for at bekæmpe russerne. Det er en frækhed uden sidestykke, som ikke håndteres effektivt nok med den blotte inddragelse af hans pas. Det er ganske åbenlyst en selvmodsigelse, at herboende flygtninge der drømmer om deltagelse i terroraktioner skal nyde godt af det danske demokratis beskyttelse.

Noget andet er, at russerne ikke burde gøre sagen til udslaggivende i spørgsmålet om Danmarks eventuelle overtagelse af formandsskabet for FN's anti-terror komité. Det er heller ikke sikkert det kommer så vidt, men hvis det bliver resultatet, er det ikke sund fornuft der råder i Kreml, men primitiv lyst til at sige tak for sidst.

En sådan handling vil også være beklagelig for komiteens arbejde. For Danmark vil netop være særdeles kompetent til at lede arbejdet i hensigtsmæssig retning i kraft af diplomatiske evner og bevidsthed om spørgsmålets grundliggende komplementære karakter.

Under alle omstændigheder er det glædeligt at Danmark fra nytår vil være medlem af FN's sikkerhedsråd i to år. Og det er samtidigt en cadeau til den siddende regering.

Udenrigsministeriets hjemmeside
Sikkerhedsrådets hjemmeside

Bush, FN og Europa  (27.9.03.)
Fra snak til aktivt indgreb  (17.3.03.)
FN's dilemma  (16.2.03)
Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.)

Sorte-Per går videre til Storbritannien  (08.12.02)
om Zakajevs løsladelse og udrejse.

Russerne er dumme!  (30.10.02.)
Om russernes reaktion på afholdelsen af den tjetjenske verdenskongres i København.