ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.10.04.

Marxisme, modernitet og uforudsigelighed

Efter temmeligt problemtatiske og lidet givende møder i 2. Sektions udsendelser 28.9., 3.10. og 10.10. mellem henholdsvis Bent Blüdnikow og Georg Metz om antiamerikanismen i Europa, Henning Kock og Henrik Gade Jensen om "hate-speech" i den offentlige debat samt Thomas Bredsdorff og Jesper Langballe om oplysningen var det helt velgørende 17.10. at få en fornuftig og berigende samtale mellem værten Jes Stein Pedersen og den århusianske idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz.

Problemet med samtaler mellem to forskellige mennesker er, at de ofte kan udarte til ren polemik eller parternes totale talen-forbi-hinanden. Især kan dette være irriterende som i tilfældet 10.10., hvor gæsterne var en mand der har skrevet et større og efter anmeldelserne at dømme udmærket værk om Steen Steensen Blicher og en anden der har skrevet om 'Den brogede oplysning'. Her kunne det have været ganske interessant at høre hvad henholdsvis Jesper Langballe og Thomas Bredsdorff havde på hjerte, for det ville i høj grad have kunnet belyse oplysningens problematik. I stedet fik vi blot demonstreret uenighed, venlighed og tolerance. Men blev ikke det fjerneste klogere på oplysningstiden eller -idéen

Denne gang var Hans-Jørgen Schanz eneste gæst i studiet og seerne fik god lejlighed til at danne sig deres indtryk af manden og hans udvikling fra marxismen, over moderniteten til noget tredje der inddrog metafysikken eller det irrationelle. Og man fik derigennem godt indblik i fordomsfri systematisk tænkning.

Schanz indrømmede, at hans bog med den meget lange og specielle titel "Til rekonstruktion af kritikken af den politiske økonomis omfangslogiske status" blev en ren kultbog, der stod næsten overalt. Men "der var ikke mange der læste den, og ikke mange der forstod den. Den er meget vanskelig og meget filosofisk, og bruger en hel masse unødvendige fremmeord". Det tør dog kaldes lidt af en selverkendelse!

På spørgsmålet om, hvorvidt det var social indignation eller akademisk interesse der havde drevet Schanz i armene på marximen, svarede denne, at det var begge dele. Men forhistorien var, at der i 1970'erne var blevet skabt fornyet interesse for marxismen via 'Frankfurterskolen' med bl.a. forskere som Jürgen Habermas og Oskar Negt. De satte fokus på Marx, men vel at mærke en ny Marx. Der var desuden tale om en påvirkning fra hippiebevægelsen og Herbert Marcuse (også stammende fra Frankfurterskolen).

Der var i og for sig megen fornuft i den, fortsatte Hansen, for den afviste den historiske materialisme og viste i stedet at den marxistiske teori om den politiske økonomi var begrænset til det kapitalistiske samfund, og at der findes områder der er upåvirket af kapitalens logik. Senere kom der andre bøger fra Schanz, og mange morer sig over, at den gamle professor i kapitallogik nu går op i religion og metatyfik. Men man kan godt ifølge Hansen finde en rød tråd i forfatterskabet. Hvilken røbede han dog ikke.

Specielt i København undrede man sig iøvrigt ikke over Schanz' udvikling, for dér havde man den opfattelse, at de dér folk i Århus altid har en skjult religiøs dagsorden! - Dette blev heller ikke uddybet (måske på grund af fraklip?), men man kommer uværgerligt til at tænke på to idéhistorikere som foldede sig ud i Århus, nemlig studiets grundlægger, teologen Johs. Sløk, der bl.a. skrev om 'Det religiøse instinkt' og meget om Søren Kierkegaard, og hans elev Jes Bertelsen, der havde stor tilslutning til sine forelæsninger om dybdepsykologien og siden grundlagde Vækstcentret i Nr. Snede og blev terapeut og bevidsthedsforsker. (Jf. artiklen om Bertelsen  Klik).

Nils Gunder Hansen ville nu ikke have undværet kapitallogikken, men dog gerne have læst meget mere, mens han studerede.

Det fandt Schanz synd for studenterne. "Men det er jo noget man egentlig ingen indflydelse har på, når sådan en konjunktur kommer" sagde han uden at blinke med øjnene, og uden at få opfølgende spørgsmål fra værten. Det fremgik af den senere reaktion på et indslag med David Rehling, at Schanz dybest set ikke forstår hvor meningstyrannisk studentermarxismen reelt var. Herom senere.

Et af problemerne med kapitallogiken var dog, at tingsliggørelse så at sige blev 'knaldet ud på alt' - som en floskel, en blankochek. Det er en standardfrase at alt er instrumentelt, fx når man taler om forbrugerismen eller ego-flip.

Forskellen mellem den måde de københavnske teoretikere og de århusianske greb kapitallogikken an på var iøvrigt, at de københavnske fokuserede mere på det økonomiske og dermed mere på det politiske. "Det jeg selv arbejdede med var det umuligt at aflede noget som helst politisk af. Det havde benene plantet solidt oppe i den metafysiske verden". Men den røde stjerne var dog anbragt på bogen fra 1973. Ja, det indrømmede Schanz, men han blev aldrig partikommunist.

Og da han skrev disputats i 1981 var han klar over, at det var slut med kapitallogikken og marxismen. "Marx var ikke bred nok og ikke dyb nok. Det er simpelthen forkert at reducere alt i vor tid - eller nogen tid overhovedet - til effekten af økonomiske forhold. Og der manglede også afgørende elementer af det menneskelige i Marx's tænkning. Jeg blev derfor klar over at det var vigtigt at komme væk, og det havde intet at gøre med de forbrydelser der blev begået i Sovjetunionen". Schanz havde for sit eget vedkommende aldrig skrevet så meget som en linje til forsvar for Sovjet. Hans vej skyldtes en erfaring han selv havde gjort, uafhængigt af de andre ting.

Måden at leve på har igen tre dimensioner: ændringerne i menneskers forhold til naturen, til hinanden og til sig selv. Forholdet til naturen skal være pragmatisk og videnskabeligt og uden magi. Forholdet til andre skal i princippet baseres på fornuftige, alment begrundelige og bredt accepterede regler, og menneskets forhold til sig selv skal bestemmes af myndighed. Og disse tre kvaliteter skal vel at mærke udvikles samtidigt - før man kan tale om modernitet. Har man fx. kun et moderne forhold til naturen, så har man ingen modernitet, men kun modernisme.

På et direkte, men i konteksten temmeligt besynderligt spørgsmål fra Jes Stein om Schanz' syn på Kina, svarede denne, at Kina ikke er noget moderne samfund, men en hybrid. Det er et samfund hvor kapitalismen nu trænger meget stærkt igennem, men hvor moderniteten er undertrykt til fordel for naturbeherskelsen. Man mangler de to sidste kvaliteter ved moderniteten.

Et af de største illusionsnumre i moderniteten er ifølge Hans-Jørgen Schanz den opfattelse, at alt der er rigtigt i menneskelivet er historisk, dvs står til rådighed for menneskelig intentionalitet og dermed for menneskelig forandring. Dette er en grundliggende idé i moderniteten, men den er helt forkert.

Schanz' egen påstand er at langt de fleste fænomener som er vigtige intet har med modernitet at gøre, fx at vi kan sanse, føle, tale, tænke og have samvittighed. Alt dette er fænomener som mennesket ikke selv skaber og som heller ikke moderniteten skaber, men som er et grundudstyr mennesket har. Og det er altså ikke historisk. - Schanz uddybede det ikke, men det er i realiteten et opgør med oplysningstidens snævre rationalisme og et forsvar for det romantikken bragte ind af fri ånd og irrationalitet. Men han ville næppe bryde sig om ordvalget.

Utopier er heller ikke noget vi har brug for efter Schanz' mening. De er også illusionsnumre, forstod vi. Utopier tænker idealstaten i analogi med mennesket. Faren er at pluraliteten og uforudsigeligheden er væk. Men det dybest menneskelige er netop, at vi er uforudsigelige og har spontanitet. Samtlige utopier - fra Platon, renæssancen og frem - har det fælles træk, at man skal eliminere den menneskelige uforudsigelighed. Det går igen i totalitarismen. Uforudsigeligheden skal ud af vagten, for ellers kan man ikke konstruere et samfund.

Rehling talte ellers om 'den marxistiske galskab', og at det der bandt den sammen var 'en sværm af paroler som stammede fra arbejderbevægelsen som man havde hede drømme om at slå sig sammen med'. Men det var misforståede drømme, for arbejderbevægelsen befandt sig i den reale verden, mens marxisterne befandt sig i en drømmeverden.

Det der var galt med universitetsmarxismen var, at den på én gang hævdede at være politisk videnskab og videnskabelig politik. Derfor kunne den ikke tolerere at andre overhovedet var til stede. Det betød i en række fag rene tragedier, fordi studenter der gik andre veje, blev frosset ud, og lærere der var kvalificerede ikke blev ansatte. Lærere der ikke fra katederet sagde det marxisterne ønskede at høre kunne risikere alle mulige ubehageligheder. "Det var en slags mørk middelalder der sænkede sig over universiteterne i København, Århus og Odense."

Ifølge Schanz kan man kritisere det der skete på universiteterne dengang. "Men hvorfor pokker slog folk ikke i bordet. Der var jo ingen der blev skudt eller noget. Alle havde deres frihed til at sige noget op imod marxismen." En stor del af idiotien i datidens marxisme kunne været blevet stoppet, og Schanz kunne melde hus forbi m.h.t. flosklerne fra arbejderbevægelsen. Ja, Rehlings kritik var efter Schanz' mening "udtryk for en form for offerglæde som jeg ikke bryder mig om. Ingen tvivl om at der var et meningsmonopol, men det betyder ikke at man ikke havde kunnet sige noget. Jeg vil fastholde at mulighederne for at sejle mod strømmen var til stede, og på mange måder beklager jeg at der ikke var flere der gjorde det."

Jes Stein fulgte ikke svadaen op, men det var ellers nærliggende at påpege, at David Rehling lige netop hørte til den kategori af studerende der dengang vovede at gå mod strømmen og tage alle de ubehageligheder det medførte. Men at denne mulighed eksisterede strider på ingen måde mod Rehlings påstand om tragedierne. Dem ville han tværtimod være i stand til at fremlægge fuld dokumentation for, om det var nødvendigt. Og det siger derfor mest om Schanz, at denne betragter Rehlings kritik som 'udtryk for en form for offerglæde'. Rehling var ikke personligt offer for nogen tragedie. Han var mand for at tage kampen op - og blev utroligt hærdet af det, måske i virkeligheden langt mere hærdet end godt var. Men andre, mange andre, var svagere - og blev uopretteligt ofre.

Schanz' reaktion kan ikke tages som tegn på manglende vilje til samvittighedsgranskning, men simpelthen som tegn på blindhed og døvhed. Hvis han virkeligt er uvidende om tragedier af den art Rehling nævner, så må han have levet i et elfenbenstårn af akademisk forskning uden kontakt med hvad der foregik i det almindelige studentermiljø i 70'erne. I selvsamme retning peger hans bemærkning om, at man (dvs. universitetslærerne) ikke skulle kunne have nogen indflydelse på konjunkturerne i ideernes verden. Dette er rigtigt for så vidt modestrømninger og meningstyranni massepsykologisk set naturligvis ikke kan bremses fra den ene dag til den anden ved hjælp af rationelle argumenter og sund fornuft endsige moralske formaninger. Men det er urigtigt hvis der menes, at respekterede universitetslærere med kultstatus ikke skulle have mulighed for at gøre indsigelser mod galskaben med i hvert fald nogen effekt. Om ikke for andet, så for moralsk at støtte de svage der gerne vil gå andre veje.

Schanz bryster sig af, at det var umuligt at aflede noget som helst politisk af hans forskning. Dette viser i hvert fald en forsker der gør hvad han kan for at holde en ideel akademisk afstand til subjektiviteten, men også en forsker der enten aldrig opdager hvad der foregår af politiske overgreb på hans eget universitet eller også lukker øjnene for det for ikke at blive forstyrret i sine egne cirkler. For netop på idéhistorisk institut i Århus foregik overgrebene i fuld offentlighed bl.a. via beretningerne om Johannes Sløk og Rudi Dutschke.

Kun beklageligt at Jes Stein Pedersen ikke mindede Schanz herom.

Denne fandt Schanz det godt at man får diskuteret. Men den vedkom ham ikke personligt, for han erklærede rent ud, at det ville være hykleri, hvis han sagde, at han følte sig ramt af den. Noget af ideen i hans forskning og undervisning dengang var netop at differentiere mellem Marx og marxismen. I marxismens historie skete ikke blot akademiske fejl i udlægningen af Marx, men simpelthen en forvridning af hvad han sagde. Derfor anerkender Schanz slet ikke begrebet marxisme. Og dette er naturligvis isoleret set meget respektabelt, men naivt hvis det er udtryk for ukendskab til hvad der bedrives af uforstand og udskejelser i marxismens navn lige uden for ens egen dør.

To ting fra Marx's tænkning kan efter Schanz' mening stadig bruges. Det er analysen af kapitalen, som "formentlig ikke er helt forkert", som han forsigigt udtrykte sig. Marx tænkte dernæst samfundet i sammenhæng. Han tænkte ikke økonomien som et lille delområde, men pegede på i hvor høj grad økonomien bestemmer strukturer i et samfund, og det mener Schanz han har ret i. Men problemet er, at økonomien som totalfænomen ikke bestemmer noget som helst.

Dette burde have været udmøntet mere præcist og detaljeret, men i stedet fik Schanz - på direkte spørgsmål - betonet, at det helt forkerte i Marx's tænkning var den historiske materialisme, altså hans filosofi om historiens udvikling, for den er dårlig metafysik.

En anden forkert ting er at Marx fuldstændigt manglede politik. Hvis man læser 'Kapitalen' og 'Grundrids' vil man se mange forskellige mulige typer af politik på baggrund af den kritik af økonomien Marx opretter. Og det er et problem, for det betyder at hans teorier i virkeligheden er til fals for en hvilken som helst form for politik, inkl. stalinismens.

Moderniteten er visse værdier og institutioner der begynder at dukke op fra 1750, og disse fænomener har det helt fantastiske i sig, at de kan have indflydelse på kapitalen. Kort kan det udtrykkes på den måde at uden moderniteten ville kapitalismen ikke havde overlevet som den har gjort. Moderniteten har nemlig dæmpet vildskaben og elendigheden i kapitalismen. Og dette er ikke noget der vokser ud af kapitalismen. Det er derimod noget moderniteten tvinger den til. Og dette havde Marx absolut intet blik for.

Der var ikke tid til uddybning af dette ellers vigtige punkt, hvad der var så meget mere beklageligt som Hans-Jørgen Schanz åbenbart har beskæftiget sig meget indgående med problemet, og jo også - som tidligere refereret - mener, at moderniteten har sine illusioner som må afsløres for at den kan videreudvikles. Den røde tråd i hans forfatterskab synes netop at være en stærk indre nødvendighed af at gøre sig systematisk fri af illusioner.

Jes Stein sluttede af med den sædvanlige bog-gennemgang, der gør udsendelserne til lidt af et bogmagasin. I dette tilfælde nævntes Schanz' sidste bog 'Modernitet og kapitalisme', hvori der står, at liberalismens måske vigtigste lære til mennesket er at den gør menneskets spontanitet til noget der skal fremmes og ikke hindres.

Det er sandelig et synspunkt der er perspektiv i, og som ville være egnet til at give den igangværende værdikamp et tiltrængt skub. Faktisk peger det sammen med Schanz' opgør med marxismen frem mod den komplementaritet mellem socialisme og liberalisme og mellem samfundssynspunktet og individualsynspunktet som er fundamental for den helhedsrealisme 'Jernesalt' står for.

Denne er også karakteriseret af det synspunkt, som Schanz lægger vægt på, at historien ikke kan forudsiges, fordi mennesket er uforudsigeligt. Eller sagt med andre ord, udviklingen - både den biologiske og den historiske - er præget af indeterminisme, tilfældighed og emergens. Moderniteten er ikke et fænomen der afsluttes, men tværtimod et fænomen der ligesom sekulariseringen er kendetegnet af stadigt nye erkendelsesmæssige 'syndefald'.

Netop emergensen og den dermed sammenhængende uforudsigelighed i udviklingen gør menneskets ansvarlighed og selvbestemmelse til noget særligt. Det er først når vi accepterer muligheden for at vores erkendelse bringer os frem på trin i udviklingen hvor vi ikke før har været at vi kan tage det fulde ansvar for den nye erkendelse og de konsekvenser den indebærer.

Hån mod Ole Grünbaum  (26.10.04.)
om Jes Stein Pedersens døde Deadline2-udspørgen

Tidligere artikler om udsendelser fra Deadline's 2. sektion:

Antiamerikanisme i Europa?  (om Deadline-program 26.9.04.)

Ny vært på Deadline's 2. sektion  (23.9.04.)

Eksistens på søndags-Deadline
om den nye 2. sektion af Deadline fra 31.8.03.
bl.a. med indslag af Hans-Jørgen Schanz i udsendelse om tro.

Ny Deadline på DR2
om den nye udgave af deadline-udsendelserne fra 18.8.03.

Andre relevante artikler:

Historien (kapitel af 'Værdimanifestet')
(se især afsnittene om sekulariseringen, oplysningen, kulturbevidstheden, tilfældigheden og emergensen)

Samfundet (kapitel af 'Værdimanifestet')

Komplementaritetssynspunktet generelt
Komplementariteten individ/samfund
Komplementariteten liberalismen/socialismen

Jes Bertelsens biografi i korte træk

Se iøvrigt artikler under rubrikken  Sekularisering.