JERNESALT - dataset

Her følger min personlige oversigt, der til forskel fra Politikens omhandler 15 forskellige fænomener og for hvert af dem ydermere to bud, således at al for stor ensidighed kan undgås og der i stedet kan sættes en vis dialektik ind. I visse tilfælde burde der sættes flere bud ind for fuldstændighedens skyld, men af pladshensyn afstås der herfra.

4. maj 1945: Befrielsen, oplevet i Viborg som en folkelig glædesrus jeg aldrig havde set før, og som på én gang tiltrak og skræmte. Efterfølgende betød den en langsomt vågnende politisk interesse og stærk kritisk indstilling til de gamle partier og deres samarbejdspolitik.

Folketingsvalget 1973: Det store opbrud i dansk politik, der betød et alvorligt nederlag til Socialdemokratiet og de øvrige gamle partier og sejre for helt nye partier som Mogens Glistrups Fremskridtsparti, Erhard Jacobsens Centrumdemokraterne og Jens Møllers Kristeligt Folkeparti. Opbruddet var tiltrængt og betød for lange tider en betydelig usikkerhed i dansk politik, men også nye koalitionsmuligheder. Meget rettede sig ind siden - og de tre partier betyder stort set intet i dag.

Storm P.-fluen: "Den lige vej er den nærmeste, men ofte når man den kun ad lange omveje." En af Storm P.s' mange fluer der rummer stor livsvisdom, udtrykt med jævne ord. Generelt har disse 'fluer' fra jeg lærte dem at kende fungeret som pejlemærker eller ligefrem begrebsramme i livet. Den ene gang efter den anden kaldes de automatisk frem i erindringen som tydningsmodeller. Humoren ligger som i det nævnte eksempel oftest i at sandheden siges med formuleringer der logisk set er selvmodsigende.

Bo Bojesen: 20.6.75. Femte kolonne, tegningen af den vidunderlige Bo Bojesen som jeg købte i original, fordi den udtrykte lige præcis den kendsgerning om Fremskridtspartiets daværende tilslutning fra hver femte almindelige arbejdere, som blev et alvorligt memento til Socialdemokratiet (den noget betuttede Anker Jørgensen) og Venstrefløjspartierne SF (Gert Petersen), VS (Erik Sigsgaard) og kommunisterne (Knud Jespersen). - Tegningen kan desværre ikke gengives på grund af opretshavsreglerne.

Vilh. Grønbech: Livet er et fund (1950), bogen der betød en enorm inspiration for mig og specielt fuldstændigt frigjorde mig fra enhver form for religiøs undertrykkelse. Den er den ubetinget bedste bog på dansk om humor. (Se iøvrigt essayet: Humor og tragedie)

Jørgen S. Dich: Den herskende klasse (1972), bogen der på næsten samme tid som det store opbrud i dansk politik kastede helt nyt lys på den tvivlsomme ideologi der lå bag velfærdsstatens ulykkelige udvikling til en formynderstat. (Jævnfør artiklen: Den herskende klasse efter 1970)

Holmsgård i Hvam ved Ålestrup, en bondegård hvor jeg flere år i træk holdt sommerferie, og hvor jeg lærte det ægte, uforstilte landliv at kende samtidigt med et vidunderligt vekslende landskab med flade og bakkede marker, engstrækninger langs Simested å, mosestrækninger med tørvegrave og dybe dale langs bækken. Og dengang fandtes alle husdyr på en gård: køer, heste, grise, ænder, høns, hund og kat.

Det kgl. Teaters Gamle Scene, hvor jeg navnlig i årene omkring 1960 fik lært alle tre teaterkunstarter, skuespillet, balletten og operaen at kende, fordi jeg som ansat funktionær havde nem og billig adgang til forestillingerne. Gamle Scene er i diametral modsætning til den funktionalistiske 'Stærekassen' et smukt, velproportioneret rum som man befinder sig godt i. Tilskuerrummet er af meget passende størrelse, men scenerum og orkestergrav desværre for lille til helt store forestillinger. Derfor er det fint at København nu får et nyt operahus.

Fåborg Museum for Fynsk Malerkunst (Carl Petersen, 1910), som ikke alene var en lille bygningsmæssig perle der rummede nogle af de vigtigste kunstværker af fynske malere, men også udtryk for et sjældent samarbejde mellem billedkunstnere, forfattere og en mæcen der tjente sin penge ved noget så ordinært som tomatproduktion, Mads Tomat blev han kaldt, denne Mads Rasmussen der troner festligt i Kai Nielsens marmor i rotunden når man kommer ind i museet.

Hjerting kirke nord for Esbjerg i arkitekten Allan Havsteen-Mikkelsens udformning fra 1992 og med alter-udsmykning af Robert Jacobsen. En sjældent smuk, lys og harmonisk kirkebygning, der formår at gøre kirken til lige netop det rum en kirke altid burde være, "selvets rum" der åbner jeget mod noget større og højere - til forskel fra "jegets rum" der lukker sig om sig selv. Det er en perspektivforskydning som kan erfares af enhver mediterende der besøger stedet - uanset hvilken tro man har.

Bindesbølls øl-etikette for Carlsbergs 'Hof' (1904), der fra starten har tiltrukket sig min opmærksomhed og gjort mig til en svoren Hof-drikker.

Børge Mogensens shakerstol (1947), en smuk og gedigen stol til spisestuen som var en af de første arkitekttegnede stole herhjemme der blev massefremstillet for det daværende Brugsen.

Den signede Dag med Fryd vi ser,
Af Havet til os opkomme;
Den lyse på Himlen, mer og mer,
Os alle til Lyst og Fromme!
Det kjendes på os, som Lysets Børn,
At Natten hun er nu omme!

Men som på kristelig vis ender med verset om det hinsidige Fædre-Land, "Dér ligger ej dag i Dvale". Hele visen lyser af Grundtvigs evne til at vælge eller ramme de lykkelige symbolske udtryk for det universelle.

I Weyses melodi sunget af utallige generationer som morgensang i skolerne, og vel at mærke virkelig sunget. Melodien er særdeles sangbar og har været meget yndet.

Den trodsige og spiritualitetsforagtende Johannes V. Jensen bekender i dette digt sin store kærlighed til noget så jordisk som den danske frokost med en så præcis beskrivelse af smørrebrødet og drikkevarerne at den kan få tænderne til at løbe i vand. Her kun nogle få strofer:

Nu har jeg det godt.
Der står fire blomstrende stykker smørrebrød for mig.
Først spiser jeg et med æg og sild -
O anelse om svovlbrinte og om jodlugt fra havets tangskove!
Derpå sætter jeg tand i et ungt og skært stykke med steg,
og her fordyber det smagen, at jeg tier.
Rullepølsens Bouquet af får og af oliedryppende
maskiner, væverier, udvider mit velbefindende.
Osten knytter stemningen af forrådnelse og
rygende elskov sammen i mit hjerte.

Men nu skælver mit bryst imod snapsen,
som jeg har skænket mig af den iskolde flaske.
Se den spiller, den ler klart,
jeg holder en op som en stor levende diamant,
kornbrændevin, kort sagt, Danmark!

Marineret sild fra Mors er en sund og særdeles velsmagende delikatesse, der ligesom den fortræffelige ost fra Høng nord for Slagelse passer fint til en Hof og en snaps, fx en Ålborg Eksport. En nærmere beskrivelse turde være højst upassende oven på Johs. V. Jensens strofer. Så hellere tie.

Frikadeller er noget almindelige danskere jævnligt får - eller i hvert fald jævnligt har fået indtil fastfood'en trængte sig frem. Det er altså noget meget typisk dansk, som muslimer og jøder må gå glip af, fordi frikadellerne nu engang er baseret på flæskekød. Det er ikke uden grund at danskere taler om frikadeller 'som vor mor lavede dem', for alle kender dem hjemmefra - og bliver naturligvis ved med at sætte højeste pris på netop disse. Spidskålen er en vidunderlig kål til frikadellerne, men er jo sæsonbetonet. Alle mulige andre slags kål kan naturligvis også bruges.

Efterretten 'Kæfertsuppe' er der ikke mange der kender, og hvor den stammer fra har det ikke været muligt for mig at finde ud af. Jeg har selv fået den fra barnsben, men om retten stammer fra min fars himmerlandske eller min mors vendsysselske slægt er ikke godt at vide. Men den smager herligt og er særdeles god på kolde vinterdage. Den laves meget simpelt af kogende mælk der tilsættes røræg og vanillesukker. Derefter hælder man Hansen-Rum i ad libitum - og spiser suppen med kammerjunkere. Den giver en herlig varme.

Thøger Larsen/Oluf Ring (1914): Danmark, nu blunder den lyse nat,
Den jyske digter og redaktørs enkle besyngelse af den danske natur, han kendte så godt. Her kun første vers:

Danmark nu blunder den lyse nat
bag ved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat,
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.

Kær est du, fødeland
sødt er dit navn,
til dig står dine sønners stærke længsel,
med lønlig magt vi drages til din favn,
hver andet land mod dig er kun et fængsel.

Fynboen Carl Nielsens liv og kunst er ofte blevet betegnet som typisk dansk, han var dybt forankret i dansk kultur og nationalfølelse (var som bekendt født i 1865, året efter nederlaget ved Dybbøl) uden på nogen måde at være nationalist; hans musik havde hvad mange kalder en dansk eller nordisk tone (ofte endda en rent fynsk) uden at det har forhindret et internationalt islæt eller ry.

Men Jørgen I. Jensen rammer nok plet, når han i sin bog om Nielsen gør gældende at det typisk danske hos komponisten også viser sig som en ejendommelig disposition for at svinge frem og tilbage mellem to yderligheder. "Der er tale om det danske som stærk tro på sig selv, der pludselig afløses af tvivl; dansk som selvbevidsthed og som undskyldning for sig selv."

Netop Nielsens fjerde symfoni med titlen "Det uudslukkelige" viser faktisk alle tre dele af danskheden. Den var skrevet i en personlig krisetid under den europæiske kulturs første store krisetid; den rummer det typisk Carl Nielsenske, som kendes fra alle de tidligere værker - men peger også for første gang i komponistens liv for alvor ud over det danske. Et storladent værk der eksperimenterer med både form og instrumentation - og med Jørgen I. Jensens udtryk også sprænger stilheden med sine udladninger, rystelser og urkræfter.

Et forrygende klaverværk af den dengang ganske unge og som komponist selvlærte, men som pianist veluddannede Bentzon. Titlen peger tilbage på barok-musikken - og Bentzon betragtes da også i almindelighed som neoklassicist. Værket spillede en særlig rolle for mig selv, fordi det var det første værk jeg omkring 1948 hørte af Bentzon - og det fangede straks.

Det er nok vanskeligt og ville i grunden også være misforstået at forsøge at beskrive værket som særligt dansk, men det kan alligevel uden vanskelighed placeres som hørende til den kategori af dansk kunst og musik som tør give slip på det akademiske - uanset hvor godt dette iøvrigt beherskes.

Lander/Riisager: Etudes (1948), Harald Landers på engang utroligt smukke og i hele sin idé utroligt geniale ballet til Knudåge Riisagers festlige musik, der fører os gradvis gennem balletskolens basale øvelser til finalens romantiske adagio.

Flemming Flindts lige så geniale ballet til nymodens musik af Savage Rose, men som modsat Etudes ikke fører os mod romantik, men mod vold og død - en tragisk farce om en civilisations undergang, kaldtes den - og alligevel virkede den dybt gribende på publikum. Især gjorde pas de deux'en 'Alderdommen' med to gamle mennesker, spillet af skuespilleren og forhenværende balletdanser Else Højgaard og balletdanseren Kjeld Noack, et overordentligt stærkt indtryk.

Carl Th. Dreyers film om den frygt for det seksuelle som lå bag megen hekseforfølgelse i såvel den katolske som den protestantiske pietisme. I filmen giver den sig udslag i den massive undertrykkelse af en ældre præsts unge hustru. Vel nok Dreyers betydeligste værk med fremragende præstationer af Lisbeth Movin som den unge præstekone, Sigrid Neiiendam som præstens strikse, evindeligt overvågende og indgribende mor og ikke mindst Thorkild Roose som den aldrende præst der kommer i klemme mellem hensynet til sin hustru og hensynet til kirken.

Malmros: Kundskabens træ (1981), Nils Malmros' film om en mellemskoleklasse i Århus i 1950'erne, som skildrer "syndefaldet", faldet fra barnlig uskyldighed til smertelig halvvoksen erfaring og skyldighed, og gør det med en sjælden indlevelsesevne og evne til at skabe ægte udtryk hos de amatører der spiller skolepiger og -drenge.

Holbergs første komedie hvis morale rigtignok er at det går galt når godtfolk kommer til ære og værdighed, her som en kandestøber der nok på kroen kan klare alle verdens problemer, men som borgmester hverken ved ud eller ind. Men alligevel en komedie der fanger, fordi Holberg som altid bevarer sympatien for de typer han udleverer til grinet.

"Ak, hvor forandret" er en af Steen Steensen Blichers fortællinger, som er lagt i munden på Peer Spillemand, Blichers selvironiske fætter eller alter-ego, med det formål at få en særlig tone af underfundighed eller sørgelig-lystig dobbelthed frem.

Blicher giver ligefrem en selvstændig lille beskrivelse af Peer Spillemand i "En litterær notice, meddelt af ham selv i et brev til redaktionen" - dvs til redaktionen af Nordlyset, hvor Blicher offentliggjorde sine ting. Og manden har åbenbart ikke noget godt ry: For han gør vers; men degnen, som er en seminar- og boglærd mand, siger, at de intet duer. Og han spiller violin til gilder her i omegnen; men degnen siger, at det har heller ingen art.

"Ak, hvor forandret" er en fortælling om et kærlighedsforhold der mislykkes på grund af fortællerens manglende selvtillid, og hvor fortælleren tyve år senere kommer på besøg hos den nu forlængst til en anden mand gifte pige - og med sorg må konstatere hvor forandret hun er. Og hans moll-stemning kommer frem i fuld udfoldelse med ordene: "Således kan Tiden udslette, dæmpe, tilintetgøre Skønhed, Vid og Munterhed og hvad den måske kunne levne, det skal sikkerlig nok gå under i Næringssorg, Tidens trofaste Medarbejder."

Bohr var som bekendt en af de betydeligste skikkelser i udviklingen af den atomfysik der sideløbende med Einsteins relativitetsteori faldt på plads i løbet af årene 1900-1930, de "tredive år der rystede fysikken" (Gamov). Bohr fik nobelprisen i 1922 for sin atomteori af 1913 og spillede sammen med Heisenberg og Pauli en fremtrædende rolle ved udviklingen af kvantemekanikken. Han skabte et enestående forskningsmiljø på sit institut på Blegdamsvej.

Mindre kendt og mindre værdsat er hans filosofiske indsats, skønt dens kerne, komplementaritetssynspunktet, er overordentligt frugtbart til at fastholde sideordnetheden af tilsyneladende modstridende og uforenelige opfattelser af et sagforhold.

Jeg er tilbøjelig til at tro, at Bohrs filosofi er endda meget dansk i sit væsen - og at dette kunne være hovedårsagen til, at den er så upåagtet.

Komplementaritetssynspunktet spiller en central rolle i den filosofi der ligger bag "Jernesalt", hvad der vil fremgå af mange artikler.

En lige så central rolle bag min filosofi spiller Grønbechs værker, humor og grundindstillinger. Og igen finder jeg dem så specifikt danske, at det hverken undrer mig, at de er lidet kendte uden for landets grænser, eller at de forbigås i tavshed af mange danske forskere - eller ligefrem mistydes.

Hans store bedrift var at frigøre dansk religionsforskning fra teologiens omklamring. Men samtidig var han enestående ved at forene objektivismen og subjektivismen i forskningen på lige netop den måde der dybest set er nødvendig i al humanistisk forskning, hvis resultatet skal være andet end logiske produkter af analyserne. Grønbech satte sin personlighed ind på sagen, var fuldt bevidst om det og redegjorde omhyggeligt for metoden. Resultatet var, at hans forskning dermed blev noget så sjældent og værdifuldt som et vedvarende eksistentielt opgør med de forudsætninger den europæiske kultur indebærer.

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.5.03.

Danmark ifølge Jan Jernewicz