ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.2.05.

Blicher mellem drøm og virkelighed

Umiddelbart kunne det tage sig ud som et alvorligt handicap at den nye store biografi om Steen Steensen Blicher "Anlangendes et Menneske" med undertitlen "Blichers Forfatterskab - selvopgør og tidsopgør" er skrevet af en tidehvervsk præst og et stærkt nationalsindet folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, men faktisk er det modsatte tilfældet. Det er blevet en styrke, fordi Jesper Langballe - præst i Thorning siden 1975 - netop i kraft af de nævnte forudsætninger har kunnet engagere sig fuldt ud i det selvopgør og tidsopgør som var helt centralt for Blicher og fortsat er centralt for enhver der kan skelne mellem det borgerlige liv og den større eksistentielle udfordring.

Ud over engagementet kræver et sådant forehavende, hvis det skal lykkes, naturligvis også at forfatteren lever op til kravene om redelighed, og det gør Jesper Langballe i allerhøjeste grad. Hans biografi er i enhver henseende en grundig og omhyggelig redegørelse for Blichers levned, forfatterskab og brydninger, men bogens liv kommer af det eksistentielle møde mellem Blicher og forfatteren selv. Biografien lever dermed op til forfatterens egen dybeste forståelse af historien, at denne aldrig bliver nærværende og forpligtende ved at vi overtager de gamles svar som færdige facitter, men kun ved at vi hører spørgsmålene som stillede til os selv.

For den der som undertegnede blev dybt inspireret af Blichers underfundige sprog og sprogtone allerede i 9. og 10. skoleår har det været en stor oplevelse af få sat forfatterskabet ind i en bred og præcis skildring af Blichers tid og forudsætninger, få påvist sammenhængene i det og klarlagt den bærende livsopfattelse og tro bag det - og naturligvis også at benytte lejligheden til genlæsning af de væsentligste værker, og i det hele taget gøre sig sine egne tanker.

Enkelte indvendinger mod Langballe skal i den forbindelse ikke forties.

Steen Steensen Blicher (1782-1848) fik først sit egentlige gennembrud som forfatter i 1824, altså over 40 år gammel, da han på få uger skrev novellen 'Brudstykker af en landsbydegns dagbog'. Men han havde da allerede skrevet mange digte, et enkelt skuespil (som blev antaget af Det kgl. Teater, men kun spillet tre gange), oversat den skotske forfatter Macphersons 'Ossians digte' samt - ikke at forglemme - i 1810 gjort sit teologiske studium i København færdigt. Dette førte til ansættelse som adjunkt på latinskolen i Randers og giftermål med den unge enke efter sin onkel, den kun 17-årige Ernestine Blicher, med hvem han fik ti børn - samt 1812 til ansættelse som sognepræst i Thorning frem til 1825.

Blicher var i modsætning til den akademiske verden i København engelsk orienteret, og fik tidligt lært sig engelsk gennem møjsommelige selvstudier og hjælp til udtalen fra en indfødt englænder. Men efter englændernes bombardement af København i 1807, hvor han som mange andre mistede alt hvad han ejede, hadede han England.

Blicher frastødtes af den tyske idealisme såvel som af den franske revolutionsånd, der også skyllede ind over landet i hans ungdom. Begge så han intuitivt som kristendomsfjendske.

Allerede oplysningstidens tro på 'den rene fornuft', en erkendelse løsrevet fra det etiske og religiøse bød Blicher imod. Men da den førte videre til revolutionsåndens ensidige dyrkelse af fornuften, ja, endnu værre dens terrorisme mod alt der stod i vejen for den rationalitet den selv definerede som den eneste sande, så tog han klart afstand fra den. Han ironiserede mange gange over den i novellerne, fx. i beskrivelsen af Jacobinerklubben i Viborg eller den vanvittige Vangs forestilling om at sprænge hele verden i luften med en eneste syllogisme ('Fjorten dage i Jylland').

Den hegelske idealisme var en tro på en absolut sandhed der som alle absolutte sandheder var konstrueret af den spekulative tanke og var helt uforenelig med den praktiske og folkelige virkelighed Blicher kendte og bekendte sig til - godt støttet af den engelske empirisme og 'common sense' han havde lært at værdsætte inden englænderne bombarderede København.

For Blicher var virkeligheden så jordnært praktisk at den uundgåeligt også gjorde ham til nationalist i bedste forstand, en besynger af sit fødeland og dets jævne og forskellige mennesker, men også en meget bevidst modstander af den fremstormende liberale intelligentsias universalisme (folkene omkring Orla Lehmann).

Langballe betegner Blichers digt 'Kjær est du fødeland' som et universelt digt, et digt der kan bifaldes af ethvert menneske - uanset nationalitet. Men han påpeger udtrykkeligt, at det universelle hos Blicher altid er forbundet med det konkrete folkelige og nationale. Det universelle er det jordiske menneskelige i dets folkelige særlighed. Sand frihed er for Blicher kun til i kraft af sammenhæng og folkelig identitet.

Dette grundsynspunkt førte i 1839 Blicher til sit ambitiøse og mislykkede Himmelbjerg-projekt, møderne på Himmelbjerget der skulle vække den nationale ånd, men aldrig gjorde det, fordi tilslutningen glippede. Tiden var af flere forskellige grunde forpasset. Både de liberale og grundtvigianerne, ja tidsånden, gik andre veje. Projektet kan ses som hans reaktion på at han netop i 1839 mistede sine to store autoriteter, den lutheranske præstefader Niels Blicher og den enevældige kong Frederik VI. Han mistede ikke sin tro eller sin utrolige fysiske regenerationsevne, men han blev rastløst aktiv, og projektet blev enden på hans sidste illusioner. Hans fald blev stort. Han blev i realiteten kasseret, også af sine tidligere støtter. Og han gik personligt i forfald. Drak mere end godt var, sjuskede med hygiejnen og påklædningen, forgældede sig bundløst - og mistede til sidst også sit embede i Spentrup. Novellerne efter 1839 holdt heller ikke mål med de tidligere.

Men det folkelige grundsyn førte mærkeligt nok også til en udtalt politisk konservatisme. Blicher var ligesom Kierkegaard en svoren tilhænger af enevælden og modstander af det parlamentariske demokrati. Adelen havde Blicher absolut intet tilovers for, den var arrogant og hovmodig, og kongemagten var for Blicher simpelthen den eneste magt der kunne holde adelen på plads, så folket kunne få lov at leve frit. Uden et folk der er hjemme i sit eget hus, er folkestyre en umulighed, og uden national suverænitet udadtil er demokratisk frihed indadtil kun tankespind.

Man forstår til fulde hvorfor Jesper Langballe som politiker må lægge vægt på sådanne synspunkter. De er ofte som talt ud af hans egen mund. Og der er grundliggende dyb mening i dem. Men når det er sagt, kan det ikke nægtes, at der trods alt også er en modsætning i dem, som burde stå klart for enhver der har erkendt, at enevældens afskaffelse og parlamentarismens indførelse på ingen måde kom til at stille sig i vejen for en bred folkelig vækkelse og bred folkelig ansvarlighed.

At der kunne gives en 'naturlig religion' og en 'naturlig moral og politik' som ikke beror på abstrakt tænkning eller filosofisk spekulation, kunne Blicher af gode grunde ikke forestille sig, for det var der ingen der dengang havde øje for eller søgte at få øje på. Derfor gik oplysningsfolkene og idealisterne såvel som revolutionsfolkene galt i byen i troen på det rationelle. Og derfor tror mange religiøse mennesker, at uden religiøs autoritet går såvel moralen som samfundet i opløsning. Men i vore dage kan og må problemet anskues på helt andre måder. Mennesket er dybest set så bundet af kravet om etisk konsistens, at det på ingen måde er frit stillet til at fastsætte helt vilkårlige love for moral, politik og religion.

Jf. artiklerne:  Etik og eksistens  og   Kan moral begrundes?

Jesper Langballe kender desværre ikke til disse anskuelser. Og det giver hans Blicher-bedømmelse en vis uafklarethed. Men spændende er det alligevel at følge hans spor - også når det gælder næste punkt, erotikken.

Blicher var en kort overgang huslærer på en gård på Nordfalster og betragtede gennem sine religiøse briller det frodige land som menneskets oprindelige natur, urnaturen før Syndfloden - i diametral modsætning til sin fødeegn omkring Vium, hedelandet i Midt- og Vestjylland, der forekom ham som katastrofelandet efter Syndfloden, men som han dog følte sig skæbneforbundet med og vendte tilbage til.

Blicher elskede maskeballerne i København med deres på én gang sødmefulde og uberegnelige, undertiden ligefrem grufulde erotiske leg. Han dyrkede dans, fægtning og svømning og nød at være en ‘maghoni-fyr', en laps; men lagde også vægt på maskefriheden, den ukrænkelige ret til at forstille sig. Også sandheden brugte efter hans mening maske.

Det erotiske spiller en enorm rolle i Blichers univers og forfatterskab. For ingen anden prosadigter har det spillet større rolle, hævder Langballe.

Det hænger sammen med at han på sin vis var hvad man kunne kalde et stemningsmenneske, ikke et handlingens, men et refleksionens menneske, som nøje kunne registrere og beskrive de vidt forskellige sindstilstande der dukkede op i ham og hans medmennesker - og som hans udprægede musikalitet gjorde det muligt for ham at forstå i hele deres sammensatte karakter.

Men der var også tale om en klar Eros-længsel i platonisk forstand, en længsel mod totalitet, som i virkeligheden er bagudrettet, nemlig knyttet til erindringen, drømmen om ungdommelig eller ligefrem barnlig forelskelse.

Andre unge kvinder hørte med i hans drøm. Men drømmene bristede altid. I virkeligheden var hans kvindebilleder stereotype, og da han efter sin eksamen endelig blev gift, gik han ind til et alt andet end lykkeligt ægteskab. Han blev i 1827 udsat for en 'jordrystelse', som gjorde ham rasende jaloux og foranledigede ham til at søge separation. Men af kristelige grunde blev den ikke til noget. Ægtefolkene holdt hinanden ud. Og Ernestine overlevede ham.

Men ungdomsdrømmenes bristelse gjorde det uundgåeligt for Blicher at reflektere over forandringens fænomen. Der var bogstaveligt en trold med i hans drømmerige - og den fik navn i digtet 'Luftslottet', hvor den springer op af terrinen på et middagsbord og røber sin identitet: "Mit navn er tiden".

Brydningen mellem den tidløse drøm, hvor kærligheden er døden overmægtig, og tidens trold, den altbesejrende fordærvsmagt som opløser drømmen, var ikke en strid mellem to æstetiske udtryksmuligheder, men en magtkamp mellem to eksistensmuligheder, skriver Langballe. Og det var ved bevidstheden om denne brydning Blicher blev prosadigter.

Seksualiteten var for ham ikke ond i sig selv, for den hører til skaberværket, men mennesket er ansvarligt for forvaltningen af sin natur. Det betyder at mennesket må bøje sig for nødvendighedens lov og acceptere pligtens trædemølle som sit livsvilkår. Og det indebar for Blicher i praksis at han opgav sit 'pegasus-ridt mod uvirkeligheden' - at fastholde evigheden i sin digtning - og at han accepterede sit ægteskab og sit embede i Thorning. Men han bevarede dog resten af livet en vigtig flugtmulighed i jagten og dens mange glæder i form af iagttagelse af naturen og menneskene, herunder særlingene på heden.

'En Landsbydegns dagbog' er Morten Vinges refleksioner over de begivenheder der sker omkring ham og bliver hans skæbne, ikke mindst hvad angår umuligheden af at opretholde store illusioner. Både hans fader og hans formynder, præsten, dør, så Morten ikke får chancen for at komme på universitetet og læse til præst, som hans evner ellers rummede mulighed for. Han bliver i første omgang tjener for herskabet på Tjele Hovedgård - og forelsker sig her i datteren Sophie, i virkelighedens verden den Maria Grubbe som også I.P. Jacobsen skrev fiktion om. Morten oplever sågar den korte lykke at hun i nattens mørke hopper i sengen til ham, men vel at mærke i den tro at sengens besidder er karlen Jens. 'Evindelig min...' udbryder Morten, men straks hun hører hans stemme, bliver hun klar over fejltagelsen og forsvinder skyndsomst. Han på sin side bliver en stor illusion fattigere, og rammes også som det kristne menneske han er af stor skyldfølelse. Til sidst drager han i landflygtighed.

Årtier efter vender han tilbage til Falster og får her sin totale desillusionering, da han støder på Jens der nu er færgemand og gift med den helt forsumpede Sophie. Morten har mødt tiden i sin værste skikkelse og vender hjem til sin fødeegn som bodfærdig degn. Han slutter her sin dagbog med ordene: "Anlangendes et menneske: hans dage er som græs. Når vejret farer over det, er det ikke mere..... Men Herrens miskundhed er fra evighed og til evighed."

Han tyer altså ved slutningen af sit liv til ordene fra Salme 103 og røber dermed sin og Blichers egen grundliggende tillid til Gud og den gamle bibelske pagtstanke: Uden at stå i pagt med nogen kan mennesket ikke være til. Pagten er vel at mærke et personligt forhold, et eksistentielt jeg-du-forhold. Livet er på mange måder tilfældigt, men tilfældet er for Blicher altid det som tilfalder mennesket, dvs Guds forsyn. I Mortens tilfælde var livet lidelse, flugt, fremmedhed, hjemkomst og død. Men Herrens barmhjertighed varer - dét er pagtsforholdets essens.

Også i novellen 'Hosekræmmeren' sker en voldsom desillusionering, idet datteren Cecilie bliver vanvittig og myrder den mand hun tidligt forelskede sig i, men følte sig svigtet af, selvom det var hendes fader der modsatte sig forholdet.

I 'Ak, hvor forandret' - fortalt af Blichers underfundige alter ego, Peer Spillemand - genser fortælleren tyve år efter sine mange ungdomsforelskelser sin ungdomsven på hjemegnen der nu er præst og gift med Peers gamle kærlighed Maren Lammestrup. Men ak, hun var forandret af ansigt, skabning og væsen. "Således kan tiden udslette, dæmpe, tilintetgøre skønhed, vid og munterhed, og hvad den måske kunne levne, det skal sikkerlig nok gå under i næringssorg, tidens trofaste medarbejder". I gråt humør forlod Peer sin stakkels rustificerede ven, drøvtyggende på det lidet opbyggelige forslidte emne: Tiden foranderlig er og forandrer os alle tillige.

Fortalt af Peer Spillemand får hele historien unægteligt sin specielle tone, som Blicher i det hele taget formår at give sine noveller, en humor der sætter det jordiske liv i evighedens store perspektiv.

Men urokkeligt fast står tilsyneladende alligevel, at tiden og døden er de to gudgivne fordærvsmagter, som gør mennesket til en fremmed på jorden, og af kristne mennesker kun kan udholdes ved troen på syndernes forladelse og en bedre skæbne hinsidigt. Men glemmes skal det ikke, at fortælleren Peer Spillemand ikke kan identificeres med Blicher selv. Vi er inde i Blichers underfundige maskespil, hans enestående humor.

At tiden som determinerende kraft er destruktiv, fremgår også af novellen 'Eneboeren på Bolbjerg' hvor det musikalske eller æstetiske, men viljesløse og uetiske menneske Christian længst muligt prøver at undfly sin skyldighed, men dog til sidst kommer til kristen erkendelse, overtager skylden og gør bod i fuld tillid til syndernes forladelse. Det kan umiddelbart se ud som livsangst, men er ifølge Langballe nærmest det modsatte, for det at gøre bod eller at gå i sig selv er udtryk for troen på Guds kærlighed. Hver dag i livet må være et liv i bod. Den henstand vi får i forhold til døden er en ufortjent gave til den skyldige.

Blichers novelle inspirerede Søren Kierkegaard, der var en af Blichers bedste læsere, til værket 'Enten-Eller', der netop blev udgivet af pseudonymet Victor Eremita, den sejrende eneboer. Her skildres æstetikeren og etikeren som mennesketyper eller sider af det enkelte menneske gennem essays og breve, mens det religiøse menneske, hedepræsten, fremtræder i et prædiken-manuskript som etikeren får tilsendt. Signalementet af hedepræsten er Kierkegaards karakteristik af Blicher.

Langballe benytter lejligheden til at påpege forskellen mellem Blichers og Kierkegaards humor. For Kierkegaard er ironien - som han netop havde behandlet i sin disputats - det æstetiskes grænseland til det etiske, men humoren det etiskes grænseland til det religiøse. Men det religiøse kan ikke falde til hvile i det verdslige. Humoristen kan aldrig blive systematiker, thi han anser ethvert system for et forsøg på - med Blichers eget, tidligere nævnte og dybt ironiske udtryk fra 'Fjorten dage i Jylland' - at sprænge hele verden i stumper og stykker med en eneste syllogisme.

Blicher er dog ikke efter Kierkegaards mening humorist, thi humoren kan ikke i sin fylde fanges ind i romanen. Det hænger i en vis forstand sammen med forskellen mellem musikken og sproget. Musikken er nok en slags sprog, men trods alt er den, mener Kierkegaard, umiddelbarhed og derfor ikke ånd. Først i sproget som åndskategori ligger refleksionen. Bortset fra 'Enten-Eller' med bl.a. 'Forførerens dagbog' holdt Kierkegaard sig som bekendt fra fiktionen. Men for Blicher vedblev den at være den form der kommer nærmest sandheden, den eksistentielle sandhed som bruger maske og underfundighed.

Dybest set turde forskellen mellem Blicher og Kierkegaard i virkeligheden ligge i refleksionens forskellige karakter hos de to. Hos den blændende sofistiske tænker Kierkegaard sigter den altid mod kristendommens paradoks, dens påståede brud med almindelig logik. Hos Blicher derimod mod en langt jævnere, men dybest set også musikalsk præget opfattelse af tilværelsens fundamentale irrationalitet.

I 1838 udgav Blicher digtsamlingen 'Trækfuglene'. Udover de fine naturbeskrivelser som var en direkte følge af den skarpt iagttagende forfatters færden i naturen som jæger, er den også og navnlig hans indlæsning i naturen af symboler og karakterer. Præludiet er ligefrem hans personlige trosbekendelse: 'Sig nærmer tiden da jeg må væk' fastslår den for ham fundamentale eksistentielle sandhed: "Thi også jeg er kun her på træk og haver andetsteds hjemme."

Langballe hævder uden at blinke med øjnene, at den erkendelse der her udtrykkes ikke er livsforsagelse, men tværtimod det kristne pilgrimsbillede om mennesket der med borgerret i Guds rige er en udlænding på jorden. Udlændigheden betyder, forklares det, en aktuel frihed fra verden, men frihed til at leve i verden. Oprindeligt handler dette pilgrimsbillede om Gud der drager mennesket igennem dets levnedsløb mod et mål det ikke selv kan udpege. Først pietismen omtolkede tanken til decideret bortvendthed fra denne verden.

Langballe benytter lejligheden til at lange ud efter religionshistorikeren Vilhelm Grønbech (hvis navn han ikke kan stave og hvis forfatterskab han næppe har læst), idet han åbenbart tror, at Grønbechs afstandtagen til pilgrimstanken er en snæver kritik af pietismen, dvs den bevægelse inden for lutherdommen der er knyttet til 1600- og 1700-tallet. Men det er ikke tilfældet.

Grønbech opfattede pilgrimsmyten som den katastrofale almene indsnævring af den europæiske virkelighed som begyndte allerede omkring år 1300 og i nyere tid fortsatte i kapitalismen. Selve grundopfattelse at vi er fremmede på jorden og på vej mod et fjernt, fremtidigt mål, utopia eller det himmelske paradis, betyder i virkeligheden at mennesket gør sig fri af jordens krav og kan benytte tingene uden at føle sig forpligtet over for dem. Opfattelsen fører med andre ord til den adskillelse mellem det åndelige og det materielle som er katastrofal for al kultur. Jf. artiklen om   Vilh. Grønbechs kulturopgør.

Denne diskussion skal naturligvis ikke føres her, men det skal i det mindste klart påpeges, at det ikke er en selvfølge, at det kristne håb om et hinsidigt mål er ganske uproblematisk for det menneske der føler sig hjemme i det dennesidige. Og håbet om en hinsidig eksistens er ej heller eneste løsning på dødens kendsgerning eller tidens 'fordærvsmagt'. Tværtimod.

I virkeligheden føres vi her igen væk fra teologien og ind i dybdepsykologien, fordi de gamle teologiske begreber er for snævre til at fange den indsigt psykologien kan give os om forholdet mellem tid og evighed.

Den primære, før-sproglige underbevidsthed er fuldstændigt uundværlig for mennesket, for uden den ingen fri kreativitet og ingen intense oplevelser af den art der giver tilværelsen sin mening og sine højdepunkter. Jf. artiklen om   De psykiske grundprocesser.

Karakteristisk for denne primære underbevidsthed er, at den i puberteten styrkes så kraftig at den dels medfører en voldsom 'bevidsthedsudvidelse' eller oplevelse af 'fylde', der fx opleves gennem forelskelse og orgasme eller store musikoplevelser - eller kunstigt via stoffer - dels medfører voldsom instinktiv modstand mod at blive indrulleret i den snævre borgerlige virkelighed.

Men det er en misforståelse at tro, at indrulleringen i den borgerlige virkelighed er ensbetydende med en total given afkald på 'bevidsthedsudvidelsen'. Det er tværtimod muligt at veksle mellem de to former for bevidsthed, dvs mellem timeligheden og evigheden. Det er faktisk hvad ethvert voksent menneske der er i stand til både at passe sit daglige arbejde og at åbne sig for mødet med andre mennesker, med kunst, musik og religion erfarer. Det er hvad mystikerne erfarer når de veksler mellem virkeligheden og deres møde med de stærke kræfter de opfatter som Gud, men som samtidigt løsner deres binding til denne virkelighed. Og det er den eksistentielle virkelighed en komponist som Mozart - som Blicher satte så højt - levede i, når han ubesværet kunne veksle mellem den mest sublime musik og den laveste vulgaritet.

Men perspektivet er endnu større, for den rette forståelse af de grundliggende psykiske lovmæssigheder indebærer et andet syn på såvel døden som håbet om et hinsidigt liv. Døden er den definitive afslutning på det aktive liv der er knyttet til legemets og den praktiske erfarings opretholdelse. Men den rammer ikke evighedsdimensionen i mennesket, for denne bćres ikke af jeget, men af 'selvet' eller totalpsyken. At tro på et hinsidigt liv er derfor ikke en betingelse for at 'leve forlæns' og i håb for fremtiden.

Det betyder faktisk også, at den kristne opfattelse af at være en fremmed på jorden er inderligt overflødig. Guds Rige kan sagtens fortolkes som en dennesidig størrelse der har at gøre med den altid tilstedeværende mulighed for at suspendere eller relativisere den snævre praktiske virkelighed og blive som barn påny. Mennesket kan være hjemme i begge komplementære virkeligheder. At høre til i Guds Rige er ikke det samme som at længes nostalgisk tilbage til barndommens eller ungdommens riger.

Jf. artiklerne   Kristendommen passé?  og  Selvet - sjælen - ånden.

Det er ikke givet Langballe at kunne begive sig ind på sådanne erfaringer og overvejelser. Han slutter sin store og velskrevne biografi med gennemgang af 'Fjorten Dage i Jylland' fra 1836, en af Blichers bedste noveller.

I denne novelle lykkes det Blicher med Langballes ord at lade alle sine livstemaer samles, knyttes og brydes i en personlig digterstatus og et voldsomt opgør med revolutionsidealerne. Tillige er den en returrejse til den barndom hvis indtryk for altid udgjorde hovedkomponenten i Blichers digterunivers.

Handlingen begynder og slutter i Vestjylland. Fortælleren er en fremmed, tilrejsende københavnsk embedsmand. Hans vært er en munter og livsklog præst der er fortrolig med havets grænse (et portræt af Blichers egen fader Niels). Vi er netop i grænselandet mellem tid og evighed, symboliseret af den gamle forladte klintekirke i Agger, som havet har ædt sig ind på, så de hvide knokler på kirkegården bogstaveligt er blevet lagt blot. Billedet dækker grundstemningen i Blichers forfatterskab: Tiden der gnaver sig ind på menneskelivets brink. Mennesket kan i levende live hverken slå sig blivende ned i timeligheden eller i evigheden, men må færdes i grænselandet.

Fortælleren Nordstjerne der er forelsket i den sanselige og musikalske Therese (Charlotte), der trakterer med Mozart på klaveret, drøfter spørgsmålet om sandhed og virkelighed med sin ven Vang der er huslærer hos den stedlige baron og forelsket i dennes datter. Han er først og fremmest kendetegnet af en hensynsløs sandhedskærlighed der da også til sidst bringer ham ud i vanviddet. Vang mener at sandheden skal siges, om det så betyder krig mellem mennesker. Nordstjerne holder på, at sandheden må 'indklædes' som han siger.

Nordstjerne mener - som Blicher - at den objektive sandhed ikke findes, sådan som Voltaire og encyklopædisterne troede. Sandheden er derimod personlig og må derfor også være personligt indklædt. Digtningen skal derfor ikke forkynde sandheden for nogen, men lade den fremtræde med maske.

En morgen vågner Nordstjerne af sine drømme, men hensættes i stemningsfulde dagdømme. Men heller ikke disse fantasiens tryllebilleder er menneskets ejendom. De forsvinder som morgentåger på heden. Mennesket har slet ikke magt over sin fantasis hypnose. Fantasien er heller ikke et lydigt redskab for forfatteren, men en magt der bringer tingene ud af hans kontrol. Bogstaveligt sker der i Nordstjernes fantasi det, at djævelen viser sig i baronens skikkelse og fastholder den Therese han i virkelighedens verden prøver at vriste fra Nordstjerne. Men fantasien er heldigvis indbildning, omend foruroligende.

For Blicher skjuler sandheden sig for såvel erkendelsesteoretikeren som for den drømmende. Virkeligheden er for ham den konkrete erfaring, men hans forhold til det erfarede er erindringens, og erindringen er halvvejs drøm, fordi den er uden for hans kontrol.

Der falder et vigtigt ordskifte mellem Nordstjerne og Therese, som Langballe mærkeligt nok ikke refererer. Nordstjerne siger: "Er der nogen af os lyksalige, som i dette øjeblik ikke ved at vor kærlighed skal overleve vores dødelige legeme?.... Støv kommer til støv, men hvad som er født af ånd skal ikke se døden." - Therese ser et svanepar i søen og siger: "Tiden farer hen over dem, men deres kærlighed ældes ikke." - Nordstjerne slutter hende i sine arme og svarer: "Vor kærlighed tilhører ikke tiden."

I anden sammenhæng stilles Nordstjerne over for Marianes betragtninger over begreberne tro, håb og kærlighed, hvor hun drager den konklusion, at når troen er blevet vished og håbet opfyldt, da bliver alene kærligheden tilbage. Nordstjerne føjer til: "Ja i sandhed! Det er den Guds kraft i de svage som det naturlige menneske ikke fatter."

Nej, 'det naturlige menneske' i den gamle naturlige teologis forstand fatter det ikke, for her dyrkede man forestillingen om en rationel gud, men det udelukker ikke at det kan fattes af eller rettere sættes ind i en langt mere givende forståelsesramme i nyere filosofi og psykologi - uden at grænsen mellem tid og evighed på nogen måde udslettes. Faktisk slutter 'Fjorten Dage i Jylland' med billedet af Nordstjernes og Thereses børn der i havblik og under skyfri himmel leder efter rav ved havstokken neden for den faldefærdige klintekirke - dvs ude ved den yderste grænse, men dog selv pegende fremad mod den ukendte fremtid. Irrationaliteten er fastholdt.

Jeg vil endda vove den påstand, at Blicher selv må have anet en anden mulighed end den gamle lutherske eller nyere kierkegaardske, siden han kan give os ovennævnte ordskifte mellem Nordstjerne og Therese. Og jeg vil i den forbindelse pege på aspekter af Blichers særlige mozartske musikalitet som Langballe tilsyneladende ikke har øje for.

I bogen 'Provincial-breve' (1954) af Ib Ostenfeld findes et tillæg om 'St. Blicher som mol-musikant'. Hvad konjunktiv er i sproget, er mol for musikken: en raffineret variationsmulighed, siger Ostenfeld. Både dur og mol kan tolke lige ophøjede følelser, men ikke lige differentierede. Forskellen ligger ikke i modsætningen glæde/sorg, men i kontrasten enkel/sammensat. Dur er dag, morgen, fornyelse og kraft. Men hvor glæden bliver fin og sprød, kan mol træde til som tolkemiddel. Mol er det facetterede tonemiddel med et mangefold af iboende muligheder. Stemninger af sorg, sørgmodighed eller vemod er højt udarbejdede, forgrenede stemningsmasser der til deres udtryk kræver kræsent udvælgende modulationer.

Disse modulationer finder man i rigt mål hos Mozart, hos hvem glæden er herre, men "en glæde af sælsom art - med livsens smerte indsmeltet i sig, en humor der har forligt livets dissonanser, en vidunderlig mellemstemning af forsoning, hvor ingen sorg eller smerte er glemt, men som dog i sublim frihed bringer alle modsætninger til ro."

Og hos Blicher genfindes ifølge Ostenfeld nøjagtigt det samme. Han spillede i mol for at forhøje fremstillingens stemningsfylde. Hans sind havde uopbrugelige reserver, der holdt ham i balance og tillod ham indlevelse i livets dystre situationer. Hans personlighed påvirkedes stemningsmæssigt af livets skæbnespil, men i sin kerne stod den sund og ubrudt uden for hvad han iagttog og beskrev. Han forstod, at sorg er menneskets forrettighed.

Troen i religiøs forstand, herunder i specifik luthersk forstand, er ikke uforenelig med denne musikalske dybdeerfaring, den kan tværtimod leve side om side med den i dyb komplementær forstand. Men dybdeerfaringen på sin side kan undvære den ydre autoritet der beror på magt eller skrift. Det anede Blicher, for så vidt kernen i ham var sund; det skrev han uforlignelige noveller på, men han gennemskuede det aldrig i teologisk, filosofisk eller psykologisk henseende.

Hvorom alting er: Jesper Langballe har givet os en Blicher-biografi der på bedste måde leder os rundt i næsten alle hjørner af dette store forfatterskabs mange livstemaer, og som gør det på en eksistentielt udfordrende måde. Blicher bliver ikke sat på formler - og kan ikke sættes på formler. Blicher læses eksistentielt - som en udfordring. Og sådan skal han læses.

Jan Jernewicz

Blicher
Mozart
Ostenfeld