ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.3.03.

Jes Bertelsens biografi i korte træk

I skoletiden var Bertelsen stærkt interesseret i ornitologi, men en grundlæggende interesse for, hvad meningen med tilværelsen var, tog efterhånden overhånd over naturinteressen, og da han i gymnasiet læste både Søren Kierkegaard og engelsk filosofi (bl.a. Hume), blev det klart for ham, at han ville studere filosofi.

Efter matematisk studentereksamen 1965 begyndte han da også at læse hos professor Justus Hartnack (f. 1912) på Århus Universitet, samtidig med at han gik i gang med den store latinprøve og fulgte forelæsninger hos teologiprofessorerne Sløk og Løgstrup. Hos Hartnack kunne han nok læse den klassiske filosofi, middelalderfilosofien, Kant, Schopenhauer og Kierkegaard, men ikke den nyere del af eksistensfilosofien eller dybdepsykologien - og dermed ikke de spørgsmål han havde været interesseret i så langt tilbage han kunne huske.

Johs. Sløk havde Bertelsen læst en del bøger af allerede i forbindelse med sin tidlige Kierkegaard-læsning, bl.a. disputatsen om "Forsynstanken", ligesom han havde skrevet til ham i gymnasietiden for at få svar på nogle spørgsmål. Og da Sløk i 1967 begyndte at opbygge et idéhistorisk studium under det humanistiske fakultet tog Bertelsen kontakt med ham og fik skræddersyet sit konferensstudium.

På trods af det omfattende pensum som Bertelsen gik i gang med og som tydeligt afspejler sig i disputatsen, stiftede han allerede i begyndelsen af studieårene bekendtskab med Rudolf Steiners forfatterskab. Han læste 10-12 af hovedværkerne og henviser i de senere skrifter jævnligt til Steiners liv og lære, ligesom han i Dybdepsykologi III og IV kommer dybere ind på ham. Interessen blev uddybet, da han i 1978 fik kontakt med Bob Moore.

Han har stor respekt for Steiners indsigt og indsats, men lægger ikke skjul på, at den bevægelse Steiner satte i gang i pædagogisk henseende led og lider af den skavank, at ikke alle Steiner-pædagoger har udviklet den evne til at se auraer som pædagogikken egentlig forudsætter. - En for Bertelsen karakteristisk indvending, fordi han i alle henseender stiller krav om overensstemmelse mellem liv og lære. Desuden blev Steiner efter Bertelsens mening okkult i den forstand, at hans verdensbillede ikke kunne almengøres.

Også den danske mystiker Martinus' værker stiftede Bertelsen bekendtskab med i studieårene. Kammerater - og siden også elever - opfordrede ham til at læse forskellige ting af Martinus og gav ham et Martinus-tidsskrift, hvor der var optrykt citater fra "Livets bog".

Hvad selve det idéhistoriske studium angår, lægger Bertelsen ikke skjul på, at Sløk fik stor betydning for ham. Bertelsen havde stor respekt for Sløks sprogkundskaber - græske originaltekster ekstemporeredes uden besvær - og havde også stor beundring for ham som videnskabsmand. Gennem ham fik Bertelsen et meget nuanceret billede af Kierkegaard, og han var tæt på ham under hele studiet og dets seminarer og diskussioner. Der var jo ikke mange studerende på Idéhistorisk Institut i starten; til en gennemgang af Descartes var der fx kun tre! Kontakten varede til og med guldmedaljeopgaven, som Sløk formulerede, og disputatsen, hvor han var den ene opponent

Bertelsen blev mag.art. i idéhistorie i 1970, fik samme år guldmedaljen for afhandlingen om "Kategori og afgørelse" og blev ansat som undervisningsassistent - og året efter som amanuensis. I 1973 fik han antaget sin disputats til forsvar for den filosofiske doktorgrad. Forsvaret fandt sted den 26. juni 1974.

Jung var tidligt kommet ind i billedet, idet Bertelsen allerede i gymnasietiden havde læst et par af Jungs værker, som var kommet som uglebøger, og hæftet sig ved, at Jung netop beskæftigede sig med meningen med den menneskelige eksistens.

Ønsket om et studieophold på Jung-instituttet i Schweiz og dermed hvad der i det foregående er kaldt Bertelsens forskydning fra Kierkegaard til Jung havde at gøre med, at Kierkegaard efter Bertelsens opfattelse var vanskelig at praktisere. Kun tre-fire steder i Kierkegaards samlede værker er der nogle antydninger af, hvordan man kan praktisere kristendom, bl.a. i "Kærlighedens gerninger", og det var for lidt for Bertelsen.

Hos Jung derimod var der mulighed for at arbejde introspektivt med de spørgsmål Bertelsen havde været interesseret i allerede som dreng, om hvad bevidsthed var. Man kunne begynde med sine drømme og med "aktiv imagination" .

Bertelsen antog, at der stadigvæk i 1973 nede på Jung-instituttet var en levende tradition (Jung selv var jo død i 1961), og det var den han ville i kontakt med. Og han startede med at gå i såkaldt "læreanalyse" og fulgte mange af de foredrag og seminarer de kendteste Jung-forskere på stedet holdt. Ja, Bertelsen overvejede en regulær uddannelse som jung-analytiker.

Men klimaet på instituttet fandt han forholdsvis lukket og dogmatisk. Meditation kunne man slet ikke beskæftige sig med, og det samme gjaldt alkymien, som også havde Bertelsens levende interesse. Efter det første års forløb var han klar over, at opholdet var utilfredsstillende og ikke ville føre til det ønskede mål.

Bertelsen havde en god samtale med Jungs søn, som var i 60'erne og boede i huset i Küsnacht, hvor instituttets fremragende bibliotek lå. Dette havde Bertelsen fået adgang til for at studere alkymi. Da først Jungs søn havde fået dannet sig et indtryk af, hvad Bertelsen ville, så begyndte han - til dennes store undren - at gøre rede for sin frustration over, hvordan instituttet havde udviklet sig. Det var blevet en "Kinderschule", og dét havde ikke været faderens hensigt.

I begyndelsen af opholdet ved Jung-instituttet besøgte Bertelsen Jungs tårn i Bollingen. Tårnet blev ifølge Jungs egne erindringer påbegyndt i 1923 som en slags "trosbekendelse i sten", viderebygget i etaper i 1927 og 1931 og færdiggjort i 1955 efter hustruens død. Det var fra første færd et modningssted, ja, et moderskød for Jung, men samtidig en konkretisering af individuationsprocessen. - Besøget på dette sted var en overvældende oplevelse for Jes Bertelsen og udløste en drøm, som her gengives in extenso efter "Selvets virkelighed" (side 131-32):

"I drømmen var scenen da først Jungs store hus i Küsnacht. Her var en meget højtidelig, men samtidig let stemning. Jung havde samlet sine elever omkring sig til et sidste ritual, inden han ville forlade kroppen. Marie Louise von Frantz, Meyer, Jolande Jacobi var der blandt mange andre for mig ukendte mennesker. Der var vel flere hundrede i og omkring huset. Jung havde ladet forlyde, at han ville udpege sin efterfølger. Denne ville han som symbol på dette overdrage nøglerne til sit bibliotek. Jeg befandt mig helt henne ved yderdøren i det store af mennesker helt fyldte rum, hvor Jung befandt sig. Jung gik nu roligt hen mod udgangen. Da han kom forbi, gav han mig ganske diskret nøglen - uden at nogen tilsyneladende bemærkede noget - og han bad mig følge med. Vi gik nu hen til et halvtunderjordisk stenkammer, bygget af store groft tilhugne kvadre. Stemningen var her ganske som ved tårnet i Bollingen. Dette var åbenbart Jungs gravkammer. Vi gik derind, Jung lagde sig stille ned på et primitivt leje. En midaldrende enkel bondekone kom fra stenkammerets baggrund. Hun havde melsuppe med. Vi spiste i tavshed. Jung havde ønsket dette som sit sidste måltid. Han bad mig komme hen til sig og sagde, at jeg skulle berøre ham med læberne. I det øjeblik denne berøring fandt sted gennemstråledes hele min krop og bevidsthed af lys og en næsten elektrisk energi. Rystet prøvede jeg at fatte mig. Jung rakte mig da som det sidste en bog. Det var hans uskrevne bog, sagde han. Dens titel var klar: Aspekte des Selbst. Efter dette forlod han kroppen."

Bertelsen forstod dengang drømmen som et udtryk for en begejstret trang til at kunne være med til at fortsætte det arbejde som Jung så suverænt havde påbegyndt. Og han uddyber dette:

"En sådan trang til at være med er velsagtens naturlig for de fleste, hvis hjerte banker for et fremragende menneskes udstråling og sag. At min person havde en fremtrædende rolle forklarede jeg mig ud fra, at det jo var mig, der havde drømmen, og jeg lige var ankommet til Junginstituttet og til Zürich. Dette fremkaldte en naturlig prøvende usikkerhed, som drømmen så godhedsfuldt kompenserede ved at understrege den nære og inderlige kontakt til Jung. Sådanne drømme er jo ikke usædvanlige, når man befinder sig i en intens, analytisk proces."

Og Bertelsen slutter: "Men drømmen er blevet stående i erindringen - selv længe efter, at opholdet ved Jung-instituttet er trådt i baggrunden."

Skrevet i 1988, altså ca. 15 år efter den overvældende oplevelse, som direkte førte til bogen "Individuation". Beretningen viser ikke alene, at Bertelsen vedkender sig den store inspiration fra Jung, men også at hans modtagelighed var og er meget stor. Samtidig kan han holde en distance til oplevelsen. Han forskrev sig jo netop ikke - som påstået af K.E. Løgstrup - til Jung, men gik videre end denne; dybt inspireret af Jung, men overskridende dennes grænser for erkendelse. Og dette ligger i en endnu dybere personlig intuition, som gjorde alle former for dogmatisering af banebrydernes teorier umulig.

Forløbet af studieopholdet i Schweiz fortæller i det hele taget - ligesom forløbet af konferensstudiet - noget såre karakteristisk om Jes Bertelsen: Han er uhyre bevidst om sin udvikling og sin vej - og ønsker absolut ikke at spilde sin tid med tom rutine. Når han føler, at han har tilegnet sig et givent stof dybtgående nok, går han videre til noget nyt. Han prøver med største disciplin at være fuldt vågen i ethvert forhold og bestræber sig med andre ord på at gøre alle funktioner til processer. (jf. afsnittet Fra funktion til proces i artikelserien 'Veje til livskvalitet og mening')

Det kan tilføjes, at Bertelsen har gæsteforelæst ved Københavns Universitet og holdt utallige foredrag for mange forskellige grupper: læger, præster, psykologer m.fl.

Allerede i 1973, da han var færdig med disputatsen, havde Bertelsen indledt sin meditative praksis og bevidsthedseksperimenteren, eller rettede han havde genoptaget dem. Faktisk har Bertelsen efter eget udsagn mediteret fra han var 3-4 år - uden naturligvis at kende ordet eller nogen anden betegnelse for, hvad han foretog sig. Han lavede nogle "mantraer" indefra og sad og gentog dem i lang tid - op til en times tid, skønner han - med det resultat, at hans bevidsthed kom i nogle særlige tilstande af "salighed", en tilstand uden særlig mange tanker eller forestillinger. Han havde denne praksis regelmæssigt helt op til puberteten og betragter den som forlægget for sin senere eksperimenteren. Men i puberteten tabtes denne introverte fase til fordel for mere udadvendte interesser såsom samværet med kammeraterne og læsningen.

I slutningen af mellemskolen begyndte Bertelsen at filosofere over, hvad bevidsthed egentlig var, og hvad der skete, når man falder i søvn. Uden at sætte det i direkte forbindelse med de tidligere særtilstande søgte han en mere bevidsthedsorienteret, mindre "magisk" måde at angribe problemerne på. Ja, han betegner det selv som en regulær eksperimenteren. Han havde nemlig for vane at tage sig en lille lur på en halv time hver eftermiddag, og her prøvede han at se om det var muligt at holde bevidstheden vågen - selvom han slap tankerne. Dag efter dag trænede han - i én uendelighed - og faldt jo i søvn hver gang! Men træningen gav ham mange spændende erfaringer.

Da Bertelsen i 3.g. fik læst mere Kierkegaard og andre filosoffer, blev han mere interesseret i den rent intellektuelle side af bevidsthedsproblemet, dvs. spørgsmålet om, hvad betingelserne er for erkendelsen. Og denne interesse forstærkedes i universitetsårene, hvor han brugte enorm intellektuel energi på at læse og forstå Kant, Kierkegaard og Jung tilbunds. Kants "Kritik der reinen Vernuft" læste han flere gange - med noter og kommentarværker. Den var ikke let at læse, men Bertelsen ville forstå den. Kierkegaards "Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift" læste han seks gange. Og da han samtidig skulle lære græsk - og blev fascineret af beskæftigelsen med Aristoteles' Metafysik, som han læste på originalsproget med engelsk paralleltekst - dog ikke uden hjælp fra en sprogbegavet ven - gik den "indre praksis" tabt.

Men i 1973-74 kom interessen igen og blev nu intens. Den kom, som han selv siger, for at blive hovedsagen. Han havde fået læst det meste af den filosofi der var relevant, han havde læst Jung og lavet sammenligninger, og følte ikke han kunne få mere hjælp fra den kanal. Men så begyndte han at læse kristen mystik, især Eckehart, og dér så han praksis ligge: både meditation og bønspraksis. Han gik følgelig selv i gang med at "praktisere" mere systematisk, genoptog altså trådene fra tidligere og forstod, at han ikke kunne få svar på sine fundamentale spørgsmål alene ud fra filosofi og dybdepsykologi.

I "Kvantespring" nævner han eksempelvis sin første lange faste, gennemlevet alene i et sommerhus: 16 døgn med en liter kildevand pr. dag som eneste adspredelse for maven. Også en sådan faste kan han anbefale. Den vil uvægerligt føre til, at man får trukket sine projektioner frem til konfrontation.

Resultatet af denne systematiske og ihærdige praktiseren over ca. tre år udeblev da heller ikke. I 1976 fik Bertelsen sin første 'initiation' . Han beskriver den således i "Indre Tantra":

"En nat i 1976 efter flere års regelmæssig stilhedsmeditation vågnede denne bevidsthed [dvs. JB's bevidsthed] op og fandt sig selv svævende i det kosmiske rum. I midten af begivenheden hvilede en transparent, men mørk mediterende kropsform. Denne kropsform var omgivet af en pulserende mandala af fem farver. Inderst var et sort, men lysende og gennemsigtigt felt af energi. Men dette felt var samtidig bevidstheden. Udenom det sorte flød et mørkt blåt, ligeledes lysende og gennemsigtigt felt af farvestrålende bevidsthed. Uden om dette felt var et grønt. Derpå gult, yderst var alt rødt. Det var selve bevidsthedens indre væsen der strålede. Hvert farveniveau udgjorde et nyt spring, en ny bevidsthedsdimension, mættet med information. Mandalaen omkring den gennemsigtige mørke kropsform var bevidstheden. Denne bevidsthed flød i de kosmiske dybder, men når bevidstheden var vendt ind gennem de farvestrålende felter, var bevidstheden ikke i kosmos, bevidsthedsdimensionerne var selv kosmos. - I denne tilstand var salighed. Der begyndte nu at ske noget. Inden i bevidstheden fremtonede telepatisk et unisont kor af stemmer. Det var mestrene fra rummet, blev det sagt. Bevidstheden skulle strække sig bagud i tid, 3000 år. Her lå bevidstheds-kim, der nu af mange skulle udfoldes for planetens overlevelses skyld. - Derpå viste visdomskilden 3 hologrammer, der havde med den individuelle bevidsthedshedsudvikling at gøre. Efter dette sank bevidstheden, og den begrænsning man kalder vågenhed afløste udvidelsen."

Også fra anden side hørte Bertelsen om Bob Moore, og det endte med, at han begyndte at drømme om ham på en insisterende måde. Drømmene sagde, at Bob Moore virkelig vidste noget relevant, og at Jes Bertelsen skulle opsøge ham og lære ham at kende. Bertelsen traf ham også hos Johannes Dragsdahl på kursuscentret 'Søtoftegård' ved Ringsted, hvor de begge holdt kurser.

I 1978 blev han elev af Moore, som underviste i chakra- og aurastrukturer, healing og former for dyb kontakt, og som var blevet ekspert i det, selvom han ikke som Cicely Moore var født clairvoyant. I 1981 var Bertelsen på nogle meget intensive kurser hos Moore, og da der parallelt hermed skete nogle ligeledes meget intensive ting i Bertelsens egen proces, førte det til en naturlig standsning af lærer-elev-forholdet mellem ham og Moore. Men han fik grundig indsigt i chakra- og aurastrukturer, æterisk energi, astrale lag og prana-lag (energistrømme i det psykofysiske system) - således som det fremgår af "Drømme, chakrasymboler og meditation" fra 1982 og tilegnet Bob Moore, samt "Energi og bevidsthed" fra 1984.

Jes Bertelsens interesse for østlig psykologi og filosofi startede så småt, da han i studietiden med stor energi kastede sig over Schopenhauers "Die Welt als Wille und Vorstellung". Dette værk var dybt inspireret af Upanishaderne, som Schopenhauer læste i Duperrons lidt specielle oversættelse til latin. Bertelsen anskaffede sig oversættelsen for med egne øjne at se kilderne til Schopenhauer. Interessen udviklede sig, da han kom i gang med læsningen af hele Jungs produktion.

Hvor dybt den østlige viden kunne gå, udtrykker Bertelsen klart i "Indre Tantra" i forbindelse med gennemgangen af "Hevajra Tantra"-teksten, en ægte buddhistisk tekst om en af de grundpraktikker som Padma Sambhava bragte til Tibet i det 8. årh. Ved læsningen af dette værk følte Bertelsen en dyb genkendelse: "her kunne vejret trækkes helt igennem, en åndsbeslægtet verden åbnede sig". Han tilføjer: "Denne følelse har kun ledsaget ganske få af de mange, mange spirituelle, filosofiske forfatterskaber, der er blevet læst i årenes løb." Og han nævner Kierkegaard og Jung, Eckeharts prædikener samt den tibetanske buddhisme - og ikke overraskende - Bachs fugakunst.

Også den intense fordybelse i den østlige tradition påvirkede Bertelsens drømme. En ham ubekendt østlig lama begyndte at dukke op i dem. Og da han ikke var klar over, hvad det helt nøjagtigt indebar, prøvede han vanen tro at undersøge det meditativt, hvad der igen påvirkede drømmevirksomheden.

"I 1981 i en syvdages periode befandt bevidstheden sig igen i en usædvanlig tilstand. Alle vågne timer var bevidstheden udfoldet i en overvældende intens mandala i blåt og hvidt og gyldent lys, centreret omkring en lysende repræsentation fra det åbne felt. Til sidst intensiveredes tilstanden således, at bevidstheden kontinuert uden et øjebliks søvn eller fravær i 35 timer skuede, men samtidig var dette blåhvide felt af lys og information. På et tidspunkt forenede alt sig i ét blændende lys, der var som døden. Alt var i en ubeskrivelig levende renhed. En overjordisk stille kærlighedsfølelse gennemstrømmede alt."

Men ikke nok hermed. Beretningen fortsætter: "Ud af denne udvidede tilstand foldede sig erindringer og billeder fra et andet tidsafsnit, bevidstheden så ud gennem en anden bevidsthed i en anden tid. Bevidstheden så den oplyste lærer fra dengang, så lærerens universelle bevidsthedsfelt dengang og nu som ét. Og viden og opgave strømmede i en direkte transmission fra den universelle bevidstheds gamle form, der samtidig udgjorde dette halvanden døgn lange nu. Det var en rystende oplevelse." Det der skildres her er Jes Bertelsens oplevelse af en tidligere inkarnation, hvor han var elev af en oplyst lærer. Men det er samtidig oplevelsen af en direkte transmission, hvor viden og opgave strømmede til ham fra et universelt bevidsthedsfelt, omfattende både den daværende lærer og den aktuelle bevidsthed.

Om selve opgaven har Bertelsen fortalt på kurset om "Den kristne mystik" (foråret 1990). Grunden til, at han er her i dette land, sagde han, er den opgave at realisere nogle ikke-dogmatiske spirituelle tilstande, hvor mennesker når til sig selv uden at dette selv er et kristent, buddhistisk eller islamisk selv.

Gennem alle disse år havde Jes Bertelsen jo ikke blot passet sin undervisning ved universitetet ved siden af sin selvudviklingsproces, men også haft en omfattende analytisk praksis. I stigende grad blev der tale om gruppeundervisning i drømme- og chakraforståelse samt meditation, og det var i flere år praksis, at deltagerne i disse grupper indsendte deres drømme skriftligt til Bertelsen forud for weekend-kurserne.

Samtidig havde Hanne Bertelsen indledt en træning i massage, healing, chakraforståelse, drømme og meditation. Hun havde indstillet sin sprogundervisning og var fra 1979 i stedet for begyndt at undervise i drømme, kropsforståelse og massage. 1979-82 var hun elev hos Bob Moore.

Men Bertelsens ambition gik altså i retning af at intensivere den bevidsthedsforskning han havde leget med fra drengeårene, og som han op gennem studieårene havde fået grundigt uddybet og systematiseret, men aldrig tilfredsstillet ad intellektuel vej. Han kunne samtidig konstatere stor interesse for såvel sin drømmeanalytiske som meditative virksomhed og vejledning, og kunne med ret stor sikkerhed forvente denne interesse overført til det nye projekt.

Han og Hanne købte en gård i Nørre Snede i Midtjylland, stiftede den selvejende fond "Vækstcenteret for arbejde, udvikling og meditation" og begyndte her sammen med nogle få medflyttere at opbygge deres undervisning og vejledningsvirksomhed.

Gennem disse år fra 1981/82 frem til 1989 nærede Jes Bertelsen imidlertid ikke nogen forestilling om, at han ville opnå personlig kontakt med nogen "oplyst", dvs. med nogen ægte mystiker, der på autentisk vis havde dybtgående erfaringer med den non-duale bevidsthedstilstand, og som kunne formidle en ægte transmission.

Han har altid haft en dyb intuitiv fornemmelse af, at kærlighed og oplysning på en eller anden måde var komplementære, at det ene ikke kunne udvikle sig harmonisk uden det andet. Og denne intuition har han til stadighed fastholdt som eneste mulige hovedhypotese for sit eget vedkommende. Han har derfor "ligget under for en slags vestlig fordom om, at der nok ikke var nogen tilbage der virkeligt havde de dybe mystiske erfaringer og som kunne formidle dem på autentisk vis".

Bertelsen havde på ingen måde fornemmelsen af, at han ikke kunne lære mere - den fornemmelse har han aldrig haft, siger han, og han tror ikke vågne mennesker kan have den. Men han havde fra starten et krav om, at medfølelsen skulle med i udviklingen. At gå i dybden med den bevidsthedsmæssige træning er ikke noget man gør med venstre hånd. Det involverer hele personligheden, altså også følelseslivet og dermed kærlighedsdimensionen, og udelukker derfor mange udviklede mennesker som lærere, hvad angår den avancerede spirituelle udvikling. Bertelsen mener selv at dette krav er grunden til, at han ikke har haft så mange udviklingslærere.

Men Bertelsen fik efterhånden lyst til at se Himalaya. Rejsen fandt sted i 1989 og blandt de lamaer Jes Bertelsen mødte var Urgyen Tulku, der regnes for at være den mest avancerede af de nulevende dzogchen-mestre. Dzogchen (den store fuldkommenhed) er den ene af de to højeste tibetanske meditationsformer. Han havde været lærer for den afdøde 16. karmapa (leder af en gren af den tibetanske buddhisme), men iøvrigt været lidt i baggrunden. Han havde siddet i retreats 12 år i huler, og var altså et menneske, hvis hele liv og praksis var stillet ind på at undersøge, hvad bevidsthed er, og hvordan man arbejder hen mod non-duale bevidsthedstilstande. Han vidste ekstremt meget mere end Bertelsen selv, men havde samtidig den forlangte hjertekvalitet.

Bertelsen har besøgt den meget gamle lama tre gange og var i det mest intensive af disse besøg med oppe i hans retreat-sted i 14 dage, hvor han havde mulighed for at "udveksle" med ham hver eneste dag. Resultatet blev altså den indirekte transmission som sammen med den tidligere direkte transmission blev selve forudsætningen for "Bevidsthedens befrielse" og dermed for den endelige forståelse Bertelsen har fået af bevidsthedens væsen og kilder.

Jes Bertelsen er dog ikke uden blik for de problemer en transmission af denne art rummer. For det første var Urgyen Tulku buddhist, hvad Bertelsen ikke er. Indsigten og erfaringerne skal omformes, så de passer til den kulturbaggrund modtageren har og den person han er, og det kræver energi og megen praksis. Dernæst er det jo i sig selv en så dybtgående oplevelse og erfaring, at det tager tid at integrere den i modtagerens helhed. Urgyen Tulku var med Bertelsens ord en virkelig avanceret bevidsthed, men "sådan én som mig" er en begynder. Derfor skal oplevelsen integreres, og Bertelsen skal som han selv udtrykker det "også have resten af manegen til at hænge sammen". Der skal vedblivende være balance i tingene. Også dette fremgår af "Bevidsthedens befrielse".

"Energien på dette bjerg og i denne hule er overvældende. I meditation på afgrundens rand åbnede energifeltet sig. En vældig kraft steg rystende gennem kroppen og personligheden. En stråling af klarhed og lys bredte sig milevidt over bjerge og dale. Og bevidstheden blev i nogle øjeblikke løftet helt fri. Der var ingen mere. Ingen krop. Ingen personlighed, ingen identitet. Kun nærvær, klarhed, kærlighed og jubel til Frans og til Kristusprocessens altid tilstedeværende lys."

Igen har vi her vidnesbyrdet om en særdeles stor åbenhed og modtagelighed, som endda ser ud til at være klart forøget i takt med den meditative træning, initiationerne og transmissionerne. Men spørgsmålet melder sig unægteligt, om der er tale om inflation og selvbedrag. Dette spørgsmål tages op i en følgende artikel om Jes Bertelsens etik.

Jes Bertelsens udvikling er naturligvis ikke standset med de dybe erfaringer omkring 1990, men er tværtimod gået ind i en endnu mere intensiv udforskning af bevidstheden og dens højenergetiske tilstande. Denne udvikling har ganske naturligt medført en ændring af kursusvirksomheden, således at Jes Bertelsen ikke længere tager sig af almen indføring i meditationspraksis og individuation, men koncentrerer sig om dybtgående, intensive og længerevarende kursusforløb, hvor kursusdeltagerne afsondrer sig fra omverdenen, såkaldte "retreats". Erfaringerne fra disse retreats er skildret i Jes Bertelsens seneste bøger, men ligger uden for personligt kendskab for den der skriver disse linjer. De er dog behandlet i de to nedennævnte artikler fra hhv. 2008 og 2011, men ikke uden principiel afstandtagen.

Rothstein om Jes Bertelsen i Encyklopædien

(Alle bøger med undtagelse af de tre sidstnævnte
er udgivet på Borgens Forlag)

Kategori og Afgørelse. Strukturer i Kierkegaards tænkning. 1972.
Ouroboros. En undersøgelse af selvets strukturer. Disputats 1974.
Individuation. 1975.

Dybdepsykologi
I. Fødselstraumets psykologi. 1978.
II. Genfødelsens psykologi. 1979.
III. Den vestlige meditations psykologi. 1980.
IV. Den østlige meditations psykologi. 1983.

Drømme, chakrasymboler og meditation. 1982.
Højere bevidsthed. 1983.
Energi og bevidsthed. 1984.
Kvantespring. En bog om kærlighed. 1986.
Selvets virkelighed. 1988.
Indre tantra. Tantrisk enhed/
   reetablerede meditative anvisninger. 1989
Kristusprocessen. 1989.
Bevidsthedens befrielse -
   ved meditativ indsigt i bevidsthedens kilde. 1991.

Bevidsthedens inderste. Dzogchen. Rosinante. 1999
Dzogchenpraksis som bevidsthedsvidde. Rosinante. 2003
Et essay om indre Frihed. Rosinante. 2010