ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.12.02.

Den 13. december 2002

Men for ét ansøgerland har datoen særlig betydning, nemlig Polen, for det var den 13. december for 21 år siden, at Polen af General Jaruzelski blev erklæret i krigsretstilstand og dermed fik bremset hele den ellers lovende folkelige rejsning gennem Solidaritetsbevægelsen mod det kommunistiske system, og Solidaritets ledere med Lech Walesa i spidsen blev interneret.

Som bekendt lod frihedskampen sig ikke i længden holde nede. Tværtimod genvandt den efterhånden sin styrke, ikke mindst takket være den polskfødte pave Johannes Paul IIs kolossale moralske støtte gennem de mange pilgrimsrejser han i årene 1981-91 foretog til sit hjemland, men naturligvis også i kraft af systemets egne, indre svagheder, der viste sig overalt i den kommunistiske verden, og som efter Mikhail Gorbatjovs overtagelse af magten i Kreml ikke længere lod sig skjule.

Polen har lige siden det fredelige systemskifte i 1991 stilet efter at komme tilbage til Europa og blev i første omgang uden større problemer medlem af Nato og nu altså også efter langt vanskeligere omstillinger og forhandlinger medlem af EU fra 1. maj 2004, hvis den polske befolkning ellers selv vil sige ja ved den forestående folkeafstemning.

Det store problem har været og er stadig det på mange områder tilbagestående polske landbrug, og der var derfor ikke tvivl om, at en acceptabel udgang på forhandlingerne om optagelse i EU ville stå og falde med om Polen fik opfyldt tilstrækkeligt store ønsker m.h.t. den fremtidige landbrugsstøtte.

Polsk landbrug især i det østlige og sydlige Polen er ineffektivt og urentabelt, hvad der først og fremmest vil sige, at det målt efter vestlig målestok har alt for mange bønder til at producere alt for få landbrugsvarer til et alt for lille marked. En effektivisering kræver masseafvandring af arbejdskraft fra land til by, og den er naturligvis yderst vanskelig, når der ikke er tilstrækkeligt stort og rentabelt by-erhvervsliv til at opsuge arbejdskraften. De tilbagestående bønder er truet af udsigten til bedriftsnedlæggelser, fallitter og arbejdsløshed og er naturligvis fanatiske modstandere af optagelse i EU. Et nyt bondeparti, Samoobrona eller Selvforsvarspartiet, under den rabiate og provokerende, men meget karismatiske Andrzej Lepper har stærk vind i sejlene og truer med helt at overskygge det gamle bondeparti, PSL, under den lidt kedelige, men sympatiske Jaroslaw Kalinowski, der er landbrugsminister i socialdemokraten Leszek Millers nuværende koalitionsregering.

Ikke underligt, at denne Kalinowski ville tage sig bedst muligt betalt, hvis han skulle acceptere en aftale med EU. Han måtte i sidste ende nøjes med langt mindre end han på forhånd havde sat som minimum for accept, men objektivt set er selv dette mere end hvad godt vil være for polsk landbrug, eftersom enhver ekstra støtte til landbruget kun vil forsinke den nødvendige omstillingsproces. Men hovedsagen er trods alt, at aftalen kom i hus på topmødet i København efter seje forhandlinger, hvor Anders Fog Rasmussen måtte skaffe en ekstra bevilling fra den tyske forbundskansler Gerhard Schöder for at få Leszek Miller til at love at skaffe sin regerings endelige accept.

Resultatet var en stor triumf for det danske formandsskab og set udefra en relativt lille, men for den polske regering selv afgørende sejr for polakkerne, men først og fremmest var den en fælles historisk overvindelse af Polens ulykkelige adskillelse fra det Europa , hvor det hører hjemme, og som kun russiske, østrig-ungarnske og tyske stormagter og siden nazistiske og sovjettiske diktaturer holdt det ude fra. Glæden var da også stor, da aftalen faldt på plads.

Premierminister Leszek Miller sagde på den efterfølgende pressekonference i København med velvalgt brug af ordet solidaritet: "Vi har kastet den sidste byrde fra Jalta af os. Vi er gået fra et solidaritetens Polen til et solidaritetens Europa." Og han undlod heller ikke at give paven i Rom hans dels af æren for udfaldet.

Den polske præsident Alexander Kwasniewski var på polsk fjernsyn umiddelbart efter at resultatet forelå for at understrege betydningen af aftalen. Til danske TV2's Ulla Terkildsen kunne han sammenfatte sin vurdering af aftalen med få ord: "Endelig er vi definitivt kommet til Europa og Europa til os. Endelig kan vi definitivt komme over vore sår. Og endelig er Europas deling slut."

Da den polske forhandlingsdelegation dagen efter vendte tilbage til Warszawa var hele regeringen i audiens hos præsidenten, der overrakte Leszek Miller et guldur som symbol på, at en ny tid var begyndt. Ved samme lejlighed forærede formanden for parlamentet (Sejmen) Miller et silkeslips med de velkendte EU-symboler.

Naturligvis var Selvforsvarspartiet straks ude med en fordømmelse af resultatet, ligesom det nationalistiske dagblad Nasz Dziennik talte om "Millers kapitulation".

Men den polske nationalbankdirektør, Leszek Balcerowitz, der i sin tid indledte den hårde og hurtige omstilling fra planøkonomi til makedsøkonomi, udtalte til polsk fjernsyn glæde og tilfredshed med aftalen. Det samme gjorde den tidligere polske premierminister Jerzy Buzek og den tidligere polske udenrigsminister Geremek. De har alle tre været varme tilhængere af en tilslutning til EU.

Leszek Miller og Adam Michnik skåler i mælk
på 'Gazeta Wyborcza' efter Millers hjemkomst til Warszawa

Men bemærkelsesværdigt var også, at Leszek Miller fik en varm omfavnelse af selveste Adam Michnik, chefredaktøren af Polens største dagblad, Gazeta Wyborcza, der var dissident under kommunistregimet, og som var en af de Solidaritetsledere der blev sat fast hin 13. december 1981. Han er i alle årene siden systemskiftet gået ind for en forsoning med de gamle modstandere, altså også med de politikere fra det gamle system der i dag beklæder posterne som præsident og premierminister. For ham er det fremtiden der tæller. Hans kommentar til aftalen i Gazeta Wyborcza bar da også overskriften: Drømmen gik i opfyldelse (se link til den fulde tekst nederst).

Han står dermed i allerdybeste kontrast til Solidaritetshelten fra Gdansk, Lech Walesa, der som præsident fra 1990-1995 på beskidt vis obstruerede sine egne forsoningsvenlige regeringer, og vedblivende ville have hævn over sine gamle modstandere. Han tabte præsidentvalget mod Kwasniewski knebent i 1995, men udspillede efterhånden helt sin rolle, og fik kun sølle 1 % af stemmerne, da han var tarvelig nok til at stille op som præsidentkandidat i 2002 imod ikke alene Kwasniewski, men også den officielle kandidat fra Solidaritets eget valgforbund. Walesas reaktion på aftalen af 13.12.02. om optagelse i EU var endnu et eksempel på, at denne forhenværende helt har mistet al sund politisk sans og sidder urokkeligt fast i sin grundlæggende forestilling om et rent katolsk Polen: "Vi har betalt en høj pris i dag. Politik er et beskidt spil. De der engang trak os mod øst, trækker os nu mod vest."

Men den stærkt katolske Walesa har ikke engang paven med sig i dag. Paven har anbefalet optagelsen i EU, og den katolske kirkes primas, kardinal Jóseph Glemp, har ligeledes udtalt sig til fordel for aftalen henimod europæisk integration. Det kan blive afgørende ved den forestående folkeafstemning, hvorimod Walesas mening næppe får nogensomhelst betydning.

Men resultatet af folkeafstemningen er ikke givet på forhånd. Det er ikke alene et store flertal af bønder der er imod. Også en stor del af den øvrige befolkning er mere eller mindre uinteresserede i optagelsen; de forstår ganske enkelt ikke eller gider ikke følge med i hvad EU drejer sig om. Og desuden findes der - som altid i den slags afgørelser - folk der kan finde på at stemme imod regeringens forslag blot for at komme af med denne regering. Den står svagt, og Leszek Miller personligt er ikke nogen karismatisk leder.

Nok peger alle meningsmålinger fortsat på et flertal for optagelsen, men problemet kan blive at få tilstrækkeligt med vælgere hen til stemmeurnerne, idet der kræves mindst 50 % valgdeltagelse for at folkeafstemningen er gyldig. Som en politolog fra det polske Institute of Public Affairs, Jacek Kucharcyk, ligeud har sagt, så er det et kildent spørgsmål om folk overhovedet vil deltage i en folkeafstemning. Der skal i hvert fald massiv informationskampagne til.

Men det er demokratiets væsen. Befolkningerne må afgøre deres skæbne selv. Ikke efter inertiens lov, hvor alt blot forløber som det plejer, men efter frihedens lov, hvor man vejledt af politikere med fremsyn og overblik pejler sig ind på, hvad der er behov for i fremtiden, så man kan tage anvaret for denne fremtid.

Intet er endnu afgjort for Polens vedkommende, men det ville være mærkeligt og tragisk, om Polen efter 62-63 års længsel efter at komme tilbage til det europæiske fællesskab, og 13 års kamp for at genindføre vestligt demokrati og markedsøkonomi skulle vælge at sige nej til EU. Det kan kun folk i Vesten drømme om, hvis de er komplet ligeglade med østeuropæernes kultur og udvikling.

16. april 2003 - en stor dag for Polen og Europa

Se også artiklerne om:

Drømmen gik i opfyldelse
Den historiske EU-udvidelse
Medierne og opmødet
Mon Polen kommer med i EU?
Polens systemændring og fremtid
EU-udvidelsen ind i sidste fase