|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
REPLIK FRA JERNESALT - 7.4.10.Kan fattigdom mon true det danske samfund?Midt i vores økonomiske krise er det blevet trukket frem som en både moralsk og politisk alvorlig kendsgerning at der er blevet flere og flere fattige mennesker i vores velfærdssamfund. I de mange gode år er der også blevet flere rige, og nu hvor økonomien har været på nedtur, arbejdsløsheden har nået den kritiske grænse og statsgælden vokser og vokser, har den bedrestillede halvdel af befolkningen ovenikøbet fået skattelettelser for at blive animeret til større forbrug og dermed til at sætte mere skub i økonomien. Men nogle er gået bag af dansen. Overklassen og den middelklasse der i dag vil sige det store flertal af befolkningen har i de gode år levet i en historisk velstandsstigning der først og fremmest har fået boligmarkedet til at eksplodere i overbelåning, men også givet gode kår for private pensionsordninger, sundhedsforsikringer og arbejdsløshedsforsikringer - samt ikke at forglemme privatskoler der kan sikre at den ambitiøse middelklasses børn ikke skal dele skæbne med underklassernes børn i de folkeskoler der principielt skal være for alle og dermed også for de svage. En debattør har ligefrem talt om at middelklassen er gået helt amok i velstandsrusen og har mistet solidariteten. Men typisk for en sådan situation hævder nogle debattører at underklassen måske nok er glemt, men ikke fordi den mangler penge, men derimod fordi den mangler moral, hvilket på jævnt dansk vil sige vilje til at kæmpe for sin tilværelse. Men andre debattører svarer automatisk at det ikke er underklassen, men overklassen der mangler moral - for den interesserer sig kun for at rage til sig (med al den statsstøtte det er muligt at skaffe sig) og er ligeglad med hvor mange der overlades til bare at sejle deres egen sø. Og for at hele debatten ikke skal være løgn og fiktion, så har vi fået en ny formand for Kommunernes Landsforeningen, den fornuftige og meget kompetente borgmester i Horsens, socialdemokraten Jan Trøjborg, der foreslår at fx velstillede ældre her i landet fremover skal til at betale for de offentlige ydelser de får som fx rengøringshjælp. Men han modsiges straks helt forudsigeligt af den socialdemokratiske socialordfører i Folketinget, Mette Frederiksen, der frabeder sig brugerbetaling på ældreområdet, for det er efter hendes mening en dårlig idé at kræve betaling af nogle, men give gratis ydelser til andre. Det er en forskelsbehandling der indirekte skiller alle dem ud der skal have hjælp, og dette er igen det samme som at genindføre det gamle almissebegreb. Faktum er imidlertid at økonomien er blevet meget stram, og at der følgelig skal økonomiseres med midlerne i hele den offentlige sektor. Overalt må der ske en tilpasning til de realistiske muligheder fremover, hvis budgetterne skal hænge sammen. En vis brugerbetaling bør derfor kunne diskuteres. Og hvad angår den enkelte borger bliver det ikke så let som i de foregående syv år at klare et overforbrug og et livsstilsmæssigt vellevned på normale indtægter. Og for alle dem der kommer ud i decideret arbejdsløshed, sygdom eller uheld bliver det endda meget svært. Faktum er også at der som følge af både den generelle velstandsstigning og den efterfølgende bratte velstandsnedgang er blevet flere og flere fattige her i landet, men samtidigt gælder at det er svært at måle, fordi begrebet fattig er meget flertydigt. Nogle vil have fastsat en eksakt fattigdomsgrænse så alle der kommer under en vis årlig indkomst bliver betegnet som fattige og allerede derved bliver gjort til sociale tilfælde. Men andre advarer, fordi fattigdom i virkeligheden er et meget mere komplekst og relativt fænomen. Forstanderen for Koefoeds skole Jens Aage Bjørkøe har i en kronik (Pol. 1.4.10.) meget rigtigt påpeget, at der er gået politisk spin i debatten om fattigdom. Den har stort set drejet sig om hvorvidt vi skal have en fattigdomsgrænse eller ej og hvor den i givet fald skal gå. Vægten har ligget på de økonomiske aspekter og konsekvenser af tiltag som kontanthjælpsloft, starthjælp, 300-timers regel osv. Og holdningerne til disse tiltag afspejler naturligvis om folk holder med regeringen eller med oppositionen. Men som Bjørkøe siger, så er fattigdomsproblemet i Danmark i dag en langt mere kompleks blanding af sociale og samfundsmæssige faktorer, og han understreger at det primære problem i dag er at mange personer og grupper er ekskluderet af fællesskabet. Der kan skelnes mellem absolut fattigdom, relativ fattigdom og så 'Ny Fattigdom'. Den absolutte fattigdom er af materiel og økonomisk art. Der er tale om forhutlede mennesker der simpelthen ikke har de nødvendigste midler til livets opretholdelse. Så fattige mennesker har vi næsten ingen af i Danmark. Den relative fattigdom handler om en permanent lavindkomstsituation der bevirker at det er svært at erhverve sig det der anses for normal livsførelse, herunder fx børns deltagelse i fritidsaktiviteter og ferier eller noget så centralt i dag som det at besidde en mobiltelefon. Denne fattigdom er overvejende et psykosocialt fænomen og rammer ganske mange. Den Ny Fattigdom handler om social eksklusion i en række dimensioner i forhold til samfundets fællesskaber, først og fremmest arbejdsmarkedet. Den handler derfor om ensomhed og isolation, og den placerer mennesker ude på sidesporet. Den udstøder og marginaliserer store befolkningsgrupper og skyldes en blanding af sociokulturelle og psykosociale faktorer.  For Bjørkøe er den sidste form det altdominerende fattigdomsproblem i Danmark, fordi den er karakteriseret ved mangel på deltagelse i fællesskabet i en række dimensioner. Marginaliseringen er ikke så meget et spørgsmål om materiel nød som om mangel på socialt netværk. Følgen af den er ensomhed, manglende selvværd, begrænsede evner til at omgås andre mennesker og en generel følelse af utilstrækkelighed. Disse maginaliserede mennesker føler sig udstødte af samfundet. Særligt føles tab af en arbejdsplads grundliggende som tab af en plads i samfundet. Identitetsfornemmelsen får et knæk. Selvrespekten ryger sig en tur - med risiko for alkohol- og stofmisbrug samt kriminalitet og vold, passivitet, depressioner og flugt fra problemerne. Og vi taler vel at mærke ikke om nogle få marginaliserede mennesker, men om en stor del af befolkningen, nemlig hver femte i den erhvervsaktive alder! Det er hovedsageligt indvandrere, langvarige kontanthjælpsmodtagere og langvarigt sygemeldte, men også førtidspensionister og en del efterlønsmodtagere (altså også folk der gerne vil have et arbejde, men ikke kan få det). Med rette gør Bjørkøe derfor gældende at socialpolitikken i dag bør fokusere på integration og inklusion. Og han hævder at vi skabt et samfund uden indre sammenhængskraft i og med at store grupper ikke blot er uden arbejde, men også uden social kontakt. Ser man dette store nutidige socialproblem i velfærdssamfundets historiske perspektiv, kommer man ikke uden om at påpege to afgørende forhold: 1) velstandsstigningen gennem de sidste 50-60 år er i væsentlig grad sket gennem en effektivering og modernisering af produktionen der har indebåret en løbende dygtiggørelse af medarbejderne og en højnelse af uddannelsesniveuaet, men en samtidig overflødiggørelse af alle der ikke kunne opfylde kravene. Og 2) velfærdsudviklingen har ikke blot medført bedre uddannelse, bedre boliger, bedre sygebehandling for flertallet, men også en sygeliggørelse af de grupper der ikke har kunnet følge med og samtidigt en udvidelse af den offentlige sektor til at tage sig af dette stigende antal overflødige eller ubrugelige borgere. Allerede i 1973 kunne den socialististiske økonomiprofessor Jørgen S. Dich i sin bog om 'Den herskende klasse' påvise at der var sket en klar ændring i opfattelsen af selve humaniteten derhen at særforsorgen var blevet et kulturfænomen. Barmhjertigheden var forlængst ophørt med at være et anliggende udelukkende for private kredse og var nu blevet en klar offentlig forpligtelse, og den førte i 1950'erne og 60'erne til en kraftig udbygning af særforsorgen. Den 'klassiske' opfattelse af menneskets individuelle ansvar for sin tilpasning til samfundet erstattedes ifølge Dich af en humanitær opfattelse, der fritager de enkelte for ansvar og dermed også for de individuelle følger af manglende tilpasning, og som dermed giver plads for det offentliges ansvar og pligt til at yde hjælp på humanistisk grundlag - uden nogen betingelse om individualistisk indsats. Og pointen var, understregede Dich, at denne humanistiske ideologi ikke vokser frem af den fattige, hjælpeløse klasses økonomiske situation, men er skabt af en samfundsklasse, der ikke selv er udsat for de individualistiske, livshårde betingelser. Den må være skabt af dem der lever den betryggede tilværelse under det offentliges vinger, kort sagt af de offentligt ansatte, den nye herskende klasse! En hård påstand i 1973. Men også en advarsel som politikerne i vid udstrækning undlod at tage til følge. Det umiddelbare resultat kom med vælgeroprøret mod alle de gamle partier netop ved folketingsvalget i 1973, men det langt senere resultat foreligger nu med tunge sociale problemer som hverken de sociale myndigheder eller politikerne magter at løse. Det offentlige har eksempelvis i årevis givet livsvarig førtidspension til ganske unge mennesker der har bevaret eller kan trænes op til en vis erhvervsevne og gerne vil forblive på eller vende tilbage til arbejdsmarkedet, hvis der blev gjort plads til dem. Og hvad den statsfinansierede efterlønsordning angår, giver den ringere og ringere mening i dag hvor der i de kommende år vil blive mangel på arbejdskraft. Men den bruges i mange tilfælde negativt af arbejdsgiverne som en metode til at mobbe eller tvinge folk ud af deres job, selvom de gerne vil forblive på arbejdsmarkedet.Bjørkøe er af den mening at vi efterhånden har fået skabt et samfund uden sammenhængskraft, når så mange i realiteten er ekskluderet af det arbejdsmarked der giver den enkelte identitet, mening og socialt netværk. Men dette synspunkt kan naturligvis diskuteres. For samfundet har fortsat sammenhængskraft, hvis det store flertal er integreret i arbejds- og samfundslivet. Men unægteligt trues sammenhængskraften hvis for mange tabes - selvom ingen ønsker det. Der har hidtil været størst opmærksomhed om de indvandrere der af den ene eller anden grund - fx dårlige sprogkundskaber eller modvilje mod dansk kultur - ikke bliver ordentligt integreret i samfundet. Det nye er at gruppen af ikke-integrerede også omfatter et stigende antal indfødte danskere. Derfor er det vigtigt at komme væk fra den gamle retorik om fattigdom og begynde konsekvent at tale om den helt centrale opgave: størst mulig integration og inklusion af alle borgere i den erhvervsaktive alder. Og her tyder alt på at det er nødvendigt at skelne mellem ikke-integrerede indvandrere og ikke-integrerede etniske danskere. Det er usandsynligt at det er de samme løsninger der kan bruges i integrationsarbejdet. Men for sammenhængen i samfundet bliver det nødvendigt fremover at drage flest muligt ind i integrationen. Solidariteten med de svage og udsatte kommer nu til at stå sin prøve. Jan Jernewicz Illustration af Bente Buck - jf. Kunstblade Henvisninger: Relevante artikler på Jernesalt: Kapitel af 'Jernesalts 2009-filosofi' om Samfundet Med afsnit om bl.a.: Arbejdet som kilde til kultur Etik og politik Klassesamfund og velfærdssamfund Demokrati og sekularisering Folk og elite Dansk partipolitik Jørgen S. Dich om den herskende klasse Arbejdsmarkedsreformer udskudt (23.8.09.) Velfærdsforliget i hus (21.6.06.) Velfærdsudspillet (6.4.06.) Efterlønnen bevares i en eller anden form (20.1.06.) Er populismen elitær? (30.3.10.) Uafklaringen i Venstre om uligheden i Danmark (22.9.05.) Individ og samfund som komplementære modsætninger Liberalismen og socialismen som komplementære modsætninger Rubrikken: Replikker Forrige replik: Er den komplementære helhedsrealisme holistisk? (6.4.10.) Artikler om Danmark Artikler om Samfund Artikler om Psykologi Artikler om Eksistens Artikler om Religion Artikler om Sekularisering At læse Jernesalt Introduktion til Jernesalts filosofi Komplementaritetssynspunktet Helhedsrealismen De psykiske grundprocesser Konsistens-etikken Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven |