utils prefix normal JERNESALT - sende25tak

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.4.07.

Forår og taknemmelighed

Foråret er over os - og det fylder i hvert fald nogle af os med en taknemmelighedsfølelse der går lidt ud over den simple glæde ved at dagene er blevet længere, temperaturen er stigende og sommeren kommet nærmere.

Men taknemmelighed er i det hele taget mange ting, hvad der allerede ses af de mange forbindelser ordet tak indgår i. Ikke er alene er der noget der hedder takkeoffer og takkegudstjeneste, der er også noget der hedder takkeadresse og takkeaudiens, takkeskrivelse og takkevisit. De første ord peger på det religiøse. De sidste på konveniens og almindelighed høflighed. Bliver man kongeligt udnævnt til et embede, går man i audiens og takker majestæten for nåden. Har man mistet et familiemedlem og modtaget blomster til begravelsen, sender man fortrykte takkekort eller indrykker en annonce i avisen under 'Taksigelser'. Som regel får man også tak, hvis man sender en hilsen eller en gave i anledning af en rund dag, et bryllup eller en udnævnelse. Men det er ikke længere en given ting, for unge mennesker af i dag kerer sig ikke synderligt om takt og tone i borgerlig forstand. De går heldigvis ikke så højt op i hvad Emma Gad skrev for små hundrede år siden og fik trykt i oplag efter oplag. Det var udtryk for det man kalder 'salonkultur', og det virker på mange måder latterligt i dag. Men ungdomsoprøret 1968 gik måske lige lovligt langt til den modsatte side.

Visse bevingede ord tyder utvetydigt på, at der kan gå beregning i taknemmeligheden. Hos de fleste er den således ifølge Rochefoucauld "ikke andet end et hemmeligt ønske om at modtage endnu større velgerninger". Eller for folk der lægger vægt på rang og status er den ifølge Horace Walpole "en vågen sans for fremtidige gunstbevisninger". Diderot betragtede simpelthen taknemmelighed som en last man skulle se at slippe af med.

Men der er dog også dem der som Samuel Johnson mener at taknemmelighed er frugten af høj kultivering. Man finder den ikke blandt gemene folk, hævdede han. Den tyske 'jernkansler', den meget realpolitisk indstillede Bismarck indrømmede at man kunne have en vis tillid til taknemmeligheden fra en enevældig hersker (suveræn), og også til taknemmeligheden fra hans familie. Man kunne endog under visse omstændigheder forlade sig på den; men en nations taknemmelighed kan man aldrig forvente noget af. - Dette svarer meget godt til det gamle danske ordsprog der står skrevet på Christiansborgs vægge: Folkegunst, idel dunst. Det er en erfaring som mange politikere har måttet sande, og vel at mærke ikke blot populisterne iblandt dem. Utak er simpelthen verdens løn, hvis man skal sige det kortest og mest pessimistisk. Det har dog ikke forhindret skotterne i at hævde, at taknemmelighed bevarer gamle venskaber og avler nye.


På engelsk skelner man mellem gratitude og thankfulness. Gratitude går fortrinsvis på den almindelige eller konventionelle taknemmelighed som man gør klogt i ikke at forsømme, hvis man vil frem i verden og stå sig godt med sine medmennesker. Thankfulness er derimod af en lidt højere eller ædlere art. Den kommer under alle omstændigheder fra hjertet og kan rette sig mod de højere magter, forsynet eller hvad man nu måtte kalde de instanser der står over os og som ikke kan snydes med gustne overlæg eller ydre underdanighed.

Bordbønner er normalt stilet til de højere magter. Den kendteste er nok Johann Horns fromme og ligefremme bøn fra 1544: "I Jesu navn går vi til bord, at spise, drikke på hans ord, dig Gud til ære, os til gavn, så får vi mad i Jesu navn." - Der er gået ritual i skikken, så de der overhovedet bruger bordbønner, holder sig til en enkelt fast indarbejdet bøn. Men vil man have variation kan man finde et udvalg af bordbønner i salmebogen - ligesom Lohses Forlag i sin tid har udgivet et lille hæfte med ikke mindre end 57 muligheder. En af de ufrivilligt komiske er nordmanden dr. Heimbæks, der lyder: "Somme kan spise; men har ikke mad, andre har mad; men kan ikke spise. Vi har mad, og vi kan spise, derfor vil vi glade dig takke og prise!" - Jeg har ladet mig fortælle at den blev brugt af biskoppen i min barndomsby Viborg helt op i 1940'erne. Men han var nu også trods sit embede en enfoldig mand.

I videre forstand har den kristne kirke såvel som jødedommen fra gammel tid brugt takkesalmer, -ofre, -gudstjenester. Kendtest er stadigvæk først og fremmest Davids sprogligt prægnante salmer, som teologerne inddeler i kategorier som klagesalmer og takkesalmer, der igen hver for sig kan være personlige eller kollektive. De hænger oprindeligt nøje sammen med kulten, og skal altså primært forstås som kollektivets henvendelse til de højere magter om forhold der går det på - og tak for overvindelse af lidelser og fortvivlelse. Der er tale om en rituel genoplevelse af urbegivenheder og derigennen genoprettelse af meningsfuld orden.

Som eksempel skal salme 66 citeres:

Bryd ud i jubel for Gud,
al jorden, lovsyng hans navns ære,
syng ham en herlig lovsang,
sig til Gud: "Hvor forfærdelige er dine gerninger!
For din vældige styrkes skyld logrer fjenderne for dig,
al jorden tilbeder dig,
de lovsynger dig, lovsynger dit navn."

Eller fra nr. 67:

Gud være os nådig og velsigne os,
han lade sit ansigt lyse over os,
for at din vej må kendes på jorden,
din frelse blandt alle folk.
Folkeslag skal takke dig, Gud, alle folkeslag takke dig;
folkefærd skal glædes og juble,
thi med retfærd dømmer du folkeslag,
leder folkefærd på jorden.

I den danske salmebog har lovsangene et særligt, første afsnit, og det kan ikke undre at Grundtvig også står stærkt i dette afsnit, for om nogen forstod han det mytiske og kultiske lag i takken og lovsangen til Gud. Hans forståelse gik så dybt, at han kunne trække direkte på den kollektive føling med det guddommelige i alle hjertets anliggender. Heraf salmer som "Guds menighed, syng for vor skaber i løn", "Lovsynger Herren, min mund og mit indre" og "Alt hvad som fuglevinger fik". Kendtest dog nok:

Giv mig, Gud, en salmetunge,
så for dig jeg ret kan sjunge,
højt og lydelig,
så jeg føle kan med glæde,
sødt det er om dig at kvæde
uden skrømt og svig!

Som det fremgår har Grundtvig fuldstændigt fat på det centrale, at den taknemmelighed der kommer fra hjertet bryder ud i lovsang.


Fra det 4. århundrede stammer den såkaldte ambrosianske lovsang der på latin hedder 'Te Deum', og som blev oversat til tysk af Luther i 1529 og til dansk af Grundtvig i 1836. Første vers lyder på dansk:

"O store Gud! vi love dig
af hjertens grund evindelig!
I nåde ser du til os ned,
og evig er din miskundhed.

Teksten er sat i musik to gange af Händel (foranlediget af storpolitiske fredsaftaler 1713 og 1743), og en gang af bl.a. Haydn og Bruckner. Sidstnævntes værk fra 1884 er betegnet som en stærkt henvendelse direkte til det hellige selv, til Numen selv, men Bruckner har alligevel formået at give værket en folkelig appel der adskiller sig ret markant fra hans øvrige værker.


Går vi uden for kirkemusikken og kirkens regi finder vi to så forskellige værker som Wagners opera 'Parsifal' og Stravinskijs ballet 'Sacre du Printemps', der begge rummer en stærk hyldest til foråret og forårets komme.

Wagners Parsifal fra 1882 fik et så ejendommeligt 'kristeligt' præg at det forargede Nietzsche så dybt, at han afbrød forbindelse til sin ellers højt beundrede ven. Operaen, der af Wagner selv blev betegnet som et 'Bühnenweihfestspiel' (et scenisk indvielsesfestspil) til det nye festspilhus i Bayreuth, handler om den hellige Gral og ridderkredsen omkring den. Gralskongen Amfortas er dødeligt såret af et spyd som hans fjende Klingsor har røvet fra Gralsborgen og slynget mod ham. Spydet er det mytiske spyd en soldat stak i siden på Kristus på korset, og Gralen er den mytiske skål blodet blev opsamlet i. Amfortas' sår kan kun læges hvis spydet bringes tilbage af et rent og uskyldigt (dvs seksuelt uskyldigt) menneske. Og en sådan er naturmennesket Parsifal, der modstår fristelsen fra den kvinde der forførte Amfortas, og nu bringer spydet tilbage, bliver indviet af gralsridder-oldingen Gurnemanz, og til sidst heler Amfortas' sår med det hellige spyd. Vendepunktet i sidste akt sker da Parsifal døber den kvinde der har prøvet at forføre ham. Underet sket: vinteren afløses af foråret, og dette på selve lidelsens dag, Langfredag. Derfor synger Gurnemanz om 'Karfreitagszauber', da forårets blomster myldrer frem og får hele engen til at smile.

Scenen er umådelig vigtig for forståelsen af værket, for dens musik udsprang af Wagners egen oplevelse af forårets komme på en Langfredag i 1857, hvor han undfangede ideen til operaen. Den er følgelig også vigtig at formidle på teatret, hvis det er overhovedet muligt. Det skete i Harry Kupfer's udgave af operaen på Det kongelige Teater i 1970'erne. Et kæmpestort vintergråt tæppe på scenegulvet blev simpelhen trukket stille og roligt bort for at give plads for et grønt tæppe med gule forårsblomster. Det var et betagende syn til den utroligt smukke og højtidelige musik.

Stravinskijs ballet Sacre du Printemps fra 1913 er unægteligt af helt anden art, da den handler om et hedensk våroffer: en ung pige ofres til guderne ved at blive danset til døde. Musik og dans lader os ikke i tvivl om den kollektive besættelse, men Stravinskijs medfølelse gælder ikke offeret, men identifikationen med myten: døden som forudsætning for livet. Naturens cyklus er nødvendig. Døden og dermed ofringen er betingelsen for livets genskabelse. Komponisten skal derfor have foretrukket at få det franske 'sacre' oversat til 'coronation' frem for 'rite' i den engelske titel. - Værket blev banebrydende både for den moderne musik og ballets udvikling, men vakte naturligvis forargelse da det blev opført. I dag hører det til det gængse ballet- og koncertrepertoire, både fordi det er medrivende for moderne sind og samtidigt på mytisk vis genskaber liv og forår, og altså i gammeldags forstand er en lovsang til skaberen gennem musik og dans.


Det ligger selvfølgelig ligefor i vore temmelig materialistiske eller éndimensionale dage at spørge hvad den slags overhovedet skal gøre godt for. Kun de færreste forbinder noget med begreber som 'skaber' eller 'skabelse'. Alt hvad vi får af mad og drikke, tøj og oplevelser, omsorg og hjælp, har vi selv gjort os fortjent til gennem vort arbejde, vort slid og slæb. Og selv de der ikke gider arbejde (hvis man må være så politisk ukorrekt at antyde at sådanne findes) har juridisk krav på hjælp. At rette en tak mod højere magter, Gud eller forsynet, er temmelig naivt. Og i hvert fald beviser sådanne besynderligheder intet om eksistensen af højere magter.

Det sidste er i hvert fald ubestrideligt, men når nogle af os alligevel ikke kan lade være med at rette vores taknemmelighed - fx over forårets årlige tilbagevenden eller mere alment over naturen, livet, fællesskabet, samfundet og sproget vi har fået forærende - mod højere magter skyldes det ganske enkelt de psykiske primærprocesser og eksistensen af det kollektivt ubevidste. Logiske sondringer og slutninger er suspenderet til fordel for den direkte oplevelse af eller føling med de store skabende kræfter i tilværelsen som er grundlaget for alt. Taknemmeligheden eller lovsangen er hjertets spontane reaktion på alt det gode der strømmer imod os som gaver. Gaverne, skabelsen og skaberen er ikke teoretiske, konstruerede størrelser, men størrelser der er givne med selve det sprog der trækker på følingen med den hele virkelighed.

Såre simpelt for enfoldige mennesker. Ikke mindst ved forårstid.

Peer Sendemand


Fotoene er alle taget med digitalkamera af Bente Buck - jf. Kunstblade


Henvisninger:

Peer Sendemands rubrik: Klik


De psykiske grundprocesser
Myte, ord og billede
Mytologi
Jul, mytologi og teologi
Grundtvig som mytisk kristen og profet


Artikler om religion
Artikler om eksistens
Introduktion til Jernesalts filosofi


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal