|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
||||||||||||
|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.6.02Polens systemændring og fremtidOvergangen august 1989 fra et socialistisk centralstyret, nationaløkonomisk regime til et frit, demokratisk og markedsøkonomisk styre endnu før Berlinmurens fald (9.11.89) og kommunismens definitive kollaps i Sovjetunionen dec. 1991 hører til historiens smukkeste eksempler på, at en revolution kan være fredelig. For en revolution var der tale om - ligesom ved det brutale systemskifte i 1945 den anden vej: Polakkerne gik over til et system som var komplet uforeneligt med det gamle både i økonomisk og politisk henseende.En gradvis overgang fra det ene system til det andet via en række større eller mindre reformer var ikke mulig. Skridtet måtte tages fuldtud, ja egentlig må man snarere kaldet det et spring ud i det uvisse. Og selvom de polske ledere vidste uendeligt meget om, hvor man ville hen, nemlig til en vestlig markedsøkonomi og et vestligt demokrati, og selvom de også havde grundigt kendskab til hvilke mekanismer der skulle gøres brug af, så gik vejen gennem nogle år med så stor usikkerhed - for ikke at sige kaos i betydningen meget åbne muligheder - at det må betegnes som lidt af et mirakel, at det gik så godt som det faktisk gjorde. Polen er i dag et stabilt demokrati med en markedsøkonomi der går den rigtige vej. Polen er forlængst blevet medlem af Nato og forventes optaget i EU om nogle få år og er dermed endegyldigt blevet vestligt. Problemerne er der nok af på næsten alle fronter, men de kan tackles og bliver tacklet på normal vestlig måde med bred enighed om både mål og midler og med stor dygtighed af såvel politikere og embedsmænd som erhvervsfolk. Håbet for fremtiden er stort og berettiget for den unge generation. Naturligvis var der ganske bestemte gunstige forudsætninger for denne fredelige overgang eller ‘transition', som det hedder i økonomers og politologers sprog. De generelle forudsætninger For det første var det kommunistiske system i Sovjetunionen og Østeuropa generelt kørt i sænk. Nationalisering af alle produktionsmidler og planøkonomisk styring af hele produktionen betyder alt andet lige, at virksomhedernes beslutningstagere bliver ligeglade med den samfundsøkonomiske effekt af deres virksomheders drift. Der er intet incitament for at minimere omkostningerne; tværtimod spekuleres der koldt og kynisk i maksimering. Der sløses med arbejdskraften, eftersom alle er garanteret arbejde, og det følgelig er underordnet om alle bestiller noget. De sande produktionsomkostninger fortoner sig i det blå. Eneste kriterium er opfyldelse af de påtvungne planer - og da al planlægning sker i fysiske mængder, bliver kvantitet overalt vigtigere end kvalitet. Da der ydermere - med undtagelse af det militære isenkram - politisk satses ensidigt på opbygning af sværindustri, der jo ifølge den forsimplede leninistiske teori er basis for alt andet, uanset om dette andet er der eller ej, så bliver der mangel på almindelige forbrugsvarer. Og ironisk nok sker der en ufrivillig opsparing, det økonomer kalder ‘monetært overhæng': folk har ikke noget at bruge deres penge til og kan end ikke investere dem i produktion der kunne afhjælpe varemanglen, så de gemmes bare i syltetøjsglassene. Den gennemførte politiske kontrol med alt og alle via partiapparatet og det hemmelige politi bremser ethvert sundt og normalt initiativ. Folk skal nok lade være med at foretage sig noget de ikke udtrykkeligt har fået ordre til. Stordriften fører til kæmpevirksomheder der er ude af stand til at omstille sig. Og teknologien - udover den militære - stagnerer. Tvangskollektiviseringen af landbruget gjorde landbrugssektoren i Sovjetunionen til et kronisk problem - trods enorme arealer af god jord. Landbruget der ved systemets sammenbrud beskæftigede omkring 11 % af befolkningen (mod Danmarks 2 %) kunne knap dække det nødvendige fødevareforbrug (hvor Danmark var i stand til at eksportere 2/3 af sin produktion). Så alt i alt brast ikke alene illusionen om at kunne indhente den vestlige verdens økonomi og vækst, men ethvert håb om blot at få det til at løbe rundt. De yngre og midaldrende ledere med reformatoren Gorbatjof i spidsen kunne efterhånden se, at det ikke kunne fortsætte i længden, men i hvert fald Gorbatjof selv troede lige til det sidste, at det var muligt at reformere sig ud af krisen gennem ‘glasnost' og ‘perestrojka'og dermed også redde systemet. Han ville trods alt ikke erkende, at det kommunistiske system havde en determinerende indbygget fejl i selve den modsætning, at man ville indføre det ideelle samfund gennem magt, tvang og kontrol, altså nå friheden ved at gøre folk mere og mere ufrie. De specielle polske forhold Men for det andet var der for Polens vedkommende specielle forhold der gjorde, at vejen her kunne blive en helt anden end i Rusland. I Polen hadede man russerne og det russerne stod for af et godt hjerte. Et polsk drama fra midten af 1800-tallet måtte i 1970'erne tages af plakaten umiddelbart efter premieren på det førende teater i Krakow, da publikum frydede sig uhæmmet over dets kritiske bemærkninger mod russerne. Russerne opfattes af mange polakker som asiatiske barbarer (ligesom tyskerne i sin tid opfattede polakkerne som slaviske barbarer). Rusland eller Sovjetunionen omtaltes blandt andet af en kender af det sovjetiske system, journalisten Ryszard Kapuczinski, simpelthen som ‘Imperiet'. Deres litteratur og musik kan være god nok, men deres forhold til naboerne er hensynsløst imperialistisk. Polakkerne har i nyere tid altid følt, at de tilhørte den vestlige verden og betragtede det derfor som en stor befrielse at slippe for diktater fra Moskva. Efter alt at dømme har selv en mand som Jaruzelski til sidste følt det som en belastning at skulle stå til regnskab over for Moskva for alt hvad han foretog sig eller ikke foretog sig - og i realiteten var han lige til omkring 89 bundet på hænder og fødder af hensynet til Moskva. Som i Tjekkoslovakiet og Ungarn kom der i 89/90 en bølge af begejstring ved befrielsen, og selv om den slags aldrig holder længe (den er helt og holdent bygget på de intense, men meget ustabile føle-tanke-kvanter som kendetegner de primære psykiske processer), så var den virkningsfuld nok til at sikre de nye ledere en chance for en decideret chokterapi. Og den udnyttedes i Polen med Balcerowicz-planen for indførelse af markedsøkonomi. Hertil kom dog - ikke uvæsentligt - at de kommunistiske ledere med præsident og general Jaruzelski i spidsen var kloge nok til i tide at indlede forhandlinger med den stadig stærkere og ubøjelige folkelige og religiøse opposition under Solidaritetslederen Lech Walesas lederskab. De indbød til såkaldte rundbordsamtaler i jan-april 1989, hvor parterne sluttede aftaler om bl.a. legalisering af Solidaritet og delvis frie valg i juni måned. Aftalen sikrede på forhånd det kommunistiske parti 60 % af pladserne i Sejmen (det polske parlaments førstekammer), men valget til senatet var helt frit. Og resultatet var ikke til at tage fejl af: Oppositionen vandt samtlige pladser i senatet og alle de mulige pladser i Sejmen! Der dannedes en koalitionsregering af de gamle magthavere (fra Demokraterne og Bondepartiet) og Solidaritetsfolkene, og den moderate og forsonlige Solidaritetsmand og katolik Tadeusz Mazowiecki (f. 1927) blev premierminister. Solidaritet besatte også udenrigsministerposten (Skubiszewski), finansministerposten (Balcerowicz) og arbejdsministerposten (systemkritikeren Jacek Kuron). General Jaruzelski (f. 1923), der af det nye parlament valgtes til præsident for den nye republik, respekterede i enhver henseende valgresultatet og den nye regering, og han trak sig allerede året efter tilbage, så der kunne udskrives et frit præsidentvalg i december 1990. Det blev ikke overraskende vundet af Lech Walesa (f. 1943), der stillede op mod Tadeusz Mazowiecki - eller omvendt, for der var mange Solidaritetsfolk der tvivlede på Walesas evner som statsmand og hellere så en forsonlig mand som præsident. Frie valg Det første helt frie parlamentsvalg fandt sted 27. okt. 1991 og blev vundet af de ikke-kommunistiske partier med Mazowieckis ‘Demokratiske Union' i spidsen. På grund af manglen på en rimelig spærregrænse blev resultatet forfærdeligt rodet med ikke mindre end 28 forskellige partier. Blandt andet fik De Polske Øl-Venners Parti (PPPP - øl hedder piwo og ven przyjaciel på polsk) 16 mandater. Det kunne nok gøre visse Farum-politikere helt misundelige. Men var altså en joke ligesom Jacob Haugaards berømte Sammenslutning af Bevidst Arbejdssky Elementer der i 1994 skaffede ham et mandat i Folketinget. Den slags må man bøje hatten for - selvom resultatet næppe vil kunne spores i historien. Overgangen til normalt parlamentarisk styre var altså fuldbyrdet - og de største politiske vanskeligheder lå nu i Lech Walesas ustandselige magtkamp med parlament og regering. Han ønskede et stærkt præsidentembede a la det franske eller amerikanske og modarbejdede i vid udstrækning den lovligt valgte regering og dermed sine egne tidligere kampfæller. Men Jaruzelski blev trods sine meriter i 1981 påskønnet på 10-års dagen for udnævelsen af den første ikke-kommunistiske regeringschef siden krigen for sin uforbeholdne støtte til det parlamentarisk system. Premierminister Jerzy Buzek og præsident Kwasniewski inviterede ham med til højtideligheden på slotspladsen i Warszawa i erkendelsen af hans rolle for den fredelige overgang. Lech Walesa derimod udeblev; han ville hverken møde dødsfjenden fra krigsretstilstanden i 1981 eller overmanden fra præsidentvalget i 1995. Balcerowicz-planen Som nævnt valgte den nye ledelse i Polen fra første færd en økonomisk chokterapi, som blev gennemført med sikker hånd af den liberale økonomon Leszek Balcerowicz (f. 1947), der tilhørte samme fraktion af Solidaritet som Mazowiecki. Han havde rådført sig godt og grundigt med den dengang ganske unge Harvard-økonomiprofessor Jeffrey Sachs, der var noget af et nationaløkonomisk vidunderbarn og havde en fabelagtigt evne til at tilegne sig store datamængder og bevare overblikket over dem - og derfor var en glimrende sparringspartner for folk som Balcerowicz. Balcerowicz-planen trådte i kraft den 1. januar 1990 og havde følgende hovedelementer: 1) Finans- og pengepolitisk stramning for at standse inflationen. I modsætning til Sovjetunionen havde Polen mange almindelige skatter, så en stramning var teknisk mulig. Kun 2/3 af økonomien var planøkonomi. 2) Overgang til frihandel og markedsbestemt prisfastsættelse. Afskaffelse af planlægning og beskyttelse af private kontrakter og handel. (Love fra 1934 genindførtes med få rettelser!) 3) Privatisering af produktionsmidlerne, navnlig små og mellemstore virksomheder, men fra juli 1990 også 500 store, der blev sat på ‘vouchers' (beviser der kan købes aktier for) og som blev uddelt til de ansatte i virksomhederne. 4) Sociale kompensationer - via arbejdsløshedsforsikring og særlige programmer for udsatte grupper. 5) Lån fra Vesten.  Balcerowicz i Grzegorz Szumowskis karikatur Men altså transitionen lykkedes. I første omgang dykkede både bruttonationalproduktet og forbruget, men inflationen for årene 1988-92 der er blevet opgjort til 8000 procent eller det 80-dobbelte kom under kontrol. Til sidst var en pengeombytning nødvendig: man skar fire nuller af alle beløb. Fra 1993 har Polen haft en stabil vækst. Privatforbruget pr. indbygger er i snit 50 % større i dag end det var i 1989, men det er naturligvis ikke jævnt fordelt.. Politisk stabilitet Politisk er der også stabilitet, fordi langt de fleste politikere er enige om endemålet. Det får ikke afgørende indflydelse på udviklingen om det ene eller andet parti eller den ene eller anden koalition sidder ved magten. Et polsk parlament er stadig lidt af en ‘polsk rigsdag' i betydningen et parlament, hvor talelysten er uendelig stor, men hvor beslutningsevnen langt fra er proportional med talestrømmen. Men intet medlem kan dog nedlægge veto mod flertallets beslutninger, således som det var tilfældet i adelstiden for flere hundrede år siden, da udtrykket ‘polsk rigsdag' opstod. De første fem år efter overgangen var præget af ‘italienske tilstande' med regeringsskifte med korte mellemrum. Lech Walesa gjorde sit til at obstruere regeringscheferne efter tur, men efterfølgeren, ny-socialdemokraten Aleksander Kwasniewski (f. 1940 og sportsminister under Jaruzelski) har en stor del af æren for, at det parlamentariske system nu virker efter hensigten. Han blev da også genvalgt med klar majoritet i første runde af præsidentvalget oktober 2000, hvor han med held førte sig frem på plakater og i taler som en præsident for hele Polen.  Den flotte plakat for Kwasniewski ved præsidentvalget 2000. Polen skulle være 'et hjem for alt polsk'. Parlamentsvalget 17.10.97. gav sikker sejr til Valgforbundet af Solidaritetsfraktioner, og den nye premierminister Jerzy Buzek (f. 1940 og kemiingeniør af uddannelse) skulle vise sig som en overraskende god ‘konstruktor' der på trods af store interne stridigheder og mange udskiftninger af ministre holdt koalitionen sammen i næsten fire år. Og selvom parlamentsvalget i 23. september 2001 vendte op og ned på partisystemet, så har det ikke ændret den politiske stabilitet. Den interne strid i Solidaritetsbevægelsen, der omfattede Walesas eget forsøg på at underminiere bevægelsens parlamentariske leder, Marian Krzaklewski, ved præsidentvalget, ødelagde ikke alene dens chance for at bevare regeringsmagten, men sendte den helt ud af Sejmen tillige med søster-partiet Unio Wolnosci (Mazowieckis ‘Frihedsunion'). Ny-socialdemokraterne (SLD) med den lidt farveløse Leszek Miller i spidsen fik med 41 % af stemmerne næsten absolut flertal i Sejmen (216 af de 460 pladser), men måtte altså alliere sig med det gamle bondeparti (PSL) under Kalinowski, der med knap 9 % af stemmerne fik 42 mandater, for at sikre sig regeringsmagten. Næststørste parti blev Borgerlisten (Platforma Obywatelska), der fik sit gennembrud ved præsidentvalget året før med den tidligere udenrigsminister Andrzej Olechowski (f. 1947) som kandidat, opnåede 12,68 % af stemmerne og 65 mandater. Det blev under valgkampen støttet af flere kulturpersonligheder, der dermed markerede at de ønskede en tredje vej, en vej mellem gammelkommunisterne og gammelkatolikkerne om man så må sige. Tredjestørste parti blev overraskende nok Leppers oprørske og EU-fjendtlige bondeparti, Samoobrona (Selvforsvarspartiet), med 10, 2 % og 53 mandater. To andre nye partier blev pænt repræsenteret: PIS (Prawa i Sprawiedliwosc, Ret og Retfærdighed) fik 9,5 % (44) og LPR (Liga Polskich Rodzin..., Liga af polske familier, et stærkt nationalistisk og EU-skeptisk parti) opnåede 7 % (38). Det tyske mindretal er på forhånd sikret to pladser i Sejmen uanset stemmeandel. Trods uenighed om mange detailspørgsmål og trods to partiers modstand mod tilslutningen til EU, så er der tale om samme kamp om midten, som vi er fortrolige med i Nord- og Vesteuropa, og hvis omdrejningspunkt ganske naturligt er den moderne blandingsøkonomi. Den betragter alle med rette som forudsætningen for både økonomisk vækst, velordnet demokrati og velfærd. Vesteuropa hører som USA, Japan og enkelte andre lande til den gruppe af ‘RDB-lande', dvs. Rige Demokratiske Blandingsøkonomi-lande, som Polen og de andre ansøgerlande gerne vil tilhøre. Nationalismen Nationalismen er stærk i Polen som i de øvrige Øst-lande efter kommunismens sammenbrud. Landene har været undertrykte så længe, at understregningen af egen national og folkelig identitet er vigtig for dem. Det førte til borgerkrig på Balkan, og har også ført til spaltning af Tjekkoslovakiet i to stater, men for Polens vedkommende gælder, at landet i dag etnisk set er utroligt homogent. Det har et meget beskedent tysk mindretal, ganske få zigøjnere - og ganske få overlevende jøder. Men endnu ved præsidentvalget i 1995 undslog Lech Walesa sig ikke for at pointere, at han var ‘ren' polak! Nationalismen i Polen er stærkt forbundet med den katolske kirke, den magt- og åndsfaktor, som var for stærk for kommunisterne, og hvis uovervindelighed general Jaruzelski forgæves forsøgte at overbevise kammeraterne i Moskva om. Derovre havde man fået bugt med kirken, og man forstod ikke at det ikke også kunne lade sig gøre i Polen. Men med friheden er der trods alt også kommet et løsere bånd mellem folk og kirke. Flertallet af befolkningen er stadig praktiserende katolikker, og pave Johannes Paul II, hvis betydning for Solidaritetsbevægelsens sejr og kommunismens sammenbrud ikke kan undervurderes, er stadig et usvigeligt sikkert samlingspunkt, når han er på besøg i landet, men både det politiske og det kulturelle liv kan nu gå sine egne mere eller mindre sekulære veje - til både kirkens og pavens fortrydelse. Det var dog et mærkeligt syn ved pave-besøgene mellem 1997 og 2001, at de første tre personer han hilste på ved ankomsten til Polen var en ateistisk præsident, en protestantisk premierminister og en jødisk udenrigsminister (hhv. Kwasniewski, Buzek og Geremek). Paven har ved flere lejligheder efter Polens befrielse anket over det moralske forfald der efter hans mening lå i fokuseringen på materielle goder. For den liberale økonomi gav jo unægteligt også råderum for alskens initiativer af sommetider lyssky karakter. Det er blevet emne for flere film fra 1990'erne, herunder den sidste film Kieslowski nåede at indspille, ‘Hvid' fra ‘Tre farver'. Men også for Krzysztof Zanussis 'Uskreven lov'. Det er et uundgåeligt træk ved en systemændring, der har til formål at gøre op med kontrolsystemer og derfor må gennem faser af ‘frihed' eller ‘kaos', hvor det civile samfunds normale lov og orden ikke er på plads og mulighederne for lidt for private initiativer derfor er for store. Men sandheden er, at kriminalitet og korruption i Polen ikke er ret meget større end i vestlige lande som Danmark. Den polske befolkning - som iøvrigt også den russiske - lever til dagligt i samme tryghed som vi gør. Det er medierne - og især vestlige medier, der blæser den faktisk forekomne kriminalitet og korruption større op end den er. Det er også medierne der skaber billedet af miljøforurening i stor stil i østlandene. Den er der, og den var et direkte resultat af planøkonomiens abstraheren fra kvalitet og langsigtet bæredygtighed. Men den er koncentreret om lokale enklaver, og er ikke værre end at den kan ryddes op som i Ruhrområdet med relativt beskedne andele af bruttonationalproduktet. Martin Paldam påpeger med rette, at den danske hjælp til Polen i form af miljøbistand er besynderlig. Polakkerne fatter den ikke; den er ren dansk indenrigspolitik! Arbejdsløsheden i Polen er et betydeligt problem, bl.a. fordi de beskæftigelsesgarantier der fulgte med de oprindelige privatiseringsaftaler var tidsbegrænsede og efterhånden er udløbet. Men dels er der nu arbejdsløshedsunderstøttelse til de ramte, dels og navnlig er der så megen vækst, at der til stadighed skabes nye beskæftigelsesmuligheder. Inflationen er stadig et problem, selvom den er under kontrol. Men den er for stor i forhold til standarden i EU og de skiftende polske regeringer har hidtil holdt på en fast valutakurs. Martin Paldam vurderer, at underskuddet på handelsbalancen efterhånden gør en devaluering sandsynlig, men denne udvej er heller ikke heldig i EU-sammenhæng. Problembarnet: Landbruget Det helt store problem er imidlertid landbruget, og da de eksisterende EU-lande stadig ikke kan blive enige om en reform af deres egne landbrugsordninger, bliver spørgsmået uden tvivl den allerstørste hurdle ved de afsluttende optagelsesforhandligner under det danske formandsskab det næste halvår. Det polske landbrug er som helhed tilbagestående og ineffektivt. Det er splittet op i alt for mange og alt for små brug. Det beskæftiger alt for mange mennesker i forhold til produktionen. Men det har energiske forkæmpere i omtalte Lepper og hans parti. Bønderne har i mange år gjort flittigt brug af mere eller mindre ulovlige politiske aktioner som at standse trafikken ved vejknudepunkter med traktorer eller tømme tonsvis af korn fra jernbanewaggoner ud på skinnerne. Aktionerne har kostet Lepper en mindre fængselsstraf, men ikke gjort ham mindre populær i landbrugskredse, og hans sprogbrug i parlamentet er alt andet end høvisk. Han blev stemt ud som næstformand i Sejmen efter at han i en tale havde kaldt præsidenten en bandit, udenrigsminister Cimoszewicz for en lort og politikerne i almindelighed for idioter. Bønderne kan dog trods alt ikke alene blokere for Polens optagelse i EU, men med årene er den oprindelige begejstring for tanken om medlemsskab af EU kølnet en del i befolkningen som helhed, så bøndernes lod i vægtskålen er i sidste ende ikke uden betydning. Det hører til EU-egoismens største synder, at medlemslandene ikke var store nok til at sørge for en lige så hurtig optagelse af de interesserede østlande som Nato var på det forsvars- og sikkerhedspolitiske område. Der er vitterligt store og relle interessemodsætninger mellem de rige EU-lande, hvortil Danmark hører, og de mindre rige, navnlig sydeuropæiske lande. Og en afgørelse af EU's landbrugspolitik er udelukket på denne side af Forbundsdagsvalget i Tyskland til september, så formentlige skal de afgørende problemer med de nye lande løses gennem overgangsordninger. Hele problematikken omkring nye regler for kommission og regeringsråde skal blot lige nævnes som en anden stor hurdle, regeringscheferne bliver ved at gå uden om. Den sociale kapital En særlig forudsætning for Polens heldige og fredelige overgang til et nyt økonomisk og politisk system er selve fonden af ‘social kapital'. Begrebet er ifølge Martin Paldams fortrinlige bog om ‘Udviklingen i Rusland, Polen og Baltikum' (Aarhus Universitetsforlag 2002) et forholdsvist nyt og derfor endnu ikke afklaret begreb i økonomien, og det har til formål at give økonomer og politologer et videnskabeligt værktøj i hænde til analyse af fx transition ved siden af begreber som ‘fysisk kapital' (produktionsmidler) og ‘human kapital' (uddannelse). Social kapital handler om tre nært beslægtede fænomener som samarbejde, tillid og netværk, og det er naturligvis en indlysende sandhed, at disse tre ting betyder noget i alle menneskelige sammenhænge, og derfor også i produktion og politik. Men den kan være både en god produktiv ressource og en dårlig konservativ faktor, fx er også Janteloven udtryk for social kapital, og et af de steder hvor der ifølge Paldam er mest social kapital er såmænd i Hells Angels, så man skal altså ikke tro, den er en entydig positiv størrelse. Videnskabsteoretisk er det et problem at finde ud af, hvordan den sociale kapital i et samfund skabes og ‘opsamles'. Men generelt synes at gælde, hvad vi måske nok vidste i forvejen, men ikke har fået dokumenteret, at god regeringsførelse i et land fremmer folks lyst og vilje til at samarbejde og overholde aftaler.Og god regeringsførelse vil ganske enkelt sige lov og orden, klare og forståelige love, lav korruption og lav inflation. Derfor er der med Paldams ord også god grund til at antage, at totalitære diktaturer direkte ødelægger den sociale kapital i et land totalt eller næsten totalt, for totale diktaturer stræber efter total kontrol med alt og alle og frygter og forfølger organisationer og netværk uden for denne kontrol. Grelt eksempel i dagens Kina er forfølgelsen af Falun Gong-bevægelsen. Det er altså ikke længere uforståeligt efter moderne økonomisk teori, at gode menneskelige relationer er afgørende for et samfunds demokratiske opbygning Ser man på konkrete forsøg på målinger af den sociale kapital i Polen - og de skal som alle målinger af den slags tages med forbehold - er det trods alt ret sigende, at mens 80 % af den danske befolkning har stor eller nogen tillid til samfundets institutioner, så gælder det kun ca. 40 % af den polske befolkning. Politiet har dog over 50 % af polakkerne tillid til. Den relativt lave tillid til samfundets institutioner har klar sammenhæng med den relativt lave deltagelse i de offentlige valg i disse lande. I Polen var stemmeprocenten ved parlamentsvalget i 2001 kun 46,2 %. Generelt er der virkelig noget at indhente efter mange års undertrykkelse, selvom Polen adskiller sig markant i positiv retning fra Rusland og de baltiske lande. Men om den sociale kapital gælder også, at det er en faktor der kun ændrer sig meget langsomt. Der skal altid tid til at opbygge tillid, hvorimod det kan gå utroligt hurtigt med at nedbryde den. Polen og EU Der kan ikke herske tvivl om, at Polen er på rette vej og vil have stor fordel af at blive optaget i EU - politisk, økonomisk og hvad angår den sociale kapital. Polen har brug for EU, men som EU's kommissær for udvidelsen, hollænderen Günter Verheugen, har sagt, så gælder det også, at EU har brug for Polen. Men det er når der tænkes langt, ideelt og visionært. De hårde kortsigtede økonomiske interesser giver store vanskeligheder på begge sider. Og derfor er der grund til at notere sig, hvad den polske EU-analytiker Jacek Saruysz-Wolski sagde på en konference i København fredag den 14. maj at tiltrædelsesforhandlingerne af begge sider skal oprigtigt opleves som givende og fordelagtige. Det er tvingende nødvendigt med den voksende anti-europæiske opposition i Polen og med den relativt lave folkelige støtte der er i dag. Han nævnte, at næsten 80 % af den polske befolkning i dag savner tillid til de polske EU-forhandlere, og at det altså ikke er nok at nå frem til en tiltrædelsestraktat, som kun den polske elite kan acceptere. Statsminister Anders Fogh Rasmussen forstod budskabet. Hvad der bliver forhandlingsresultatet under det danske formandsskab kan blive afgørende for fremtiden. Hvis fx Polen ikke kommer med i første omgang, er der ingen garanti for at de nogensinde kommer med. Læs også artiklen: Mon Polen kommer med? (23.11.02.) Til toppen Til forside Printversion |