utils prefix normal JERNESALT - Paven og Polen

ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.8.02

Paven og Polen

Pave Johannes Paul 2. har for niende gang været på officielt besøg i sit hjemland Polen, nærmere betegnet i Krakow og omegn, som han også besøgte på den store Polens-turné i 1999. Men dengang blev han syg netop de dage han var i Krakow og var ude af stand til at deltage i messerne. Det var naturligvis en stor skuffelse for de mange tusinde mennesker der havde håbet på at se ham, og derfor blev han her i foråret under en audiens i Vatikanet geninviteret til Krakow af Polens præsident Alexander Kwasniewski.

Den gamle og stærkt svækkede pave sagde ja og kunne gennemføre turen i dagene 16.-19. august under fuld honnør fra hele det politiske establishment og hele det katolske kleresi samt omkring 3-4 mio almindelige polske katolikker. Og denne gang var vejrguderene med paven og værterne,. Besøget blev gennemført i strålende solskin i stærkt kontrast til det regnfulde vejr i 1999.

Ved sin ankomst til lufthavnen skulle paven ikke som sidst først hilse på den ateistiske præsident og hans katolske frue, en protestantisk premierminister og en udenrigsminister af jødisk herkomst, men først på den polske primas, kardinal Glemp, og pavens efterfølger som metropolit af Krakow, kardinal Franciszek, og først derefter på præsidenten og frue. Og så kunne ceremonien med stor militærparade, velkomsttaler af primas, metropolit og præsident gå i gang. Først efter pavens takketale kunne den samlede regering med premierminister Leszek Miller og frue, vicepremierministrene og udenrigsministeren i spidsen give hånd - og for enkeltes vedkommende knæle og kysse pavens hånd som tegn på katolsk hengivenhed. Siden blev det kardinalernes og ærkebiskoppernes tur.

Under besøget var der lukkede møder med kardinalerne i bispesædet, lukkede audienser for præsident og premierminister på det gamle kongeslot Wawel, besøg og privat bøn i domkirken i Wawel og på kirkegården i Rakowicki, hvor pavens forældre ligger begravet. Pavens stille bøn i domkirken varede en lille halv time, og på fjernsynet kunne man se en af sygdommens mange følger: pavens hoved gled hele tiden forover, nøjagtigt som når et mennesket nikker med hovedet, fordi det er ved at falde i søvn. Men det var der ikke tale om i pavens tilfælde, for han læste og bladrede i papirerne og så jævnligt op på alterets Madonna-billede. Han rettede hovedet op hver gang det begyndte at falde ned, men holdt det også indimellem oppe med hænderne.

Hovedbegivenhederne var naturligvis messerne: lørdag i Lagiewnika-sanctuariet i en forstad til Krakow, mandag i klosterkirken Kalwaria Zebrzychowska lidt vest for Krakov og søndag frem for alt den store friluftsmesse på Blonia-fælleden få kilometer fra Krakows bymidte. Her deltog omkring 2 mio sommerklædte og syngende mennesker samt de officielle gæster i mørkt tøj: præsidenten og frue og hele regeringen. Særligt inviteret var den litauiske præsident, Valdas Adamkus, der meget ofte deltager i polske festligheder som præsident Kwasniewskis gæst. Også forhenværende præsident og Solidaritetsleder, den ved præsidentvalget i 2000 totalt ydmygede, Lech Walesa var med, uden ordner, og anbragt lidt for sig selv som det han er i dag: en mand uden indflydelse og respekt. Nummer 2 ved præsidentvalget i 2000, Andrzej Olechowski fra Borgerlisten, sås også.

Alle begivenheder under pavebesøget bragtes jo live i polsk fjernsyn. Alene det officielle TVPolonia havde på de fire dage langt over 20 timers reportager - med utallige kommentarer og interviews samt klip fra tidligere pavebesøg. I nyhedsudsendelserne bragtes udførlige sammendrag. Samtlige aviser og magasiner dækkede besøget med udførlige reportager, alle tilgængelige på internettet [se under Links]. Dette gjaldt også Polens største dagblad, Gazeta Wyborcza, der bragte samtlige taler af paven, præsidenten, primas'en og kardinaler i fuld og ordret gengivelse.

Jerzy Urban, den berygtede talsmand for general Jaruzelski under krigsretstilstanden, var ene om i sit satiriske ugeblad ‘Nie' (Nej) med vanlig frækhed og veloplagt sprogligt talent at gøre grin med pavebesøget og fx byde på en overskrift som ‘Paven, pølsen og den hellige grill'. I et særligt indlæg brokkede han sig specielt over hele den røgelse som alle massemedierne tvangsindlagde befolkningen til i anledningen af ‘Dziadunio Karol Wojtylas', bedstefar Karols besøg.

Pavebesøget i hjemlandet, der meget vel kan blive det sidste, har derimod fået yderst beskeden omtale i danske medier. Kun JyllandsPosten synes at have sendt sin korrespondent, Per Nyholm, af sted til Polen - og det har resulteret i flere længere reportager. De er dog - man kan næsten sige temmelig forudsigeligt - i allerhøjeste grad præget af ironisk distance til det hele: paven, katolicismen som sådan og hele det politiske styre af folk som engang var modstandere af den katolske kirke, men i dag spiller lystigt eller taktfuldt med på den katolske melodi. Nyholms reportager er trods alt så påfaldende, at de er egnede til særbehandling (se artiklen Jyllands-posten og Polen).

Det var i 1978 ikke nogen selvfølge, at den dengang 58-årige polske kardinal og ærkebiskop, Karol Wojtyla fra Krakow, skulle blive pave efter den Johannes Paul den 1. der kun holdt til embedet i 33 dage og som fik tilnavnet ‘den smilende pave', fordi smilet var hans måde at skjule den totale usikkerhed på. Valget af polakken skyldtes det tilfældige forhold at ingen af de to jævnbyrdige italienske favoritter til posten ville trække sig til fordel for den anden. Men Karol Wojtyla tog det i stiv arm og hilste straks efter valget med ægte hjertelighed og værdighed på alle sine nu underordnede kardinaler, modsat Johannes Paul 1., der benovet måtte trække sig tilbage for at bede - og sunde sig på valget. Karol Wojtyla var sikker på sig selv, vidste hvad han ville og hvilken magt embedet gav ham. Fra balkonen på Peterspladsen udtalte han ordene, der næsten blev hans ordsprog: "Frygt ikke!".

I Polen blev budskabet om Karol Wojtylas valg hilst med euforisk begejstring. Den ikke-katolske forfatter Kazimierz Brandys, der opholdt sig i Warszawa, fortæller at folk løb gennem gaderne og råbte højt af glæde. En grædende gammel mand omfavnede Brandys' kone med ordene: "Har De hørt det? Et mirakel!". og Brandys fortsætter: "Det var ikke de romantiske digtere, der opfandt den polske messianisme. Pludselig, på én og samme time, blev alle til messsianister, som om de i to hundrede år havde levet i en forventning om Ankomsten. En sådan kollektiv irrationel impuls kan kun nedarves gennem nationens gener, en nation som i løbet af ti generationer gang på gang har mistet troen på historiens retfærdighed på Jorden. Der skulle mange hjemmelavede syndfloder, mange delinger og forræderier til for at noget, som i andre lande kun er en politisk tanke, en bevidsthed hos borgerne eller en fornemmelse af loven, her kunne forvandle sig til en higen efter et overnaturligt tegn fra Himlen. Ordet mirakel blev i dette øjeblik udtalt af såvel skinhellige kvinder som af intellektuelle....". Og Brandys slutter skildringen således: "I løbet af én nat blev Karol Wojtyla til Forsynets legendariske sendebud, om en måned kommer han her til Warsawa og allerede i dag har tredive millioner fået en mirakuløs vished om, at dette menneskes ankomst vil forandre deres skæbne."

Nøjagtig samme forestilling foresvævede forfatteren og filminstruktøren Tadeusz Konwicki, da han i 1989 filmatiserede den romantiske nationalepiker Adam Mieckiewicz' drama ‘Forfædrene" under titlen ‘Lawa' (lava). Stykket handler om den polske modstand mod det zsaristiske tyranni i første halvdel af 1800-tallet og var endnu under kommuniststyret så kontroversielt, at det omgående - på ordre af den sovjetiske ambassadør i Warszawa - blev taget af plakaten efter premieren i 1968, fordi publikum morede sig uhæmmet hver gang der blev sagt noget ufordelagtigt om russerne. Forbudet medførte studenterdemonstrationer, der blev slået hårdt ned. Konwicki associerer i filmen tzarens undertrykkelse med såvel den kommunistiske som den nazistiske, men først og fremmest lader han slutningens håb om den polske nations frelse associere med valget af den polske pave i 1978 og den eufori der opstod og som virkelig genrejste polakkerne.

Allerede i 1979, da endnu Edward Gierek var kommunistpartiets generalsekretær, kom det første pavebesøg i Polen i stand, trods indvendinger fra Moskva, og det ændrede med ét slag styrkeforholdet mellem kommunistpartiet og den voksende Solidaritetsbevægelse omkring elektrikeren fra værftet i Gdansk, Lech Walesa. Paven besøgte i juni måned Warszawa, Gniesno (ældste bispesæde), Lublin (universitetsby med katolsk universitet, hvor paven selv havde været lærer), Chestochowa (valfartsstedet over alle) samt Krakow. Og overalt var tilstrømningen til de udendørs messer enorm. I Warszawa foregik messen midt inde på det store Victoria-torv (nu Pilsudski-pladsen) med over en million mennesker, der trængte sig langt ud i sidegaderne. Styret blev omgående betænkelig og talte om destabilisering af landet; partisekretær Kania, der stod for forbindelsen til kirken, måtte i hånden skrive et advarende brev der blev personligt overbragt kardinal Franszicek forud for pavens besøg i Krakow. Her skulle der være messe dels i den nye bydel Nowa Huta (hvor styret længe modsatte sig bygningen af en kirke) og i Blonia-parken, også dengang med en tilstrømning på omkring 2 mio. Myndighederne prøvede flere steder. bl.a. i Chestochowa. at begrænse tilstrømningen ved hjælp af ‘trafikreguleringer', men lige lidt hjalp det. Man skønner at henimod en trediedel af Polens befolkning fik lejligheden til at se og høre deres pave.

Den saltvandsindsprøjtning pavens første besøg betød for Solidaritetsbevægelsen gjorde denne uovervindelig og tvang regimet til at indlede forhandlinger om forholdene med Lech Walesa og hans stab. Hele denne besynderlige, mod såvel marxismen som sovjetkommunismen stridende ‘knælende revolution' fra arbejdernes side - med flittig brug af salmesang og Madonna-billeder - endte som bekendt med en aftale på værftet i Gdansk i 1980, som for Walesas vedkommende blev underskrevet med den fyldepen han havde fået af paven. Uafhængige fagforeninger og strejkeret blev anerkendt. Men der blev ikke den ro på arbejdspladserne, som regimet havde ønsket. Tværtimod voksede presset og arbejdsnedlæggelserne, så økonomien kun blev endnu værre.

Partiet udskiftede generalsekretæren et par gange, indtil forsvarsministeren, general Jaruzelski, overtog såvel generalsekretærposten som regeringsledelsen. Moskva rumlede demonstrativt med våbnene; i Moskva betragtede man den polske modstand som decideret kontrarevolutionær, og Jaruzelski prøvede flere gange ved forhandlinger i Moskva at finde ud, om Brezjnevs trusler var alvorligt ment. Uden at få absolut klarhed anså han truslen for så reel, at han den 13. december 1981 valgte i forsvar for fædrelandets selvstændighed at erklære Polen i krigsretstilstand og internere Lech Walesa og de øvrige Solidaritetsledere. Det stækkede naturligvis bevægelsen, der simpelthen blev opløst, men forhindrede ikke fortsat aktiv og passiv modstand. De internerede blev efterhånden løsladt, til sidst også Walesa, som havde ført visse forhandlinger med Jaruzelski og som bl.a. i et af brevene meget uheldigt havde undertegnet sig ‘korporal' over for generalen (som om han accepterede rangordenen). Jaruzelski mente, at han selv trods alt havde trukket det længste strå, men var realistisk nok til at indse, at han hverken havde fået bugt med Solidaritetsbevægelsen som sådan eller med den katolske kirke. Han prøvede at forklare sig i Moskva, hvor Brezjnev nu var afløst af KGB-manden Andropov. Men dér fattede man ganske enkelt ikke, at kirken ikke var en faktor man kunne stække totalt med rå magt således som man havde gjort i Sovjetunionen.

På trods af de fortsat store problemer i landet, og fortsat kritik fra Moskva (man anså ikke generalen for tilstrækkelig handlekraftig), indvilligede general Jaruzelski i endnu et pavebesøg, der skulle finde sted i juni 1983, men på den betingelse at paven afholdt sig fra at kommentere den politiske udvikling og overhovedet at nævne ‘Solidaritet'. Han måtte slet ikke besøge Gdansk eller Stettin og kun mødes med Walesa privat, dvs uden mediedækning. Paven overholdt aftalen, men fik udtalt sig således om såvel den religiøse frihed som begrebet solidaritet, at ingen var i tvivl om meningen. Hans prædikener blev én lang moralsk støtte til polakkernes kamp for frihed. Og over for Jaruzelski personlig lagde han ikke skjul på sin mening om, at Polen hørte til Vesten, at den menneskelige værdighed var afgørende, at dialog var nødvendig, at frie fagforeninger havde ret til at eksistere, og at Solidaritet burde gendannes og krigsretstilstanden ophæves. Ved det første møde i præsidentpaladset Belvedere var der iskoldt mellem de to mænd, men det psykiske styrkeforhold mellem dem fremgår af, at Jaruzelski rystede på hånden som holdt manuskriptet.

I Czestochowa opfordrede paven sine tilhørere til at kalde det gode og det onde ved navn. "Det er op til jer at sætte en fast barriere imod demoralisation og forfægte fundamental solidaritet mellem mennesker." Han henvendte sig direkte til stedets allerhelligste Sorte Madonna, der havde spillet en afgørende rolle ved forsvaret af Jasna Góra-klosteret under krigen mod svenskerne 1656 (‘miraklet ved Jasna Góra), og som derefter var blevet ophøjet til ‘Polens dronning', og sagde: "Jasna Góras Moder, du som blev givet os af forsynet til forsvar af den polske nation, modtag denne appel fra den polske ungdom med polsk pave og hjælp os at holde ud i håb."

Pavens møde med Lech Walesa, der blev stærkt nedtonet og udskudt flere gange, blev for en sikkerheds skyld henlagt til Tatra Bjergene syd for Krakow (Walesa vidste ikke på forhånd hvor han skulle flyves hen) og var ifølge general Jaruzelski mest af symbolsk betydning. Det så for ham ud til, skrev han senere, at paven anså det for vigtigst at bevare ro og fred i Polen. Walesa fik sin velsignelse, men ingen åben støtte til fortsat kamp. Han måtte indstille sig på ‘overvintring', for nu at bruge Jaruzelskis udtryk.

Det andet mødet mellem paven og general Jaruzelski, som fandt sted på Wawel slottet i Krakow forløb mere afslappet end det første. Jaruzelski var tydeligt beroliget over at paven ikke havde blæst til åben kamp mod regimet. Det var der til gengæld flere Solidaritetsfolk der var skuffede over. Ligesom de var utilfredse med primas Glemps forsigtige samarbejde med regimet.

Men for undergrundsbladet KOS var det vigtigste ved det historiske møde mellem paven og millioner af polakker, at Solidaritetsbevægelsen igen var blevet synlig og at polakkerne igen var blevet selvbestemmende borgere. En mand som dissidenten Adam Michnik, en af hovedmændene bag Komiteen til Forsvar for Arbejderne (KOR fra 1970), der selv var ateist og antiklerikal, forstod udmærket at en alliance mellem arbejdere, intellektuelle og kirken var en betingelse for effektiv kamp mod det kommunistiske styre, og gik derfor tidligt ind for dialog med kirken.

Walesa på sin side fik en gevaldig moralsk opmuntring, da han i 1983 fik Nobels Fredspris, dog uden personligt at kunne komme til stede for at modtage den i Oslo (han turde ikke risikere at blive nægtet tilbagerejse). Andropov i Moskva sendte et rasende brev til Jaruzelski: Kirken opvækker igen Walesa-kulten. Kirken skaber en ny type konfrontation med partiet.

Men da Andropov døde i 1984, følte general Jaruzelski at han have større bevægelsesfrihed - og han nærmede sig nu opfattelsen af paven som en partner i kampen for Polens fremtid, som et væsentlig element i enhver konsensus der ville tillade sociale og økonomisk fremskridt. Efter et møde i april 1984 med udenrigsminister Gromyko, rapporterede denne ligefrem hjem til politbureauet, at Jaruzelski bedømmer kirken som en uundværlig allieret, uden hvilken det for øjeblikket vil være umuligt at komme videre. Andropovs efterfølger som generalsekretær, Tjernenko, betragtede stadig det der foregik i Polen som kontrarevolution. Og selv Gorbatjof måtte indrømme, at man i politbureauet ikke rigtigt forstod Jaruzelskis hensigter. "Måske ønsker han i virkeligheden et pluralistisk system i Polen," noterede han.

Da Gorbatjof var kommet til magten i Moskva turde Jaruzelski efterhånden røbe sine hensigter klarere og sige, at han ønskede at opbygge sine relationer til den stærke kirke i Polen ud fra tre principper: frie diskussioner om ideologi og filosofi, samarbejde på det sociale område, og politisk sameksistens ud fra biblens princip om at give kejseren, hvad kejserens er, og Guds hvad Guds er. Paven karakteriserede han over for Gorbatjof som en fremragende personlighed, en stor humanist og en stor patriot.

I oktober 1984 blev en meget populær pater ved Stanislaw Kostka-kirken i Warszawa, Jerzy Popieluszko, brutalt bortført og myrdet af sikkerhedsfolk, og selvom Jaruzelski beordrede en undersøgelse sat i gang, og selvom sikkerhedsfolkene faktisk blev idømt fængselsstraffe, viste det endnu en gang, hvor stor afstanden var mellem regimets ånd og metoder og oppositionens. Mordet vakte international opmærksomhed, og bidrog ene og alene til at forstærke kampen mod regimet. Sognekirken blev simpelthen valfartskirke.

I september 1986 kunne krigsretstilstanden i Polen dog ophæves.

I januar 1987 var Jaruzelski i audiens hos paven i Vatikanet, et historisk møde der varede over en time. Han skal have sagt, at han var indstillet på at dele magten med kirken og Solidaritet uden blodsudgydelser. "Vi er allerede overvundne. Der er ingen fremtid for kommunistpartiet i Polen."

Tilsvarende forstod Gorbatjof hvor det hele bar hen. I Prag sagde han april 1987: "Hele strukturen af politiske relationer mellem socialistiske lande må baseres på absolut uafhængighed." Og senere på året var også han i audiens hos paven, som den første sovjetleder nogensinde (hvorimod udenrigsminister Gromyko havde været det flere gange). Gorbatjof var kommet til det resultat, at religionen kunne være en hjælper i perestrojkaen (reformeringen af det sovjetiske samfund). "Vi har opgivet af have monopol på sandheden", sagde han, og fik dermed sagt lige nøjagtig den afgørende indrømmelse, der undergravede det kommunistiske partis autoritet og magt, men også den indrømmelse som modparten, den katolske kirke, aldrig kom med og den dag i dag ikke agter at komme med.

I juni 1987 var paven igen i Polen, og på et kæmpemøde i Lech Walesas hjemby Gdansk med omkring 750.000 tilhørere bakkede han nu fuldstændigt og åbent op om Solidaritet og Walesa. Jaruzelski blev rasende - og måtte vel have indset, at hans forsøg på at beholde en del af magten i det lange løb ville vise sig at være en drøm.

I august 1988 forhandlede Lech Walesa i fire timer med repræsentanter for regeringen, og fra januar 1989 var Solidaritet igen en legal fagforening. Rundbordssamtalerne mellem Solidaritet, kirken og regeringen blev indledt og afsluttedes i april med bl.a. aftaler om delvis frie valg i juni måned. Det gamle styre var på forhånd sikret 60 % af pladserne i sejmen, men alle frie pladser vandtes af oppositionen, som også sikrede sig samtlige pladser i senatet. Jarulzelski var klog nok til at bede den moderate og forsonlige Solidaritetsmand Tadeusz Mazowiecki danne regering. Økonomiminister blev den Leszek Balcerowicz, der lagde navn til en meget vidtgående plan for hurtig omlægning af det gamle planøkonomiske system til moderne markedsøkonomi. (jf. artiklen: Polens systemændring og fremtid)

Regeringen holdt til december 1990, hvor Lech Walesa havde vundet det første frie præsidentvalg med Mazowiecki som modkandidat. Walesa var absolut ikke indstillet på forsoning, og begyndte omgående at bekæmpe ikke blot de gamle magthavere, men også sine egne tidligere kampfæller.

Walesa var katolik og antikommunist fremfor fortaler for frie fagforeninger og frihed i almindelighed, han drømte i realiteten om et katolsk Polen og allierede sig til dette formål med den mest konservative del af den katolske kirke, nemlig sognepræsterne, som var imod fri abort og imod prævention. Resultatet blev at den hidtil gældende liberale arbortlov fra kommunisttiden blev ophævet og erstattet med totalt forbud mod abort. Der var åbenlyse protester og demonstrationer fra kvindernes side, men loven om forbudet blev gennemført og præsterne rundt omkring i landet undså sig ikke for at hænge kvinder der havde aborteret ud med navns nævnelse i deres prædikener og fratage dem muligheden for at modtage den hellige nadver, indtil de gik til bekendelse og påtog sig lovens straf. En ældre læge, der støttede kvindernes kamp mod den nye lovgivning, nægtedes kirkelig begravelse, da han gik hen og døde. Men modstanden mod ophævelsen af den frie abort var meget stærk, og det undgik ikke pavens opmærksomhed.

Ydermere var der voksende forargelse i Polen over, at kirken havde fået sat gang i et voldsomt kirkebyggeri over hele landet, på trods af de hårde økonomiske vilkår. Meningsmålinger havde vist, at ikke mindre end 67 % af befolkningen mente at kirken nu havde fået for megen magt, og at den ikke skulle blande sig i politik. En af pavens egne venner, den fremtrædende katolske filosof Józef Tischner havde advaret imod at gøre Polen til en sognepræsternes republik. Nobelpristageren Czeslaw Milosz advarede tilsvarende mod den tilstand der var ved at udvikle sig, at befolkningen var blevet bange for præsterne, og at dette kun kunne resultere i, at landet efterhånden ville blive lige så lidt kristent som Frankrig eller England. Og Adam Michnik, dissidenten der nu var chefredaktør for landets største dagblad, skrev, at det ville være en god idé, hvis tingene gik tilbage til status quo før Solidaritetsbevægelsen fik absolut flertal.

Alt dette var ikke hvad pave Johannes Paul 2 havde ventet sig af et frit Polen, så da han i juni 1991 igen landede på polsk jord, så man for første gang den ellers besindige og venlige mand fra en helt ny side. Han var virkelig vred og formelig råbte sit budskab ud til sine landsmænd: "Brødre og søstre, der må ske en ændring i jeres måde at behandle et netop undfanget barn på. Selvom barnet er kommet uventet, er det aldrig en indtrænger eller aggressor... I må ikke forveksle frihed med umoral.... I må alle sammen forstå, at den måde I behandler dette spørgsmål på er tankeløs. Disse ting kan ikke andet end smerte mig."

I samme dur tordnede paven videre på hele turnéen, og han var dybt skuffet da han måtte rejse hjem med det hovedindtryk, at det nu var kirken der var udsat for generel kritik fra hans landsmænds side. Ikke engang hans fordømmelse af konsumsamfundet rørte dem. De havde længe nok lidt under varemangel. Deres utilfredshed efterhånden som de økonomiske reformer skred frem vendte sig ikke mod det større vareudbud, men mod den begrænsede købekraft.

På sin vis var 1991 altså også et vendepunkt i pavens og kirkens popularitet i Polen. Efterhånden blev billedet langt mere differentieret i kraft af såvel den økonomiske som den politiske udvikling. Gammelkommunisterne fik comeback under nyt socialdemokratisk navn, og deres præsidentkandidat Alexander Kwasniewski vandt i 1995 omend knebent over Lech Walesa. Men ved parlamentsvalget i september 1996 fik Solidaritets Valgalliance og Mazowieckis og Balcerowicz's parti Frihedsunionen flertal og kunne danne regering under Jerzy Buzek, og Walesa var vel at mærke sat ud på et sidespor, hvor han mest generede med udtalelser.

Paven besøgte endnu i 1995, 1997 og 1999 sit hjemland, og hyldedes stadig som den store faderskikkelse, der havde frelst landet fra kommunismens undertrykkelse, men hvis hovedbudskab var Guds kærlighed. Han kunne stadig samle hundredtusinder af mennesker på de dertil indrettede pladser med interimistiske, men flotte og kostbare alter-tribuner. Præsident Kwasniewski gav ham al den officielle opmærksomhed han kunne ønske sig, i 1999 således også et særligt kapel i præsidentpaladset i Warszawa. Kwasniewsky, hvis hustru er praktiserende katolik, havde klart forstået, at han under ingen omstændigheder skulle lægge afstand til kirken, endsige pavens person. Han vandt da også suverænt præsidentposten ved valget i 2000 ved at føre sig frem som hele Polens præsident. Her fik Solidaritetsalliancens officielle kandidat kun tredjepladsen, efter Borgerlistens Olechowski, og Lech Walesa dumpede med 1 % af vælgerne helt ned i ubemærketheden. Ved det almindelige parlamentsvalg gled såvel Solidaritetsalliancen som Frihedsunionen helt ud af Sejmen, og ny-socialdemokraterne genvandt regeringsmagten.

Tiderne havde sandelig forandret sig. De økonomiske reformer slog igennem. Polen er forlængst blevet optaget i Nato og ønsker fuldt medlemsskab af EU fra 2004. Kirken har stadig stor indflydelse, der er konkordat mellem Polen og Vatikanet om bl.a. religionsundervisningen i polske skoler, og forholdet mellem den ateistiske præsident og den katolske primas er udmærket. Men sekulariseringen går sin ubarmhjertige gang. Befolkningen holder fast ved tilhørsforholdet til kirken, og valfarter stadig til den Sorte Madonna i Chestochowa i store tal, men fokuserer ellers på velfærden og og fremskridtet. Moralen er hverken værre eller bedre end andre steder, men den er på den anden side heller ikke længere styret af paven eller Vatikanet.


I dette lys skal også pavens netop afsluttede og formentlig sidste besøg i Polen ses. Mottoet var endnu engang Guds kærlighed og barmhjertighed, men paven undlod ikke at minde sine landsmænd om nødvendigheden af en moral. Han mindede dem om, at der var folk i Polen der var fattige, arbejdsløse og ladt i stikken. Han anbefalede polakkerne at tilslutte sig EU, men samtidig ikke at glemme sine egne værdier.

Til ‘The Warszaw Voice' udtalte sociologen Andrzej Rychard efter pavebesøget, at der i det nye system i Polen er en søgen efter en fast moralsk orden. Det ville være en forenkling at sige, at befolkningen forventer at paven skal fortælle dem hvordan man skal klare problemerne i Polen. Men folk har behov for at have kontakt med en eller anden hinsides det politiske system. Dette er overordentlig vigtigt. Og denne funktion har paven. "Han er simpelthen en autoritet, og som de sidste 12 år har vist, har vi været i stand til at skifte autoriteterne hurtigt ud. Paven er øjensynligt den eneste der er tilbage!"

Dette kan der være meget rigtigt i, men til gengæld må det så tilføjes, at også en pave, og ikke mindste en aldrende og stærkt svækket pave, har sin tid. Den dag paven er borte, er også den sidste polske autoritet faldet bort. Polakkerne vil stå alene - ikke uden en kirke, ikke uden et Vatikan i Rom, men uden den støtte som en højt elsket pave af deres eget blod, sprog og historie har været for dem gennem mere end tyve år. Også den katolske kirke og det katolske magtapparat i Rom vil da være af en anden karat. Friheden vil da for alvor trænge sig på i Polen med sine bevidsthedsproblemer.

Mere end nogensinde vil der for polakkerne være grund til at huske pave Johannes Paul II's ord fra tiltrædelsen i 1978: Frygt ikke! - Senere af ham selv uddybet med ordene: Frygt ikke for verdenssituationen. Frygt ikke for det mennesket har skabt. Frygt ikke for dig selv!


Kilder:

Kazimierz Brandys: Måneder. Warszawa dagbog 1978-83.
(Gyldendal. 1987),

Carl Bernstein og Marco Politi:
His Holiness John Poul II and The Hidden History of our Time. (Transworld Publisher. 1996).

Pave Johannes Paul 2: Over håbets tærskel.
(Forlaget Scandinavia.1995; italiensk udgave 1994)

Guido Knopp: Vatikan. Die Macht der Päpste.
(Der Spiegel. 1998 - med tilhørende TV-udsendelser.


Læs også artiklen om
Bunuels opgør med katolske dogmer i 'Mælkevejen'  Klik.

Artiklen om ‘Paven og Polen' vil blive fulgt op af artikler om

- Pave Johannes Paul II,
- Det fromme menneske
- Katolicismens inderste væsen

- Vatikanstatens magt i nyere tid,



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal