utils prefix normal
JERNESALT - pavendoed
ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.4.05.
Pave Johannes Paul II er død
Den katolske kirkes overhoved, den polskfødte pave Johannes Paul II, døde i sin bolig i Vatikanet lørdag aften den 2.4. 84 år gammel. Han blev pave i 1978 og er således en af de længst siddende paver på den hellige stol i Rom. Hans indflydelse har været enorm - ikke blot inden for den katolske kirke, men i hele verden.
Indflydelsen har rakt langt ud over religionen i snæver forstand. Den har spændt over såvel moral som politik.
Han har en væsentlig del af æren for at det polske folk kunne samle sig i en ubrydelig ikke-voldelig modstand mod det kommunistiske regime. Og dermed også en stor del af æren for at det kommunistiske system brød sammen og østeuropæerne efterhånden kunne vende tilbage til et frit Europa. Han var i allerhøjeste grad med til at samle Europa.
En væsentlig grund er selvklart mandens usædvanlige karisma og format. Men lige så væsentligt er det, at udstrålingen igen beroede på en fuldstændig afklaring af synet på egen rolle kirkepolitisk og historisk.
Skønt overhoved for en yderst autoritær og dogmatisk kirke med et gammeldags, patriarkalsk syn på kvinden og seksualiteten, så kan Johannes Paul II uden overdrivelse betegnes som en af det 20. århundredes allerstørste kulturpersonligheder, fordi han som ingen anden i forrige århundrede forstod at trække på de dybeste universelle værdier der findes, værdier der i sidste ende kun kan forstås som dybe arketypiske og dermed sjældent energiladede forestillinger.
Sådanne arketypiske forestillinger kan kun det menneske trække på, der er afklaret gennem konsekvent og systematisk religiøs praksis, hvilket i Johannes Paul II's tilfælde konkret vil sige gennem Mariadyrkelsen. Læsningen af Grignion de Montforts bog om "Den ægte Maria-fromhed" blev et vendepunkt i hans liv, idet han fik skriftet i hænde under sin hemmelige forberedelse til præstevielsen under nazisternes okkupation af Polen. - Jf. artiklerne Pave Johannes Paul II og Det fromme menneske.
Efter pavens mening som den bl.a. kom til udtryk i hans bog 'Over håbets tærskel' er vi i vores tid vidne til en symptomatisk tilbagevenden til metafysikken gennem en 'integral antropologi' (en helhedsbetonet menneskeopfattelse). Man kan ikke tænke fyldestgørende om mennesket uden at referere til Gud som den der konstituerer mennesket. Vores tro er dybt antropologisk med rødder i Gudsfolkets sameksistens, og i samfund med Det evige Du. Verden kan ikke befri mennesket for lidelsen eller døden. Hele verden er underlagt tomheden og er offer for forkrænkelighed og dødelighed.
Den kristne frelseslære handler ikke kun om sandheden, således som den for de kristne viser sig i 'åbenbaringen', dvs biblen, men også om kærligheden. Den var derfor efter Johannes Pauls II's mening på en vis måde en frelsesteologi om den guddommelige kærlighed, den kærlighed der fremfor alt andet besidder en frelsende kraft som er større end kendskabet til sandheden.
Sandheden er for alle og enhver. Og hvis denne sandhed fremføres i kærlighed, bliver den en mere universel sandhed. Det var efter pavens mening stilen og ånden i Andet Vatikanerkoncil. Her talte Helligånden til den universelle kirke. Og det var den sandhed han selv stod for, levede på og udstrålede.
Afgørende for en bedømmelse af Johannes Paul 2. er, at han var lige så fast og konsekvent i den grundlæggende dogmatik som han var åben og forstående over for nyformuleringer af dogmerne.
Han var virkelig en person i overensstemmelse med sig selv - og der var intet uforståeligt i hans enorme indflydelse gennem et langt liv. Og iøvrigt heller ikke i hans modstand mod at afgive posten som følge af hans alvorlige og lige til døden til stadighed forværrede helbredstilstand. Den katolske kirke var ikke i hans øjne en demokratisk institution med periodiske valg af sit overhoved, men en stedfortrædende kirke hvis leder måtte lide for sin tro og sit håb. Og ingen kunne være i tvivl om, at paven virkelig led de sidste år - og ikke mindst de allersidste uger.
Et helt andet spørgsmål er naturligvis, hvordan den katolske kirke vil udvikle sig efter Johannes Paul 2. Det vil i hvert fald være højst ejendommeligt om den ikke ad åre vil blive nødt til at demokratisere sig på en eller anden måde, der vil kunne tilfredsstille moderne mennesker, og især moderne kvinder. Det vil sige, at den formodentlig vil blive nødt til at ændre syn på prævention, abort og ligestilling - samt opgive eller modificere det cølibat der i stadig højere grad medfører regulære og dybt forkastelige sexskandaler inden for den katolske kirke.
Hvad det hele ender med vil tiden vise. Et fingerpeg får man allerede ved det forestående valg af ny pave.
Som overhoved for den katolske kirke stod pave Johannes Paul II gennem understregningen af de universelle værdier og på trods af sin dybt konservative indstilling til centrale spørgsmål i tiden i den allerstærkeste kontrast til hele den muslimske verden, der ikke nogetsteds kan opvise en leder eller teolog af hans format, udstråling og transcendente syn.
Men paven stod også i kontrast til magtmennesker af anden observans end den muslimske. Og de måtte ofte høre for det. Men det er og bliver hans udstråling af kærlighed man vil huske ham for.
Det helt centrale i vurderingen af pave Johannes Paul II er den overordentlige vægt han lagde på universelle synspunkter til forskel fra snævrere, interesseorienterede eller ligefrem magtorienterede synspunkter.
Efterfølgende artikel: Paven begravet
Andre relevante artikler:
Pave Johannes Paul II
Paven og Polen
Katolicismens inderste væsen
Religionen og sekulariseringen (Afsnit af Værdimanifestet - 17.9.04.)
Kristendommen passé? (26.12.04.)
eller har den potentiale til fornyelse?
Links:
Den hellige Stol (flersproget)
Pavelige encyklikaer (engelsk)
Catholic Encyklopedia
Catholic Information Network
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|