utils prefix normal JERNESALT - obama03tale

ARTIKEL FRA JERNESALT - 21.12.09.

Obamas fredstale i Oslo

Det kom som bekendt som en overraskelse at den norske nobelkomité i oktober valgte at tildele Nobels Fredspris til USA's præsident Barack Obama, der kun havde siddet kort tid i embedet og endnu ikke indfriet løfter eller forventninger. Men komiteens formand understregede, at "Obama får Nobels fredsprisen for sine visioner om diplomatiske løsninger, samarbejde mellem folk og en verden fri for atomvåben". Det var således 'på forventet efterbevilling' at han fik den.

Dette var Obama da også selv fuldstændigt på det rene med - og derfor udtrykte han både dyb taknemmelig og stor ydmyghed da han den 9. december modtog prisen i Oslo.

I forvejen havde alle erfaret at Obama er en stor og dreven retoriker, der formår at begejstre sine tilhørere med andet og mere end smukke ord og løfter. Men ved overrækkelsen i Oslo formåede Obama ikke desto mindre at hæve niveauet og holde en tale der må betegnes som en af de allerbedste en statsmand nogensinde har holdt - og som vel at mærke ikke bare var af fornemste slags i formel henseende, men faktisk var så tankevækkende at den holdt forsamlingen på Rådhuset i Oslo i ånde hele vejen igennem og først udløste bifald mod slutningen.

Mest bemærkelsesværdigt var det naturligvis at Obama fra starten tog tyrene ved hornene og gik direkte til det kontroversielle spørgsmål, hvordan en mand kan modtage fredsprisen, når han vitterligt er øverstkommanderende for et nation der står midt i to krige, nemlig en der er ved at blive nedtrappet - Irak-krigen - og en som nationen ikke har ønsket, den i Afghanistan.


"Jeg er ansvarlig for udsendelse af tusinder af unge amerikanere til kamp i fjerne lande. Nogle vil dræbe. Nogle vil blive dræbt. Jeg kommer her med en klar bevidsthed om, hvad bevæbnede konflikter koster", sagde han.

Spørgsmålene om krig og fred er vanskelige, og de er ikke nye. Krig i en eller anden form dukkede op allerede med det første menneske. Der blev ikke stillet spørgsmål om dens moralitet. Den var et simpelt faktum. Stammer og hele civilisationer søgte magt og holdt på deres forskelligheder. Over tid forsøgte filosoffer og statsmænd at regulere denne destruktive krigsmagt. Derved dukkede begrebet 'retfærdig fred' op: Krig skal være den sidste udvej i selvforsvar; den anvendte magt skal være proportional med modstanden, og civilbefolkningen skal skånes. Men dette koncept blev sjældent iagttaget, fastslog Obama.

Efter 1. verdenskrig behøvede verden institutioner for at undgå en ny verdenskrig. USA afviste dengang 'Folkenes Forbund' som ellers var præsident Wilsons idé (som han fik fredsprisen for 1919). Men efter 2. verdenskrig skabte USA Marshall-planen og tilsluttede sig FN. Og trods regionale krige rundt omkring har verden undgået en 3. verdenskrig. Til gengæld er der kommet nye trusler som terrorisme og borgerkrige.


Obama understregede at han ikke medbragte nogen definitiv løsning på krigens problem. Udfordringen kræver ny måder at tænke på. Og Vi må se i øjnene at vi ikke kan udrydde vold i vores levetid. Der vil være tider hvor nationerne finder brugen af magt nødvendig og retfærdig.

Obama betragtede sig selv som et levende testamente for Martin Luther Kings vision om ikke-vold. Men som overhoved for en stat, som han var forpligtet til at beskytte og forsvare, erkendte han at han ikke kunne ledes af Kings og Gandhis eksempler. For tag ikke fejl, pointerede han meget kraftigt: det onde eksisterer i verden. En ikke-volds- bevægelse kunne ikke have hindret Hitlers hære. Forhandlinger kan ikke overbevise al Qaedas ledere. Men at sige at magt sommetider er nødvendig er ikke kynisme, det er derimod erkendelse af historien, menneskets ufuldkommenhed og fornuftens grænser.


Obama påpegede ligeledes meget stærkt at det ikke blot var internationale institutioner og deklarationer der havde bragt stabilitet til verden efter 2. verdenskrig. USA havde med styrken af sine arméer hjulpet med at opretholde den globale sikkerhed i 60 år. Og USA havde ikke båret disse byrder for at søge at sætte sin egen vilje igennem, men af hvad han med et rammende udtryk kaldte 'oplyst selv-interesse': vi søger en bedre fremtid for vore børn og børnebørn, og vi tror at det vil være bedre for andre folks børn og børnebørn at leve i frihed og velstand.

Han var derfor overbevist om at krigens instrumenter har en rolle at spille for fredens bevarelse, og at en del af vores udfordring i dag er at forene de to tilsyneladende uforenelige sandheder: at krig sommetider er nødvendig, og at krig til et vist niveau er udtryk for menneskelige følelser.


Måske lidt overraskende lagde Obama ikke skjul på, at han som USA's præsident forbeholdt sig retten til at handle unilateralt, hvis det var nødvendigt, og han mindede om at verden sluttede op om Amerika efter 11. september og at verden også erkendte nødvendigheden at af gå imod Saddam Hussein da denne invaderede Kuwait.

Men visse standarder for anvendelse af våbenmagt må respekteres af alle nationer, betonede han. Amerika må selv overholde reglerne for krig, ikke mindst når militære aktioner går ud over rent selvforsvar, fx ved ved at forhindre nedslagtning af civilbefolkninger eller standse borgerkrige forskellige steder. Obama tror at magt kan retfærdiggøres af humanitære grunde (som den fx blev på Balkan), og at inaktivitet over for overgreb sønderriver vores samvittighed. Derfor vil USA's forpligtelse til global sikkerhed aldrig blive frafaldet. Men han understregede at USA ikke kan handle alene. Det gælder Afghanistan såvel som Somalia. Derfor er Natos medvirken vigtig.

Obama var udmærket godt klar over hvorfor krig ikke er populær. Men han pointerede at fred nu engang kræver ansvarlighed og ofre. Vi må altid tænke klart over hvordan vi kæmper. "Hvor magt er nødvendig må vi have en moralsk og strategisk interesse i at binde os til visse regler for opførsel." USA må her holde idealerne højt. "Vi mister os selv hvor vi går på kompromis med selve de idealer vi kæmper for".


Efter således meget klart - og med ord der formentligt ikke ligefrem har begejstret nobelpris-komitéen udelt - at have understreget at krig kan være nødvendig for fredens og sikkerhedens skyld, gik Barack Obama over til at beskrive tre veje til at opbygge retfærdig og vedvarende fred:

For det første må vi udvikle alternativer til vold som er skrappe nok til at ændre adfærd. De lande der bryder reglerne skal holdes ansvarlige for det. Sanktioner må angive en fast pris. Stejlhed må mødes med øget pres. Hvad angår spredning af kernevåben må den forhindres. Her pegede han direkte på problemerne med Iran og Nordkorea. Og han understregede at de der bekymrer sig for deres egen sikkerhed ikke kan ignorere faren ved et våbenkapløb i Mellemøsten og Østasien.

For det andet må vi have rede på naturen af den fred vi søger. Kun en retfærdig fred baseret på individernes rettigheder og værdighed kan holde. Derfor er Menneskerettighedserklæringen vigtig. Og Obama understregede i denne forbindelse at det er en falsk antagelse at disse rettigheder skulle være vestlige principper. Han fremhævede at først da Europa blev frit, fandt det til sidst freden.

Og Obama understregede at USA aldrig har ført krig mod et demokrati. USA vil altid være en stemme for universelle forhåbninger. Men lanceringen af menneskerrettighederne kan aldrig være formaning alene. Den må knyttes til samvittighedsfuldt diplomati. Han nævnte her udtrykkeligt den republikanske præsident Nixons møde med formand Mao, Pave Johannes Paul II støtte til Polen og den republikanske præsident Reagans møder med Sovjetunionens daværende leder. Men han pointerede samtidigt at der ikke er nogen simpel formel for et sådant diplomatisk arbejde. "Vi må prøve så godt vi kan at balancere mellem isolation og engagement, pres og ansporinger."


For det tredje må retfærdig fred omfatte økonomisk sikkerhed og fordele. For sand fred er ikke blot frihed fra frygt, men også frihed fra afsavn. Og fraværet af håb kan undergrave et samfund indefra. Derfor er det efter Obamas mening ikke ren barmhjertighed at hjælpe bønder med at brødføde sig selv. I samme perspektiv må vi også tackle klimaforandringerne.

Generelt er aftaler mellem nationer, stærke institutioner, støtte til menneskerettigheder, investeringer i udvikling er vitale ingredienser for udviklingen. Men vi har også brug for en fortsat udvidelse af vore moralske forestillinger. Vi må insistere på at der er noget irreducibelt som vi alle deler, nogle grundliggende ønsker vi alle har.

Og dog var det ikke nogen overraskelse for Obama at folk midt i den svimlende globalisering frygter tabet af hvad de værdsætter ved deres særlige identiteter så som race, stamme og religion. Men hvad religionen angår fandt han det særligt farligt, at religion bruges til retfærdiggørelse af mord på uskyldige. Ekstremisterne har ganske vist ikke været de første til at dræbe i Guds navn. Allerede korstogene var grusomme. Hellig krig kan efter Obamas mening aldrig blive retfærdig krig. Hvis man virkelig mener at man udfører den guddommelige vilje, er der intet behov for tvang. Hellig krig er en forkvaklet opfattelse af religion og uforenelig med begrebet fred. I hjertet af alle store religioner findes den ene grundsætning at vi skal gøre mod andre hvad vi ønsker de skal gøre mod os selv.


Barack Obama rundede sin tale af med nogle betragtninger om menneskets vilje til og håb om fred - på trods af al ufejlbarlighed og umuligheden af at opbygge et fuldkomment samfund. Vi er fejlbarlige, fastslog han. Men vi tror stadig at de menneskelige betingelser kan blive mere fuldkomne. Den kærlighed Gandhi og Martin Luther King prædikede må altid være ledestjernen for os. Hvis vi mister troen, mister vi det bedste ved humaniteten. Vi mister vores fornemmelse for mulighederne og vi mister vore moralske kompas. King nægtede at acceptere fortvivlelsen som det endegyldige svar på historiens flertydighed.

Lad os holde lytte til det moralske bud i vores indre: gnisten fra det guddommelige der stadig rører sig i hver eneste sjæl. Vi bør til stadighed stræbe efter retfærdighed, værdighed og fred - på trods af undertrykkelse, moralsk fordærv og krig i verden. Heri ligger fremskridtet.


Præsident Barack Obama tale ved overrækkelsen af fredsprisen i Oslo er en uhyre stærk dokumentation af mandens evner til at formulere tanker han selv har arbejdet med i lang tid og som i deres dybde og realitetsfæstelse og visionære fremtidskarakter må vække til eftertanke. Han afviste diskussionen mellem idealisme og realisme, idet han dokumenterede både en frygtløs forankring i realiteternes barske verden og en håbefuld drøm om en bedre fremtid for os alle.

Talen var blottet for naivitet og fraveg ikke den amerikanske stormagts selvfølgelige og stolte vilje til at forsvare sig mod alle anslag. Men først og fremmest understregede Obama sin store ansvarsfølelse for både sit eget land og for sikkerheden i verden.

Freden er ikke blot noget vi kan drømme om, den er noget der skal kæmpes for - med forsvarlige midler. Perspektivet for denne kamp er umådeligt stort - både bagud historisk og fremadrettet mod en usikker fremtid. Men fredshåbet er en central del af humaniteten - og vel også af religionen i bedste forstand.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Links til:

Obamas tale ved fredsprisoverrækkelsen i Oslo 9.12.09.  (eng)


Relevante artikler på Jernesalt:

USA' nye strategi i Afghanistan  (3.12.09.)
Nobels fredspris til håbets ikon 2009  (11.10.09.)
Obama indsat med store forventninger  (25.01.09.)
Barack Obamas valgsejr betyder forandring i USA og hele verden  (5.11.08.)
Obama på den internationale scene  (31.7.08.)

Lech Walesa
Johannes Paul 2.


Artikler om USA
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering


At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal