ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.01.03.

Konrad Lorenz' kulturopgør

Indledning   Til toppen    Næste

Den østrigske adfærdsforsker, psykolog og filosof Konrad Lorenz (1903-89), der i 1973 modtog Nobelprisen i fysiologi /medicin sammen med de to andre fremtrædende adfærdsforskere eller etologer Karl von Frisch og Nicolaas Tinbergen, er mest kendt for sine populære bøger om dyr og måden at komme 'på talefod' med dem på. Han opdagede bl.a. fænomenet 'prægning' af dyreunger, den meget tidlige påvirkning af dem som bestemmer deres adfærd for resten af livet. Han prægede eksempelvis ællinger og gæslinger ved at tage dem fra moderen straks efter udklækningen og selv optræde som erstatningsmoder for dem. Det indebar at de fulgte ham overalt, hvad enten han tog en svømmetur i søen eller gik rundt inde i sit hus.

Men han overførte sine erfaringer med dyrene til menneskeverdenen og især til studiet af menneskets socialadfærd. Det førte til bøger som "Det såkaldt onde" (1963) om den menneskelige aggression, "Den civiliserede menneskeheds otte dødssynder" (1973) om de processer der truer menneskeheden, "Bagsiden af spejlet" (1973) om erkendelses- og virkelighedsproblemet, og "Nedbrydningen af det menneskelige" (1983) om miljøproblemerne. Han sprængte hermed fuldt bevidst fagbegrænsningen og indlod sig på en tværfaglig vurdering af menneskets adfærd og samfundsproblemer. Men det taler fagfolk helst ikke om. De fleste af dem er hunderædde for at begive sig ind på felter, hvor de snævre naturvidenskabelige kriterier begynder at blive usikre og utilstrækkelige - hvad fx. den aktuelle Lomborg sag er et udmærket eksempel på. Men i modsætning til Lomborg så var Lorenz på miljøaktivisternes side. Han er ligefrem blevet kaldt 'De grønnes Ayatollah'.

For Lorenz' vedkommende har fagfolkenes angst betydet, at man fortier, hvad Lorenz udviklede sig til, nemlig en stor filosof, der virkelig havde noget at byde på i sine kritiske analyser af den moderne civilisation. Bl.a. omtaler den danske encyklopædi ikke Lorenz' ovennævnte tre bøger fra 1973 og 1983 med ét ord og betegner ham heller ikke som filosof, skønt han faktisk var doktor i filosofi og i 1941 blev kaldet til Kants gamle lærestol i filosofi i Königsberg i det daværende Øst-Preussen.

I verdenskrigens sidste del fungerede han som læge ved et hospital i Posen (det nuværende polske Poznan). Fra 1944 til 1948 var han russisk krigfange, men 'den forrykte professor', der gik og kommunikerede med fugle i lejren, var så heldig at blive opdaget af en russisk officer, der vidste noget om hans forskning, og det medførte særstatus. Han benyttede fritiden til - uden tilgængeligt bibliotek - at skrive sit filosofiske hovedværk (på papir fra cementsække), og han fik lov til at tage manuskriptet med sig, da han blev løsladt. Det var dette arbejde der 25 år senere blev udgivet under titlen "Bagsiden af spejlet".

Lorenz betegnede sig i "Det såkaldt onde" som "inkarneret darwinist, professionel kausalforsker og overbevist hypotetisk realist", og det er væsentligt at holde fast i, fordi han dermed angiver, at han på ingen måde har bevæget sig væk fra naturvidenskaben, men derimod til fulde forstået, at en forsker ikke kan være kausalforskende realist uden at forstå og være bevidst om forholdet mellem det erkendende subjekt og den objektive virkelighed. I "Bagsiden af spejlet" formulerer han sin tro på, at kulturmenneskeheden er på vej til en selverkendelse der bygger på naturvidenskabens resultater på et højere niveau, og at mennesket som art står ved et vendepunkt derved at der netop nu er en potentiel mulighed for en ufattelig meget højere udvikling for menneskeheden.

Han vender sig i samme skrift mod såvel den gængse realisme som den gængse idealisme. Den første er sig ikke bevidst, at det reflekterende menneske selv er et spejl, og den sidste vender den reale verden ryggen. Begges synsretning forhindrer dem i at se, at spejlet - det reflekterende fænomen - har en bagside, der ikke giver noget billede, at spejlet altså ikke er ren refleksion. - Eller med andre ord: Det fysiologiske apparat, hvis funktion består i erkendelse af den reale verden, er ikke mindre virkeligt end den. En reflekterende selvudforskning af den menneskelige kultur må baseres på den hypotese, at virkeligheden eksisterer uafhængigt af den menneskelige erkendelse, men at refleksionen og det tilgrundliggende fysiologiske apparat er udviklet i tilpasningen til den virkelighed der er under evolution.

I "Det såkaldt onde" beskæftiger Lorenz sig først og fremmest med aggressivitetsdriftens positive og negative betydning for mennesket og samfundet, idet han afliver den udbredte forestilling om at udøvelse af aggressivitet altid er af det onde. Den har tværtimod været absolut nødvendig i udviklingen, men har givetvis også bevirket en ekstrem fremavl af alle såkaldt "krigeriske dyder", som stadigvæk for mange mennesker står som efterstræbelsesværdige idealer. Fremavlen skyldes, at den intraspecifikke selektion - den udvælgelse der finder sted inden for arten - udviklede sig uheldigt, da menneskene opfandt våbnene og overvandt en af de største trusler fra omverdenen, nemlig truslen fra rovdyrene. For så begyndte kampen at dreje sig om konkurrencen med artsfæller. Krigen blev den faktor der kom til at bestemme den fortsatte udvælgelse.

Under alle omstændigheder forsvinder aggressivitetsdriften eller andre på instinkterne hvilende drifter ikke fra menneskelivet, blot fordi kulturdannelsen tager fat. Denne er tværtimod afhængig af at drifterne fungerer og kanaliseres ind i de rette, socialt acceptable baner. Problemet er blot, at den instinktive adfærd ikke kan opdæmmes i længere tid uden at blive udløst. Tværtimod synker tærskelværdien for udløsende påvirkninger. Samfundet kan hverken forhindre udløsning ved moraliseren eller ved abstraheren fra instinkternes eksistens og virkemåde, slet ikke i de moderne, stærkt overbefolkede samfund, hvor mennesket er stuvet sammen i stadig større byer med stadig ringere muligheder for udfoldelse af sund, ikke-frustrationsbetinget driftsaggressivitet.

Moralen er altid kun en kompensation til instinkterne - og den bør ikke, som det er almindeligt i de religiøse systemer, fx jødedommen med dens påbud og forbud fra Moses, ses som et sæt af absolutter, hævet over instinkterne, men som en relativ faktor der indgår i funktionel helhed med instinkterne og dermed med følelserne. Der kræves en følelsesmæssig faktor for at forvandle en fornuftsmæssig erkendelse til et imperativ, et moralsk påbud eller forbud. Det er nede i det ubevidste eller underbevidste, i de lag af sjælelivet som den menneskelige fornuft kun har indirekte adgang til, at det instinktive og det tillærte danner den meget komplicerede struktur, hvoraf impulsen til alle vore handlinger opstår.

Mennesket er ikke ondt fra naturens side, fordi det har instinktive tilbøjeligheder, men det er heller ikke godt, fordi det har fået en moral, og det er slet ikke godt nok til at klare det moderne samfundslivs udfordringer. Efter Lorenz' mening stammer faren fra menneskeheden ikke så meget fra magten over de fysiske processer som fra afmagten til at lede den sociale udvikling fornuftigt. Og denne afmagt fører Lorenz igen tilbage til tre 'hovmodige hindringer': uviljen mod at acceptere den dyriske oprindelse, uviljen mod at acceptere de naturlige årsagslove og den idealistiske filosofi (der har skyld i begge former for uvilje).

Specielt én menneskelig reaktion viser hvor fuldkommen uundværlig en entydig "dyrisk" adfærdsmåde kan være, nemlig begejstringen, for den er behersket af aggressionen. Den bliver refleksagtigt udløst i situationer der kræver kamp-indsats for sociale interesser, især for sådanne der er helliget gennem kulturel tradition. Den situation der udløser optimal begejstring er truslen mod fælles værdier, en besnærende førerskikkelse og det størst mulige antal med-henrevne. En situation vi kender fra hele verdenshistorien og som vi stadigvæk dagligt kan opleve på tv i reportager fra lande hvor demagoger folder sig ud.

Men det må aldrig glemmes, at begejstring er et af menneskets ægte instinkter med sin egen adfærd og sine egne udløsningsmekanismer, og at den med Lorenz' ord kan frembringe en så overordentlig befriende oplevelse, at dens fristelse er næsten uimodståelig. Hvad der igen forklarer de massepsykologiske fænomener vi forbinder med nazismen og kommunismen, og i nyeste tid med fundamentalisme i Mellemøsten, Iran og Irak.

Problemet er blot, at begejstringen og dermed aggressionen er uundværlig til opnåelse af alle høje menneskelige mål, herunder venskab, kærlighed, selvagtelse og - latter. Det vil altså være alt andet end fornuftigt at prøve at bekæmpe begejstringen, fordi den fysiologisk har rod i aggressivitetsdriften.

Fornuftige forholdsregler til regulering af aggressionen og begejstringen er ifølge Lorenz:

Den katharsis som opnås ved at afreagere aggressionen på erstatningsobjekter. Fx som det bruges i terapi afreagere raseri ved at slå i en pude i stedet for at slå på et andet menneske.

En nyorientering af aggressionen som leder den væk fra krigen og ødelæggelsen, fx sportskampe, der dog også kender til udartninger blandt publikum, der ikke kan og måske heller ikke vil styre sig.

Den kyndige og kritiske beherskelse af begejstringsreaktionen gennem en forøgelse af identificeringer som ikke begrænser sig til grupper eller partier.

De kollektive menneskelige foretagender som kunst og videnskab hvis opgave er at begejstre for værdier som er universelle, fælles for alle.

Den latter og humor, som afbøjer konfrontation og skaber gensidig forståelse og respekt.

Den civiliserede menneskeheds otte dødssynder er ifølge Konrad Lorenz overbefolkningen, miljøets ødelæggelse, menneskets kapløb med sig selv, følelsernes varmedød, det genetisk forfald, bruddet med traditionen, modtageligheden for indoktrinering og kernevåbnet.

Bogen er som nævnt skrevet i 1973, og derfor var kernevåbnets eksistens naturligvis et vigtigt element i analysen af de vigtigste trusler mod menneskeheden. I dag kan vi se, at kernevåbnet i striden mellem den kolde krigs to parter var velegnet til at sikre den såkaldte terrorbalance, fordi det efterhånden stod klart, at kernevåbnet var uegnet til brug, når dets udløsning til bekæmpelse af fjenden ville medføre den allerstørste risiko for udløserens egen udslettelse.

Brugen af kernevåben kom således ind under det filosoffen Johs. Witt-Hansen betegnede som afmagtspostulater: Det er umuligt at løse internationale konflikter med atomvåben, da deres anvendelse medfører totaldestruktion af stridens parter (jf. artiklen om afmagtspostulater). Det skal dog tilføjes, at dette rationelle argument jo ikke forhindrer anvendelsen af a-våben fra gale diktatorers side. De kan nemlig være af en sådan kaliber, at de vil foretrække totaldestruktionen frem for overgivelsen eller nederlaget, hvad der som bekendt er en af grundene til at det internationale samfund er stærkt bekymret over Nordkoreas faktiske og Iraks eventuelle besiddelse af våbnet.

Men når man taler om civilisationens dødssynder i dag gælder, at andre problemer forekommer vigtigere som trussel mod miljøet end kernevåbnet, det gælder fx CO2 udslippet, energiforbruget og overbefolkningen..

1) Sammenstuvningen af mange mennesker på meget trang plads fører ifølge Lorenz ikke alene gennem udmattelsen og tilsandingen af forbindelserne mellem mennesker indirekte til manifestationer af umenneskeliggørelse, men udløser også helt umiddelbart aggressiv adfærd. I alle storbyer verden over ses et stigende antal af mennesker der ikke er tilpasset de gældende sociale normer.

2) Menneskets økologi forandrer sig mange gange hurtigere end alle andre levende væseners. Tempoet bestemmes af det tekniske fremskridt, hvis hastighed forøges bestandigt og i geometrisk proportion. Derfor kan mennesket efter Lorenz' mening ikke undgå at fremkalde vidtrækkende forandringer og alt for ofte det totale sammenbrud i det økosystem det lever i og af. Livsgrundlaget for hele planeten er nemlig ikke uudtømmelig, selvom mange hævder det. Det er som bekendt et spørgsmål der er stor uenighed om mellem forskerne den dag i dag, og hvis løsning desuden vanskeliggøres af det faktum, at ingen instans i verden er i stand til at styre miljøet overhovedet. I realiteten befinder menneskeheden sig her i en afmagtssituation.

3) For Lorenz var der noget alvorligt galt fat med det psykiske og sociale miljø i det moderne samfund. Det var allerede klart for 30 år siden, men er blevet endnu tydeligere i dag, hvor stress for alvor er kommet på tapetet. En af årsagerne er, at det overvældende flertal af nutidens mennesker ifølge Lorenz kun betragter dét som en værdi der giver succes i den ubarmhjertige konkurrence, og som man kan overgå sine medmennesker med. Ethvert middel der er tjenligt til dette formål ligner en værdi, men det er bedrageri, siger han. Utilitarismens eller nyttefilosofiens fejltagelse er en forveksling af middel og mål.

Det ligger magthaverne fra alle politiske retninger på sinde at fremme både pengebegæret og det opslidende jag, selvom begge ellers set ud fra et psykologisk synspunkt tilføjer mennesket mere skade end gavn på sjælen.

Angsten spiller her en væsentlig rolle, og den ser vi alle steder i form af angsten for at blive overhalet i kapløbet, angsten for fattigdom, angsten for at træffe forkerte beslutninger og angsten for ikke at være hele situationen voksen. Angst under enhver form er efter Lorenz' mening utvivlsomt den vigtigste faktor der undergraver moderne menneskers sundhed og giver dem forhøjet blodtryk, skrumpenyrer, blodpropper i en ung alder og lignende 'hyggelige' sager.

Desuden bidrager angsten og hastværket til at berøve mennesket dets væsentligste egenskaber, ikke mindst refleksionen. Og noget sådant er undergravende, for et væsen der holder op med at reflektere er i fare for at miste alle de specifikt menneskelige egenskaber og evner.

Menneskehedens økonomiske kapløb med sig selv er så alvorligt, at det ifølge Lorenz må betragtes som tilstrækkeligt til i sig selv fuldstændigt at tilintetgøre menneskeheden.

4) Hertil kommer forskydningen i lyst-ulyst-økonomien. Det moderne menneske har gennem sit stadigt mere omfattende herredømme over omverdenen ganske selvfølgeligt forskudt 'markedssituationen' i denne lyst-ulyst-økonomi i retning af en stadig større modvilje mod alle stimulussituationer der fremkalder ulyst, og en lige så stor 'sløvhed over for alt hvad der fremkalder lyst', som Lorenz kalder det, idet han hentyder til manglende finfølelse for lystens umådelige rigdom på nuancer og facetter. Resultatet er et utålmodigt krav om øjeblikkelig tilfredsstillelse af alle opdukkende ønsker. Ydermere giver den moderne teknologi og farmakopé muligheder for i en hidtil ukendt målestok på kunstig vis at yde hjælp til den almenmenneskelige stræben efter at undgå ulyst.

Denne "emotionelle varmedød", som Lorenz kalder den, truer tilsyneladende på en ganske særlig måde de glæder og sorger der nødvendigvis er resultat af vore sociale forbindelser, af vore bånd til ægtefæller og børn, til forældre, slægtninger og venner. Og det er yderst uheldigt for såvel individernes liv som samfundslivet.

5) Konrad Lorenz var ud fra sine studier ikke i tvivl om, at alt kulturelt samfundsliv som forudsætning har menneskets evne til at tøjle sine drifter, men han var heller ikke i tvivl om, at det herredømme som fornuften og ansvarsbevidstheden udøver, ikke er af ubegrænset styrke. Der er nogle der evner at tøjle deres drifter, men andre der ikke evner det. Og det giver problemer.

Arten homo sapiens som sådan råder ganske vist over et højt differentieret system af adfærdsformer, der på nøjagtig samme måde som systemer med immunreaktionen i 'cellestaten' tjener til udskillelse af samfundsfarlige snyltere. Men i nyere tid er der som følge af en stadigt mere vidtgående hensyntagen til menneskerettighederne stigende modstand mod udskillelsen af afvigere af nogen art. Man nøjes i demokratierne ikke med at statuere som princip, at alle mennesker er lige efter loven, men hylder den illusion, at alle er lige meget værd for samfundet og udviklingen.

Men ingen er i tvivl om, at følelsesfattige mennesker er uhyre svære, for ikke i mange tilfælde at sige umulige, at gøre til gode samfundsborgere. Følelsesfattigdommen kan have sin grund i manglende personlig, social kontakt med moderen i de første leveår, for dette savn vil alt andet lige bevirke at mennesket bliver uegnet til at knytte sociale forbindelser. Men den farligste er ifølge Lorenz, at afskaffelsen af den naturlige retsfølelse gennem vore dages tilbøjelighed til absolut tolerance forstærkes af den efter hans mening pseudodemokratiske behavioristiske doktrin, at al menneskelig adfærd er tillært, så alle mennesker kan formes efter opdragernes forgodtbefindende.

Utallige unge mennesker, noterer Lorenz, er fjendtligt indstillet mod den moderne samfundsorden og følgelig også mod deres forældre. Og selve det forhold, at de som en selvfølge venter, at samfundet og forældrene skal forsørge dem, viser deres infantilisme. Barnlighed er et af de vigtigste, mest uundværlige og i ædleste forstand humane træk hos mennesket - bl.a. uhyre vigtigt i alle kreative processer i form af nysgerrighed, legelyst og eksperimenteretrang, men den kan blive ødelæggende, hvis den udvikler sig på en sådan måde, at den i ungdomsårene bliver en hindring for modning.

Dette er galt nok for de enkelte individer der fastholdes i deres barnlighed eller umodenhed, men hvis den civiliserede menneskeheds tiltagende infantilisme og voksende ungdomskriminalitet faktisk skyldes genetiske forfaldssymptomer - at de arvelige egenskaber er blevet ringere, fordi de dårligst udrustede får flere børn end de godt udrustede - så svæver vi efter Lorenz' mening i stor fare.

Det er virkeligt et tabu Lorenz her berører, fordi vores sociale system i velfærdssamfundet forlængst har ophøjet det til en rettighed at få børn, uanset evne til at forsørge dem og sikre deres sociale tilpasning. Dette humane system suspenderer effektivt den naturlige udvælgelse, men er ude af stand til at tage højde for det forfald der dermed sker i biologisk henseende. Man vil af humanitære grunde hverken tolerere positiv eller negativ eugenik, og lukker øjnene for de langsigtede følger.

6) En stor fare er også det mere systematiske traditionsbrud der har været almindeligt i Vesten de sidste tredive-fyrre år. Det er normalt, at unge mennesker i løbet af puberteten begynder at frigøre sig fra hjemmets traditioner, at gå forældrene kritisk efter i sømmene og holde udkig efter nye idealer. Denne frigørelsesproces anser vi for noget positivt, ja nødvendigt i erhvervelsen af uafhængighed og selvstændighed.

Men generationskløften kan føre til generationskrig og blive ødelæggende, ikke mindst når udviklingstempoet samtidigt betyder at de tillempende forandringer af det overleverede kulturgods som hver generation må indstille sig på bliver stadig større. For det indebærer at den kritiske ungdom til sidst tager skridtet fuldtud og simpelthen betragter den overleverede tradition som totalt forældet og forkastelig. Og hvis der ydermere er en udbredt illusion om at hver ny generation så at sige kan stampe sin egen kultur op af jorden, drager mange unge den ikke alene uholdbare, men katastrofale følgeslutning, at det ville være bedst helt at tilintetgøre forældrenes kultur.

Dette sås i vid udstrækning under det temmeligt gennemgribende ungdomsoprør der satte ind i Vesten i 1968, men som på flere direkte traditionsnedbrydende punkter udartede på en sådan måde, at det efterhånden blev oprørernes egne børn for meget af det gode. Og disses reaktion ser vi nu - i et omfang Lorenz næppe havde forestillet sig.

7) Ungdomsoprørets force og berettigelse var vel først og fremmest opgøret med den mere eller mindre ubevidste indoktrinering der fandt sted i skole- og uddannelsessystemet op gennem trediverne, fyrrerne, halvtredserne og tredserne, og som indebar en betydelig småborgerlighed og selvtilstrækkelighed. Men som bekendt førte ungdomsoprøret i vid udstrækning til en ny indoktrinering, blot med modsat fortegn. Og da tiden var uhjælpeligt præget af modsætningen mellem parterne i den kolde krig, gik det venstreorienterede oprør desværre også hen i for høj grad at blive en temmelig ukritisk tilslutning til den ene part i konflikten, den kommunistiske. Det helt nødvendige opgør med denne naive partiskhed, men særdeles hårdhændede indoktrinering er først lige ved at komme rigtigt i gang. Den vil være en guldgrube af eksempler på indoktrineringens metoder og farer. Men opgøret vil i sig selv også være et sundhedstegn, et tegn på at ekstremisme efterhånden afsløres og afløses af en mere afbalanceret forståelse af tingenes sammenhæng.

I modsætning til en videnskabelig sandhedssøgen der består i en vedvarende tilnærmelse til en stadig dybere erkendelse gennem arbejdshypoteser og fri diskussion om disse i kreative miljøer, så er en doktrin af enhver art en absolut sandhed, der forsvares affektbetonet med største stædighed, ja fanatisme. En sådan doktrin bliver et religiøst dogme, også hvor den ikke formelt set udspringer af hvad man i almindelighed og især fra ateistisk side kalder religion, men fx af en ideologi som den nazistiske eller kommunistiske, der begge hævdede at være videnskabeligt sande. Derfor yder en sådan doktrin sine tilhængere samme befrielse som enhver religiøs åbenbaring gør. Alle kendsgerninger der strider imod den bliver benægtet, ignoreret eller fortrængt. Og modstandere af den bekæmpes med alle midler.

Men som Lorenz påpeger, så bliver indoktrineringen først virkelig satanisk, når den forener store menneskemængder, hele nationer og kontinenter eller hele klasser, i en eneste vildfarelse, således som vi så i Hitler-Tyskland og Sovjetunionen, og den dag i dag ser i Kina, Nordkorea eller Iran og Irak. En sådan indoktrinering og en sådan vildfarelse går ikke alene ud over visse nationer og klasser i en eller anden kortere eller længere periode, men rammer også evolutionen, fordi den forhindrer en gavnlig og ønskelig diversitet i menneskearten.

Lorenz var fuldstændigt overbevist om, at menneskene i vore dage i højere grad end tidligere hindres i deres individuelle realisering på grund af et udspekuleret manipulationssystem. Aldrig før har så store menneskemasser været fordelt på så få etniske grupper, skrev han; aldrig før har massesuggestion været så virksom; aldrig før har manipulatorerne haft en så god reklameteknik bygget på videnskabelige eksperimenter, og aldrig før har de rådet over så pågående massemedier, som de gør i dag. - Dette skrev han i 1973, men det er jo ikke mindre sandt i 2003.

Lorenz' kulturpessimisme kom endnu stærkere frem i den bog om "Nedbrydningen af det menneskelige" som han udgav i 1983, 80 år gammel. I et kort forord kommer han igen ind på faren ved kernevåbnet og sandsynligheden for at menneskeheden ved hjælp af dette våben vil begå selvmord. Desuden trues menneskeheden af en langsom død gennem forgiftning og andre former for tilintetgørelse af det miljø som den lever i og af.

Men allerværst: "Selvom menneskeheden skulle standse sin blinde og utrolig dumme adfærd i rette tid, trues den dog af en gradvis nedbrydning af alle de egenskaber og præstationer, som udgør dens menneskelighed. Mange tænkere har set dette, og mange bøger rummer erkendelsen af at tilintetgørelsen af miljøet går hånd i hånd med kulturens "dekadence". Men kun få betragter nedbrydningen af det menneskelige som en sygdom, kun få leder efter sygdommens årsager og efter mulige modforholdsregler". Lorenz ville med sin bog hjælpe os med at lede.

Problemet er, at menneskeånden - selve menneskets viden, kunnen og villen - med den abstrakte tænknings og sprogets hjælp har udviklet sig så hastigt, at den er blevet "sjælens modstander". Den skaber forhold som menneskets naturlige anlæg ikke længere kan magte. Tænkevaner, som stammer fra teknologien, har udviklet sig til doktriner i et teknokratisk system, som er beskyttet ved selvimmunisering. Teknokratiet har en overorganisering til følge, hvis umyndiggørende virkning tager til samtidig med det antal mennesker der skal organiseres. Og på det kulturelle område savnes den mangfoldighed af vekselvirkninger som er en forudsætning for enhver skabende udvikling.

Men trods adskillige ubrydelige onde cirkler i den tekniske og økonomiske udvikling er der ifølge Lorenz stadig håb. Det er muligt hos ungdommen på ny at vække den værdifornemmelse for det smukke og det gode, som undertrykkes af scientismen, troen på videnskaben som det eneste saliggørende, og den teknomorfe tænkning. Vi må begynde med at indøve den helhedsopfattelse, som er det eneste der kan skabe sans for harmonier. Dette forudsætter igen, at vi skaber så snæver kontakt som muligt med den levende natur i en så tidlig alder som muligt.

Konkret påpeger Lorenz, at det må være demokratiets mål at skabe et kompromis mellem den orden, der er blevet absolut nødvendig på grund af menneskenes uhyre antal, og opretholdelsen af den handlefrihed for individet, som hører med til menneskerettighederne. Men befolkningstilvæksten gør dette vanskeligere og vanskeligere. Der samles ganske enkelt for megen magt i for få menneskers hænder. Og meget få mennesker er efter Lorenz' mening i stand til at bevare deres fulde menneskelighed i en magtposition. Magtbrynde er en meget real sygdom, som han skriver, idet han i denne forbindelse gør opmærksom på, at det er en fejltagelse at tro at verden regeres af politikere. Bag dem står som den virkelige tyran storindustrien. Rustningskapløbet fortsætter ikke fordi parterne gensidigt er bange for hinanden, men fordi industrien tjener på det.

Det er slet ikke utænkeligt, at storkoncernerne i alle lande vil forene sig til en magt som behersker verden, skriver Lorenz i 1983, men det er kun blevet endnu mere aktuelt i den nuværende globaliserings epoke. Og sker det vil det åbne samfund i Karl Poppers forstand blive tilintetgjort. Samfundet vil dermed blive umenneskeligt, hedder det i hans bog med henvisning til Aldous Huxley.

Den tvang til specialisering, som ligger i vore dags uddannelses- og erhvervssystem, og som de færreste kan tillade sig at ignorere, mener Lorenz gør verden forfærdelig kedsommelig. Det er hans faste overbevisning, at ‘verdens blottelse for mening' (Viktor Frankls udtryk) for en væsentlig del er en konsekvens af specialiseringen. Taber man nemlig overblikket over verden som helhed, kan man heller ikke mere opfatte hvor smuk og interessant den er.

Det teknokratiske system er blevet en tyran for menneskeheden. De videnskabsgrene der ligger til grund for teknologien er blevet overvalueret, mens alle andre er blevet undervurderet.

Men var Konrad Lorenz således meget bekymret for den igangværende kultur- og samfundsudvikling, må det understreges, at han på ingen måde troede på en lovmæssig dekadence således som Oswald Spengler gjorde. Lorenz var nemlig til fulde klar over, at fremtiden ikke kan forudsiges. Men omvendt mente han heller ikke, at vi bare kan lade stå til og håbe på at problemerne løser sig af sig selv.

Derfor påpeger han igen og igen nødvendigheden af at acceptere følelserne og værdierne som en del af virkeligheden. Netop som naturvidenskabsmand, kausalforsker og hypotetisk realist finder han det nødvendigt at understrege, at "Virkeligt er altså ingenlunde blot det fysisk definerlige og kvantitativt verificerbare, men også alt det følelsesmæssige.

Evnen til at opleve kærlighed og venskab med alle de følelser, den ledsages af, er på samme måde blevet til i løbet af menneskets fylogenese, som evnen til at måle og tælle. Begge slags fænomener har relation til den samme virkelighed, hvortil der hører et følende og oplevende medmenneske lige så vel som de ting der kan måles og tælles. Deri ser jeg den evolutionære erkendelsesteoris måske vigtigste virkning."

I sit mest betydelige filosofiske arbejde "Bagsiden af spejlet" gør Konrad Lorenz naturligvis meget ud af at understrege følelseskvaliteternes afgørende betydning for mennesket, kulturen og traditionen.

"Vi mennesker der fra naturens hånd er kulturvæsener, kan slet ikke," skriver han, "lade være med at udstyre alt det der blev overleveret til os i vor barndom og ungdom fra vore forældre og ældre slægtninge, med de emotionelle værdier, som disse traditionsgivere har for os. Synker disse værdier under nulpunktet, er der lukket af for videregivelse af kulturel tradition."

Mennesket kan efter Lorenz' mening ganske enkelt ikke eksistere uden den støtte, dets tilhørsforhold til en kultur og dets anpart i kulturgoderne giver det. For uden denne identificering med en traditionsgiver har mennesket ingen rigtig identitetsbevidsthed. Intet menneske kan være psykisk sundt uden at identificere sig med andre mennesker, lige så lidt som de kan være det uden at få et mindstemål af anerkendelse fra andre mennesker.

Den moderne ungdoms identitetsproblem er derfor for Lorenz symptomer på en forstyrrelse i overleveringen af kulturelle traditioner. Og det undrer ham derfor heller ikke, at de unge mennesker der søger 'et sidste fortvivlet holdepunkt i et forstokket autistisk sjælepanser bliver fjender af samfundet'.

Der synes at være to sider af det moderne identitetsproblem.

Den ene er den modvilje mod enhver form for hierarkisk struktur i samfundet, som var en væsentlig bestanddel af ungdomsoprøret i halvfjerdserne og stadig er gældende hovednorm. Alle skal være lige. Ingen må have højere rang end andre eller mere at skulle have sagt i samfundet end andre. Manden på gulvet eller på gaden skal høres i medierne for sin uforbegribelige mening om alt muligt ved siden af eksperten eller magthaveren. Og tiltale- og omgangsformerne skal tilpasses denne situation.

Men for Lorenz er det en kendsgerning, at lovmæssig beundring af forfædrene er fylogenetisk programmeret hos mennesket, dvs artsbestemt. Derfor findes anekult hos meget forskellige folkeslag i næsten samme udformning, og derfor tager beundringen af forfædrene til, efterhånden som tiden går, ligesom agtelsen for de overførte adfærdsformer. Disse antager efterhånden karakter af noget helligt og ukrænkeligt.

Et direkte og systematisk oprør med forfædrene og traditionerne, der går ud over hvad der måtte være nødvendigt for opnåelse af selvstændighed og fornyelse, er følgelig ensbetydende med undergravelse af egen identitet, altså med rodløshed, således som det i ekstrem grad kan konstateres i mange afrikanske samfund eller fx i det grønlandske samfund der totalt har ændret karakter gennem et selvstyre der økonomisk er bygget op på kunstige tilskud fra moderlandet, helt ude af proportion med realiteterne.

Alle kulturer og samfund forandrer sig med tiden, og kulturernes plasticitet holder normalt trit med forandringerne, selvom det for os ser ud til at de gamle kulturer er mere konservative end de nyere. Lorenz er imidlertid ikke i tvivl om, at vor egen kultur i øjeblikket er i fare for at gå til grunde ved den alt for hurtige, for ikke at sige totale nedbrydning af enhver tradition der finder sted.

Men den anden side er lige så vigtig. Den drejer sig om fænomenet ånd.

Her er Lorenz' synspunkt meget klart - og ganske bemærkelsesværdigt i betragtning af at han er naturvidenskabelig kausalforsker og realist. Efter hans mening er ét isoleret menneske nemlig slet ikke noget menneske, thi menneskeånden er et overindividuelt fænomen, ikke at forveksle med et overnaturligt fænomen.

Det er afgørende for Lorenz at holde fast i, at alle former for liv er et produkt af evolutionen, men at der i denne evolution gang på gang er sket 'fulgurationer', dvs nyskabelser af så pludselig karakter at de kan sammenlignes med lynnedslag. Udtrykket stammer egentlig fra teistiske filosoffer og mystikere i middelalderen, men dækker efter Lorenz' mening langt bedre end andre udtryk den proces hvor noget får eksistens der ikke tidligere har været til stede. En sådan proces forudsætter på ingen måde guddommelig eller anden overnaturlig indgriben, men skyldes sammenkobling af fx to af hinanden uafhængige systemer, hvormed der med ét slag opstår fuldstændigt nye systemegenskaber.

Lorenz gør opmærksom på, at ordene 'udvikling' eller 'evolution' kommer ynkeligt til kort, når man forsøger at yde den organiske skabelsesproces retfærdighed, fordi denne netop indebærer, at der hele tiden opstår noget fuldstændigt nyt, som tidligere simpelthen ikke eksisterede - end ikke antydningsvis. Fænomenet kaldes også ‘emergens' (opdukken af nyt) - og er i princippet uforklarligt, men må have noget med det fysikerne kalder 'dissiperende energi' at gøre: Liv er kendetegnet af at det 'æder negativ entropi' og således går imod varmelærens sandsynlighed.

Fulgurationen betyder, at helheden er mere end sine bestanddele, hvad der igen betyder, at et system på et højere integrationsniveau ikke kan deduceres ud fra et lavere. Det er principielt umuligt for mennesket at følge samtlige årsagskæder tilbage i tiden. Ja, det er "fuldstændigt ørkesløst i de enkelte, uafhængigt fungerende undersystemer eller i laverestående organismer at søge efter systemegenskaber, der først opstår på et højere integrationsplan."

Men fulgurationerne er empiriske kendsgerninger, og det er menneskeånden også. Menneskets åndelige liv er er ny form for liv i evolutionen. Den indebærer en kumulerbar tradition, som igen ifølge Lorenz er ensbetydende med en ikke-genetisk nedarvning af erhvervede egenskaber. Hurtig udbredelse af viden, tilpasning af samfundsfællernes meninger og nedfældningen af bestemte sociale og etiske grundholdninger skaber "en ny slags fællesskab af individer, en ikke tidligere eksisterende form for levende system, hvis konstitutive systemegenskaber netop er den nye form for liv, som vi betegner som åndeligt liv. Den individuelle, konkrete virkeliggørelse af et sådant over-individuelt system kalder vi en kultur."

Set ud fra evolutionens synspunkt er det for Lorenz klart, at det er forskellen mellem kulturerne der har været bestemmende for menneskehedens højere udvikling. Han er derfor meget betænkelig ved den udviskning af grænserne mellem kulturerne der finder sted i vor tid, og som siden hans egen død blot er accellereret i globaliseringens navn. De etniske grupper i hele verden synes i hvert fald for en overfladisk betragtning i færd med at smelte sammen til én eneste kultur, der omfatter hele menneskeheden. Men denne proces er tvetydig.

På den ene side kan den tage sig ønskværdig ud, for så vidt man kunne forestille sig at den ville bidrage til at formindske hadet mellem nationerne. "Alle Menschen werden Brüder", lyder det jo ofte forjættende - også da Muren faldt og østtyskere og vesttyskere faldt hinanden om halsen. Siden er østtyskerne nu ikke blevet rigtige brødre til vesttyskerne. På den anden side er det nedbrydende for udviklingen at alle folk bliver ens. Med Lorenz egne let ironiske ord: "Når alle mennesker af alle kulturer kæmper med samme våben, konkurrerer med hinanden ved hjælp af samme teknik og prøver at snyde hinanden på samme verdensbørs, så mister den interkulturelle selektion sin skabende virkning."

Det vil fremgå af alt hvad Konrad Lorenz har skrevet, at han på ingen måde nedvurderer åndslivets fænomener, endsige forsøger at reducere dem til ikke-organiske eller fysiske. Tværtimod betragter ham dem som værdier der er afgørende for den menneskelige eksistens, men hans opfattelse af deres rod i den biologiske udvikling betyder, at han i allerhøjeste grad føler sig forpligtet til en naturvidenskabelig undersøgelse af kulturen og åndslivet, og ansvarlig over for vor egen kultur.

Han betragter det som en kendsgerning, at historiens gang ligesom arternes udvikling styres af tilfældighed og nødvendighed, til trods for dens tendens til at holde retningen fra det mere simple til det mere komplekse, eller fra det mere sandsynlige til det mindre sandsynlige. Det er ganske enkelt ikke muligt at klarlægge alle årsagskæder.

Kløften mellem den fysiologiske proces og den subjektive oplevelse går efter Lorenz' synspunkt ikke gennem naturen i horisontal retning. Den deler ikke højt fra lavt eller komplekst fra enkelt. Den går snarere i vertikal retning, nemlig gennem vort eget væsen: Der findes meget simple nerveprocesser der ledsages af den mest intense oplevelse, og der findes højt komplekse der er analoge med rationale operationer, og som alligevel forløber fuldstændigt "uoplevede", ja, endog utilgængelige for introspektion. Dette svarer til dybdepsykologiens skelnen mellem de psykiske primærprocesser, som er kendetegnet af ustabilitet, men intensitet, og de psykiske sekundærprocesser, der er kendetegnet af stabilitet, men samtidigt er følelesmæssigt svage.

Kløften mellem sjæl og legeme er det efter Lorenz' mening principielt umuligt at bygge bro over. Selv en utopisk tilvækst i vor viden ville ikke bringe os nærmere løsningen af problemet. "Vor oplevelsesverdens indre lovmæssighed kan principielt ikke forklares ud fra fysisk-kemisk love og ud fra den neurofysiologiske organisations nok så komplekse struktur". Der er i realiteten tale om en afmagtssituation, selvom Lorenz ikke bruger dette udtryk, og selvom han ikke oplevede de sidste tyve års store fremskridt i hjerneforskningen. Den gør iøvrigt heller intet til sagen, fordi den ser bort fra den principielle vanskelighed med at forstå selve det afgørende sjælelige fænomen, at materien så at sige iagttager sig selv i en proces der ikke kan iagttages af en udenforstående instans uden at den øjeblikkeligt afbrydes.

Konrad Lorenz' store indsats ligger i hans dybe forståelse for åndslivets egenart set ud fra et biologisk og evolutionært synspunkt, der holder sig på den hypotetiske realismes grund og alligevel undlader enhver form for reduktionisme.

Han påpegede tværtimod bestandigt såvel åndslivets som samfundslivets og kulturlivets helhedskarakter, og indså samtidig de risici som den voldsomme økonomiske og teknologiske udvikling har skabt.

Han var i enhver henseende sekulært indstillet, men ydede med sin ovennævnte forståelse for åndslivets og kulturens egenart konkrete bidrag til en løsning af meningsløshedens problematik uden om de eksisterende religionssystemer og deres mere eller mindre lukkede og dogmatiske grundholdninger.

Han fastholdt også midt i sin store pessimisme et håb for fremtiden. Hans analyser er tværfaglig kulturkritik på sjældent højt plan - og de har stort set bevaret deres aktualitet. Ja, de er vanskelige at komme udenom for den der både ønsker sekularisering og fastholdelse af åndslivets prioritet over den økonomiske og teknologiske udvikling.

Mennesket som art står stadig - som Lorenz påpegede i 1973 - ved et vendepunkt derved at der netop nu er en potentiel mulighed for en ufattelig meget højere udvikling for menneskeheden.