utils prefix normal JERNESALT - kanel44brixtofte

ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.4.07.

Brixtofte - en nar eller en tragedie?

af Jens Vrængmose

Der findes to diametralt modsatte slags fantaster i verden som kan forvolde større eller mindre skader på virkeligheden uden at være i stand til at lave den om, det er på den ene side de politiske ekstremister der i deres had og frustration tyer til vold og terror og på den anden side de politiske og økonomiske entreprenører og spekulanter der i deres velmenende kreativitet tyer til fredelige manipulationer med andre mennesker og med love og regler. De første skaber fra først til sidst altid død og ødelæggelse - jf. artiklen om Blekingegadebanden. De sidste skaber ofte i begyndelsen store og flotte resultater i form af økonomiske eller politiske imperier, men ender til sidst, når manipulationerne ikke længere kan skjules, med sammenbrud der trækker imperierne og andre mennesker med i faldet.

Farums tidligere dygtige og initiativrige borgmester Peter Brixtofte hører ligesom Kurt Thorsen og Klaus Riskær Petersen til den sidste kategori. De havner på et eller andet tidspunkt i retten og bliver idømt fængselsstraffe og erstatningsansvar, men finder altid dommene dybt uretfærdige. For de har kun ment det godt og synes kun de har gavnet samfundet. De lever med andre ord i en anden virkelighed end den vi andre dødelige og fantasiløse mennesker lever i. De har i årevis jongleret med tal, økonomiske regler og juridiske paragraffer samt medarbejdere og modarbejdere så mesterligt at det har vakt almindelig beundring eller forbløffelse, men samtidigt efterhånden også spundet dem ind i et net af uigennemskuelige transaktioner som de ikke selv kunne holde styr på.

I modsætning til de politiske ekstremister er de økonomiske spekulanter som hovedregel charmerende mennesker der har let ved at få andre med på deres flyvske ideer og planer, og først bliver indhentet af den hårde virkelighed når de ikke længere formår at skjule deres specielle og komplicerede transaktioner over for deres kritikere og modstandere.


Peter Brixtofte blev i februar i landsretten idømt to års ubetinget fængsel for groft mandatsvig i den såkaldte sponsorsag, hvor entreprenørvirksomheden Skanska overfakturerede Farum Kommune med ni mio kr mod at sponsorere ti mio til en håndboldklub i Farum. Og i går blev Brixtofte ved byretten idømt yderligere to år for groft mandatsvig og embedsmisbrug i hovedsagen om dyre restaurantbesøg, rejser og ulovlige lån i millionklassen. Helt konkret blev han dømt for 1) at skjule kommunens gæld og bruge 52 mio uden bevilling, 2) at optage et banklån og en kassekredit på 450 mio uden byrådets vidende, 3) at lade kommunen betale 1,6 mio kr for dyre restaurantbesøg, sponsormiddage og rejser samt et par punkter mere.

Navnlig de dyre restaurant-regninger der bl.a. omfattede køb af ialt 26 flasker rødvin til 155.000 kroner faldt såvel dommerne som offentligheden for brystet. Og det var også dem der i sin tid fik BT's dygtige journalister til at bore i Brixtoftes forhold og næsten enevældige magtfuldkommenhed. Det viste sig vanskeligere end i normale tilfælde, fordi Brixtoftes medspillere blandt embedsmændene i Farum kommune gjorde hvad de kunne for at forhindre aktindsigt.

Landsretsdommen i februar har Brixtofte søgt om tilladelse til at indbringe for Højesteret. Dommen i byretten blev på stedet anket til landsretten - og hvis landsretsdommen går ham imod, vil han også søge den ført videre til Højesteret. Det er mere end tvivlsomt om Brixtofte vil få de to tilladelser, men det er typisk for ham, at han ikke helmer før alle udveje er prøvet. Han betragter dommene som dybt uretfærdige, beskylder dommerne for at have dømt ham på forhånd samt pressen for kun at se sagen fra anklagemyndighedens synsvinkel - og sit gamle partis formand, næstformand og retspolitiske ordfører for at ville ham til livs som hævnakt.


Brixtoftes magtfuldkommenhed går med andre ord hånd i hånd med en næsten total mangel på selverkendelse.

Da sagen kom frem for fire-fem år siden og umiddelbart medførte hans eksklusion af partiet Venstre og hans afgang som borgmester, lød det fra såvel en kendt alkohol-konsulent som lægen Paul Wachtel, der kendte ham personligt, at Peter Brixtofte var alkoholiker og derfor havde mistet jordforbindelsen. Det rettede han op på med en kur, men han nægtede fortsat blankt at have handlet i strid med loven og de gængse moralregler for ledende politikere, og han valgte derfor at danne sit eget parti og stille op til kommunalvalget i 2005. Og her blev han genvalgt, fordi mange stadig godt kan lide manden og mener at han alt taget i betragtning har været en god borgmester for Farum.

Og dette er der egentlig heller ingen der bestrider, for så vidt Brixtofte vitterligt fik gjort den relativt lille kommune til en slags mønsterkommune med flotte resultater i integrationen af indvandrere og nedbringelse af ledigheden samt slankning af det administrative apparat - det sidste med en 'omvendt Parkinson': Udgifterne skal falde til de svarer til faldet i skatteindtægterne. For sænkningen af skatterne gjorde ham jo populær, og selvom sandheden var at den ikke alene skyldtes effektiviseringen i administrationen, men også salg af kommunale ejendomme og grunde samt låneoptagelse, så rørte det tilsyneladende ikke ved hans vælgeres bedømmelse. Verden vil jo bedrages, som man siger, hvilket mere konkret kan oversættes til sætningen, at folk gerne vil forføres sålænge alt går godt.

Forførelse som sådan er der ikke noget galt ved, verden ville blive kedelig uden forførelse, men unægteligt er det bedst for alle parter at den holdes inden for visse grænser, hvilket først og fremmest vil sige inden for realiteternes grænser. Og netop her svigtede Brixtoftes egen såvel som hans vælgeres dømmekraft.

Det er let i bagklogskabens lys at påpege at mange svigtede i dette årelange forløb. Mange var forblændet af manden og hans charme og generøsitet. Rygklapperne var for mange. Kritikerne for få, og de gav for hurtigt op - eller de blev simpelthen sparket ud af manegen. Revisionen kunne have været skarpere. Tilsynsrådet ligeså. Daværende amtsborgmester, nuværende indenrigsminister Løkke Rasmussen, kunne måske have været tidligere ude med riven og så fremdeles. Men det ejendommelige for sager af denne art er netop at det er forbandet svært at finde lige nøjagtigt den tid og den anledning hvor det er indlysende at der må og skal siges stop, for alle er på den ene eller anden måde blevet involveret i sagen eller langmodigheden med manden, eller de havde efterhånden mistet orienteringen. Og de virkeligt kritiske - som BT's journalister - blev åbenlyst forhindret i deres arbejde.


Det dybt forkastelige i den højt begavede Peter Brixtoftes tilfælde og sag er at han med sine alt for loyale embedsmænd (navnlig den nu også dømte kommunaldirektør) indlod sig på en systematisk kamuflering af transaktionerne. Han lukkede sin politik og administration hermetisk til for aktindsigt - stik imod alle principper for åben og demokratisk ledelse af en kommune.

Og det er i denne forbindelse absolut ikke holdbart at tro at Farum kommune ikke kunne have udviklet sig til en mønsterkommune uden Brixtoftes magtmisbrug, for der kan henvises til en anden storkøbenhavnsk kommune hvor en systematisk modernisering og en samtidig udvikling af sporten med store anlæg og stjernefodbold var begyndt længe før og hvor borgmesteren blev yderst populær derved, nemlig Brøndby kommune. Men her holdt den socialdemokratiske borgmester og advokat Kjeld Rasmussen sig på lovens sikre side - og bevarede førertrøjen i ikke mindre end 39 år (1966-2005).

Brixtofte derimod kunne til sidst ikke skelne mellem hvad der var rigtigt og forkert - hverken juridisk eller moralsk. Derfor gik det galt. Og derfor er hele sagen dybt tragisk for såvel personen som kommunen.


Efter dommen i går har han åbent sagt, at han intet andet fortryder end at han ikke sørgede for kontrol af regningerne for de dyre vine. Han hævder fortsat at han - mod vidneudsagnene - intet kendte til prisen, men altså betragter dette som en åbenlys fejl fra hans egen side. Intet andet fortryder han.

Hvad Brixtofte dog også erkendte i det udmærkede og stilfærdige interview med ham på TV2's 'Go'aften Danmark' (10.4.) var at hans fortsatte optimisme og tro på frifindelse ved højere retsinstanser er en facade, som han er nødt til at bevare for at overleve. Og da han blev konfronteret med et klip fra domsfældelsen i februar hvor en af hans tre døtre stærkt berørt talte om sagens store pres på familien, måtte han lige ud, men selv synligt berørt sige, at det ville han helst ikke udtale sig om. For første gang synes der altså at være en lille sprække i den ellers selvsikre facade.

Det understreger at sagen virkelig er en dyb tragedie for manden personligt - og det bevirker også, at undertegnede ikke længere - som da sagen begyndte i 2002 - vil betegne ham som en nar, hvor fristende det dog ellers er. Sagen er nemlig fortsat på mange måder komisk, men uagtet at sagen rent faktisk ikke er definitivt afgjort endnu, og Peter Brixtofte fortsat hævder sin uskyld og formentlig som den eneste i landet tror på sin frifindelse, så må han i dag betragtes som en slagen mand. Og en sådan bør man ikke længere slå på - heller ikke med humorens våben.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose


Henvisninger:

Peter Nar af Farum  (2.6.02.)

Jens Vrængmoses rubrik

Artikler om Danmark
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Humor


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal