utils prefix normal JERNESALT - eu-nej05

ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.6.05.

Fransk og hollandsk nej

EU må siges at være blevet temmelig rystet af folkeafstemningerne i Frankrig og Holland om den nye forfatningstraktat. I Frankrig stemte 55 % imod og i Holland 62 % imod - og begge steder var valgdeltagelsen stor. Resultaterne altså umulige at bortforklare.

I allerførste omgang er konsekvensen blevet en ny regering i Frankrig. Dernæst ventes en udmelding fra enten Tony Blaire eller Jack Straw om englændernes reaktion. Og derefter følger om fjorten dage en drøftelse på topmødet om hvad hele kollegiet af regeringschefer og kommissærer skal stille op med de to landes nej. Skal forfatningstrakten opgives, skal ratificeringerne i de øvrige lande fortsætte som planlagt og en stillingtagen til Frankrigs og Hollands problemer udskydes et par år - eller skal man tage skridt til enten en genforhandling af hele traktaten, dvs begynde forfra med endeløse forhandlinger, eller en imødekommelse af specielle ønsker om forbehold fra Frankrig og Holland?

Det vil ikke undre om problemerne bliver udskudt, for det vil være det nemmeste for franskmændene og de usikre englændere. Det vil så til gengæld gøre det endnu vanskeligere overhovedet at nå frem til en løsning for alle inden for overskuelig tid.

Fra dansk side vil man utvivlsomt gøre hvad man kan for at få skabt klarhed på det kommende topmøde, for de danske forligspartier har alle tilkendegivet, at de ønsker den danske folkeafstemning den 27. september gennemført, fordi vi må have ret til selv at sige ja eller nej til traktaten. Men som statsminister Anders Fogh Rasmussen klart og utvetydigt har sagt, så forudsætter en dansk folkeafstemning til september, at der er en traktat at stemme om. Det vil sige, at afstemningen automatisk bortfalder, hvis topmødet åbner for genforhandling af traktaten.


Hvad ingen af regeringscheferne længere kan komme uden om er, at hele fremgangsmåden og tidsplanen for udarbejdelsen og ratificeringen af forfatningstraktaten har været forfejlet lige fra starten. Lederne har taget tingene i den forkerte rækkefølge og gennemført østudvidelsen før en fælles traktat var på plads. Man har ikke satset på en løsere struktur og tilbudt de nye lande at deltage i planlægningen af en sådan, men tværtimod trukket en stram løsning ned over hovedet på de ti nye EU-lande. Man har været femten år om at komme frem til en afstemning om en ny fælles traktat med de forenklinger en udvidelse gjorde nødvendige. Og man kan ikke engang finde ud af at sende traktaten til afstemning i alle lande samtidigt.

Resultatet er nok blevet en traktat som de 25 landes regeringer til sidst mere eller mindre modvilligt kunne tilslutte sig, men til gengæld også nogle afstemninger uden den oprindelige begejstring for udvidelsen som drivkraft. I Frankrig og Holland kom de til at dreje sig om alt muligt andet end traktatens indhold.

Politik er aldrig rationel videnskab eller adfærd, men sålænge det er suveræne regeringer der fører forhandlinger og slutter aftaler, så er der trods alt en høj grad af rationalitet i foretagendet. Men lige så snart det såkaldt demokratiske element kommer ind i billedet, så sker der uvægerligt en udvanding af det rationelle. Ikke fordi folk er dumme eller uvidende, men ganske enkelt fordi man hverken nationalt eller på EU-plan kan sikre sig at en afstemning kommer til at dreje sig om afstemningsobjektets reelle indhold og ikke alt muligt andet. Det konkrete afstemningstidspunkt vil altid blive bestemmende for hvad vælgerne og medierne bevidst og ubevidst blander ind i afstemningen.

Dette forhold spiller ikke den store rolle, hvis et land er inde i en relativt stabil og rolig økonomisk, social og politisk udvikling - som det fx er tilfældet i Danmark for øjeblikket. Men lige så snart der er uro i et land, så har vi miseren: en folkeafstemning om en EU-traktat (eller en national grundlov for den sags skyld) vil uundgåeligt blive en afstemning for eller imod den siddende regering, for eller imod den økonomiske og sociale udvikling, for eller imod indvandring og globalisering eller deltagelse i internationale aktioner.


Det kan ganske enkelt ikke være anderledes - og derfor hjælper det ikke at statsminister Anders Fogh Rasmussen i en iøvrigt udmærket kronik i Politiken skærer ud i pap for os alle, hvad den danske folkeafstemning til september handler om og hvad den absolut ikke handler om. Det hjælper lige så lidt som når udenrigsminister Per Stig Møller i sin tid gav udtryk for at han ikke mente at den åbenlyse folkelige modstand mod Tyrkiets optagelse i EU ville påvirke afstemningerne om traktaten. Det gør den såvel som alle mulige andre substantielt irrelevante spørgsmål - som de aktuelle afstemninger har vist - i allerhøjeste grad, og ganske naturligt hvis man ser dem ud fra et dybdepsykologisk synspunkt. For her hænger tingene ikke sammen logisk og rationelt, men ulogisk og irrationelt.

Det er en kæmpebrøler af virkeligt format, at EU's top - såvel som de danske forligspartier - ikke har forstået modstanden mod Tyrkiets optagelse. Som tidligere understreget her på siderne, så hører Tyrkiet hverken geografisk eller kulturelt og religiøst til Europa. Og det er tåbeligt at se bort fra dette, ikke mindst når man iøvrigt med den nye traktat har ønsker at fremhæve de europæiske værdier.

Indvandringen af muslimer har i alle de ramte europæiske lande givet store og stigende sociale problemer, fordi politikerne i årtier ikke har villet være ved, at de kulturelle og religiøse værdier spiller en afgørende rolle for folks integrationsvilje og -muligheder.

De problemer der for tiden forstærkes år for år med hensyn til indvandrernes integration gør den nye EU-forfatningstraktat mere og mere illusorisk. Man påstår at den giver bedre muligheder end den gamle for fælles sociale foranstaltninger, men den er elitært tænkt og er derfor nu blevet folkeligt forkastet i to lande, og den vil de følgende år have stadigt sværere ved at blive folkeligt accepteret.


Det er ret usandsynligt at det kommede topmøde vil se kendsgerningerne i øjnene, og derfor er det ret sikkert, at der ikke kommer nogen løsning på det problem der er opstået med forfatningstraktatens forkastelse i Frankrig og Holland.

Heldigvis er og bliver østudvidelsen en kendsgerning, og heldigvis kan man - omend med stort besvær - køre videre med den gamle traktat. Men en ny traktat kræver nye regeringer visse steder i EU. Både præsident Chiraq og kansler Schröder har spillet for højt spil i for mange år. Og endeligt gælder, at tiden altså skal blive bedre. Der skal være bredt opsving i Europa, før en ny traktat kan falde på plads og have chancer for at blive vedtaget af befolkningerne.


Henvisninger:

EU, Østudvidelsen og Tyrkiet  (18.12.04.)
EU-forfatningen vedtaget af ministerrådet  (21.6.04.)
EU-valget 2004  (16.6.04.)
EU's store dag  (2.5.04.)
Sammenbruddet i Bruxelles  (17.12.03.)
Ny EU-traktat?  (EU - 30.6.03.)


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal