utils prefix normal JERNESALT - Afdogmatisering

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.6.02

Afdogmatisering - men ikke afmytologisering

Sekulariseringen indebærer principiel afstandtagen fra ethvert forsøg på at tillægge udsagn eller aksiomer en autoritet de ikke har i kraft af deres egen sandhedsværdi, men alene i kraft af deres udspring fra bestemte personer (konger, fyrster, præster, profeter) eller fra bestemt hellige eller ukrænkelige skrifter. Typisk er sådanne udsagn eller dogmer religiøse eller teologiske og findes inden for alle religioner og tilhørende læresystemer, eksempelvis i dogmet om Kristi Himmelfart eller dogmet om Koranen som åbenbaring af Allahs tale og vilje for profeten Muhammed. Eller for katolicismens vedkommende dogmer om Jomfru Maries himmelfart, pavens ufejlbarlighed eller kirken som eneste frelsesvej.

Men dogmer findes på alle felter af den menneskelige tro og tænkning. Det ses tydeligt i de store politiske ideologier fra marxisme til maoismen eller fra fascismen og nazismen til vore dages mest faretruende ideologier, terrorismen og den islamiske fundamentalisme.

Marx og Engels gjorde i ‘Det kommunistiske manifest' klassekampen til historiens vigtigste drivkraft. Den ville med historisk nødvendighed føre frem til socialismen og videre til det ideelle, klasseløse kommunistiske samfund. Marx formulerede i sin økonomiske teori bl.a. en lov om profitratens fald, der sagde, at den teknologiske udvikling ville få kapitalisternes profitrate til at falde. Ingen af delene er som bekendt sket fyldest.

Marxismen-leninismen var Sovjetunionens officielle ideologi fra 1938 til sammenbruddet i 1991. Den var en sammenhængende teori om naturen, historien og mennesket som udarbejdedes under Stalins auspicier og udlagdes som den skinbarlige videnskabelige sandhed, som det var livsfarligt at anfægte. Maoismen var en videreudvikling af denne ideologi, der knyttede den til kinesisk filosofi, men med samme resultat: : en fastfrysning af sandheden, der umuliggjorde videre forskning.

Nazismen var først og fremmest en nationalistisk opfattelse af tyskerne som Herrefolket og med raceteorier om arierne som den overlegne race og den jødiske og slaviske race som mindreværdige, ja udryddelsesværdige. Blut- und Boden-dogmet var en teori om enheden mellem blodet (folket) og jorden (nationen) der kobledes sammen med ‘viljen til magt' og retten til ‘Lebensraum'. Den endte som bekendt i et tysk ragnarok og Hitlers selvmord.

En af historiens besynderligste, men også blodigste tilfælde af ironi var, at kommunisternes fuldstændigt endimensionale opfattelse af klassekampen forhindrede dem i at få øjnene op for, at nazismen var et fundamentalt nyt fænomen, der gik helt på tværs af såvel de gængse marxistiske som de gængse borgerlige forestillinger. Den appellerede til tredjestand og til dybe instinkter i folk, noget der ikke står nogetsomhelst om i marxistisk teori. Den eneste marxistiske teoretiker der opdagede faren var Bukharin, men han blev af samme grund skudt i 1938. Klassekampteorien var absolut ukrænkelig, således som den stadig er i dele af venstrefløjen.

Fascismen gjorde den korporative stat til overordnet for såvel individerne som klasserne, og krigen til nationens højeste manifestation. Mussolini kørte linen ud med katastrofalt resultat for Italien, mens general Franco var noget klogere, og kunne beholde magten til sin død..

Dogmatisering kan også med lethed konstateres i de mange afarter af politiske ideologier. Således i de autonomes uforbeholdne undsigelse af det kapitalistiske samfund og den borgerlige bevidsthed. Eller i miljøaktivisters og dyreværnsforeningers had til hhv. det private initiativ og videnskabelige dyreforsøg (jf.  Fortuyn-mordet).

Selv afholdsfolk og pacifister kan blive aggressive. De kan hælde spiritus i vasken, hvis de forarges over synet at en fyldt flaske, eller sætte sig mod spiritusbevillinger til hoteller og kiosker (i Norge er den sidste bastion i et landsogn først faldet i år 2002). Eller de kan smide et mangeårigt medlem ud af foreningen, hvis han begynder at sætte et par spørgsmålstegn ved doktrinerne om Nato (som det skete med det radikale folketingsmedlem Svend Haugaard i foreningen ‘Aldrig mere krig'). Kvindebevægelsen var i sin mest ekstremistiske form i 70'erne helt ude i det mandehaderiske, så det en overgang var farligt for førligheden for en mand at holde døren for en kvinde.

Værst er naturligvis terrorismen og herunder desværre også den del af den islamiske fundamentalisme der støtter eller selv udøver terrorisme. Som andetsteds bemærket (Terrorismen) er der her tale om en lidenskab der kun kender ét mål, udryddelsen af fjenden, og kun én ‘videnskab' eller metode, læren om udryddelse. Her ser vi den mest katastrofale kombination af normal og sund driftsaggressivitet med sygelig frustration, der findes kan. Hævntørsten er ubegrænset og som hovedregel uden for ethvert håb om forvandling.

Hævntørsten og uforsonligheden er et ældgammelt fænomen, der hænger dybt sammen med skuffet kærlighed. Det sås fx tydeligt i Black Muslims bevægelsen i USA i 70'erne. Bevægelsen åbnede armene for alle de mange sorte muslimer der følte sig forkastet af samfundet. De hævnede sig ved selv at forkaste samfundet. Den hvide mand var djævelen selv, kristendommen en hvid-mands-religion og følgelig også djævelsk, ja selv amerikansk statsborgerskab, som medlemmerne ellers nød godt af, var en vederstyggelighed. Deres drøm var en separat muslimsk stat i USA! Forfatteren James Baldwin lagde ikke fingrene imellem i ' The Fire Next Time'. "God is black", hed det. "All black men belong to Islam; they have been chosen. And Islam shall rule the world. The dream, the sentiment is old; only the color is new...." Eller om de hvide: "There is thus, by definition, no virtue in white people, and since they are another creation entirely and can no more, by breeding, become black than a cat, by breeding, can become a horse, there is no hope for them." Skrevet 1963.

Efter 11. september 2001 er det dog helt og holdent den ydre fjende der er i fokus for USAs statsapparat: risikoen for terroranslag fra Bin Laden og Al Qaeda-bevægelsen. Men hadet er det samme.

Dogmatismen og dermed hadefuldheden mod andre skjuler sig i vore dage også i den politiske moralisme og politiske korrekthed, der har bredt sig mere og mere. Her fordømmer man ud fra absolutte politiske normer folk af modsat politisk observans, ja med største intolerance (verbalt og fysisk) bekriger man disse, hvis og hvor de kommer til magten, som det fx er sket i Østrig, i Danmark og Holland. For Østrigs vedkommende var der ingen grænser for hetzen mod den konservative-højre-regering; den førtes an af de socialdemokratiske regeringschefer, der dengang var i stort flertal i EU, og som dummede sig gevaldigt ved at misbruge det, men fulgtes også op af både den ellers moderate østrigske præsident og - helt ude i det komiske - af en af TV-studieværterne på 3SAT der var ude af stand til at skjule sin dybe afsky for de regeringsmedlemmer han var tvunget til at tage i studiet til interview (han er forlængst forsvundet fra skærmen). Det sidste halve år har de svenske socialdemokrater ikke forsømt nogen lejlighed til at lade deres moralisme gå ud over den danske regering på grund af justeringerne i den danske indvandrerpolitik, skønt de selv sidder i indvandrerproblemer til halsen.

Men dogmatismen afspejles skam også helt paradoksalt i kampen for menneskerettighedernes udbredelse og befæstelse. Man bruger her juraen, domstole, fængsler og magt til at vinde over modstanderne, når man først har vundet over dem militært og kan gennemtvinge en udlevering til Haag. Den slags er primitivt sejrherreopgør med de overvundne - og har intet med åndens sejr over magtudøvelsen at gøre, og den er derfor mere skadelig end gavnlig for udviklingen af retsfølelsen i de lande den rammer. Og det er ellers dér - i påvirkning af retsfølelsen i de enkelte lande - at menneskerettighederne som universelle idealer har deres berettigelse.

Også på kunstens og videnskabens område ses ofte bitre og ikke sjældent hadefulde stridigheder og opgør om grundsætninger som parterne hver for sig hævder som absolutter. Folk med forstand på kunst, film eller musik ‘beviser' på teoretisk grundlag at disse eller hine kunstudøvere af anden observans slet ikke laver kunst. Et af de morsommere eksempler er den skarpe teoretiker Theodor W. Adornos forsøg på i ‘Den ny musiks filosofi' (1948) at lægge afstand til Stravinskys musik fordi den ikke var avantgardistisk nok målt med Schönbergs og tolvtonemusikkens alen. Et andet eksempel er fejden der udviklede sig i 30'erne mellem det danske kunsttidsskrift Liniens medlemmer.

Teoridannelse og teoriforfægtelse er såre karakteristisk for menneskets tænkeudvikling i de unge år. Erasmus Montanus er ikke den eneste der efter første universitetssemesters indføring i den elementære logik slår om sig med beviser og gør sine enfoldige forældre grædefærdige over sine syllogismer a la "En sten kan ikke flyve, Morlil kan ikke flyve; ergo er Morlil en sten!". At kunne mestre den elementære logik (hvad Erasmus ikke gør) er normalt en fordel, men at fremture i brug af formel logik er afslørende for et menneskes, en gruppes, en sekts ungdommelighed og umodenhed. Al bogstavtro er på samme plan.

Den polske aforismemager Stanislaw Jerzy Lec (udtales Lets) påstod at have kendt en person som havde et så absolut falsk gehør, at hvis han havde underbygget det med en teori, ville han have indtaget en banebrydende position i musikvidenskabens historie. Det rammer plet. Alt for megen videnskab er teoretiseren in absurdum.

I videnskaberne slås folk også bravt om teorier og kan skrive både bøger og alenlange lærde afhandlinger i såkaldt autoritative videnskabelige tidsskrifter mod hinanden (jf.  Lomberg-sagen). Og fagfilosoffer der har erkendelsesteori som speciale er hørt at have afvist Løgstrups metafysik som filosofi overhovedet. Filosofi, det er erkendelsesteori, basta. Og hvad der ligger derudover, det er ikke filosofi.

Den schweiziske atomfysiker og filosof Hans-Peter Dürr har fornylig i en spændende samtale på 3SAT sagt ligeud, at videnskaben har lavet samme fejl som religionen: at dogmatisere alle sandheder. Og det turde også ramme plet. Al sandhed er i virkeligheden indlysende og kan følgelig ikke dogmatiseres eller monopoliseres.

Selv ateismen har sine krigeriske dogmatikere, der én gang for alle har slået fast, at Gud er død og borte med Nietzsche-overmenneskets postulat i ‘Zaratrustra', og at al videre tale om Gud er overtro. Transcendens-problematikken som en simpel konsekvens af selve den menneskelige bevidstheds egenart interesserer dem ikke. De er ikke kommet længere end til Karl Marx's 150 år gamle dom: Religion er opium for folket.

Så er der ellers mere ræson hos preusserkongen Frederik den Store, når han i et brev til Voltaire 1736 skrev: "Alle teologer er ens, ligegyldigt hvilken religion eller hvilket land de kommer fra. Deres mål er at skaffe sig despotisk autoritet over folks samvittighed, og derfor forfølger de alle dem af os som har den forvovenhed at fortælle sandheden. "

Men sekulariseringen, der er den direkte følge af, at kirken efterhånden blev tvunget til at opgive sin kontrol med folk såvel politisk som moralsk, æstetisk og religiøst, betyder kritik af alle overleverede normer, autoriteter og traditioner. Vi har i den oplyste og demokratiske vestlige verden i dag lov til at tvivle på alt og alle. Og vi gør det i så udstrakt grad, at ingen autoritet længere kan opretholdes alene ved at pukke på embede, rang eller hierarki.

Vi tvivler på alt - undtagen på det at vi tvivler. Og det medfører så til gengæld, at mange savner et fast holdepunkt i tilværelsen. Alt er blevet relativiseret godt og grundigt siden Einstein fremsatte sin banebrydende relativitetsteori om tiden og rummet som ikke-absolutte størrelser. Man forveksler bare relativitet, dette enkle og praktisk værdifulde, at alt (eller næsten alt!) afhænger af noget andet - med værdirelativismen, dette at alt er ligeværdigt med andet, og derfor i realiteten ligegyldigt. Intet synes længere værd at bygge på eller værne om. Men en sådan opfattelse er den sikre vej til tomhed, fortvivlelse og selvmord.

Sekulariseringen kunne naturligvis ikke i længden holdes uden for kirkens egen videnskab, den systematiske teologi, der de fleste steder efterhånden kunne drives frit på universiteter uden for kirkens kontrol. Det startede med den såkaldte ‘bibelkritik', som mange præster og lægfolk i første omgang stejlede over, fordi den indebar videnskabelig analyse af den for dem hellige og urørlige skrift. Den blev dog efterhånden accepteret af alle med undtagelse af de mest bogstavtro fundamentalister, herunder de amerikanske grene omkring skriftserien ‘The Fundamentals' (12 bind 1910-15) frem til ‘Moral Majority' og ‘Christian Coalition' i nyere tids politik. For det er jo sandheden, disse ideologier er klart politiske, dvs. magtorienterede. Men de påråber sig på falsk grundlag en autoritet der står over ideologierne. Dermed begår de i virkeligheden dødssynden over alle, den der i deres eget sprog hedder 'synden mod Helligånden'!

Men i anden omgang kom den tyske teolog Rudolf Bultmanns afmytologiseringsforsøg 1941, rettet mod de bibelske fortællingers mytologiske indhold. Hensigten var ikke at kassere de bibelske myter (fx om Guds inkarnation i Menneskesønnen Jesus eller om Kristi Himmelfart), men at ‘oversætte' dem til et ikke-mytisk sprog for derigennem at gøre dem acceptable og vedkommende for det sekulariserede menneske med fast tro på det naturvidenskabelige verdensbillede. Den slags forsøg er og bliver teologi, for det er halsløs gerning at prøve at oversætte myter til ikke-mytisk sprog. Myter er e tale og at oversætte billeder til tekst er ikke bedre end at oversætte toner eller farver til tekst.

Når talen om afmytologisering derfor på dette sted skal afvises, sker det altså ikke for at redde dogmer af nogen slags endsige for at bremse sekulariseringen, men tværtimod for at fremme sekulariseringen i og med at myterne igen får den plads i menneskets bevidsthed de bør have, den vigtige plads hvor eksistensens grundspørgsmål stilles i et møde mellem det bevidste og ubevidste eller mellem de to slags psykiske grundprocesser. Denne plads vil stå tom uden myter, for billedet kommer i vor psyke og vor opfattelse af verden før sproget. Det er og forbliver af samme grund langt stærkere og mere grundlæggende end sproglige udsagn. Billedet kan slet ikke undværes som formidler af forestillinger der kan give fornøden energi til de forvandlinger i vores liv, der jævnligt må ske og som rækker langt ind i det praktiske, sociale, økonomiske og politiske.

Myterne skal netop ikke oversættes til ikke-mytisk sprog. De skal have lov til at forblive i det billedsprog de er skabt i, og som alene dækker den tvetydighed og fortolkningsmulighed der er karakteristisk for myten og er dens berettigelse.

Jan Jernewicz


Læs videre i næste artikel om 'Myte, ord og billede':   Klik
Samt i artiklen  Mytologi


Til toppen   Til forsiden   Printversion  
utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal