utils prefix normal JERNESALT - weblogs

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.8.06.

Weblogs og eksistenslogs

Antallet af bloggere på nettet vokser eksplosivt hele verden over i denne tid. I teknologiens foregangsland, USA, skal ikke mindre end 8 millioner mennesker have fået deres egen blog eller weblog og mere end 75 millioner være læsere af blogs. I Danmark menes antallet af blogs at være 10.000 mod 2.000 for ti år siden - og sættes det gennemsnitlige antal læsere pr. blog til de samme ti som i USA, så er vi herhjemme oppe på rundt regnet 100.000 læsere.

Forudsætningen for denne udvikling er selvfølgelig internettets tilgængelighed og selve nemheden i at oprette og køre en privat webside, men grunden til den voldsomme stigningstakt må formodes at være den samme som i mobiltelefonens tilfælde: den øgede sociale kontakt der for bloggenes vedkommende principielt kan holdes på det helt anonyme plan så længe deltagerne selv ønsker det. Dette indebærer at man på en weblog stort set uden andre grænser end straffelovens restriktioner for porno og blufærdighedskrænkelser kan udstille sig selv, sit daglige liv og fritidslivet plus sine interesser til mindste detalje for alle andre - samt få respons på det man skriver og viser. Og responsen er vel at mærke af samme art som oplægget: umiddelbar og impulsiv - og derfor på én gang bekræftende og uforpligtende.

Der er intet unormalt eller forkert i denne form for anonymt socialt samvær. Det har tværtimod den kolossale fordel frem for mobiltelefonismen at den ikke påtvinges andre i tog og busser.


Hvor langt ind i den private eller intime sfære bloggerne tillader andre at kigge er op til deres egne fornemmelser. Så vidt jeg kan bedømme på egne, stærkt begrænsede studier på nettet og på andres udtalelser og undersøgelser, så skelner langt de fleste mennesker - ganske som man kunne forvente - temmeligt skarpt mellem det private og det intime. Langt de fleste holder på blufærdigheden.

Hvad der lægges ud til andres beskuelse, læsning og kommenteren er det private i betydning det personligt oplevede: det er løst og fast om alle de små og store hændelser og oplevelser de fleste udsættes for i det daglige såvel som ved de særlige eller store lejligheder med fester og ferier. Det er i mange tilfælde en ret impulsiv udstilling af følelser eller følelsesmæssige reaktioner. Og det er givetvis et behov hos mange mennesker at få lejlighed til på en sådan måde at komme af med noget af det der ligger dem mest på hjerte - uden afbrydelse fra andre eller censur fra en selv.

Kommer der mere seriøse interesser for bestemte emner som film eller politik ind i billedet, får bloggeren lejlighed til at ytre sig halvoffentligt om ethvert relevant emne når som helst han eller hun har lyst til det - og slipper altså for besværet med at skrive læserbreve til aviserne der allerede af pladshensyn er tvunget til at afvise langt de fleste. Internettet er og bliver med andre ord en enestående demokratisk mulighed for at udnytte ytringsfriheden såvel hvor den allerede findes som hvor den forsøges undertrykt.


Problemet med internettets muligheder og ganske særligt med udbredelsen af weblogs er ganske enkelt selve mængden af ytringer. Den er så overvældende at enhver der går på nettet er nødsaget til at påtage sig besværet med at søge og vælge de rigtige kilder, dvs de kilder der leverer den form for meddelelse eller information man er interesseret i.

Man kan sagtens chatte sig frem til mere eller mindre skæg og underholdende kommunikation med andre mennesker som man kan muntre sig med en tid og derefter droppe eller eventuelt søge personligt kontakt med. Og man kan sagtens via diverse søgemaskiner og blogs-sider finde frem til weblogs der ser interessante ud, og så prøve dem med sin kommenteren og se hvad der kommer ud af det. To-vejskommunikation har unægteligt sine store fordele. Men en forsker som Lisbeth Klastrup fra IT-universitetet kan "sagtens forestille sig at man bliver træt af tovejs-kommunikationen og ønsker nyheder og information man kan stole på".

Men en anden forsker Helle Nissen Kruuse fra Danmarks Journalisthøjskole erklærer fuldstændigt skråsikkert envejskommunikationen for død. "Fra nu af gælder åbenhed og samtale. De medier der ikke fatter det, findes ikke om ti år, hvor alle de der har en e-mail nu formentlig også har en blog eller deltager aktivt på andres".

At journalister muligvis - som hun hævder i udtalelser til Politikens Erik Jensen - har enorm berøringsangst over for blogs og de andre muligheder der er forbundet med internettet, er sikkert rigtigt nok. Men de bliver jo nødt til at tilpasse sig de teknologiske landvindinger, og er også i fuld gang med det, hvad den snarlige fremkomst af landsdækkende gratisaviser dokumenterer (dem vender vi selvfølgelig tilbage til). Men herfra og til at tro at envejskommunikationen er død, er der et stykke, for dels bliver alle med tiden trætte af en tovejs-kommunikation der reelt ikke har noget særligt lødigt at byde på, dels vil envejs-kommunikationen fortsat være en helt basal nødvendighed for information om erkendelser der kræver dybdeborende research og analyser samt personlig indlevelse og ansvarlighed.


Det er indlysende at et helt elementært krav til al nyhedsformidling er troværdigheden. Alle véd - og får det i øjeblikket dagligt bekræftet gennem nyhederne om hvad der foregår i Mellemøsten - at sandheden er det første offer for al krig. En sådan føres jo mellem parter der har hver sin interesse i at få fremstillet begivenhederne til deres egen fordel. Al krig er nu engang også altid propagandakrig. Og kun hvis man lever i et frit land har man rimelige chancer for at blive orienteret tilstrækkeligt alsidigt. Undertegnede der gik i fjerde klasse under den tyske besættelse glemmer aldrig en geografilærer der gang på gang modigt gentog at vi skulle huske at det der stod i aviserne var løgn, ja, pure løgn. I dag har vi heldigvis mange kilder - og mange af dem bestræber sig for gengive synspunkter fra flere sider.

Det er anført fra dem der forsker i weblogs, at et af problemerne er troværdigheden. For man kan i de fleste tilfælde slet ikke kontrollere kilderne. Men det er kun den ene side af sagen. En anden og langt vigtigere er at seriøsiteten på internettets hjemmesider svinger fra nul til hundrede procent - alt efter om vægten ligger på det helt pjattede eller på det dybt etiske og eksistentielle. Det rent æstetiske skal ikke underkendes, hverken i kunsten eller i livet. Men er der overhovedet mening i påstanden om at vi alle psykologisk set er underlagt et krav om etisk konsistens, så kommer vi ikke uden om at der automatisk kommer en alvor ind i eksistensen som bevirker at vi i vid udstrækning må forlange seriøsitet af alle der ytrer sig offentligt, hvad enten der er tale om formidling af saglige oplysninger, personlige vurderinger eller grænsesprængende ny erkendelse.

Det skal i denne forbindelse understreges, at det subjektive er uundgåeligt for seriøsiteten lige så snart der er tale om formidling af eksistentielle erkendelser og vurderinger, ganske enkelt fordi de personlige erfaringer er altafgørende. Der gives her ikke 'objektive', upersonlige erkendelser at formidle. Konsekvenserne heraf er, at seriøsiteten slet ikke kan bedømmes på den enkelte ytring, information eller artikel, men må vurderes på helheden, vedkommende skribents, kunstners eller forskers hele produktion - og samtidig må vurderes på evnen til at åbne for læserens (iagttagerens) erkendelse. Seriøsiteten testes i sidste ende ene og alene på værdien af interaktionen mellem skribent og læser på dybt erkendelsesmæssigt plan.


Ud fra disse betragtninger kan det siges med sikkerhed, at hverken tovejs-kommunikation eller envejskommunikation har set deres sidste dage. Begge har fordele som gør at de vil overleve i menneskesamfund der bygger på sociale relationer. Men de har forskellig værdi for både samfundslivet og eksistensen. For eksistensen gælder ubetinget at den mest givende tovejs-kommunikation ikke nødvendigvis er den mest sociale, for social kommunikation og socialt samvær kan være overfladisk og/eller æstetisk af art. Skal den være dyberegående kræves en kommunikationsform der indebærer vekslen mellem envejsmetoden og tovejsmetoden, dvs en vekslen mellem at sætte sig ned i enrum og arbejde et stof igennem - og at være i dialog med andre om stoffet. Set fra helhedsrealismens synspunkt er der klart tale om komplementaritet. Jv. artiklen Komplementaritetssynspunktet.

De weblogs undertegnede har stiftet bekendtskab med og som synes gængse for øjeblikket er overvejende af æstetisk eller underholdende værdi. De kan lejlighedsvis have en vis værdi ved fx under en valgkamp at give kandidaterne mulighed for at lægge dagbogsoptegnelser ud på deres weblogs og diskutere nogle problemer med vælgerne, men de fleste af de kandidater der har prøvet det, standser hurtigt legen igen. Der er ganske enkelt ikke tid til den. Jo mere seriøst et menneske arbejder, jo mere bliver tiden en virkelig knap ressource.

De hjemmesider der som Jernesalt arbejder bevidst med større eksistentielle problemkomplekser har kun begrænset underholdningsværdi. Deres værdi ligger helt og holdent på det subjektive eksistensniveau, hvor læseren er nødt til at gøre et lille stykke arbejde for at få noget ud af en tekst. Der lægges op til refleksion - og der peges uafladeligt på dybere sammenhænge og bredere faglighed. For det fulde udbytte af læsningen af Jernesalt er det nødvendigt at være villig til at sætte sig ind i de filosofiske grundbegreber - som de fx gennemgås i introduktionsserien eller programerklæringen.

Jernesalt er ikke en weblog i gængs forstand. Det er en seriøs hjemmeside der arbejder tværfagligt ud fra en original filosofi der kaldes 'den komplementære helhedsrealisme' med det klare mål at belyse eksistensens problemer på en sådan måde at det giver anledning til personlig refleksion. Derfor må kommunikationen i princippet være envejs. Det betyder ikke at henvendelser ikke modtages og besvares, men at der ikke gives læseren mulighed for kommentering (bortset fra rene korrektioner af data). Det skal nok støde læsere der tilfældigvis kommer ind på hjemmesiden og som fra almindelige weblogs er vant til at kunne lade fingrene gå direkte til udfoldelse på tastaturet for at skrive en replik. Men den går ikke på Jernesalt, for her skal læseren helst give sig til at tænke! Henvendelser vurderes på om de er seriøse eller ej!

Faktisk er der ikke nogen betegnelse for den form for hjemmeside Jernesalt repræsenterer. Man kunne foreslå ordet 'eksistenslog', som jeg har gjort i overskriften, men jeg tvivler på at det vil slå igennem. Dertil er fænomenet nok for lidt udbredt og værdsat.

Jan Jernewicz


Henvisninger:

Artiklen 'Min blog om at blogge' 29.7.06. af journalist Erik Jensen, Politiken.

Jævnfør også Dagbladet Informations daglige blog om redaktionsmøderne


Links:

Lisbeth Klastrups hjemmeside: 'Klastrups Cataclysms'
('cataclysm' betyder verdensomvæltning eller syndflod)

It-universitets hjemmeside

Artikel af Helle Nissen Kruuse 2.8.
på Danmarks Journalisthøjskoles magasin 'eJour' om journalistik på nettet

Trine-Maria Kristensens 'Hovedet på bloggen'  med henvisninger til andre blogs

'Overskrift' - syndikerede nyheder på nettet i rss-format

'Blogbot'  med oversigt over en række danske blogs

'Polit-blogs'  opdateringer på danske blogs med fokus på politiske emner

'Raapil unblogged'  med henvisninger til mange andre blogs


Artikler på Jernesalt:

Konsistens-etikken
Introduktionsserie til Jernesalts filosofi
Programerklæringen af 2.6.02.
Komplementaritetssynspunktet

Artikler om Medier
Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering

Kronologisk oversigt:  klik
Alfabetisk oversigt:  klik
Emneindeks:  klik


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal