utils prefix normal
JERNESALT - USA midtvejs
ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.11.02.
Midtvejsvalget i USA
Midtvejsvalget i USA tirsdag den 5. november var en noget overraskende, men aldeles overbevisende sejr for præsident Georg W. Bush. Skønt hovedreglen er, at en siddende præsident taber midtvejsvalget, lykkedes det Bush gennem en energisk personlig valgkamp at forøge republikanernes flertal i repræsentanternes hus og få skaffet sig bekvemt flertal også i senatet. Altsammen på baggrund af et yderst usikkert og næsten lammet demokratisk parti.
Valgsejren ændrer ikke afgørende ved amerikansk politik, eftersom der i forvejen i begge kamre var tilslutning til præsidentens linje som følge af støtten fra flere konservative demokrater, men det gør det nemmere for præsidenten at få sine lovforslag igennem og bekræfter derfor både udadtil og indadtil, at præsident Georg W. Bush er en både populær og stærk præsident - hvad ingen ville have troet muligt eller sandsynligt før 11. september 01.
Kendsgerningen er ikke lige nem at sluge for alle - især ikke for den europæiske venstrefløj, der traditionelt holder på demokraterne, og som i Bush først og fremmest har set en populist der kom til magten ved held og uregelmæssigheder ved stemmeoptællingen og ikke ved egen fortjeneste, og som - nok så slemt - først kom rigtigt i sit es, da USA kom i krig mod den internationale terrorisme. Denne krig har han desværre for skeptikerne klaret relativt godt - ikke mindst takket være dygtige ministre og rådgivere. Og med den enstemmige godkendelse i FN's sikkerhedsråd af resolutionen der pålægger Irak meget detaljerede og tidsstramme forpligtelser til total afrustning m.h.t. kerne-, kemi- og biovåben har Bush fået en så massiv tilslutning til sine ubetingede krav til regimet i Irak, at kun Saddam Husseins egen dumhed, forstokkethed og ensporede målsætning vil kunne udløse krig og dermed kamp om sjælene, olien og fundamentalismen i hele regionen.
Igen et forbløffende resultat der yderligere gør den udbredte europæiske skepsis mod Bush til skamme. USA's alt andet end uproblematiske dominans i den globale politik er for så vidt ikke blevet afmonteret, men dog sat i relief af den styrkelse af FN der ligger i enigheden i sikkerhedsrådet.
Men Bush er ikke som påstået i Der Spiegels kommentar 6.11. at betragte som Almægtig. Vælgerne har givet ham store taktiske og strategiske fordele de næste to år, men ikke en blanko-check, der gør vejen fri for nye love, nye dommere og nye krige. Jo, visse love bliver det nemmere for ham at komme igennem med, og en del udnævnelser af stokkonservative højesteretsdommere er også givet. Men en mand der ønsker genvalg til præsidentposten om to år spiller ikke hasard med hverken lovgivning, udnævnelser elle krigserklæringer. Han er sig tværtimod sit ansvar bevidst i langt højere grad end hidtil. Benægt det hvem der tør!
Læs også:
Bush-doktrinen og
USA's dominans
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
utils postfix clean
|