utils prefix normal JERNESALT - sende23bosse

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.2.07.

Stine Bosse - sjæl og opladning

Stine Bosse er en af landets kvindelige topchefer der har gjort sig bemærket ved at kombinere sin chefstilling med rollen som familiemenneske på en måde der viser at det kan lade sig gøre at nå til tops uden at miste menneskeligheden.

Hun fortalte for nogle uger siden om problematikken og sin egen løsning i den første af flere udsendelser om 'Chefens sjæl', som DR har ladet Caroline Søeborg Ahlefeldt optage i sit hjem på Egeskov Slot på Fyn. Selve stedet tilførte - formentligt helt tilsigtet - samtalen et vist præg af fornemhed og distance. Vi skulle absolut se det smukke slot udefra og tilmed se interview-ofret fotograferet i en af slotshavens labyrint-gange med meterhøje hække (vist Piet Heins idé). Interiøret var også præget af udsøgt smag - og alt kom dermed til at stå i dybteste kontrast til Stine Bosses umiddelbare varme og naturlighed.

Stine Bosse er koncernchef for TrygVesta, Danmarks største forsikringsselskab, der for nogle år siden overtog Nordeas forsikringsaktiviteter. Så det er et stort ansvar der hviler på den 46-årige juridiske magister eller LL.M. (Master of Laws) fra Københavns Universitet, der har haft hele sin karriere i Tryg.


Stine Bosse indrømmer at balancen mellem karrierejobbet og familielivet (med mand og to nu voksne børn) er svær, fordi jobbet kræver fuld indsats døgnet rundt - planlægning, arbejde, møder, udadvendthed, initiativ, overblik, aktionær-, kunde- og personalepleje - og dermed i realiteten må og skal være prioriteret over det familieliv, som alligevel er der og betyder noget. En sådan prioritering er ganske enkelt betingelsen for karriere i erhvervsliv eller politik, og det medfører for nogle kvinders vedkommende fravalg af børn. Ritt Bjerregård og Karen Jespersen er et par nærliggende eksempler. Men ikke for Stine Bosses vedkommende. Hun fik mand og børn, men accepterede fra starten fuldstændigt klart og bevidst prioriteringen af karrieren. Hun var så heldig at have en mand der ikke stillede sig i vejen for den, men tværtimod i sin tid pointerede at han ville bakke hende op, uanset hvad hun valgte. Men valget skulle være hendes eget.

Endnu da hendes børn var små fik hun chancen for en direktørpost. Hun tog den - og lod manden tage konsekvensen. Han gik fra fast job til en selvstændigt konsulentvirksomhed der gav ham større fleksibilitet i hverdagen. Men omkostninger for Stine Bosse kom der alligevel - bl.a. i form af bebrejdelser fra børnene for fravær i familien. Enkelte deciderede svigt blev det også til, som da Bosse ved en bestemt lejlighed accepterede at give en halv times interview til et medie hjemme hos sig selv på sin datters 13-års fødselsdag. Intervieweren mødte talstærkt op med fotografer og hjælpere, så den fulde opmærksomhed uundgåeligt kom til at hvile på Stine Bosse. Men dét gjorde hun heller aldrig mere.


Et af hendes råd til andre karrieremennesker er at de skal lære deres egne grænser rigtigt godt at kende. Det sker bl.a. ved at sikre sig god feedback fra medarbejderne. De skal kunne kritisere deres chef uden frygt. For ingen er fejlfri. Heller ikke hende selv. Hun kan godt i pressede situationer være unødigt kort for hovedet.

Stine Bosse er også blevet klar over, at der er grænser for hvor mange opgaver hun kan påtage sig sideløbende. Hun har således inden for de sidste par år påtaget sig at være medlem af Velfærdskommissionen og gå ind i TDC's fusionsplaner samtidig med at hun skulle passe sin egen koncern. Og på et tidspunkt måtte hun ved et blik i spejlet konstatere, at hun godt nok så lidt udbrændt ud. Men hun klarede det.


Den sjælelige balance gør Stine Bosse meget for at bevare, bl.a. ved at holde sig fysisk i form ved både motion og vegetarkost. Herudover sørger hun for at holde fire ugers sommerferie, idet hendes erfaring er at det først er muligt at geare ordentligt ned i uge to og tre. Endelig slapper hun virkeligt af i weekenden. Hun tager tidligt hjem om fredagen, ligger på den lade side hele lørdagen - og begynder først søndag eftermiddag at forberede sig til den følgende uge. Så er hun blevet ladet op - og kan begynde den kreative planlægningsproces på en frisk. Planlægningen bliver ikke en sur pligt, men en opgave hun på ny får lyst til at gå i gang med.

Også i anden sammenhæng trækker Stine Bosse på det underbevidste - uden dog at bruge udtrykket. Hun har bl.a. ofte gjort den erfaring, at hun kan vågne med løsningen på de problemer hun sover ind med. I grunden en selvfølgelig proces, men studieværten undrede sig meget og havde åbenbart aldrig hørt om fænomenet før - og mærkeligt nok gav hun sig heller ikke til at fritte Stine Bosse mere om emnet.


Et andet punkt Caroline Ahlefeldt ikke forstod noget af og derfor ikke gik i dybden med, selvom det turde være centralt, var Stine Bosses forklaring på den ugentlige opladning. Hun skelner mellem 'hverdagsbatterierne' og 'basisbatterierne', henholdsvis den energi man bruger af til hverdag og den man har som en mere fundamental energikilde. Denne var det hendes erfaring at man kunne bruge ganske meget af, men aldrig måtte bruge op. For gjorde man det, risikerede man at man ikke kunne komme op igen. Derfor ladede hun som sagt konsekvent op i weekenden i den betydning at hun lod basisbatterierne oplade.

Det kan altsammen lyde lidt mekanistisk, men meningen er god nok. Og det er i virkeligheden ældgammel erfaring, selvom hverken Stine Bosse selv eller studieværten kunne sætte de rette ord på. Men det drejer sig dybest set om det at holde sabbat på den rigtige måde.

Sabbatten eller den ugentlige hviledag er for mange i vore dage et tomt begreb, hvis det da ikke ligefrem forbindes med de forbud mod sport og andre offentlige forlystelser som endnu - med stadigt flere undtagelser - var gældende i den kristne verden helt frem til 1980'erne. I ældre tid var der også forpligtelse til at gå i kirke om søndagen, men det er naturligvis heller ikke holdbart i sekulariserede samfund.

Men den oprindelige mening med hellidagene er jo ikke at mennesket absolut skal kede sig en hel dag hver uge - ved fx at være tvangsindlagte til gudstjenester eller åndløse familiekomsammener. Derfor kunne en vis religiøs skikkelse i vor tidsregnings begyndelse finde på at gøre oprør mod de efterhånden utålelige jødiske regler om sabbattens overholdelse. Mennesket er herre over sabbatten, påstod han. Men det er vi i realiteten først blevet fuldtud inden for de sidste tredive år. Til gengæld har de fleste af os også totalt mistet forståelsen for hvad ideen egentligt drejer sig om - og med forståelsen også evnen til at få andet ud af den ugentlige fridag end adspredelse. Og adspredelse kan være en god ting, men sabbat er noget helt andet - og netop den i nutiden efterhånden udbredte opfattelse af at stress er blevet en folkesygdom viser med al ønskelig tydelighed, at de fleste ikke aner hvad den eneste probate metode til forebyggelse af stress hedder eller går ud på. Men den hedder fortsat sabbat eller helligdag og drejer sig helt generelt om 'psykisk opladning' eller hvad man nu måtte kalde fænomenet. Det må ganske naturligt skifte navn, når den eksistentielle forståelsesramme generelt ændres.


Personligt bliver jeg aldrig træt af at citere den tysk-jødiske filosof og rabbiner Leo Baeck, der i 'Wege im Judentum' skrev: "Det er den irreligiøses væsen aldrig at have tid. Han kan være træt og hvilende, sovende og stillestående, han plages måske af træghed og af kedsomhed. Men han har ingen tid, ingen hvile i den ophøjede forstand, at han gennem timernes og dagenes forvirrende mangfoldighed søger og finder tilbage til livets grundlag, til det evige, der er hans livs oprindelse, ikke blot dets årsag, men dets grund - og al grund har rod i det uudgrundelige -, til den fred, i hvilken dennesidigt og hinsidigt går op i en højere enhed. Det bibelske ord sabbat betyder begge dele: en ophøren og en hvilen, en afslutning og dog igen en begyndelse. Sabbaten afslutter en uge, men betyder tillige den nye uges begyndelse, sjælens lutring og genopstandelse uge for uge, nyskabelsen uge for uge." - Jf. artiklen Er der en idé med at holde hviledag?.

For bedre kan det ikke siges i gammelt sprog. Problemet er naturligvis at forklare det i mere moderne sprog, for det gamle forstås efterhånden ikke af ret mange. Ulykken er at heller ikke det moderne sprog der giver den dybdepsykologiske forklaring på fænomenet forstås af nutidens mennesker. Det viser interviewet med Stine Bosse. Hun måtte for sit eget vedkommende ty til mekanistiske begreber som batterier og opladning. Men dybdepsykologisk set er opladningen eller Leo Bäecks metode med at finde tilbage til livets grundlag, det evige, et simpelt spørgsmål om at suspendere jegets bevidsthed og personlige ubevidsthed og få kontakt med det kollektivt ubevidste. Det er samme fænomen som at falde i staver eller at have upersonlige spontane drømme om natten - eller at åbne for de kreative årer, der kan føre til sang, kunst og litteratur eller til løsning af intellektuelle problemer. Det er ikke bare Stine Bosse der kan vågne med løsningen på gårsdagens uløste problemer. Det kan alle. Og i forskningens verden er der utallige eksempler på folk der pludseligt og 'tilfældigt' har fundet løsningen på komplicerede spørgsmål de har bakset forgæves med i lang tid. Heureka-oplevelse eller aha-oplevelse kaldes det. Det besynderlige er egentlige kun at selv højt begavede og højt uddannede mennesker i vore dage er uvidende om fænomenet. Jeg tror det hænger nøje sammen med den stigende tro på rationalismen og den manglende forståelse for sjælelige og religiøse problemer.


Om Stine Bosse er rationalist eller ej skal jeg ikke kunne afgøre. Det er i hvert fald overvejende rationalitetens metoder der skal bruges til nøgtern og klog styring af økonomiske, juridiske og ledelsesmæssige opgaver - jf. artiklen om de psykiske grundprocesser. Men rationalister tager grundigt fejl, hvis de tror at irrationelle processer kan undværes i spillet. Derfor er det velgørende at høre en kvindelig topchef - uanset ordvalget - melde klart ud om at hun i allerhøjeste grad bruger sin intution og forstår kunsten at holde sabbat.

Hun praktiserer også et par gange om året at 'gå i vaselinekrukken' som hun kalder det. Det vil sige at hive stikket totalt ud, så hun ikke kan nås ad telefonens, faxens eller mobiltelefonens eller e-mailens ofte forbandede vej. Men får fuldstændigt ro til sig selv, sine tanker og sin familie. Metoden anbefaler hun til andre.

Stine Bosse er en kvindelig topchef det er værd at lytte til.

Peer Sendemand


Henvisninger:

Link til TrygVestas hjemmeside

Peer Sendemands rubrik: Klik

Er der en idé med at holde hviledag?
De psykiske grundprocesser


Artikler om Etik
Artikler om Psykologi
Artikler om Eksistens
Artikler om Religion


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal