utils prefix normal JERNESALT - Rytmisk musikXXX

ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.10.02.

Hvad den rytmiske musik kan og vil

Henrik Marstals bog ‘Alt hvad musikken kan' er tænkt som og er faktisk også blevet "en veritabel hyldest til alt hvad musikken kan", dog først og fremmest til "de aspekter af musikken som inspirerer os og fortæller os hvem vi er".

Gennem samtaler med elleve vidt forskellige musikere fra den rytmiske musik (pop, rock, folk og computer-, sampler- og sequencer-musikken (den såkaldte 'elektronica')) belyses musikkens væsen og virkninger, dens tradition og transcendens, samt dens forhold til sprog, religion, politik (incl. kulturpolitik) og personlig udvikling på en sådan måde at læseren ikke blot får et godt og spændende indblik i selve den kreative proces, men også i den rytmiske musiks store spændvidde. For den læser der kommer fra den klassiske musiks oplevelsesverden er det nyttigt på denne måde at få påvist, hvor differentieret også den rytmiske musik er.

Kreativiteten

Det går igen i næsten alle samtaler, at musik er en form for energi. Den trækker på energien i os, frigør den og formidler den. Kasper Eistrup taler om sit udtryksbehov som en stærk trang, en guddommelig følelse han ikke selv er herre over. Det er et fysisk fænomen der er forbundet med kaos, når musikerne improviserer og lige pludselig rammer en eller anden åre som det bare vælter ud af.

Også Kim Larsen, denne på én gang prosaiske og romantiske sjæl, kender naturligvis til oplevelsen af, at' tingene bare ryger igennem til en koncert'. Omend den er sjælden. Han har oplevet den mindre end ti gange i sit liv, situationen hvor hans eget ego og publikums egoer forsvinder. Man er alting og ingenting på samme tid. Og det ytrer sig ved at man ikke kan spille noget forkert. Det hele er perfekt og godt; folk er bare med; det hele er bare en seance. Det er ‘poesiens zenit'. Og der er ingen forklaringer på det. Det er af ‘mytologisk karakter'. Der sker noget guddommeligt.

For den udpræget spirituelle Majbritte Ulrikkeholm, der selv for nylig har udgivet en bog om kreativitet, er musik det sted eller det punkt hvor man udfører ritualerne og kontakter selve kraften i naturen. Det sted, hvor det usynlige manifesterer sig. Men musik er også bærer af energi: den kan hente energi et sted fra og bringe den til et andet sted. Og den kan indgyde mod og håb og tro. Den er med andre ord en fantastisk kraft.

Martin Hall kan tilslutte sig William Blakes ord "Energy is eternal delight" som han dog lader oversætte til det temmelig banale, at ‘energi er nydelse', hvor Blake afgjort lagde vægten på det evige. Nydelse er også for billigt. Hos Blake er der tale om fryd, om evig eller himmelsk fryd. Men Hall sætter i overensstemmelse med Blake energien i nær forbindelse med lidenskaben, med den ungdommelige vildskab der på en eller anden måde nærmer sig det sindssyge, eller rettere det berusede og ekstatiske, det der er sluppet fri af intellektets bånd og censur - eller det Nietzsche kaldte det dionysiske.

Vi kender alle, siger Hall, de idioter der vælter rundt på klubber og jager det ene ‘one night stand' efter det andet. Og vi har set masser af moralske forkæmpere og religiøse riddere som er fuldstændig ude af trit med virkeligheden omkring dem. Men det vi alle leder efter, er jo folk der samler disse egenskaber, folk der både er moralsk ansvarlige og samtidig har denne energi. Det fascinerer os altid når kraft bliver sat fri, det er netop løsladelsen af utæmmet kraft vi taler om, løsladelsen af den sorte magi. Musik er kraft. Og stadig i Blakes ånd siger Hall, at kunst er dér hvor det uskabte skabes. Og det sker vel at mærke i alle sammenhænge. Følelsemæssigt og mentalt er vi nemlig alle kunstnere, forstået på den måde, at vi hele tiden er skabende.

Drivkraften

Også Allan Olsen taler om det vanvid der er specielt knyttet til den aldersperiode, hvor man er holdt op med at være barn, men endnu ikke er blevet voksen. Perioden som hele syndefaldsmyten handler om. (Jf. artiklen Myte, ord og billede). Han taler om det kaos der opstår når man mærker at uskylden forlader én. Eller rettere når man uforvarende tvinges ud af den. For det sker ikke frivilligt. Derfor er processen ofte forbundet med vrede, angst og frustration, ja hysteri.

Det er på den ene side den periode hvor man har en masse vigtige førstegangsoplevelser - seksuelle oplevelser, oplevelser med rusmidler og ikke mindst den for mange afgørende oplevelse af at være vågen om natten (og begynde at tænke over tilværelsen på en helt anden måde end man hidtil har gjort). På den anden side begynder man også at kunne se konturerne af en voksentilværelse som måske ligner ens forældres - og dét er helt ulideligt!

I Allan Olsens eget tilfælde kom så ydermere følelsen af at være en minoritet, af at komme fra en yderkant af kulturen (Frederikshavn!), af ikke at tilhøre fællesskabet - og det lagde et decideret raseri under det hele. Punken, den anti-autoritære og anti-sociale livsstil og rå og kraftige rockmusik fra 1970erne, blev derfor fundamentet for Allan Olsens liv og musik.

Tilsvarende kan Martin Hall tale om et ‘søgende had' som baggrund for sit liv og sin kunst. Klicheén om destruktion fra begyndelsen af 1980erne gjaldt også for ham. Destruktion var nødvendig for at kunne skabe noget nyt. ‘Genopbyggelsen er større end selve skabelsen', kaldte han sin første bog fra 1983. Samme Hall kender også til det hulrum som melankolien skaber og som er næring for det der ligger i fremtiden, altså er en skabende kraft, der gør det nødvendigt så at sige at omskrive den personlige frigørelseskamp til en universel længsel.

Martin Hall er overbevist om, at det bedste fra fortiden lever videre i ens karakter som menneske. Derfor anser han fortiden som en levende ting der netop lever i kraft af denne karakter. Alle andre reminiscenser af fortiden har derimod en tendens til at trække i den modsatte retning, blive dødvægt eller nostalgi, en stopklods for yderligere udvikling. Dybdepsykologisk ville man her kunne sige, at det bedste fra fortiden netop er hele den skabende eller inspirerende kraft, der bliver liggende som en uudtømmelig kilde nede i underbevidstheden, hvorimod alt det negative sætter sig som traumer og fortrængninger og således bliver hindringer for kreativiteten.

Men ellers er det egentlig et gennemgående træk, at en helt elementær spille- og sangglæde fra barndommen har været af afgørende betydning for disse musikskabere. Flere husker og trækker på den rigdom af sange de lærte i barndommen - af deres forældre eller i skolen. Det gælder i eminent grad Kim Larsen, der understreger at han ikke forsætligt vender tilbage til barndommen, men simpelthen har den i sig. Man kommer nemlig aldrig fri af de børnesange man har sunget og lært. Og det der bundfælder sig dybest, er de sange man hører først. For hans vedkommende gælder også, at han voksede op i en tid hvor svajerhumoren og Storm P-humoren endnu ikke var en saga blot. Og netop dér lå den store lyst til at fortælle vittigheder, anekdoter og historier. Det giver han videre til sine børn, fordi han kan lide det. Og det viser sig at også børnene kan lide det. Selvfølglig.

Harald Haugaard mener tilsvarende, at vi alle sammen har noget liggende på rygraden som vi har fra vores forældre og har hørt i børnehaven og skolen. Hele den spillemandsinspirerede musik han beskæftiger sig med regner han derfor for helt og aldeles almen. Det er jo ikke kun ‘Det var en lørdag aften' eller spillemandsmusikken som udgør det inderste i vores kultur, det er i høj grad også repertoiret fra ‘De små synger'. Kilderne er uudtømmelige: de udgøres af hele den danske sangskat, alle børnesangene og spilllemandsmelodierne. Og langt det meste er efter Haugaards mening af meget høj kvalitet.

Når han er ude at spille med sin gruppe Serras går folk simpelthen amok over de gamle melodier. Folk kender måske ikke de specifikke temaer, men de genkender melodilinjerne og dermed traditionen bag ved musikken. Det siger dem noget både på dybt personligt og på et kollektivt ubevidst plan. Gruppen spiller også en del skolekoncerter, og så synger de ‘Mallebrok' og ‘Hønsefødder og gulerødder' med børnene plus en fræk sang der hedder ‘Kællingen'. Og ungerne synger med på dem, ja de skråler, fordi de synes det er dejligt.

Men det er efter Haugaards mening et stort problem, at vi holder op med at synge når vi bliver lidt større børn. Dermed svækkes selve det musikalske modersmål, for betingelsen for at kunne bruge dette, er at man kan bruge det aktivt og holder det vedlige. Selvfølgelig synger vi når der er fødselsdage i familien, og der bliver også danset bryllupsvals, men det kunne altsammen fylde meget mere. Det er heller ikke tilstrækkeligt at mange synger i kor, for det gør ikke sang til en del af den folkelige tradition.

Også den ellers elektronisk indstillede Thomas Knak, der hverken spiller noget instrument eller har kendskab til musikteori, er optaget af børns tankegang og indgang til musikken. Deres logik og verdenssyn er anderledes end de voksnes. Den er ‘bygget op af små kasser med usynlige venner og uproblematiske forhold til penge, etik og etikketter, som de så kan lege indenfor'. ‘De fleste mennesker kan huske hvordan de som børn selv gik og nynnede små selvkomponerede melodier og fandt på alternative måder at kommunikere tingene ud på - en sløret eller pludrende proces, hvor menigen gav sig selv, hvis de voksne ellers gav sig tid til at forstå det.'

Det skal selvfølgelig ikke forstås sådan, at Knak opfatter sig selv som et barn. Men alligevel er der ting i hans måde at lave musikken på som enten går igen fra hans barndom eller som simpelthen kommer helt bag på den mere rationelle side af ham. Han vil derfor beholde sin legelyst og opdagelseslyst og sin selvopfattende måde at frembringe tingene på, men samtidig - som det voksne menneske han nu er - systematisere dem for at andre kan forstå dem.

Thomas Knak er i realiteten her nede i decideret dybdepsykologiske betragtninger. Det skabende, legende, prøvende, syngende og umiddelbare udtryk er de psykiske primærprocessers sag, ikke bare i barndommen, men livet igennem. Mens det rationelle og systematiserende skyldes sekundærprocesserne. (Jf. artiklen om De psykiske grundprocesser). Da samfundet kræver og forudsætter borgere der er i stand til at tænke og arbejde rationelt og systematisk, og derfor sørger for at opdrage dem ganske effektivt dertil gennem børnehaver, skoler, læreanstalter og erhverv, så er det ikke så mærkeligt, at så mange mennesker mere eller mindre glemmer og fornægter deres legelyst og evne til at se med friske øjne på alting og til at kombinere hvad de ser på intuitiv, irrationel vis. Det synes desværre stort set forbeholdt kunstnere af alle slags at bevare denne skabende evne og intuition fri og åben. Men dybest set er vi alle kunstnere i betydningen skabende mennesker.

Traditionen og sproget

Det er allerede fremhævet, at børnesangene er det væsentlige element i hvert eneste menneskes musikalske modersmål. Tidligere blev dette element styrket på alle måder gennem familien, skolen, kirken og højskolen og alle de fester der var knyttet til disse institutioner såvel som til livet på land og i by. Det er nu stort set gået tabt. De ældste generationer bærer traditionerne videre, men de yngre har fået dem skåret over, bl.a. i kraft af ungdomsoprøret og dettes bevidste modstand mod tradition og historisk fornemmelse.

Vi skal ganske vist - som Lars Lilholt formulerer det - ikke mere end tre generationer tilbage, før vi herhjemme havde et langt tættere forhold til folkesangene og folkemusikken. Dengang var det den musik man hørte - og som stadig genfindes i børnesangene. Men tre generationer, det er lang tid. Nok til at bryde kontinuiteten, selvom børnesangene eksisterer og synges.

Godt nok er alting for Lilholt 'et eller andet sted historie', rockmusikken fx vitterligt funderet i folkemusikken. Og som sangskriver bruger Lilholt også de samme ingredienser som folkemusikken har og som han bl.a. lærte gennem den himmerlandske spillemand Otto Trads. Det indebærer, at Lilholt kan komme ud for den oplevelse, at en af hans sange, ‘Kald det kærlighed', ved en given koncert ramte en ældre kvinde på et så ømt punkt, at hun gav sig til at stortude. Lilholt kan ikke forklare det, men oplevelsen gør ham ydmyg over for det at give koncert. En eller anden forbindelse er der altså der gør det muligt at se musik og musikoplevelse som et universelt fænomen, der kan formidle dybe følelser og erfaringer fra det ene menneske til det andet - henover stilarter og musikperioder. Det bekræfter, hvad Kim Larsen siger i bogen, at musik ingen alder har.

Men tilbage står ikke destomindre indtrykket af et brud med fortiden, som synes andet og mere end blot det vi kalder tidernes gang, den stille og jævne forandring, der skyldes, at nye generationer vokser op og gør tingene på deres egen måde.

En af de specielle udfordringer ligger på sprogets område, i selve den mere eller mindre ubevidste fortrængning af dansk sprog til fordel for engelsk i den mest udbredte folkelige musik i dag, fra pop til rock i videste forstand. Mange af interview'ene i Marstals bog kommer ind på problemet, fordi det simpelthen blev stillet som spørgsmål.

Bemærkelsesværdigt er det i denne forbindelse at flere af de interviewede har gjort den erfaring, at da de først begyndte at synge deres sange på dansk, opdagede de hurtigt, at de i virkeligheden ikke havde udtrykt sig adækvat på engelsk. Ganske vist konstaterer Majbritte Ulrikkeholm, at ord og lyd er så tæt forbundet, at synger man en sang på engelsk så bliver den anderledes end hvis man synger den på dansk. Men alligevel er grunderfaringen, at kun på sit modersmål kan man digte frit. Kun dér kan man præcist udtrykke de dybe og ærlige følelser og tanker man har gjort sig. Fx lagde Ulrikkeholm mærke til, at folk ofte slet ikke opfattede teksterne når hun sang på engelsk - for det var jo bare det sædvanlige.

Jens Unmack siger lige ud, at han ikke følte så meget, når han sang sine engelske tekster. Kim Larsen, der betoner at han med sine ‘Sange fra glemmebogen' ikke er ude på at genoplive noget som helst, tager det som en selvfølge, at det modersmål som man er født og vokset op med, det er det kender man til bunds. Det er det man mestrer og kan digte på. Men man behøver nu ikke være sentimental over et sprog som det danske. Hvis det forsvinder, så forsvinder det. Men det varer mange år, før det sker.

Ulrikkeholm, der som mange andre startede med at synge på engelsk, erkender, at det danske sprog åbner en dør til hvem hun rigtig er. Hun går ind i en helt anden tonalitet når hun skriver og synger på dansk end når det foregår på engelsk. Hun får også betydeligt større musikalsk selvtillid efter at være begyndt at synge på dansk. Åbenhed er en god ting, men for at kunne imødekomme den åbenhed som globaliseringen medfører, så er vi efter hendes mening nødt til at have en kerne, ellers bliver vi opslugt af det fremmede. Og denne kerne, det er det sprog som bæres af sangene.

Derfor er det vigtigt for hende, at vi får noget mere dansksproget musik. Hun siger ligefrem, at vi skal helbrede det sted i vores folkesjæl som er blevet ødelagt, tilføre den noget af det der mangler. Og det kan ske gennem musikken - ikke gennem tanken eller med hovedet.

Haugaard kommer ind på amerikaniseringen og hele den indpumpning af amerikansk musikkultur som i årtier er sket gennem radio og grammofon, men han er ikke så bekymret for den. For det er ikke nødvendigvis et tab af vores egen kultur, men snarere endnu en dimension til den.

Derimod er der efter Allan Olsens mening i høj grad noget i vejen med det generelle tekstniveau i Danmark. Han sætter det på spidsen og siger, at hvis man bruger et vokabularium ud over 30 prædestinerede ord som jeg, dig, du mig, hjerte og øjne, så har man allerede forladt det brede publikum. Der skal ikke ret meget til før en sangskriver kommer langt over det lix-tal som det almindelige publikum kender og forlanger. Men han har efterhånden nået det priviligerede stadium i sin karriere, at han kan tillade sig at sortere de uønskede publikummer fra, dem der ikke kan skelne mellem når der spilles solo og når der spilles med orkester. Ordet ‘solo' på plakaten er for svært for dem at læse...! Allan Olsen er som bekendt ikke den eneste der klager over læseniveauet her i landet og som har grund til det. Der er vitterligt utroligt mange funktionelle analfabeter.

Jens Unmack fra Love Shop, der vedkender sig de sange fra barndommen som har brændt sig fast, indrømmer blankt, at hele højskoletraditionen aldrig har sagt ham noget videre. Han er hverken stiv i salmer eller sange, som han udtrykker det, og dermed er vi inde på det andet af Henrik Marstals to hovedtemaer.

Det spirituelle

Trods sit manglende kendskab til salmer og sange, taler Unmack dog om musikken som et helligt område, og han fortæller, at han op til sin første plade læste meget Johannes Jørgensen, fordi han var tiltrukket af dennes mørke, katolske univers med dets tilhørende sprog.

Thomas Knak bryder sig ikke om ordet spirituel, det er ligefrem lidt negativt ladet, hen i retning af new-age. Men det spirituelle har ikke desto mindre fundet plads i hans system som et begreb. På visse numre kan han også godt godkende det sakrale.

Kastrup Eistrup hører til de mange der ikke rigtigt kender den danske sangtradition, og han mener det hænger sammen med, at de fleste forbinder disse sange med kirken eller højskolen. Og Kirken er ‘jo så forældet at man ikke rigtig kan relatere den til noget i sit eget liv'.

Tilsvarende er Martin Hall tøvende over for et begreb som spiritualitet. Han foretrækker ordet længsel. For ordet spirituel har en tendens til at være synonymt med ordet religiøs. Og religiøst er for ham lige det modsatte af hvad det gælder om i musikken. Det religiøse er noget defineret og dogmatisk, noget kulturelt etableret, hvori man ikke kan finde noget andet. Men det spirituelle, det åndelige eller længselsfulde er en livsrytme, et åndedrag, der fører gennem livet. Hall tror ikke der findes nogen lige vej til en overordnet form for åndelighed. Mennesker søger det optimale, men denne søgen er en mental ting, den er hverken mystisk eller religiøs, men det mest naturlige menneskelige behov af alle.

Kim Larsen kommer ind på det politiske engagement der kendetegnede de unge i 1970erne, men som nu' hviler sig lidt', som han udtrykker det. Det er vel egentlig dér han føler sig hjemme, men han syntes det var irriterende, når folk blev for dogmatiske - og så er det iøvrigt lige meget om det er i politik eller i religion. Han er på det rene med at hele den religiøse vækkelse i det 19. årh. langsomt forsvandt i det 20., fordi den blev erstattet af politikken med alle dens ismer - og disses vanvid. Og religionsvanvid er ikke noget han længes efter. Vækkelser plejer at ende med vanvid.

Som det fremgår, så gælder for Kasper Eistrup, Martin Hall og Kim Larsen, at de for deres eget vedkommende vedkender sig længslen eller det man i eksistentialismen kalder transcendensen, trangen til at gå ud over sig selv eller være i kontakt med noget uden for sig selv. (Jf. artiklen om Transcendens). Kim Larsen siger ligefrem, at han ville have befundet sig bedre i romantikkens tidsalder end i det 20. årh. For i den periode vedkendte man sig både længsel og rationalitet. Blot forbinder de tre nævnte musikskabere alle religion med noget andet, nemlig det dogmatiske - og de er dermed bekræftelsen på en almen fordom. De ser ikke, at ligegyldigt hvad man kalder tingene, kommer man ikke uden om usikkerheden i selve begreberne, endsige usikkerheden i tilværelsen. Usikkerheden i begreberne ligger som det omtales andetsteds (Klik) i selve vort dagligsprogs egenart og kan ikke udryddes ved nogen slags rationel og viljesbestemt definitionsproces.

Men det kan naturligvis ikke undre, at Majbritte Ulrikkeholm som den der har skaffet sig personligt kendskab til den terapeutiske side af sagen også er nærmest ved en forståelse af spiritualiteten som noget der åbner ud til såvel det der er større end den enkelte og den enkeltes ego som ud til fællesskabet med andre og til naturen. Uanset om man er religiøs eller ej, siger hun, så er musikken bærer af en åndelig kraft . Og hun tilføjer, at det måske også er derfor at den altid har spillet en stor rolle i religionerne. Ja netop.

Dybest set kan musik og religion ikke skilles. Og derfor kunne man ønske, at de der som Majbritte Ulrikkeholm og Henrik Marstal er optaget af denne forbindelse, også ville nå dertil, at de kunne opfatte musik som et decideret religionsfænomen, ikke at forveksle med et teologisk fænomen. Først derved vil det være muligt at forstå selve virkeligheden i al dens mangedimensionalitet og irreduktibilitet, og specielt forstå, at heller ikke musikken kan indsnævres til noget rent æstetisk.

Men spændende og givende er Henrik Marstals bog under alle omstændigheder. Og det fremmer naturligvis forståelsen, hvis man gør sig den ulejlighed at høre den omtalte musik. Den kan lånes på bibliotekerne.


De elleve musikere der interviewes er følgende:

Kasper Eistrup (Kashmir) - www.kashmir.dk
Harald Haugaard (Serras) - www.serras.dk
Jens Unmack (Love Shop) - www.loveshop.dk
Allan Olsen - www.allanolsen.dk
Martin Hall - www.martinhall.dk
Kim Larsen - www.kimlarsen.dk
Thomas Knak (Future 3) - www.systemf3.com
Lars Lilholt - www.larslilholtband.dk
Majbritte Ulrikkeholm
Signe Høirup Wille-Jørgensen og Billy Cross.

Litteratur:

Henrik Marstal: Alt hvad musikken kan. Samtaler om musik og liv. (Aschehoug. 2002)
Majbritte Ulrikkeholm: Det magiske rum. En bog om kreativitet, indsigt og forvandling. (Lindhardt og Ringhof. 2002).

Læs også artiklen:  Ind i musikken  om Peter Bastians synspunkter.

Til toppen   Til forsiden   PrintVersion  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal Opdateret d. 12.9.2016