ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.10.04.

Kongekabale

En thriller er en spændingsfilm, og en politisk thriller følgelig en spændingsfilm der drejer sig om politik. En thriller blev tidligere kaldt en gyser (det betyder ordet), men spændingen behøver jo ikke være så voldsom, at det får det til at løbe koldt ned at ryggen på tilskueren. Spændingen kan ligge i selve det psykologiske spil mellem personerne. Og det er netop tilfældet i Arcels debutfilm.

'Kongekabale' er lavet på grundlag af Niels Krause-Kjærs roman af samme navn, og er som denne tydeligt inspireret af den efterhånden syv år gamle sag med en dansk toppolitiker der lettere beruset kørte galt på motorvejen og måtte sige farvel til en karriere der sandsynligvis på et eller andet tidspunkt ville have ført ham til selve statsministerposten.

Men såvel bogen som filmen forholder sig meget frit til historien for at koncentrere sig om en skildring af det indviklede og alt andet end flatterende spil der foregår på Christiansborg mellem toppolitikerne og journalisterne.

Filmens intriger står og falder med at journalisten Ulrik Torp (Anders W. Berthelsen) bliver involveret i sagsforløbet, da hans chefredaktør på Dagbladet vil prøve hans evner af ved at sende ham ind på Borgen ti dage før valget - og netop som nyheden om Aksel Bruuns ulykke når frem.

Lidt naivt videregiver Torp en historie som Midterpartiets pressechef fortæller ham om Lone Kjeldsens mand og dennes tilsyneladende uansvarlige forvaltning af ulands-bistand til Afrika. Historien blæses stort op på forsiden af Dagbladet lige neden under historien om Aksel Bruuns alvorlige ulykke. Og spillet kører.

Da Torp opdager, at han er blevet misbrugt, skifter han side, men udsættes snart for Erik Dreiers ubarmhjertige advarsler om ikke at komme for tæt på i sin udspørgen. Ja, da han over for sin chefredaktør insisterer på at sagen skal udforskes til bunds, bliver han simpelthen fyret. Efter ordre fra Dreier eller Schou, forstår vi.

Men i stedet for at tage til efterretning, at han skal lade sagen ligge, hvis han vil forblive i faget, beslutter Torp sig for at forfølge den med assistance at en ældre, mere erfaren og meget illusionsløs kollega, Henrik Moll (Nikolas Bro). Og det lykkes dem at skaffe bevis for at Erik Dreier har betalt Aksel Bruuns søn til at holde sig bortrejst så hospitalet må holde faderen i live lige netop det antal dage det kræver at undgå partiledelsens stillingtagen til hvem der skal være Bruuns efterfølger.

Under et tv-interview et par dage før valget bliver Dreier konfronteret med det afslørende bevis for åben skærm og afbryder rasende interviewet, selvom det koster ham og partiet den afgørende fremgang som meningsmålingerne ellers have spået de ville få.

I et interview har Nikolaj Arcel da også fortalt, at der gik hundredvis af timers systematisk research på Christiansborg og på aviserne forud for optagelserne. Da han og manuskriptets medforfatter, Rasmus Heisterberg, gik i gang, var de overbeviste om, at de ville møde skurkagtige politikere og journalistiske helte. Men det viste sig, at være meget mere komplekst. De fik den ene mere hårrejsende historie efter den anden om magtbegær og magtmisbrug. Og indsigt i brugen af beskidte navne bag ryggen af politikerne. Men de fik også historier om journalister der lader sig styre af deres kilder og mediefolk som laver aftaler med førende politikere. "Vi opdagede en verden, hvor en blanding af jantelov og ambitioner ofte lammer medierne og gør dem ude af stand til at forholde sig kritisk til magten."

Det skal derfor noteres, at folketingsmedlemmer som Helge Adam Møller (K) og Birthe Rønn Hornbech (V) har kunnet bedyre, at filmen rammer virkeligheden og problemtikken ganske godt. Der er i realiteternes verden ikke den afstand mellem politikerne og journalisterne som er forudsætningen for at sikre en kritisk presse fuld uafhængighed. Birthe Rønn Hornbech, der selv må siges at holde fanen højt som politiker der ikke er til fals for noget - jf. Venstre-kvinde om værdier og grundholdninger - mener ligefrem, at indspistheden på Christiansborg er så stor, at man kun kan komme den til livs ved at udskifte samtlige journalister på Borgen efter hvert valg!

Netop den bevirker, at deciderede usympatiske folk som eksempelvis smeden Johannes Kjærbøl (handels-, arbejds- social-, bolig-, indenrigs- og grønlandsminister i forskellige perioder 1940-57) ikke ville have en jordisk chance for topkarriere i vore dage. Den måske mest belastede af dem alle i nyere tid, justitsminister Erik Ninn Hansen fra Tamilsagen, er eksemplet på netop den udadtil rolige, smilende og sympatiske mand, der bag kulisserne og uden for mediernes referat eller kameraernes søgelys kunne intimidere sine embedsmænd på allerhøjeste plan til at danse efter ulovlighedens fløjte. Det ville aldrig være lykkedes for Søren Pilmarks type.

En anden ting der svækker filmen er journalisten Ulrik Torps kraftanstrengelse for at få beviser frem til den afgørende og direkte tv-udsendelse med Dreier. Det må betegnes som rent held, at han får beviserne i hænde tids nok - og det er helt usandsynligt, at de i realiteternes verden ville være blevet brugt uden nærmere prøvelse af en erfaren tv-journalist.

Det er i denne forbindelse mindre væsentligt, at det også er temmelig usandsynligt, at Ulrik Torp og hans kompagnon mange minutter skulle stå fuldstændigt passivt afventende uden for tv-studiet uden at prøve at få lejlighed til at se hvad der sendes ud direkte på skærmen. Tilskuerne får heller ikke denne afgørende dramatiske scene at se. I stedet kommer en forholdsvis lang og stum scene med udveksling af sigende blikke mellem Dreier og Torp.

Det rokker dog ikke afgørende ved, at filmen er spændende fortalt - eller at den påpeger et alvorligt problem i det alt for nære forhold mellem politikerne og den presse der burde være vælgernes og offentlighedens vågne og kritiske øje på dem.

Filmens to hovedroller er angiveligt skrevet til Anders W. Berthelsen og Søren Pilmark. Og de klarer dem stort set godt, men dog i instruktionen med lidt for meget brutalitet til den ene side og lidt for megen vaghed og naivitet til den anden. Politikeren bliver skurk og journalisten blød helt.

Alle vil huske denne konservative partileders spirituskørsel i 1997 der endte i nogle stopklodser på Helsingør-motorvejen og betød stop for en ellers sikker karriere i dansk toppolitik. Engell tog omgående konsekvensen af sit uheld og trak sig som formand for partiet, men beholdt posten som formand for de konservatives folketingsgruppe. Og her viste han de følgende år et forbløffende talent for systematisk ødelæggelse af sin efterfølger, Per Stig Møllers muligheder for at holde sammen på gruppen. Formentligt trak han også på alle sine erfaringer som journalist og pressechef. Resultatet udeblev ikke ved valget i 1998. Partiet gik tilbage fra 27 til 16 mandater, og den borgerlige front, dengang inkluderende Centrumdemokraterne, mistede - til fhv. udenrigsminister Uffe Ellemanns store fortrydelse - chancen for et flertal. Stig Møller måtte gå af og overlade posten som formand til den udenforstående erhvervsmand Poul Andreassen, der simpelthen bare skulle rette op på skuden. Det lykkedes, og da Engell trådte helt ud af folketinget for at blive chefredaktør på Ekstrabladet, fik den nye partiformand Bendt Bendtsen den fornødne ro til et besindigt og langsigtet arbejde. Partiet har siden konsolideret sig, men er stadig ikke vælgermæssigt oppe på det gamle niveau, ikke engang tilnærmelsesvist.

Disse historier bekræfter til fulde Hamlets gamle udsagn om at der er noget råddent i det danske rige. Nikolaj Arcels 'Kongekabale' gør det samme. Men både skuespil og film er fiktion og bør ikke forlede nogen til den altfor forhastede slutning, at der slet ingen hæderlighed er tilbage i dansk politik. For det er der heldigvis. Og det skyldes bl.a., at det i længden er meget svært for en politiker at holde egentlige svinestreger skjult for offentligheden. Det samme kan iøvrigt siges om sex-affærer.

Studehandeler og rævestreger er det ikke muligt at komme til livs, fordi folk der er tvunget til at konkurrere med hinanden nu engang må være taktisk anlagte og spille spillet med i hvert fald delvis skjulte kort, og fordi magt - al magt - nu engang har en indbygget tendens til at korrumpere. Men heldigvis er der grænser for taktikken og korruptionen - ikke mindst hvor oplysnings- og åbenhedsniveauet er højt. Og heldigvis har vi trods alt stadig en presse der er tilstrækkeligt kritisk til at heller ikke den i længden kan spille lutter falsk spil.

Helt aktuelt er det endda muligt at pege på en politiker der må siges at have holdt sin sti ren. Det er socialdemokraten Karen Jespersen, der netop har meddelt at hun forlader folketinget, fordi hun ikke længere føler, at hun med argumenternes metode kan komme igennem med sine forslag og synspunkter i sit parti. Jf. artiklen Hatten af for Karen Jespersen.

Så hæderlige politikere findes skam. Politik er ikke lutter uhæderlighed. Men som magtkamp betragtet vil politik altid lægge op til et taktisk spil og en konkurrence der kan friste svage sjæle til ufine metoder eller det der er værre.

'Kongekabale' bør derfor også selv ses med kritiske briller og ikke sluges råt. Film er ikke blot fiktion, men også manipulation. Det vrimler i 'Kongekabale' med antydninger gennem klip og kameravinkler der sætter nogle af personerne i dårligt lys og andre i godt lys, så publikum har let ved at placere sympati og antipati. Det er jo i grunden en såre simpel teknik der spiller på lovene for de psykiske primærprocesser. Man tager uvilkårligt delen for helheden. Man tror uvilkårligt at to ting er identiske bare de har en smule til fælles. Og det virker på film, fordi billeder og billedsammenklipninger virker stærkere end argumenter og logiske slutninger.

Men på denne i virkeligheden primitive måde udelukkes eller vanskeliggøres alle de finere nuancer der kan gøre det muligt at leve sig ind i andre menneskers tanker og adfærd - også selvom man ikke er enige med dem. Ved udelukkende at blive orienteret via manipulationer kommer man aldrig til at tro på, at også ens politiske modstandere såmænd i ni af ti tilfælde er normale mennesker med et helt normalt følelsesliv, der ovenikøbet tror på den sag de slås for.

Nikolaj Arcels ironiske 'Sandheden om mænd'  (9.11.10.)

Dansk Film Database:  Klik

Se eventuelt også artiklen om  De psykiske grundprocesser.