ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.6.04.

Kommunalreformen på plads

Forliget følger hverken regeringens egne oprindelige ønsker fuldtud eller strukturkommissionens to mest interessante modeller. Et forlig må nødvendigvis indeholde kompromisser, og selv om det ikke blev så bredt som håbet, betød forhandlingerne med socialdemokraterne og de radikale trods alt, at disse partier fik tilgodeset så mange af deres ønsker, at det burde have ført til det brede forlig.

Kommunernes ideelle størrelse fremover bliver 30.000 indbyggere og derover. Nogle vil blive på mellem 20.000 og 30.000 - og kun ganske få under 20.000. Disse skal kunne dokumentere, at de ved samarbejde med nabokommuner vil være i stand til at løfte kommende opgaver. Kommunerne overtager bl.a. flere sociale og sundhedsforebyggende opgaver. Antallet af kommuner vil ende på omkring 100 mod de 271 nuværende.

Amterne nedlægges helt og erstattes af 5 nye regioner der primært skal varetage sygehusdriften i området, men desuden får enkelte andre opgaver. De vil ikke få bemyndigelse til at opkræve skatter, men få dækning for deres udgifter gennem tilskud fra stat og kommune efter objektive kriterier, der bl.a. afhænger af antallet af patienter.

De fem nye regioner bliver regionerne for: Nordjylland, Midtjylland, Syddanmark (omfattende Sydjylland og Fyn), Sjælland (eksklusiv hovedstaden og Nordsjælland) og Hovedstaden (inklusiv Bornholm).

Miljøkontrollen lægges primært ud i kommunerne, men staten beholder de overordnede opgaver.

Arbejdsformidlingen ønskes principielt lagt ud til kommunerne, men da der har været modstand herimod fra såvel fagbevægelsens som den eksisterende Arbejdsformidlings side etableres der en foreløbig særordning for 20 større kommuner, der vil få ansvaret for et enstrenget system af arbejdsformidling, inklusive anvisning, aktivering, dagpenge og kontanthjælp.

Gymnasierne overgår til selveje og 'taksameterstyring', dvs tilskud efter antallet af elever.

Den lokale og regionale busdrift og ikke-statslige banedrift skal fremover varetages af trafikselskaber der oprettes af de nye regioner.

Men tilhørsforholdet til de fem nye regioner er endnu ikke endeligt afklaret for nogle kommuners vedkommende. 12 kommuner i den nordvestlige del af Ringkøbing og Viborg Amter vil få mulighed for at vælge Nordjylland frem for den tiltænkte Midtjyske region. Og Vejle og Jelling vil få mulighed for at vælge Midtjylland fremfor den tiltænkte syddanske region.

Der er udpeget hovedsæder for de nye regioner, og dette er faldet lidt overraskende ud, idet Ålborg er den eneste storby der bevarer sin rolle som 'hovedstad' for sin region Nordjylland. Derimod bliver det Viborg og ikke Århus der bliver hovedstad i Midtjylland. Vejle vinder Region Syddanmark i stedet for Odense. Sorø får æren i Sjællands-regionen, og Hillerød i Hovedstadsregionen.

Der har naturligvis straks lydt protester fra de gamle hovedstæder, men glæde fra Viborgs nuværende amtsborgmester (og Vejle bys nuværende borgmester). Det er i det hele taget fra amtsfolkene uviljen og modstanden har været og nok vil forblive størst. Det gælder såvel de valgte amtspolitikere som de ansatte på amtsgårdene og ikke mindst deres organisationer. Men de sidste synes at glemme, at det ikke er meningen at alt personale skal flyttes til nye administrationscentre i Sorø, Vejle og Viborg - og følgelig heller ikke at der skal bygges nye, flotte 'amtsgårde' her. Meget af personalet får opgaver i de nye kommuner og vil i mange tilfælde fysisk kunne forblive hvor de er.

Hvor mange personer der til syvende og sidst skal flyttes rundt med, kan slet ikke afgøres på nuværende tidspunkt. Derfor er det mildest talt utiltalende og bagstræberisk at de ansattes organisationer begynder at protestere og ovenikøbet kræve flere penge til rådighed. Modstand vil der givetvis fortsat komme fra mange involverede, og det har naturligvis ikke fremmet samarbejdsviljen at forliget blev smalt og at socialdemokraterne ligefrem har været ude at love kamp mod reformen - med henblik på at lave den om, når de kommer til magten.

Set ud fra dette synspunkt er det naturligvis en bét for alle parter, at socialdemokraterne og de radikale ikke ville tage medansvaret for reformen, men efter alt at dømme har skelet mere til de valgtaktiske fordele end til sagligheden i sagen. Begge partier er vitterligt blevet hørt og tilgodeset - og det ligner mest af alt en dårlig undskyldning at man i sidste øjeblik sprang fra med den begrundelse af regeringen ikke ville fremlægge præcise økonomiske beregninger for de følgevirkninger reformen ville have på kommunerne. Sådanne beregninger var regeringen i sin gode ret til at afslå, da de ville være helt urealistiske, når det tages i betragtning, hvor mange uafklarede detaljer der vil være i reformen lige indtil alle geografiske og opgavemæssige placeringer er definitivt afgjort.

Man kan indvende - som det er blevet gjort flere gange i forløbet - at indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen på intet tidspunkt har haft held til eller været fuldt indstillet på at søge det store kompromis, men derimod fra starten har satset på at køre regeringens ønskeprojekt om nedlæggelse af amterne og de traditionelle amtsopgaver bortset fra sygehusvæsenet igennem. Men omvendt har det - trods de almindelige socialdemokratiske borgmestres inderste ønsker - været temmelig klart, at Mogens Lykketoft og Ole Stavad har været fuldstændigt fikseret af statsminister Anders Fogh Rasmussens klare udmelding om det ønskværdige i at have socialdemokraterne med i forliget og på den anden side muligheden for at kunne bruge et smalt forlig imod regeringen i den forestående valgkamp. Om det sidste rent faktisk er andet end ønsketænkning, får stå hen. Den foreløbig eneste meningsmåling efter forligssammenbruddet tyder ikke på det, men det skal man ikke tage højtideligt.

Derimod er der sikkert en del borgerlige vælgere - og måske ikke mindst blandt Venstres egne tilhængere - der savner regeringens vilje til at skære igennem og føre sin politik igennem til vedtagelse med det flertal der kan findes, uden at betale alt for høj en pris for socialdemokraternes tilslutning og den ellers højt besungne 'konsensus'. Venstre vandt ikke valget i november 2001 for at bøje sig for socialdemokratisk-radikal tankegang, men for at føre ny politik i forandringens tegn.

I Jyllands-Posten skrev Ralf Pittelkow allerede den 20. juni at sammenbruddet i forhandlingerne med socialdemokraterne også var et sammenbrud for den danske tradition med bredt samarbejde om store reformer. Han mener ikke indenrigsministeren for alvor afprøvede den socialdemokratiske forligsvilje, men tilslutter sig omvendt den radikale Holbæk-borgmester Jørn Sørensens bramfri udtalelse om, at SR-begrundelsen for at forlade forhandlingerne var ynkelig, ja en eklatant politisk fadæse. Pittelkow kalder det ligeud et forhåndsnej, når socialdemokraterne gjorde en udligningsreform til et ultimativt krav til et forlig. Forhandlingerne var nemlig med dette krav forudbestemt til at ende i sammenbrud.

Jyllands-Postens leder gør socialdemokraternes og de radikales obstruktionspolitik til et bevis for de to partiers manglende regeringsduelighed. Bladet mener, partiernes politik vil svække deres troværdighed yderligere.

I BT kalder Erik Meier Carlsen det et forræderi mod vælgerne, at politikerne i de fire gamle partier forspildte muligheden for at skabe konsensus omkring moderniseringen af velfærdssamfundet, fordi det skaber usikkerhed om fremtiden. Alt tyder efter Meier Carlsens mening på, at Lykketoft i sidste ende traf et taktisk valg, men denne udgang er også et resultat af, at Løkke Rasmussen ikke har skabt den fornødne tillid til sit og regeringens projekt. Meier Carlsen slutter med en opfordring til de fire partier om at skabe klarhed over, hvilke dele af forhandlingsresultatet socialdemokraterne og de radikale står ved og hvilke der vil blive ændret ved et eventuelt regeringsskifte.

Og i Politikens leder konstateres det tørt, at forliget indholdsmæsigt var udtryk for stor enighed mellem regering og oppposition, selv om det parlamentarisk blev smalt. Og bladet opfordrer socialdemokrater og radikale til at bruge sommerferien til at dampe af og lade op til Folketingets efterårssamling, hvor forliget skal udmøntes i konkrete lovforslag. For her er det vigtigt at alle partier arbejder for at sikre bredden.

Hvis oppositionen ønsker et valg på dette emne, skal den såmænd bare have ønsket opfyldt. Det er langt fra givet, den vil vinde på det. Regeringen og Dansk Folkeparti har al mulig grund til at være tilfredse med, ja stolte af resultatet.

Kommunalreform bliver nu alvor  (12.1.04.)