utils prefix normal JERNESALT - kanel26rohde

ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.1.06.   med   tilføjelse 10.1.

Jens Rohde udstiller Venstres manglende afklaring

- hans overlagte udmeldelse af folkekirken er malplaceret

Kommentar af Jens Vrængmose

Venstres politiske ordfører-løve Jens Rohde har det med at råbe højt når han vil gøre opmærksom på sin mening og eksistens. Ikke for ingenting har han fornylig i et interview karakteriseret sig selv som værende i bund og grund sportskommentator. Inspirationen har han fra selveste Gunnar-Nu-Hansen, og erfaringen grundlagde han på Viborg Radio allerede fra 14 års alderen.

I 2003 demonstrerede han sit politiske mod ved at blive væk fra folketingets åbningsgudstjeneste, fordi daværende kirkeminister Tove Fergo havde valgt en indremissionsk præst som prædikant. Og sådan en lyseslukker ville Rohde ikke høre.

I 2005 vendte han sig højlydt mod statsministerens nye regler for ministres åbenhed om deres og deres ægtefællers økonomiske dispositioner - på en sådan måde at han udelukkede sig selv som fremtidig minister, hvad han ellers forlængst har gjort sig fortjent til som markant politisk ordfører. Han begræder det sikkert ikke, for han har røbet at han ikke stiler højere, men betragter sit politiske projekt som afsluttet med statsministerens projekt.

Og nu har han altså udbasuneret at han har meldt sig ud af folkekirken i protest mod et par hundrede præsters brug af juleaftensgudstjenesten til indirekte angreb på regeringens udlændingepolitik - og mod biskoppernes manglende indgriben mod denne formastelighed.


Den flittige, dygtige, hurtigttænkende og rapkæftede for ikke at sige flabede 35-årige unge mand, der har dyrket orgelspil og korsang i Sdr. Sogns kirke i Viborg, men også kan begå sig hæmningsløst i et rent tv-underholdningsprogram som 'Showtime', elsker sport, musik og teater, men afskyr pænhed og høflighed og ikke mindst 'konsensus'.

Og nu har han altså set sig gal på den folkekirke som hans parti ellers slutter varmt op om. Han vil nemlig fastholde en skarp adskillelse mellem religion og politik, og mener at vi har en statskirke (!) for at kontrollere at kirken ikke bruges politisk. Dette indebærer i hans optik at folkekirken og dens præster og biskopper skal holde sig strikte til forkyndelsen af det rene evangelium og holde sig langt væk fra at kommentere samfundets problemer. For ellers havner kirken i ideologiens krigsførelse.

Begrundelsen bag de mere konkrete argumenter synes at være at prædikestolen ikke må bruges til at vække til modsigelse, for præsterne kan jo ikke siges imod under gudstjenesten - sådan som talere kan i forsamlingshuset eller i folketinget.

Begrundelsen er rigtig dårlig, for den udelukker i realiteten enhver udfordring til det enkelte menneskes tanke, samvittighed og eksistensforståelse - og turde dermed henvise enhver prædiken til den uendelige ligegyldighed. Alle ville de blive en forudsigelig gentagelse af alt hvad menigheden er enig i på forhånd, det vil netop sige den kedsommelige 'konsensus'.


Naturligvis skal præster ikke politisere i ordets egentlige betydning. End ikke ved - som salig Harald Søby i sin tid gjorde - at undlade at bede for kongehuset; det medførte og medfører nemlig afskedigelse. Fra prædikestolen skal der hverken føres partipolitisk propaganda eller redegøres for konkrete finanspolitiske eller velfærdspolitiske forslag; det er der andre medier til. Det betyder derimod ikke at der slet ikke må siges noget om aktuelle samfundsproblemer som udlændinge- eller flygtningebehandlingen, blot at det etiske og religiøse (i folkekirken det kristne) perspektiv i givet fald skal være ufravigeligt.

Det betænkelige ved præsteinitiativet før jul var ikke at præster blander sig i politik, for det har de til hver en tid ret til som almindelige samfundsborgere. Men derimod at de gik sammen om at bruge juleprædiken til at tage et fælles samfundsproblem op som strengt taget ikke har noget med juleevangeliet at gøre. Det faldt da også mange kirkegængere for brystet - og iøvrigt også flertallet af biskopper - men der er så godt som ingen klager indgivet. Kritikken af regeringens udlændingepolitik var så vidt vides overvejende indirekte - og kritikken af tonen i udlændingedebatten almen. Det der kunne være grund til at se på er egentlig kun den udbredte tendens til at gøre kristendom til humanistisk moralforkyndelse af den art som især biskoppen i Århus står for. Men han er jo heller ikke teolog af uddannelse, men derimod idéhistoriker.

Kirkeminister Bertel Haarder stempler da også sin partifælles skridt som lige så uklogt som præsternes. Rohde kunne løse sognebånd hvis han er utilfreds med sin egen sognepræsts prædiken - og burde ellers blive i folkekirken for at sikre dens bredde og rummelighed. (Da Haarder i DR2's Deadline 10.1. har beskyldt præsterne og især biskoppen i Århus for farisæisme i deres aktion, har det været nødvendigt med en   tilføjelse til denne artikel).


Det må ærligt indrømmes, at det kniber med at kunne tage Jens Rohdes aktion helt alvorligt, og hvis ikke det netop forholdt sig sådan at han i Tanja Parker Astrups udmærkede interview til Politiken for en uge siden havde understreget, at han aldrig har sagt noget i affekt til en journalist, men altid er kalkuleret når han verbalt slår i bolledejen, så kunne man fristes til at tro at hans udmeldelse var uoverlagt og overilet.

Nu må vi i stedet betragte den som kalkuleret, og så er konklusionen desværre, at Venstres politiske ordfører bidrager til en yderligere forplumring af hele diskussionen om forholdet mellem religion og politik - og dermed ligger på linje med den radikale Naser Khader der ønsker problemet med muslimernes sammenblanding af religion og politik løst på samme urealistiske og fantasiløse måde, nemlig ved at gøre religion til en privatsag.

Det må derfor endnu engang siges højt og tydeligt, at privatsag bliver religion aldrig - hverken i muslimske eller sekulariserede kristne samfund, for det er i fundamental strid med selve religionens væsen som helhedsrealisme.


Hvad der er en privatsag er det enkelte menneskes eget gudsforhold, dvs hvad man tror på, hvem man tror på, hvem man henvender sig til i sin indre dialog med det der er større end mennesket selv. Dette forhold skal være frit - og må ingensinde kontrolleres eller forsøges kontrolleret af ydre autoriteter, heller ikke af pavemagt eller andet præstestyre.

Men religion er og har altid været meget mere end det personlige gudsforhold, nemlig hele samfundets forholden sig til de faktorer i den menneskelige eksistens som ligger ud over rationalitetens og den sociale konstruktions muligheder. Religion er med andre ord den direkte føling med virkeligheden som helhed og dermed også med tilværelsens usikkerhed og uberegnelighed. Denne umiddelbare føling med den hele, uafkortede virkelighed afspejler sig i sproget og især i sprogets humor, vaghed og usikkerhed. Disse egenskaber ved sproget kommer igen af sprogets dobbelthed: primært bygger det på rækken af billeder og arketypiske forestillinger, sekundært på rækken af erfaringsmæssige, logiske og rationelle tillæringer. Men tror man at den praktiske og sociale tilværelse i det moderne samfund kan baseres alene på de sidstnævnte processer, så tror man galt, for i så fald ville kontakten med virkeligheden som helhed og dermed enhver værdibestemmelse gå uhjælpeligt tabt.

I den historiske udvikling har religionen fra tidernes morgen (dvs fra menneskekulturens første tid for 10, 20 eller 30 tusinde år siden) spillet en altafgørende rolle. Den har omfattet alle sider af livet, altså ikke alene det personlige gudsforhold i lønkammeret eller det offentlige gudsforhold i tempel, kirke og moské, men også dagliglivet i alle dets aspekter, herunder også magtkampen. Et alvorligt, ja ødelæggende problem følger uundgåeligt af ethvert præsteskabs forsøg på at monopolisere magten. Sådanne forsøg er regulære misbrug af Guds navn, men har ikke destomindre fundet sted gang på gang gennem hele historien, fordi mennesker nu engang vil magt, det gælder også præster. Men det ender altid i diktatur at gøre forsøg på at forene ånd med magt. Først i moderne tid er reaktionen kommet gennem oplysningen og sekulariseringen. Man indså at demokratiet ikke kan udvikles og trives med mindre magten adskilles definitivt fra præsteskabet.

Men mange har misforstået sekulariseringen, så de tror at den indebærer at religionen skal adskilles fra samfundslivet og gøres til en privatsag, dvs henvises til lønkamrene eller særlige offentlige rum som kirker og moskér, særlige foreninger (menigheder) og særlige avis- eller radio/tv-rubrikker ('Religiøse rum', 'Kirkemagasiner' eller lignende). Den slags er naturligvis en drøm for ateister, der ønsker religiøsiteten givet så lidt plads som overhovedet muligt i det offentlige rum. I værste fald kan en ateistisk diktator som Josef Stalin finde på at dekretere decideret forbud mod brugen af begrebet Gud (det skete vitterligt i 1934), men som bekendt satte han sig selv og partiet i Guds sted, og hans forbud forhindrede aldrig den ægte gudstro. Den kom tværtimod frit frem efter Sovjetunionens kollaps.


Hele fejlen beror på at visse 'oplyste' mennesker tror at de kan om ikke fjerne det irrationelle totalt fra den menneskelige tilværelse, så i det mindste henvise det til småtingsafdelingen, og så stødes de naturligvis når det går lige modsat: at interessen for det religiøse er stigende, og at interessen giver sig udslag i at også det sociale og samfundsmæssige ses i religiøst perspektiv. Men sådan er religion altså, og sådan har den altid været og vil den altid forblive. Religion er efter hele sin natur den umiddelbare føling med den hele og uafkortede virkelighed, den er hvad der på disse sider kaldes 'helhedsrealisme' for at understrege dens grundliggende udogmatiske og ukonfessionelle egenart.

Folkekirken i Danmark er i hele sin modsætningsfyldte og til tider latterligt inkonsekvente organisation og praksis (jf. Grosbøl-sagen) et glimrende eksempel på, at en nation formår at holde stat og kirke adskilt på den helt rigtige måde, nemlig ved at gøre præsteskabet som sådant politisk magtesløst. Det betyder naturligvis ikke at folkekirken er uden problemer, tværtimod er det et problem at den synes dårligere og dårligere til at tackle folkereligiøsiteten. Men det er ikke et principielt problem at den i forkyndelsesfrihedens navn tillader præster at kommentere samfundsforhold fra prædikestolen. Det kan give anledning til kirkegængeres irritation, og kan også gå for vidt hvis det ender i partipolitisk propaganda, men det burde - som allerede nævnt - i højere grad føre til diskussion om forholdet mellem kristendom og humanisme.

Helt skævt bliver det imidlertid hvis et politisk parti som Venstre, der har stærke grundtvigsk-folkelige bånd til kirken, så at sige går ateisternes ærinde ved at definere sekulariseringen som en fuldstændig adskillelse mellem religion og samfundsliv og dermed gør religion til en ren og skær privatsag der intet har med tilværelsen som helhed at gøre.

At Jens Rohde går den vej er til at leve med. Man kan ikke forlange andet af en mand der primært ser det politiske spil ud fra sportskommentatorens synsvinkel. Værre er at partiformanden, statsminister Anders Fogh Rasmussen, udtaler sin fuld forståelse for sin politiske ordførers handling og tilslutter sig hans principielle opfattelse af sekulariseringen. For det viser - som tidligere påpeget - at heller ikke partiformanden ved hvad religion dybest set og videst talt drejer sig om, og derfor heller ikke ser hvad der skal til for at løse de problemer der er forbundet med fundamentalistiske muslimers opfattelse af islams rolle. Det er en total misforståelse at muslimernes fundamentalisme skulle kunne løses for Danmarks vedkommende ved at løsrive religionen som sådan, inklusive kristendommen, fra den hele virkelighed. Det er en helt anden vej der skal gås, nemlig helhedsrealismens 'relative sekularisering'.

Jens Rohdes udmeldelse af folkekirken kan være så kalkuleret den være vil, den udstiller i høj grad Venstres manglende afklaring af sekulariseringsprincippet. Og det er utilsigtet - og derfor egentlig ganske morsomt. Men det kræver også at Venstre søger afklaring.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose


Tilføjelse 10.1.    Tilbage til hovedartikel    Til toppen

Da kirkeminister Bertel Haarder i DR's Deadline ved Kurt Strand 10.1. beskyldte de aktionerende præster og især biskop Kjeld Holm, Århus, for farisæisme, idet han mente at de med deres moraliserende forkyndelse gjorde sig bedre end andre, bedre end menigheden og bedre end regeringen, er det helt nødvendigt at tilføje, at Haarder med sådanne påstande kun bidrager yderligere til forvirringen omkring regeringens holdning til spørgsmålet religion og politik.

For det første er beskyldningen helt grundløs, for præsterne har først og fremmest ønsket at påpege at der ligger en medmenneskelig etisk forpligtelse i kristendommen. Og de har altså ment at denne må indebære en anden holdning til indvandrer- og flygtningepolitikken end regeringens. Dette kan selvfølgelig diskuteres. Ministeren og hans meningsfæller er i deres gode ret til at hævde et andet synspunkt. Men præsterne har - så vidt vides - hverken direkte eller indirekte postuleret nogetsomhelst i retning af at de skulle være bedre kristne end andre. Det er alene Haarders påstand eller rettere fornærmethedsattitude og afledningsmanøvre.

For det andet lægger Haarder nemlig kun hindringer i vejen for den nødvendige afklaringsproces - inden for folkekirken såvel som inden for partiet Venstre - når han gør de formastelige præsters juleprædiken til et spørgsmål om farisæisme, for dermed gør han i realiteten enhver inddragelse af moralske vurderinger i kirkens forkyndelse til farisæisme. Men farisæisme har - siden Jesu angreb dem (jf fx Matthæus 15,7ff eller Lukas 12,1) - stået for hykleri, skinhellighed eller selvretfærdighed, dvs for det forhold at man siger et, men gør noget andet eller af man stiller sig op og takker Gud for at man ikke er som alle andre. Det vil faktisk sige at der også efter Jesu opfattelse må gives en moral hvor der er overensstemmelse mellem ord og handling, og hvor den ikke tjener egoistiske formål. Og en sådan moral kan da aldrig være ligegyldig - selvom kristendommen som sådan ikke er en lovreligion og altså ikke forkynder frelse gennem moral, men tværtimod frelse gennem tro alene. Men kristne forbliver da stadigt henviste til almindelig etisk forpligtelse, herunder forpligtelsen til at tage sig af de svage og udsatte (jf Bjergprædiken).

De aktionerende præsters juleprædikener burde give anledning til en grundig diskussion om forholdet mellem kristendom og humanisme. Dette vil også nødvendiggøre en afklaring af det generelle forhold mellem religion og politik, ikke mindst i betragtning af at vi har fået en lovreligion som islam at trækkes med i vort eget samfund. Og her bliver det igen tvingende nødvendigt for sekulariseringen, at politikkens ubetingede løsrivelse fra kirkens eller præsternes magt fastholdes, men aldrig at religionen gøres til en privatsag der intet har med sociale eller moralske problemer at gøre.

Jens Vrængmose


Henvisninger:

Fogh Rasmussen om Grundtvig, Kirkegaard, etik og religion  (15.12.05.)
- vigtig, men mangelfuld tilkendegivelse fra statsministerens side

Grundtvigianismen i det 20. århundrede  (13.12.05.)
- afslører en usynlig kraft der stadig gør sig gældende

Klar besked fra Fogh Rasmussen om Venstres fremtidsvisioner  (30.11.05.)
- men endnu ikke tidssvarende afklaring af den grundliggende filosofi

Sekulariseringen må opdateres  (29.11.04.)
så den kun verdsliggør selve den politiske magt

Øvrige artikler om sekulariseringen

Øvrige artikler af Jens Vrængmose:  klik.


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal